|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02.En alternativ helhedsrealistiske opfattelse af kunstDet er muligt at bedømme kunst ud fra rent æstetiske principper. Det har endda været meget almindeligt i kunsthistorien og ses den dag i dag ikke blot som hos Favrholdt, men også hos mange kunstnere og almindelige kunstiagttagere.Hovedsynspunktet er, at kunst er frembringelse af eller i det mindste forsøg på frembringelse af noget æstetisk smukt, som bør vurderes alene på sine æstetiske kvaliteter, mens alle andre kvaliteter eller parametre bør ignoreres. Synspunktet indebærer, at bedømmeren principielt bør se bort fra sådanne kvaliteter eller parametre som det idémæssige, det følelsesmæssige, det moralske, det politiske, det religiøse såvel som det personlige: kunstnerens hensigter, situation og udvikling. Kunsten skal med andre ord betragtes som frit svævende i rummet oven over det historiske. Det enkelte kunstværk skal bedømmes alene på æstetiske kvaliteter som billedkompositionens og farvesammensætningens harmoni, hvorimod forhold som formens og farvens følelsesmæssige indhold holdes ude af betragtning tillige med alle de ikke-æstetiske kvaliteter. Synspunktet svarer til den holdning mange indtager til det religiøse: religion er en privatsag, der ikke rager andre.Det er i orden at nogle er religiøse og dyrker religion på forskellig vis, men det skal de gøre for sig selv. Det kommer i princippet ikke andre ved, heller ikke det offentlige eller det etisk-politiske liv. Men det værste ved det rent æstetiske princip er, hvad der afsløres hos Favrholdt, at vurderingen i praksis kommer til at udtrykke en meget personlig og meget tidsbestemt æstetisk smag. En sådan har de fleste ganske vist, men det indebærer jo desværre en udbredt konservatisme hos folk: de foretrækker det de kender og har vænnet sig til på et tidligt tidspunkt af deres liv og går uden om det nye og grænsesprængende. En sådan konservatisme har tidligere også præget den akademiske bedømmelse, dvs bedømmelse på akademierne og universiteterne og dermed i vid udstrækning desværre også hos kunstmuseernes ledere og hos pressens kunstanmeldere. Der er i kunst-historien som i musik- eller litteraturhistorierne bunker af eksempler på eklatante fejlvurderinger, der har betydet grænsesprængende kunstneres udelukkelse fra det gode selskab. I visse tilfælde har denne indstilling betydet, at kunstnere først er blevet anerkendt efter deres død (van Gogh fx), eller at de har måttet slås i årevis mod uforstanden (Asger Jorn), eller at de har måttet slå sig sammen med ligestillede for at holde gejsten oppe og efterhånden vende stemningen (de franske impressionister; de danske kunstnere i Den Frie). I andre tilfælde har indstillingen endog betydet uoprettelige tab for kunstmuseerne, fx da direktøren for Statens Museum for Kunst, Leo Swane, i 1920'erne afviste fordelagtige tilbud på flere af Picassos værker med den begrundel-se at de ikke var god kunst, eller at samme direktør i 1949 med et skånselsløst NEJ afviste et fordelagtigt tilbud på gouacher af Chagall, som hans egen museumsinspektør, Lars Rostrup Bojesen, havde fået på hånden i Luzern. Den æstetiske vurdering er i disse tilfælde blevet så snæver, at den prøver at lukke øjnene for det faktum, at kunsten udvikler sig, at den indgår som et element i en større historisk udvikling, og at den også afspejler den enkelte kunstners udvikling i kampen med materialerne, med sig selv, sin psyke og sit miljø, og med det store historiske rum og den store spirituelle dimension i tilværelsen. Den helhedsrealistiske vurdering af kunsten ser ikke bort fra de rent æstetiske kvaliteter, men lader dem være en del af en samlet vurdering, der også medinddrager alle de andre sider af sagen. Det vil derfor være naturligt ved opstilling af et sæt parametre af dele opstillingen i mindst to, nemlig i de æstetiske og de ikke-æstetiske eller ekstra-æstetiske. Det vil allerede derfor være problematisk at konstruere en anvendelig vurderingsskala for en helhedsrealistisk vurdering, fordi de æstetiske og de ekstra-æstetiske parametre i virkeligheden er komplementære, de må anlægges hver for sig og har deres selvstændige værdi, men kan ikke forenes på logisk måde i et overordnet system. Det betyder i praksis, at man udmærket kan komme ud for et kunstværk der efter rent æstetiske principper er fremragende, men som efter ekstra-æstetiske principper er uinteressant - og omvendt. Desuden er der stor kunst, der ligesom stor musik eller stor litteratur, er oppe på et sådant genialt niveau, at målingsmæssig sammenligning mellem dem er meningsløs eller formålsløs. Eksempelvis er det temmelig vanvittigt at begynde at skændes om, hvorvidt Rembrandt er større end Turner, eller Monet er større end Picasso, da alle fire er suveræne mestre. Ligeledes vil det være tåbeligt at skændes om, hvorvidt Bachs h-moll-messe er større eller mindre end Wagners Parsifal. Begge værker er oppe på det fuldkomne mesterværks niveau. Kunsten udvikler sig, men ikke som natur-videnskab og teknologi på lineær vis, således at det nye er bedre og derfor erstatter det gamle. Nej, kunsten udvikler sig, fordi yngre kunstnere går nye veje, der ikke nødvendigvis er bedre end de gamle kunstneres, deres læreres, men fordi den simpelthen bare inddrager nye områder af hidtil uopdyrkede muligheder. Nye kunst er derfor ikke bedre end gammel kunst, men kan i bedste fald være lige så mesterlig som den bedste gamle kunst - bare på en anden måde og i anden retning. I den helhedsrealistiske vurdering inddrages også nogle parametre der udspringer af det forhold ved den helt moderne kunst, at den har fået nye funktioner som griber ind i eller direkte skaber den situation, hvori kunstneren udfører eller udstiller sin kunst. En udstilling er ikke længere en fremvisning af pæne og smukt indrammede billeder på en væg, men kan være alt muligt i et rum, der appellerer til sanser og æstetisk smag, men også til følelser, tanke, politisk eller religiøs situation samt til selve den institution eller praksis der hedder udstillinger. Dvs den kan provokere ikke blot smag, følelser og konventioner, men også selve bevidstheden om, hvad kunst over-hovedet er eller skal være. Og endelig kan udstillingen være en decideret happening, der sker i det direkte møde mellem kunstneren og et publikum, og som er forbi når disse parter skilles. Dermed bliver iagttagerens subjektive indstilling til det udstillede noget der ikke længere er privat, men konfronteres direkte med både kunstnerens subjektive indstilling og udstillernes (museernes og galleriejernes) indstilling. Et privatmenneske kan stadig gå på udstilling og nøjes med at konstatere, om de udstillede værker passer hans smag eller ej, men så bliver udbyttet ringere end hvis han eller hun er sig bevidste om konfrontationen med kunstnerens og udstillerens indstilling. Derfor bliver det i sidste ende bedst at opstille en tredeling af parametrene, så vi får følgende gruppering: æstetiske parametre, udstillingsmæssige parametre og ekstra-æstetiske parametre (psykologiske, spirituelle, historiske). Et alternativt forslag til parametre for vurdering af kunst A De rent æstetiske parametre 1 Harmoni/disharmoni i billedkomposition (kvalitet i begge dele) 2 Harmoni/disharmoni i farvesammensætningen (kvalitet i begge dele) 3 Rumvirkning, herunder perspektivering eller brud på perspektivering 4 Teknisk beherskelse (forskellig for de forskellige arter af teknik) herunder også beherskelse af evne til at skabe lighed eller illusion. 5 Integration: alle dele indgår i helheden på en sådan måde, at ændring af en del, vil medføre ændring af helheden. 6 Enkelhed/mangfoldighed (kvalitet i begge dele).
18 Gentagelighed: værket tåler at blive set gang på gang,
bl.a. i kraft af de tidligere omremsede kvaliteter, pkt. 1-10. Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: Blake - Chagall - Carl-Henning Pedersen - Fænomenologi. 
Relevante artikler på Jernesalt: Hvad skal vi med kunst? (26.3.11.) Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi David Favrholdts æstetik Favrholdts fordomme om religion og psykologi (28.12.10.) Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt (23.12.10.) Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' (27.8.10.) Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11.) Det nye koncerthus i Ørestaden (8.2.09.) Funkis, frisind og fortrængning (17.9.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski (23.04.08.) Kunsten og musikken (Værdimanifestet) og rubrikkerne om Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11.) De såkaldt 'vilde' fra 1980'erne på Arken - og Nina Sten-Knudsen på Nivaagaard (28.11.10.) Bjørn Nørgaard - genmodellering af verden eller udveksling med verden? (15.10.10.) Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist (28.6.10.) Oluf Høst - nordisk naturpsalmist på Arken (25.10.09.) C.D. Friedrich og det romantiske landskabsmaleri (11.6.08.) William Blake's univers (Essay - 05.02.03-) Chagall - en enestående mytisk kunstner (11.11.05.) Kandinsky, det abstrakte og det spirituelle (22.9.06.) Per Kirkeby på Louisiana (3.11.08.) Arne Haugen Sørensens kamp med virkeligheden (12.9.07.) Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden (22.11.07) Johan Th. Lundbye - Den tænksomme og skrivende kunstner (21.7.08.) Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner Carl-Henning Pedersens univers (22.11.03.) L.A. Ring mellem de to virkeligheder (14.12.06.) Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.) 'Jernesalts 2009-filosofi' med afsnit om Kunst og kult. Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Kunst Artikler om Kunstblade Artikler om Musik Artikler om Litteratur Artikler om Psykologi Artikler om Etik Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion |