utils prefix normal JERNESALT - sende41univogsprog

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.9.10.

Sproget og universets mysterier

Gang på gang kommer man som avislæser ud for den besynderlighed at videnskabsjournalisterne gengiver astrofysikernes opdagelser, projekter og mere eller mindre filosofiske kommentarer på en sådan måde at man skulle tro de ikke anede nogetsomhelst om betingelserne for beskrivelse af universet og naturlovene. Der er flere eksempler fra de sidste måneder, et af de nyeste er kun et par dage gammelt og går ud på noget så tilsyneladende sensationelt som at "Målinger kan forklare hvorfor universet set fra jorden ser ud til at være skabt til os".

I og for sig er der noget om påstanden, eftersom de nævnte målinger går ud på at der er variationer i den såkaldte 'finstrukturkonstant alfa' som er målt i lyset fra 300 forskellige steder i fjerne galakser og er foretaget med Very Large Telescope i Chile. Denne finstrukturkonstant er et udtryk for styrken af den elektromagnetiske kraft som holder elektronerne på plads i atomer og molekyler. Og variationerne er - hævdes det - ikke tilfældige, men ordnede, idet de ifølge målingerne afhænger af lyskildens placering i forhold til de to poler universet kan siges at være 'udspændt' imellem, og som giver den ene halvdel relativt høje alfaværdier, men den anden lave. Jorden skal efter disse målinger befinde sig et sted midt mellem polerne - og dette hævdes at give netop de værdier der skal til for at livet har kunnet opstå.

Og dette forleder så forskerne og journalisterne til at hævde, dels at naturlovene og de tilhørende natur- eller universalkonstanter ikke er ens overalt i universet - og derfor bryder med Einsteins ækvivalensprincip i den almene relativititetsteori - dels som allerede nævnt at universet ser ud til at være "skabt til os".


Med hensyn til det første punkt skal undertegnede ikke kunne tage stilling, da jeg ikke er fagmand, men jeg vil dog påpege at universalkonstanterne bestemmes ved forsøg, og at nøjagtigheden her afhænger af pålideligheden af de forskellige forsøg. Uanset hvor omhyggelige forskerne er, så vil der være en vis usikkerhed ved målingerne, naturligvis jo større jo vanskeligere målingerne er. Talværdien for finstrukturkonstanten alfa angives således i Encyklopædien til at være ca. 0,0073 eller hvis man vil have flere decimaler med: 0,007297352533... Og selve denne usikkerhed er ikke i uoverensstemmelse med Einsteins teorier. Så mon ikke forskerne skal være forsigtige med ligefrem at postulere brud på ækvivalensprincippet, der så vidt jeg har forstået går på at målinger er uafhængige af om det system de måles fra er i hvile eller i acceleration?

Men med hensyn til det andet punkt er vi i en helt anden boldgade, nemlig en højst uvidenskabelig sammenblanding af objektiv naturvidenskab med subjektiv eksistensfilosofi. Og det fortjener et par ord. Det er nemlig for galt at naturvidenskabsmænd og videnskabsjournalister i det Herrens år 2010 endnu ikke har fundet ud af at man må holde bestræbelser på objektiv videnskab gennem objektivt eksakte og kontrolbare målinger og korrekte logiske slutninger fuldstændigt fri af alle forsøg på subjektivt eksistentielle fortolkninger som retter sig mod at beskrive mening, sammenhæng, orden og helhed i naturen. Begge dele er yderst vigtige og yderst menneskelige, da mennesket har behov for både at tilfredse sin nysgerrighed gennem iagttagelser, målinger og analyser af dele af naturen og at tilfredsstille sit medfødte behov for umiddelbart at se naturen som en ordnet og meningsfuld helhed. Men de to ting er logisk uforenelige. De bygger på hver sine psykiske grundprocesser (hhv. de tillærte sekundære og de medfødte primære grundprocesser). Og de tjener hvert sit formål.

I det konkrete eksempel med målingerne af universalkonstanten 'alfa' er målingerne objektiv videnskab og deres eventuelle relevans for ækvivalensprincippet det selvsamme, men alle påstande om at Jorden er "skabt til os" er derimod eksistensfilosofi. Set fra menneskets subjektive interessesynspunkt er Jorden naturligvis skabt for os. Den er forudsætningen for livets oprindelse og hele vores eksistens, kultur, samfund, sprog og videnskab. Men objektivt set aner vi ikke hvorfor eller hvordan den er skabt eller til hvilket formål. Det er ganske enkelt ikke naturvidenskab at beskæftige sig med disse spørgsmål, men eksistensfilosofi eller religion.


For et par måneder siden bragte dagbladet Politiken et flot farvefoto af universet som det så ud lige efter det store knald der kaldes The Big Bang og som forskerne hævder startede det hele. Fotoet var virkeligt flot - med røde farver og gule pletter øverst og nederst på den flade kugle og blåt i midten med hvide 'skyer og et hvidt bælte der angiveligt skulle forstille Mælkevejen. Det kan ses ved klik på dette link.

Kilden angives af være 'ESA/HFI og LFI Consortia' - og man spørger uvægerligt om de da har haft en førsteklasses pressefotograf ude i "rummet uden for verdensrummet". Det har de dog ikke. Fotoet er ren og skær konstruktion ud fra et utal af registreringer af den kosmiske baggrundsstråling som den af den europæiske rumfartsorganisation ESA opsendte Plancksatellit har taget i sit kredsløb om jorden 1½ mio km ude. Og det lys der registreres skal vel at mærke stamme fra tiden lige efter Big Bang for 13,7 mia år siden. En utrolig kortlægning må man sige. Den har bare den alvorlige hage ved sig, at enhver rekonstruktion af universet set udefra er og bliver ét stort bedrag.


Mælkevejen, solsystemet, Jorden og mennesket befinder sig inden for vores univers, som forskningen for 85 år siden har fundet ud af ekspanderer. Ved analyse af den rødforskydning der sker med lys fra stjerner under ekspansion kan astrofysikerne ved baglæns ekstrapolation beregne sig til universets angivne alder på 13,7 mia, idet man uden videre går ud fra at det må være begyndt som en kæmpeeksplosion ud af et eneste kæmpemassiv af fortættet stof. Og her benytter man selvfølgelig Einsteins formel for sammenhængen mellem energi og masse. Men ingen har kunnet give nogensomhelst fornuftig forklaring på koblingen mellem tyngdekraften og kvantemekanikkens love i denne begyndelsessituation. Den er og bliver ren hypotese. Men det er kun den ene side af sagen.

Den anden er at vi er ude af stand til at se universet ude fra. Og vel at mærke skal dette ikke tages i praktisk forstand at vi blot med vores nuværende teknologi er ude af stand til at lave et rumfartøj der kan føre os ud af universet. Nej det skal tages i absolut forstand, at vi er i den erkendelsessituation at vi er ude af stand til at forbinde nogetsomhelst meningsfuldt med noget uden for universet. Eller som kvantefysikeren John Wheeler (ham med de sorte huller) vittigt har sagt: "Der er ikke noget 'derude' derude". Som iagttagere af naturen kan vi ikke iagttage naturen udefra, eftersom vi selv er en del af naturen. Vi kan kun iagttage den indefra og fra vort eget stade (eller vores forlængede satellitstader). Det sjove er at vi sagtens kan forestille os at vi iagttager det hele udefra (og lave tegninger og fotokonstruktioner af det vi forestiller os), men at vi må gøre os klart at der i så fald altid kun er tale om ren fiktion eller konstruktion - om man vil en rent æstetisk og videnskabeligt uforpligtende leg med begreberne. Påstås der noget andet er det svindel.


Fornylig har der også stået i avisen at den kæmpemæssige underjordiske Big Bang-maskine som er opstillet i CERNs anlæg i Genève i Schweiz er "i fuld gang med at løse universets gåde", idet man dér sender elektronpartikler rundt i stadig vildere fart i den 27 kilometer lange partikeltunnel Large Hadron Collider med henblik på at få dem til at kollidere og derved genskabe selve de processer man mener startede Big Bang. Kollisionerne sker med en energi på ca. 7 trillioner eller 7 000 000 000 000 elektronvolt (TeV), men hastigheden vil i 2013 blive øget til det dobbelte. Og håbet er at påvise eksistensen af 'Higgs Boson' (opkaldt efter en skotsk fysiker), en partikel der antages at have været afgørende for dannelsen af universet efter Big Bang og som derfor af nogle kaldes 'Gud-partiklen' (eller endnu sjovere på engelsk 'Oh-My-God-Particle').

Det er endnu ikke lykkedes at påvise denne hypotetiske partikel, og da i hvert fald nogle af forskerne forudser at det måske heller ikke lykkes med den nuværende 27 km lange og cirkelformede partikeltunnel i Genève har man planer om at bygge en endnu større. Den skal være på 50 km og være ligerettet. Den forventes dog først færdig i 2020 eller 2025 og vil koste 75 mia kr. Hovedopgaven bliver den samme, nemlig, som der står i avisartiklen, at "opklare hvordan vores univers blev skabt".

Jeg tør godt sætte seks flasker god rødvin på at man nok skal finde nye elementarpartikler ved disse kostbare forsøg, men jeg tør sætte det dobbelte på at man ikke vil få opklaret universets skabelse. Og jeg vil tilføje at resultatet såmænd ikke bliver anderledes hvis man i 2050 skulle få bygget en 100 km lang tunnel eller i år 2100 en 1000 km tunnel. Og dette behøver man slet ikke være profet for at udtale sig om, for opgaven er ganske enkelt umulig.

Menneskets erkendelsessituation som en del af det univers vi iagttager er sådan at det principielt ikke kan lade sig gøre at opklare hvordan universet er skabt. Dette skyldes som nævnt aldeles ikke mangelfuld teknologi, men selve erkendelsesituationen. Selve vore forestillinger bryder sammen når vi praktisk og teoretisk skal operere med størrelser som 'universets skabelse', 'oprindelsen til det univers vi er den del af', 'en første årsag', 'årsager før årsagernes oprindelse', 'tiden før tidens begyndelse' eller 'rummet uden for rummets begyndelse'. Det er meningsløse eller rent metaforiske størrelser og kan ikke bruges til nogetsomhelst i naturvidenskaben. Her må vi betragte universet som en elementær kendsgerning - ligesom livet, mennesket, samfundet, sproget, religionen og humoren.


Det aller nyeste påhit i naturvidenskabens forsøg på at skabe størst mulig sprogforviring skyldes ingen ringere end den hårdt scleroselammede professor i teoretisk fysik Stephen Hawking der allerede i slutningen af 1980'erne udgav et par glimrende populærvidenskabelige bøger om de nyeste teorier om rummet og tiden - jf. artiklen Hawkings univers. Han er på grund af sin sygdom fratrådt det professorat ved Cambridge universitet som selveste Newton i sin tid besad. Og det har givet ham mod på at tjene penge på fantasifulde bøger og artikler. Bl.a. er han fremkommet med den idé at menneskeheden for sin overlevelses skyld skulle tage og flytte sine teltpæle til en anden planet, mens tid er, dvs inden 'ragnarok' bryder løs som følge af klimaforureningen. Idéen kan rent logistisk ikke lade sig gøre, men det bekymrer ikke Hawking. Han er teoretiker. Fejlen er kun at han tager sin egen Storm P.-idé alvorligt.

Lidt mere seriøst ser det ud til at være når han nu udgiver en bog om 'Det Store Design' (The Grand Design), for her - og i udtalelser i talkshowet Larry King på CNN - skal han ifølge foreløbige avisoplysninger have fremsat den formening at universet slet ikke behøver at være skabt på noget tidspunkt, og at Gud derfor er overflødig som postuleret skaber. Og det er jo ud over at være guf for alle de mange briter og amerikanerne, der i forvejen har det svært med Darwins udviklingslære, forhåbentlig også en slags status for den nyeste forskning.

Med hensyn til det første punkt gør Hawking gældende, at "siden tyngdekraften eksisterer, så vil og kan universet skabe sig selv ud af ingenting". Menneskeheden og universet forklarer han som en 'spontan skabelse'. Han har jo hele tiden blandt mange andre (inkl. danske Holger Bech Nielsen) søgt en stor sammenfattende teori for alting (Grand Unified Theory), og sammen med en medforfatter lancerer han så nu et omfattende forsvar for strengteorien og dens variant M-teorien. Men som der står i avisen er der ingen der rigtigt véd, hvad M står for; måske master, mirakel eller mystik. Hawking mener, at M tilsyneladende dækker over alle tre muligheder!

Disse for meningmand svært tilgængelige eller måske rettere mystificerende hypoteser kan allesammen være fine nok, for de kan jo føre til nye undersøgelser - og nye teorier der igen fører videre til nye undersøgelser og nye teorier. Men når Hawking begynder at udtale sig om at tyngdekraftens blotte eksistens skulle medføre at "universet skaber sig selv ud af ingenting", så forlader han seriøs videnskab og går over i det rene vrøvl, for det har ganske enkelt ingen sproglig mening at postulere at noget kommer af ingenting. Det er der i hvert fald kun én ting der gør her i universet, og det er lommeuld - som Piet Hein engang med passende glimt i øjet påpegede. Og hvad udtrykket 'spontan skabelse' angår, så er det noget vi alle kender fra os selv, vore drømme og ideer og alt hvad der kommer fra det underbevidste eller ubevidste. Men det kommer jo netop ikke af ingenting, blot kan vi ikke gennemskue de processer der bevirker deres skabelse. Og præcis det samme kan siges om universets skabelse. Vi kan ikke gennemskue skabelsens processer og kan derfor ikke give nogensomhelst forklaring på universets opståen. For det ligger i sprogets interdependens (indbyrdes begrebsafhængighed) at ordet 'forklaring' ikke kan bruges meningsfuldt uden angivelse af årsager. Al snak om spontan skabelse eller skabelse ud af ingenting er ikke forklaring, men poesi eller billedtale. Det samme gjaldt også når Tor Nørretranders i sin tid påstod at universet blot var et 'opblæst nul'. Det kan han jo selv være, kan man kun sige.


Med hensyn til det andet punkt om Gud og teologien, kan Hawking have megen ret i at 'læren om Gud og tro' er helt unødvendig. Det samme mener vi jo her på Jernesalt. Men når Hawking formulerer sig på den måde at han siger at "Gud kan godt eksistere, men videnskaben kan forklare universet og har ikke brug for en 'skaber'", så blander han uhjælpeligt tingene sammen. For han kan som videnskabsmand for det første ikke udtale sig om Guds eksistens, for det andet ikke tillade sig at påstå at videnskaben kan forklare universet, og for det tredje er det også bare et trick at tale om 'design' i stor målestok (for ordet 'design' er meningsløst uden begrebet 'designer'). Hawking har kun ret i at videnskaben ikke har brug for 'en skaber', og dette ligger ganske enkelt i at hverken en 'gud', en 'skaber' eller en 'designer' er nogensomhelst videnskabelig forklaring.

At Hawking blander tingene sammen ses også af at han påstår at "Videnskaben besvarer i stigende grad de spørgsmål, som tidligere var religiøst område. Teologi er unødvendigt". For sagen er at videnskaben netop ikke besvarer de spørgsmål som tidligere var religiøst område. For disse spørgsmål drejer sig bl.a. om hvor verden kommer fra, hvem der har skabt verden og jorden, livet og mennesket. Og ingen af disse spørgsmål kan videnskaben besvare. Disse fænomener er videnskabeligt set alle elementære kendsgerninger, der ikke kan reduceres til simplere, forklarlige fænomener. Noget andet er at teologien naturligvis heller ikke kan forklare disse fænomener (give dem en meningsfuld årsagsforklaring), og i det omfang den har prøvet på det, er den vitterligt kommet galt afsted og kun overskredet sin kompetence, og derfor er der en vis ræson i at hævde at teologien er unødvendig. Men det er en anden snak, der mest har med religionssystemernes dogmatiske indstilling og magtaspekt at gøre. Jf. artiklen Afdogmatisering, men ikke afmytologisering

Det sagen i denne artikel drejer sig om er at Hawking og langt de fleste naturvidenskabsmænd og videnskabsjournalister ikke har begrebet den store principielle forskel mellem rationel og mytisk tænkning.


Forskellen kan bedst forklares ved at henføre de to tænkemåder til de to slags psykiske grundprocesser eller psykiske fundamentalkræfter.

Den rationelle tænkning er en systematisk forfinelse af de sekundære grundprocesser som er forudsætningen for sprogets anvendelse og som rummer vigtige sondringer og mere eller mindre præcise og veldefinerede begreber samt de logiske konstanter: og, ikke, både-og, enten-eller, hvis-så, nogle, alle. De vigtigste sondringer er sondringerne mellem subjekt og objekt, mellem fantasi og virkelighed og mellem fortid, nutid og fremtid. Al normal kommunikation mellem mennesker betjener sig af disse grundprocesser, der dermed også er forudsætningen for det man kalder realitetsprøvelsen: individets stadige tilpasning til den virkelighed der følger naturlovene og hvor der kan skelnes mellem mulighed og fakticitet.

Den mytiske tænkning (ikke at forveksle med teologisk tænkning) beror derimod på primærprocesserne; den har ikke sekundærprocessernes begreber, sondringer og logik, men betjener sig derimod af visuelle og auditive forestillinger og disses evne til frie associationer via fælles træk og tilfældig lighed. Der er intet skel mellem subjekt og objekt, intet skel mellem fantasi og virkelighed og intet skel mellem fortid, nutid og fremtid. Denne tænkningsform er medfødt. Den er præget af intuition og intensitet. Den rummer al umiddelbar og eksistentielt fundamental erkendelse af 'orden', 'mening', 'sammenhæng' og 'helhed', hvad der ses af at disse umiddelbare og før-sproglige indsigter findes allerede hos spædbørn (og for den sags skyld også hos hundehvalpe og andre dyreunger). Denne orden, mening, sammenhæng og helhed kan nok efterhånden få tildelt sproglige begreber, så de kan gøres til genstand for almindelig mellemmenneskelig kommunikation, men principielt kan de ikke bevises og dokumenteres eller blot beskrives udtømmende. De lever imidlertid - trods al senere realitetsprøvelse, erfaring og skoling via sekundærprocesserne - fortsat stærkt i sindene, fordi de modsat sekundærprocessernes begreber kan være overordentligt intensive. Dette ses måske mest alment i det erotiske spil, hvor tiltrækningen mellem kønnene i det enkelte tilfælde kan være så stærk at den kritiske sans suspenderes. Og det ses allertydeligst i det fænomen vi kalder orgasmen, som kan være yderst intenst og udelukke enhver nøgtern sekundærproces i den korte tid den varer. Kortvarigheden angiver den anden side af primærprocesserne: de er relativt ustabile, idet stabiliteten står i omvendt forhold til intensiteten.


Dagligsprogets begreber er naturligvis meget forskellige i de to slags tænkning. Den rationelle tænkning er præget af alle praktiske hensyn (nytten) og er derfor stærkt knyttet til tingssproget og dettes relative snævre definitioner. Omvendt er den mytiske tænkning stærkt præget af alle mulige andre hensyn - etiske, religiøse, æstetiske, erotiske, kærlighedsmæssige og humoristiske - og er derfor stærkt knyttet til åndssproget og dettes meget vide eller åbne og fortolkelige metaforer og arketypiske forestillinger.

Den indbyrdes afhængighed mellem begreberne, den såkaldte interdependens, bliver følgelig meget forskellige i de to slags tænkning og sprog. Interdependensen i den rationelle tænkning vil altid være bestemt af den praktiske erfaring, mens den i den mytiske tænkning er bestemt af menings- og helhedaspektet i overført betydning. Der vil her altid være reference til personlige eller subjektive erfaringer der i høj grad trækker på det kollektivt ubevidste og dermed de arketypiske forestillinger. Det ligger derfor i sagens natur at det her bliver meningsløst at begynde at forlange beviser, dokumentationer, logisk stringens og andre formelle eller tingsbundne hensyn. Til gengæld vil den ofte være forbundet med en så intensiv, intuitiv indsigt at den bliver etisk, æstetisk og eventuelt religiøst forpligtende. Dette skal ikke nærmere gennemgås her, da det er behandlet i andre artikler og i Jernesalts 2009-filosofi.


Her skal derimod ske en særlig betoning af den kendsgerning at det går galt, hvis folk blander de to tænkemåder sammen - og som ovennævnte naturvidenskabsmænd prøver at fortolke eksistentielle spørgsmål på den snævre rationelle tænknings måde.

Helt konkret går det galt, hvis begreber eller forestillinger som Gud og skaber, himmel og helvede, evighed og timelighed, hellighed og kult, 'tro' (som modsætning til fortvivlelse og frygt) eller ansvar over for en højste instans (en instans i det indre som står over 'jeget') tages bogstaveligt i tingssprogets betydning og forsøges anvendt, subsidiært forkastet som forklaringer eller årsager i naturvidenskaben. For ingen af dem eksisterer i den tingslige virkelighed og de har vel at mærke heller ingen mening i denne.

Dette sidste har man naturligvis ikke alle dage været klart over og derfor er der i høj grad også i den religiøse verden sket en systematisk sammenblanding af mytisk og rationel tænkning i form af teologi, men som nævnt fører dette kun på dogmatiske afveje. Det tåbelige er imidlertid at tro at fordi teologien i vid udstrækning er ført på afveje, så kan den mytiske tænkning helt undværes. For teologien har svigtet den mytiske tænkning, der beror på de primære psykiske grundprocesser og som sådanne er medfødte og spontane og har et væld af fælles universelle arketypiske forestillinger. Og opgaven i dag er derfor at generobre disse forestillinger og dette sprog - og dermed generobre dagligsproget i sit fulde omfang.

Eller sagt på en anden måde: begreber som gud og skaber, den skabte verden, himmel, helvede, evighed og timelighed m.fl. hænger sprogligt og dybdepsykologisk så uløseligt sammen, at man ikke kan fjerne det ene uden at det går ud over de andre. Der er en simpel analogi i den mytiske tænkning mellem menneskehedens opfattelse af den eksistentielt meningsfulde verden eller virkelighed og det enkelte barns umiddelbare opfattelse af samme meningsfulde virkelighed allerede fra fødslen. Begge steder hænger begreberne derfor uløseligt sammen: den skabte verden er den ordnede, lyse og varme samt meningsfulde verden man umiddelbart oplever - og skaberen er de almægtige forældre der sørger for denne verdens opretholdelse.

Peer Sendemand


Henvisninger:

Link til Fotokonstruktionen af universet på NASA's website
under titlen 'Planck's View of the Whole Sky'

Relevante artikler på Jernesalt:

Hawkings univers
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.)
Gud og Darwin - intelligent design eller videnskab eller noget helt tredie  (18.10.05.)
Har Gud designet verden?   om teorierne om Intelligent Design  (15.9.04.)
Afdogmatisering, men ikke afmytologisering  (18.6.02.)

Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)
Livet og virkeligheden  (22.07.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Erkendelsens forudsætninger
(12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme')
Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)
Jernesalts 2009-filosofi


Artikler om dagligsproget og interdepensen:

Hjernedødskriteriet er falsk, allerede sprogligt  (11.9.10.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Advarsler mod muslimerne i Europa  (6.9.10.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)

Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'


Peer Sendemands rubrik: Klik


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal