utils prefix normal JERNESALT - eksistens14a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 04.08.14.

Eksistens er realitetsprøvelse og tilblivelse

Menneskelig eksistens adskiller sig markant fra dyrisk eksistens ved helt og holdent at være bestemt af bevidsthedens uafladelige funktion og indflydelse. Mennesket er ikke i stand til at leve eller overhovedet at kunne overleve alene på instinkternes udfoldelse, men er præget af nysgerrighed og idérigdom, nødvendigheden af valg og vilje til eksperimenteren og grænseoverskridelse som alt sammen til stadighed forandrer dets virkelighed, miljø og eksistensgrundlag.

Selvklart er viljen til at afprøve og overskride grænser særligt fremherskende i puberteten, fordi den hormonale kønsmodning ikke blot som hos dyrene giver evne og lyst til formering, men sprænger den barnlige naivitet og indfører en kritisk sans og refleksion der ser alt på en ny måde og i et større perspektiv og derfor også giver et kritisk syn på forældrene og alle andre autoriteter.

Realitetsprøvelsen for de unge bliver ikke bare som hos dyrene et relativt simpelt spørgsmål om at lære det snævre miljøs fysiske love og begrænsninger at kende, men et meget kompliceret spørgsmål om at lære et helt samfunds normer og begrænsninger såvel som dets muligheder for forandringer. De menneskelige samfund er netop ikke uforanderlige, men ændres tværtimod over tid og får derfor en historie.

Men realitetsprøvelsen har og har altid haft en dobbelt karakter. Den består både i via sansningen at skaffe mennesket erfaringer om den ydre verden og via tænkningen eller refleksionen at tilpasse disse ydre erfaringer med de indre forestillinger og disses tilknyttede sproglige begreber eller billeder. Denne i realiteten livslange opgave kompliceres ganske betydeligt af det forhold at de indre forestillinger ikke udelukkende er personlige forestillinger, men tværtimod i vid udstrækning forestillinger som er fælles for de mange der lever i samme miljø, i samme samfund eller i samme kultur. Der foregår en stadig dialog mellem de personlige og de kollektive forestillinger.

Såvel de gamle myter som senere tiders folkeeventyr, sagn og digtning afspejler de indre forestillingers kollektive og ofte ret universelle karakter. Og det samme gør menneskers spontane natte-drømme. Alle indre forestillinger blev i gamle dage altid betragtet som naturlige og selvfølgelige. Men mange moderne mennesker har svært ved at tage dem alvorligt, ja svært ved overhovedet at opfatte selve det kollektivt ubevidste som en realitet man er nødt til at acceptere hvis man overhovedet vi være i stand til at tale fornuftigt om de irrationelle fænomener. De fleste tror at det moderne menneske er blevet så oplyst at det er blevet befriet for alt irrationelt, idet de uden videre regner alt irrationelt som overtro. Men sådan forholder det sig ikke.

Det irrationelle er tværtimod lige så vigtigt for mennesket som det rationelle, logiske og årsagsbestemte - fordi det omfatter alt det der giver livet særlig mening, sammenhæng, orden og helhed, og som vi er i stand til lige fra fødslen at fornemme umiddelbart, altså uden sprogets hjælp. Herunder hører al umiddelbar forståelse mellem mennesker, kærligheden og fællesskabet, legen, humoren, sangen, dansen, musikken - og i videre forstand kunsten og kulten.


Immanens og transcendens

Den afgørende forskel mellem dyr og mennesker er grænseoverskridelsen.

Dyr og mennesker er begge underkastet en langsom biologisk udvikling eller evolution, der bl.a. er bestemt af klimaudviklingen på jordkloden. Men menneskesamfundet udvikler sig i en helt anden forstand og andet tempo end dyrenes samfund, fordi den menneskelige bevidsthed hele tiden skaber fornyelse og forandring. Mennesket er i kraft af sin bevidsthed et transcendent biologisk væsen, der hele tiden går ud over sine egne personlige og samfundsmæssige eller kulturelle grænser. Det betyder naturligvis ikke at det instinktive og det gentagende ingen rolle spiller. Tværtimod har rutine og gentagelse en meget stor rolle, fordi det ville være utåleligt for det enkelte menneske og det enkelte samfund, hvis alt skulle bero på bevidst overvejelse. Vi ville dø af sult, hvis vi hver eneste gang vi tager et skridt eller foretager os noget med hænderne skulle tænke nøje over hvad vi gør. Det immanente eller iboende betyder fortsat uendeligt meget. Derfor kommer videreførelse af slægtens erfaring i form af lærdom og tradition også til at betyde meget for enhver generation. Men vi lever nu engang ikke i immanensen, da i hvert fald mange af os er nysgerrige, får ideer og intuitive indsigter og derfor også mange gange ønsker, foreslår og arbejder for forandringer.

For mennesker der er særligt nysgerrige, eksperimenterende og reflekterende kommer engagementet til at betyde mere end tidsfordrivet, friheden mere end trygheden og ligheden, intensiteten mere end rutinen og processen mere end funktionen. Det bliver en selvfølge for disse mennesker, ikke mindst fra pubertetens indtræden, at lægge vægt på projekter, og det vil sige at projicere deres ideer og forestillinger ud i konkrete opgaver og målsætninger. Derfor bestemmer forfatteren Simone de Beauvoir eksistentialismens etik som subjektets realisering af sig selv gennem en målsætning der er udtryk for dets vilje til at nå ud over sig selv, til transcendens. Det var for såvel Beauvoir som Sartre uværdigt for mennesket at forblive i immanensens umiddelbarhed og naivitet. Til gengæld forstod de slet ikke umiddelbarhedens fantastiske betydning. Hvis mennesket slet ikke var i stand til på komplementær vis at veksle mellem umiddelbarhed og middelbarhed, ville det havne i en utålelig intellektualisme - netop hvad Sartre selv gjorde.

Men fastholdes skal at livet her på jordkloden er karakteriseret ved det man i termodynamikken kalder negativ entropi: ikke al den energi vi modtager fra solen omsættes til varme, der følger varmelærens anden hovedsætning ved at gå tabt (eller blive udlignet med omgivelsernes temperatur). Takket være fotosyntesen bliver noget af energien omformet til drivkraft alle levende væsener kan leve og udfolde sig på ved at indtage føde. Og hos mennesket kan igen noget af denne drivkraft anvendes til at udforske verden, reflektere og få ideer og intuitive indsigter samt lave om på virkeligheden.

I kaosteorien er man specielt blevet opmærksom på det fænomen der hedder 'følsomhed for begyndelsestilstande', og som betyder at processer udvikler sig meget forskelligt efter hvilken tilstand de har ved begyndelsen. Det betyder i eksistensen at det er sværere at ændre en bestående tilstand, hvis den er blevet hængende i alt for faste rutiner eller alt for fastlåste mønstre. Et diktatursamfund er derfor altid sværere at ændre end et frit og demokratisk samfund. Det vil oftest kræve revolution eller store og voldelige omvæltninger, hvorimod frie samfund kan ændres gennem reformer.


Naturvidenskab og oplysning

Som det ses kan filosofien og naturvidenskaben sagtens bruges til belysning af de eksistentielle muligheder for forandringer som findes hos såvel individet som samfundet som helhed. Under alle omstændigheder er det aldrig ligegyldigt hvilken begrebsramme mennesket har til rådighed. Alt for fastlåste og dogmatiske begrebsrammer vil hæmme mulighederne for forandringer, og de findes i rigt mål i alle religiøse og politiske ideologier, men de findes skam også i såvel videnskabelighedens som borgerlighedens etablerede sandheder.

I videnskabeligheden er der stor tilbøjelighed til at køre videre i bestemte, én gang indsete og nyttige spor og metoder. Man bliver metoderyttere. Men det værste er den uhyre udbredte dominans af tro på en absolut determinisme, en tro der naturligvis kommer af det forhold at fysikken, der regnes for den meste eksakte videnskab, siden Newtons tid med allerstørste succes har brugt årsagsloven til at finde den ene årsagssammenhæng efter den anden så man til sidst var overbevist om at alle årsager før eller siden ville kunne afdækkes, ja at hele universet var et gigantisk og til mindste detalje forudberegneligt urværk. Selv lang tid efter at atomfysikken og kvantemekanikken havde vist at der eksisterer fysiske fænomener med så stor hastighed at det er principielt umuligt at afdække deres årsager ned til mindste detalje, blev en dominerende gren af filosofien ved med at gøre gældende at den newtonske fysik var idealet for ikke alene fysikken, men for al videnskab. Man vendte sig direkte mod Niels Bohrs og Københavnerskolens geniale synspunkt om at man kunne komme uden om al generende modsigelse i atomfysikken og alle andre videnskaber ved at bruge komplementaritetsbegrebet og altså operere med to sideordnede komplementære synspunkter. Dette er der stadig naturvidenskabsmænd der ikke vil acceptere. De hænger fast i gammel tænkning - og i træghedens lov.

Og i borgerligheden står det ikke bedre til. Den kompakte majoritet holder stadig på sine én gang for alle fundne sandheder og gør dem til det Henrik Ibsen kaldte 'livsløgne'. Dem kan man ikke tage fra gennemsnitmennesker uden at de mister lykken eller troen på lykken. Trægheden i alle forestillinger er enorm blandt menigmand - og derfor er det en stor udfordring at komme igennem med en oplysning der ikke blot giver nyttige kundskaber eller nyttige kompetencer, men som virkeligt rykker forestillingsbillederne og giver plads for en viden og indsigt der fuldt ud svarer til tidens krav.

Når Grundtvig i sin tid i sin polemik med den etablerede universitetslærdom kunne spørge om lyset kun er for de lærde, ("til ret og galt at stave", som fortsættelsen lyder) så lå det i at han - uanset sin dogmatiske indstilling på det teologiske område - havde fået dyb indsigt i at lys er himlens gave til os alle og at solen står op med bonden og ikke med de lærde. Oplysning er mere end nyttig viden om dette og hint; den er oplysning om livet, og derfor skal den være en lyst. Ja, ikke nok med det. "Den springer ud af folkedåd - og vokser som den vugges", som Grundtvig formulerede det med en pragtfuld metafor.

Helhedsrealistisk set er oplysning eller folkeoplysning altid en tidssvarende eksistensvejledning der dækker hele tilværelsen, altså både forståelsen af den ydre og den indre virkelighed.


Sprog, genstandssandheder og eksistenssandheder

Det er derfor sprogligt en fordel af skelne mellem genstandssandheder af den art naturvidenskaben beskæftiger sig med og som kan afdækkes ved hjælp af eksperimenter og på den anden side eksistenssandheder som ligger uden for eksakt naturvidenskab, men ikke desto mindre er nødvendige for alt der giver mening, orden og sammenhæng, og som skam også kan erfares som solide kendsgerninger og bruges til praktiske formål. Et sigende og morsomt eksempel er at det er en naturvidenskabelig genstandssandhed at jorden er rund og bevæger sig omkring solen, mens den umiddelbare eksistenssandhed som vi kan klare os med til daglig er at jorden er flad og at solen står op i øst og går ned i vest. Det er derfor meningsløst at diskutere om den ene sandhed er rigtig og den anden falsk. De er nemlig komplementære modsætninger, der kan bruges med fornuft til hver sit formål.

Langt mere indviklet bliver forholdene når vi går til alle de almene menneskelige forhold hvor den menneskelige psyke er indblandet og dermed hele den subjektive vurdering der har med kvalitet og mening at gøre. Her tæller kun eksistenssandhederne, og derfor er der stor uenighed om dem; de bliver aldrig absolutte, men de er til gengæld sigende, fattelige og forståelige. Man kan lære dem at kende hvis man er åben og tør gå i lag med at lære andre mennesker og deres værdier at kende. Det ses i høj grad i kunstens, musikkens og humorens verden, men også i de forestillinger om guder og djævle, himmel og helvede samt budbringere, død og undergang som hører med til eksistensen i sin fulde helhed og som derfor aldrig kan gribes i den entydige tingssprog, men kun i det flertydige dagligsprog.

Kun dagligsproget dækker både tilværelsens ydre kendsgerninger og menneskets indre forestillinger. Og derfor er dagligsproget al folkeoplysnings kerne. Men det er aldrig endeligt udformet. Det er under stadig forandring, og dette indebærer at det nødvendigvis må optage nye ord og begreber som bliver påkrævedei den fulde forståelse af eksistensen, herunder generelle begreber som moderne fysik og dybdepsykologi har indført.


Etik, samfund og religion

Når det gælder etikken er det væsentligt at benytte den biologiske indsigt som udgangspunkt: Ondt og godt findes ikke hos dyrene eller i naturen som sådan, men først hos mennesket og dermed den del af naturen som har fået bevidsthedens gave. Bevidstheden betød at mennesket kunne skelne godt fra ondt, kunne se det andet køn som et attraktivt, men forskelligt væsen og kunne se sine fædre, mødre og autoriteter som ufuldkomne og dødelige væsener.

På grund af den i vor kultur (jødedom, kristendom og islam) altdominerende fædrestyring og lovdyrkelse betød de nye stærke tanker i slutningen af 1800-tallet om Guds død og religionernes historicitet at mange drog den alt for forhastede konklusion at moral slet ikke havde noget fornuftigt grundlag og at den kun var undertrykkende. Nihilisterne gjorde pludseligt alt tilladt. Og det er er jo katastrofalt, fordi det i realiteten sætter jungleloven over alt andet: Den stærkeste har altid ret, skønt de fleste af os sagtens kan se at det ikke er tilfældet i praksis.

Fejlslutningen lå i selve systemet: De stærke fædre begrundede moralreglerne med Moses, Biblen eller Koranen, og mente at når begrundelserne blev undergravet, faldt reglerne og dermed hele moralen. Først i nyere tid er det blev erkendt at ansvarligheden er en biologisk kendsgerning der dukkede op med det bevidste menneske, og at moralen har sit grundlag i det psykiske krav om indre konsistens. Mennesket kan kun være og forblive psykisk konsistent hvis det sørger for overvægt af det gode i det lange løb, og dette indebærer bl.a. at det ikke bør være fejt, ikke gøre ondt mod sine nærmeste og ikke lyve for sig selv.

Dybdepsykologisk set står mennesket så at sige til ansvar for en psykisk instans, der er karakteriseret ved at være forskelligt fra det snævre, viljebetonede jeg, men står over dette. I freudiansk psykologi er denne større instans en del af id'et; i jungiansk psykologi hedder den 'selvet' eller 'totalpsyken'.


Ser man nærmere på denne instans, kommer man igen ikke uden om det kollektivt ubevidste. Menneskets jeger er med andre ord i vedvarende dialog med en kollektiv instans, som står over jeg'erne netop ved ikke at kunne kontrolles af jegerne. Der er tale om en fri instans, der kan korrigere og rådgive jegerne på en sådan måde, at det medfører psykisk inkonsistens at se stort på dens spontane ytringer.

Hermed er mennesket sat ind i det store historiske perspekiv der betyder at samfundet bliver opfattet som en umiddelbar realitet i stedet for som en konstruktion af den bevidste vilje, og at kult og religion bliver forstået som et emergent fænomen i biologien, altså som et fænomen der ikke er skabt udefra, men dukker op samtidig med den menneskelige bevidsthed og altså - modsat dogmatiske systemer og ideologier - fungerer umiddelbart i ethvert samfund og enhver kultur, uanset kultens udformning og navnene på de forestillinger det kollektivt ubevidste (arketyperne) kaster af sig.

Menneskelig eksistens er i allerhøjeste grad en løbende realitetsprøvelse der må gøre brug af både den indre og den ydre tilgang til virkeligheden, og som til stadighed må ses som en vedvarende tilblivelse der nok kan rumme tradition og historie, men altid generation for generation må skabe virkeligheden påny som en opgave og et projekt der kræver engagement og motivation.

Ejvind Riisgård


Relevante artikler på Jernesalt:

Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie:
Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.

Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)

Helhedsrealismens manifest (14.2.14.)

Fædrestyringens fallit og alternativ - foranlediget af debatten om Yahya Hassans digte (3.2.14.).
Værdikampen må op på et højere niveau - foranlediget af den uroen i dansk politik (4.2.14.).

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (introduktion af )
stor og rigt illustreret fortælling om kunst, musik, mytologi,
naturvidenskab, idéhistorie, politik og kulturhistorie.


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens


Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal