utils prefix normal JERNESALT - murensfald

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.11.09.

Murens fald 1989

For enhver der har oplevet 2. verdenskrig, Nazitysklands glædelige nederlag i 1945 og den efterfølgende skarpe og smertelige opdeling af Europa i et sovjetstyret Øst-Europa og et frit Vest-Europa er Murens fald den 9. november 1989 et højdepunkt i europæisk historie. På denne dag faldt det fysiske murværk som det østtyske regime med det falske navn 'Deutsche Demokratische Republik' (DDR) havde opbygget rundt om Vestberlin i august 1961 for at forhindre østtyskerne i at flygte til Vest og som derfor var blevet selve symbolet på såvel delingen mellem Øst og Vest som DDR's ufrihed. Med Murens fald blev østtyskerne igen frie som de var før 1933, og Europa blev igen et sammenhængende kontinent - omend ikke en sammenhængende kultur - som strakte sig fra Atlanterhavet i Vest til Ural i Rusland.

Selve begivenheden i 1989 kom som en kæmpemæssig overraskelse for langt de fleste. Der var sket ændringer i Sovjetunionen allerede i 1985 da den reformvenlige Michail Gorbatjov blev valgt som generalsekretær for det enerådende kommunistiske parti og med sin glasnost- og perestrojka-politik satte sig som mål gennem åbenhed og omstrukturering at få det stive og lukkede sovjetsystem bragt ud af Brezjnev-epokens mere og mere faretruende økonomiske stagnation og indlede et samarbejde med Vesten. Men hans bestræbelser strandede på både dyb træghed i systemet og bevidst modstand fra de forstenede partifolk der så deres magtpositioner truede.


Modstanden mod sovjetsystemet var stigende i næsten alle de østeuropæiske lande, først og fremmest i de gamle vestorienterede lande som Ungarn, Tjekkoslovakiet og Polen, som alle med 12 års mellemrum mødte Sovjetmagtens brutale nedkæmpning af deres frihedsbevægelser, hhv. 1956, 1968 og 1980. Men mærkeligt nok blev det Østtyskland under partisekretær Erich Honeckers lederskab 1971-89 der blev Sovjetunionens mest loyale lydstat og som hårdnakket modsatte sig enhver form for reformering, ja, opbyggede et uhyre effektivt og uhyre kostbart overvågnings- og kontrolapparat i Statssikkerhedstjenesten (Stasi).

Da DDR den 7.10.89. fejrede sit 40-års jubilæum med en storstilet fest og parade fik Honecker på balustraden den almindelige kindkys-hilsen af Gorbatjov, men det var i realiteten et 'dødskys', for Honecker havde totalt overhørt Gorbatjovs advarsel om at den der ikke sørgede for fornyelse var færdig som leder. Få dage efter blev Honecker afsat af ledende folk i partiet. Og kun få uger efter var presset nedefra på at få åbnet muren blevet så stort at lederne ikke turde risikere en militær nedkæmpelse af den fredelige folkelige bevægelse. Muren blev åbnet, må det understreges. Den faldt ikke som følge af at folk gik løs på den med mukkerter. Den blev åbnet af de østtyske vagter efter ordrer oppefra, da den totalt forvirrede ledelse ikke så nogen anden udvej. Østtyskerne strømmede derefter over grænsen til Vestberlin - nogle af dem kørende i deres elendige 'Trabanter' - og de blev mødt med åbne arme af vesttyskerne.


Forinden var presset mod regimerne i både Ungarn og Tjekkosklovakiet også blevet stærkere og stærkere - med et stigende antal mennesker der havde søgt tilflugt i vestlige ambassader. Det var oplagt at de forhadte systemer overalt stod for fald og kom til at falde på grund af den indbyggede mangel på evne til fornyelse. Heldigvis skete det fredeligt, når bortses fra Rumænien hvor en håbløst uvidende partileder Ceausescu nægtede at træde tilbage og måtte væltes ved et kup i julen 1989 - og sammen med sin hustru brutalt blev henrettet ved en standret.

Det må slås fast, at den egentlige undergraver af Sovjetstyret var den brede folkelige og fredelige polske Solidaritetsbevægelse som den jævne elektriker Lech Walesa startede ved Lenin-værftet i Gdansk i 1979, og som takket være valget af den polske kardinal Karol Wojtyla til pave i Rom (jf. Johannes Paul 2. ) blev en uovervindelig åndelig magtfaktor i landet. En faktor som gav lederne i Kreml grå hår i hovedet, fordi de ganske enkelt ikke fattede åndens magt ud fra deres materialistiske marxisme-leninisme, hvor rå militær- og politimæssig magt var den eneste magtfaktor man regnede med. Solidaritetsbevægelsen blev i første omgang slået ned af den polske hærs chef, general Jaruzelski, med det angivelige formål at forebygge sovjetisk indgriben. Men den levede videre som en stærk faktor og blev i slutningen af 1980'erne accepteret som forhandlingspartner ved etableringen af en overgangsregering. Lech Walesa blev valgt som præsident ved det første frie valg i Polen i 1990 - og han betragter med rette Solidaritetsbevægelsens oprettelse som det første led i kæden der førte til Murens fald.


I Tyskland blev Murens Fald derimod meget naturligt en tysk begivenhed, der førte til en genforening af Tyskland på grundlag af Forbundsrepublikkens forfatning, idet den første ikke-kommunistiske regering i Øst-Tyskland aftalte DDR's nedlæggelse og landets sammenlægning med Forbundsrepublikken med dennes regering. Kreml accepterede at det forenede Tyskland fortsatte Forbundsrepublikkens Nato-medlemsskab. D-marken blev fælles valuta - og DDR blev officielt opløst pr. 2.10.1990. Delstatsvalg i de østtyske Länder gennemførtes 14.10.90. - og ved det første fællestyske parlamentsvalg i december samme år blev CDU-lederen Helmuth Kohl genvalgt som kansler, idet han med held forstod at iscenesætte sig selv som 'genforeningskansleren'. Det blev østtyskerne der sikrede hans genvalg som følge af hans faktiske gavmildhed over for dem og i fuld tillid til hans store løfter for fremtiden.

Berlin blev hovedstad i det genforenede land - og forbundsdagen blev flyttet fra Bonn til Berlin. Men løfterne til østtyskerne blev ikke indfriet. Så politisk gled de fleste af østdelstaterne tilbage til ikke-borgerlig observans, og det gamle østtyske socialistparti konsoliderede sig som stadigt stærkere faktor, der siden førte til dannelsen af Die Linke, der i dag gør sig gældende i hele Tyskland - jf. artiklen om Forbundsvalget i september i år. Men det har ikke forhindret at øst-delstaterne fik stor arbejdsløhed og aldrig nåede større økonomisk vækst, før den generelle økonomiske krise satte ind og bremsede al fremgang. Der er i dag markant forskel mellem Østtyskland og Vesttyskland. Og de fleste østtyskere føler sig som andenrangsborgere i det genforenede land. Vesttyskerne ser ned på ossi'erne ikke blot på grund af fattigdommen, men også på grund af ensretningen og den moralske undergravning gennem det omfattende Stasi-stikkeri.

Det vil dog altsammen ikke forhindre at 20-års dagen vil blive markeret med store festligheder i Berlin - bl.a. omkring Brandenburger Tor der nu danner rammen om alle store fester i hovedstaden. Festen transmitteres bl.a. på ZDF - og blandt gæsterne vil være mange udenlandske regeringschefer foruden Helmuth Kohl, Leck Walesa og Michail Gorbatjov. Den genvalgte, men i DDR opvoksede forbundskansler Angela Merkel vil holde festtalen. Og hun vil gentage hvad hun flere gange har sagt, at den 9.11.89. var den lykkeligste dag i den yngre tyske historie.


For andre har den været knap så lykkelig. Det er der bl.a. eksempler på i tysk film. Først og fremmest skal her nævnes den uforsonlige 'Das Leben der Anderen' fra 2006 af Florain Henckel von Donnermarck med en fremragende Ulrich Mühe som Stasi-kaptajnen Gerd Wisler. Denne får i 1984 til opgave at overvåge en kendt DDR-dramatiker med henblik på at få ham sat fast og hans kone dermed overladt til kulturministerens erotiske forgodtbefindende. Men Wisler ændrer lidt efter lidt holdning - og ender til sidste selv som grusomt offer for det system han selv har været med til at skabe gennem den hensynsløse og systematiske overvågning. Filmen vises i dagens anledning på DR1 (kl. 21.30), der også i 'Horisont' (kl. 20-21) har reportage fra festen i Berlin.

En humoristisk vinkel på østtyskernes problem anlægges i Wolfgang Beckers 'Goodbye, Lenin' fra 2002, der handler om familien Kerner der splittes ved faderens flugt til Vest i 1979, men som genforenes i 1989, hvor den regimebegejstrede moder bliver ramt af et hjerteslag ved synet af politiets overfald på demonstranter, hvoriblandt hendes egen søn befinder sig. Hun falder i koma, hvorfra hun først vågner, da Murens Fald er en kendsgerning og livet i Østtyskland er blevet frit og radikalt anderledes end før hun blev syg. Og børnene nænner simpelthen ikke at fortælle hende sandheden om at det gamle regime er faldet. De opretholder med alle midler og største praktiske besvær hendes illusion. Men det går naturligvis galt til sidst. Filmen rummer mange autentiske klip fra oktober-dagene i 1989.

En anden form for humor demonstrerer den jødiske filminstruktør Dani Levy i 'Alles auf Zucker', der skildrer mødet mellem to jødiske brødre og familier, hvoraf den ene i tide forlod Øst-Berlin og slog sig ned som ortodokse jøder i Vesten, mens den anden blev i Øst og fjernede sig mere og mere fra al jødisk tradition, ja, hvor faderen endog endte som spillegal gambler der altid skyldte penge væk, men blev ved at tro på den store gevinst som kunne redde ham. Da de to brødres gamle mor dør, skal der ifølge testamentet sørges for en begravelse der følger alle jødiske forskrifter til punkt og prikke en hel uge - og det medfører utallige konfliktsituationer mellem de to sammenbragte familier. Det er i denne film det jødiske aspekt der bliver dominerende - ligesom i samme filminstruktørs Hitler-parodi "Der Führer". Men forskellen mellem Øst og Vest er heller ikke til at tage fejl af.


Forløbet af den historisk faktiske, men endnu ikke fuldførte genforening illustrerer meget godt Paul Johnsons lov om utilsigtede virkninger: alle politiske beslutninger får ved siden af de tilsigtede virkninger altid også nogle utilsigtede, fordi beslutningstagerne ikke kan gennemskue alle konsekvenser når beslutninger skal træffe - eller fordi de ikke har lyst til at se kendsgerningerne i øjnene. I dette tilfælde var der næppe mange der forestillede sig hvor dyr genforeningen ville blive i D-mark, fordi østtyskerne var så fattige som de var og i 40 år systematisk havde fået indarbejdet vaner der passer meget dårligt med vestlig frihed og markedsøkonomi.

I princippet gælder det samme for alle de gamle østlande, og derfor må det stadigt konstateres at de på trods af deres selvfølgelige optagelse i EU er problemlande inden for dette system. Sidst er det set med den tjekkiske præsident Vaclac Klaus's forsøg på at udskyde Tjekkiets godkendelse af Lissabon-traktaten ved at nægte at ratificere den, skønt parlamentet havde godkendt den. Men tidligere har Polens EU-skeptiske og meget anti-kommunistiske præsident Kaczinsky også forsøgt at modarbejde den lovligt valgte liberale og EU-venlige regerings politik. Resultatet af den slags obstruktion er kun at landenes egen vækst og udvikling bremses.


Hertil kommer imidlertid den mere generelle kendsgerning at det store flertal af borgere i Vest-Europa ikke kerer sig om hvad der foregår i Øst-Europa. Man har accepteret østlandenes optagelse i EU, men derudover interesserer man sig ikke for deres udvikling.

EU-eksperten Lykke Friis har da også i en artikel i Berlingske Tidende 31.10.09. spurgt hvor 1989-generationen er blevet af. 1989 fik jo større realpolitisk betydning for Europa end 1968, men 1989 blev aldrig som 1968 navnet på en europæiske generation der skrev politisk og kulturel verdenshistorie. Og det finder hun er et problem i en tid hvor vi mere end før har brug for et samlet Europa og et stærkt EU, der kan agere over for et Asien med et stærkere og stærkere Kina i spidsen.

Lykke Friis nævner selv tre afgørende grunde til forskellen: 1) 1989 foregik kun i Tyskland og Østeuropa. 2) 68'erne kæmpede for en ny verden - dog med meget forskellige og diffuse forestillinger om en sådan. Mens 89'erne først og fremmest ønskede at vende tilbage til Europa. Og endelig 3) var 1989 ét enkelt hæsblæsende år, mens 1968 indvarslede et helt årti med ungdomsoprør, kvindefrigørelse, rock og syremusik samt psykedeliske stoffer. 1989-generationen kan slet ikke på samme måde som 1968'erne regnes for en generation.

Og dog er det givet at de tyskere der var unge dengang efterhånden rykker op som ledere i Tyskland - politisk, økonomisk og kulturelt. Angela Merkel er én af dem. Spørgsmålet bliver derfor om de vil fokusere på Europa som et udvidet EU eller fortsat have forestillinger om det gamle Europa med sig i bagagen. Problemet forstærkes kraftigt af det forhold, at mange af de tidligere borgere i såvel Øst-Tyskland som de øvrige Østlande faktisk i mange henseender længes tilbage til forholdene før 1989, ikke fordi de foretrækker ufrihed fremfor frihed, men fordi de foretrækker tryghed fremfor den utryghed de gamle systemers sammenbrud rent faktisk har medført. Således viser en frisk meningsmåling foretaget i Polen i juni i år, at befolkningen er næsten delt midt over i folk der ser fuldstændigt eller overvejende positivt på tiden under kommunist-styret og folk der ser fuldstændigt eller overvejende negativt på denne tid.


Selv i Rusland er der som bekendt delte meninger om Stalin og Stalinregimet. Der er folk der hæfter sig ved diktatorens undertrykkelse og udryddelse af alle modstandere, men andre der hæfter sig mest ved hans 'modernisering' af landet i form af industrialisering - og bagatelliserer hans kynisme som et beklageligt, men nødvendigt led i 'fremskridtet'. For nogle gælder han stadig som 'Lillefar Stalin', dvs den faderlige beskytter af sine børn.

I alle tilfælde spiller det afgørende ind om den enkelte borger i dag bedømmer sin situation som afgørende ændret i retning mod større tryghed og bedre levevilkår eller ej, og hvilke ulykkelige skæbner der har været i vedkommendes familie.

På den anden side er det en kendsgerning af EU som stort europæisk fællesskab er en illusion. EU er ikke en folkesag og bliver det heller aldrig med den grad af bureaukrati og topstyring som organisationen indebærer og som den nye, nu endeligt godkendte Lissabon-traktat kun yderligere lægger op til.

Konklusionen kan derfor på 20-års dagen for Murens lykkelige fald kun blive, at Europa er meget langt fra den fællesskabsånd som kulturtraditionen som sådan giver mulighed for, men som de politiske ledere stort set alle svigter - både i Øst og Vest, fordi de er blevet teknokrater, globalister og universalister. Man skal dog ikke tro at kulturtraditionen i bedste forstand vil forblive en saga blot. Tendensen går i øjeblikket som i tiden efter 1968 mod den principielle historieløshed. Men historien vender altid tilbage, fordi den er forankret i det kollektivt ubevidste, som intellekterne heldigvis ikke kan gøre sig til herre over.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Det tyske kanslerembede
ZDF (Das Zweite)
Der Spiegel
ARD (Das Erste)
3SAT (den for Østrig, Tyskland og Schweiz fælles kanal)


Relevante artikler på Jernesalt:

Bundesrepublikken 60 år  (24.5.09.)
Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent  (4.1.08.)

Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Status over året 2007  (31.12.07.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
EU: jubilæum - problemer - fremtid  (30.03.07.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Europas forudsætninger  (15.8.05.)

EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)

Polske præsidentvalg (II)  (25.10.05.)
Polske præsidentvalg (I)  (10.10.05.)
To breve til præsidenten okt. 2000
Paven og Polen
Pave Johannes Paul II


Afsnit af kapitle 'Samfundet' i Jernesalts 2009-filosofi:

Etik og politik
Nationalt og internationalt
Klassesamfund og velfærdssamfund
Demokrati og sekularisering
Folk og elite


Artikler om Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal