|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.8.08.Jes Bertelsens specielle bevidsthedsforskningGenerelt om bevidsthed og bevidsthedsforskningJes Bertelsens vej og valg af speciale Bevidsthedens flydende lys De sproglige problemer De erkendelsesfilosofiske problemer Den komplementære helhedsrealismes kritik Henvisninger Generelt om bevidsthed og bevidsthedsforskning Til toppen Næste Lad det være slået fast med det samme at ingen - lærd eller læg - er i stand til at forklare hvad bevidsthed er, selvom vi alle kender dens fundamentale og selvfølgelige funktion fra os selv og vores hverdag. Selv den hjerneforskning der postulerer at sjæleliv og åndsliv kan reduceres til naturvidenskabeligt påviselige hjerneprocesser er ude af stand til blot at komme med et eneste fornuftigt bud på hvordan det kan gå til at en del af materien i form af yderst komplekse processer i hjernens neuroner kan reflektere sig selv - og endda give den for mennesket helt karakteristiske fornemmelse af at være et åndeligt væsen. Der er med andre ord et kolossalt og afgørende spring fra naturens kausale og efterforskelige processer til det fænomen at en del af naturen under bestemte forudsætninger og på et bestemt udviklingstrin bliver bevidst om sig selv. Det går an på arbejdshypotetisk plan at sige at den menneskelige bevidsthed på en eller anden måde er knyttet til menneskekroppe og hjerneprocesser og i denne forstand altid har en fysisk baggrund, men koblingen mellem det fysiske og det bevidsthedsmæssige forbliver uigennemskuelig af lige præcis den grund at enhver intellektuel analyse af hjernens selvransagende funktion involverer den selv. Man kan med andre ord ikke fatte bevidstheden ved at sætte sig udenfor og gøre den til objekt for subjektets analyser. Bevidstheden er derfor rettelig at betragte som en elementær kendsgerning i verden - ganske som livet, sproget, samfundet og universet selv. Bagom disse fænomener kommer forskningen aldrig. Men beskrive dem i deres mangfoldige forekomster er naturligvis muligt og i mange henseender nyttigt ud fra mange forskellige synsvinkler og formål. Systematisk kan man skelne mellem selve den karakteristiske opmærksomhedsfunktion eller spaltningen mellem subjekt og objekt. Karakteristisk er også forskellen mellem anskuelse og abstraktion, herunder indsigt i lovmæssigheder. Der kan videre skelnes mellem aktualiseret viden der er i opmærksomhedsfeltet og ikke-aktualiseret viden der ligger i hukommelsen. Der er forskel mellem læring og kreativitet, mellem overvågning og vurdering og mellem overvejelse og beslutningstagning. Udforskning af bevidstheden omfatter desuden refleksiviteten som sådan, selvbevidstheden og identiteten. Og på mere eksistentielt plan kommer sondringerne mellem forestilling, fantasi, tid, mulighed, vilje, frihed, valg og ansvar. På psykologisk plan kan man skelne mellem det bevidste og det ubevidste eller underbevidste, hvilket angiver det meget væsentlige karakteristikum ved bevidsthedens virke at der er forskel på den fuldt vågne opmærksomhed og de underliggende, mere skjulte eller 'slumrende', men i højeste grad 'bag kulisserne' aktive processer der bl.a. fremkalder ideer, fantasier og drømme. Men heraf fremgår også at psyken er mere, langt mere end bevidstheden. Det er klart, at bevidthedsforskning - ligesom lægevidenskaben i almindelighed - anspores i særlig grad af sygdomme, det vil her konkret sige af fænomenet bevidsthedsforstyrrelser der direkte ændrer opmærksomhedsfunktionerne og fx fører til mistydninger af omverdenen, vrangforestillinger og demens. Det er væsentligt for lægevidenskaben at have mulighed for at helbrede og forebygge sådanne forstyrrelser. Og den må i dag siges at være nået langt i denne henseende takket været hjerneforskningen. Det kniber langt mere med udforskningen af de normale bevidsthedsfunktioner der gør sig gældende hos alle mennesker i dagligdagen og er det selvfølgelige grundlag for hverdagslivet. Og det kniber i endnu højere grad med udforskningen af de specielle 'åndelige' bevidsthedsfunktioner der knytter sig til andre positive sider af livet som kunstnerisk skaben, videnskabelig forskning, etisk vurdering og spirituelle eller 'religiøse' former for opfattelse af verden og eksistensen. Forklaringen er ligetil: I alle disse tilfælde er bevidsthedsfunktionen nært knyttet til de øvrige psykiske processer og kan derfor overhovedet ikke udforskes isoleret fra disse eller den dermed forbundne eksistentielle subjektivitet. Først i allernyeste tid er man begyndt på universitetsplan at tage bevidsthedsforskningen så alvorligt at man har oprettet særlige institutter til formålet. Jf. fx Københavns Universitets Center for Subjektivitetsforskning. Men stadigt er der langt igen - som bl.a. kunne konstateres på Københavns universitets nyligt afholdte identitetsseminar - og derfor er det glædeligt at en universitetsuddannet mand som Jes Bertelsen har opdyrket interessen gennem årtier og gennem de seneste femten-seksten år endda har specialiseret sig i udforskningen af den form for bevidsthedsprocesser der knytter sig til det man i gamle dage kaldte 'mystikken', men som man nu oftest kalder 'den højere bevidsthed' eller 'den oplyste bevidsthed'. Ordet mystik er tvetydigt og hæfter sig i for høj grad ved det hemmelige bag den anvendte praksis. Den har været betragtet som 'esoterisk', dvs for de særligt indviede, og har derfor forekommet almindelige mennesker helt uforståelig. Udtrykket 'højere' eller 'oplyst' bevidsthed er heller ikke umiddelbart forståeligt for alle mennesker, men peger dog på noget væsentligt, nemlig at der tales om en udvikling af den almindelige bevidsthed som ikke alene er principielt tilgængelig for alle, men i vid udstrækning er blevet mere almen i kraft af den nyere tids interesse for meditation. Jes Bertelsen har gennem sit omfattende forfatterskab og sin lige så omfattende undervisning og spirituelle vejledning været med til at gøre kendskabet til den spirituelle praksis mere almen, og han har med sine seneste bøger og sine specielle retreatkurser i 'oplyst bevidsthed' yderligere gjort stoffet tilgængeligt for alle interesserede. Bertelsen har sit særlige formål med sin forskning og sin virksomhed, men som påpeget i artiklen Rothstein om Jes Bertelsen i Encyklopædien er det helt utilstrækkeligt at betegne ham som dybdepsykolog og totalt vildledende at gøre ham til religionsstifter. Han er idéhistoriker, spirituel vejleder og bevidsthedsforsker på en og samme gang. Og det gør ham til noget ganske særligt i dansk sammenhæng. Da Jes Bertelsen er en af undertegnedes store inspiratorer, har jeg forlængst her på siderne offentliggjort en grundig indføring i hans verdensbillede og hans etik tillige med en kort biografi, og dette er sket på basis af læsning af hans skrifter, deltagelse i nogle af hans kurser samt et enkelt interview, men jeg har samtidigt understreget at jeg ikke har fulgt Bertelsens virksomhed siden 1994. Det skyldes ganske enkelt at han gik andre og langt smallere veje end jeg selv ønskede at gå. Da han imidlertid nu har udgivet en bog - 'Bevidsthedens flydende lys' - der på glimrende vis trækker linjerne i og resultatet af hans udvikling siden da op, har jeg fundet tiden inde til at komme med en supplerende redegørelse og kritik. Jes Bertelsens vej og valg af speciale Til toppen Næste Bertelsens uddannelse og karriere (først som universitetslærer, siden som leder af Vækstcenteret i Nørre Snede) skal ikke gennemgås i detaljer her. Der må henvises til den biografiske artikel. Men nogle hovedpunkter skal nævnes, og specielt skal fremhæves, at Bertelsen som nævnt i artiklen allerede som ganske ung begyndte sin private udforskning af bevidsthedens ejendommeligheder. Efter eget udsagn har Bertelsen mediteret fra han var 3-4 år. Han lavede nogle "mantraer" indefra og sad og gentog dem i lang tid - op til en times tid - med det resultat, at hans bevidsthed kom i nogle særlige tilstande af "salighed", en tilstand uden særlig mange tanker eller forestillinger. Han havde denne praksis regelmæssigt helt op til puberteten og betragter den som forlægget for sin senere eksperimenteren. I slutningen af mellemskolen begyndte Bertelsen også at filosofere over, hvad bevidsthed egentlig var, og hvad der skete, når man falder i søvn. Uden at sætte det i direkte forbindelse med de tidligere særtilstande søgte han en mere bevidsthedsorienteret, mindre "magisk" måde at angribe problemerne på. Ja, han betegner det selv som en regulær eksperimenteren. Han havde nemlig for vane at tage sig en lille lur på en halv time hver eftermiddag, og her prøvede han at se om det var muligt at holde bevidstheden vågen - selvom han slap tankerne. Dag efter dag trænede han - i én uendelighed - og faldt jo i søvn hver gang! Men træningen gav ham mange spændende erfaringer. Den regulære del af Jes Bertelsens uddannelse efter studentereksamen omfattede først og fremmest det dengang meget krævende konferensstudium i idéhistorie på Århus Universitet hos den krævende professor Johannes Sløk - med særdeles grundig gennemgang af den europæiske filosofi fra Platon til Kant og med nærstudium af Søren Kierkegaard, Schopenhauer og Jung (som han skrev disputats om i 1972). Det var Schopenhauer der førte ham til interessen for hinduisme og buddhisme. Efterfølgende var Bertelsen lektor ved universitet til 1983 og gav bl.a. nogle meget velbesøgte forelæsninger i dybdepsykologi. Han studerede jungiansk psykologi på Jung-instituttet i Schweiz, men havde også den engelske chakra- og auralærer Bob Moore som vejleder i meditation. I 1976 fik Bertelsen i kraft af sin intense meditative praksis sin første initiation (oplevelse af højere eller udvidet bevidsthed). ) I 1981 fik han sin anden initiation og har herom berettet følgende: "I 1981 i en syvdages periode befandt bevidstheden sig igen i en usædvanlig tilstand. Alle vågne timer var bevidstheden udfoldet i en overvældende intens mandala i blåt og hvidt og gyldent lys, centreret omkring en lysende repræsentation fra det åbne felt. Til sidst intensiveredes tilstanden således, at bevidstheden kontinuert uden et øjebliks søvn eller fravær i 35 timer skuede, men samtidig var dette blåhvide felt af lys og information. På et tidspunkt forenede alt sig i ét blændende lys, der var som døden. Alt var i en ubeskrivelig levende renhed. En overjordisk stille kærlighedsfølelse gennemstrømmede alt." Beretningen fortsætter: "Ud af denne udvidede tilstand foldede sig erindringer og billeder fra et andet tidsafsnit, bevidstheden så ud gennem en anden bevidsthed i en anden tid. Bevidstheden så den oplyste lærer fra dengang, så lærerens universelle bevidsthedsfelt dengang og nu som ét. Og viden og opgave strømmede i en direkte transmission fra den universelle bevidstheds gamle form, der samtidig udgjorde dette halvanden døgns lange nu. Det var en rystende oplevelse." Det der skildres her er Jes Bertelsens oplevelse af en tidligere inkarnation, hvor han var elev af en oplyst lærer. Men det er samtidig oplevelsen af en direkte transmission, hvor viden og opgave strømmede til ham fra et universelt bevidsthedsfelt, omfattende både den daværende lærer og den aktuelle bevidsthed. Om selve opgaven har Bertelsen på et kursus om "Den kristne mystik" (foråret 1990) givet den personlige forklaring, at grunden til, at han er her i dette land, er den opgave at realisere nogle ikke-dogmatiske spirituelle tilstande, hvor mennesker når til sig selv uden at dette selv er et kristent, buddhistisk eller islamisk selv. Helt afgørende for Jes Bertelsens udvikling og udforskning de seneste to årtier var mødet med Tulku Urgyen Rinpoche (1920-96) på tur til Nepal i 1989. Tulku er den tibetanske betegnelse for en reinkarneret spirituel lærer eller lama. Tulku Urgyen opholdt sig dengang, beretter Bertelsen, på sit lille retreatkloster ved Yangleshö ved landsbyen Pharping for enden af Kathmandudalen. Her er der en hule hvor Padmasambhava (grundlægger af en tibetansk-buddhistisk skole) i 700-tallet havde siddet i et længerevarende retreat og fået fuld oplysning (dvs nået det 10. trin i bevidsthedsudviklingen). Tulku Urgyen forklarede Bertelsen at der i 'dzogchen' ('den store fuldkommenhed' eller den højeste form for oplysthed efter buddhistisk lære) fandtes en måde at introducere den nonduale, oplyste bevidsthed på. Denne måde kaldtes udpegningsinstruktionen, og denne instruktion tilbød tulkuen nu at give Bertelsen. I hele sit liv havde Bertelsen undersøgt bevidsthedens væsen både teoretisk og i praksis, hedder det, og "med den dobbeltrettede bevidstheds praksis havde jeg hver dag i 15 år i flere timer lyttet og forsøgt at mærke ind mod bevidsthedens kilde. Og selv om meget var set og oplevet og forstået, så var der dog en grænse, et slør, en tvivl eller modstand, det aldrig var lykkedes at passere. Og nu påstod denne tulku at han kunne introducere den oplyste bevidsthed direkte". 14. Oktober 89 foregik det egentlige møde, fortsætter Bertelsens beretning. Først beskrev tulkuen bevidsthedens grundaspekter, hjertets betydning, genstandsløs dzogchenpraksis, og selve den nonduale bevidsthed. Dzogchen var "at vende sig ind mod kilden og smelte i åbenheden". Så kom selve udpegningen. Og så åbnede bevidstheden sine sluser: - Lys og energi og salighed og kærlighed strømmede frit gennem sind og krop. - En dyb følelse af urgammel genkendelse kom frem. - Strømme af taknemmelige tårer; kaskader af realisationens latter. - Og samtidigt forblev bevidstheden et sted upåvirket... Bertelsen karakteriserer det hele som "en naturlig tilstand af apperceptiv åbenhed og grænseløs frihed" med en varighed på et sted mellem tyve minutter og en halv time. Det var en 'Kernesammensmeltning' kalder han det også med analogi til atomfysikkens processer. Mødet var i radikalitet skelsættende som fødsel og død, og satte hos Bertelsen en proces i gang der varede mere end to år. Derefter havde han igen et møde med Tulku Urgyen, og dette blev lige så kraftigt. Hvor det første møde havde handlet om 'dzogchen' og 'trektjö' (i buddhistisk terminologi 'gennemskæringen' eller 'gennembruddet'), så handlede det andet om 'dzogchen' og 'tögal' ('den direkte overgang'). Seks gange fordelt på syv år nåede Bertelsen at møde Tulku, inden hans død. Tulku bemyndigede ham til at undervise i 'dzogchen', både i 'trektjö' og i 'tögal'. Han forklarede også at Bertelsen i hans dzogchentradition var det de dér kaldte 'linjeholder' i den ubrudte linje af dzogchenlærere gennem Longchenpa (1308-64) og Padmasambhave til dzogchenslinjens grundlægger Garab Dorje. Endelig fortæller Jes Bertelsen at et møde med Tulku Urgyen i 1991 blev særligt rystende. Bertelsen var kommet ind i hans lille retreatrum sammen med sin tolk og måtte sidde lidt og vente på at tulkuen blev færdig med sin læsning af en tibetansk tekst. Men så skete der simpelthen det at 'praksis' (den meditative eller bevidsthedshøjnende praksis) gik i gang af sig selv, og da "åbnede bevidstheden sig på overraskende vis. Der brød lyshvælv bag ved lyshvælv ind gennem bevidstheden, gennem Tulku Urgyen og gennem det fysiske rum vi sad i. Alt blev lysende og gennemsigtigt, og Tulku Urgyen lignede flydende kredsninger af lys". Hjemrejsen i fly vil Bertelsen sent glemme, for bevidstheden var bogstaveligt talt både i og uden for kroppen. Det førte til en omfattende og gennemsigtig tilstand af svævende frihed - og resulterede i at en stewardesse og en medpassager blev bekymret for hans tilstand.... Man forstår at både 'oplyst bevidsthed' og Jes Bertelsen er noget for sig. Hans indsigt i dzogchenlæren og dens praksis har han på smukkeste vis redegjort for i 'Bevidsthedens flydende lys', men som det allerede er fremgået giver det sproglige problemer at forklare hvad sagen drejer sig om, selv for den store pædagog som Bertelsen er. Endnu vanskeligere bliver det naturligvis for en udenforstående. Men forsøget skal gøres, for bl.a. at påpege problemerne. Et af dem, et alvorligt, men ikke det allervanskeligste problem, er at 'lære' nogle fuldstændigt fremmedartede, men i buddhismen centrale tibetanske gloser som 'dzogchen', 'rigpa', 'tjektö' og 'tögal' samt et enkelt begreb fra den vestlige filosofi, nemlig apperception. I første omgang må læseren ved hjælp af ordforklaringer lære disse glosers grundbetydning at kende på intellektuelt eller leksikalsk plan, men selvsagt er meningen med hele bogen at give læseren en virkelig fornemmelse af hvad de i dybere forstand drejer sig om. Og i sidste instans lærer man aldrig at forstå dem dybest set, medmindre man giver sig ind i den beskrevne praksis eller træning. Her skal altså blot indledningsvis repeteres, at 'dzogchen' betegner den højeste form for oplysning eller bevidsthed. 'Rigpa' er den nonduale opmærksomhed eller den gennem praksis genopdagede og nyerkendte, oplyste inderste bevidsthedstilstand, det pure nærvær eller den pure opmærksomhed. 'Tjektö' er gennemskæringen eller gennembruddet til oplystheden, altså dzogchens absolutte grundpraksis, mens 'tögal' er den direkte overgang. Bevidsthedens flydende lys Til toppen Næste Jes Bertelsens bog er på ca. 150 sider og indeholder ud over forord, indledning, ordforklaringer og litteraturhenvisninger tre hovedafsnit, hvoraf det første er 'Undersøgelser af bevidstheden', det andet 'Undersøgelser omkring Longchenpas Dzogchen' og det sidste en systematisk gennemgang af 'De 100 stambegrebers holografiske netværk' i Longchenpas Dzogchen. Det er altså en både logisk og pædagogisk fremadskridende redegørelse for et vanskeligt tilgængeligt stof, men også umuligt at referere eller gennemgå på samme systematiske måde. Bogen har undertitlen 'Betragtninger over begrebet apperception hos Immanuel Kant og Longchenpa', og Bertelsen forklarer selv apperception som det forhold, at den vågne bevidsthed sprogløst eller hinsides sproget véd af sig selv. Det er en situation med lysvågen klarhed. Og Bertelsen henviser direkte til ordet 'rigpa' der betyder den fuldstændige vågne, nonduale opmærksomhed, men som efter Bertelsens opfattelse også dækker den 'apperceptive klarhed'. Men her bør det for fuldstændighedens skyld nævnes, at det europæiske begreb 'apperception' stammer fra filosoffen Leibniz og hos denne blot angiver selve 'bevidstheden om at være bevidst', eller 'bevidstheden om at percipere eller opfatte/sanse'. Kant opererer med begrebet 'transcendental apperception' og mener dermed ikke en selvbevidsthed der rækker ud over erfaringen, men en selvbevidsthed der er den begrebsmæssige forudsætning for erfaringen i og med at den sikrer det erkendende jegs identitet eller enhed over tid. Og for Bertelsen er det netop enheden der er afgørende i jævnføringen mellem Kant og Longchenpa. Bertelsen samler så at sige hele værkets indsigt i en konklusion med den Kierkegaard-inspirerede overskrift: 'Afsluttende uvidenskabeligt indbegreb' på ialt 17 teser. Indledningsvis slås fast, at begyndelsen til at undersøge bevidstheden er selve den intellektuelle aktivitet at tænke over bevidstheden, mens det næste skridt er at vende opmærksomheden ind i bevidstheden, hvilket straks bliver et eksistentielt og erfaringsbaseret eksperiment. Tese (4) sammenfatter Kants indsigt: "Gyldig erfaring og erkendelse er forankret i apperceptionens enhed". (5) sammenfatter Longchenpas: "Den oplyste nonduale bevidsthed er forankret i apperceptionens enhed". Dermed kobles Kant og Longchenpa sammen. Men det er iøvrigt først og fremmest Longchenpas indsigt der formidles. Kant bliver en slags europæisk eller vestlig optakt til forståelsen af den østlige tradition, og det vender vi tilbage til. Den nonduale bevidsthed er den fuldt 'oplyste' vågenhed eller 'den oplyste fylde' der er blevet hævet over al dual erkendelse, al spaltning mellem objekt og subjekt eller mellem det indre og det ydre. Og for den avancerede bevidsthedstræning eller -praksis på højeste plan gælder netop at den umiddelbart kan skifte perspektiv fra en hvilken som helst konkret situation i dualt regi til den nonduale vågenhed. Den højeste oplyste bevidsthed realiseres, når den ganske almindelige åbenlyse bevidsthed husker sig selv eller ved af sig selv i apperceptionens enhed, hedder det i (6), hvad der igen betyder at den er potentielt til stede i ethvert menneske, men hos de fleste glemmes. Og det fastslås derfor også i (8) at opdagelsen af bevidsthedens nonduale oprindelse sædvanligvis finder sted i et praksismøde mellem en allerede realiseret lærer og en erfaren elev. - Det var et sådant praksismøde der - som beskrevet - skete mellem Tulku Urgyen som lærer og Bertelsen som erfaren og tiltrækkeligt moden elev. Praksismøder eller praksissamtaler er en udveksling af konkret individuel opmærksomhedstræning som begge samtalepartnere, mentoren og eleven praktiserer, men hvor mentoren er i den nonduale bevidsthed. Man kan derfor også kalde et sådant møde en 'bevidsthedsinstruktion'. Hvis begge parter er i nondual bevidsthed bliver følgen af mødet en decideret oplysningsproces. Herom siger (14): "Opdagelsen af rigpa - hjertets inderste - finder sædvanligvis sted i et praksismøde, hvilket konkret indebærer at eleven aktuelt er i en tilstand af moden praksis, og læreren er i en tilstand af rigpa. Genkendelsen sker i hjerteresonans". - Her fremgår vigtigheden af - som tese (7) specielt understreger - at først når hjertet, intellektet og kroppen arbejder sammen, kan opmærksomheden vendes så nuanceret og forfinet ind i bevidstheden at egentlig fordybelse kan ske. Og det ligger også i sagens natur, at man skal kunne mærke hjertet for at kunne mærke andre med hjertet (13). Der er ikke de store overraskelser i disse indsigter eller erfaringer for dem der har blot nogen meditativ erfaring. Men nu begynder forståelsesproblemerne, for i (9) hedder det: "Hovedmønstret i trektjögrundbegreberne afspejler grundstrukturen i tögalvisionerne". - Det forklares at tögalvisionerne dybest set er den nonduale, oplyste bevidstheds spontane selvudstråling, hvorfor tögalvisionernes grundmønstre må være ligedannet med rigpa-tilstandens grundstruktur. Tidligere har Bertelsen forklaret, at den inderste og absolutte kerne i Longchenpas dzogchenvision kan formuleres som fire overordnede grundbegreber: - Alle fænomener er omfattet af én apperception. - Rigpa - enheden - er alle fænomeners grund. - Alt er - inden for omfanget af det basale rum - én lysende vidde. - Alt er samlet i den omfattende oplyste bevidsthed. Genkendelsen af apperceptionens enhed, selve den nonduale, oplyste bevidsthed (som er potentielt til stede, men skjult i den almindelige, daglige åbenlyse bevidsthed) er rigpa. Og det man opdager i og med rigpa er ifølge Bertelsen en grundstruktur ved menneskets bevidsthed. Den grundlæggende trangt i os til dualitet dækker over og vender sig bort fra det egentlige, det almenmenneskerlige, det alle er født med: bevidsthedens evne til at kende sig selv. Bertelsen refererer Longchenpas beskrivelse af de fire tögalvisioner i ren trektjöterminologi. Tögalsproget, hedder det, henviser til og omhandler lys og syner, mens trektjö beskæftiger sig med rene begreber uden direkte henvisning til det visionære niveau. Den første vision er realisationen af rigpa. Den anden udtryk for en fordybet og stabiliseret rigpatilstand. Den tredje opstår når klarhed, tomhed og nøgen, tidløs visdom er uophørligt strømmende. Den fjerde betyder at tilknytningen til det indre og ydre værende er udtømt. Trektjöterminologien og tögalsynerne er ligeværdige og begge udtryk for rigpa. De er - vel at mærke set fra rigpa - nondualt ét. Og derfor er det nærliggende at betragte grundstrukturen i hhv tögalsynerne og trektjöterminologien som den samme. Rigpa er ren åbenhed. Der hæftes ingen ord eller symboler, intet sprog, på det der viser sig. Ej heller vurdering eller mening. Tilstanden er uden mål og med, uden ambition, uden projekter og uden anstrengelse. Kernebegreberne er specielle for så vidt de på en og samme gang er kim og frugt, begyndelse og fuldendelse. De er både veje i den egentlige åndelige praksis og symboler på vejens ende og al søgens endegyldige ophør og fyldestgørelse. De er med andre ord ægte dzogchen. Men desuden gælder at kernebegreberne er "holografiske punkter i vores alles individuelle bevidstheder". De er "forbundet med bevidsthedsaltets overordnede enhed og hologram" og har netop derved "lighed med tögal-lyspunkterne". Den oplyste bevidstheds 'lys' skal ikke forstås symbolsk, men reelt. Rigpa-enheden afgiver lys, lyspartikler eller lyspunkter, og grunden til at mene at disse nonduale lyspunkter ligger indfoldet i den almindelige duale bevidsthed er at et vilkårligt bevidsthedsfokus kan bruges som anledning til at opmærksomheden i dette punkt vender sig indad mod sin oprindelse og opdager selve åbenheden eller indholdsløsheden. Beslægtet med de fire centrale kernebegreber er derfor begreber som åbenhed, enhed, spontan fylde og 'ikkehed' (!) hvilket sidste dækker den totale mangel på indhold eller udsigelighed. Jes Bertelsen lægger vægt på som det hedder i (10) at "Grundbegrebernes netværk har holografisk karakter". Det uddybes i (15): "At det overordnede mønster i stambegreberne afspejler tögalvisionernes grundstruktur er en af de afgørende konstituenter i udviklingen af det holografiske begrebsnet". Hele denne analogi med holografiet - som Bertelsen også har anvendt i anden sammenhæng - forklarer han med, at han forestiller sig, at ligesom den todimensionale udgave af en holografisk fotoplade udviser interferensmønstre og bølgelinjer, således udviser den duale sproglige side af et nondualt begrebshologram typisk disse tögalvisioners analoge mønstre: kernebegreber der henviser til både begyndelsen, kimpunktet og til målet, frugten. Sammenhængende hermed forklarer han, at Longchenpas dzogchenvers, 'Fænomenernes Basale Rum' og de ca. 100 grundbegreber, udgør en slags holografi: "De er konciperet i en tilstand af rigpa, hvilket ville svare til noget a la kohærent bevidsthedslys". Dzogchen påstår - forklarer Bertelsen - at totalsynerne er det samlede oplyste upersonlige bevidsthedsniveau, moduleret i tre hovedaspekter. Disse totale hologrammatiske syner indeholder også individuelt oplyste hologrammer der repræsenterer eller er de forskellige konkrete oplyste menneskers essens eller inderste kerne, apperceptionens oplyste enhed, som også alle grundbegreberne henviser til. I (16) forklares det endeligt, bevidst provokerende, at "Longchenpa har skjult de esoteriske tögalstrukturer i trektjös åbenlyshed" - "ligesom kosmos har skjult den oplyste bevidsthed frit fremme i den åbenlyse hverdagsbevidsthed". Bemærk ordene 'skjult... frit fremme'. Det forekommer umiddelbart at der her og mange andre steder leges lige lovligt meget med paradoksale eller 'mystificerende' formuleringer, men det skal tilføjes, at Bertelsens bog har mange illustrationer der anskueliggør sammenhængen mellem de mange begreber og begrebskæder. Bogen er utroligt smuk i udformning og design, og den gengiver de fleste af Logenchenpas citater i smuk tibetansk kalligrafi. Men der lægges på intet tidspunkt skjul på at "Longchenpa arbejder i sproghorisontens kiming, hvor tavshedens uendelighed berører sprogets grænser". Derfor gælder i sidste ende - som Bertelsen understreger - at man dybest set kun ved praksis kan fornemme tekstens intention. Og han benytter derfor også lejligheden til at gøre opmærkom på at hans egen bogs udredninger "kun er ment som en kreativ kærlighedserklæring til Longchenpas generøse dzogchen". Det er derfor Bertelsens håb at det skulle være lykkedes at henlede opmærksomheden på nogle af de skatte som Longchenpa har skjult i åbenlysheden i sine dzogchenvers og bøger, og "at disse udredninger og læsninger ikke vil forstyrre, men snarere give inspiration og glæde både til intellektuelt interesserede og til mennesker der arbejder med åndelig praksis". Personligt må undertegnede give Jes Bertelsen den kadeau at hans udredning er et fornemt stykke formidlingskunst, men til gengæld også tilstå at den bekræfter indtrykket af en bevidsthedsforsker der er kommet for langt ud i det specialiserede. Hans nyeste bog dokumenterer at det er muligt for den tilstrækkeligt trænede og ihærdige praktikant i den højere bevidstheds krævende kunst at nå frem til 'bevidsthedens flydende lys'. Men allerede dette udtryk er betænkeligt set fra den nøgterne komplementære helhedsrealismes synsvinkel. Og det bliver ikke bedre af synonyme udtryk som "selvforsvindende lysskrift i en vibrerende gennemsigtighed", "holografiske diamanter der opløser sig i non-dual bevidsthed" eller "regnbueblomster der smelter i ét med uendelig åbenhed". De sproglige problemer Til toppen Næste Bertelsen indrømmer selv at det er en delikat sag at vove sig ind i en systematisering af Longchenpas begreber, når disse tekster og grundbegreber nu engang peger ud over sproget. Men han vover det fordi han tror og håber at et sådant begrebsanalytisk forsøg vil kunne hjælpe både studerende og praktiserende til en øget forståelse af hvad dzogchen egentlig handler om, når blot begrebsanalysen "til stadighed husker begrebernes iboende selvforsvindingstendens". Longchenpa taler, med Bertelsens egne ord, side op og side ned om det uudsigelige. Han beskriver det der unddrager sig alle ord og symboler og analogier. Igen og igen er sproget på nippet til at bryde sammen. "Og dog insisterer teksterne med deres rytmiske, musikagtige vers på at pege i retning af den oplyste tilstand af naturlig apperception". Dette er Longchenpa jo ikke ene om. Det gælder alle 'mystikere' til alle sider. Derfor kan de aldrig forstås fuldtud uden praktisk-meditativ erfaring. Og derfor skal man ikke tro at man forstår dem blot man er i stand til at nyde deres teksters rytmiske og musikagtige karakter. Dette bilder Bertelsen os nu heller ikke ind, men han sammenligner selv hele sin udredning med en fuga med tre temaer. Og han nævner iøvrigt på ny Bachs 'Die Kunst der Fuge' som en vej til oplystheden. Og dette er der logik i, for netop musikken - og i særdeles musik på Bachs niveau - peger ikke blot ud over sproget, men udfolder sig i sin reneste form uden for sproget og behandler altså netop det uudsigelige på en måde der ikke kompromiteres af det almindelige sprogs udsagn og begreber. Der bruges heller ikke billeder som i billedkunsten. Og det er naturligvis derfor at musikken af stort set alle mennesker betragtes som den gængse vej til oplevelsen af en fylde, mening og sammenhæng som det duale sprog aldrig kan fremmane tilsvarende. I musikken fremmanes den naturlige og åbenlyse, almene 'apperception', som alle kender til fra fødslen. Det forekommer som om Jes Bertelsen i grunden - mod sin hensigt og helt unødvendigt - kommer til at 'mystificere' den oplyste tilstand af enhed. For allerede set ud fra den freudianske indsigt i de psykiske grundprocesser er der ikke meget mystisk ved denne enheds- eller helhedsoplevelse. Den er tværtimod givet med psykens indretning. Den er medfødt og er af gode grunde før-sproglig, da sproget med alle dets dualiserende ord, begreber og sondringer ikke er medfødt, men tillært. Helhedsoplevelsen er en del af primærprocesserne, der netop er kendetegnet af totalt fravær af begreber og logik samt sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fantasi og virkelighed og mellem fortid, nutid og fremtid. Det er psykiateren Erling Jacobsens store fortjeneste at have påpeget en anden fundamental side i forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser, nemlig at sekundærprocesser fungerer på grundlag af relativt vage, men til gengæld stabile 'føletoner' eller 'følekvanter' (mindstedele af føle- og tænke-aktivitet), mens primærprocesser modsat er kendetegnet af relativt intense, men til gengæld ustabile 'føletoner'. Der gælder ligefrem den omvendte proportionalitet, at jo mere intenst en føletone er, jo mere ustabil vil den være, og jo mere stabil den er, jo mere vag vil den være. Dagligsproget er yderst stabilt, fordi dets begreber er relativt vage, flertydige og fleksible. Fagsprog og specialsprog med deres mere og mere præcise og veldefinerede begreber kan derfor aldrig blive almene. Og hvad de intense oplevelser angår, vil de være mere ustabile, jo mere intense de er. Derfor varer en orgasme, en ekstase, en stor musikoplevelse eller danseoplevelse eller en 'oplyst tilstand af enhed' aldrig ret længe ad gangen. Dagligsproget med alle dets mange sondringer er stabilt, fordi dets begreber er vage. Men det kan udmærket udbygges systematisk til fagsprog og specialsprog og her bevare sin fulde stabilitet ved at undgå intensitet. Al videnskab beror på at man i udforskningen og i teoridannelserne undgår den intensitet der truer stabiliteten. Derfor adskiller videnskab sig markant fra al ideologi og er uforenelig med ideologi (og religion der er ideologiseret). Al nøgternhed i verden beror på anvendelsen af stabile begreber i analyser og konklusioner. Hvad specielt angår selv den intense oplevelse af 'enhed', 'helhed', 'fylde', 'mening' og 'sammenhæng' i overført betydning gælder, at den er helt utroligt attraktiv for alle mennesker og derfor søges på alle mulige måder - gennem musik, dans, kunst, arbejde, forskning, sex og sport. Den er faktisk så attraktiv at den også søges ad kunstig vej, nemlig gennem forskellige former for narkotia eller vin og spiritus. Og her ligger naturligvis risikoen for at blive afhængig af disse stoffer, så både realitetssansen og evnen til leve et sundt og normalt liv undergraves. Men evnen og viljen til med passende mellemrum at finde oplevelsen af enhed eller helhed på normal vis må ikke forsømmes. For det er alene oplevelser af denne art der kan fastholde meningen og sammenhængen i den enkeltes liv. De bliver bekræftelsen på den 'mening' man har fået forærende med livet. Den tilbagevendende oplevelse af 'helhed' eller 'enhed' er afgørende for ethvert menneskes mentale eller åndelige sundhed. For helheden er vort inderste jeg, som Grønbech sagde. Derfor er det også fuldt korrekt, når Jes Bertelsen et sted påpeger at de fleste af os, indimellem i livet, i det mindste i nogle øjeblikke er snublende nær ved den oplyste bevidsthed. Det er øjeblkke af stor intensitet, stor lykke og stor meningsfylde. Eller det er øjeblikke af stor fare, herunder livsfare, eller øjeblikke af virkelig dyb afslapning, når alt går op i en højere enhed. Sådanne øjeblikke er som regel - understreger han - naturligt fri af sproget. Der er tale om en tilstand, hvor bevidstheden er 'lykkelig' eller 'fyldestgjort', men ikke ved af sig selv. Men disse tilstande må, fortsætter Bertelsen, ikke forveksles med almindelige stille stunder af indadvendthed, som de fleste af os oplever i skumringen, i den blå time, eller når vi iøvrigt har tid og giver os tid til eftertanke. Disse stunder er nemlig ikke kendetegnet af hverken intenst nærvær eller umiddelar friskhed. Det er derimod den spontane kombination af eftertankens naturlige indadvendthed og den sprogløse umiddelbarhed i de høje, dybe lykkelige og intense øjeblikke der åbner bevidstheden til den nonduale funktion. Jeg er fuldstændigt enig, og har kun at tilføje, at den systematiske træning mod åbning af den nonduale bevidsthed - således som alle mystikere inklusive Jes Bertelsen har erfaret og beskrevet den - ikke alene er mulig, men lige så givende som den er krævende. Den er formentlig til gavn for alle mennesker, men den er bestemt ikke for menigmand, hvad Bertelsen også klart indrømmer i et interview til Politiken 30.4.08. Hertil kommer så et andet problem ved Jes Bertelsens specielle bevidsthedsforsking, nemlig at han har forladt dagligsproget til fordel for et esoterisk sprog med fremmedartede tibetanske begreber. I en vis forstand er det naturligvis nødvendigt at opdyrke et specialsprog for at kunne redegøre for specielle erfaringer. Det er hvad enhver videnskabelig disciplin må ty til, med det resultat at de stort set alle er uforståelige for ikke-fagfolk, omend de - som Den store danske Encyklopædi er et udmærket eksempel på - kan formidles til menigmand med en form for transformering af sproget til almindeligt sprog, især ved udelukkelsen af matematiske ligninger. Videnskabens universalitet som sådan er bevaret, fordi det matematiske sprog er universelt og fordi et enkelt europæisk sprog, nemlig engelsk, nu også er blevet universelt og udbredt over hele kloden. Men når det gælder den menneskelige eksistens er de nationale sprog stadigvæk alene om at udgøre dagligsproget i de enkelte regioner. Og de eksistentielle spørgsmål kan kun formuleres og besvares på dækkende vis på disse dagligsprog. Jes Bertelsen er en stor pædagog og har langt op i forfatterskabet og sin spirituelle vejledning formået at holde fast i det danske dagligsprog uden at måtte opgive at forklare sig eller de nødvendige nuancer. Det er naturligvis ikke sket uden brug af specialudtryk fra dybdepsykologien eller fra den lidt mere specielle lære om aura- og chakrasystemet, men efterhånden er disse udtryk blevet mere og mere almindelige, omend det fortsat gælder at der er pokker til forskel mellem at forstå ordenes leksikalske og deres meditativt-praktikable betydning. Men med Bertelsens nye bøger om højere bevidsthed og bevidsthedens befrielse er problemet begyndt at melde sig for alvor. Og med 'Bevidsthedens flydende lys' er det kulmineret. Bogen er spækket med tibetansk-buddhistiske begreber. Det er gjort med sædvanlig pædagogisk omhu fra Bertelsens side - og endda med femten siders ordforklaringer og begrebsoversigter. Det er altsammen et helt igennem redeligt gennemført forsøg på at beskrive hans egen udvikling i samspillet med den tibetanske mentor, Tulku Urgyen, men der er tale om erfaringer der umuligt kan almengøres på dansk grund. Hertil kommer så de erkendelsesteoretiske problemer, navnlig med hensyn til Kant. De erkendelsesfilosofiske problemer Til toppen Næste Undertegnede studser straks over at Bertelsen i sin skitsering af de tre overordnede filosofiske aspekter af udforskningen af bevidstheden - helhedsbevidstheden, fællesbevidstheden og enhedsbevidstheden - hævder at det primært er Jung der har undersøgt betingelser for helhedsbevidstheden, mens det er Kant der har analyseret fællesbevidstheden. Det er da korrekt at Jung med hele sin opfattelse af individuationen og 'selvet' er optaget af helhedsbevidstheden ('selvet' til forskel fra jeget kan betragtes som helheds- eller totalpsyken), men det er da Jung og ikke Kant der har lanceret og udførligt behandlet det kollektivt ubevidste som det fra det personligt ubevidste dybt forskelligt. Og dette drejer sig - ligesom alt der vedrører de arketypiske forestillinger - efter mine begreber om fællesbevidstheden i langt dybere forstand end formal universalitet - men denne side af sagen står der ikke meget om i Bertelsens bog. Når Bertelsen hævder at Kant repræsenterer grundaspektet fællesbevidsthed, skyldes det naturligvis at det er Kant der som den første i vestlig filosofi skabte en dybtgående, omfattende og konsistent teori om de grundliggende betingelser for al menneskelig fornuft og erkendelse, og herunder kunne hævde eksistensen af sandheder der var uafhængige af erfaringen eller givne forud for al erfaring, de såkaldte a priori sandheder. Men når Bertelsen påstår at en sætnings a prioriske sandhed kommer inde fra selve bevidstheden, ja, fra selve bevidsthedens grundstruktur, fra apperceptionens enhed (min fremhævelse), så er der tale om en subjektiv fortolkning. Og eksemplet på en sådan sandhed er bestemt ikke heldigt valgt, for det er den matematiske ligning 7+5=12, der netop afspejler sproglige vedtægter om talsystemet. Bertelsen angiver selv at apperception ifølge Kant er det faktum at bevidstheden kan vide af sig selv. og han kommer med citatet "Dette 'Jeg tænker' må kunne ledsage alle mine forestillinger". Men her siges ikke noget om apperceptionens enhed, men faktisk kun at det tænkende jegs stabile identitet er forudsætningen for vores erkendelse. Når Bertelsen derfor efterfølgende - nærmest triumferende postulerer følgende: "Al gyldig erkendelse og al mulig gyldig erkendelse kommer fra og sikres af selvbevidsthedens oprindelige enhed. Sådan.", så lægger han efter min bedste overbevisning noget i Kants teori som ikke var bevidst for Kant selv. Bertelsen nævner udtrykkeligt at den enhed Kant taler om kommer fra sprogets, erkendelsens og bevidsthedens grundkategorier som er tolv i tal, men han nævner ikke disse tolv kategorier, for da ville det være fremgået at selve begrebet 'enhed' er en af dem og at kategorien endda sammen med to andre er anbragt under kvantitet. Opremset i Kants egen firdeling hedder de: (kvantitet:) enhed, flerhed, totalitet; (kvalitet:) realitet, negation, begrænsning; (relation:) substans, kausalitet, fælleskab; (modalitet:) mulighed, eksistens, nødvendighed, og som Bertelsen selv nævner har Kant fundet frem til dem ved at undersøge de logiske domstyper. Dermed siges det jo faktisk er der er tale om rent formale kategorier, som sammen med anskuelsesformerne 'tid' og 'rum' udgør betingelserne for al erkendelse, men intet siger om verden eller virkeligheden - endsige om muligheden for at nå frem til mystikerens altafgørende 'enhedsskuen'. Det er fuldstændigt korrekt når Bertelsen påpeger at det var erkendelsen og sprogets duale karakter der interesserede Kant, mens apperceptionens sprogløse enhed er det centrale for Longchenpa. Men dette fortæller jo også - sammen med flere andre ting - at Kant absolut ikke søgte den sprogløse enhed. Kant skelnede mellem en empirisk apperception der er bevidsthed om det at percipere og den transcendentale apperception der er bevidsthed om betingelserne for at percipere, altså bevidsthed om anskuelsesformerne og forstandskategorierne. Og mere lagde den store systematiske begrebsanalytiker ikke i det. Og derfor er det efter min mening betænkeligt når Bertelsen citerer Kant for påstanden: "Anskuelser uden begreber er blinde. Begreber uden anskuelser er tomme". For i den tyske originaltekst står der: "Gedanken ohne Inhalt sind leer, Anschauungen ohne Begriffe sind blind." Hvad der enten kan oversættes direkte som Claus Bratt Østergaard gør i sin nye af Bertelsen medciterede oversættelse, eller også med Justus Hartnacks lidt mere vejledende gengivelse: "Anskuelsesformer uden kategorier er blinde. Kategorier uden anskuelsesformer er tomme". For så får man betragtningens formelle karakter understreget. Kant var ræd for det irrationelle. Fantasi eller 'indbildningskraft' som det hed på hans tid var en farlig og dunkel funktion, for her mødte han det ubekendtes grænse i en skræmmende form, som også Bertelsen nævner. Han var endog ræd for forandring - og afslog derfor engang et bedre aflønnet professorat i en centraltysk by og forblev i Königsberg. Han levede i denne østpreussiske by et så regelmæssigt liv, at folk kunne stille urene efter ham når han gik tur. Og hans forelæsninger blev kedeligere og kedeligere med årene. Men når Bertelsen på trods af filosoffens angst for det irrationelle alligevel gør gældende at Kant opdagede den transcendentale apperceptions enhed som det højeste forankringspunkt, og at dette punkt er hovedvejen til den højere bevidsthed, så melder jeg fra. Det er noget Bertelsen læser ind i Kant. Må jeg desuden minde om, at den af Kant prægede Oplysningstid netop blev så ensidigt rationalistisk at der næsten naturnødvendigt måtte komme en reaktion i form af Romantikken, og at alle romantikerne - som Rüdiger Safranski påpeger i sit værk om tiden - nok alle havde deres 'Kant-Erlebnis' og var fornuftsmennesker, men fandt den kantske fornuft for eksklusiv, den udelukkede det irrationelle i stedet for at inkludere det. Jf. essayet Romantikken ifølge Rüdiger Safranski. Jeg bliver på dette sted også nødt til at anholde Jes Bertelsens påstand om at Kants tanker om verdensstaten skulle være udtryk for sund fornuft. Historien burde efter Kants mening engang ende i ét verdenssamfund, en verdensrepublik uden stående hære, uden nationale interesser og uden indbyrdes krige, hedder det, og det lyder da umiddelbart plausibelt, for vi ønsker vel alle sammen fred og fællesskab. Men sund fornuft er det altså ikke, det er derimod ønsketænkning. Virkeligheden er at vi - som syndefaldsmyten fortæller - én gang for alle har forladt paradisets og uskyldighedens have ved selve det at blive bevidste mennesker. Det betyder at vi sammenlignet med dyr er blevet bevidste jeger der vil realisere os selv, slås for vore interesser og vil have magt. Dette betyder ikke nødvendigvis at vi skal bekrige hinanden for tid og evighed. I Europa har vi faktisk lært af verdenskrigene at det kan betale sig for alle at ordne konflikter med fredelige midler. Men det betyder omvendt at vi skal nå frem til fornuftig og fredelig sameksistens uden at opgive vore interesser. Og dette er i sig selv altid en langstrakt affære. Kants tanke om verdensstaten er præcis lige så syg som Platons idé om 'Staten'. Det er drømmen om en gennemført ordnet verden, og den fører altid til totalitarisme. Kant var ikke den store ideologiske drømmer endsige planlægger, men han var det mest udprægede ordensmenneske den vestlige filosofi nogensinde har oplevet. Kaos og tilfældighed skræmte ham. Og han er ikke for ingenting gjort til en væsentlig forudsætning for tysk, ja preussisk ånd i værste betydning - og dermed indirekte medansvarlig for denne ånds udartning til nazistisk ideologi. Orden er en god ting, men kun inden for rimelighedens grænser der giver plads og frihed til forandring, eksperiment, søgen, uenighed og strid - og først og fremmest mangfoldighed. Kant er naturligvis ikke til at komme udenom i filosofiens historie, men jeg er enig i - som en af Niels Bohrs medarbejdere engang for mange år siden udtrykte det - at kvantefysikken indebærer et langt mere radikalt brud med den traditionelle vestlige filosofi og ikke mindst Kant end hidtil antaget. Det synspunkt som denne filosofi hidtil har lagt til grund for sin opfattelse af virkelighedsbegrebet er simpelthen fejlagtigt. Men dermed er den afsluttende vurdering af Bertelsens specielle bevidsthedsforskning foregrebet. Den komplementære helhedsrealismes kritik Til toppen Næste Jes Bertelsens ubestridte styrke - udover den særdeles høje, rent intellektuelle kapacitet - turde være hans ihærdighed og utrættelighed når det gælder at forfølge mål i livet og forskningen. Uden disse egenskaber havde han aldrig nået den indsigt i bevidsthedens kilder som han nu har forelagt i bogform, men som skyldes udforskning lige siden barndommen. Bertelsen er også utrættelig når det gælder at indsamle og bearbejde viden fra filosofi, dybdepsykologi, spirituel vejledning og bevidsthedsforskning der er relevant for hans omfattende forfatterskab og undervisning. Hans pædagogiske evner er eminente, og det forringer dem ikke at han er i besiddelse af stor humor. Han kan lide at lege med ord og begreber, men bidrager dermed i høj grad til at relativisere dem, hvad der igen fremmer tolerance og åbenhed. Han ved nok hvad han kan og vil - og det er ikke småting han har nået - men det har aldrig forårsaget psykisk inflation. Han er faktisk yderst beskeden af væsen og lægger i sine fremstillinger aldrig skjul på det hypotetiske i mange antagelser. Bertelsens begrænsning ligger nok mest i hans påfaldende bindinger til den store, men også blændende dygtige læremester på Århus Universitet, professor Johannes Sløk - og dermed indirekte til Kant og Søren Kierkegaard. Fra Sløk og Kierkegaard genkendes tydeligt forkærligheden for leg med paradokser. Fra Kant først og fremmest den ubetingede tro på orden og kausalitet. Og fra Kierkegaard endelig også de absolutte kategorier, som de for eksempel kommer til udtryk i påstanden om at man må forholde sig absolut til det absolutte. Men begrænsningen gælder også den næsten totale mangel på beskæftigelse med Niels Bohrs filosofi og komplementaritetssynspunkt. Denne filosofi er som allerede nævnt et radikalt brud med Kant, kausalitetsloven og objektivitets- eller virkelighedsopfattelsen. Bertelsen holder ubetinget på kausalitetsloven - og dermed også Einstein - og afviser dermed tilfældighed, sandsynlighed og emergens som fundamentale kategorier. Men han anser også bevidsthedsforskningen som objektiv i den forstand at han regner den apperceptive enhed for en realitet til forskel fra et psykisk fænomen. Han anser det for principielt muligt at lave en enhedsvidenskab der dækker både naturvidenskab og åndsvidenskab. Og han henviser eksempelvis til David Bohm og Erwin Schrödinger. - Om disse og Einstein kan iøvrigt læses i artiklen Hvad er virkelighed? om 'Københavnerfortolkningen'. Det er måske ikke så mærkeligt at Bertelsen på denne baggrund går uden om religionshistorikeren Vilh. Grønbech, men dette indebærer det beklagelige forhold at han på intet tidspunkt nærmer sig en forståelse for at religion dybest set - dvs i mytologisk, før-dogmatisk forstand - er umiddelbar føling med virkeligheden i sin højeste form. Tværtimod finder Bertelsen det i dag relevant i det nævnte interview med Politiken at understrege at hans bevidsthedsforskning "ikke har en pind med religion at gøre". Det betyder naturligvis - som det fremgår af interviewet - at hans forskning på den ene side ikke har det fjerneste med dogmatiske religionssystemer eller kirkedannelser at gøre, hvad der kun er positivt, men på den anden side viser det også at han heller ikke lægger vægt på den folkelige religiøsitet, og det er beklageligt. Ud fra den komplementære helhedsrealismes synsvinkel må Jes Bertelsens bevidsthedsforskning - som den nu foreligger i klar og pædagogisk glimrende form i 'Bevidsthedens flydende lys' - afvises som holisme. Den er udslag af troen på at det i sidste ende er muligt at beskrive den fysiske verden og de psykiske fænomener efter samme principper, idet universet så at sige betragtes som et hologram, hvor helheden rummes i hver eneste del - eller med David Bohms terminologi som en helhed af indfoldet orden, hvis elementer kommer til udfoldelse i virkelighedens mangfoldige delfænomener. Heroverfor står den komplementære filosofi med sin påvisning af, at det ikke er muligt at afgøre om stoffet eller energien er den basale instans i virkeligheden, og at det i det hele taget ikke er muligt at betragte virkeligheden i sin helhed og sætte sig objektivt iagttagende udenfor. Mennesket er og forbliver en del af den natur det iagttager, det kan derfor ikke iagttage naturen som helhed, men kun som del, og det forholder sig endda sådan at de fineste dele slet ikke kan iagttages uden at iagttagelsessituationen skal tages i betragtning ved beskrivelsen. Dette gælder atomprocesser i fysikken og spillet mellem bevidst og ubevidst i psyken. Hvad specielt angår oplevelsen af enhed eller helhed, så er den en kendsgerning som psykisk fænomen, men enheden eller helheden er ikke objektive realiteter der er uafhængige af den menneskeskabte iagttagelsessituation. Dette forhindrer os ikke i subjektivt at kunne betragte helheden som 'vort inderste jeg', men det burde forhindre os i at forveksle dette psykiske fænomen med en fysisk realitet eller en objektiv sandhed. Det der driller os her er naturligvis som al erfaring viser, at oplevelsen af denne inderste helhed er så enestående intens, at det er uhyre svært for den der oplever den at betragte den som andet end den inderste sandhed om universet, dvs at forveksle den intense energi med sandhedens kerne. Men dér ryger nøgternheden. Den komplementære helhedsrealisme har her den fordel at den bevarer såvel nøgternheden som pladsen til oplevelsen af helheden, idet den opererer med de psykiske primærprocesser som sideordnede med sekundærprocesserne. Processerne er ikke lige egnede til samme formål, men ingen af dem kan undværes i realitetsprøvelsen. Den komplementære helhedsrealisme har derfor også fuld forståelse for folkereligiøsiteten som udtryk for umiddelbar føling med virkeligheden. Fagsprog og specialsprog har værdi i udforskning af virkeligheden eller rettere af delvirkelighederne i verden og ligger alle inden for sekundærprocessernes område. Men den meningsgivende helhedsoplevelse forekommer kun ved suspension af sekundærprocesserne og frisætningen af primærprocesserne. Et decideret esoterisk sprog som det tibetansk-buddhistiske kan - som Bertelsen udmærket dokumenterer - bruges til optræning af den specielle højere oplysthed som er ensbetydende med oplevelsen af 'den apperceptive enhed', eller hvad man nu vil kalde den. Men det esoteriske sprog er uegnet til oplysning i bredere folkelig forstand. Derfor bliver begreberne ånd og oplysning også forskellige i Jes Bertelsens filosofi og den komplementære helhedsrealisme. "Ånd er vågenhed, der ved af sig selv. Ånd er det umiddelbart åbenlyse blot og bart. Ånd er og bliver virkelig i medfølelse," hedder det i den smukt formulerede tese 17 hos Bertelsen. Men i den komplementære helhedsrealisme er ånd udtryk for udfoldelsen af det kollektivt ubevidste i det store menneskelige fællesskab, og denne udfoldelse igen et uafbrudt spil mellem de enheds- eller meningsgivende primærprocesser af ofte intens karakter og de nøgterne, duale og dagligdags erfaringer af de givne delvirkeligheder på sekundærprocessernes præmisser. Disse sidstnævnte psykiske processer er igen kun mulige på grund af den simple genstandsbevidsthed som igen forudsætter faste, håndgribelige ting i den ydre virkelighed. 'Oplysning' kan på denne baggrund ikke defineres som udslag af elitær oplevelse eller erfaring af 'højere bevidsthed' eller som "en proces der begynder med en genkendelse af sindets inderste apperceptive natur". Den bør tværtimod forstås som en bred, folkelig erfaring af hele det komplekse, men fine og tyste spil mellem bevidst og ubevidst i såvel individerne som folket. 'Bevidsthedens flydende lys' er på ingen måde et fata morgana, det er tværtimod en psykisk realitet for de få mennesker der er i stand til ved hård og ensidig træning at meditere sig henimod oplevelsen. Men oplysning i helhedsrealistisk forstand forudsætter almengørelsen af en dyb erfaring der rummer både intens helhedsoplevelse og nøgterne deloplevelser. Jeg finder det fortsat af værdi at en ihærdig forsker som Jes Bertelsen utrætteligt udforsker vejene til højere bevidsthed, og jeg underkender hverken hans intellektuelle kapacitet, hans etik eller hans pædagogik, men jeg må konstatere at hans klare affinitet for den elitære oplevelse af den højere bevidsthed fjerner ham mere og mere fra de idealer og mål der udtrykkes i den komplementære helhedsrealisme. Hans bevidsthedsforskning er i mine øjne blevet for speciel. Jan Jernewicz Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen. 
Henvisninger: Til toppen Link til Vækstcenterets hjemmeside og omtale af Jes Bertelsen og hans forfatterskab Litteratur: Bevidsthedens flydende lys. Rosinante. 2008 'Det har ikke en pind med religion at gøre' - Carsten Andersens interview. Politiken. 30.4.08. Dzogchenpraksis som bevidsthedsvidde. Rosinante. 2003 Bevidsthedens inderste. Dzogchen. Rosinante. 1999 Bevidsthedens befrielse - ved meditativ indsigt i bevidsthedens kilde. 1991. Kategori og Afgørelse. Strukturer i Kierkegaards tænkning. 1972. Ouroboros. En undersøgelse af selvets strukturer. Disputats 1974. Individuation. 1975.
Dybdepsykologi
Drømme, chakrasymboler og meditation. 1982. Relevante artikler på Jernesalt: Jes Bertelsen på afveje angående vores globale kulturkrise (7.7.11.) Jes Bertelsens biografi i korte træk Jes Bertelsens verdensbillede Jes Bertelsens etik Rothstein om Jes Bertelsen i Encyklopædien Bevidstheds-aksiomet Bevidsthedssyn, hjernedød og åndløshed (2.4.08.) Hjerneforskningens revolution ifølg Lone Frank (30.9.07.) Hjerne og sjæl (17.10.06.) Helhedsrealismen Holismen en umulighed i dag (7.4.05.) Komplementaritetssynspunktet Romantikken ifølge Rüdiger Safranski De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Sjæl og hjerne (2) (17.10.06.) Sjæl og hjerne (01) Sjælen - ånden; Selvet - (23.12.04.) Sproget og virkeligheden (4.8.07.) Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi Sprogets og dets dimensioner Sprogpsykologisk aksiom Hvad er virkelighed? (om Københavnerfortolkningen) Virkelighed og humor (20.8.07.) Virkeligheden og livet (22.07.07.) Virkeligheden og rummet (12.7.07.) Virkeligheden og tiden (5.7.07.) Virkelighed og ånd (29.7.07.) Virkelighedsaksiomet Ånd og virkelighed (29.7.07.) Ånden, Selvet - sjælen - (23.12.04.) Ånd, natur og oplysning Sekulariseringen og religiøs krise Afdogmatisering - ikke afmytologisering Zinkernagels filosofi Artikler om Samfund Artikler om erkendelse Artikler om etik Artikler om psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |