utils prefix normal JERNESALT - bauer

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.9.16.

Fritz Bauers opgør med nazismen skaffede ham mange fjender i Vesttyskland

Lars Kraumes film om Fritz Bauer
Frits Bauers levned
Frits Bauers grundlæggende filosofi
Henvisninger


Lars Kraumes film om Fritz Bauer    Til toppen  Næste

Lars Krauses film "Staten mod Fritz Bauer" handler om den tysk-jødiske socialdemokrat Fritz Bauer (1903-68) der som generalstatsadvokat i delstaten Hessen fra 1956 til sin død - med hovedsæde i Frankfurt - stod for hele Vesttysklands opgør med naziforbryderne, herunder jagten på SS-officeren Adolf Eichmann. Denne hovedmand bag "Die Endlösung" var med Vatikanets hjælp (!) flygtet til Sydamerika i 1946, men blev på grundlag af informationer fra Bauers side fanget, ikke af tyske, men af israelske efterretningsfolk og ført til Israel. Her blev han efter lang, tv-filmet retssag dømt til døden og henrettet i 1962 som hovedansvarlig for masseudryddelsen af jøderne (holocaust).

Bauer var foregangsmand for at få tyskerne til at beskæftige sig med nazi-tiden og dens udskejelser og fortielser, og filmen rekonstruerer en tv-debat som den allerede forkætrede anklager deltog i og som kom til at dreje sig om tyskhed og national stolthed. Unge tyskere spurgte ham hvad der var at være stolte af som tyskere? Bauer tænkte sig længe om og sagde først at det jo ikke var tyske skove og bjerge, ej heller store tyske digteres værker, for det var jo alt sammen noget de ikke selv havde skabt. Det tyskere kunne være stolte af skulle være noget godt som de selv havde udrettet.

Filmen drejer sig først og fremmest om hans energiske indsats for at få fat på så mange af de store naziforbrydere som muligt, så der kunne indledes retssager mod dem med henblik på at få dem dømt for deres ugerninger og få offentligheden og ikke mindst ungdommen til at forstå ugerningernes skånselsløse karakter og om muligt også selve den fortrængning af ugerningerne som kendetegnede flertallet af voksne tyskere fra Hitlertiden. Han fik indsamlet et kolossalt materiale, men løb til stadighed ind i problemer med selve retssagerne fordi hele embedsværket i såvel justitsministeriet som anklagemyndigheden og domstolene modarbejdede ham - og bl.a. fjernede belastende dokumenter fra hans kontor.


Da Bauer for alvor tog fat på Eichmann-sagen konstaterede han gang på gang dette modarbejde, og da han på et tidspunkt over for sin øverste chef røbede at han overvejede at bede den israelske efterretningstjeneste Mossad om hjælp til at finde og pågribe Eichmann i Argentina, fik han omgående at vide at det ville være landsforræderi fra hans side overhovedet at henvende sig til Mossad. Det havde han slet ikke bemyndigelse til. Og da han alligevel indlod sig på det, fik han alvorlige advarsler. Filmen viser os desuden at flere højtstående embedsmænd koldt og kynisk overvejede at ramme ham på det forhold at han var homoseksuel, hvad der på det tidspunkt var strafbart i Tyskland og ville havde givet ham både fængselsstraf og afskedigelse. Men man kunne ikke ramme han så længe han altid rejste til udlandet (København) for at være sammen med mænd.

Hans nærmeste medarbejder der blev involveret i aktionen mod Eichmann fik selv ubehageligheder da det viste sig at han var homoseksuel. Han blev fotograferet i intime situationer på en bar af efterretningstjenesten og blev efterfølgende forelagt billederne med den besked, at han måtte vælge mellem at få en retssag på halsen eller fortælle hvad han vidste om Bauers viden om Eichmann-aktionen. Og dette valg måtte han træffe få dage efter at Bauer havde udtalt sin skuffelse over at den unge mand afslog en risikabel rejse til Argentina for at undersøge en kontakt-mulighed i Eichmann-sagen.

Bauer var på det tidspunkt klar over at nogen højere oppe i systemet vidste at han var på ivrig jagt efter Eichmann, og for at sløre sit forehavende holdt han et pressemøde, hvor han påstod at man søgte Eichmann i Kuwait, selvom om Bauer lige havde været en tur i Israel for at overtale Mossad til at forfølge sporet i Argentina. Dette spor var rigtigt; Mossad fik pågrebet Eichmann og ført ham til Israel. Og Mossad havde endda lovet Bauer, at Eichmann ville blive udleveret til retsforfølgelse i Tyskland - hvad der var Bauers store drøm. Men det blev han ikke, for den tyske kansler Adenauer var ikke interesseret i at sagen blev oprullet i Tyskland og havde derfor indgået en aftale med den israelske premierminister Ben-Gurion om at Israel skulle beholde og dømme Eichmann - mod at få leveret våben af amerikanerne! Altså hele vejen igennem overordentligt spegede sager og bureaukratisk modarbejde, der kørte Bauer længere og længere ned i skuffelse og bitterhed.

Den storrygende og drikfældige Bauer døde i sit badekar 65 år gammel i 1968, formentligt af et hjerteslag, men dødsfaldet blev for en ordens skyld undersøgt af politiet, idet man ville vide om der eventuelt var tale om et selvmord. Han tog mange piller - og lagde ikke skjul på at han "levede på kemi", som han selv kaldte det. Og kombinationen af spiritus og piller er jo ikke god for en mand der også er storryger og iøvrigt stresset.


Filmen har en spændende handling og er fortræffeligt spillet af Burghart Klaussner (præsten i Det hvide Bånd) som Fritz Bauer og Ronald Zehrfeld som Bauers medarbejder Karl Angermann. Og den har i høj grad fokus på kampen mellem den jødiske antinazist Fritz Bauer og hele det nye establishment i Vesttyskland der var imod en optrævling af naziforbrydelserne, fordi mange embedsmænd højt oppe i systemet havde været involveret i dem på den ene eller anden måde.

Til gengæld giver filmen ikke et dybere kendskab til Fritz Bauers etiske indstilling og overvejelser, og det er synd når hans indstilling i virkeligheden både var overordentligt gennemtænkt og yderst relevant for alle frie og demokratiske mennesker der for overlevelsens skyld er tvunget til tilpasning til korrupte eller ligefrem diktatoriske regimer. Bauer selv valgte også tilpasningen, da han fik muligheden for at blive løsladt fra kz-lejren i 1935 mod at underskrive en erklæring om at han fremover ville overholde landets, dvs Nazi-Tysklands love. Underskriften betød at han kunne rejse ud af Tyskland med sin familie og altså undgå holocaust. Men filmen lader ham indrømme at han fortrød. Hans hovedsynspunkt var at man ikke må kompromittere sig på den måde.

Filmen har fået den misvisende danske titel: "Fritz Bauer, en fjende af staten", og det er synd, for det går jo ene og alene på at han foretog sig noget ulovligt, ja landsforræderisk ved at henvende sig til Mossad. Og det blev først offentligt kendt ti år efter hans død. Der er derfor langt mere ræson i den engelske titel der hedder "The People versus Fritz Bauer", fordi det i virkeligheden var det tyske folk der kæmpede imod at få rørt ved deres fortrængninger. Store dele af statsapparatet var som nævnt også imod, fordi det rummede mange tidligere nazister (også i politi og domstole), men lovgivningen og de øverste politiske ledere (med præsident Theodor Heuss og kansler Konrad Adenauer i spidsen) accepterede hans målsætning.


Frits Bauers levned    Til toppen  Næste

Fritz Bauers forældre var jøder. Fritz blev jurist - og den yngste dr.jur i Tyskland - og blev aktiv i Socialdemokratiets ungdomsafdeling. Da Hitler kom til magten i 1933 organiserede han sammen med Socialdemokratiets formand Kurt Schumacher en strejke, der slog fejl og kostede dem begge anbringelse i en kz-lejr. Disse lejre var endnu ikke blevet døds- eller udryddelseslejre, men nærmest hårde "opdragelsesanstalter" for såvel politiske modstandere (navnlig kommunister og socialdemokrater) som almindelige kriminelle og andre uønskede elementer. Schumacher blev holdt fanget stort set uden afbrydelse til 1945 og derfor fysisk nedbrudt, men Bauer blev som nævnt allerede løsladt i 1935 og samtidigt fyret fra sin stilling, hvorefter han med sin familie flyttede til København og i 1943 videre til Sverige. Her kom han til at arbejde sammen med den ligeledes flygtede socialdemokrat Willy Brandt. Bauer vendte tilbage til Tyskland i 1949 da den tyske Forbundsrepublik blev oprettet - og fik ansvaret for organiseringen af de offentlige domstole.

Bauer var tidligt aktivt engageret i at skaffe nazisternes ofre retfærdighed og erstatninger, men det var først fra 1956 han som generalstatsadvokat i Hessen kunne begynde den systematiske indsamling af materiale og organisering af retssager mod Naziforbryderne. Det var således hans kontor som fik udleveret arkiverne fra Auschwitz og dermed kunne indlede de først sager mod SS-folk, herunder den berygtede læge Josef Mengele der brugte fanger til sine medicinske eksperimenter. Men den største sag blev af gode grunde sagen mod Adolf Eichmann, der organiserede den såkaldte "Endlösung" (egentlig "Endlösung der Judenfrage"), ja på ordre af den berygtede Reinhard Heydrich skrev selve den såkaldte "Wannseeprotokol" om det møde i Wannsee (i udkanten af Berlin) i januar 1942 hvor SS traf beslutning om den systematiske udryddelse af jøderne. Eichmann forsvarede sig under retssagen i Israel med at han i hele denne Endlösung kun var embedsmanden der udførte de ordrer han havde fået fra sine overordnede. Men dette argument godkendte Bauer aldrig. Tværtimod blev det et afgørende punkt i hans kritik af det tyske folks tavshed og medløberi under verdenskrigen at et menneske netop aldrig kan løbe fra sit medmenneskelige ansvar under henvisning til ordrer fra autoriteterne. Ethvert menneske er så at sige fra naturens hånd udstyret med et kritisk evne der gør det til en forpligtelse altid at være kritisk over for enhver ordre ud fra et højere synspunkt.

Det var ikke et synspunkt der var alment anerkendt dengang, og Bauer blev beskyldt for at ville have hævn over al den uret der var begået mod jøderne. Men selv kunne han til den danske journalist Georg Kringelbach sige at "Det jeg vil med disse processer er ikke at fremvise syndebukke. Vi vil naturligvis have bødlerne straffet - men vi vil først og fremmest vise at disse relativt få eksponenter for nazismens forbrydelser havde millioner af tyskere bag sig. Og vi vil vise befolkningen, at det ikke passer, når menigmand siger, at han skam intet vidste om KZ-lejrenens eksistens. ALLE tyskere kendte til disse lejre, lige fra 1933."

Men det var et stort problem at der i dommersæderne sad mange jurister der var fagligt dygtige, men havde været i nazistisk tjeneste før 1945. Bittert kunne han derfor udbryde: "Af og til føler jeg mig som en dramatiker, der får sit værk maltrakteret af instruktøren, dvs dommeren". Og da hans generelle vurdering af den vesttyske dommerstand fremkaldte et ramaskrig i Forbundsdagen, lød hans svar: "Amerikanernes CIA var de første til flittigt at knytte tidligere gestapofolk til sig. Hvorfor skulle de så ikke ende i forbundskrimialpolitiet?". Og han fortsatte: "Problemet var jo ganske enkelt dette: Skulle det nye Tyskland vælge dygtige folk uden karakter - eller mindre duelige med karakter?". - Selv var han ikke i tvivl - for et menneskes karakter var i hans øjne lig med dets moralske karakter og dermed evne og viljen til at skelne mellem godt og ondt ud fra et højere synspunkt end det der blev dikteret af magthaverne.

Frits Bauer havde både et klart moralsk og et klart pædagogisk sigte med sit arbejde og sine processer. Han stolede ikke på den gamle generation der ikke ville høre ét ord om deres egne eller deres forældres forbrydelser. Men han troede på ungdommen - og derfor er det et fint træk ved Kraumes film at den tager udgangspunkt i den tv-debat Bauer deltog i og hvor unge tyskere lod ham vide at de ville have sandheden at vide om deres forældre. Filmen indledes endda med en autentisk optagelse af ham selv hvor man ser og hører ham udtale sit hovedsynspunkt.


Frits Bauers grundlæggende filosofi    Til toppen  Næste

Bauers opgør med nazismen kan ikke reduceres til en primitiv hævnakt, men var en kamp for såvel retfærdige straffe til naziforbryderne som for det tyske folks erindring om og erkendelse af hvad der skete mellem 1933 og 1945. Og heldigvis har vi ikke blot film at ty til, men også hans egne skrifter, herunder bøger om 'Forbrydelse og samfund', 'Seksualitet og forbrydelse' og 'Modstand mod statsvolden'. For undertegnedes vedkommende var det hans fornemme artikler i Dagbladet Information i årene 1962 og 1964 der åbnede mine øjne for hans kamp for den moralske vurdering og bevidsthed. Ikke mindst hans suveræne kobling mellem nazisternes forbrydelser og den tyske kulturarv fra Luther, Kant og Preussertiden gjorde dybt indtryk på mig. Og jeg skal derfor rekapitulere hans vigtigste synspunkter.

Under henvisning til David Riesmans 'Det ensomme menneske' og til Ionescos 'Næsehornet' påpeger Bauer at det er i det enkelte menneskes store ensomhed og manglen på en virkelige menneskelig konstant at kimen findes til massevanviddet. "De store slagord fører masserne ud af deres menneskelige ensomhed, kedsomhed og hjemløshed; man tror at den bedste vej ud af en utilstrækkelig tilværelse findes, når man slutter sig sammen til masse, går i takt og brøler efter samme metoder."

Hvad Tyskland og nazismen angår gør Bauer gældende, at selvom en forebyggende politik ikke er mulig uden kendskab til sygdommens årsager, så har angsten og frygten for et "kend dig selv" fået det sidste ord i Tyskland. "Man har gerne skubbet spørgsmålene og dermed også de måske nyttige, men ubehagelige svar til side med den billige og lidet overbevisende begrundelse at det harmløse og måske intetanende tyske folk med dets 70 millioner fra den ene dag til den anden blev offer for nogle raffinerede skurke og havde ladet sig overvælde af deres snuhed, lumskerier, propaganda og vold."

Men nazismen var ikke kun en politisk bevægelse der blev skabt af Hitler og hans fæller og dermed kan skildres udtømmende. Nazismen var et fænomen i det tyske folk. Der findes ingen "Fører" uden mennesker der lader sig føre. Alle tyskere var ikke begejstret for Hitler. Men der fandtes begejstrede i ikke ringe antal. "Forladt af alle gode skytsånder, uden anstændighed, menneskelighed eller sans for ret og retfærdighed har de ikke blot tiet tille, men er ofte gået ind for grufulde ting og har selv udført dem."

"Spørgsmålet om nazismens rødder må (derfor) også til stadighed være spørgsmålet om de bredeste lags modtagelighed for dens uånd og om mange, ja alt for mange menneskers beredvillighed til at gøre sig meddelagtige i dens forbrydelser."

Det er ikke kun den ydre situation (med fattigdom og kriminalitet samt nederlaget i 1918) der ubønhørligt determinerede forløbet. Den økonomiske krise i tyverne med dens millioner af arbedsløse måtte heller ikke nødvendigvis føre til nazisme. For kun i Tyskland, ikke i Amerika, ikke i England og ikke i Skandinavien kom det til en totalitær løsning. Andre ting spillede altså afgørende ind. Ifølge Bauer var det ikke Hitler der ene mand skabte historie, for de nødvendige forudsætninger var en bestemt tysk mentalitet og særlige omgivelser.


Et vigtigt forhold var at de nazificerede lande har følt sig som arvtagere efter det romerske kejserrige, nærmere betegnet det "hellige tysk-romerske rige" der blev skabt af Karl den Store, der i år 800 blev kronet i Peterskirken i Rom som kejser. De nazificerede lande er nøjagtigt de stater i Vest- og Østeuropa der i løbet af deres historie har følt sig kaldet til at genoplive cæsarernes verdensrige. Det gamle Rom styredes af cæsarerne, demokratiet var afskaffet, styreformen kan uden vold mod begreberne karakteres med det moderne ord "fascistisk". De tyske magthaveres mål (fra og med Karl den Store) blev den romerske enhedsstat, med dens gennemorganiserede og centraliserede bureaukrati. Autoritet, rangfølge, orden og indordning var romerske idealer, som blev overtaget af de nye germanere, der dermed svigtede de gamle germaneres (og angelsachsernes) idealer om frihed, demokrati og ligeberettigelse. Romerne var lovkyndige og lovlydige. De skabte et lovsystem med en enestående indre logik. De blev mestre i abstrakte definitioner, og mennesker og undersåtter blev ofre for de ubønhørlige logiske operationer.

De gamle germanere derimod havde ingen sans for systematik, men byggede på hævdvunden sæd og sædelighed. De kendte ingen blind og ubetinget lydighed, ej heller nogen ubetinget bindende ed. I det gamle germanske retsskrift var 1215 "Sakserspejlet" genfinder man frihedens, kritikkens og oppositionens ånd i en verden hvor modstanden vokser ud af den enkeltes samvittighed, dvs ånden hos frie mænd der uberørt af slavesind og underdanighed vil leve efter den rettesnor som deres egen viden og samvittighed giver dem.

Et andet vigtigt forhold er at den tyske protestantisme (startende med Luthers berømte teser 1517) havde proklameret et forbund mellem trone og alter og "bøjet sig i lydighed for tronen". Bauer citerer Luthers meget sigende oversættelse af det centrale sted fra Paulus' Romerbrev 13,1 hvor der tales om øvrigheden: "Enhver skal være den øvrighed underdanig der har magt over ham; thi der er ingen øvrighed uden fra Gud, men hvor der er øvrighed er den indstiftet af Gud; hvem der modsætter sig øvrigheden er en modstander af Guds orden." - Det bør tilføjes at Romerbrevet er skrevet omkring årene 54-65 under romerske kejsere med diktatorisk adfærd. Men Børge Diderichsen lægger i sin indledning til brevet i "Bibelen i kulturhistorisk lys" ikke skjul på at opfattelsen af staten som rettens håndhæver blev forfægtet af Luther og helt op til vore dage har bestemt de lutherske kirkers stilling ikke blot til fyrster, konger og parlamenter, men også til moderne diktatorer og autoritære hedenske statssystemer som kommunismen og nazisme.


Bauer påpeger at de tyske filosoffer var på linje med Luther. Oplysningstidens store filosof Immanuel Kant (1724-1804) har således formuleret følgende regel: "For enhver jurist er enhver forhåndenværende forfatning at anse for den bedste, og hvis man ændrer den fra højere sted gælder det samme om den derpå følgende". Bauer kalder reglen for det tyske embedsmandsideal. I denne ånd blev embedsmændene opdraget. Forfatninger kan komme og gå, de kan endda modsige hinanden, men embedsmanden skal kun lydigt og underdanigt gøre sin pligt; han skal ikke have sin egen mening, ingen karakter eller samvittighed. Han skal være funktionær og robot, et værktøj for magthaverne og lovens givere.

Også filosoffen Hegel (1770-1832), der var opvokset i en protestantisk embedsmandsfamilie, har herliggjort den konkret eksisterende stat og dannet skole. Alt hvad der er til er ifølge Hegel fornuftigt og rigtigt, herunder statens kamp for indflydelse og magt og dermed dens nøgne interesser. Ja, mennesket har enhver betydning og enhver åndelig virkelighed som det ejer ene og alene gennem staten. - Resultatet af denne tankegang er, understreger Bauer med rette, en udhuling af den moralske tankegang og en forkvakling af landets beboere.

Bauer påpeger dernæst at den tyske statsfilosofi senere førte til vidtgående ophævelse af folkeretten og således gjorde krigsforbrydelser mulige. Han nævner eksempelvis at den tyske generalstab under 1. verdenskrig lige fra begyndelsen gjorde nar af Haagerkonventionens bestemmelser vedrørende krigsførelse på land. Selv professorerne på universiteterne gjorde sig lystige over folkeretten - under drønende bifald fra studenterne, dvs de vordende dommere, diplomater og officerer.

I det hele taget må ansvaret for tyskernes tendens til det autoritære lægges hos en hel række forskellige folkeopdragere - såvel den katolske som den protestantiske kirke, og hele filosofien, etikken og juraen samt bureaukratiet, polititet og hæren.... Overalt var det pædagogiske mål at knække elevens, studentens og rekruttens selvagtelse og menneskeværdighed grundigt og at bringe ham ind i den skæbnesvangre spænding mellem sadisme og masochisme.... Også i det tyske hjem prædikedes streng lydighed. Faderen var den respekterede autoritet hævet over enhver kritik...

Alt dette blev simpelthen banket ind i alle tyskere lige fra Frederik den Stores tid til jernkansleren Bismarcks tid. Den mennesketype der blev skabt var den ufri og knækkede sjæl, der var usikker på sig selv og som var vænnet fra det personlige ansvar.... Kulminationen kom med nazismen, der med stort held og dygtighed og med en propaganda der direkte sigtede mod det ubevidste fremmede den enkeltes opløsning i massen. Og hele denne planmæssige fabrikation af massemennesket har haft et ganske særligt velegnet objekt i tjenstivrige jasigere, der i forvejen var vænnet til at blive kommanderet med....


Med hensyn til retsopgøret i Tyskland erkendte Fritz Bauer åbent (artiklerne fra 1964) at der fandtes vigtige psykologiske grunde til modstanden: Tyskerne ville ikke huske nazismen og dens forbrydelser, de ønskede tværtimod at fortrænge det hele. Helst skulle alt være opspind og sejrherrernes løgnehistorier. - Og disse psykologiske vanskeligheder betyder et handicap der næsten er uovervindeligt. Mange, også embedsmænd, er nemlig fyldt med hæmninger og gør passiv modstand.... Det afgørende er imidlertid en indre problematik, spørgsmålet om skyld. Og dermed kommer vi til spørgsmålet: Findes der overhovedet en uret? Eksisterer der en ret der er højere end selve loven? Eller kort sagt: Eksisterer en såkaldt naturret?

'Naturretten' er et begreb der kan føres tilbage til den græske filosofis opfattelse at det er naturen selv der stiller visse krav til den menneskelige adfærd, mens regler og konventioner er vilkårlige og altid kan diskuteres og ændres. Det blev opfattelsen af naturretten naturligvis også selv, da spørgsmålet uvægerligt melder sig hvad naturen er og hvordan den kan stille krav til mennesket. Men endnu i den tidligere nævnte tyske lovbog 'Sakserspejlet' hed det ifølge Bauer, at "En mand er nødt til at modstå sin konge og dommer, hvis denne gør uret. Han må også hjælpe til med at standse dem på enhver mulig måde. Hermed bryder han ikke sine trosforpligtelser."

Disse naturretslige forestillinger blev i midlertid, som Bauer understreger, fortrængt af lovpositivismen: Lov er lov, og befaling er befaling. En højere målestok blev nægtet. Den lovpositivistske opfattelse er entydigt præget af den absolutte statsidé: Kongen eller kejseren er absolut, dvs er ikke underkastet de grænser der måtte findes i en højere ret. Som vi har set gik opfattelsen videre i Kants filosofi. Kant kunne endog hævde at lovene og forordningerne bestemmer hvad der er ret og at en undersøgelse af om selve forordningerne er rette, simpelthen må tilbagevises som meningsløse (!). Og Hegel var endnu mere kynisk: Loven binder og forpligter, selv om den er gudsfornægtende.

Fritz Bauer mener at naturretten blev opfattet som værende skrevet i menneskenes hjerte og viser sig ved samvittighedsnag. Eller sat på spidsen: en tilsidesættelse af naturretten kan ikke ske uden samvittighedsnag eller bevidsthed om uret. - Problemet er imidlertid, som Bauer måtte konstatere gennem retsopgøret, at de sigtede i almindelighed ikke havde nogen skyldbevidsthed. En sådan forudsætter åbenbart et fælles værdisystem, og derfor må Bauer konkludere at der i virkeligheden ikke findes nogen naturret eller nogen almenmenneskelig samvittighed. Samvittigheden varierer tværtimod med tid og sted, med den gruppe det enkelte menneske tilhører, med religion, ideologi, sociale lag osv. (og enkelte mennesker kan oven i købet være neurotiske, psykopatiske og paranoide). Folk lever i grupper, og gruppelivet betyder egenkærlighed og tit antipati eller had mod fremmede. Den yderste grænse er en kamp på liv og død mellem ven og fjende.

Derfor må Bauer ende med at erklære hele diskussionen om skyld og ikke-skyld for gold og formålsløs. Begrebet skyld hører hjemme på det teologiske og moralfilosofiske plan og ikke i kriminalretten. For dennes opgave er social diagnose og social terapi. Vores kriminalretlige opgave er at hindre gerninger der anses at være i strid med det af samfundet her og i dag postulerede værdisystem. Men Bauer bevarede dog håbet om en social reform: "Målet består først og fremmest i at grundlægge en verden af menneskelig tolerance over for alle mennesker uden hensyn til deres religion, verdensanskuelse, nation, race eller sociale lag. Målet er at give afkald på en rent formalistisk moral, målet er en overvindelse af fordomme og opportunisme. Målet er mod til at sige nej, hvis staten kræver noget umenneskeligt."


Det er i mine øjne overordentligt spændende analyser Frit Bauer fremførte i sine sidste år, men de viser også at Bauer kom til kort over for en almenmenneskelig moral og det mener jeg skyldes at han havde utilstrækkelig indsigt i dybdepsykologi. Det er derfor gansk godt at blive mindet om hvad den tyske forfatter Steffen Martus har hævdet i et kæmpeværk om "Den tyske oplysning i det 18. århundrede", der netop blev anmeldt samtidig med filmen om Bauer, nemlig at vi europæere aldrig har været oplyste. Ser man bag om de velformulerede ord, ser man det faktiske historiske rod, hvor overtro, særinteresser og uoverensstemmelser ikke så let lod sig domptere af fornuften. Den faktiske oplysning opstod ikke på filosoffernes skriveborde, men på konflikternes valplads, og den handlede om en forhøjelse af vores konfliktberedskab. Politiske, sociale, religiøse og kunstneriske konfliktkompetencer blev gradvist forbedret i løbet at århundredet. Men der var afgrunde mellem hvad man sagde og hvad man gjorde.

Da jeg ikke har læst Martus' bog, skal jeg afholde mig for en stillingtagen, men i relation til Bauers problematik dog udtrykkeligt nævne at når den kantske oplysning aldrig førte til høj grad af oplysning i bred og fuld forstand skyldtes det primært at den kantske rationalisme var snævertsynet og virkelighedsbegrænsede. Og derfor kom der en stor og kraftig reaktion imod den i form af romantikken, der vel at mærke i vid udstrækning var båret af digtere og tænkere der havde siddet på bænkene foran Kants kateder og alle havde haft deres 'Kants-Erlebnis'. Men disse unge mennesker havde også store følelser og erkendelser, ja det man siden kaldte bevidsthedsudvidelser. Og det førte dels til en kolossalt kreativitet for disse personer, dels gennem de følgende årtier til en kolossal folkelig vækkelse i Tyskland, Danmark og andre lande. Det er en lang historie som ikke skal genfortælles her. Jeg henviser til mine to essays om Romantikken. Men forklaringen på rationalismens virkelighedsforfalskelse og den romantiske reaktions bevidsthedsudvidelse er vigtig. Den ligger nemlig i det faktiske og ubestridelige forhold at mennesket ikke blot er et fornuftsvæsen, men et væsen der både har en vigtig rationel og en vigtig irrationel side. Mennesket kommer uundgåeligt ind i et snæversyn og en fatal virkelighedsbegrænsning, hvis den ene side undertrykkes og fornægtes. Virkelighedsbegrænsningen kan kun imødegås gennem en sand dobbelt-oplysning, en helhedsorienteret folkeoplysning. Og dette gælder også etikken og spørgsmålet om naturretten.


Når Bauer må opgive at finde en begrundelse for naturretten og dermed for en almenmenneskelig etik og retsbevidsthed der er hævet over tidsbestemte love og forordninger uden at være afhængig af religion, kultur, køn, race, intelligens og social stratifikation, så skyldes det ganske enkelt at alle mennnesker fra naturens side er således psykisk indrettet at de ubevidst stræber efter en indre psykiske sammenhæng eller konsistens, og at denne ikke er mulig uden at mennesket sørger for overvægt af det gode i livet på længere sigt. Det har altså allerede ubevidst en klar fornemmelse i sit indre af hvad der er godt og gavnligt og hvad der er ondt og skadeligt i det lange løb. Men det er desværre ikke altid at bevidstheden er klar over forholdet. Det afhænger nemlig af oplysningsniveauet!

Men konsistensetikken påpeger altså nødvendigheden af at sørge for overvægt af det gode i det lange løb, og den gør det ud fra en dybdepsykologisk indsigt i sjælelivet der først og fremmest understreger at det enkelte menneske er ansvarligt over for en instans i sit indre der er væsensforskelligt fra jeget eller egoet og som opfattes som en instans der står uden for og over jeget. Denne udenforstående instans er altså ikke en ydre autoritet i form af menneskelige magthavere eller faderfigurer og heller ikke en ydre autoritet i form af guddommelige væsener. Og det er her den store usikkerhed og uvidenhed kommer ind hos det moderne menneske, fordi det gennem århundreder har været vant til kun at se autoriteter i ydre skikkelse, altså i form af enten fysiske magthavere af højst jordisk art eller åndelige kræfter af en eller anden overjordisk og derfor ubeviselig art. Men dybdepsykologien peger altså på at den åndelige autoritet er lige så virkelig som de fysiske autoriteter, men i modsætning til rene fantasier er ukontrollable og alligevel forpligtende.

Ingen har forstået denne konsistensetik bedre end psykiateren Erling Jacobsen, og han gjorde udtrykkeligt opmærksom på at den indre instans hører sammen med den gamle, 'arkaiske' del af psyken der i Freuds terminologi kaldes id'et (eller det'et) og som altså er en universel faktor bag al etik. Jacobsen gør gældende at man ingen vegne kommer i etikken hvis man begynder med at se på hvordan samvittighedens enkelte elementer opstår, dvs. hvad den specifikke udviklingshistorie er hos det enkelte menneske. For ingen betragtninger i denne forbindelse kan føre frem til den instans der er en urystelig grundvold i menneskelivet, og som den enkelte må føle sig absolut forpligtet overfor.

Men instansen er der. Og etisk pligt føles her som en pligt over for noget der ligger uden for én selv. Og det er vel at mærke ikke guder og djævle der er tale om, men indre kræfter man er forpligtet overfor. Troen på guder og djævle har haft sin oprindelse i denne sikre oplevelse af, at man er forpligtet over for noget uden for én selv - og ikke omvendt. Og der er vel at mærke heller ikke tale om en forpligtelse som man frit kan vælge at følge eller ej, eller som man eventuelt kan ræsonnere sig frem til. Men om en forpligtelse af umiddelbar bindende karakter. Det er den såkaldt ‘orale lyst' og ‘orale ulyst' som har hele denne enorme og umiddelbare etiske ladning. "Ingen der har oplevet disse tilstande kan være i tvivl om, at man her umiddelbart står over for henholdsvis det gode og det onde".

Det siger sig selv at man med denne konsistensetik kommer definitivt ud over alle påstande om at enten troen på overjordiske væsener (religion i sædvanlig forstand) eller troen på jordiske autoriteter (pligtetikken) skulle være betingelsen for etisk forpligtelse. Ingen af delene er nødvendige. Men mennesket er altså heller ikke - som nihilister og ateister påstår - fri for al forpligtelse eller al begrænsning. Og det betyder igen at man heller ikke er nødt til at henholde sig til sædvane eller vilkårlig, politisk eller ideologisk samfundsmoral (endsige tro på sociale reformer eller social terapi) for at opretholde en sund moralsk fornemmelse. Den er givet med menneskets psykiske indretning, men er ikke alle bevidst og derfor heller ikke altid gældende for alle. Der er syge, neurotiske og psykopatiske tilfælde der ikke har den sunde fornuft - og der er massemennesker der lader sig forlede af folkeforførere til det onde. Men der er i sunde, oplyste og demokratiske samt sekulære samfund en sund grundindstilling hos flertallet der sikrer opretholdelsen af konsistens-etikken hvis oplysningsniveauet er tidssvarende højt.

Ejvind Riisgård


Henvisninger    Til toppen

Links:

IMDB: Lars Kraumes film "Der Staat gegen Fritz Bauer" (2015) - dansk titel: "Fritz Bauer, en fjende af staten",
Ekko-film anmeldelse af filmen
Fritz Bauer Institute - Geschichte und Wirkung des Holocaust
Wikipedia' artikel om Fritz Bauer


Fritz Bauers artikler i Information

Nazismens Rødder I-VI - 21.3.-28.3. 1962
Krigsforbrydelserne og skyldproblemet I og II - 19.12. og 21.12. 1964


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'  (kr. 25.) omfatter bl.a. essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com


Relevante artikler på Jernesalt:

Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn  (21.1.10.)
Tysk genforening 1990 - og ny tysk deling 2015  (7.10.15.)
Tyskland: Bundesrepublikken 60 år  (24.5.09.)
Tysk terror gennem 30 år (Baader- Meinhof)  (4.1.08.)


Romantikken som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.) - med afsnit om:
Richard Wagner som romantisk revolutionær
Nietzsche og den dionysiske romantik
Mystikkens fortsatte frembrud i tiden op til krigen 1914
Venten på det store øjeblik (Spengler, Hesse, Heidegger)
Rigsromantik og nationalsocialisme (Hitler, Heidegger)
Katastrofen og dens romantiske tydning (Thomas Mann)


Tysk romantik ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Richard Wagners grandiose værk om guders undergang og menneskers lidenskab  (22.5.13.)
Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens  (5.6.09.)
Jødisk humor på nye tyske film
- om Dani Levy og hans film 'Alles auf Zucker' og 'Mein Führer'  (13.5.08.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)


Artikler om Film
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal