utils prefix normal JERNESALT - valg05f

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.2.05.

Valget en stor sejr for regeringen

- men må alligevel føre til overvejelser i Venstre

VK-regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen fik sammen med støttepartiet Dansk Folkeparti et solidt flertal bag sig til at fortsætte. 95 mandater mod 80 til oppositioen blev slutresultatet, og det var også hvad meningsmålingerne ved valgets udskrivning forudsagde, men som de navnlig de sidste 5-6 dage såede tvivl om.

Som ventet blev de radikale valgets store enkeltvinder med en gevinst på 7 mandater til ialt 16, og karakteristisk nok kom fremgangen overvejende i København, ja endda i områder der hidtil har været udpræget 'røde'. Partiet har tiltrukket de lidt mondæne og modebevidste vælgere, med overvægt af kunstnere, intellektuelle, studerende og veluddannede samt idealistisk og pacifistisk indstillede humanister, folk der har deres på det tørre, men er fulde af moralsk fordømmelse over bl.a. den folkelige reaktion mod den plagsomme indvandring.

Om mandatgevinsten overhovedet kan bruges til nogetsomhelst er mere end tvivlsomt, men det vil vise sig. Opfordringen til de radikale om at trække i arbejdstøjet og gå i samarbejde med regeringen - således som den bla. er kommet fra BT's chefredaktør Arne Uldum - forekommer mildest talt naiv. Partiet har altid holdt på det samarbejdende folkestyre, og gør det stadigt principielt, men har i flere år fjernet sig mere og mere fra de politiske realiteter. Det er dette der er problemet.

Den eneste umiddelbart positive effekt af gevinsten synes at blive den store chance for at få Klaus Bondam valgt til Københavns nye overborgmester til november. Han skulle have særdeles gode chancer for at kunne samle et flertal fra alle de partier der gerne vil undgå Ritt Bjerregård som overborgmester, dvs de radikale, konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.


Enhedslisten fik en flot fremgang som følge af Pernille Rosenkrantz-Theils energi og engagement, godt hjulpet af SF's definitive brud med den gamle EU-modstand. Og formentlig har det også spillet ind, at SF forekom mange på den socialistiske fløj som lidt for tamt eller udpint.

SF gik i hvert fald en smule tilbage og var altså ude af stand til at profitere på socialdemokraternes tilbagegang. Holger K. Nielsen har taget konsekvensen og meddelt at han efter 14 opslidende år på posten træder tilbage som formand på partiets landsmøde i begyndelsen af april.

Gætterierne om hvem der bliver hans efterfølger er omgående gået i gang. Navne som Villy Søvndal, Morten Homan og Anne Baastrup har været nævnt, men ingen af dem er indlysende som den samlende og fornyende leder der også vil være i stand til at skaffe sig gennembrud blandt vælgene. Den meget dygtige og kompetente Søvndal er måske det mest nærliggende valg, men ikke derfor det bedste til at bringe SF fremad. Dertil er denne mand nemlig altfor ensidig og nidkær i sin utrættelige, logiske argumentation. Han irriterer folk der ikke på forhånd er enige med ham. SF's hovedproblem synes at være at partiet på trods af sin klare interesse for miljøet ikke har formået at fastholde sin folkelighed. SF's kontakt til folkesjælen må nødvendigvis glippe jo længere denne kommer fra alle drømme om revolution.


Socialdemokraterne mistede 5 mandater, og med ialt kun 25,9 % af stemmerne må partiet siges at være sat eftertrykkeligt på plads som et parti der er uden evne til at slå igennem med sin kritik af regeringen og opstille et reelt alternativ. Det kan se hen til endnu en valgperiode uden større indflydelse. Formentlig er hovedparten af de frafaldne vælgere gået over til de radikale, men det hjælper jo ikke, når de to partier ikke tilsammen kan skaffe sig regeringstaburetterne.

Mogens Lykketoft tog øjeblikketligt konsekvensen af nederlaget og meddelte allerede på valgaftenen at han ville trække sig som formand. Han holdt en virkeligt god og personlig tale til sine partifæller og lod det være op til hovedbestyrelsen og folketingsgruppen at finde frem til de kandidater der skal konkurrere om formandsposten ved en urafstemning blandt medlemmerne.

Helt oplagte kandidater er der ikke, for næstformændene er ikke inde i billedet og hverken den mangeårige 'kronprins' Frank Jensen fra Auken-fløjen eller modkandidaten Henrik Dam Kristensen fra Nyrup-fløjen vil kunne appellere bredt nok til vælgerne eller partimedlemmerne. De vil i givet fald kun blive overgangsfigurer. Og ligefrem satse på helt unge som Mette Frederiksen vil nok være lige lovligt risikabelt. Opfordringer til samling og sammenhold om den valgte kandidat er ikke nok til at samle.

Lykketoft kunne på ingen måde hamle op med Fogh Rasmussen i folks almindelige bedømmelse af hvem der var bedst egnet som statsminister. Han er både dygtig og sympatisk, men har altså ikke den fornødne personlige udstråling. Men sandheden er, heller ingen af de nye kandidater til posten har den.

Hertil kommer - hvad man allernødigst vil se i øjnene - at partiets storhedsdage simpelthen er forbi, fordi dets oprindelige ideer og program - om man vil ideologi - ikke længere appellerer til den brede danske befolkning. Arbejderne stemmer i dag i vid udstækning på Venstre og Dansk Folkeparti. Det er helt andre forhold end forældet ideologi der bestemmer moderne vælgeres præferencer.

Så kan socialdemokraterne iøvrigt vifte lige så meget som de vil med deres røde faner eller synge arbejdersange. Endnu Poul Nyrup Rasmussen kunne på valgaftenerne få partifællerne til at synge triumferende med på 'Når jeg ser et rødt flag smælde...'. Men Lykketoft kan ikke. Og det var da også en anden der tirsdag aften på socialdemokraternes mødested Jazz House på Strøget gav sig til at synge for, nemlig Frank Jensen, den mulige næste formand. Men signalerede han ikke dermed blot at også han sidder fast i gammel socialdemokratisk livsstil og kampånd, selve det der støt og roligt har mistet sin appel? Er det i virkeligheden ikke noget der direkte støder folk fra partiet?


Det Konservative Folkeparti fik ligesom Dansk Folkeparti et fint valg. Bendt Bendtsen har i sin formandstid formået at skabe ro og stabilitet i partiet, og de kvindelige hovedkræfter Henriette Kjær, Lene Espersen og på det sidste Connie Hedegaard har markeret sig som dygtige, engagerede og gennemslagskraftige damer, der har kunnet tiltrække mange vælgere i de kredse hvor de har været opstillede. Ja, ved TV2's duel i Århus mellem repræsentanter for alle ti partier blev Lene Espersen kåret som både den bedste og den groveste taler!

Inden for visse grænser er grov argumentation nemlig ikke det værste for gennemslagskraften. Det er faktisk pænheden. Enhedslisten, Det radikale Venstre og Dansk Folkeparti har sammen med de konservative haft fordel af kvinder i spidsen der ikke stikker op for bollemælk. Derimod har både Venstre og Socialdemokraterne tabt på at lade sig repræsentere ved to dygtige og kompetente, men alt for søde eller moderlige kvinder, nemlig hhv. Lotte Bundsgaard og Eva Kjær Hansen. Ingen af dem faldt igennem i præsentationsprogrammerne på DR1, men de kunne slet ikke måle sig med Pia Kjærsgaard, Connie Hedegaard eller Marianne Jelved. Vælgerne ser gerne kvinder helt i front af politikken, men helst kvinder der åbenlyst har ben i næsen.


Dansk Folkeparti har en sådan kvinde som formand og det er en stor fordel, når teamet i partitoppen iøvrigt er godt. Partiet gik overraskende to mandater frem, og det må nok overvejende krediteres Pia Kjærsgaards flotte afslutninger i såvel DR1's som TV2's partilederrunder.

Hele vejen igennem valgkampen såvel som i den offentlige debat gennem hele sin levetid er partiet blevet beskyldt for fremmedfjendskhed og racisme. Nyrup fandt dem end ikke stuerene - og opdagede for sent at socialdemokraterne var nødt til at gå med til stramninger af udlændingepolitikken, der reelt fulgte Dansk Folkepartis krav. De radikale idealister regner nærmest Dansk Folkepartis medlemmer som rene antihumanister. Humanisten Mimi Jacobsen bliver skinger bare hun skal nævne Dansk Folkeparti ved navn. Og selv de konservative har berøringsangst.

Men da Pia Kjærsgaard mandag aften i TV2's program blev konfronteret med en ung veluddannet indvandrerpige der uforskyldt var havnet i ledighed, viste hun uforbeholden sympati med pigen og forståelse for hendes situation. Den slags veluddannede indvandrere skal ikke udstødes af det danske samfund, men integreres. De er lige så danske som os andre, lød det. Det er yderligere indvandring af fremmede og uuddannede mennesker der ikke vil eller kan acceptere dansk kultur hun er imod. Ligesom hun er imod at 72 mio tyrkere optages i EU. Det er der også andre der er.

Det er en kendsgening at mange arbejdere stemmer på partiet. En undersøgelse har vist, at DF i 2001 var det parti hvis vælgere havde den laveste gennemsnitlige husstandsindkomst i landet, nemlig 443.000 kr. mod fx socialdemokraternes på 475.000, SF's på 513.000, Venstres på 535.000 og de radikales på de højeste 592.000.

Samme år lå partiets arbejderandel af egne stemmer på ikke mindre end 61,2 % mod socialdemokraternes 48,2 %, Venstres 36 % og de radikales 18,5 % (Kilde: Politiken 6.2.05. 3. sektion side 8).

Dansk Folkeparti er ubestrideligt et ægte midterparti og bærer som det eneste med rette betegnelsen folkeparti.


Venstre bevarede positionen som landets største parti og førende regeringsparti, men måtte trods statsministerens personlige popularitet og på trods af de flotte meningsmålinger ved valgudskrivningen indkassere en ret bemærkelsesværdig tilbagegang. De mistede fire mandater, der blev opvejet af fremgangen for de konservative og Dansk Folkeparti, og som i praksis også kun betød et reelt tab på ét folketingsmedlem i gruppen. For det skal huskes at ikke mindre end tre medlemmer af partiets gamle folketingsgruppe af forskellige kedelige grunde var endt som løsgængere.

Men tilbagegangen bør give anledning til overvejelser i Venstre.

Fyringen af 400 slagteriarbejdere i Hjørring dagen efter valgets udskrivning var uheldig, men ikke udslaggivende. De første tv-interviews og tv-dueller klarede Anders Fogh Rasmussen lige så godt som modkandidaten Mogens Lykketoft. Men noget gik galt den sidste uge.

Balladen i Søndre Storkreds, hvor partiets politiske ordfører Jens Rohde var opstillet med kulturborgmester Martin Geertsen som konkurrent, var yderst uheldig. Den blev bagatelliseret af statsministeren som noget ethvert parti kan komme ud for. Rohde endte med at få tre gange så mange personlige stemmer som Geertsen, men forinden var de gensidige beskyldninger mellem parterne føget gennem luften. Og det eneste sikre var, at borgmester Søren Pind stod bag, og det var da også ham der trak det korteste strå til sidst. Han spolerede eftertrykkeligt sine chancer for at blive Københavns næste overborgmester. Men hele balladen pyntede ikke på partiets image. Mange regeringstilhængere kan have valgt at stemme på en konservativ kandidat i den anledning.

Men dertil kommer den nævnte fejl i præsentationsprogrammet med at lade den sympatiske Eva Kjær Hansen optræde som statsministerens suppleant. Man havde stået sig ved at lade partiets næstformand Lars Løkke Rasmussen tage opgaven.

Men der var faktisk også ting i statsministerens egen tackling af de sidste debatter og dueller der kiksede. Steffen Krents inkvisitoriske udspørgen i Venstres præsentationsprogram lørdag den 5. var umådeligt ensidigt og negativt, og Fogh Rasmussen var ikke i stand til eller i humør til - som ved Martin Krasniks interview i Deadline 19.1. (se henvisningerne) - at vende spørgsmålene til egen fordel. Det meste gik på talkrig i forhold til statsministerens valgløfter og altså på troværdigheden. Men Foghs svar var mest en afvisning af alle anklager. Han formåede ikke at præcisere det visionære i sine planer.

Og i spørgsmålet om Irak-krigen fik vi igen kun den formelle forklaring om at den danske begrundelse byggede på de oprindelige FN-resolutioner og ikke på formodningerne om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Her den 5.2. var det første frie valg i Irak forløbet over alt forventning godt. Navnlig kunne det konstateres at det store flertal af irakere betragtede det med største glæde og forventning. Selvom der er lang vej endnu, så kan det da kun være en bekræftelse på at den danske beslutning - så risikabel den end var - set i det lange perspektiv var rigtig. Men det var ikke hvad Fogh gav udtryk for. Han følte sig tydeligt i defensiven.

Og hvad de sidste partilederrunder angår, var statsministeren overraskende aggressiv mod Mogens Lykketoft. Fogh vidste fra meningsmålingerne, at sejren langt fra var sikret, men han vidste trods alt også at et stort flertal af danskerne anså ham for en langt bedre statsminister end modkandidaten. Han burde i denne situation have følt sig som og optrådt som en decideret landsfader, dvs. uden hovmod eller overmod at favne hele nationen og bære over med de mere eller mindre uretfærdige eller mistænkeliggørende anklager der rejste sig fra opposition og medier.


Vejen til fortsat fornyelse i dansk politik er VK-regeringens, og den har så god støtte af Dansk Folkeparti, at den burde betragte modstand fra socialdemokrater og radikale som underordnet. I stedet for skulle den satse meget tydeligere på værdidebatten og den folkelige forankring de danske værdier i virkeligheden har i befolkningen. Den kan og bør se stort på et radikalt parti der er slået ind på de velstillede postmodernisters modeprægede livsstil.


Statsministerens personlige udvikling har været iøjnefaldende og vigtig siden Venstres valgnederlag i 1998, herunder opgivelsen at hele den liberalistiske filosofi der lå bag bogen om minimalstaten. Anders Fogh Rasmussen har flyttet sig selv og partiet ind på den tredje vej, vejen mellem gammel venstrefløjs- og højrefløjspolitik, eller vejen mellem gammel socialistisk og gammel liberalistisk ideologi. Han går helhjertet ind for et socialliberalt velfærdssamfund med fuld forståelse for at friheden må prioriteres over trygheden, hvis dynamikken i samfundsudviklingen skal sikres.

Men Anders Fogh Rasmussen mangler personligt at tage lige netop det relativt lille skridt der kunne gøre ham til den landsfaderskikkelse han har potentiale til, og dette skridt hedder at forskyde det centrale punkt i personligheden fra det ensidigt viljesbestemte, og kontrollerende og målrettede til det mere åbne, rummelige, overbærende, humorgennemlyste og folkeligt religiøse. Dybdepsykologisk vil det sige at relativisere jeget i forhold til totalpsyken, men det er jo desværre endnu volapyk for de fleste, herunder alle politologer, mediefolk og spindoktorer.

Men det burde være almenviden, så meget mere som det efterhånden turde være temmelig klart, at det religiøse frem over vil komme til at spille en langt større rolle i samfunds- og kulturlivet end hidtil. Dermed være ikke sagt at der skal rokkes en tøddel ved sekularingsprincippet om skarp adskillelse mellem politisk og religiøs magt, men derimod at der skal skabes forståelse for at det religiøse aldrig kan henvises til privatsfæren uden at det medfører splittelse i såvel det enkelte menneske som samfundet. Det religiøse skal adskilles fra al magtkamp, men er uundværligt for kulturlivet og samfundsudviklingen.


Det skal derfor slutteligt pointeres, at den forestående udarbejdelse af et nyt regeringsgrundlag og den efterfølgende mindre regeringsomdannelse bør afspejle nytænkning i denne retning. Det bør i det mindste tilkendegives at den religiøse dimension må inddrages i de kommende års værdidebat og -forståelse. Og der bør i den forbindelse allerede nu ske en sammenlægning af kulturministeriet og kirkeministeriet.

Da Tove Fergo forlader folketinget og kirkeministeriet, og da Ulla Tørnæs vil være glimrende som ny formand for Venstres folketingsgruppe i stedet for Erik Larsen, der faldt, så kan undervisningsministeriet overlades den konservative Brian Mikkelsen, og kulturministeriet og kirkeministeriet herefter slås sammen til ét kultusministerium med ansvaret for alle religiøse og kulturelle aktiviteter i landet, dvs alt der først og fremmest har eksistentiel betydning, men er uden større nyttemæssig værdi. Minister for et sådant kultusministerium skulle være et dybt musisk og religiøst medlem af Venstres folketingsgruppe. Det kunne fx blive Birthe Rønn Hornbech eller Britta Schall Holberg.


VK-regeringen og Dansk Folkeparti fik et godt valg: Der forestår vigtige konkrete opgave omkring kommunalreform og EU-traktat samt indfrielse af løfterne om bedre uddannelse og forskning. Men værdidebatten må ikke glemmes, hvis også næste valg skal vindes.

Værdierne og det religiøse får langt større betydning fremover end hidtil. Det kommer nødvendigvis også til at præge partiernes og partiledernes stillingtagen.


Henvisninger:

Politiske parametre  (6.2.05.)
helhedsrealistisk principper for politisk vurdering

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
- dristig, men rettidig udmelding fra Venstres formand om liberalismen

Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)

Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
- er dagbladet i virkeligheden blevet reaktionært?

Radikal manipulation med Haarders ord  (31.1.05.)

Deadline under lavmålet  (25.1.05.)
i interviews med Anders Fogh og Mogens Lykketoft

Folketingsvalget i medierne (løbende serie fra 20.1.05.)

Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger   (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Hatten af for Karen Jespersen  (10.10.04.)
Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)


Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03. - om Jørgen S. Dich)

Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener


Introducerende artikler til Jernesalt:

Politik, magt og afmagt  (30.12.04.)

Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
som kulturens tre hovedkilder

Kristendommen passé?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten


Se endvidere:  Eksistentielt værdimanifest - i forkortet udgave


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal