utils prefix normal JERNESALT - kina12c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.11.12.

Kina har fået ny bureaukratisk og uigennemskuelig topledelse

Stormagten Kina fik i sidste uge en ny topledelse, hvilket i praksis vil sige en ny, for stat og parti fælles central ledelse i form af 'Det stående udvalg' på syv medlemmer der i det pyramidiske hierarki står over politbureauets 24 medlemmer, der igen står over Centralkomitrens over 300 medlemmer og Den Nationale Partikongres på 2200 delegerede.

Øverste leder blev den 59-årige Xi Jinping, der afløser den 69-årige generalsekretær og præsident Hu Jintao som Danmark havde venskabeligt besøg af i juni. Officiel titel som præsident får Jinping dog først til foråret.

Nummer to i rækkefølgen blev lidt overraskende den 57-årige Li Keqiang der siges politisk at ligge på linje med den afgående Hu Jintao, men åbenbart ikke kunne føres helt til tops af denne. Om han til foråret bliver udnævnt til ny ministerpræsident eller til formand for Den Nationale Folkekongres (dvs parlamentet, ikke at forveksle med partikongressen) er uvist. Nummer tre blev den 65-årige Zhang Dejiang der skal være en effektiv, men også brutal partichef der bl.a. er blevet brugt til at rydde op efter den på grund af korruption styrtede Bi Xilai, der ellers var udset til en toppost.

Derefter følger i hierarkiet fire andre ulasteligt klædte bureaukrater med forskellig erfaring og indstilling samt porteføljer. Alle syv blev i rangorden præsenteret på scenen i Folkets Store Hal i Beijing, hvor partikongressen måtte tage udnævnelsen af rådet til efterretning. Der var ingen afstemning i partiet. Medlemmerne blev ikke spurgt, men skulle kun stemme ja til forslag oppefra. Alt var afgjort på forhånd gennem magtkampen mellem de forskellige stærke netværk der reelt er fløje eller fraktioner i partiet, men ikke må kaldes sådan, da man udadtil står samlet som man skal efter 'bogen' eller den dogmatiske ideologi der stadig i sidste ende bygger på leninistiske principper.

Den kinesiske Folkerepublik med sine mere end 1,3 mia indbyggere eller rundt regnet en femtedel af jordens befolkning er forsat et diktatur med etpartisystem, hvis ledelse har monopol på sandheden og uden skånsel forfølger anderledes tænkende, indespærrer alle oprørere og dissidenter og undertrykker minoriteter og afvigende subkulturer, herunder som bekendt også det besatte Tibet. Men det foregår som i alle kommunistiske diktaturer altsammen under foregivende af at ske i folkets navn. Og sådan har det i Kina været siden Mao Zdedong sejrrigt kunne afslutte 'Den lange march' i 1949 ved at fordrive rivalen Chaing Kai-shek til øen Formosa som under dennes ledelse blev til det rige og fremgangsrige 'udviklingsdiktatur' Taiwan.


Under Mao skete gradvist en løsrivelse fra Kremls dominans, navnlig efter Krustjovs afsløringer i 1956 af Stalins ugerninger (der førte til at Mao angreb Krustjov for 'gullashkommunisme'). Med 'Det store spring fremad' (1958-60) blev det forsøgt med alt for ambitiøse planer at springe naturlige reformled i udviklingen over - og resultatet blev som ved tvangskollektiviseringen i Sovjetunionen en kolossal hungersnød som skønnes at have kostet 20 millioner mennesker livet. Og med den antireformistiske 'Kulturrevolutionen' i 1960'erne mobiliseredes rødgardisterne til en brutal udrensning af anderledestænkende - ja, i høj grad til kritisk tænkende overhovedet - der medførte umådelige personlige tragedier, som senere førte til den såkaldte 'sårlitteratur'. Hertil hører Jung Changs 'De vilde svaner' som er en beretning om tre generationer af kvinder fra kejserstaten til kulturrevolutionen (dansk udgave 1997) - eller den helt nye 'Gravsten' af Yang Jisheng (f. 1940) der netop afslører Maos 'Store spring fremad'. Bogen er forbudt i Kina, men cirkulerer på det sorte marked og udkom for nylig på engelsk (Tombstone).

Kulturrevolutionen var så gennemgribende og omvæltende at den simpelthen satte samfundet i stå. Samfundet er - som ofte understreget her på siderne - ikke en konstruktion. End ikke absolutte diktatorer kan vende op og ned på alle samfundsstrukturer efter forgodtbefindende. Men det var Maos og partiets illusion, og alle iagttagere i Vesten husker billederne af den systematiske ensretning der fandt sted og som bl.a. gjorde alle børn og skoleelever til blinde tilhængere af Mao. De kunne i lange baner remse citater op fra 'Maos lille Røde', der i 1967 også kom på dansk (og bl.a. inspirerede til venstrefløjens 'Den lille røde for skoleelever'!).

I forordet til Maos lille røde skrev formandens højre hånd og forventede efterfølger Lin Biao (tidl. stavet Piao) bl.a. "Mao Zdedongs tænkning er marxismen-leninismen i den æra, hvor imperialismen går mod sit totale sammenbrud, og socialismen går frem mod verdensomspændende sejr. Den er et magtfuldt ideologisk våben til bekæmpelse af imperialisme og til bekæmpelse af revisionisme og dogmatisme. Mao Zdedongs tænkning er det vejledende princip for alt, partiets, hærens og landets arbejde." - Som det ses var det en regulær kult Lin Baio byggede op omkring Mao. Men som historikeren Søren Clausen skriver i Encyklopædiens artikel om Mao, så proklamerede Kulturrevolutionen nok "en sammenhængende vision for en levendegjort marxisme, befriet for Sovjetmodellens forsteninger, men den mislykkedes i enhver henseende: Maos støtter, fra rødgardisterne til Lin Biao, ødelagde efterhånden hinanden, eller de blev ofret af Mao selv. Kampen mod de 'fire gamle', dvs gamle ideer, kultur, skikke og vaner, endte med en absurd ritualisering af det politiske liv. Opgøret mod selviskheden endte i udbredt kynisme og apati".

Det bekræfter igen at mennesket ikke er en 'konstruktion' der kan laves om efter teorier eller utopiske forestillinger, og at samfundet ikke er og aldrig kan gøres til en 'konstruktion' der alene følger rationelle ideer og overvejelser, men er en levende organisme der i høj grad også præges af frie tanker og initiativer der i sidste ende kommer fra det kollektivt ubevidste. Men kulturrevolutionens katastrofe bekræfter endvidere at intet totalitært styre kan afskaffe de frie etiske og religiøse indsigter, inspirationer og overvejelser som knytter sig til gængse og almene traditioner og organisationer - uden selv at havne i en kult der har guder, afguder, dogmer og absolutte sandheder som midtpunkt, men er blottet for refleksion, åbenhed og føling med det kollektivt ubevidste.

Udrensningerne under Kulturrevolutionen ramte alt det frie, sunde og groende liv der kom nedefra - og den ramte alle mere moderate partifolk som bl.a. reformtilhængeren Deng Ziaoping, der simpelthen blev stemplet som 'kapitalisttilhænger'. En af dem der også dengang faldt i unåde var den reformivrige fader til den netop nyvalgt leder Xi Jinping, der selv 15 år gammel blev sendt på såkaldt genopdragelse på landet i syv år. Udrensningerne blev endeligt stadfæstet på partikongressen i 1969, men kulturrevolutionen som sådan sluttede først da Mao døde i 1976.

I mellemtiden opstod der i Peiking et magtcentrum omkring 'Firebanden' (der bl.a. omfattede Maos hustru), men gruppen blev efter Maos død fængslet og idømt lange fængselsstraffe. Reformkræfterne med den rehabiliterede Deng kom tilbage - og begyndte efter 1978 en systematisk omformning af Kina så den økonomiske udvikling blev det primære mål, mens den gamle 'klassekamp' med dens skånselsløse og katastrofale udrensning af de intellektuelle blev lagt i mølposen. Landbruget blev afkollektiviseret, den statsstyrede industri blev tilpasset markedsøkonomien og økonomien i det hele taget åbnet mod omverdenen (herunder ikke mindst Hongkong). Men når det gjaldt den politiske frihed ønskede Deng ingen slinger i valsen - og der kom i de følgende år store spændinger i landet med mange demonstrationer og oprørsforsøg. Alle husker billederne af massakren på 'Den himmelske Freds Plads' i 1989.

Inflationen kom imidlertid under kontrol, og årene 1992-96 under generalsekretær Jiang Zemin (fra 1993 også præsident) var præget af den voldsomme økonomiske vækst, der blev grundlaget for det nye Kina, som Hu Jintao stod i spidsen for til forleden.


I dag er Kina vitterligt en stormagt i alle henseender.

Det har et areal på 9,6 mio km² (mod Ruslands 17,1 eller Indiens 3,1), en befolkning på de nævnte 1,3 mia (mod fx Indiens anslåede 1,2 mia eller hele Europas på rundt regnet 700 mio.). Og det har trods et relativt lavt bruttonationalprodukt på 7600 $ pr. indbygger (mod Danmarks 36.600 $) en umådeligt stærk og hidtil kraftigt voksende økonomi, der nok blev ramt af den internationale finanskrise, men fortsat regnes for en af verdens stærkeste som mange andre lande bejler til. Militært er Kina også meget stærkt, ikke mindst fordi det har atomvåben og en enormt stor hær, men det kan ikke hamle op med supermagten USA og regnes derfor heller ikke som egentlig supermagt. Men i lyset af den både militære og økonomiske nedtur for USA må Kina i dag siges at have fået en rolle som stormagt der rækker væsentlig ud over det regionale og ind i det globale.

Selvbevidstheden hos kineserne fejler ikke noget - og har ikke gjort det de sidste tusind år. Helt tilbage fra 900-tallet har dynastierne brugt ordet Zhongguó, dvs udtrykket 'Riget i midten', som en kvalitetsbetegnelse som indebar politisk legitimitet og blev relateret til geografisk, kulturel og politisk identitet, så det ikke længere fortrinsvis angav den etniske oprindelse. Republikken Kina og senere Folkerepublikken Kina har brugt Zhongguó om alle de områder og folk som var inden for statsapparatets politiske kontrol. På dette grundlag fremholdes det, at alle de 56 anerkendte etniske grupper er Zhongguó-folk. Udtrykket er der i og for sig heller ikke noget mærkeligt i. Ethvert frit folk og enhver fri nation betragter sig helt naturligt som den centrale nation i verden eller som det udvalgte folk (eller som 'God's own country' for nu at bruge et relativt nyt amerikansk udtryk). Det svarer ganske til at ethvert individ nødvendigvis psykologisk må gå ud fra sit eget subjektive selv som centrum for alle iagttagelser, handlinger og refleksioner - uden at behøve at være indbilsk.

'Riget i midten' er ikke længere til at spøge med, så meget mere som dets ledelse siden Sovjetunionens fald er kommet til at stå som ikke alene en meget stærk faktor i FN's Sikkerhedsråd, der i kraft af sin veto-ret og sammen med Rusland kan blokere for vestlige indgreb mod ikke-demokratiske regimer som aktuelt fx Syrien. Kina har i det hele taget haft held til via økonomisk bistand og lånevirksomhed at udbygge sine interesser til Mellemøsten, Afrika og Sydamerika. Og da systemet ikke blev trukket med ned af 'Murens fald' i 1989, men tværtimod fik langt mindre konkurrence af de nye magthavere i Rusland, har det også med held kunnet binde mange lande økonomisk til sig - og gør det uden skrupler.

Nogle iagttagere taler om at Kina udviser 'rå imperialisme' - fx også i spørgsmålet om hjælp til Grønlands udnyttelse af rigdommene under isen - men da ordet 'rå' let leder tanken hen på anvendelse af rå magt, bør understreges at der i Kinas tilfælde først og fremmest er tale om politiske og økonomiske dominans- og udbytningsrelationer over for bestemte lande, og at disse relationer hverken hviler på et formaliseret grundlag eller på antastelse af den anden parts suverænitet. Der er med andre ord tale om økonomisk imperialisme - af principiel samme art som udøves af USA eller de arabiske oliestater. Den er blevet mulig gennem den ophobning af storkapital i form af udenlandske valutareserver som er sket over mange år, men begyndte allerede i den store vækstperiode 1992-96 under Deng Xiaoping med den bevidste satsning på eksport. Den statslige investeringsfond 'China Investment Corporation' (CIC), oprettet i 2007, skal i dag råde over 482 mia §, som er øremærket til oversøiske investeringer.

Disse enorme summer kunne i høj grad medvirke til at sætte skub i økonomien i det kriseramte Europa, men her er problemet de nødlidende banker, ikke mindst i Sydeuropa. Kineserne tør - med CIC-chefens egne ord - "ganske enkelt ikke røre ved banksektoren i Europa, fordi vi ikke kan se, hvor mange af dens problemer der stadig er uløste". Undtagelsen er Storbritannien der har et åbent investeringsmiljø inden for infrastrukturen, hvor der bruges private midler til modernisering af den offentlige sektor. CIC har bl.a. i år opkøbt 10 % af Heathrow Airport Holding.


Danmark ligger også lunt i svinget.

Som nævnt i artiklen om den kinesiske præsident Hu Jintaos korte besøg i Danmark mødtes kinesiske og danske ministre og erhvervsfolk til en særlig underskriftsceremoni i Moltkes Palæ i Dronningens Tværgade, hvor der blev indgået aftaler til et samlet beløb af 18 mia kr. med firmaerne Arla, Carlsberg, Mærsk, Novozymes, Danfoss, Cowi, Grundfoss, Rockwool, Velux, Haldor Topsøe og Danish Crown. Og stemningen var god og afslappet.

Og som det allerede dengang kom frem er kineserne også stærkt interesseret i investering i den forestående og meget kostbare udvinding af mineraler fra Grønlands vanskelige arktiske undergrund. Det førte bl.a. til en avisoverskrift som "Kineserne vil købe Grønland for 33 milliarder" og til debat på den grønlandske avis 'Sermitsiaq.ag's hjemmeside, hvor Kina dog også blev betegnet som mulighedernes land for eksport af fisk, sælprodukter, vand, turisme, "ja, det er faktisk kun manglen for fantasien der sætter grænserne", skrev redaktøren. I en afstemning på hjemmesiden svarede 30 procent, at det var spændende og godt at Kina viser interesse for Grønland, 13 procent mente at det var OK med interessen; 38 procent var ikke positive, og af dem fandt 24 % udsigten direkte skræmmende. - Blandt de danske reaktioner forekom bl.a. et udbrud om at vi aldrig skulle have givet grønlænderne selvstyre! Politikens redaktør Anders Jerichow advarer direkte mod at "kaste Grønland i Kinas favn". Det grønlandske medlem af Folketinget fra partiet Siumut Doris Jakobsen ser derimod overvejende positivt på mulighederne, men understreger samtidigt, at "Vi skal sørge for ikke at blive en minoritet i vores eget land".

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, der udover at være historiker også har diplomatisk erfaring, påpeger i forbindelsen med det grønlandsk-kinesiske projekt den hovedregel, at et lille land ikke har mulighed for at sige nej til en stormagt, der én gang har etableret en omfattende fysisk og strategisk tilstedeværelse - og minder i den forbindelse om USA's anlæg af militærbaser på Grønland (herunder Thule) under den kolde krig. De spilleregler der gav Danmark formel suverænitet over øen, hedder det, betød ikke at Danmark også i praksis kunne sige farvel og tak til de amerikanske gæster. For USA var og er der ganske enkelt alt for meget på spil. Det måtte også Grønlands hjemmestyre og siden selvstyret sande.

Det betyder i realiteten (mine ord) at grønlænderne ikke kan være trygge alene derigennem at de sikrer sig fuld suverænitet på papiret, hvis kineserne først får etableret sig på øen.


For Kinas eget vedkommende er det et stort problem at millionærerne flytter uden for landets grænser, netop for at undgå opmærksomhed og kontrol. Den store og voksende 'entreprenørklasse' tjener styrtende med penge, men flygter simpelthen ud af landet med deres penge.

Det allerstørste interne problem for økonomien er imidlertid korruptionen, og det var da også dette problemkompleks den afgående præsident Hu Jintao fokuserede på i sin 1½ time lange afskedstale til partikongressen. "Det kan blive skæbnesvangert, hvis vi ikke for alvor tager hånd om dette problem, der endda kan betyde partiets og etpartistatens fald", sagde han. Og han fremhævede også til stort bifald at ingen står over loven. Men sandheden er at korruptionen har fået lov at vokse i hans ti år ved magten. Det er et kæmpeproblem, fordi økonomien er så uigennemskuelig som den er - og landet ikke har en fri presse.

En af de kritikere der for et års tid siden blev fængslet og idømt to års arbejdslejr var Ren Jianyan der på sin hjemmeside på en kinesisk 'mikroblog' med over 400 mio brugere (Sina Weibo) havde kaldt Kina for en diktaturstat, vist fotos af landets præsident og premierminister under overskriften "Ned med Kinas Kommunistparti" og stemplet den nu næsthøjst rangerende, forventelige premierminister Li Keqiang som mafialeder. Men de fleste af Rens indlæg drejede sig om den dengang meget højtplacerede partisekretær Bo Xilai som forventedes at blive en af Kinas nye topfigurer, men faldt i unåde på grund af omfattende korruption og magtmisbrug og nu er helt ude af billedet. Hans endeligt har så haft den positive effekt at Ren Jianyan og to andre dømte er blevet løsladt. Sagen har rejst stor debat om selve retssystemet, men har ikke forhindret en ny sag, hvor en mand er blevet anholdt for en vittig kommentar til partikongressen.


Der er med andre ord stadig meget lang vej til demokratisering, men det er til gengæld ikke så sikkert at pres og påtale fra demokratiske stater og organisationer vil betyde noget afgørende. Her er det måske vigtigere med hjælp og imødekommenhed som det bl.a. fremgår af vurderinger fra kinaeksperterne Clemens Stubbe Østergaard og Bjarne Andreasen. Østergaard påpeger at Kina har vist interesse for konkrete forbedringer af retssystemet gennem uddannelse af retspersonale. Og Andreasen fremhæver at man siden 1999 har samarbejdet med kinesiske partnere om reformering af dødsstraffen, så Højesteret nu skal stadfæste disse. Dette har påviseligt allerede reduceret antallet betydeligt. For hans institut er det helt centralt ikke at støde kineserne fra sig ved for hård kritik og for direkte belæring.

Menneskerettighederne er vitterligt et stort problem i Kina, men "det personlige frirum er trods alt blevet større" som Stubbe Østergaard formulerer det. Hertil må dog føjes, at det nødvendigvis også må blive større og større, hvis Kina overhovedet skal udvikle sig i den rigtige retning. Den afgåede præsident Hu Jintaos idealer om 'videnskabeligt fremskridt' og 'et harmonisk samfund' er ikke længere tilstrækkelige for at sikre både økonomisk vækst og socialt fremskridt. På længere sigt kommer Kina ikke uden om at ændre etpartisystemet. Kineserne ønsker frihed, og økonomien vil uundgåeligt løbe ind i begrænsninger og fortsat korruption hvis der ikke gives øget frihed.

Den nye ledelse i Kina bringer et vist håb allerede fordi den er ny og lidt yngre. Den er også lidt anderledes end den gamle ved ikke at bestå af ingeniører og teknokrater, men af økonomer og jurister. Ingen af dem har dog fået nogen del af deres uddannelse uden for Kina. Men trægheden i det bureaukratiske system er enorm, allerede fordi det er opbygget så stift - og næsten mandarin-agtigt - som det er. Intet tyder i øjeblikket på at lederne vil ændre det fjerneste ved selve etpartisystemet eller dets udvælgelsessystem. Man har ingen Gorbatjov til at foreslå 'perestrojka' og 'glasnost' (omstrukturering og åbenhed) inden for de givne rammer, og havde man, ville man nok heller ikke lytte. For i Sovjetunionens tilfælde betød Gorbatjovs reformvej i realiteten systemets fald, fordi det simpelthen var stagneret til urokkelighed. Der skulle en provokatør som Boris Jeltsin til at gribe en given chance og radikalt opløse det gamle kommunistparti. Og et sådant resultat kan da kun skræmme partispidserne i Beijing. Det vil være lige så svært at få afskaffet etpartisystemet i Kina, som det er at afskaffe cølibatet og dogmet om katolicismens sandhedsmonopol i Vatikanet.

Håbet ligger derfor i det forhold at den økonomiske vækst der er forudsætning for sociale fremskridt ikke vil kunne fortsætte succesfuldt uden mere frihed og åbenhed.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links:

Kinas statslige nyhedsbureau Xinhuas engelske website
Den kinesiske ambassade i Danmark (engelsk)
Kina-Portal.dk (privat, uafhængig portal

Litteratur:

Henning Nielsen (red.): Kina, riget i midten. (Nationalmuseet. 1973)
Jung Chang: De vilde svaner. (Rosinante. 1997). En beretning om tre generationer af kvinder fra kejserstaten til Maos kulturrevolutionen
Peer Møller Christensen: Politik og ideologi i Kina. (Syddansk Universitetsforlag. 2010)


Relevante artikler på Jernesalt:

Kina: Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Kina mellem vækst og rettigheder  (17.6.12.)
Kinas præsident beærer Danmark med et bes&oslasg  (14.6.12.)

Komplementaritet - generelt
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet


Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde  (19.12.09.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)
George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden  (26.4.12.)
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)
Er globaliseringen et gode eller et onde?  (Globalisering - 25.6.04.)


Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal