utils prefix normal JERNESALT - 1968a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.05.08

Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys

Ungdomsoprør generelt
Den specifikke baggrund
Tidstavle
Citater
Ungdomsoprørets filosofi
Nutidige vurderinger
Helhedsrealistisk vurdering
Henvisninger



Ungdomsoprør generelt

Den unge generations oprør mod forældregenerationen er et alment forekommende fænomen der ikke alene er psykologisk forståeligt, men psykologisk og socialt nødvendigt. Det er nemlig selve betingelsen for selvstændighed og ansvarlighed. Det er naturligvis foregået på meget forskellig måde i de forskellige kulturer og til forskellig tid. Det kan være særdeles svært i stærkt patriarkalske og autoritære systemer, men det er selv i de værste systemer af denne art en nødvendighed i den forstand, at uden at den unge generation og hvert enkelt ungt menneske i sin pubertet opdager at forældrene ikke er ufejlbarlige, ikke har været der fra evig tid og ikke er guder, så vil de ikke være i stand til for alvor at begynde at tænke selv og ad den vej skaffe sig en helt ny indsigt i moralske, sociale, kulturelle og religiøse forhold som igen er ensbetydende med at nuanceret erkendelse af egne valgfriheder og dermed det fulde ansvar for eget liv.

Oprøret er så alment og universelt at det helt selvfølgeligt er blevet genstand for en af vore ældste mytologiske fortællinger, fortællingen om 'Syndefaldet'. Der er naturligvis mennesker i vore dage der tror de er så oplyste, at de må forkaste den slags fortællinger som 'myte' i betydning opspind, men det er tåbeligt. For fortællingen er glimrende til at påpege lige netop hovedsagen i fænomenet: at det enkelte menneske (og den enkelte generation) i og med at det kommer i puberteten og skaffer sig indsigt i forhold forældrene ikke bryder sig om at de lærer at kende, dels opdager det andets køns eksistens, dels for stedse mister uskyldigheden. Dermed bliver det enkelte menneske automatisk drevet ud af 'paradisets have', for denne have er intet andet end uskyldighedens eller ansvarsfrihedens ideelle verden hvor andre tager sig af al omsorg og giver barnet både den kærlighed den enkelte har behov for og den frihed til at lege og udforske verden som det også trives ved.


Ungdomsoprør i mere moderne forstand som en generations fælles og koordinerede oprør mod forældregenerationen skyldes naturligvis mere specifikke årsager i det enkelte tilfælde. I historisk tid har vi gentagne gange set mere omfattende omvæltninger af ikke blot politisk art, men også af moralsk, social, kulturel og religiøs art, når det etablerede system var blevet for stift og uforanderligt. Omvæltninger er da kommet enten via voldelig opstand, der i visse tilfælde er blevet slået hårdt ned i første omgang, eller via mere fredelige forandringer der har koncentreret sig om de mere åndelige spørgsmål.

Hele religionssystemer og kulturer har bukket under for nye tanker, nye idealer og nye moder. Men også moralsystemerne, de kunstneriske og videnskabelige paradigmer har måttet skiftes ud. Lad mig bare nævne: kristendommens sejr over for hellenismen og romermagten. Luthers reformation over for den etablerede katolske kirke. Den moderne naturvidenskabs oprør mod fastlåst katolsk (skolastisk) dogmatik (der pudsigt nok i vid udstrækning byggede på Aristoteles). Darwins evolutionslære der rokkede ved en fundamentalistisk opfattelse af bibelens skabelsesberetninger. Musikkens oprør mod renæssancens idealer (Palestrina) og siden mod Bachs strenge barok, Mozarts klassicisme, Schuberts, Schumanns og Mendelssohns romantik og Wagners senromantik m.m. Den nye rytmiske musiks oprør mod hele den klassiske musiks tradition. Eller kunstverdenens opgør med klassicismen, naturalismen, impressionismen, ekspressionismen, den abstrakte kunst osv. Indtil vi havner i såkaldt 'postmodernisme'.

Overalt skal man huske på at generationerne ikke skal kæmmes over en kam. Der findes næsten altid oprørere mellem traditionalister, unge der ønsker totale brud og unge der ønsker fornyelse med bibeholdelse af det bedste fra traditionen. Og alle mulige varianter.

Overalt er det farligt med generalisationer. Disse er ganske vist psykologisk helt nødvendige, fordi vi ikke kan holde styr på alle detaljer i enhver historisk forandring, men er nødt til at ordne dem i vore forestillinger i overskuelige enheder. Ofte sker dette helt automatisk, så der opstår det vi kalder fordomme, og først ved den kritiske tankes hjælp er vi i stand til at se bag om fordommene og nå frem til mere korrekte og nuancerede opfattelser af ting og mennesker og relationer.

Ungdomsoprøret i 1968 er også udsat for generalisation, og det kan ikke være andet. Det fører ofte til meget forenklede billeder. Nogle ser kun det negative i oprøret, andre kun det positive. Men som altid er der både positive og negative ting at påpege. Derfor er det nødvendigt inden en bedømmelse at se på de specifikke forhold der betingede oprøret.



Den specifikke baggrund

1968-oprøret har klare historiske forudsætninger i den almindelige velstandsstigning i hele den vestlige verden efter 2. verdenskrig, som bl.a. det tyske Wirtschaftswunder under Adenauer-regeringen og Ludwig Erhard var en central del af. Samtidigt var den kolde krig ved at miste betydning. I Vietnam var krigen blevet varm, men til gengæld med det overraskende resultat at stormagten USA ikke kunne hamle op med Ho Chi Minhs guerillaer. Modstanden mod amerikanernes krigsførelse tog til i og med præsident Johnsons optrapning af krigen.

I Syd- og Mellemamerika stod Che Guevara og Fidel Castro for en krig mod den amerikanske imperialisme, som vakte begejstring i venstreorienterede kredse. Der skabtes en regulær revolutionsromantik der totalt så bort fra de afgørende forskelle mellem forholdene derovre og forholdene her i Europa. Der var også stor sympati for maoismen og kulturrevolutionen i Kina. Men ikke megen tiltro til den sovjettiske model, selvom der fortsat var folk på venstrefløjen der var fascineret af Stalinismen og dens effektive magtsystem - jf. artiklen Stalinismens fascination. Sovjets indgreb over for oprøret i Ungarn i 1956 og Prager-foråret i 1968 kølnede dog generelt begejstringen.

Til gengæld var der i 1960'erne stor tilslutning til kampen mod atomvåbenet. Her i landet var der stor protestmarch fra Holbæk til København i påsken 1962. Den blev stærkt præget af usædvanligt koldt vejr og sne, hvad der fik Informations chefredaktør Børge Outse til at sammenligne marchen med tidligere tiders religiøse flagellant-optog. Det styrkede tilsyneladende kun moralen at deltagerne måtte lide for sagen.


Men af allerstørste vigtighed for ungdomsoprørets påbegyndelse og omfang var den voldsomme stigning i det antal studerende der blev optaget på universiteterne i de vestlige lande. For hverken undervisningsfaciliteterne eller ledelsesformen svarede til udviklingen. Undervisningen var stort set lige så autoritær som i den gammeldags folkeskole og gymnasieundervisning få år forinden. Professorvældet var eneherskende og modsatte sig i begyndelsen enhver fornuftig justering. Oprøret havde optimale udfoldelsesbetingelser - og selvom det i vid udstrækning formede sig temmeligt latterligt med besættelser af lokaler, chikane mod lærerne og forsøg på at umuliggøre fakultetsmøder eller møder i konsistorium - samt forgribelse på Mogens Fogs cigarer, så var der ingen vej uden om en reformering af styrelsesformen og undervisningen.

Men til billedet hører også at normerne i hele samfundet lidt efter lidt blev ændret på det ene felt efter de andet. Det gjaldt kønsrollemønsteret som følge af det voksende antal kvinder på arbejdsmarkedet, men også seksualmoralen, der frigjordes fra de småborgerlige, mere eller mindre viktoriansk-puritanske normer. Pornoen blev frigivet (af en konservativ justitsminister!), men dette betød også på længere sigt en generel pornoficering som var en ulempe i forhold til børn.

Kvindebevægelsen fik vind i sejlene - og medvirkede dels til dannelsen af en ret hård, sommetider direkte mandefjendsk feminisme, dels til misforståede forsøg på at forhindre drengebørn i at udvikle sig med 'normale' eller gængse syn på det andet køn. Det gjorde de stærkeste af dem så oprør imod. Ligesom mange børn har måttet gøre oprør mod den udbredte tendens til at fornægte privatliv og i stedet danne kollektiver. Der er fordele ved begge dele, problemet er altid at man tvinger børn til en ensidighed de ikke selv ønsker og ikke selv kan se konsekvenserne af.

Kvindelejre-, ø-lejre, Thy-lejren og Christiania blev resultater af denne store frigørelsesproces, der overvejende forløb stille og fredeligt, men dog gav de tit uforberedte myndigheder forskellige problemer. De vidste i vidt omfang ikke hvordan de skulle gribe dem an. Christiania blev som bekendt et særdeles langt problem, bl.a. fordi det var forbundet med hash og hashmarkedet.


Medieudviklingen betød at navnlig fjernsynet fik en meget stor rolle for informationsformidlingen og oplysningsniveauet - også over landegrænserne. Eksempelvis kunne østtyskerne efterhånden danne sig et ganske godt begreb om hvordan livet i det frie Vesten var, selvom det var forbudt at se vestligt fjernsyn. Langt senere har internettet skabt samme vanskeligheder for diktatorers forsøg på at forhindre folk i at skaffe sig frie oplysninger. Men allerede i begyndelsen af 1960'erne lancerede Marshall McLuhan forestillingen om verden som én stor 'global landsby'.

Musikken blev den helt store revolution i åndens verden. Beatles lancerede sin bløde variant af den nye rytmiske musik. Siden kom rock og pop i alle mulige udgaver. Navne som Rolling Stones, The Doors, Elvis Presley, Bob Dylan blev stjerner der kunne fascinere et kæmpemæssigt publikum til koncerter og festivaler. Psykedeliske stoffer var en væsentlig del af miljøet.


Ungdomsoprøret var altså på det politiske plan nært forbundet med borgerretsbevægelsen i USA, med kampagnen mod Atomvåben og kampagnen mod Vietnamkrigen, men skal også ses i sammenhæng med kvindebvægelsen, ændringen i seksualmoralen, kollektivbevægelsen samt rockmusikken, de psykedeliske stoffer, den psykedeliske kunst og musik. Og endelig hænger den sammen med den utopiske socialisme, revolutionsromantikken, trangen til subkulturer, frirum, new age. m.m. Hvad der er virkning og hvad der er årsag er som hovedregel umuligt at udskille. Fast står i grunden kun, at ungdomsoprøret på godt og ondt ændrede samfundet ganske betydeligt på det åndelige eller holdningsmæssige plan.

Ole Grünbaum formulerer det på denne måde i Encyklopædien: "Ungdomsoprøret var et kulturelt vendepunkt, som introducerede nye eller glemte kulturelle idéer såsom meditation, vegetarisme, folkemedicin, økologi, fri sex og en utopisk-kommunistisk levevis. Ungdomsoprøret nedbrød gamle autoritetsformer og skabte i sit kølvand mere personlig frihed".



Tidstavle

1964:

14.6. På initiativ af SNCC (The Student Non-violent Coordinating Committee - afro-amer. org.) forlader sorte og hvide studenter universitetsområderne for at arbejde i praksis for borgerrettigederne i 'det dybe syden' (Mississippi-projektet).
16.9. På Berkeley-universitet i Californien forbyder ledelsen politisk aktivitet på området.
30.9. SNCC og CORE (Congress of Racial Equality) uddeler politisk materiale. Første store sit-in i Sproul Hall. 8 ledere suspenderes. FSM (Free Speech Movement) dannes.
1.10. Studenterne forhindrer arrestation af en af lederne.
2.12. anden større sit-in i Sproul Hall. 600 betjente placeres udenfor. Guvernøren giver ordre til rydning.
4.12. 5000 deltager i protestmøde. 18.12. 300 studenter demonstrerer i Berlin mod Congos premierminister Tshombe.

1965

Marts Den lange rækker af Vietnam-teach-ins begynder, igen koncentreret om Berkeley
4.4. Martin Luther King myrdes
24.4. Den afro-amerikanske gruppe holder hovedbygningen i Berkeley besat.
29.4. Store politistyrker rydder bygningerne
7.5. 500 studenter protesterer mod at rektoren for Freies Universität nedlægger forbud mod at Erich Kuby taler.
16.7. 800 studenter protesterer mod rektors afskedigelse af en assistent.
28. og 29.6. Sympatidemonstrationer på Berkeley efter de franske studenters opstand.

1966

5.2. Første større Vietnam.demonstration i Berlin.
Juni: Provo-bevægelsen i Holland opstår og begynder udgivelse af tidsskrift.
22.6. Rektor nedlægger forbud mod benyttelse af universitets lokaler til politiske møder.
3000 studenter deltager i sit-in foran universitetet.
22.11. Folketingsvalget giver for første gang Socialdemokratiet og SF flertal.
28.11. 1200 studenter demonstrerer mod det tyske socialdemokratis indtræden i den store koalitionsregering med CDU (Kissinger/Willy Brandt-koalitionen)
10.12. 1000 studenter arrangerer Vietnam-demonstration på Kurfürstendamm trods politiforbud

1967

Jan. Statsminister J.O. Krag etablerer det Røde Kabinet med SF's formand Aksel Larsen
27.1. 1500 studenter demonstrerer mod politiet i Berlin
6.4. 2000 studenter demonstrerer mod Amerikas Vietnampolitik under vicepræsident Humphreys besøg i Berlin
19.4. 2000 studenter deltager i sit-in på Freies Universität
24.5. Teufel og Langhans uddeler flyvebladet 'Hvornår brænder Berlins stormagasiner?' - en provokation der førte til dannelsen af 'Rote Armé Fraktion' eller Baader-Meinhof gruppen
2.6. Studenterdemonstrationer foran operaen under den iranske shahs besøg i Berlin.
Den 26. årige Benno Ohnesorg bliver tilfældigt offer for an politiaktion i nærheden
I de følgende dage breder studenteroprøret sig til de vesttyske universitetsbyer
21.10. 6000 studenter deltager i Vietnam-demonstration
1.11. 'Kritische Universität' oprettes ved FU.
Dec. Krags regering væltes, da seks SF'ere nægter at stemme for devaluering.
24.12. Medlemmer af Sozialistischer Deutscher Studentenbund, herunder Dutschke, trænger ind i Gedächtniskirken under julegudstjenesen.

1968

23.1. Folketingsvalget giver flertal for V, K og R der danner regering under den radikale Hilmar Baunsgaard. Den radikale Helge Larsen bliver undervisningsminister og gennemfører styrelsesreformer for universiteterne, men bliver stemplet som 'onde Helge' af studenteraktivisterne. Den radikale Kresten Helveg Petersen bliver kulturminister.
26.1. På det nye forstadsuniversitet Nanterre uden for Paris demonstrerer en gruppe anarkister mod politiet.
31.1. Studenter saboterer fakultetsmøde ved FU i Berlin.
Febr.: uroligheder i en række tyske byer
Febr.: Studerende ved Kunstakademiet i København diskuterer skolens autoritære opbygning
På Københavns universitet overvejer de psykologistuderende at anvende mere aktive metoder til at få gennemført en anden undervisning.
18.2. 10.000 tyske studenter deltager i anti-Springer- og Vietnam-demonstration 21.2. 150.000 berlinere deltager i moddemonstration, arrangeret af Berlins borgmester.
Marts: Høj stemmeprocent ved studenterrådsvalgene i Tyskland.
De tyske studenters øverste organ erklærer sig på den årlige kongres enig med den ikke-parlamentariske opposition. Krav om 'Drittelparität' (ligerepræsentation mellem professorer, docenter og studenter) ved alle tyske læreanstalter.
21.3. De første studenterdemonstrationer ved Københavns Universitet.
Parole på muren i Studiegården: "Bryd professorvældet. Medbestemmelse nu."
22.3. Administrationslokalerne i Nanterre-fakultetet besættes.
Datoen giver navn til 22. marts-bevægelsen.
25.-29.3. De psykologistuderende i København holder debatuge. På et afsluttende møde opstilles ultimative krav om medbestemmelse.
27.-29.3. De arkitektstuderende holder tilsvarende debatmøder.
April: fortsatte studenteraktioner i København.
11.4. Attentat mod Rudi Dutschke på Kurfürstendamm i Berlin.
I påskedagene store demonstrationer i Vesttysklands større byere.
19.4. De psykologistuderende besætter Psykologisk Laboratorium i Studiegården.
23.4. 5000 studenter deltager i demonstration på Frue Plads.
Rektor Mogens Fog indbyder de studerende til positivt samarbejde.
25.4. Barrikaderingen af laboratoriet i Studiegården ophæves.
3.5. Møde i Sorbonnes gård kl. 12. Rektor tilkalder politiet for at få opløst mødet. 527 studenter køres væk i politiets vogne. Herefter spontane gadedemonstrationer. Sorbonne lukkes.
5.5. Syv studenter arresteres. Cohn-Bendit i skarpt forhør i 20 timer. Latinerkvarteret holdes besat af politiet.
6.5. Tusinder demonstrerer i Paris. Der bygges barrikader.
13.5. De store franske fagforbund arrangerer aktionsdag mod nye sociallove.
17.5. Arbejderne på Renault-fabrikkerne nedlægger arbejdet.
De parisiske transportmidler rammes af strejken.
22.5. Cohn-Bendit nægtes tilladelse til genindrejse fra Holland
30.5. Præsident de Gaulle taler til folket i tv og kalder studenteroprøret noget svineri. Nationalforsamlingen opløses, og der udskrives nyvalg. Mitterand betegner de Gaulles borgeraktionsgrupper som opfordring til borgerkrig. En million mennesker på Champs-Elysées til støtte for regeringen, tricoloren og hæren.
30.5. Forbundsdagen vedtager Undtagelseslovene.
Voldsomme studenterdemonstrationer der støttes af en række intellektuelle som Ernst Bloch, Heinrich Böll og Hans Magnus Enzensberger.
3.6. Det italienske politi rydder Roms universitet efter tre døgns besættelse.
5.6. Senator Robert Kennedy myrdes af en palæstinensisk flygtning.
6.6. Sikkerhedspolitistyrker trænger ind i Renault-fabrikkerne og fjerner strejkevagterne.
23. og 30.6. Gaullisterne får absolut flertal i Nationalforsamlingen. Juli: de tyske studenter besætter flere af landets universiteter.
21.8. Tjekkoslovakitet besættes af tropper fra Sovjet, DDR, Polen, Ungarn og Bulgarien og 'Prager-foråret' afsluttes dermed. Husak erstatter Dubcek som partileder.
5.9. Debat ved Københavns Universitet om filosofikum. 800 studenter deltager i demonstration i Konsistoriegården. (Filosofikum endeligt afskaffet i 1971)
22.9. Studenterne demonstrerer i Frankfurt mod Senegals præsident Senghor der modtager de tyske boghandleres fredspris. Demonstrationerne ledes af Cohn-Bendit der idømmes 8 mrd.s betinget fængsel.
4.11. 1000 studenter arrangerer demonstration til støtte for advokat Horst Mahler der er indkaldt for en kollegial ret for deltagelse i studenterdemonstrationer.



Citater

Mao Ze-dong (Tse-Tung): Videns aktive funktion manifesterer sig ikke blot i det aktive spring fra sansemæssig til begrebsmæssig viden, men - og det er vigtigere - den må manifestere sig i springet fra begrebsmæssig viden til revolutionær praksis.

Ernesto Che Guevara: .... Den store lære om den ubesejrlige guerilla vil slå rødder i folket, i de besiddelsesløse masser. Den nationalistiske ånd vil blive hærdet, større opgaver vil blive løst for at kunne modså en endnu voldsommere repression. Hadet som afgørende faktor i kampen, det uudslukkeligt had mod fjenden, som driver mennesket langt ud over dets naturlige grænser og forvandler det til en effektiv, voldsom, selektiv og kold mordmaskine. Således bør vore soldater være: et folk som ikke hader, kan ikke besejre en brutal fjende.

Samme: Lad os sammenfatte vore aspirationer efter sejren på følgende måde: ødelæggelsen af imperialismen ved at udslette dens hovedforsvarsstilling: De forenede Staters imperialistiske herredømme. Dette betyder en langtrukken krig, og en grusom krig.

Stokeley Carmichael (formand for de amerikanske studenternes ikke-voldelige koordinations-komité): Reaktionene mod 'Black Power' afslører hvor dybe rødder racismen har, og hvor stor frygt der knytter sig til den. Kun sorte kan bibringes den revolutionære idé, at sorte mennesker er i stand til at gøre tingene selv.... Noget af det mest foruroligende ved næsten alle hvide tilhængere af bevægelsen har været, at de var bange for at gå ind i deres egne grupper - hvor racismen eksisterer - og arbejde på at blive af med den.... De råder de sorte til at være ikke-voldelige - lad dem præke ikke-vold i det hvide samfund.... Virkeligheden er, at denne nation fra top til bund er racistisk.

Samme: ... jeg er hverken psykolog eller psykiater; jeg er politisk aktivist og beskæftiger mig ikke med det enkelte individ. Jeg tror det er udensomsnak, når folk taler om det enkelte individ. Det vi rundt omkring i USA og også i Den Tredje Verden taler om, er et system, hvor det internationale hvide overherredømme er parret med international kapitalisme. Og vi der ude på at knuse dette system. Og folk der ser sig selv som en del af det system, vil blive knust sammen med det - eller også vil vi blive knust.

R.D. Laing: Paradokset om helhedens irrationalitet: vi synes at nå frem til en empirisk grænse som selv synes at være uden åbenbar begribelighed og ud over denne begrænsende sammenhæng ved vi ikke om der findes nogen yderligere sammenhæng, som kan hjælpe os til at sætte det totale sociale verdenssystem ind i et større mønster eller konstruktion, hvori det kunne finde sin rationalitet.


Rudi Dutschke (chefideolog for SDS): Vi ønsker et samfund der kan byde sine medlemmer et skabende liv uden krig, sult og repressivt arbejde, og hvor menneskene kan tage deres skæbne i deres egen hånd og ikke længere 'bevidstløse' bliver manipuleret fra oven som upolitiske objekter.

Samme: Arbejderne er integreret i det kapitalistiske samfund og derfor uegnede til at medvirke i den 'revolution' der kun kan udføres af én gruppe: studenterne. For studenterne er endnu ikke integreret, fordi de er unge og endnu ikke står i produktionsprocessen. De er priviligeret til at udfolde kritisk rationalitet. De kan derfor gennemskue manipulationer og erkende repressionerne og videregive denne erkendelse til andre bevidste.

Samme: Vi er ved at miste den akademiske værdighed, og det er godt - Uden provokation bliver vi overhovedet ikke bemærket. - I det menneskelige samfunds historie betyder det at være elite ikke at arbejde for folket, men at arbejde for magthaverne. - Videnskaben på senkapitalismens nuværende stadium er blevet til en produktivkraft i forvaltningen, til en systematisk og subtil videnskab i udnyttelse af mennesket: Sociologen forbedrer 'das Betriebsklima', teknikere effektiviserer ødelæggelsesformerne og det maskineri som opretholder magten, kapitalen og imperialismen... Indtil nu har vi været blinde, vi har været i besiddelse af en falsk bevidsthed, en bevidsthed manipuleret ovenfra, bestemt af signalerne ovenfra.... Det blev til et krav om at organisere vor videnskab som en produktivkraft i frigørelsens tjeneste. Og det skete i form af det kritiske universitet. - Vi kan omsætte den specifik menneskelige forstandskraft til kritisk fornuft. Det betyder: politisering af universitetet - som udgangspunkt for samfundets politisering og dermed dets ændring.

Daniel Cohn-Bendit: Vi kan ikke vinde, hvis vi ikke skaber en anden magt ansigt til ansigt med de Gaulle, og denne magt kan kun bygges på en forening mellem studenter og arbejdere. - Målet er nu at vælte regimet. Men det afhænger ikke alene af os, om det kan opnås. - Styrken ved vor bevægelse er netop, at den støtter sig på en 'ukontrollabel' spontanitet, som giver inspiration uden at kanalisere eller drage fordel af den aktion som den har sat i gang. - For at gøre situationen forståelig for en del af studenterne må man undgå at danne en organisation og lave et program, som uundgåelig vil virkle lammende. Bevægelsens eneste chance er netop denne forvirring, hvori folk kan tale frit og som kan føre til en form for selvorganisation.

Jean-Paul Sartre: Kultur kan ikke videregives, hvis man ikke givet folk mulighed for på ethvert tidspunkt at udfordre og drage i tvivl (kontestere). Den eneste måde at lære på er at kontestere. Det er også den eneste måde at blive menneske på. Et mennesker er intet, hvis det ikke drager i tvivl. Men det må også være trofast mod noget. En intellektuel er efter min mening en som er tro overfor et politisk og socialt hele, som han dog aldrig ophører med at udfordre og drage i tvivl.

Samme: Det som jeg bebrejder alle der har bagvasket studenterne, det er at de ikke så at de udtrykte et nyt krav, kravet om suverænitet. I et demokrati bør alle mennesker være suveræne, dvs kunne bestemme, ikke alene i hver sin krog, men sammen, over hvad de gør.


Herbert Marcuse: Enhver oposition kan i dag kun betragtes i et verdensomfattende perspektiv..... Studenteroppositionen af i dag er en af de stærkeste faktorer der måske engang kan blive en revolutionær kraft. At oprette forbindelser mellem studenteroppositionerne i forskellige lande er derfor et af de vigtigste strategiske krav i vor tid.

Samme: 'The new left' kendetegnes af en dyb mistilid til enhver ideologi, selv den socialistiske, som man mener sig forrådt af, og som man er skuffet over. Det nye venstre er heller ikke på nogen måde defineret af arbejderklassen som en revolutionær klasse. Det lader sig overhovedet ikke definere klassemæssigt.

Samme: Det bedste kendetegn ved Det éndimensionale samfund er, at det integreres på et højst materielt, højst reelt grundlag, nemlig på grundlag af opfyldte og tilfredsstillende behov, som på sin side reproducerer monopolkapitalismen - en tilfredsstillet og undertrykt bevidsthed. Resultatet af denne uortodokse konstellation inden for oppositionen er, at der ikke foreligger nogen subjektiv nødvendighed af en radikal omvæltning: en omvæltning hvis objektive nødvendighed bliver stadig mere brændende.

Samme: At søge konfrontation for konfrontationens egen skyld er ikke blot unødvendigt, men ansvarsløst. Konfrontationerne eksisterer allerede.

Samme: En radikal social forandring er objektiv nødvendig, i den dobbelte forstand, at den er vor eneste chance for at bevare mulighederne for menneskelig frigørelse, og endvidere i den forstand, at de tekniske og materielle ressourcer for virkeliggørelsen af friheden er opnåelige. Men mens denne objektive nødvendighed påviseligt er til stede, er det subjektive behov for en sådan ændring ikke almindeligt udbredt.

Samme: Teknisk eksperimenteren, videnskab og teknologi ville og kunne blive en leg med de hidtil skjulte, metodisk skjulte og blokerede, muligheder i mennesker og ting, samfund og natur. Dette er en af de ældste drømme i al radikal teori og praksis. Den betyder, at den skabende fantasi og ikke kun præstationsprincippets rationalitet, ville blive en produktivkraft, anvendt på det sociale og naturlige univers. Dette ville betyde opkomsten af en form for virkelighed som er skabt af og medium for menneskets sensibilitet og sensitivitet, som da til stadighed ville kunne udvikle sig. Og jeg vover nu at føre den frygtelige forestilling ind i debatten, at det ville betyde en 'æstetisk' virkelighed - samfundet som et kunstværk. Dette er frigørelsens mest utopiske, mest radikale mulighed i dag.


Udenrigsminister Willy Brandt 20.4.68.: Jeg ved, at man gør studenterne bitter uret, også de radikale blandt dem, når man nu stempler dem som terrorister og voldsmænd. Vi må forblive åbne over for ærlig uro og ægte bekymring. Vi har brug for udfordring fra den unge generation.

Peter Brandt, søn af Willy Brandt: Dette land behøver et, to eller måske mange Vietnam'er, dermed mener jeg, at man her burde rykke alt op med rode og skaffe samtlige vore nuværende politiske førere, inklusive min far, af vejen.

Professor Golo Mann: Folket står for ni tiendedeles vedkommende bag Forbundsrepublikken, især hvis det drejer sig om at afværge vold. Derfor er revolutionær vold historisk umulig i Forbundsrepublikken, og det i en sådan grad, at spørgsmålet om dens moralske retfærdiggørelse overhovedet ikke behøvet at blive stillet.... Studenterne skulle se at slippe af med de ledere, der vil lege Vietnam eller Bolivia i Tyskalnd.


Ejvind Larsen i leder i Information 20.3.68.: Studenter har altid gjort oprør. Mere eller mindre larmende, mere eller mindre grundigt og alvorligt... For et par år siden skete der pludselig - hvad man har kaldt - en politisering af studenterne. Især i Tyskland, Frankrig, Italien og USA engagerede studenterne sig i venstreorienterede synspunkter.... Spørgsmålet er om en bevidst aggressiv, ja måske revolutionær studenteraktivitet herhjemme er forestående?... Men endnu har man ikke hørt om demonstrationer, sit-in og go-in, boykot og lignende fra danske studenterorganisationers side. Fordi danske studenter trods alt har det meget bedre end deres kammerater i udlandet - eller fordi de er sløvere?

Rektor Mogens Fog 17.4.68. til 5000 demonstrarerende på Frue Plads: Selvtægt har intet med demokrati at gøre. En demonstration er en demokratisk metode; men at besætte laboratorier og lokaler som også undervisere har adgang til, er ikke at anvende demokratiske metoder.... I jeres krav er jeg meget vidtgående enig med jer; men forhandlingenre må ske under værdige former. Jeg indbyder alle deres valgte repræsentanter til et positivt samarbejde der kan begynde med det samme.

Samme i Jyllands-Posten 31.5.68.: Studenterne har tændt en brand som fænger i de forskellige landes indre politiske spændingsituationer, som de nu på hver sine steder længe er akkumuleret... Lad mig straks sige, at jeg ikke tror på dramatiske protestoprørs nytte, barrikader, besættelse af institutter osv.... Det vigtigste: at der kommer en artikuleret samtale i gang om ændringer inden for universitets drift mellem alle parter, der deltager i den, professorer, andre lærer, studerende, administratorer.... Der er en generel og uomgængelig sandhed bag utilfredsheden. Den kan ingen impliceret sidde overhørig...

Rektor Mogens Fog ved immatrikulationen efteråret 68: Jeg vil gerne opfatte dette håndtryk som en gensidig tillidserklæring, så vi dermed bekræfter over for hinanden, at vi, lærere og studenter, vil føle os solidariske i vor stræben efte at opfylde dette katederes græske motto: I ånd og sandhed.


Kulturminister K. Helveg Petersen 31.5.68.: Hvordan kan vi lede den protesterende og demonstrerende indstilling ind i frugtbare kanaler?

Undervisningsminister Helge Larsen 7.7.68.: Der er så megen sund fornuft i kravet om medbestemmelse og så megen ærlig vilje til samarbejde om problemernes løsning og så meget behov for nye ideer og tanker, at det vil være særdeles kortsynet at afvise det tilbud, der ligger i medbestemmelseskravet.... Hvorfor ikke betragte de studerende som det er de: medarbejdere i den væsentlige samfundsfunktion der hedder uddannelse?



Ungdomsoprørets filosofi

Filosoffen Peter Kemp udgav allerede i 1972 en kort og klar redegørelse for Ungdomsoprørets filosofi, som han opstillede i seks sloganlignende overskrifter: Alt er muligt, Den falske bevidsthed, Engagement, Fantasien til magten, Tilbage til naturen, Paradis nu.

Kemp fastslår at oprøret i 60'erne ikke kan betragtes som en simpel generationskamp. Det var også udtryk for en kulturkrise og en ny måde at tænke på at opfatte sig som socialt væsen på. Den første væsentlige betingelse var afslutningen af den kolde krig. Den anden var den unge velfærdsgenerations relative frihed i forhold til hjem, familie og arbejde.

Med støtte i eksistentialisterne Sartre og Camus - samt Nietzsches tanker - fandt man sandhed i Marcuses tale om 'den store vægring'. Ungdomsoprørerne nægtede at acceptere at der skulle være nogetsomhelst i samfundet der ikke kunne ændres og forbedres. Man tilsluttede sig de franske studenters parole fra maj 68: Alt er muligt.

Med ideen om den falske bevidsthed vendte ungdommen sig ikke blot imod pressens og myndighedernes manipulering med informationer og nyheder. Ideen blev taget op som en omfattende kritik af den moderne velfærdsborgers falske moral, falske selvbevidsthed og falske selverkendelse. Hele den falske bevidsthed om samfundet og dets udviklingshistorie kaldte Marx en ideologi, fordi den ikke tog sit udgangspunkt i den økonomiske fremmedgørelse, men forsvarede de bestående tilstande. Marcuse hævdede at tolerancens propaganda indpoder mennesker en 'perverteret tolerance', nemlig en tolerance der bærer over med de kræfter som manipulerer med menneskene, en repressiv tolerance. Tilsvarende gjorde Habermas gældende at videnskabstroen - troen på at alle vigtige samfundsproblemer er videnskabelige og tekniske spørgsmål, er en falsk bevidsthed, der gør videnskab til ideologi.

Fidel Castro var ikke i tivl om at den revolutionære begejstring er en kraft der er stærkere end våbnenes ild. Og også for Sartre var engagementet indlysende: Mennesket er intet andet end det som det gør sig til. Det er nemlig hvad det vælger at være; det er frit og kan selv forme sin tilværelse. Vor tids ungdomsoprørere har ifølge Sartre erkendt at den eksistens der bekræftes er en samfundseksistens. Derfor definerer de ikke blot mennesket ved engagementet, men også ved samfundsforholdene.

Hippierne eller blomsterbørnene var blødere i formuleringen og drømmene. All you need is love, sagde de. Yipperne (Youth International Party) lagde vægt på bevidsthedens forestillinger. Ingen social revolution uden bevidsthedsrevolution. Og ingen bevidsthedsrevolution uden social revolution, hævdede de. Derfor ville de gøre vore drømme offentlige. Vi betragter vore længsler som virkelighed. Slagordet var derfor: Fantasien til magten. På teoretisk plan kunne de støtte sig til romantikeren A.W. Schlegel (Fantasien er den menneskelige ånds grundkraft), men også til Bachelard, Camus, Ernst Bloch, Adorno og Marcuse. Den store kunst er også romantisk, men det er netop det gode ved den. Thi det romantiske er det der strider mod den etablerede orden.

Tilsvarende ligger også i tilslutningen til slagordet: 'Tilbage til Naturen' som Rousseau havde formuleret. Som Rousseau var ungdomsoprørerne ikke modstandere af et samfundsliv overhovedet, men de ønskede plads for den spontane livsudfoldelse. Det ønskede et nyt samfund med en 'social kontrakt'. De ville vende tilbage til naturen for at redde kulturen. Erich Fromms bog 'Kunsten at elske' var en af de unges mest læste bøger om kærlighed. Den opfordrer til at bryde med det kapitalistiske samfund for kærlighedens skyld.

'Paradis nu' blev et af hippiernes slagord. Deres ydre fjende var den politiske undertrykkelse, men deres indre var stofmisbruget. Drømmen var frigørelsen for undertrykkelsen i både politisk og moralsk forstand. Hippierne var religiøse i den forstand at de mente der var andre bånd og sammenhænge i tilværelsen end de rent synlige og materielle. De opfattede Jesus som den ideelle hippi - og der fandtes en Jesus-kult i USA.


Sprogfilosoffen Paul Ricoeur hævdede tilsvarende at religionen som moralsk anklage og fordømmelse af mennesker må opgives som følge af den religionskritik som især Nietzsche og Freud har fremført. Han er også enig med Freud i at vi må give afkald på den faderfigur der er et fantasme. Ricoeur fandt derfor et væsentlig træk i ungdomskulturens forestilling om Jesus: Jesus er alt det som faderfantasmet ikke er, dvs han åbenbarer en fader der er befriet for neurotiske træk.

Peter Kemp var klog nok til at påpege at ungdomsoprørerne kan ødelægge de vundne resultater på to måder: 1) ved at opfatte deres succes som et signal til at det nu er dem der skal herske. Så bliver oprørsgruppen til en diktatorisk klike, ligesom i Rusland efter revolutionen i 1917. Og 2) ved at den enkelte oprører fortsætter med at nære en blind tro på sin egen spontane livsudfoldelse. Dermed ender hans optræden let med at blive terroristisk.


Nutidige vurderinger

Det er ganske spændende at stifte bekendtskab med helt friske, nutidige vurderinger af hvad der skete i 1968. Aske Munck fortæller fra Paris at en sociolog til det litterære tidsskrift Marianne gør gældende at "de gamle 68'ere har udviklet en eminent kritisk sans - undtagen når det drejer sig om lige præcis 68". Iøvrigt gør man op med myten om at maj 68 var en epokegørende skillelinje der nærmest deler den franske samtidshistorie i et før og et efter 68.

Peter Wivel (årg. 1946) beretter fra Berlin om en stor fotoudstilling om 'Kunst und Revolte' på 'Akademie der Künste'. Og der lægges åbenbart ikke skjul på at ungdomsoprøret i Tyskland tog en voldelig drejning, især efter at en politimand under en demonstration i juni 67 skød og dræbte den reelt sagesløse student Benny Ohnesorg. Kampen mod Forbundsstaten blev lynhurtigt optrappet. Mange var frustreret over Willy Brandts koalition med fjenden CDU. Men som bekendt blev kampen mod regeringen kun optrappet da Helmuth Schmidt dannede regering og under Baader-Meinhof terrorismen måtte beskytte staten med meget hårde midler - og gjorde det med stor dygtighed. Dette kommer Wivel ikke ind på. Til gengæld nævner han Herbert Marcuses omdiskuterede rolle i studenteroprøret og viser st smukt foto af Marcuse i det store auditorium på Freies Universität 13. maj 1968. Ja, Wivel kalder det "Marcuses smukkeste stund", fordi han her holdt et foredrag om historie, ideer og social forandring for et hav af studenter og omgivet af beundrere. "Den 70-årige professor sidder med hænderne som i bøn og med halvt lukkede øjne, i den fineste hvide manchetskjorte.... Alle tier eftertænksomt og hviler i sig selv, som lyttede de til et orgelpræludium..... Billedet "udstråler en overjordisk ro. Dette intellektuelle studenteroprør har snarere hjemme i en verden af ideer og historie, i Marcuses utopia, end i den virkelighed som de unge ikke formåede at forandre med deres teorier." - Rigtigt set - i bagklogskabens lys. Det skal der siges mere om lidt senere.

Jacob Ludvigsen (f. 1947, medstifter af 'Christiania' i 1971) ) betragter 1968 som 'Fede tider og farlig fanatisme'. Side om side med hippiekulturen trivedes indbyrdes rivaliserende marxistisk-lenistiske grupperinger. "Peace, love and understanding var et hippieslagord. Vi hyggede os til love-ins i Kongens Have, læste Superlove, hørte fed musik, røg den fede og mærkede fede vibrationer strømme igennem os".... "Alt skulle forandres. Kernefamilien blev sendt på møddingen, nu skulle vi leve i bofællesskaber og dele underbukser og det psykedelisk bemalede folkevognsrugbrød...." Iøvrigt blev Thy-lejren med den forrykte kirkebesættelse i Hjardemaal forudsætningen for Roskildefestivalen. Og Amdi-Petersen-koncernens Tvind-mølle viste vejen til økologi og miljø-bevidsthed. "Oprøret var et opgør med autoriteteren, og det var absolut tiltrængt. Ingen ønsker sig tilbage til kæft, trit og øretæver. Omvendt kom holdningsløsheden og historieløsheden snarede end peace, love og understanding til at præge folkeskolen...."


Sjovest er historikeren Henrik Jensen (også årg. 1947), der kalder drømmen om revolution for ren fiktion. I 1970erne gik det ad extremum et absurdum med tysk terrorisme og universitetsmarxisme. I de år blev kapitallolgikken det talte sprog på universiteterne. Selv om de færreste forstod halvdelen, og det ikke kunne bruges til noget, fungerede det fint som udskilningsmekanisme. Og Jensen gør også opmærksom på at marxismen pudsigt nok viste sig at være et overflodsfænomen. Det stod klart at venstrepolitikken ideologisk var blevet offer for sin egen medicin, autoritetskritikken. Tilbage stod kilometervis af bogreoler, fulde af ulæseligt sludder.....

Men den slags vil rigtige 68'erne nu ikke lade sidde på sig. Indsigelse kom fra Suzanne Giese og Mads Christoffersen, der kalder Henrik Jensen en af mange borgerlige meningskustoder der ikke er bleg for at deltage i den almindelige historieforvanskning af det antiautoritære ungdomsoprør. Efter deres mening er ungdoms- og studenteroprøret ikke en entydig politisk strømning, men et væld af forskellige og til tider modsatrettede græsrodsbevægelser og kritiske retninger. For det andet er det hverken meningsfuldt eller troværdigt at reducere disse græsrodsbevægelser til en elitær universitetsmarxisme. Og for det tredje er det nødvendigt at forstå 68-bevægelserne som ikke bare en omfattende kulturrevolution, men som en kaotisk, dynamisk modernisering af et samfund der var gået i stå. - Efter gennemgang af nogle af de positive resultater - kvindefrigørelse, miljøpolitik, arbejdsmiljøpolitik samt ny seksualmoral - fastslår kronikørerne at 68-oprøret var 1900-tallets sidste store utopi og som sådan både interessant og vigtigt. 68 er en eksplosion af liv, energi, frihedstrang, ny bevidsthed og opfindsom nytænkning med den store unge efterkrigsgeneration som igangsætter. Årsagen til 68-oprørets omfattende ændringer af samfundet var, at generationen ikke blot var den største nogensinde, den var også den mest kritiske og kreative i det 20. århundrede.



Helhedsrealistisk vurdering

Set fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt er det væsentligt at holde fast i såvel det kreative som det utopiske i ungdomsoprøret 1968.

Det kreative er særdeles vigtigt og kan ikke frakendes 68'erne. Mangfoldigheden var vitterligt stor, selvom man ofte glemmer den for de negative ting så som tendensen til vold og endda terrorisme. Men det etablerede samfund var vitterligt stivnet i midten af 1960'erne, endda i så høj grad at hverken socialdemokraterne med J.O. Krag i spidsen eller folkesocialisterne med Aksel Larsen i førersædet opdagede det. De fik vitterligt med sejren ved folketingsvalget i 1966 chancen for at føre an i en større fornyelse, men lederne rottede sig i stedet sammen mod de unge i SF - jf. Latterkoncilet. Og resultatet blev at de unge lavede oprør - og væltede 'det røde kabinet', hvad der utilsigtet førte til dannelsen af VKR-regeringen.

Det utilsigtede er i det hele taget værd at holde fast i. Ungomsoprøret falder på næsten alle leder og kanter under Paul Johnsons lov om de utilsigtede virkninger: at alle politiske handlinger ved siden af de tilsigtede virkninger altid har nogle utilsigtede som politikerne eller aktørerne slet ikke regner med og ofte heller ikke kan regne med. Og det skyldes ganske enkelt at historien ikke er deterministisk bestemt og altså ikke kan gennemskues.

Dette betyder med en anden historikers ord - Vilh. Grønbechs ord - at revolutioner eller store omvæltninger i modsætninger til reformer eller små og gradvise ændringer altid skaber noget overraskende, noget ingen havde regnet med eller forudset. Det er selve det kreative i sagen - og værdien er derfor ikke de isolerede resultater, men snarere den mere generelle fornyelse der også gælder tænkevanerne og moralen.

Men rigtignok bliver man nødt til - modsat Grønbech - at skelne mellem revolution som en måske nok støjende og larmende, men dog overvejende konstruktiv og fredelig omvæltning og revolution som voldelig og destruktiv omvæltning. Den sidstnævnte fører alt for ofte til at én form for diktatur og undertrykkelse erstattes med en anden. Den franske revolution for frihed, lighed og broderskab i 1789 endte som bekendt med guillotine og terrorisme (Robespierre's Rædselsherredømme) - og siden med kejserdømme og krigseventyr. Den russiske revolution i 1917 endte som bekendt med proletariatets diktatur i en form der reelt var et etpartisystems diktatur og endda endte i enmands-tyranni og Gulag. Der er følgelig en ganske god grund til at humanister i almindelighed frygter revolution, for de frygter den uberegnelige vold der kan slå om i det stikmodsatte af hvad den tilsigter.


Problemet er naturligvis at ingen revolution kan startes uden en utopisk drøm som ingen kan forudsige konsekvenserne af. Voldstendenserne kan aldrig udelukkes, og de skal i hvert fald ikke overses som det skete i 1789 eller 1917 eller som det desværre også i 1968 skete i det Tyskland der mindre end noget andet land i Europa havde brug for at genåbne destruktivitetens kræfter. Jf. artiklen om Tysk terror gennem 30 år

For i det mindste at mindske voldstendensen er det helt afgørende for de revolutionære at den utopisk-romantiske drøm erkendes som utopisk i ordets grundbetydning, hvilket vil sige et sted der ikke findes og som er urealisabelt. Herbert Marcuse må her siges at være en alt andet end viis professor, når han udtrykkeligt forestillede sig og for sine tilhørere og beundrere på demagogisk vis fremhævede at det er muligt for mennesket at føre samfundsudviklingen hinsides realitetsprincippet og ind i lystprincippets paradis. En sådan tankegang er ikke blot en gang 'venstreorienteret freudianisme', som det er blevet kaldt, men en omgang helt igennem misforstået freudianisme.

Dårskaben hos denne i mange andre henseender kloge og læseværdige filosof sættes desuden i grelleste lys af hans forestilling om at virkeligheden kan omdannes til det han kalder en 'æstetisk virkelighed'. En sådan forestilling er ganske enkelt løgn og selvbedrag. For uanset hvor meget overflodssamfund vort vestlige samfund udvikler sig til, så vil kendsgerningen ikke alene forholde sig sådan at resourcerne vedblivende vil være begrænsede, mens behovene vedblivende er ubegrænsede (tænk bare på sundhedsvæsenets aktuelle problematik), nej, så vil det også være sådan at alvoren aldrig nogensinde i den sidste ende vil forsvinde fra den menneskelige tilværelse, takket være 'syndefaldet', al kulturudviklings begyndelse. Kulturudvikling indebærer, at mennesket for altid har forladt paradisets have, og at det aldrig kan vende tilbage til naturen i bogstavelig forstand. Fantasien kommer med andre ord aldrig til magten, da fantasi er forestillinger om muligheder, mens magten ligger i det realiserede. Den romantiske længsel ligger fortsat dybt i alle mennesker og alle kulturer som impuls (jf. artiklerne om romantikken og det romantiske) - det vil sige som en grundliggende arketypisk forestilling om den paradiske naturtilstand og dybe helhedserfaring alle har oplevet som børn og til hver en tid kan genopleve via kunst og kærlighed. Men dette suspenderer aldrig alvoren eller realiteterne.

Alvoren komme uundgåeligt ind med ansvarligheden og erkendelsen af valgfriheden. Tilværelsen kan og bør stadigvæk være fuld af leg, af sund kreativitet og sund spontanitet, så ikke alt gror til i sur pligt og kontrol. Derfor bør helhedsrealismen være komplementær. Men ansvaret bliver liggende, fordi det fortsat - trods leg, uberegnelighed og humor - for såvel det enkelte individ som samfundet som helhed vil gælde at der skal være sammenhæng og konsistens mellem tanke, ord og handling - og mellem den ydre realitet og de indre forestillinger. Mennesket vil under alle omstændigheder være forpligtet af selve den i psykens konstruktion liggende indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet. Og denne forpligtelse kræver alvor og arbejde - ved siden af leg og fornøjelse eller rekreation. Jf. artiklen om konsistensetikken.

Set ud fra denne vinkel var der meget godt i 1968-oprøret, men det havde nogle fundamentale indre modsætninger - en uholdbar indre inkonsistens - som gjorde det for romantisk og æstetisk og derfor også for utopisk og dermed værd for efterkommerne at opponere imod.

For min egen persons vedkommende gælder, at de voldelige tendenser i ungdomsoprøret 1968 afslørede risiciene ved utopiske forestillinger og var afgørende for at jeg blev borgerlig i socialliberal forstand og gav mig i kast med efterhånden at udvikle den komplementære helhedsrealisme.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Litteratur:

Bente Hansen og H.H. Jacobsen: Studenteroprøret. Dokumenter og udsagn. (Gjellerup. 1968)
Peter Kemp: Ungdomsoprørets filosofi (Vinten . 1972)
Herbert Marcuse: Frigørelsen. (Gyldendal. 1969)
samme: Protest. Demonstration. Revolt. (Aldus. 1968)
samme: One Dimensional Man. (Sphere. 1968)
samme: Eros and Civilization. (Vintage Book. 1961)
Marcuse, Carmichael, Laing. m.fl. Frigørelsens dialektik (Rhodos. 1969)
Cohn-Bendit: Links-radikalismus (Rororo. 1968)
Bergmann, Dutschke, Lefévre, Rabehl: Rebellion der Studenten oder Die neue Opposition. (Rororo. 1968)
Duco van Weerle: Hvad er provo. (Reitzel. 1966)
Ole Grünbaum: Provokér - lærestykker om den almindelige uorden. (Reitzel. 1967)
Nils Bredsdorff og Peter Wivel (red): Uddannelse er politik. (Fremad. 1970)
Maos lille røde.
Erich Fromm: Kunsten at elske. (Reitzel. 1963)
David G. Cooper: Familiens død. (Rhodos. 1971)
Anthony Storr: Det aggressive menneske. (Hasselbalck. 1969)
Erling Jacobsen: Neuroserne og samfundet. (Reitzel. 1973)
Erling Bjøl: Vor tids kulturhistorie. Bd III (1979)
Encyklopædien (diverse artikler)


En mangfoldighed af artikler gennem årene samt følgende fra 2008:

Peter Wivel: 68 En ubekvem tid. Anmeldelse af udstillingen 'Kunst und Revolte' i Berlin. (Pol. 26.4.08)
Lasse Horne Kjældgaard: Røret om 68-oprøret. (Pol. 3.5.08.)
Politikens anmeldere (kunst, theater, litteratur, kunst, musik, film) fejrer 40-året for ungdomsoprøret i 1968. Hvad rykkerede? Rykker det idag? (Pol. 4.5.08.)
Jacob Ludvigsen: 1968: Fede tider og farlig fanatisme. (Pol. 5.5.08)
Aske Munck: 13. maj 1968. (Pol. 13.5.08)
Jes Fabricius Møller: Grundtvig og '68. (Weekendavisen. 15.5.08.)
Henrik Jensen: Drømmnen om revolution var ren fiktion. (Pol. 19.4.)
Suzanne Giese og Mads Christoffersen. En mangfoldig generation. (Pol. 21.5.08.)
Jesper Vind Jensen: Barnet i klassekampen. (Weekendavisen. 30.5.08.)


Relevante artikler på Jernesalt:

Myte, ord og billede (om bl.a.'syndefaldet'
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
Serie i syv afsnit om menneskets virkelighedsopfattelse

Det aggressive menneske  om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Hvor kommer det onde fra?
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Familien er død! Familien leve! (om Cooper) Marxisme, modernitet og uforudsigelighed   om Hans-Jørgen Schanz' tanker (20.10.04.) Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)

Christiania-fristaden - utålelig for borgerskabet?
Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent  (4.1.08.)
Ungdomskulturens overmod
Unges frigørelsesproces

Ungdom, druk og moral  (25.7.07.)
Ungdomshusaktivisterne - politiets eller politikkernes sag?  (9.10.07.)
Ungdomshuset: Er det mon opdragelsen det er galt med, når unge tyer til vold?  (05.03.07.)
Ungdomshuset: Dramatisk punktum for Ungdomshuset som alternativ  (2.3.07.)
Ungdomshuset: Er der gang i et mini-ungdomsoprør?  (21.1.07.)
Ungdomshuset, Faderhuset og Tragediens Hus  (30.11.06.)
Ungdomshuset og Tåbelighedernes Hus  (17.12.06.)
Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)
Blekingegadebanden  (20.03.07.)


Artikler om Danmark
Artikler om EU
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal