utils prefix normal
JERNESALT - piethein
ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.6.10.
Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist
"Jeg er sgu' min egen"
Verdensmanden og elskeren
Designeren
Teoretikeren
Aforismemageren
Helhedsrealistik vurdering
Henvisninger
"Jeg er sgu' min egen" Til toppen Næste
Forfatteren, designeren og opfinderen Piet Hein, der levede fra 1905 til 1996, må betegnes som en ener i dansk kulturliv. Han var sgu' sin egen, som han sagde i et Gruk hvor han lod en kat svare på spørgsmålet: Hvis er du? - Og dette gjaldt fra første til sidste færd.
Han var enebarn og gik livet igennem sine egne veje, på tværs af gængse faggrænser og normer. Han tog aldrig anden eksamen end studentereksamen fra den gamle Metropolitanskole på Frue Plads. Han studerede kunst på det kongelige svenske kunstakademi i Stockholm og teoretisk fysik på Bohr-institutet i København i 1920'erne og fik det første af over 3000 patenter som opfinder i begyndelsen af 1930'erne. Han skrev bidrag til det antifascistiske tidsskrift 'Frisindet Kulturkamp' fra 1935, men slog først igennem som anonym forfatter i Politiken i 1940 med de første af sine ialt 10.000 'Gruk' (sammensætning af grin og suk). Han opgiver selv at have været formand for Kulturkampen i 1940, men ifølge Elias Bredsdorff var foreningen blevet opløst i 1939 (vist på grund af uenigheden om Vinterkrigen i Finland). Men da den tyske besættelsesmagt efterhånden blev opmærksom på tvetydigheden i Peit Heins daglige Gruk i Politiken, måtte han gå under jorden.
Hein blev efter krigen formand for 'Een Verden' og senere også PEN-klubben.
I grukket 'To ting til' hed det i et 'Antropologisk perspektiv':
"Det synes for tiden som menneskeheden er nær ved at vise sig modne til freden.
De eneste to ting som fattes os af det er gensidig tillid og grund til at ha det."
Piet Hein blev verdensberømt i 1960'erne med 'Superellipsen', der matematisk og designmæssigt er et kompromis mellem ellipsen og rektanglen (jv. Wikipedias forklaring med formlerne), og som han anvendte som grundform for torve, bygningsværker, borde og brætspil - og selve 'Superægget' der er drejet om superellipsens akse og kan balancere stabilt på højkant. Han var ven med store navne som fysikeren Albert Einstein, filmskaberen Charlie Chaplin og matematikeren og cybernetikeren Norbert Wiener.
Hein og Chaplin nød at spille ordenes ping-pong med hinanden. På en tur med Chaplin i Irland stiller Hein på given foranledning spørgsmålet: Kan du forstå hvordan verden hang sammen før vi to kom til? - Og Chaplin replicerer uden tøven: Det gjorde den heller ikke!
Karakteristisk er i det hele taget, at Piet Hein var overbevist om sin betydning. Over for Claus Toksvig understregede han fx. at "jeg har da i det hele taget aldrig i sinde at efterlade et univers i samme tilstand som jeg finder det."
Piet Hein havde mange kvinder i sit liv og fik børn med flere af dem (ialt fem sønner), men forholdene til muserne, børnene og vennerne varede sjældent længe, typisk kun fem-seks år. Han var et charmerende menneske, men var ofte vanskelig at omgås. Han forblev med andre ord sin egen.
Han skrev et gruk der lød: "Hvis man ikke er sig selv, er man ingen. Hvis man er sig selv, er man alle". Og dét siger i grunden ganske meget: Han følte sig - som vi hver især må gøre af simple psykiske grunde - som det subjektive centrum i sin verden, men han forvekslede i praksis denne helt nødvendige subjektivitet med objektivitet, skønt han på teoretisk plan sagtens kunne se objektivitetens nødvendighed for at komme ud over det strengt personlige.
I det filosofiske gruk 'Vi verdenscentre' hedder det klart nok: "At jeg er universets midte, er ingen hazarderet dom. Jeg slutter mig rent logisk til det. For resten er jo udenom."
Men han lagde stor vægt på 'Det positive': "Det som det hele hviler på er det som er noget værd for én. Lad os ikke glemme det positive for det negative. Det er et stærkere standpunkt at hæfte sig ved dét end bare at dvæle ved dét man bekæmper. Hvis man lar sig fixere af modpartens sag, så er man allerede dermed i defensiven.... Det primære er ikke det vi kæmper imod, men det vi kæmper for."
Vist var Piet Hein positivt indstillet, kreativt tænkende og skabende. Altid søgende efter viden og indsigt, problemer og deres løsninger. Og han nåede meget, men et lyttende menneske der for alvor prøver at sætte sig ind i andre menneskers tankegang kan man ikke kalde ham. Det fremgår også af et glimrende gruk, hvor han siger 'Tak for en bog fra en kær kollega': "Jeg har stillet din bog på min yndlingsreol med en bogelskers nænsomme iver. Den vil gøre det lunt bag min skrivebordsstol. Jeg læser jo ikke. Jeg skriver."
Han blev ensom på sine gamle dage - og ulykkeligvis også senildement.
Verdensmanden og elskeren Til toppen Næste
Piet Hein voksede op i et pænt borgerlig hjem på Gammeltorv i København. Faderen var ingeniør og moderen Estrid Hein øjenlæge med egen klinik. Hun var en af de første kvindelige øjenlæger fra det medicinske fakultet ved Københavns Universitet. Hun var familiens markante personlighed, men efter barnebarnet Lars Heins mening dog ikke kold. Piet gik hende til hånde under operationer på klinikken som 4-årig!, men han har nok ikke af moderen fået den omsorg og opmærksomhed han havde behov for. Dette fører som bekendt ofte til moderbinding. Hans mor kom til at spille en større og større rolle for ham i ungdomsårene, selvom han tiltrak jævnaldrende kvinder og havde mange erotiske forhold. Han og moderen skrev næsten dagligt til hinanden gennem mange år. Telefonen var jo forlængst opfundet, men den ser ikke ud til at have tiltalt Piet Hein. Først sidst i 30'erne giftede han sig, og ægteskabet må ses som en direkte reaktion mod moderens indflydelse.
I midten af trediverne begynder han at skrive og kommer med i 'Unge kunstneres klub', hvor også Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen gjorde sig gældende. De optrådte i Glyptoteket for store forsamlinger, og Piet Hein var som det hedder "fyldt med power" og kvikhed. Han elskede at være i centrum. Også den ellers gifte Tove Ditlevsen forelskede sig i ham og skrev et digt om 'ham hun elsker' og den 'anden der elsker hende'.
Da Piet Hein i 1943 får tyskernes specielle opmærksomhed på grund af sine tvetydige gruk og ægteskabet med en jødisk kvinde, forlader han landet for at rejse til Sverige. Udrejsetilladelse skaffer han sig gennem onklen Erik Scavenius der nu er blevet landets samarbejdsvenlige statsminister. Og det sker ved direkte konfrontation med selveste Werner Best. Piet Hein veg ikke tilbage for den slags risici. Ægteparret rejste til Sydamerika og fik dér to sønner. Men i 1945 vendte han hjem til Danmark og blev skilt. Hans jødiske kone forblev i Sydamerika.
Generelt gjaldt, at de kvinder der på skift sluttede sig til ham, og i en del tilfælde blev gift med ham, skulle spille den kvindelige muses rolle. Sønnen Lars fortæller åbenhjertigt at da hans mor efter krigen giftede sig med Piet Hein var hun i gang med medicinstudiet, men måtte afbryde det efter hans 'påvirkning'. Han havde behov for en 'fuldtidsmuse', så han kunne koncentere sig om det for ham centrale. Men i det øjeblik sønnen kom til verden, blev han naturligvis fokuspunkt for sin moders omsorg og opmærksomhed, og det behagede ikke Piet. Familien blev skam fotograferet til ugebladene, men det var ikke familien der interessede Piet Hein. Det var derimod det gennem atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i augst 1945 nye fænomen: atomkrigsfrygten. Han bliver formand for Een Verden og slår igennem i udlandet med det fine engelske og Hamlet-inspirerede gruk: Co-existence or no existence.
"Den verdensfederalistiske bevægelse er blevet mødt med en streng kritik gående ud på at den er urealistisk og ønsker at skrive en fuldt færdig forfatning for hele jorden og derpå få alle lande til at gå ind under den", skrev han selv og fortsatte: "Kritikken er berettiget, men det er forståeligt og vel uundgåeligt at denne bevægelse i sin start sigter højt og idealistisk og urealistisk.... (Men:) At ville bidrage så meget vi kan til en positiv udvikling er ikke urealistisk...."
Efter endnu en skilsmisse giftede Piet Hein sig med en svensk kvinde. De slår sig ned i Rungsted - og bliver filmet i stuen med knitrende kaminild i baggrunden. Han læser op med sin karakteristiske, lidt højtidelige og meget selvsmagende stemme, mens hun sidder pænt lyttende - uden at fortrække en mine. Tilsyneladende spiller hun det forventede spil, men kan åbenbart ikke indstille sig på blot at være muse, så forholdet ender brat med at hun begår selvmord. Men dét talte Piet Hein aldrig om.
Han blev som nævnt verdensberømt med opfindelsen af superellipsen der førte til en genial og smuk konstruktion af Sergeltovet i Stocksholms centrum og mange andre bygningsmæssige opgaver rundt omkring i verden. Han opholdt sig bl.a. derfor i England fra 1969-76.
Men så slog han sig ned på den sydfynske herregård 'Damsbo' og formåede stadig at charmere kvinderne. Han flyttede sammen med den 19 årige Hanne Worm. Hun var ikke i tvivl om at det var ham der var hovedpersonen. Hun skulle lægge øre til alle hans ideer - og gjordet det gerne. "I virkeligheden føler jeg mig som en rigtig gammeldags muse", siger hun åbenhjertigt. Og hun kan fortælle at Piet Hein hverken havde radio eller tv eller aviser. Han gik tidligt i seng, men ikke for at sove, derimod for at skrive og tegne. Hans hoved var altid sprængfyldt af ideer. Og hans mange børn? Jo, siger hun, dem følte Piet ikke at han skulle have et særligt ansvar for! - Dette forhindrede ham dog ikke i at skrive et morsomt gruk om ansvar: "Når du lar dit ansvar ligge, tro du vist, du har det ikke."
Piet Hein er en mand der forstår at sætte sig selv i scene, ja, markedsføre sig og sine produkter på ganske succesfuld måde. Og han bliver jo faktisk med årene et folkeligt klenodie med sine gruk. Men han søger forgæves efter tilfredsstillende anerkendelse. Dette hænger efter Tor Nørretranders' opfattelse sammen med at han aldrig bliver en del af et fællesskab, hverken et kunstnerisk, et designermæssigt, et videnskabeligt eller et ideologisk fællesskab.
Han er sin egen og vil forblive sin egen. Hans styrke er den store begavelse og dygtighed samt hans behændighed. Den giver ham muligheder for at kunne bevæge sig frit mellem den kunstneriske sfære og den teknisk-videnskabelige. Men svagheden var at han forblev udenfor, i ensomheden - og kulden. Typisk er at han som ganske ung studerende var vellidt på Bohr-instituttet i tyverne, da de store navne som Pauli, Heisenberg, Schrödinger, Landau og Gamow, hvoraf mange senere fik Nobelprisen, færdedes i dette utroligt inspirerende forskningsmiljø (Hein er med på et af de kendte fotos af topforskerne og har anbragt sig stående lige ved siden af Bohr). Han skrev faktisk også i 1932 en artikel til 'Tilskueren' om Bohrs erkendelsesteoretiske arbejde og forestillinger om en enhedsvidenskab, men han bidrag de facto ikke selv til kvantemekanikkens udvikling.
Efter nogle år på 'Damsbo', var det igen tid til at bryde op. Hans indtægter var faldende, og det samme gjaldt for grev Claus Ahlefeldt på Egeskov Slot, så de indgik et samarbejde, der bestod i at Piet Hein tegnede den nu velkendte Labyrint til Slotsparken, hvad der betød en fordobling af besøgstallet og dermed reddede slottets økonomi. Senere kreerede han også et specielt Spiralsolur (HelixHelios. 1993) og et stort Superæg til parken, Piet Hein flyttede ind på slottet, men også dette venskab varede kun en fem-seks år. Ahlefeldt har selv peget på Piet Heins dobbeltnatur. Han kunne være charmerende, men nu og da dukkede der næsten ondskab op i ham. Ahlefeldt taler ligefrem om Hein som en Dr. Jekyll og Mr. Hyde.
Gik talen på kvinder og ægteskab, påstod Hein ligeud, at Ahlefeldt ikke vidste hvad kærlighed var, hvortil denne dog kunne bemærke, at det gjorde Hein måske heller ikke, siden han kunne efterlade den ene kvinde efter den anden i grøften. Ordvekslingen belyser ganske godt det forhold at den vidende og vise Piet Hein ikke rigtigt anerkendte den afgørende forskel mellem passion og kærlighed.
Hein pointerede ved flere lejligheder at han så kvindesagen som en menneskesag, ja i Toksvig-udsendelsen kunne han koket fremhæve, at han var en af de få der havde opdaget at kvinder er mennesker. Og hvad kærligheden angår skulle den gerne være gensidig. Derfor kunne han skrive en køn, lille fabel om 'Legen' mellem mand og kvinde: "Da Gud ville opfinde noget som ikke var spil eller sport eller mad eller drikke og dog var en verden af legende hvile, hvori vore sind kunne smelte og smilte, da delte han mensket i kvinden og manden og skabte den leg de kan ha med hinanden."
Kvindesagsbevægelsen som sådan var ham imod: "Man modarbejder ikke en sammenrotning efter køn ved en modsat sammenrotning efter køn." Det var netop en samfundsmæssig og menneskelig ligestilling han fandt vitalt vigtig for det menneskelige niveau af relationen mellem mand og kvinde.
Han opfattelse af kvindesag som menneskesag fremgår på sin vis også af det digt 'Pigedyret' som han skrev til 'Frisindet Kulturkamp' i 1935 og som bragtes på forsiden af nummer 1 med tegning af Arne Ungermann. Dette pigedyr..... "Hun kommer langvejsfra igennem tiden, fra menneskets frie muligheders gry, kuet århundreder, trængt bort fra striden, og står en dag i landet fri og ny.....". Og til hende erklærer han: "Velkommen du, som atter blev os givet: Tag af det frie land din fulde del, gør din - gør vores fælles verden hel! Og bring os livet nærmer på livet!" - Det er næppe et digt der falder i feministers smag!
Kønslivet værdsætter han, og derfor kan han digte et 'advarselsgruk til ungdommen mod farlig agitation': "Ved åndelige sundhed styrkes man mod snarer og overlistelser - og ved et naturligt kønsliv kan man undgå sportslivets fristelser." Hein dyrkede dog én sportsgren - det blev især understreget under den tyske besættelse i et 'Sports-Gruk': "Jeg dyrker en sport som jeg træner i tit: jeg øver mig i at gå ude af trit."
Han er også god for et husråd til en 'Stille aften': "Min muse er lidt uoplagt. Jeg selv er også lidt forsagt. Så nu går vi i seng med Freud og skiftes til at læse højt."
Kærlighedens - eller rettere: erotikkens almagt er indlysende: "Min ven NN er gået rent på næsen af elskov til et overjordisk væsen. Jeg mødte fabeldyret selv forleden. Ved Eros, venner, stor er kærligheden". Men Hein har et ord til opmuntring: "Hjertesorg er svær at bære. Mavekneb kan værre være. Prise lykken bør tilvisse du som kun har een af disse."
Han har erfaret hvad 'Liebesleid' er: "Jeg mødte i solskinnet hende, og livet blev stort og frit, blev alting værd at vinde og aldrig mere mit. Dagene sammenstykkes af små tilfældige spil, og alle de småting lykkes som ingenting nytter til."
Han ved at det sommetider er 'Forbi' med et forhold: "Jeg elskede en kvinde, og af mit hjertes sår begyndte rim at rinde og tusind tankers vår. Her står jeg og forstår. Hvad skal jeg så med hende!"
"Kvinder kan man ligne ved roser og ved vine. - Om roser minder somme, hvis tid er hastigt omme. - Med vin har andre fælles at ædles ved at ældes."
Og her i disse få gruk røbes meget godt Piet Heins svaghed: Det æstetiske syn på sagen der naturligvis kan skelne mellem den blomstrende rose der har sin tid og den gode vin der ædles med tiden. Han kan - bevares humoristisk - drage sammenligning mellem hjertesorg og mavekneb, men at kærlighed har en etisk dimension der gør at man bygger et forhold til et andet menneske op med omsorg og forståelse for andre sider af tilværelsen end de nydelsesmæssige, synes ikke at have nået Piet Heins erkendelse. Han brugte sine kvinder så længe han kunne få æstetisk og erotisk udbytte af det - men ikke længere. I den forstand kan han ses som et eksempel på det Tor Nørretranders kalder 'Det generøse menneske'.
Designeren Til toppen Næste
Ideen til Superellipsen fik den matematiklegende Piet Hein da den svenske chefarkitekt for Sergeltorgsprojektet i Stockholm 1958-60 David Helldén kom ned til ham for at spørge om han kunne foreslå en løsning. Det gjorde han så med superellipsen med dens meget harmoniske form. Og han beretter selv at det var en oplevelse af beregne den på en computer [gengives i Toksvig-udsendelsen].
Efter Sergel-projektet hørte han fra en del arkitekter og bygherrer der også var interesseret i at anvende superellipsen til bestemte formål. Det blev til store bygningsværker i Paris, Chicago, Mexico City (olympisk stadion) og i Canada. Han forklarer selv, at vi jo i århundreder har "følt os bundet af cirklen og kvadratet, men ikke mellemformerne af kurver". Superellipsen var netop en sådan smuk og meget anvendelig mellemform.
Den førte også til skabelsen af Superellipse-bordet, der bl.a. blev foreslået til de vanskelige forhandlinger mellem Henry Kissinger, USA, og Le Duc Tho, Nordvietnam, i Paris i 1973 om en fredsløsning i Vietnam. Bordet er blevet kaldt 'demokratisk' i den forstand at alle samles om det uden at nogen kommer til at sidde for bordenden og dermed - efter gammel skik - være finere end de andre. Men rent faktisk blev bordet ikke taget i anvendelse i Paris. Et ovalt bord er jo også 'demokratisk' i nævnte forstand, og desuden er det slet ikke nødvendigt at anbringe nogen for bordenden, hvis der kun er to parter og disse kan sidde over for hinanden på hver side af bordet.
Men under alle omstændigheder viste Piet Hein sin gode vilje og evne til at forene modsætninger, hvad han da også brugte det meste af sin tid på.
"Mennesket er naturligvis et dyr", kunne han understrege og paradosalt tilføje: "men det er naturligvis en anden slags dyr end dyrene". Både materielt og åndeligt er mennesket redskabs-skabende dyr. Og "det fundamentale redskab er sandheden, ikke i nogen absolut eller transcendental betydning, men i betydningen en interesse i objektiv erkendelse i beskeden betydning", dvs tendens til at afskaffe subjektivitet i nogen grad.
"I den betydning er vi det skabende dyr. Vi har optaget en del af skabelsesprocessen i os selv, den skabelse som foregår i hele den organiske verden under navn af udvikling, evolution og i virkeligheden er læreprocessen på arternes vegne."
Eller han kunne understrege, at "Mennesket er det dyr der selv skaber de streger det falder over". Og i denne formulering får han pointeret en af sine paradoksale grundtanker, at "kunst er løsningen af problemer som ikke kan formuleres præcist før de er løst". Men dette skyldes simpelthen at det er "umuligt at skelne skarpt mellem nyorienteringen af problemet og løsningen af det. Sammen har de en enhedskarakter."
At lege med uudforskede muligheder er derfor ifølge Piet Hein karakteristisk for alle kunstarter, ja, for al skabende menneskelig virksomhed. Kreativitet virker ikke ved deduktion (logisk udledning), men ved induktion (indføring af en ny idé). Derfor kan kreativitet ses som ikke løsningen af explicit formulerede problemer, men løsningen af implicite problemer.
Piet Hein kom ikke let til tingene eller løsningerne. Hans gruk er fx ikke rystet ud af ærmet, men formuleret gennem mange udkast som blev formuleret på små sedler. "Jeg har haft svært ved alting", kunne han sige og tilføje: "og det tror jeg er en stor chance. Man skal ikke gå uden om vanskelighederne". Derfor legede han altid med former og strukturer, ord og tal og matematik, inklusive paradokser.
Om 'Arbejdsfordeling' skrev han således et 'psykoaritmetrisk gruk', der lød: "På søndagsturen fra Nikolaj kirke til Petri, Tænkte jeg dybt over arbejdsfordelingens reguladetri. Jeg søgte et standardeksempel, og faktisk på Frue Plads kom det: Når l mand slår 1 søm i på 1 minut, hvorlænge er 30 så om det?"
Her gør Piet Hein åbenlyst grin med arbejdsfordelingens problem, for det 'standardeksempel' han kommer med er yderst fortænkt. I praksis kan man ikke fordele den opgave at slå 1 søm i, medmindre der er tale om et kæmpesøm det vil kræve mange slag at få slået i. Er der derimod tale om flere søm, er sagen noget andet. Og dette var Hein naturligvis fuldstændigt klar over. Hans gruk skal lige præcis kun fortælle at et fornuftigt svar på et problem afhænger af en nogenlunde fornuftig formulering af problemet, netop det han også kunne sige ved at pointere at løsningen altid ligger i problemet selv. Selve problemformuleringen er altid afgørende.
Teoretikeren Til toppen Næste
Det turde være ganske karakteristik for Piet Hein at han blev ven med en original
matematiker og videnskabsmand som Norbert Wiener (1894-1964) der blev grundlægger af videnskaben om cybernetik eller 'systemstyring' og bl.a. skrev de populærvidenskabelige bøger 'The Human Use of Human Beings' (1950, dansk udgave 1963) og 'A/S Gud & Golem' (1964). Den sidste skrev Piet Hein forord til, og han havde iøvrigt Wiener boende i Rungsted i perioden.
Wiener synes på flere felter at have træk tilfælles med Piet Hein. Han var ifølge denne overvældende frodig. "Han strøede originale nye tanker om sig indenfor matematikken og fysikken, ofte i ufærdig form, ofte mundtligt... Han var eneren med kontaktbehov - kontaktappetit og -mod, ustrategisk, uklog, med mod og råd til at være det."
Hein fortæller, at "da jeg mødte Norbert Wiener første gang, luftede jeg en gammel tanke jeg havde om den principielle mulighed af at sende mennesker pr. telegraf....." Og den idé var Wiener helt med på: "Naturligvis, et menneske er en meddelelse." Og Hein tilføjer at det netop er karakteristisk for den nye cybernetik-videnskab, at begrebet struktur i alle dets former kommer i centrum.
Måske er der alligevel et centralt problem i tanken om mennesket som en meddelelse der kan sendes som signaler over store afstande, et problem som går igen i alle forsøg på i sidste ende at se livet som udslag af tegn og strukturer (jf. Louis Hjelmslevs sprogteori eller Jesper Hoffmeyers biosemiotisme): Man abstraherer rask væk fra det faktum, at vi ikke fra virkelighedens verden kender nogen former for liv eller livsenergi der ikke er knyttet til fysiske legemer eller størrelser. Mennesket kan netop aldrig sendes pr. telegraf, for det er aldrig kun struktur. Struktur er derimod hvad mennesket hele tiden søger efter, fordi det vil bag om fænomenerne - og det fører til dybere erkendelse af naturens love - men bag om fænomenernes fysiske fakticitet kommer forskningen trods alt aldrig. Det er en illusion. Men dét så Piet Hein ikke.
Til gengæld så han klart at det teoriskabende menneskedyrs teorier har en tendens til selvopretholdelse, som er problematisk. For "Hvis vi glemmer den rent praktiske og midlertidige, heuristiske karakter af vores teorier, gir de sig til at posere som permanente, absolutte og endelige begrænsninger af virkeligheden".
"Mennesket er det dyr som selv trækker de linjer det selv snubler over", kunne han rammende sige, men han forstod også at det var deraf det kom, at tanker og ord som vi har udviklet som 'håndtag på virkelige ting', har tilranet sig en anden funktion, nemlig dén at holde virkeligheden på afstand af os. Det forhindrede dog ikke i anden sammenhæng Piet Hein i at fremhæve betydningen i Alberts Einsteins idé om at "enhver som har råd til objektivitet, har en mulighed for at redde verden". Her er afstanden til virkeligheden opfattet som forudsætningen for at den rent subjektive tilknytning og dermed den umiddelbare - snævre - personlige interesse i vores gøren og laden ikke skal bestemme alt.
Piet fandt tre vanskeligheder ved teoretiseringens kunst: Trægheden, perspektiveringen og tidshorisonten: Teoriers træghed opretholdes af sproget på spindsfindig og umærkelige måde. Den perspektiviske fortrækning indebærer at vi påtar os en slags repræsentativ rolle for hele universet. Og endelig kan de kræfter som eksisterer i os alle i forskellige grader være så kortsynede, at de svækker vores muligheder for at være frie, åndeligt frit bevægelige, udviklede og videreudviklende menneskelige væsener.
I 1972 blev Piet Hein æresdoktor i litteratur ved det berømte Yale Universitet, hvis fundats går tilbage til 1701. Ganske typisk for sin store selvbevidsthed takkede Hein med sit eget, til formålet udarbejdede 'Yale-manifest', der bl.a. fastslog, at al menneskelig virksomhed - videnskabelig såvel som enhver anden virksomhed - udgør en helhed. "Menneskets verden i dag hviler på videnskabens resultater. Videnskaben har en vital opgave i at manifestere sin egen sande natur, helhed og åbenhed, både i sin egen verden og i menneskedens videre verden og hjælpe dem begge til at hæve sig over deres nuværende stade af lokale vaner i globale verdener."
Dette er en smuk tanke fra Heins side, men det bør for den fulde menings skyld tilføjes, at han altid så en skabende proces i det ægte videnskabelige arbejde.
Den skabende proces i videnskab og teknik var i hans øjne af samme karakter som den der gør sig gældende i de menneskelige aktiviteter som anerkendes som kunstformer. "Man skal først foretage et umådeligt arbejde med at trampe stier på kryds og tværs gennem sit område; men derefter må det hele sænkes ned i det ubevidste; og op fra det ubevidste dukker der så (hvis man har den rette spiralformede tunnel ud i uendeligheden) færdige, afrundede helheder med typisk enhedskarakter".
Dog er der forskel på videnskab og kunst, for i videnskab og teknik må resultaterne afprøves mod empiriske kendsgerninger; men "det er ligesom nogen ydre spilleregler" (!) i dets kunstformer, for "Det ubevidstes funktion i den skabende proces rummer ikke nogen mystik. Det beror på at explicit formulerede problemer er karakteristiske for bevidstheden, hvorimod det egentlige skabende forudsætter ikke-explicit formulerede problemer."
Kunst derimod er løsning af problemer som ikke kan formuleres klart, før de er løst. "Den virkelige kreative del af arbejdet ligger i den nye, hidtil upåagtede, frugtbare udformning af problemet. Problemer og deres løsninger er i den grad udelelige enheder, at den skabende proces kan beskrives som udforskningen af en uhyre labyrint. Man kan ikke sige, at problemet kommer først. Ofte er man lykkelig for at finde problemer til sine løsninger."
Det kan overraske at Piet Hein reducerer afprøvningen mod empiriske kendsgerninger til ydre spilleregler, for det fundamentale for al videnskab og i hvert fald for al eksakt naturvidenskab turde netop være selve realitetsprøvelsen gennem erfaringen og i naturvidenskaben også eksperimentet. Det kreative element i både videnskab og kunst ligger i de frie associationers rige muligheder, og disse beror igen på de psykiske primærprocesser, men i videnskaben skal de nu engang efterfølgende kontrolleres, og de holdbare skal skilles fra de uholdbare, hvad der altid foregår på sekundærprocessernes niveau.
Det er derfor yderst betænkeligt, når Piet Hein ifølge Niels Birger Wamberg "anskuede fantasikraften som en højere form for virkelighedssans, mens realitetssansen defineredes som sansen for hvor lidt realiteter betyder". Det viser jo faktisk at Piet Hein helt undervurderede alvoren i realitetssansen.
En af de største og dybeste af de skadelige og unødvendige kløfter i det menneskelige univers så Piet Hein - som mange andre samfunds- og kulturbevidste mennesker - i kløften mellem de to halvverdener som han kaldte 'Teknoti' og 'Kultisme'. Han spillede bevidst på at ordet teknoti minder om idioti og kultisme om okkultisme. De repræsenteres af de to mennesketyper, som han kaldte hhv teknoter og kultister.
"Kultister bygger videre på den eksisterende kultur. De er ifølge deres områdes væsen traditionelle, ikke kritikløst traditionelle, men de arbejder på grundlag af og omformer traditionen. De kender målet, men ikke midlerne. Teknoter er kulturløse, i den forstand at deres emne og grundlag ikke er kultur. De er traditionsløse; de har deres egen kontakt med naturen. De har egne rødder i jorden, og de må ofte finde sammenhæng som er kætterske og utraditionelle. De kender midlerne, men har tabt målet af syne."
Piet Hein anerkendte dog nødvendigheden af vor tids høje grad af specialisering. "Ingen tror fastere på naturlovene end tryllekunstneren. For han har prøvet så at sige på sin egen krop hvor vanskeligt det er, ja ikke engang at bryde dem, men bare at få det til at se ud som om man brød dem. Og ingen tror fastere på specialiseringens nødvendighed end den der som jeg har prøvet at gå på tværs af skillelinjerne mellem forskellige delområder, endda skillelinjen mellem de to hovedområder, det naturvidenskabelige og det litterære."
En af grundene til specialisering var efter Heins mening den nødvendighed som ligger i områdernes omfang. Men, advarede han: "man er ikke forpligtet til at være så godtroende at tage det for givet, at der ikke er andre grunde, som måske er mindre tvingende og respektable". Og en af de mindre respektable impulser til specialisering er netop "at kvantiteten kan enhver fatte af sig selv, kvalitet skal der indsigt til at bedømme."
Hvad Piet Hein imidlertid slet ikke forholder sig til er det meget afgørende, at kvantitet måles ved hjælp af de rationelle sekundærprocesser, mens al kvalitetsbedømmelse sker ved hjælp af de irrationelle primærprocesser. Kvaliteten beror på selve irrationaliteten! Og han er tilsyneladende heller ikke opmærksom på at specialiseringens allerværste bifølge er at det tværfaglige helhedssyn på tilværelsen forsømmes eller umuliggøres, hvad han jo iøvrigt selv fik at føle, fordi han ikke tilhørte noget videnskabeligt, kunstnerisk eller ideologisk fællesskab.
Hein understregede at menneskets forståelse af problemerne forudsætter både den kvantitative og den kvalitative indstilling og kontakten mellem dem. Så længe de praktisk talt kun existerer hver for sig, er de "menneskeligt meningsløse", hævdede han, idet han derimed faktisk siger, at kun helhedssynspunktet er menneskeligt meningsfuldt. Men mærkeligt nok bruger han ikke her Bohrs centrale komplementaritetssynspunkt, som han ellers burde have været fortrolig med fra tiden på Bohr-instituttet, og som jo netop giver den generelle løsning på dualismens forbandelser.
Han påpegede at "menneskets åndelige verden har gennemgået den proces som man i fysikken kalder en fission, en spaltning, en kløvning i to nye helheder, som er noget helt andet. Konsekvensen af den kløvning er at den tekniske ende af problemerne behandles med stor omhu og præcision og den menneskelige negligeres. Tyngdepunktet er flyttet over i den ny halvverden, teknotiens". Og dette er jo en helt korrekt opfattelse af den faktiske udvikling i vores kultur siden naturvidenskaben blev dominerende, men tilsyneladende forstår Hein ikke, at 'spaltningen' ikke kan overvindes ved nogen slags 'fusion', men tværtimod ved at den komplementære, ikke-rationelle og ikke-videnskabelige del af kulturen bliver ligeberettiget med den rationelle og videnskabelige.
Han plæderede også for enhedssynspunktet, men han ser ikke ud til virkeligt at have fattet Bohrs filosofi.
Hein gav nok - som tidligere anført - i tidsskriftet 'Tilskueren' (jan 32) en redegørelse for Niels Bohrs erkendelsesteoretiske arbejder, og han afsluttede artiklen med at sige at vi aner en omfattende sammenhæng, "et tegn på at vort verdensbillede - i ganske fordringsløs mening - trods alle splittende enkelttræk har en tendens til afrunding, ikke på indsnævrende men på ekspansiv måde, et tegn på at vi står ved et uhyre væsentligt punkt i videnskabens udvikling."
Afrunding synes at være en central drivkraft for ham. Han ville gerne forene modsætninger, men han syntes ikke at forstå at de kan ses som uforenelige og uovervindelige modsætninger der skal forblive komplementære modsætninger og som sådanne sikre dynamikken i tilværelsen.
Aforismemageren Til toppen Næste
Niels Birger Wamberg har megen ret i at se grukkene som en kunstgenre for sig, fuldstændig original, i lighed med H.C: Andersens eventyr, Johs. V. Jensens myter og Storm P.s fluer. "Grukkene er på én gang fortættende og fritsvævende. Deres paradoksale og frugtbare livsvisdom videregives, undertiden i versenes allersidste ord, som en pointeret åbenbaring. Det er hverken satire eller sarkasme, men alene humoren der bærer og løfter disse tusinder af alfelette uafhængighedserklæringer. Ofte formidles humoren og dens katharsis gennem et ordspil eller en allusion, men altid med et perspektiv..... Med et spring i tanken og uden klæg moralsk annasselse bevæger han sig fra det uendeligt små til det muntert ekspansive." (Dansk Biografisk Leksikon, bd. 6).
Dette er jo en fornem karakteristik der dog - på grund af pladsbegrænsningen - savner en nøjere analyse af grukkene der kunne påvise disses egenart mere konkret. Specielt savnes en påvisning af den vekslende brug af de to slags psykiske grundprocesser, men den slags ligger nu engang ikke for en litterat. Vi skal derfor se nærmere på nogle af grukkene her (i direkte citater er hans egen stavemåde bibeholdt, dog ikke brugen af store bogstaver eller gammelt 'aa').
Piet Hein slår fast, at mange ting ikke kan udtrykkes direkte, men kun i den aforistiske eller paradoksale form som det netop sker i grukkene. Derfor kan han fx sige, at "I evighedens perspektiv er øjeblikket som et liv", hvilket svarer til hvad Blake sagde med ordene om at "liv er evigheden indesluttet i et sandskorn". Paradoksaliteten, der naturligvis er beregnet på at vække opmærksomhed, ligger alene i formuleringen og dækker over, at vi alle på en studs og helt ubesværet er i stand til at veksle fra primærprocessernes umiddelbare evighedsssyn til sekundærprocessernes middelbare timeligheds- og tingssynspunkt.
I et 'Psykologisk gruk' siger han at "Spejlet er givet os mensker af Gud, men fanden har giet det dén fejl: At det aldrig kan vise, hvordan man ser ud, når man ikke ser i et spejl." Og det sidste er jo i grunden temmeligt indlysende. Men at kalde det en fejl turde være lige så indlysende vildledende: For hvordan skulle et spejl ellers være tænkt. Det kan dog ikke være anderledes end at man må spejle sig mens man spejler sig. Men det er naturligvis morsomt at få det påpeget udtrykkeligt.
'Filosofémet' "For livets mening livet sørger præcis så længe til vi spørger", er også en vittig måde at få sagt at 'livets mening' ligger i selve umiddelbarheden og ikke kan gribes af den fornuftens middelbarhed der følger af brugen af ord og spørgsmål.
"Til ånd kan ord kun give skitsen. Enhver må selv levere vitsen" peger ligeledes på noget centralt, nemlig at vid eller ånd er mere end summen af ord. Hvor der er ånd, står der noget mellem linjerne og siges noget mellem lydene, ellers er det kun data, logik og beregning. At Hein skriver 'vitsen' i stedet for 'viddet', skyldes naturligvis rimets krav. For faktisk er der ret stor forskel på vid og vits selvom der også er sammenhæng.
Om 'teknotien' eller maskinalderen hedder det: "Indtil vi skabte maskinen var mennesket træl, ynkeligt nød til at gøre sit arbejde selv. Nu er vi friet af åget og udløst af pinen. Nu slider maskinen for os. - Og vi for maskinen." Og det har forfatteren jo evig ret i, og det forklarer måske også hvorfor han hverken havde radio, tv eller aviser. Han ville være fri fra tvang, også hjælpemidler der indebærer tvang. Til gengæld forstod han arbejdets slid, som det fremgår af huskeverset: "Slid er sundt. Næh, dét der slider er at tro, man ikke gider."
I det livsfilosofiske dobbeltbillede 'Glemsel og huskel' med det rammende, til formålet nydannede ord 'huskel' påpeger han at både det man glemmer og det man husker kan blive en byrde:
"Man standser til tiden og fatter forstemt
At hvad man så vælger bliver facit forfusket.
Ens vej er bestrøet med ting man har glemt.
Ens ryg er belæsset med ting man har husket."
Han har selv det allerbedste råd til folk: "Undfly alle gode råd! Bedre råd har ingen få't." Her spiller han igen på den tilsyneladende paradoksalitet der er god mening i. Paradoksaliteten er nemlig ikke et større logisk problem end i det gode gamle råd: "man skal aldrig sige aldrig", for den opløses når man husker at ingen sætning nogensinde kan handle om sig selv.
I 'Det videnskabelige manifest' får Piet Hein påpeget inkonsekvensen i mange menneskers syn på det naturlige og vore muligheder for at gennemskue det: "Folk som undres på naturens spil kan jo granske sagen hvis de vil. Hvis de ikke vil, kan de la være og med dén begrundelse erklære: At det ikke går naturligt til."
Naturlovene var han ikke i tvivl om. Derfor kunne han været meget kontant og slå fast, at "Intet opstår af sig selv - undtagen lommeuld".
'Verdens skabelse', forstod han, kunne være to ting: universets fysiske skabelse og tilværelsens så at sige indbyggede subjektive mening vi gang på gang oplever på den meget uvidenskabelige vis hvis rette navn er 'mytisk':
"Det er en forunderlig underfuld følelse
at genopstå efter en ærke-forkølelse.
Forgået var lyset. Nu genvinder verden det.
En tid var den slet ikke til. Men du er den det.
Hvor gavnlig at gennemgå altings fortabelse
og komme igen og ta del i dets skabelse."
Piet Heins solide kendskab til fysikkens love fik ham til at formulere et 'Gastronomisk vink i sommerhuset', som igen viser legen med paradokset: "Ristet brød er let at lave blot man vil erindre: Når det oser, skal det have to minutter mindre."
Piet Hein var et charmerende mennesker der almindeligvis havde let ved at få kontakt med andre mennesker, men nogen større menneskeven synes han nu ikke at have været, især ikke når han måtte konstatere at ikke alle altid gider at lytte. Derfor denne 'Lille iagttagelse under selskabelig samtale': "Mine medmennesker er nogen grusomme kvaj, de taler om sig, når jeg taler om mig."
Han gav også et 'Vink til folk af den skrivende profession': "Den som kan skrive har meget at lære af den som bemestrer den kunst at la være." Og specielt var der også et 'vink til en langstrakt forfatter': "Den kunst at skrive får man aldrig lært, ifald det ikke falder En så svært, at pennen slæber sig så tung af sted så kun det væsentlige kommer med."
Ideologierne brød Piet Hein sig ikke om, og han gør i 'Agitatoren' tykt nar af dem der ikke opdager hvor selvmodsigende de ofte er:
Jeg hørte en stærk mand forleden dag.
Hvor er jeg dog enig med manden!
Samfundets og individets sag
Bør gå forud for hinanden.
Her kunne det være fristende nok en gang at pege på at løsningen på det dualistiske problem hedder komplementaritetssynpunktet: Der er komplementaritet mellem samfundets og individets interesser eller mellem tryghedsprincippet og frihedsprincippet (og derfor i en vis forstand mellem den socialistiske og den liberalistiske ideologi). Principperne kan imidlertid ikke "gå forud for hinanden", men må være sideordnede og ligeberettigede - og må i praksis veksle. Jf. artiklen Individ og samfund som komplementære fænomener.
Utroligt sikkert formuleret og ganske rammende for Piet Heins indstilling til sit eget skriveri er det selvironiske gruk om 'Tiden':
Hvad skriver De for tiden? Spurgte
En kær kollega mig forleden.
For tiden! Ingenting, min herre!
Jeg skriver kun for Evigheden!
Grukket kan umiddelbart lyde arrogant, men faktisk skrev Piet Hein jo lige så meget for 'Evigheden' eller det tidsløse som for 'Tiden', 'Nuet' eller 'timeligheden' som det hed i gamle dage. Han havde skam forretningssans og tjente ganske mange penge på sine gruk, der kom på mange sprog og i mange udgaver. Han var som Tor Nørretranders har fremhævet en mand med et superego og en mand der har høje tanker om sig selv, men han var også en mand med samtidsbevidsthed og en mand der gerne vil præge verden med sit virke - og det sidste sker nu engang ikke uden forsøget på at hæve sig over det snævre tidsperspektiv.
Toksvig spurgte ham om forholdet til religion, der jo er det allerstørste evighedsperspektiv. Og svaret lød: "Jeg er absolut ikke en tilhænger af en bestemt kirke, men det er det bedste grundlag for at være religiøs. Alle kreative mennesker er religiøse i en vis forstand...".
Denne tanke er i grunden hvad Jernesalt altid har påpeget, og det skyldes ganske enkelt at alle mennesker fødes med primærprocesser der har evighedsdimensionen indbygget i sig, mens alle dogmatiske stridigheder (kirkelige eller ideologiske) beror på de sondringer og definitioner som de tillærte sekundærprocesser kan finde på og gøre til stridspunkter og magtmidler.
Dog synes Piet Hein også på det religiøse felt begrænset af sin higen efter afrunding og harmoni. Grukkene ligner Piet Hein som Tor Nørretranders har sagt: de er smukke og afrundede, fulde af visdom, men de har aldrig smerten med.
Eller med andre ord: Piet Heins humor savner i sidste instans den tragiske dimension.
Helhedsrealistisk vurdering Til toppen Næste
Piet Hein spændte vidt og var unægteligt uhyre kreativ. Han kendte sit eget værd og valgte bevidst omgang med kendte personer. Men han gik som allerede kraftigt understreget hele livet sin egen vej - og det indebar at han aldrig kom til at tilhøre et fællesskab af nogen slags, altså hverken litterært, kunstnerisk, videnskabeligt eller politisk/ideologisk. Og det betyder altid isolering i en eller anden grad. Fagfolk 'meriterer sig' nu engang ved at forske og skrive for hinanden og interesserer sig principielt ikke for hvad der kommer fra andre.
Piet Hein tog heller aldrig en regelret akademisk uddannelse, og dette betyder altid principiel udelukkelse fra det pæne videnskabelige selskab. Autodidakter regnes ikke for noget af fagfolk, ligegyldigt hvor originale bidrag de kan komme med. Tværfaglige indstillinger kan til nød accepteres i særlige projekter for fagfolk, men er ikke normen. Filosoferende fagfolk der bevidst prøver at sprænge faggrænser får ikke opmærksomhed eller anerkendelse. Det ses bl.a. på de tilfælde af store banebrydende forskere der er grundigt behandlet på Jernesalts side, nemlig Vilh. Grønbech og Konrad Lorenz og til dels Erling Jacobsen. Og det gjaldt iøvrigt også fysikeren H.C. Ørsted, der ikke kunne vække interese for sin dengang originale naturfilosofi.
Når Litteraturmagisteren Finn Hauberg Mortensen i sin artikel om Piet Hein i Encyklopædien (bd. 8) gør gældende at Heins naturfilosofi var nyplatonisk og i slægt med H.C. Ørsteds, så kan det måske være rigtigt nok for en snæver betragtning, men det må nødvendigvis for fuldstændighedens skyld tilføjes, at man dårligt i Piet Heins tilfælde kan tale om en egentlig 'naturfilosofi', da der ikke fra hans side foreligger så meget som blot et forsøg på en gennemarbejdet filosofi som der gør i Ørsteds tilfælde. Det blev ved aforismeformen (og lejlighedstalerne), der unægteligt kan sige mange ting rammende, men netop aldrig udgøre en hel filosofi endsige en konsistent helhedsfilosofi som fx. Jernesalts.
Man kan desuden kritisere Piet Heins aforistiske filosofi og tilløbene til en mere sammenhængende redegørelse for nøjagtigt det samme som Ørsteds: Den savner filosofiske og psykologiske forudsætninger for at komme ud over illusionen om foreneligheden mellem naturvidenskab og eksistensfilosofi.
Det er i den forbindelse ganske sigende, at Niels Birger Wamberg gør gældende at Piet Hein har arbejdet sig frem til en harmoni og en sammenhæng, en totalitet i værkernes form og indhold, der "lykkeligt uhysterisk og med forsagelse af åndeligt tågeskvalder forener det spekulative og det didaktiske med det fantasibårne" hvoraf der så at sige dukker "et jordnært kosmos af anti-totalitær beskaffenhed". Vurderingen ligner litteraten Wamberg ganske godt. Han kan ikke fordrage 'åndeligt tågeskvalder', men kan ikke desto mindre falde for foreningen af spekulation, didaktik og fantasi af jordnær beskaffenhed!
Piet Hein vidste trods alt hvor meget det ubevidste betød for kreativiteten og han vedkendte sig som vi har set rent faktisk også en form for religiøsitet der er udogmatisk og ukirkelig og netop har føling med det kollektivt ubevidste via den 'spiralformede tunnel ud til uendeligheden'. Og han spillede i allerhøjeste grad i sine gruk på modsætningen eller forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser (de primære irrationelle og de tillærte rationelle). Men såvel mystikken som den tragiske humor lå ham fjernt. Og det hænger utvivlsomt sammen med at heller ikke Piet Hein kendte noget særligt til dybdepsykologi, der som bekendt er det mest foragtelige dannede mennesker kan tænke sig.
Helhedsrealistisk set er den væsentligste anke mod Piet Hein at han trods sit personlige kendskab til Niels Bohr og kvantemekanikken ikke greb dennes komplementaritetssynspunkt som våben mod den dualistiske spaltning han beklagede og bekæmpede.
Han fik ingen indflydelse på kvantemekanikkens udformning - hvad der naturligvis i det mindste ville have krævet at han havde fuldført uddannelsen i teoretisk fysik og var forblevet i miljøet. Men han fik heller ikke større held til at bygge bro over kløften mellem naturvidenskab og kunst end andre idealistisk indstillede forfattere, for en sådan brobygning kræver den allerdybeste indsigt i hvoraf kløften kommer, og dén havde Hein ikke. Kløften kommer af selve den ensidige og succesfulde udvikling af naturvidenskaberne som bygger på kvantitet og måling og som siden renæssancen er sket på bekostning af evnen til at sikre kvaliteten og meningen i tilværelsen gennem dyb forståelse for hvordan de to slags psykiske grundprocesser fungerer og spiller mod hinanden.
Konsekvensen i Piet Heins tilfælde var ikke blot at han på dette punkt forblev idealist, men også at han generelt må siges at have udviklet sig til æstetiker, dvs et menneske der ikke alene nød at være kreativ, men også nød at være i centrum og iscenesætte sig selv med henblik på at komme i centrum. Det lykkes i hans tilfælde meget langt hen ad vejen, fordi han i vid udstrækning blev folkeeje gennem grukkene og slog igennem med superellipsen - og på grund af den medfødte charme. Men han svigtede på det etisk felt - over for muser, kærester, ægtefæller, børn og venner. Og derfor endte han som en ensom mand, som man i de tilgængelige, flere gange viste tv-udsendelser ser tøffe hvileløst rundt på 'Damsbo' i sin egen tunge og 'gakkede' gangart.
Der er naturligvis intet ondt i at være æstetiker, men konsistensetikken kræver noget mere af et menneske; den har et indre krav om at sørge for overvægt af det gode i livet, og denne overvægt synes ikke generelt at have være til stede i Piet Heins liv.
Piet Heins humor er ikke til at komme udenom - og den fremgår tydeligt af langt de fleste gruk. Kendtest af dem der direkte handler om humor er vel: "Den som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt". Men som allerede nævnt havde han - i klar modsætning til Storm P. - ikke sans for den dybe, tragiske humor.
Umiddelbart lyder humor og tragedie som modsætninger, men det er kun når man ser overfladisk på fænomenerne og specielt betragter humor som nærmest identisk med spøg, komik eller satire. I virkeligheden er humor dybt forbundet med selve den religiøse dimension i tilværelsen der har med opfattelsen af livets mening at gøre, og det er her tragedien kommer ind, fordi livet allerede i kraft af sin egenart som noget der har begrænset varighed nødvendigvis må være principielt forbundet med forgængelighed, lidelse, nederlag og død - og derfor med tragedie. - Jf. essayet Humor og tragedie.
Ordet tragedie opfattes af mange som synonymt med det sørgelige, men det er en overfladisk betragtning. Det tragiske ligger nemlig ikke i selve det sørgelige eller triste, men i at mennesket ikke altid får sin vilje og ikke altid får sin ret, men til gengæld i sidste ende altid skal dø og sige farvel til alt det der er bygget op. Derfor er der visdom i Martin Bubers opfattelse af at det at gå ind i tragediens område er at gå ind i det område hvor det at have ret er hørt op. Men dette er også både humorens og den udogmatiske tros område, hvis man tager ordene i deres videste eller dybeste forstand.
Dette tragediens område synes Piet Hein imidlertid ikke til at have kendt, og her ligger hans største begrænsning.
Jan Jernewicz
Henvisninger Til toppen
Litteratur:
Piet Hein - Menneskesag. Antologi. (Privattryk. 1975)
Piet Hein: Gruk fra alle årene II. (Borgen. 1971)
Niels Birger Wamberg: Piet Hein. (Dansk Biografisk Leksikon, bd.5, 1980)
TV-udsendelser om og med Piet Hein
Mikkel Tyrrestrup og Anders Roholt: 'Piet Hein' (DR's serie 'Store Danskere').
- med medvirken af sønnen Lars Hein, musen Hanne Worm, vennen Claus Ahlefeldt (Egeskov) og videnskabsjournalisten Tor Nørretranders.
Claus Toksvig: 'Piet Hein's Univers'.
Relevante artikler på Jernesalt:
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse (2.6.10.)
Religion som emergent fænomen i biologien (24.12.09.)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set (5.11.09.)
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Hvad er virkelighed? om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi (23.5.10.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I)
Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi (5.12.09.)
Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken (26.6.07.)
Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle? (7.3.10.)
De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
William Blake's univers (Essay - 05.02.03-)
Chagall - en enestående mytisk kunstner (11.11.05.)
Kandinsky, det abstrakte og det spirituelle (22.9.06.)
Carl-Henning Pedersens univers (22.11.03.)
L.A. Ring mellem de to virkeligheder (14.12.06.)
Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)
Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik
Artikler om Samfund
Artikler om Kunst
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|