ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.03.

Status over året 2003

Umiddelbart huskes året 2003 ikke som nær så sjovt som året 2002. Det bød nemlig ikke på så muntre indslag som sagerne om Peter Brixtofte, Tvind-stifteren Amdi Petersen, formandsskiftet hos socialdemokraterne, russernes forargelse over danskernes behandling af udleveringskravet mod Sakajev - eller tyrkernes voldsomme, men nytteløse slåen på tromme for deres optagelse i EU under regeringskonferencen i København.

Men lidt har også ret. Hvem vil ikke huske Iraks fabelagtige informationsminister der langt inde i Irak-krigen uden så meget som at blinke med øjnene fastholdt Saddam Husseins uovervindelighed. Og som vist nok lige til hans pludselige forsvinden blev troet af de muslimer der så arabiske nyheder, men som i Vesten blev kultfigur som ren og skær klovn.

Og læser man Svikmøllen og Blæksprutten igennem tvivler man heller ikke på, at også året 2003 i mindre målestok havde sine morsomme sider. Eksempelvis finder vi dér en glimrende tegning af Anders Fogh Rasmussen der falbyder tennisbolde til en krone stykke til enhver der gerne vil ramme den lille plet der udløser Per Stig Møllers fald fra det bræt han sidder på - a la klovnen på Bakken. Teksten hedder: Statsministeren forsømmer ingen lejlighed til at ydmyge sin udenrigsminister.

Eller tegningen af Freddy Blak, Ulla Dahlerup, Mogens Camre, Jens-Peter Bonde, Karsten Madsen, Gitte Seeberg og Poul Nyrup Rasmussen i check-in-køen i lufthavnen med Bruxelles som destination. Teksten lyder: Hjerneflugten til udlandet har vist sig at være en myte.

Claes Kastholm Hansen får også sin bekomst som formand for kunstfondens litterære udvalg som den der dæmmer op for den 70'er-mafia han selv er rundet af.

Også beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen nåede at komme med - som Venstres pave - i tegning hvor statsministeren og finansministeren sparer på dagpengene ved at sørge for at færre får dem. Men det skyldtes jo, at Blæksprutten gik i trykken inden det odiøse forslag var blevet trukket tilbage!

Men det var ellers fadæsen over alle fadæser fra regeringens side i dét år. Det fleste andre var fodfejl af den art ingen ministre undgår, fordi de nu engang er afhængige af deres embedsmænd. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har bibeholdt samtlige ministre fra 2001, fordi han finder dem alle driftssikre. Han har altså indtil videre undgået tidligere statsministres billige trick med at udskifte ministre for at give indtryk af fornyelse.

Ikke destomindre har VK-regeringen ikke kunnet undgå på sin to-års dag at få betegnelsen 'metaltræthed' hæftet på sig af visse kommentatorer. Regeringen kom ganske vist i begyndelsen af september med sit fornyede regeringsgrundlag - 'Vækst, Velfærd og Fornyelse II' - som statsministeren igen kunne henholde sig til ved åbningstalen i folketinget 7.10. Regeringen kan med rette påstå at den har nået de fleste af de mål den satte sig fra starten. Den nåede ved finanslovsforhandlingerne igennem med yderligere nogle ting som et trafikforlig og et kulturforlig. Men egentlige visioner eller stor mål savner mange - og meningsmålingerne har efter finanslovsforliget og fadæsen med de mislykkede dagpengejusteringer vist en faldende tendens til fordel for socialdemokraterne, på trods af at disses leder Mogens Lykketoft egentlig ikke har gjort nogen særlig heldig figur i samme periode.

Men det ligger jo fast - som vi tidligere har nævnt - at det nærmest er en naturlov, at en regering der har økonomien og arbejdsløshedstallene imod sig alt andet lige vil tabe et valg, selvom det dybest set er de internationale konjunkturer der bestemmer disse to faktorer. Valget står dog ikke lige for døren. Og det er regeringens chance. Alt yder på et internationalt økonomisk opsving det kommende år - og det kan meget vel nå at slå igennem i Danmark inden valget efteråret 2005. Blandt andet forstærket af de skattenedsættelser der træder ikraft her fra årsskiftet og som et flertal af vælgerne vil mærke på lønkontoen allerede om en måneds tid.

Men naturligvis forsøger oppositionen at holde fokus på arbejdsløshedstallene længst muligt. Og den får god hjælp af dele af pressen, ikke mindst Politiken, der lige siden regeringsskiftet har været en skånselsløs kritiker af statsministeren og samtlige ministre. Her op til nytårskiftet sat i system i en vist aldrig før set serie af lederartikler om ministrene - forsynet med deres kontrafej, hvad der også er et nyt påfund. Men ret skal være ret: Politikens tone er ikke nær så skinger som den var det første år efter regeringsskiftet. Og naturligvis er det pressens opgave at være kritisk over for den til hver en tid siddende regering.

Kun et par kommentatorer som JyllandsPostens Ralf Pittelkow og BT's Erik Meier Carlsen synes at have bibeholdt deres viden om, at statsministeren - hvad man end måtte mene om ham og hans politik - tænker strategisk, og altså tilrettelægger sin politik på et længere sigt end den meningsmålinger og såkaldte 'fokusgrupper' lægger op til.

Årets største sag har ubetinget været den krig mod Irak som USA og Storbritannien indledte den 20. marts med spansk, dansk og australsk indforståelse og bistand, men imod flertallet i FN's sikkerhedsråd, herunder Frankrig og Tyskland.

Selve nedkæmpelsen af Iraks militære modstand var kortvarig, men den efterfølgende guerilla- og terrormæssige modstand blev uventet stærk og er langtfra overvundet. Den har kostet utallige amerikanske, britiske og irakiske tab. Den har besværliggjort opbygningen af Iraks infrastruktur og civilsamfund - og har lige indtil Saddam Husseins tilfangetagelse den 12.12. været basis for Saddam Hussein-tilhængernes og de internationale antivestlige terroristers fortsatte håb om en sejr over de forhadte amerikanere.

Det var en dristig aktion præsident George W. Bush satte i gang i marts måned ud fra sin doktrin om USA's ret til at forebygge angreb på egne interesser ved at slå først, når der var begrundet mistanke om angreb - uanset hvad FN og det internationale samfund iøvrigt måtte mene. Advarsler manglede ikke, heller ikke fra velmenende dansk side mod denne enegang. Men såvel Bush som Tony Blair har med rette henvist til den historiske nødvendighed. De vestlige lande kan ikke tillade sig at sidde trusler mod deres egen sikkerhed overhørig, når de kommer fra diktatorer der ingen skrupler har i deres had til Vesten og vestligt demokrati.

Advarslerne mod krigen var først og fremmest begrundet i risikoen for en destabilisering af hele Mellemøsten. Og det er svært at bestride, at en sådan var det umiddelbare resultat af krigen. Men advarslerne var alt for kortsigtede, for de tav om risiciene ved intet at foretage sig, og de abstraherede fra mulighederne for en nødvendig stabilisering af forholdene i Mellemøsten på længere sigt.

På trods af de alvorlige terrorhandlinger i Irak - i vidt omfang begået af terrorister udefra, dvs amerikahaderne fra Al Quaida-bevægelsen og fra palæstinensisk side - og på trods af de alvorlige terrorhandlinger andre steder, som Bali, Marokko, Saudi-Arabien og Tyrkiet, så er der alligevel her op til nytårsskiftet grundlag for en forsigtig optimisme i kraft af den ændrede situation i Irak og visse ændringer i Libyen og Tyrkiet.

Problemerne er meget langt fra løst, men det pres på de muslimske regimer, som i deres had til staten Israel har undladt at bekæmpe terrororganisationer i deres egne lande, er nu blevet så stærkt, at alle med minimal realitetssans i behold er blevet klar over, at enhver illusion om at kunne opretholde status quo er uholdbar, ja latterlig.

Og hvad konflikten mellem israelerne og palæstinenserne angår, er fredsprocessen stort set gået i stå og henvist til velmenende, moderate menneskers yderst fornuftige planer, som blot har den ene fejl at de hører en fjern fremtid til. Uanset regeringsskifte hos palæstinenserne er og bliver Yassir Arafat en hindring for alle fremskridt som selv Iriel Sharons kontroversielle bosættelsespolitik og murbyggeri ikke kan sammenlignes med.

Den for europæerne næststørste sag blev sammenbruddet i Bruxelles af EU's regeringskonference i december måned der skulle færdigbehandle det forslag til en ny forfatningstraktat, som konventet under den tidligere franske præsident Giscard d'Èstaing havde udarbejdet. Modsætningen mellem Tyskland og Frankrig på den ene side og Polen og Spanien på den anden side om stemmevægten i ministerrådet viste sig så uoverstigelig, at ministerrådet italienske formand Silvio Berlusconi syntes på forhånd at have opgivet ethver forsøg på kompromis.

Sammenbruddet betyder formentligt endnu nogle års vanskelige forhandlinger om en ny forfatningstraktat der skal gøre arbejdet lettere for et EU der fra 1. maj 2004 tæller 25 medlemmer. Men heldigvis betyder sammenbruddet ikke at udvidelsen udskydes. Den blev forhandlet på plads under det danske formandsskab i december 2002, endeligt underskrevet i Athen 16. april 2003 og vedtaget ved folkeafstemninger i ansøgerlandene i løbet af året.

Sammenbruddet betyder dog for Danmarks vedkommende at planerne om at holde særskilte folkeafstemninger om ophævelse af de generende danske forbehold er udskudt på ubestemt tid. Enkelte partier ønsker dem til afstemning snarest, men statsminister Anders Fogh Rasmussen vil ikke være med. Dermed udskydes også spørgsmålet om Danmarks eventuelle indtræden i Euro-samarbejdet, selvom der ifølge meningsmålinger skulle være flertal for denne. Dette samarbejde har ellers knaget gevaldigt på grund af umuligheden af at opretholde den såkaldte stabilitetspagt, dvs medlemslandenes forpligtelse til at undgå inflation og statsunderskud over en vis grænse.

De førende økonomier i Europa, Tysklands og Frankrigs, har haft så store økonomiske problemer, at de ikke har været i stand til at leve op til forpligtelsen. Og de små lande har ikke turdet vedtage de straffesanktioner der er fastsat, men som blot vil gøre problemerne for de to lande endnu større. Stabilitetspagten er med andre ord slet ikke beregnet for tilfælde, hvor medlemslandene er ramt af recession!

På den hjemlige front er billedet naturligvis meget mere differentieret. Vi følger mere med i mange spørgsmål og mange detaljer, fordi vi er nærmere problemerne. Det har intet med overdreven nationalisme at gøre, men er en følge af sig selv. Det er altid det nære der optager os mest. Men store spørgsmål er der dog også plads til.

Erhvervsmæssigt oplevede vi dels fusionen af selskaberne under A.P. Møller, dels olieaftalen mellem A.P. Møller og staten for de næste 39 år. Den vil sikre optimal udvinding af olie i Nordsøen, men giver desværre ikke i sig selv garanti mod strømsvigt af den alvorlige art der ramte Sydsverige og Sjælland i september på grund af et sammenfald af flere uheldige omstændigheder. Det moderne informationssamfund må siges at være ekstremt følsomt på dette punkt.

Trafikmæssigt var den nye københavnske Metro's mange store problemer den værst tænkelige start for dette ellers fortræffelige projekt. Optimal driftssikkerhed er en forudsætning for brugernes tillid til banen. Det gælder naturligvis banedrift over hele landet.

Folketinget vedtog såvel en ny folkeskolereform som en ny gymnasiereform, der begge vil styrke fagligheden og give større fleksibilitet. Om de kommer til at virke efter hensigten, vil først kunne afgøres, når de er trådt i kraft. Der har som altid været både modstandere og tilhængere af reformerne.

Rockerne     Til toppen   Næste afsnit

En ny rockerlov øger mulighederne for at bekæmpe denne efterhånden vanskeligere og vanskeligere kriminalitet, der på det allersidste har medført stigende vold i fængslerne, også mod fængselspersonalet. Der er tale om en så hård kerne af hensynløse og asociale magtmennesker, at det kan komme på tale at isolere de værste af slagsen i specialfængsler med konstant overvågning og elektronisk styring af alle døre fra kontrolcentre. Rockernes talsmand har omgående talt om overtrædelse af menneskerettighederne og har dermed påpeget et specifikt nutidsproblem: folk påberåber sig ved mindste anledning de menneskerettigheder som de selv ikke kunne drømme om at respektere når det gælder andre!

Men rockermiljøet er ikke ene om at opvise asocial adfærd. I forsvaret har man konstateret stigende problemer med kønskrænkende adfærd over for det kvindelige personale såvel som problemer med stigende misbrug af alkohol og narko. Almindelig mandschauvinisme og kedsomhed? Måske. Men tiden var måske inde til helt at ophæve værnepligten - og teste de professionelle soldaters kvindesyn!

Heroverfor er det for intet at regne, at der nu generelt kan tales om fedme og diabetes 2 som alvorlige folkesygdomme i befolkningen. Eller at syfilis'en er begyndt at brede sig blandt bøsserne, hvad der viser, at risikoen for aids ikke længere afskrækker folk fra usikker sex.

I alle de nævnte tilfælde er der nemlig tale om etisk inkonsistens, dvs markant mangel på overensstemmelse mellem faktisk adfærd og ønsket livskvalitet. Man overtræder simple regler for fornuftig adfærd, selvom man ved, at det på længere sigt er skadeligt for livskvaliteten at gøre det. For mange mennesker styres i dag af deres umiddelbare lyster og impulser - og ved åbenbart ikke hvordan man får åbnet for irrationalitetens glæder uden at tabe hovedet.

Og det er synd, for såvel problemerne omkring den manglende integration af muslimerne i dansk kultur som problemerne omkring folkekirken og dens trosgrundlag har understreget det stigende behov for en dybdegående værdidebat, der tør røre ved de grundliggende problemer om forholdet mellem det rationelle og det irrationelle - og forsøge at finde frem til udveje af den tilsyneladende modsætning.

Kulturlivet som sådan har det i og for sig ganske godt. Trods den sædvanlige kamp om bevillinger og mudderkastning mellem interessenterne.

Jvf. bl.a. Lomborg-sagen, der ganske vist primært blev en debat mellem videnskabsfolk om miljøets problemer, men afslørede en uhyggelig intolerance blandt både videnskabmændene og miljøfolkene, dvs en uhyggelig mangel på sund debatkultur og gensidig respekt blandt folk der i kraft af deres uddannelse burde besidde begge dele!

Filmen - kunsten - teatret     Til toppen   Næste afsnit

Dansk film har nu i flere år været inde i en blomstring, der også har kunnet opvise mesterværker som Nils Malmros' "At kende sandheden" og Lars von Triers "Dogville", og dermed kunnet dokumentere, at film og tv-serier ikke nødvendigvis behøver at springe over hvor gærdet er lavest og hurtigst fører til underholdning for masserne.

Kunstudstillingerne har været talrige og velbesøgte. Om end sjældent på det niveau, som Carl-Henning Pedersen-udstillingen på Statens Museum for Kunst har ligget på. Her så vi et repræsentativt udvalg af den 90-årige kunstners livsværk, der vel at mærke ikke er definitivt afsluttet, men fortsat i bevægelse gennem en gradvis opløsning af det ego der startede det hele i protest henimod et stadig mere åbent og givende selv.

Dansk teater har været rigt på såvel klassikere som nye forestillinger - ofte i eksperimenterende stil. Men det ville være synd at sige, at der er sket en fornyelse der peger fremad mod et vedkommende teater der griber fat i tidens største eksistentielle problemer og derfor kunne pege ud over underholdningsværdien.

På Østre Gasværk har Lars Kaalund vovet i sit stykke "Leonardo da Vinci - versus Michelangelo" at komme med et bud på den ældgamle strid mellem det rationelle, ensidigt videnskabeligt indstillede menneske (Leonardo) og det irrationelle og primært kunstnerisk skabende menneske (Michelangelo). Resultatet var interessant og seværdigt, men stykkets replikker var så tynget af historisk og filosofisk stof som hører hjemme i bøger, at teatret havde fundet det nødvendigt at udgive et katalog spækket med dette stof. Og dernæst var teatermanden Kaalund overraskende nok næsten helt på Leonardos side, skønt han har indrømmet ægte personlig interesse for troens problem. Kaalund vil ikke opgive rationaliteten - og har altså endnu ikke fundet ud af at tro er noget helt andet. Men det kan komme.

På Det kgl. Teater kunne man i Turbinehallerne opleve et ældgammelt stykke af Leif Panduro, der var så kedsommeligt, at man havde fået mere ud af aftenen ved at gå en lang tur langs havnefronten.

Operachef Kasper Bech Holten tog hul på Richard Wagners Nibelungenring med "Valkyrien" i en udgave der mildest talt var en så lodret vulgarisering af Wagners idé, at man må undre sig over at det overhovedet kan lade sig gøre at trække Wagner så langt ned i ligegyldighedens sump.

Kasper Holten fortsætter med "Rhinguldet", der først vil blive anmeldt her i det nye år, men som ifølge anmeldelserne er en splatter-version af operaen, der trækker guderne ned på et såre menneskeligt, men dog moderne plan, hvor der er tale om videnskabelig leg med gener. Bifaldet skal have været stort, så det er åbenbart hvad folk vil have. Måske fordi de ikke tror der er andre muligheder.

Kasper Holten har i teatrets program røbet, at den franske litteraturkritiker Roland Barthes har været hans inspirationskilde. Og så forstår man bedre, for Barthes skrev godt nok engang en bog om "Mytologier", men her analyserede han aldeles ikke rigtige myter, men den moderne verdens løgne som den forefindes i stort tal i reklamen. Men at gå den vej til Wagner er at gå udenom! Wagner vidste tilfældigvis hvad ægte myter er - og hovedopgaven for vor tid og vor tids teater turde netop være at genopdage den indsigt, for den er hovedbetingelsen for at forstå forskellen mellem det rationelle og det irrationelle.

Folkekirken og troen    Til toppen   Næste afsnit

Grosbøl-sagen behøver ikke mange ord, for den afslørede blot en præst der nærmest blev forskrækket over, at hans utilslørede tilståelse af at han ikke tror på Gud, vakte furore helt op i kirkeministeriet. Hans filosofi er helt igennem amatøragtig - i sin ubetingede falden på næsen for den naturvidenskab der efter sin art er ude af stand til at give os værdier i tilværelsen.

Folkekirkedebatten genopfriskede det gamle krav om adskillelse mellem stat og kirke, som om dette krav ikke er inderligt overflødigt, når folkekirken vitterligt er noget andet end statskirke. Der er ganske vist ikke mange borgere der bruger kirken, men de vil omvendt heller ikke melde sig ud af den. På en eller anden måde er der en irrationel tilknytning som det ville være tåbeligt at se bort fra. Men samtidig kan der generelt konstateres en stigende interesse for religiøse spørgsmål - sidst dokumenteret med den popularitet TV2's program "Jesus og Josefine" fik i julemåneden.

Integrationsproblemet   Til toppen   Næste afsnit

Integrationsdebatten er om muligt i endnu højere grad et bevis på, at parterne går fejl af hinanden, fordi de stiller religiøse, kulturelle og etniske forskelle op som absolutte og uovervindelige modsætninger i stedet for at se på hvilke psykiske mekanismer der bevirker selve den fundamentalistiske og absolutistiske tendens.

Der er nu med bred politisk tilslutning gennemført betydelige stramninger af såvel loven om familiesammenføring som loven om integration. Tallet for familiesammenføringer og for asylansøgninger er faldet. Men integrationsproblemerne består og vil endda de næste mange år bliver mærkbart forstærket, fordi man ikke tør gribe til problemets rod.

Man forudser med frygt og bæven den stigende desintegration af muslimerne i Danmark, ghettodannelserne, udstødningen af arbejdsmarkedet, frafaldet fra de højere uddannelser, den fortsatte undertrykkelse af pigerne og kvinderne, der igen vil betyde stigende antal af voldsramte og skilsmisseramte kvinder.

Bøger som Kåre Bluitgens bog "Til gavn for de sorte" og Manu Sareens "Når kærlighed bliver tvang" er rystende læsning, fordi de begge afslører problemets kolossale omfang og sværhedsgrad. Der er virkelig tale om udbredt desintegration, der igen overvejende går tilbage til en moralopfattelse og æresopfattelse hos mange herboende indvandrer-forældre med rod i en muslimsk landsbykultur der er os fuldstændig fremmed i år 2003. Moral- og æresopfattelsen gør et ungdomsoprør af den art, vi i mange år har betragtet som de unges sunde og normale vej til frigørelse fra deres forældre, til en så risikofyldt affære at den kun sjældent lykkes blandt indvandrerne.

Værdi-debatten   Til toppen   Henvisninger

Derfor kan det ikke betones kraftigt nok, at det for alle mennesker gælder, at værdier aldrig bliver etisk bindende og dermed konsistente værdier for det enkelte menneske, medmindre dette frigør sig fra sine forældre, lærere (herunder eventuelt præster og imamer) og andre autoriteter i en sådan grad at det fuldtud påtager sig de nyforståede værdier som sine egne - og følgelig tager ansvaret for dem.

Den værdidebat der er behov for i de kommende år, er derfor først og fremmest en debat og oplysning om værdiernes psykiske opbygning, om den nødvendige frigørelsesproces og om den nødvendige forståelse af at sekularisering ikke betyder total værdirelativisme, men tværtimod en forankring i værdier der blot er totalt løsrevet fra al forældet dogmatik, fundamentalisme og absolutisme.

Der henvises her først og fremmest til essayer om
Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning
- en skitsering af det for vor tid nødvendige værdigrundlag

Den nye finanslov for 2004  (11.11.03.)
Fogh og Per Stig II  (31.10.03.)
mere om den dårlige kemi mellem de to ministre
Fogh Rasmussens åbningstale 7.10.03.
med konkretisering af værdidebatten
Det nye regeringsgrundlag  (4.9.03.)
om VK-regeringens 2003-udgave af "Vækst, Velfærd, Fornyelse"

Død over Saddam Hussein?  (25.12.03.)
Saddam Hussein fanget  (15.12.03.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)
Sikkerhedsrådet enige om Irak  (18.10.03.)
Tilbageslag i Irak  (22.8.03.)
Irakkrigen ubegrundet?  (8.8.03.)
Fred og demokrati i Mellemøsten?  (23.6.03.)

Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Fogh, EU og forbeholdene  (24.9.03.)
Fænomenet Berlusconi  (5.7.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Polen stemte ja  (Polen - 9.6.03.)
Had og demokrati  (Eksjugoslavien/Mellemøsten - 30.4.03.)
16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa
Den historiske EU-udvidelse

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  (26.8.03.)
om Berlingske Tidendes afsporing af en nødvendig værdidebat
Ulla Dahlerups kulturkamp  (23.9.03.)
Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)
om Brian Mikkelsens kamp mod spøgelserne på venstrefløjen

Folkekirken amatørfilosofisk besudlet  (6.6.03.)

Den muslimske desintegration i Danmark   (21.4.03.)

Dogville og Lars von Trier
At forfølge sandheden  (om Nils Malmros-film)

Valkyrien kongeligt vulgariseret
Carl-Henning Pedersens univers