|
|||||||||||||
|
Der er desuden også tale om statistik - og om statistik gælder at den aldrig er mere værd end det producenterne lægger i tallene eller spørgsmålenes formulering. Hverken de indhøstede svar på spørgsmålet om tvivlen på guds eksistens eller forudsætningen om en gennemsnitlig intelligenskvotient i de respektive nationer er objektive størrelser. Nyborg personligt arbejder med en hypotese om en generel intelligens, hvoraf 60-80 % er arvelig, og det var bl.a. ud fra denne hypotese han for nogle år siden kom til den tåbelige og uholdbare slutning at kvinders intelligens er lavere end mænds. Men hertil kommer at det simpelthen er videnskabeligt umuligt at afgøre nationers eller befolkningers gennemsnitlige intelligens objektivt. Der vil altid indgå subjektive vurderinger i udvælgelsen af kriterierne og høj grad af usikkerhed i svarene på de spørgsmål man stiller. Og hvad angår religiøsitet, er der så stor forskel på hvad folk i forskellige lande og til forskellige tider har ment og mener om fænomenet, at det er topmål af uansvarlighed at lave statistik på sagen. Men statistik er et taknemmeligt redskab, der let kan friste rationalister der anser tal for overkommeligere i forskningen end ord og nuancerede udredninger og som ønsker at gøre deres videnskab til naturvidenskab med størst mulig vægt på den matematiske generalisation. Statistik har af samme grund ofte fået et dårligt skudsmål - ligesom den økonomiske videnskab der også kan bruges til hvadsomhelst. Kendtest er vel Benjamin Disraelis udsagn: "Der findes tre slags løgne: almindelige løgne, forbandede løgne og statistik". Winston Churchill lagde ikke skjul på at man kun kan have tiltro til en statistik man selv har forfalsket. Og en tredje britisk politiker som James Callaghan fastslog at man med statistik kan bevise alt - også det modsatte. Josef Stalin så kynisk - men ikke ukorrekt - på sagen: "En enkelt død er en tragedie, en million døde er statistik". Fra en humoristisk kilde som J.B. Holmgaards citatbog kan også nævnes et par rammende anonyme udsagn: "Det er nu uimodsigeligt bevist, at rygning er én af hovedårsagerne til statistik". Eller: "En statistiker er en person der med matematisk nøjagtighed trækker en linie fra en ubekræftet antagelse til en forhastet slutning". Eller: "En statistiker er en mand som med en masse tal kan forklare, hvorfor den forrige statistik ikke holdt". En kvinde husker kun én statistik: "Hvis alle mennesker som falder i søvn i kirken, blev lagt i en lang række, ville de havde det betydeligt mere behageligt". Og Andrew Lang talte lige så respektløst om en mand der brugte statistik som en beruset person bruger en lygtepæl: til støtte frem for til oplysning. Hvad vil Helmuth Nyborg da egentlig med undersøgelsen, må man spørge. Det gjorde Kristeligt Dagblad der bragte undersøgelsen for den danske offentligheds lys i forrige ude, og Nyborgs svar lød: "Folk vil nok tolke resultaterne forskelligt. Forhåbentlig vil det starte en diskussion som gør det mere legalt at tale om hvad man egentlig tror på og hvorfor. Og hvis det sker, så tror jeg, at det vil få flere af de godt begavede til at melde ud, at de faktisk ikke tror på Gud. De dårligtst begavede vil formentlig sige: Nej, det er nok bedst at holde fast i troen på Gud." - I en samtale med en redaktør fra Kristeligt Dagblad i DR2's Deadline lagde Nyborg ikke skjul på, at han ser noget autoritært i al tro og noget elitært i al teologi. Men han nævnte også at antallet af religiøse mennesker er stærkt stigende på verdensplan. Så religiøsiteten som sådan er i hvert fald ikke ligegyldig. Da Jernesalt i høj grad står for en moderne religionsopfattelse der gør op med ikke alene overtro, men også dogmatik (dogmer er magtredskaber), skal vi hilse Nyborgs initiativ velkomment, idet vi dog må understrege, at hans konklusion er subjektiv, uholdbar og reaktionær og egentligt kun bekræfter fordommene hos de ateister der tror sig klogere end alle andre mennesker. Den kommer derimod slet ikke ind til kernen af tidens religiøse søgen eller forklaringen på stigningen i antallet af religiøse mennesker, og det skyldes ganske enkelt at Nyborg som rationalist ikke forholder sig til de irrationelle processer i sjælene der styrer folks religiøsitet og religiøse forestillinger, men tror at begavelse, viden og uddannelse automatisk vil udelukke eller forebygge disse processer. Hovedindvendingen mod Nyborg er naturligvis at det ikke er muligt at afgøre videnskabeligt objektivt hvad intelligens og religion er for størrelser eller fænomener. Enhver kan subjektivt vælge bestemte definitioner og ud fra disse sætte folk i ønskede båse; der var jo engang hvor man anså 'negre' for undermålere i forhold til hvide; eller slavere for undermålere i forhold til ariere; men i praksis er forholdene altid yderst komplicerede, fordi vores sjæleliv såvel som vores sprog, oplysningsniveau og samfundsliv hele tiden udvikler sig og tvinger os til løbende at revidere gamle antagelser. Det er allerede derfor meningsløst at sammenligne opfattelsen af Guds eksistens hos oplyste folkekirke-danskere i 2008 med mindre oplyste muslimers i De forenede arabiske emirater. Og det er lige så meningsløst at sammenligne deres gennemsnitsintelligens, for man kan i ingen af tilfældene stille spørgsmål der opfattes på nøjagtigt samme måde af de adspurgte. Det fornuftigste med hensyn til intelligens er faktisk at betragte alle folkeslag, køn og racer som nogenlunde lige intelligente - og at se forskellene i deres stilling til religiøse forestillinger primært som udslag af kulturel og social udvikling samt oplysningsniveau. I undertegnedes øjne er spørgsmålet om forholdet mellem intelligens og religiøsitet derfor uden eksistentiel eller samfundsmæssig relevans. Vi véd fra den hjemlige debat, at der er stor uenighed om guds eksistens mellem veluddannede og normaltbegavede danske præster i folkekirken. Og vi ved ligeledes at folk - med Hal Kochs gamle formulering - er nærmest umulige at drive ud af folkekirken, selvom mange af medlemmerne egentlig ikke 'tror på Gud', men bare har nogle vage forestillinger om at der nok er et eller andet bag det hele, og at det nok er bedst at følge traditionen. Vi kan også konstatere at højt begavede mennesker som fx nobelpristagere i fysik ofte erklærer sig som agnostikere der anser spørgsmålet om Guds eksistens for principielt uafklarligt eller som prøver med deres formuleringer at udtrykke selve usikkerheden og dermed bekræfte sagens kerne på psykologisk plan. De taler således som fysikeren James Clark Maxwell på dødslejet i 1879 om "noget i os der er større end os selv" (Ordret på engelsk: "What is done by what is called myself, I feel done by something greater than myself in me"). Endelig kan man som bekendt finde en særdeles højt begavet, ja sprogligt yderst sofistikeret mand fra midten af det 19. århundrede som Søren Kierkegaard der betragtede troen på Gud som videnskabeligt eller filosofisk absurd, men alligevel valgte den som sit eksistensgrundlag, idet han betragtede eksistens som noget helt andet end videnskab og filosofi. Så man bør nok under alle omstændigheder være forsigtig med at drage sine slutninger alt for hurtigt. Det altafgørende set fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt er at den menneskelige eksistens psykologisk set ikke er endimensionalt rationalistisk/materialistisk, men todimensionalt komplementær. Den har en rationalistisk dimension der skyldes de sekundære psykiske grundprocesser, hvis forudsætning igen er en genstandsbevidsthed der er baseret på eksistensen af faste, sansbare og håndgribelige fysiske legemer uden for psyken. Disse processer er kendetegnet af værdifrihed (minimal intensitet i begreberne). Samtidigt har eksistensen en irrationel dimension der skyldes de primære psykiske processer der foregår uafhængigt af fysiske legemers fakticitet og uafhængigt af sprog og logik, men til gengæld altid er forbundet med værdi, kvalitet og mening (høj grad af intensitet i begreberne). Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser. De sidstnævnte processer er medfødte og gør sig stærkt gældende i menneskers barndom og ungdom, men har livet igennem afgørende betydning for al kreativitet og al oplevelse af helhed, mening og sammenhæng. De førstnævnte processer er tillærte og får stigende indflydelse gennem menneskers liv og levned med årene. De er basis for al praktisk gøren og laden, for håndværk, erhvervsliv, politisk organisation og videnskab og forskning. I den store kulturhistorie var både samfundsliv og religion oprindeligt dybt præget af primærprocesserne, hvorfor det er principielt umuligt at skille de to fuldstændigt. Men med videnskabens opdukken og stigende indflydelse gik kulturlivet fra 'mythos' til 'logos', dvs fra en overvejende mytisk opfattelse af tilværelsen til en overvejende praktisk/rationel, og da naturvidenskaben for alvor blev systematiseret med Galilei og Newton kom der et decideret modsætningsforhold mellem videnskab og religion. Modsætningen blev skærpet, fordi kirken (den katolske kirke med inkvisition og absolut paveautoritet) forsøgte at forhindre fri forskning. I det 19. århundrede betød navnlig den darwinistiske udviklingsteori tilsvarende et voldsomt modsætningsforhold mellem videnskaben og kirken, fordi sidstnævnte læste biblen bogstaveligt eller fundamentalistisk og ikke ville acceptere det naturvidenskabelige verdensbillede. Af denne grund blev ateismen og antikirkeligheden af rationalisterne betragtet som fornuftig, mens tro blev stemplet som overtro. Begge parter var i grunden lige gode om falske fortolkninger. Og det er dette den religiøse debat præges af den dag i dag - til stor skade for både religion, videnskab og den almindelige kulturudvikling. Folk som Helmuth Nyborg bidrager desværre ikke til fremskridt på dette område - skønt det er muligt at komme videre. Den afgørende reaktion mod den ensidige, rationalistiske og mere eller mindre kantianske oplysning i slutningen af 1700-tallet kom med romantikken. I modsætning til Oplysningen ville romantikken inkludere alt det irrationelle, anarkistiske, skabende, farlige og risikable i eksistensen og verdensbilledet. Dermed blev den i hele sit anslag meget ungdommelig, oprørsk og nyskabende, men også meget følelsesbetonet og poetisk på grænsen mellem det æstetiske og det religiøse. Alt dette gav sig helt naturligt forskelligt udtryk hos de enkelte tyske romantikere, men dybest set gælder at romantikken i sit ungdommelige oprør og overmod åbnede sluserne til det ubevidste og underbevidste. Og vel at mærke gjorde det på en måde der aldrig siden har kunnet overses. Specifikt betød Herders åbne historiefilosofi at alle fænomener i kulturudviklingen blev 'relativiseret' således at forstå at de alle blev set og forstået i deres historiske kontekst. Der gaves ikke længere nogen absolut gud, ingen absolut sandhed, ingen absolut moral og ingen absolut samfundsorden. Det betød på ingen måde at religion, videnskab, moral eller samfundsorden som sådan blev definitivt overflødiggjort, men at al fundamentalistisk tro på absolutte og urokkelige autoriteter blev undergravet. Religion, forskning, moral og samfundsliv må nu affinde sig med kritik, søgen, usikkerhed og forandring. Den afgørende reaktion mod den ensidige, mere eller mindre nietzscheanske nihilisme i slutningen af 1800-tallet kom med dybdepsykologien. Freud opdagede lovene for de pyskiske grundprocesser, for drømmenes funktioner og fænomener som fortrængning og 'komplekser'. Jung opdagede først og fremmest det kollektivt ubevidstes fænomen og funktion (herunder de arketypiske forestillinger) samt individuationsprocessens art og betydning (det snævre jegs udvikling mod det overordnede 'selv' - jv. artiklen Jeget og Selvet). Jung kom også med nogle vigtige analyser af religionsfænomenet, hvoraf bl.a. fremgik at det ikke er en selvfølge at forkastelsen af gudsbegrebet er en gevinst for det frie og oplyste menneske. Netop Nietzsche var eksemplet på at den der erklærer Gud for død, rammes af psykisk inflation: Han opfatter sig selv som suveræn eller 'overmenneske'. Man kan erklære den gamle Gud for død, dvs gøre oprør mod det etablerede religionssystems snævre og magtberegnede gudsbegreb, men den universelle arketypiske forestilling om Gud indebærer erkendelsen af at der i psyken er en instans der er større end det snævre, rationelle og karriereprægede jeg, og denne erkendelse medfører forståelsen for at ingen er absolut suveræn i sit eget liv. Det bør i denne forbindelse fremhæves, at adfærdsbiologen og filosoffen Konrad Lorenz med sit værk om aggressivitetsdriften ('Det såkaldt onde') godtgjorde at denne grundlæggende biologiske drift ikke alene rummer angrebslyst og ekspansionstrang, men i allerhøjeste grad også begejstring og ekstase - og dermed dybest set ligger til grund for selv de fineste humane fænomener som fællesskab, kunst, forskning, moral og humor. Hans analyser blev senere fulgt op af bl.a. Anthony Storrs værk om 'Det aggressive menneske', hvor denne naturligvis også kommer ind på de negative aspekter af aggressiviteten. Psykiateren Erling Jacobsen fik med sin bog om 'Godt og ondt' for alvor understreget at den menneskelige moral ikke hænger i en tynd tråd efter nihilisternes opgør med gammel gudstro. Moralen står og falder ikke med gudstroen, men er baseret på psykens egne fundamentale love. Psyken er nemlig således indrettet at ethvert menneske i sit indre er forpligtet til at sørge for overvægt af det gode, positive og konstruktive i sit liv simpelthen for overhovedet at kunne bevare sin indre konsistens. Jf. artiklen om moralens begrundelse. Det afgørende opgør med såvel den ensidige, mere eller mindre ateistiske religionsopfattelse som den fatale kirkelige kristendomsindsnævring i årene op til første verdenskrig kom med Vilhelm Grønbechs religionshistoriske forskning, der i realiteten er af dybdepsykologisk art, men vel at mærke hverken er freudiansk eller jungiansk. Grønbech udviklede sin egen dybdepsykologi, men den har mange paralleller til Jungs. Begreberne og sprogbrugen er blot helt anderledes. Grønbech var helhedsrealist i den forstand at han dels fastholdt begge dimensionerne i den menneskelige eksistens - den rationelle og irrationelle - ved siden af hinanden, dels betragtede helheden som 'vort inderste jeg'. Dette er ikke alene i overensstemmelse med Freud og Jung derved at de psykiske processer der rummer helhedsoplevelsen faktisk er de medfødte primærprocesser, men er også en dybt original torpedo under al kirkelig dogmatik og ortodoksi. Dette fik Grønbech blik for gennem studiet af bl.a. Herder og Blake samt Eckehart, og denne hans indsigt er grundlaget for hans opgør med den europæiske kulturudvikling frem til hans egen tid: Den var efter hans mening en indsnævring af virkeligheden, fordi den ekskluderede det irrationelle, det mystiske og det helhedsprægede. Men Grønbech så også for sig muligheden for en ny tid eller ny virkelighed og en ny Gud. Religion var for ham ikke et spørgsmål om antagelse af tidsbestemte dogmer, men om umiddelbar føling med virkeligheden i sin helhed. Det afgørende opgør med den kantianske og deterministiske naturvidenskab kom med Niels Bohrs og Werner Heisensbergs fortolkning af kvantemekanikken. Den indebar dels en lancering af komplementaritetssynspunktet der definitivt løser det tilsyneladende uløselige erkendelsesteoretiske problem der opstår når to modsætninger er logisk uforenelige. I stedet for at gå ind i et ulykkeligt enten-eller-valg ser man komplementært på modsætningerne: de er hver for sig berettigede og anvendelige og bør derfor anses som sideordnede; blot kan de ikke anvendes samtidigt i en analyse eller en konklusion. Udgangspunktet for Bohrs begreb var erkendelsen af umuligheden i at afgøre om de mindste elementer i atomfysikken er partikler eller energibølger. Men Bohr foreslog selv begrebet anvendt uden for fysikken, fx over for en modsætning som retfærdighed/barmhjertig eller følelse/fornuft. Kvantemekanikken blev desuden et definitivt opgør med troen på en absolut determinisme. Det er allerede i kvantefysikken umuligt at følge de enkelte elemenpartiklers baner præcist. Men tilstrækkeligt store mængder af dem kan måles fuldstændigt nøjagtigt, således at man kan håndtere dem i praksis. Der indføres altså et statistisk element i virkelighedsbeskrivelsen. Kausaliteten er ikke absolut. Men anvendelsen af statistiske beregninger gør ikke fysikken vilkårlig eller subjektiv. Den er stadig en eksakt videnskab. Men grundlæggende betyder opgøret med determinismen at naturvidenskaben principielt aldrig vil kunne give forklaringen på alle fænomener til bunds, for i sidste ende må vi i beskrivelsen af naturen inddrage iagttagelsessituationen og dermed valget af metode. Vi kan aldrig stille os uden for naturen og iagttage den udefra. For der er ikke noget udenfor. Konkret betyder dette, at videnskaben ikke kan give nogen forklaring på universets, livets, bevidsthedens, sprogets eller samfundets opståen. Skal disse store erkendelsesteoretiske landvindinger tages til følge fuldt ud i det 21. århundrede kræver det et opgør med al endimensionalitet til fordel for en komplementær helhedsrealisme der ikke ser bort fra nogen dimension i tilværelsen Den komplementære helhedsrealisme kan roligt overlade udforskningen af naturen til naturvidenskaben, men må dog pointere at denne naturvidenskab bl.a. aldrig vil kunne give nogen forklaring på universets, livets eller bevidsthedens opståen. Den må samtidigt fastholde at eksistensen som sådan - den oplevelsesmæssige, moralske og religiøse opfattelse af eksistensen - ikke kan forstås eller fattes naturvidenskabeligt. Den menneskelige eksistens har en række værdier, en mening, en sammenhæng og en kvalitet som de enkelte mennesker fødes ind i og som der ikke kan gives anden 'forklaring' på end den at psyken er således indrettet at den opfatter tingene og fænomener i et værdi- og meningsaspekt. Og det er vel at mærke et aspekt der skal fastholdes og opdyrkes for sig. Religionen spiller her den allerstørste rolle for mennesket, den har altid gjort det og vil altid blive ved med at gøre det. Men religion skal her forstås i sin bredeste og dybeste forstand, som den umiddelbare føling med den mangedimensionale, hele og uindskrænkede virkelighed. Religion i denne forstand udtrykkes primært i myterne der igen trækker på de universelle arketypiske forestillinger (der heller ikke kan gives nogen forklaring på). Religion bliver derfor ved med at gøre sig gældende i alle folk og kulturer til alle tider og er ikke tidsbunden i den forstand organiserede, skriftbaserede og dogmatiserede religionssystemer er det. Disse dukker op hele tiden, fordi det aggressive menneske stræber efter magt gennem ord og regler, men det gør dem historisk relative, ligesom ideologiske og politiske systemer. Da Gud er en uforklarlig, universel arketypisk forestilling af stor psykisk energi og inspirationskraft, vil ateismen aldrig blive almen. Det er tværtimod ateismen der er historisk betinget og vil stå for fald eller forandring. Men religionerne som organiserede systemer vil naturligvis heller ikke være hævet over kritik. Religion som fænomen der er baseret på arketypiske forestillinger er aldrig entydig eller ideel i enhver henseende. Men den løbende kritik vil være forfejlet, hvis den som Helmuth Nyborgs og andre ateisters kritik løber storm mod selve gudsbegrebet. Noget sådant er dels nytteløst, dels ufornuftigt eller rettere tegn på usund fornuft. Sund fornuft betyder at man undgår ensidighedens fælder i alle henseender, herunder såvel den rationalistiske som den åndelige og såvel den materialistiske som den idealistiske. Sund fornuft indebærer at virkeligheden ses i sin fulde helhed og mangedimensionalitet samt principielle uforklarlighed. Den indbærer også en accept af dagligsproget, der netop er karakteriseret af på den en side vage, upræcise begreber om mange fænomener, men på den anden side føling med alle sider af den menneskelige eksistens. At udelukke det mytiske sprog, drømmenes sprog og det religiøse sprog samt humoren fra tilværelsen er det modsatte af sund fornuft. Den amerikanske politiker Henry Clay sagde engang - for nu at vende tilbage til indledningen - at statistik ikke kan erstatte dømmekraft. Han burde have sagt sund dømmekraft, for det er præcis dette det drejer sig om. Hverken statistik eller matematik eller natuvidenskab kan nogensinde erstatte den sunde dømmekraft der er brug for i det komplekse, mangedimensionale samfund. Det har altid været umuligt, men det er ikke blevet mindre umuligt med den globalisering vi oplever i disse år og som bl.a. indbærer at de frie demokratiske lande i Vesten får udfodringerne fra uoplysthed og ufrihed andre steder i verden tættere ind på livet. Det sker bl.a. i form af autoritære religionssystemer og -fortolkninger der strider mod modernitet og oplysning. Over for den slags er det af afgørende betydning at forstå religion som andet og mere end overtro og fundamentalisme. Religion er dybest set umiddelbar føling med virkeligheden - og må derfor betragtes i et kritisk helhedsrealistik lys og ikke i den snævre rationalismes ensidige projektørlys. Videnskab der holder sig til den snævre rationalismes ensidighed er i grunden ikke bedre end løgn. Og det er måske dette vores romantiske salmedigter og historiefortæller B.S. Ingemann hentydede til når han i fortællingen 'Landsbybørn' lader det lyde: "Løgn er en også videnskab - sagde Fanden, han hørte forelæsninger i Kiel." - Måske ville han i dag med henblik på Helmuth Nyborg have skrevet Århus i stedet for Kiel. Men meningen er den samme. Jan Jernewicz Henvisninger: Romantikken Det kollektivt ubevidstes fænomen og funktion Jeget og Selvet de pyskiske grundprocesser Nietzsche Konrad Lorenz Det aggressive menneske Erling Jacobsen Konsistensetikken Vilhelm Grønbechs Grønbechs kulturopgør Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme Sund fornuft Intellektualismens dilemma artikel om rationalitetens valg mellem fanatisme og sund fornuft (6.3.03.) Fornuftens afmagt - Muhammed-sagen i historiefilosofisk perspektiv (10.2.06.) Marxisme, modernitet og uforudsigelighed om idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz' tanker (20.10.04.) Stalinismens fascination (Sund fornuft - 10.3.03.) Sproget og virkeligheden (4.8.07.) Kan alle vore forestillinger dekonstrueres? (25.04.08.) Sandheden og den dobbelte virkelighed (4.12.06.) Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag (17.11.06.) Arbejde, forskning og religion (28.12.04.) som kulturens tre hovedkilder Hvad skal vi med religion? (14.2.07.) Afdogmatisering, men ikke afmytologisering (18.6.02.) Myte, ord og billede (Afdogmatisering - 13.7.02.) Mytologi (Afdogmatisering - 2.8.02.) Selvet - sjælen - ånden Sjæl og hjerne Hjerne og sjæl Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt Det fromme menneske om uskyld, hellighed og jomfruelighed Nikolaj Cederholms ateistshow en smart fordomsbekræfter Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag Meier Carlsen om danskernes religiøse analfabetisme Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Verdsliggørelse Artikler om Afdogmatisering Artikler om Sund fornuft Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|