utils prefix normal JERNESALT - netanyahu01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.5.11.

Netanyahu fastholder sin politik

Hvis nogen skulle have troet at Israels premierminister Benjamin Netanyahu ville benytte sin tale for den samlede Kongres i Washington i går som lejlighed til at tage imod den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas' påståede fremstrakte hånd om en fredsaftale på palæstinensernes betingelser, så måtte de tro om igen. For Netanyahu så ganske enkelt ikke nogen fremstrakt hånd; han opfordrede tværtimod direkte Abbas til at rive forsoningsftalen med Hamas itu. Og han bøjede sig ikke for den amerikanske præsidents pres for at indlede fredsforhandlinger baseret på 1967-grænserne. Han understregede tværtimod helt utvetydigt, at 67-grænserne er umulige at forsvare for Israel, og at Israel aldrig vil opgive kampen for sin eksistens.

Netanyahu tilføjede - lige så utvetydigt og i samme logik - at Israel nok vil være villige til smertelige kompromisser for at opnå en fred, men hverken ville opgive alle store bosættelser på Vestbredden eller suveræniteten over Øst-Jerusalem.

I den stærke tale til Kongressen, der blev vist live på CNN og modtaget med meget stort bifald, herunder adskillige stående ovationer, brugte Netanyahu meget bevidst og klogeligt megen tid på at understrege de nære bånd mellem USA og Israel. Israel kan ikke undvære USA - og USA kan ikke undvære Israel. Israel er USA's sikreste støtte i Mellemøsten. Det var selvfølgelig ord kongresmedlemmerne kunne lide at høre. Ja, det var meningen med dem!


Netanyahu lagde ikke skjul på de udfordringer som de seneste måneders omvæltninger i mange arabiske lande indebar. Mellemøsten står ved en skæbnesvanger korssvej, men han fremhævede at drivkraften først og fremmest var befolkningernes ønske om frihed og fremskridt. Han understregede at der kun er godt en mio arabere i hele Mellemøsten som lever under demokratiske vilkår - og det er dem der er israelske statsborgere. For Israel er ganske enkelte den eneste stat i hele regionen der er demokratisk - og samtidigt den eneste stat der er i stand til at sørge for fremskridt og velfærd for sine borgere. I den henseende kan den stå som et forbillede. Alle andre steder i regionen er der politisk undertrykkelse og social nød og uro, og samtidigt trusler mod staten Israel, ikke mindst fra det persiske Iran der stiler efter at få udviklet atomvåben der kan rettes mod Israel. Denne trussel blev udmalet nøje - under henvisning til såvel Al-Qaida og andre terrororganisationer som til selve terrorangrebet på USA i 2001.


Om mulighederne for fred i området lod Natanyahu det stå fuldstændigt klart, at Israel ønsker fred med såvel palæstinenserne som de øvrige lande, men vel at mærke en fred der var baseret på ubetinget accept af Israels ret til at eksistere som stat. Israel gik ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat, eftersom palæstinenserne havde samme ret til en stat i deres eget hjemland. Men forudsætningen var palæstinensernes accept af jødernes ret til deres egen, for længst etablerede stat i regionen. Ordret sagde Netanyahu bl.a.

"..... If the benefits of peace with the Palestinians are so clear, why has peace eluded us? Because all six Israeli Prime Ministers since the signing of Oslo accords agreed to establish a Palestinian state. Myself included. So why has peace not been achieved? Because so far, the Palestinians have been unwilling to accept a Palestinian state, if it meant accepting a Jewish state alongside it......"

"President Abbas must do what I have done. I stood before my people, and I told you it wasn't easy for me, and I said… "I will accept a Palestinian state." It is time for President Abbas to stand before his people and say… "I will accept a Jewish state." Those six words will change history. They will make clear to the Palestinians that this conflict must come to an end." - Senere hed det i talen - med en bemærkelsesværdig omskrivning af Obamas tidligere udsagn:

"The precise delineation of those borders must be negotiated. We will be very generous on the size of a future Palestinian state. But as President Obama said, the border will be different than the one that existed on June 4, 1967. Israel will not return to the indefensible lines of 1967. - We recognize that a Palestinian state must be big enough to be viable, independent and prosperous." - Og så fulgte ellers en klar henvendelse til præsident Abbas:

"Peace cannot be imposed. It must be negotiated. But it can only be negotiated with partners committed to peace. - And Hamas is not a partner for peace. Hamas remains committed to Israel's destruction and to terrorism. They have a charter. That charter not only calls for the obliteration of Israel, but says 'kill the Jews wherever you find them'. Hamas' leader condemned the killing of Osama bin Laden and praised him as a holy warrior. Now again I want to make this clear. Israel is prepared to sit down today and negotiate peace with the Palestinian Authority. I believe we can fashion a brilliant future of peace for our children. But Israel will not negotiate with a Palestinian government backed by the Palestinian version of Al Qaeda. - So I say to President Abbas: Tear up your pact with Hamas! Sit down and negotiate! Make peace with the Jewish state! And if you do, I promise you this. Israel will not be the last country to welcome a Palestinian state as a new member of the United Nations. It will be the first to do so."


Problemet med palæstinenserne er altså fuldstændigt klart og afgørende for Netanyahu: de beherskes i Gaza-striben af Hamas-bevægelsen der er en terrororganisation der har som erklæret og nedfældet mål at ville udslette den israelske stat. Og en sådan organisation kan Israel ikke forhandle fred med. Fatah-lederen Abbas på Vestbredden repræsenterer ikke alle palæstinenserne - og hans planer om at udråbe en palæstinensisk stat på grundlag af forsoningsaftalen med Hamas og søge denne stat optaget i FN tjener ikke fredens sag. De vil blokere for fredsforhandlinger.

Israels betingelser for at indgå i reelle fredsforhandlinger med palæstinenserne er og bliver derfor fortsat at palæstinenserne ubetinget skal anerkende staten Israels eksistens men derudover også acceptere nye grænser såvel som flere af de bestående israelske bosættelser på Vestbredden samt fortsat Israels suverænitet over Øst-Jerusalem. Israel vil aldrig opgive alle bosættelser eller Øst-Jerusalem, for disse områder er ikke besættelser af fremmede magter sådan som kolonimagternes besættelser i Asien og Afrika i sin tid var, men legitim overtagelse af jødisk jord i Judæa og Samaria. Israel vil ikke opgive dem - og Israel vil iøvrigt ikke acceptere ubegrænset indvandring af palæstinensiske flygtninge.


Premierminister Netanyahus tale kan ikke overraske dem der har fulgt ham, hans partis og hans regerings kamp for Israels sikkerhed og suverænitet. Denne kamp er for øjeblikket særligt ubekvem for USA, der har problemer nok med omvæltninger i forbindelse med Det arabiske forår, og den går stik imod EU's officielle politik (og de danske socialdemokraters og SF'eres udenrigspolitik). Men den er logisk og konsistent.

Faktum er at 1967-grænserne er umulige at forsvare for Israel, at i hvert fald en vis del af de gennemførte bosættelser er rimelige, at ønsket om israelsk suverænitet over et udelt Jerusalem er fuldt forståelig, og at stram begrænsning af den palæstinensiske indvandring er det samme, hvis staten Israel i længden skal kunne opretholdes som jødisk stat i regionen.

En fredsaftale med palæstinenserne, der vil afgive holdbart grundlag for en såkaldt to-statsløsning i området, er på ingen måde principielt imod Israels, Likuds eller Netanyahus interesser. Men den forudsætter at palæstinenserne ubetinget accepterer Israels ret til at eksistere og forsvare sig. Den vil derfor kun blive en fredsaftale af gavn, hvis den accepterer begge parters eksistensberettigelse, sikkerhed og almindelige udfoldelsesmuligheder.


Dette var det logiske budskab fra Netanyahu til den amerikanske kongres og præsident. Og det indebærer med største klarhed, at USA som Israels bedste ven og støtte udelukkes fra alle forhåbninger om at kunne gøre oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat til springbrædt for en fredsaftale mellem palæstinenserne og israelerne. Udviklingen skal gå den omvendte vej: Først skal der indgås en fredsaftale der sikrer Israel retten til at eksistere og forsvare sig. Derefter kan Palæstina etableres som selvstændig stat. Og dette vil igen sige, at parterne må have tålmodighed til at arbejde hen mod en sådan fredsaftale - uanset hvor lang tid den måtte tage, frem for at palæstinenserne uden videre og i utide deklamerer en stat og bliver optaget i FN.

Men desuden gælder, at en reel og holdbar fredsaftale slet ikke kan forhandles på plads uden hensyntagen til de igangværende omvæltninger i de arabiske lande. Disse omvæltninger må nødvendigvis indebære et opgør med alle ekstremistiske og terroristiske tendenser, således at befolkningerne får kanaliseret alle deres frustrationsenergier væk fra had og hævn over i konstruktiv opbygning af regimer der bliver præget af frihed, fred og fremskridt. Her kan Israel faktisk stå som et udmærket forbillede for hele regionen - og det er naturligvis ikke noget der huer de mange mennesker der i årtier er blevet opdraget til på værste demagogiske vis at hade jøderne og ønske dem udryddet fra jordens overflade.

De arabiske befolkninger kommer derfor i egen interesse ikke uden om en dybtgående selverkendelse som forudsætning for fred og fremskridt.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Den israelske premierminister
Jerusalem Post


Relevante artikler på Jernesalt:

Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
NATO under fortsat forandring med nyt koncept  (24.11.10.)
Midtvejsvalget i USA med hug til Obama  (4.11.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Obamas fredstale i Oslo  (21.12.09)

Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)


Artikler om Mellemøsten
Artikler om USA


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal