utils prefix normal JERNESALT - finanskrise12b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.05.12.

EU-topmødet løste ikke modsætningen mellem stabilitetsprincip og vækstprincip

Gælden og arbejdsløsheden i EU er stadig for høj, og derfor fortsætter den finansielle krise der forhindrer den ønskede vækst. Især krisen i eurozonen, der omfatter 17 af de 27 EU-lande, bedømmes så alvorligt af cheføkonomen i OECD at han betegner den som den største risiko for den globale økonomi. OECD forudser i sin nyeste rapport at eurozonens samlede økonomi i år vil skrumpe, og at de kommende år kan blive endnu værre, hvis ikke der gribes ind. I værste fald kan der i området komme en alvorlig recession som vil påvirke resten af verden. Også USA's præsident Omaba benyttede G8-mødet i Camp David og Nato-mødet i Chicago forleden til at slå fast, at de førende lande er nødt til at sikre en vækststrategi side om side med behovet for finansiel disciplin. Og den britiske premierminister David Cameron lagde heller ikke skjul på at "sandheden er at vi stadig ikke har gjort nok for at løse krisen".

Der var derfor skabt visse forhåbninger om at det ekstraordinære topmøde i EU som EU-præsident van Rompuy havde indkaldt til i Bruxelles i fredags ville føre til en eller anden form for kompromis mellem Tysklands kansler Angela Merkel, der holder fast på stabilitetshensynet som det vigtigste princip, og Frankrigs nyvalgte socialistiske præsident François Hollande der vandt valget på vækstprincippet. Det skete blot ikke, så van Rompuy og kommissionsformand Barroso blev bedt om til topmødet i slutningen af juni at lave et katalog med forslag til hvordan man kan bringe møntunionen ind i en ny fase der betyder en "dybere økonomisk union", hvilket på jævnt dansk i realiteten betyder deciderede traktatændringer. Om sådanne overhovedet vil lykkes, får stå hen som meget usikkert. Men hele tanken med at udskyde en afgørelse på de presserende problemer endnu en måned viser ganske tydeligt at man i øjeblikket ikke kan blive enige om noget afgørende.


Reelt sidder EU og navnlig eurolandene i et frygteligt og uløseligt dilemma. For ingen af de muligheder der er på tapetet og som der eventuelt kunne skaffes enighed om, hvis alle giver sig lidt, batter rigtigt over for de store udfordringer. Finansskatten eller 'Tobinskatten' er der mange der gerne ser indført, fordi de mener at finanssektoren har en betydelig del af ansvaret for den økonomiske krise. Men kendsgerningen er at en finansskat der alene vil komme til at gælde euro-landene eller EU kun vil få den meget uønskede effekt, at finanstransaktionerne bliver lagt ud i lande der ikke har finansskat. Den skat vil med andre ord kun være effektiv, hvis den indføres for alle lande verden over, og det er ikke realisabelt, da landenes interesser er meget forskellige.

Flere penge til Den Europæiske Investerings Bank (EIB) vil uden tvivl kunne få en gavnlig effekt, men bare på et lavt niveau. Selv de ekstra bevillinger på 80 mia euro man taler om er peanuts i den store sammenhæng. Nok bedre end ingenting, men intet mirakelmiddel til at sætte virkeligt afgørende investeringer i gang. Tilsvarende gælder at de eksisterende strukturfonde nok har midler det ville være gavnligt at få kanaliseret ud i konkrete projekter hurtigst muligt. Men igen her vil effekten være ringe. Dels fordi midlerne trods alt er små, dels fordi ændringerne vil kræve tid. Så den kedelige kendsgerning er at der kun kan skabes vækst i EU ved at landene finder ud af på en eller anden måde at omgå de stramme regler for gældssætning der skal sikre stabiliteten i EU - og med lidt held også har gjort det til i dag, men under stigende pres fordi problemerne i Grækenland, Spanien og Italien er uløste.

Den mulighed der diskuteres er indførelse af særlige euroobligationer eller 'euro-bonds'. Der er tre modeller: 1) Den mindst risikable, men af samme grund nok også mindst effektive er at landene kun hæfter for deres egen del af gælden. 2) Den mest risikable, som navnlig Tyskland modsætter sig med stor styrke, er at Euro-landene hæfter solidarisk for al den gæld de enkelte lande måtte stifte. Og model 3) er mellemtingen: at man sætter et loft for den gæld de enkelte stifter, men som euro-landene hæfter solidarisk for. Frankrigs præsident presser på for model 2, som den tyske kansler ikke vil være med til. Hun vil muligvis acceptere en af de andre to modeller, men formentlig med så stramme betingelser, at resultatet ikke vil gavne ret meget. Og så vil man være lige vidt i slutningen af juni - bortset fra at det græske omvalg til parlamentet kan betyde at landet må forlade euroen med alle de følgevirkninger det får for både Grækenland selv og europrojektet.

Det er i denne forbindelse uendeligt underordnet, at den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt som formand for EU-rådet ingen ambitioner har for en løsning af vækstproblemet hverken hjemme eller i EU. Hun har bare kønne ord at byde på. Hun hævder at finansloven for Danmark allerede har indbygget vækstinitiativer, men fortier helt at de intet batter, hvis det for alvor går galt i EU som helhed. Og hun udtaler sig af princip altid optimistisk om EU's møder om problemerne. Det vil hun også gøre, hvis topmødet i juni slutter med lavest mulige fællesnævner for en løsning. Hun er en fiasko i EU-sammenhæng og udstiller egentlig kun at der mangler lederskab i EU.


Når euro-projektet er kørt uhjælpeligt fast - ligegyldigt om Grækenland i når fremtid må forlade projektet eller ej - så skyldes det at projektet fra starten har bygget på nogle forudsætninger som har vist sig ikke at holde og formentlig aldrig under nogen omstændigheder ville kunne holde, så længe de tilsluttede lande er så forskellige som de er - økonomisk, strukturelt og etisk. Grækenland skulle jo aldrig være blevet medlem af euro-samarbejdet med den politiske ledelse og uansvarlighed som landet har haft i årtier. Spanien og Portugal skulle formentligt også have ventet en tid på fuldgyldigt medlemsskab. For hele ideen med et fælles mønt for denne sammenslutning af lande ligger naturligvis i at de har nogenlunde samme økonomiske, strukturelle og etiske standard, således at de netop ikke ville komme i den situation det er formålet med projektet at undgå: at man konkurrerer med hinanden ved hjælp af valutakurserne.

EU's og navnlig europrojektets topfolk har hele tiden ønsket og stræbt efter at få en reel økonomisk union der gør kommissionen og dens formand til suveræne herskere over de enkelte landes regeringer og parlamenter. Barroso forsøgte endda et decideret kup i efteråret - jf. Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU. Hvis en sådan union var kommet i stand tidligt, kunne kommissionen muligvis have styret sig ud af de værste konflikter og forhindret de værste udskejelser i de mest uansvarlige lande. Men sådan er det ikke gået, og sådan er der mange enkelte lande i EU, herunder Storbritannien og Danmark, som slet ikke ønsker udviklingen. Resultatet er derfor blevet at man i euro-projektet har lavet en ordning med en fælles mønt som er og bliver kunstig og kun kan medføre uansvarlighed hos lande/regeringer der ikke vil se deres reelle økonomiske og strukturelle problemer i øjnene. De har kunnet stifte gæld som det passede dem og alligevel håbe på hjælp fra de solide lande, men de komme ikke umiddelbart til at stå til ansvar for deres fejlgreb og letsindigheder, og de får heller ikke chancen for at rette op på deres egen hældende skude i form af nedskrivning (devaluering) af den nationale valuta, for den findes ikke.

Konklusionen af den frygtelige klemme EU's ledere står i kan derfor kun blive, at selve ideen med et euro-projekt fra starten har været forbundet med en eventyrlig letsindighed, der gør at enkelte ansvarsløse regeringer har stiftet gæld i et omfang de ikke selv kunne klare at betale tilbage, og at ansvarlige regeringer derfor nu sidder med smerten. Det har været en katastrofal fejltagelse af berøve økonomiske svage lande med politisk uansvarlige regeringer muligheden for i tide at blive stillet til regnskab for deres letsindighed og i tide at skaffe sig mulighed for genopretning af en sundere økonomi med det gamle probate middel der hedder en devaluering.

Går Grækenland ud af euro-projektet, vil det være et prestigetab for EU's ledere, og det vil ikke løse de øvrige landes problemer. Men det kunne måske bane vej for en mere realistisk politik bygget på fuld ansvarlighed og en erkendelse af at det ikke er klogt at afskaffe de nationale valutaer i Europa. Valget står i dag ikke bare mellem stabilitetsprincip (en form for tryghedsprincip) og vækstprincip (en form for frihedsprincip), som jo kunne løses med lidt sundt fornuft og anvendelse af komplementaritetssynspunktet. Det står også mellem ansvarlighed og uansvarlighed. Og her gælder at man ikke skal lade de ansvarlige undgælde for al den letsindighed de uansvarlige tillader sig. Man skal imidlertid i denne forbindelse huske at EU slet ikke er en ligevægtsinstitution der har til formål at skaffe eller fastholde ligevægt i den finansielle situation for medlemmerne, for det ville betyde evig stilstand. Men ligevægt og stilstand passer ikke til en kreativ menneskelig kultur. I denne vil der altid være uligevægt. Mennesket er menneske i kraft af at det hele tiden skaber uligevægt ved at udøve sin frihed. Men det bør naturligvis altid ske under ansvar.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

EU news


Relevante artikler på Jernesalt:

Løjerligt Europamanifest fra broget intellektuelt hold  (11.5.12.)
S-R-SF-regeringens 2020-plan  (9.5.12.)
Hollande vandt præsidentvalget på løftet om forandring  (7.5.12.)
Kampen om indvandring og homogenitet  (4.5.12.)
George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden  (26.4.12.)

EU's nye finanspagt er en stor narresut  (31.1.12.)
Tobinskatten og radikal pragmatisme  (28.1.12.)
Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Status over året 2011  (1.1.12.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)
Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse?  (16.10.11.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal