|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
Veje til livskvalitet og meningArtikel-serie om livskvalitet og mening i forskellige aldre -i fire afsnit med kort indledning Afsnit I: Fra tidsfordriv til engagement. (20.6.02) Afsnit II: Fra tryghed til frihed (21.9.02.) Afsnit III: Fra rutine til mening (30.12.02.) Afsnit IV: Fra funktion til proces (2.3.03.) Henvisninger Indledning Den franske forfatter Albert Camus fortæller i sit hovedværk om filosofi, at han engang hørte om en mand der havde begået selvmord, fordi han mistede sin datter. Denne begivenhed havde nemlig undergravet ham. Han var begyndte at tænke over meningen med tilværelsen - og var altså kommet til kort i det spørgsmål. Camus drager heraf den generelle konklusion, at det at begynde at tænke over tilværelsen er det samme som at begynde at blive undergravet! Det er nu overdrevet, men så meget er der om sagen, at begynder man først at tænke over tilværelsen og dens mening, så er der ingen vej tilbage. Man hænger på den - og er tvunget til at tænke videre, indtil man kommer til en slags afklaring - eller giver op!. Fordelen ved at tænke over tingene eller ved at søge at nå til en slags personlig afklaring på de eksistentielle problemer gennem en bevidstgørelse er naturligvis, at man har mulighed for at komme ud af den "tomgang", ens tankevirksomhed kan havne i, hvis man blot går og tænker usystematisk over tingene. Ikke at der er nogetsomhelst forkert i en sådan strøm. Det ubevidste og tilfældige har skam sin ret. Men det kan undertiden være træls at havne i den situation, at tankerne bliver ved med at kredse om nøjagtig de samme problemer uden at komme ud af flækken. Det er dette forhold der undertiden fører til selvmord: kandidaterne orker ikke at tænke de samme deprimerende tanker igennem i det uendelige. Det er naturligvis muligt at komme ud af en sådan ond cirkel - netop ved bevidstgørelse. Men den risiko Camus har peget på, skal ikke forties. Ansvaret for at give sig ind i en bevidstgørelse er ens eget. Også når man går på internettet og indlader sig med noget ukendt. Jernesalts artikelserie om veje til livskvalitet og mening har sit udgangspunkt i den opfattelse at hverken meningen eller livskvaliteten kommer af sig selv, men er noget den enkelte skaffer sig gennem en bevidstgørelse af sit liv, således at dette forandrer sig fra at være et liv i blot og bar immanens til også at være et liv i transcendens - eller som det er blevet kaldt 'i vedvarende eksistentil tilblivelse'. De fire afsnit bliver følgende: 1 Fra tidsfordriv til engagement 2 Fra tryghed til frihed 3 Fra rutine til intensitet 4 Fra funktion til proces Afsnit I: Fra Tidsfordriv til engagementTiden Livsbuen Livscyklus (Adizes) Menneskets aldre (Erik H. Erikson) Tidsfordriv eller engagement Den tredje alder Tid og evighed Tiden Til toppen Næste afsnit Tiden er et vigtigt, men også stort begreb, og hører iøvrigt til den slags ord, som ikke kan defineres. Men derfor kan der jo godt siges noget fornuftigt om begrebet. En af de banale ting der kan siges, er at tiden har en retning. Man taler om "tidens pil". Psykologisk kan retningen bestemmes sprogligt og soleklart ud fra det forhold, at vi kan skelne mellem fortid, nutid og fremtid. Men kloge hoveder som astrofysikeren Stephen Hawking siger, at tidens pil også fremgår af kosmologien og af varmelæren (termo-dynamikken). Tidens retning er nemlig bestemt af det astrofysiske forhold, at universet udvider sig. Hvis det forholdt sig omvendt, at universet skrumpede ind, ville vi bevæge os væk fra fremtiden og ind i fortiden, påstås det. Og det er selvfølgelig noget vrøvl. Mere korrekt vil det være at sige, at der i så fald ville være en konflikt mellem den kosmologiske udvikling og vores sprog og psykologi. Verden ville da tage sig fuldstændig anderledes ud. Endelig bestemmes tidens retning af varmelærens anden hovedsætning, der siger noget i retning af, at varmeenergien hele tiden udlignes. Hvis du opvarmer en kedel vand til 100 grader og lader den stå, så vil den afgive varme til omgivelserne, indtil vandet har samme temperatur som disse omgivelser. Varmeenergien vil være tabt for stedse. 'Entropien' eller den 'molekylære uorden' er vokset. Og det er den vej tiden går. Det er kun i science-fiction-film, at man kan skrue tiden tilbage og så at sige samle den tabte energi der er afgivet til omgivelserne i kedlen op igen. Mere interessant er nu nok de biologiske livscykler. Årstiderne skifter som bekendt på samme måde år ud og år ind. Tilsvarende har planterne deres faste cyklus. Her kan det være et tulipanløg fx, eller en busk eller et træ. Det samme udviklingsforløb gentages og gentages gang på gang. For menneskets vedkommende gælder, at vi i hvert fald ikke på helt samme måde er underkastet årets cyklus. Individet har et forløb, der går fra undfangelse og fødsel over forplantning, modning og forældelse til død. Slægten lever videre og fornys på samme måde som planten. Enkelte mennesker tror også på en reinkarnation, dvs. at det samme "livsfrø" i et menneske lever videre fra individ til individ, men det er i det mindste ikke noget alle er enige om. Det sikre synes at være, at individet biologisk og socialt set ophører med at eksistere, så såre hjertet holder op med at slå. Livsbuen Til toppen Næste afsnit Dette sikre forløb gengives ofte i det man kalder 'livsbuen' eller 'alderstrappen', fx. i ‘Dal-målingerna'. Det valgte billede viser menneskets vej gennem ti aldre fra fødslen til den uundgåelige død. En alder er her på ti år. Tidligere har man regnet med aldre af syv år. I dette tilfælde opereres - som det ses -med håbet om et liv efter døden, altså en slags himmelsk tilværelse hinsides den jordiske. 
Men der findes også en drøm om evig ungdom. Den store tyske maler Lukas Cranach (aktuel med udstilling på Statens musem for kunst) har lavet et billede, der hedder 'Ungdomsbrønden'. Man ser gamle kvinder komme til en brønd, der giver dem deres ungdom tilbage, så de igen kan opleve ungdom og forelskelse. Brønden er nemlig en Venus-brønd, en kærlighedsbrønd. Hvorfor har mændene ikke behov for at bade i denne brønd? Ganske simpelt, fordi de bliver yngre i og med at kvinderne igen interesserer sig for dem som kønsvæsener! Også i 'dalmålningerne' er der eksempler på noget tilsvarende, dog ikke en ungdomsbrønd, men en ungdomsmølle, hvor de gamle kvinder bliver malet unge af en simpel mekanisk kværn - og kommer foryngede ud. Man undgår ikke en mistanke om, at det nok er mænd der har næret denne drøm! Livscyklus Til toppen Næste afsnit Men disse gamle opfattelser og drømme kan genfindes i mere moderne synspunkter inden for organisationsteori. Også organisationer har nemlig deres livscyklus: de fødes, vokser op, modnes, ældes og dør - medmindre de i tide forynges. En internationalt kendt, amerikansk virksomhedskonsulent ved navn Ischak Adizes har udarbejdet en glimrende og ganske morsom metode til analyse og eventuel behandling af virksomheders livsforløb. Han anskuer en virksomheds udvikling som et menneskes: fra undfangelse, fødsel, kravlestadium, udforskningsstadium over ungdom og modne år til det veletablerede mere eller mindre satte og aristokratiske firma der til sidst, hvis naturen får lov at råde uden indgreb, bliver til den gamle og nedadgående organisation, der i værste fald bliver senil og dør. Adizes bruger en særlig symbolik i sine koder: (P) eller (p) står for produktivitetsevne; (A) eller (a) for administrationsevne; (E) eller (e) for entreprenørevne eller iværksætterevne; og (I) eller (i) for integrationsevne. Stort bogstav står for stor evne, lille bogstav for lille evne - nul (O) for manglende evne. Fire fundamentale evner for enhver virksomhed: Man skal have en idé om hvad man vil; man skal på det grundlag kunne sætte en produktion i gang og kunne administrere denne i forhold til interne og eksterne krav og interesser; og man skal endelig kunne holde sammen på det hele, ikke mindst medarbejderstaben. Så længe en virksomhed kører som et enmandsforetagende kan dens idé realiseres på simpel vis i praktisk arbejde. Oftest startes under yderst beskedne forhold. Men en virksomhed skal ikke være ret stor, før krav til fornuftig administration og evne til at integrere bliver vigtige. Men evner er ikke lige vigtige i de forskellige stadier. Og de findes aldrig i fuld målestok hos nogen organisation. Pointen er, at man ved at analysere organisationen kan finde ud af, hvor der mangler noget, og hvor der må sættes ind, hvis forfaldet skal undgås. I planlægningsstadiet (paEi) er der endnu ikke nogen egentlig selvstændig og levedygtig organisation. Den kommer først ved fødslen . Men så går det også stærkt. Baby-organisationen (Paei) er som Adizes skriver ofte en rodebutik, men den går fremad for fuld damp. Produktiviteten er stor. Go-Go-organisationen (PaEi) ændrer sig konstant, men vokser i store spring. Den er baseret på et hurtigt voksende og uformelt system. Der foregår næsten ingen træning eller uddannelse, og indehaveren forstår ikke værdien af at organisere, at skabe strukturer, i virksomheden. I teenager-organisationen (pAEi) kommer konflikterne. Organisationen må begynde at påtage sig forpligtelser og stabilisere sig. Den må finde en struktur, blive en institution og i denne forstand lade sig afpersonificere. Foretagendet er ikke længere et rent one-man-show. Ansvaret må uddelegeres. Den modne organisation (PAEi) har fundet sin struktur, men strukturen er fleksibel. Virksomheden har stor styrke og er inde i klar vækst. Der findes viden og kunnen, men også en fast kurs og nogle mål. Organisationen er endnu ikke blevet bureaukratisk. Der er plads til udvikling og initiativer. Men strukturen er ved at blive kompliceret. Den veletablerede organisation (PAeI) er kendetegnet af at den er både velorganiseret og velintegreret. Den er på sin højde. Den er meget resultatorienteret, men vækstraten og ændringsraten er væk. Der er ikke så meget at kæmpe for og der er ikke store trusler fra konkurrenterne. Organisationen forlader sig på præcedens, på at der altid er fortilfælde af hvad man skal gøre. Men dét er også faren. Gribes der ikke ind med fornyelse, begynder skumringens år. Organisationen bliver nu aristokratisk (pAeI). Den har fortidens hele aura: Systemer, albuerum, kampagner osv. Men lidt efter lidt mister den sin hidtidige produktivitetsevne. Målene tabes af syne. Forståelsen for at have en mission går også tabt. Og efterhånden bliver resultaterne dårligere og dårligere. Men - og det er yderligere et faresignal - problemerne opfattes som midlertidige, som nogle der løses af sig selv eller af tiden. Hvis det er en stor og stærk organisation kan der - stadig ifølge Adizes - fremstå noget man kalder "Finzi Contini-syndromet", opkaldt efter en film af Vittoria de Sica om netop en sådan aristokratisk organisation: Kontorerne er storslåede. Bestyrelsens mødesal er flot og konservativt udstyret. Alt går efter faste regler. Sproget er formelt og højtideligt. Møderne er høflige, officielle og rituelle. Og igen et alvorligt faresignal: andre meninger end ledelsens betragtes som højforrædderi. Hvis organisationen ydermere er fuld af kontanter, så kan ejerne og ledelsen læne sig tilbage og nyde frugterne af tidligere års investeringer. Man behøver intet at gøre der kræver ressourcer. Man går kort sagt helt i stå via (oAoI) over (oAoo) til (oooo). Iværksætterevnerne forsvinder totalt. Produktiviteten går ned. Produkterne er umoderne, alle ved det, men ingen gør noget. Reklamationer arkiveres. Og for at det ikke skal være løgn, så indlader man sig på et kostbart byggeri, for at vise omverdenen at man stadig har magt over tingene. Men dét kan blive et selvmorderisk byggeri. Det er efter min mening en pragtfuld beskrivelse af den aristokratiske organisation Adizes her har givet. Og det sørgelige er, at vi alle kender organisationer af denne type i praksis. Tænk på gode gamle velrenomerede virksomheder i Danmark som 'Nordisk Fjer' eller 'Østasiatisk Kompagni'. Nordisk Fjer gik ned, da lederen begik selvmord. Gode produkter var ikke nok til at redde en virksomhed, hvis ledelse begav sig ud i spekulationer, alt imens den opretholdt et aristokratisk styre og stak en ukritisk bestyrelse blår i øjnene. Og ØK var lige ved at gå samme vej. Den blev reddet på stregen ved reduktion og frasalg samtidig med at den gav sig i kast med et byggeri af et nyt flot hovedkontor. Men iøvrigt kendes fænomenet også fra kirke og politik. Tænk på den katolske kirkes udvikling, specielt i middelalderen. Jo dyrere og flottere i det ydre, jo mere dogmatisk i det indre. Eller tænk på Sovjetunionens opkomst, rejsning og forfald. Breshnjev-æraen var den store stagnations-periode. Gorbatjovs ‘glasnost' og ‘perestrojka' var velment, men kom for sent. Hvis ikke der gribes ind i tide, når faresignalerne melder sig, er vejen nedad sikker og vis. En virksomhed i pensionsårene bliver mere og mere bureaukratisk. Den er ikke længere resultatorienteret. Den er kendetegnet af ledernes tvangstanker og klikedannelser. Ritualerne er blevet en byrde, og til sidst forsvinder evnen til at holde sammen på det hele, og organisationen går i coma. Det vil sige det samme som at organisationen nu er blevet senil. Kommunikationskanalerne til den ydre verden reduceres. Organisationen lukker helt af fra forstyrrelse. Den venter, at det er kunder og leverandører der skal sørge for den koordinering, den ikke selv magter. Ingen véd, hvad der skal gøres. Organisationen kan end ikke overleve en reorganisering. Vejen frem mod bankerot og død er stensikker. Et fremtrædende træk bliver - med Adezis' usminkede ord - en allestedsnærværende nederlagspinefuldhed. Spørgsmålet er nu: hvad er der at gøre ved det? Hvad gør man rent faktisk ved det, når det gælder organisationer? Man sørger naturligvis i tide for fornyelse eller foryngelse. Man undgår bevidst at komme i den situation at skulle igennem en smertefuld foryngelsesproces. Og det vil i praksis sige, at man sørger for regelmæssige organisationsmæssige forandringer, således at organisationen forbliver på det voksne og det modne stadium og altså undgår nedturen. Man kan decentralisere, sørge for tilførsel af nye kræfter med iværksætterånd, og sørge for fortsat fleksibilitet og åbenhed. En virksomhed der vil overleve må aldrig afskære forbindelsen til omverdenen eller til initiativlyst og kreativitet. Først når og hvis det er begyndt at gå ned ad bakke, kræver en foryngelse hårdere metoder så som udskiftning af ledelsen eller lukning af hele afdelinger - og det er aldrig nogen rar proces. Menneskets aldre Til toppen Næste afsnit Adizes' teori og analysemetode er naturligvis beregnet på erhvervsvirksomheder, der enten er kommet ud i en organisatorisk krise eller stilstand, eller ønsker at forebygge en sådan. Men i vid udstrækning kan de overføres på det enkelte menneskes situation. Forskellen er naturligvis, at individets død i modsætning til organsationens i sidste ende er uundgåelig. Men intet alderstrin, heller ikke pensionsårene behøver at blive én lang række af nederlags-pinefuldhed. Det afhænger af den enkeltes indstilling og indsats. Alder er noget relativt. Alder kan være den rent biologiske alder - og dén kan ingen ikke løbe fra, selvom motion og sund levevis nok kan udskyde forfaldet. Når Troldkarlen Kogle i tegneserien af samme navn får at vide af sin hoflæge, at han må holde op med at drikke, ryge og spise for meget, spørger han naturligvis om han så vil leve længere? - "Nej", svarer lægen, "men De vil dø som en sund mand!" - Og det kan der unægteligt være fordele ved, men døden undgår man ikke. Men alder er også psyko-social. Et menneskes kulminationsalder behøver ikke følges med den biologiske alder. Der er mange eksempler på, at folk ikke alene holder sig friske højt oppe i årene, men også på at en del først når toppen af deres karriere, når de bliver gamle. Eksempelvis kan nævnes paver og kardinaler eller præsidenter. Det er da ikke altid gode eksempler - tænk på Kinas tidligere leder, Deng Xiaopeng, der med sit lederskab langt op i 80-års-alderen var en bremse på reformerne i sit land. Eller tænk på den gamle pave, der udnævner den ene kardinal efter den anden på 80 år og derover - for at sikre konservatismen. Men magt og indflydelse er altså ikke forbeholdt folk under 70. Endelig er alder også noget særdeles subjektivt, noget der afhænger af, hvordan den enkelte føler sig i forhold til andre og sig selv. Når Trine i Radiserne erklærer, at hun er bange for at blive gammel. Og Tomas replicerer, at det er da ikke noget at være bange for, så kommer svaret, der viser at det ikke er alderdommen som sådan hun tænker på: "Vel er det så noget at være bange for! Hvem har lyst til at blive ni?!!" Og Storm P er også altid god for en illustration. To ældre herrer udveksler deres tanker om at blive gammel, men den ene har klart fornemmelsen, at han allerede er ved at blive gammel, mens den jævnaldrende herre ser langt mere optimistisk på sagen: - Vi bliver gamle, Olsen! - Ja, det vil tiden vise! Derfor er der god mening i at se på menneskets livsforløb på en anden måde end livsbuen, der ender på niveau med begyndelsen. Man kan se på menneskets livsaldre som den amerikanske psykoanalytiker Erik H. Erikson gør, nemlig som en opadstigende ret linie. Her gennemløber mennesket fra spædbarnsalderen og op til voksenalderen syv stadier fra tillid over autonomi, initiativ, driftighed, identitet og intimitet til generativiteten eller forplantningen. Den grundlæggende styrke angiver Erikson gennem de syv stadier som hhv. håb, vilje, målbevidsthed, kompetence, troskab, kærlighed og omsorg. Hvis denne styrke ikke udvikles, får vi de negative følger: tilbagetrækning, tvangspræget adfærd, hæmning, træghed, afvisning, udelukkelse og forkastelse. Det ottende stadium, den modne alder, er hos Erikson kendetegnet af en sindstilstand, som han i det positive tilfælde kalder integritet, men i det negative fortvivlelse. Integriteten er en accept af ens egen livscyklus og af de mennesker, som er blevet væsentlige for den, herunder naturligvis børn, ægtefælle og - hvis de lever - forældre. Bæreren af integriteten er rede til at forsvare betydningen af sin egen livsstil imod alle fysiske og økonomiske trusler. Integritet synes ifølge Erikson at medføre et ejendommeligt krav, nemlig visdom, en slags "oplyst og uhildet interesse for selve livet ansigt til ansigt med selve døden". Fraværet eller tabet af denne udviklede jeg-integritet er kendetegnet ved fortvivlelse og en ofte ubevidst dødsfrygt. Fortvivlelse udtrykker følelsen af, at tiden er for kort til forsøg på at starte et nyt liv og til forsøg på at finde alternative veje til integritet. En sådan fortvivlelse er ofte skjult bag en demonstration af afsky, misantropi eller kronisk foragt for folk og institutioner. Og denne foragt er igen blot udtryk for individets selvforagt....... Da Erikssons model efterhånden er af gammel dato, og folk nu om dage lever længere, kunne modellen udbygges med et par stadier mere: De modne år slutter så omkring 60-års alderen. Herefter følger det der forstås ved 'den tredje alder', nemlig de år fra 60 til omkring de 75, hvor de fleste endnu er relativt friske og dermed i stand til at klare sig selv fysisk og psykisk. Herefter følger for nogles vedkommende en fjerde alder, som er kendetegnet af større eller mindre grad af senilitet og manglende evne til at tage vare på sig selv. Den kommer langt fra til at gælde alle. Til sidst den uundgåelige død - og på Eriksons psyko-sociale udviklingsstige konfrontationen med døden. Døden er selvfølgelig en afbrydelse af enhver form for individuel udvikling, men jeg vil hævde, at en åben konfrontation med døden, altså en situation, hvor man tør se døden i øjnene, i stedet for at være angst for den, kan betragtes som kulminationen på den psyko-sociale udvikling. Men én ting fremgår ikke af modellen, hverken af Eriksons egen eller den udvidede udgave: Det fremgår ikke, at ethvert menneske på hvert eneste alderstrin eller udviklingstrin ikke bare er kendetegnet af dette ene trins karakteristika, men til hver en tid er opsummeringen af alle de foregående. En nordmand, der har skrevet en fortræffelig bog om "Det musiske menneske", Jon-Roar Bjørkvold, udtrykker det på den måde, at det musiske menneskes livsalder er cirkulær: den bliver ved med at gentage, bekræfte og trække på de foregående trins erfaringer. Sagt med andre ord: Selv om vi bliver 40, 50, 60 eller 70 eller 80, bliver vi ved med at have et legende, undrende, udforskende og skabende barn og et grænseoverskridende ungt menneske i os. Den psyko-sociale udvikling behøver ikke at være identisk med den biologiske udvikling. Vi kan fortsat være musiske mennesker eller om man vil åndelige væsener, der dels kan trække på alle de foregående års erfaringer og oplevelser, dels kan bevare mulighederne og fremtiden - og dermed det eksistensfilosofferne kalder friheden. Den subjektive opfattelse af tilværelsen spiller her ind på et ret afgørende måde. Der er stor forskel på at sige som manden i en Storm P-flue, at "Tilværelsen er nederdrægtig, men man har jo ikke andet end den!" Eller som en levemand der åbenbart har haft det pragtfuldt. Jeg har haft det vidunderligt i min tid - takket være en svag karakter! Livet kan betragtes som en karussel: når man har kørt nogle omgange, må man betale - og så ta'r man en tur til. Eller verden kan betragtes som tosset - eller også har man en sund mistanke, om at det måske bare er os selv der er tossede? Det sete afhænger af øjnene der ser, men den måde, man har vænnet sig til at se verden og livet på, er med til at bestemme om ens livskvalitet bliver overvejende god eller overvejende dårlig. Tidsfordriv eller engagement Til toppen Næste afsnit Det at blive pensioneret eller gå på efterløn kan opfattes som en krise: det er - ganske som pubertetskrisen - en overgang fra én alder med sine vaner og rutiner og sin identitetsmulighed til en anden alder med andre vaner og rutiner og dermed en helt anden identitetsmulighed. Nogle løser problemet ved at kaste sig over rejser og fornøjelser eller gå i gang med ombygning af hus eller omlægning af have. Som regel varer disse aktiviteter kun en stakket tid. Man kan jo eksempelvis ikke lægge sin have om hvert år. På et eller andet tidspunkt vil mange indse, at tiden ikke bare skal gå eller direkte fordrives, men må gives et eller andet indhold lidt ud over hvad hus, have, ferierejser og normale fornøjelser giver. Indsigten er der i visse tilfælde i forvejen, nemlig hvis man har forudset problemet og dets art. I andre tilfælde kommer indsigten først via kedsomhed eller lettere depression. Ordet lettere i forbindelse med depression er vigtigt at bemærke, svære tilfælde af depression hører hjemme under lægevidenskab og psykiatri. Men det er ikke ualmindeligt i forbindelse med kriser som tab af ægtefælle, tab af arbejde eller planlagt pensionering midlertidigt at ryge ud i følelsen af kedsomhed og tomhed. Man véd ikke rigtigt, hvad man skal få tiden til at gå med, eller hvordan man skal tackle de store muligheder der rent faktisk er forbundet med det at have hele dagen til sin frie rådighed. Det dummeste i en sådan situation er at ty til piller eller spiritus. For det er jo flugt fra problemet, en udskydelse af dets løsning, eller direkte et skråplan, der gør en løsning endnu vanskeligere. At kaste sig ud i meget stor forceret aktivitet i form af rejser, fornøjelser, byggeri og hvad man ellers kan nævne er efter min mening heller ikke det klogeste man kan gøre. Det er jo at overdøve tomheden og følelsen af meningsløshed. Og det er ikke noget der er holdbart i længden. Det eneste fornuftige og hensigtsmæssige er, at se kedsomheden og følelsen af tomhed eller angst i øjnene og derudfra prøve at finde ud af, hvad den bedste løsning på langt sigt vil være. En svensk-amerikansk psykiater ved navn Emmy Gut har skrevet en bog hun har kaldt 'Den gode depression'. Den peger på noget meget vigtigt i denne sammenhæng, nemlig det forhold, at en depression kan være frugtbar, hvis den ellers forstås og tackles rigtigt. Man skal give den tid, alt imens man prøver at løse det problem, eller den ændring i ens livsforhold, der har fremkaldt den. Symptomerne på depression kender de fleste vist. De er bl.a.: - sænket grundstemning - nedsat initiativ - reduceret følelsesmæssig og erkendelsesmæssig modtagelighed - øget optagethed af nogle få specifikke problemer - langsommere reaktioner og hukommelse - dårligere koncentrationsevne - forøget sårbarhed og irritabilitet - en stærk forøget rådvildhed - følelser af træthed og mangel på energi - en vis forandring i søvn, spise- og drikkevaner - en vis forandring i seksualvaner. 'Radiserne' kan illustrere noget af situationen. Søren Brun spørger Trine om ikke faldende blade gør hende trist. "Aldeles ikke", svarer hun. "Hvis de har lyst til at falde, så la dem!" Og hun tilføjer: "Faktisk er faldende blade et godt tegn. Det er når man ser dem hoppe tilbage på træerne, at den er gal!" Tomas sidder en trist regnvejrsdag og er nedtrykt: "Det regner og verden oser af mismod. Selv mine Corn Flakes smager af malurt...!" - Trine har virkelig ret til at spørge: "Hvor nedtrykt kan man blive?" "Hva' gør man, når man syns at livet behandler en uretfærdigt", spørger Nina en gang Søren Brun. Men det har Nuser et kontant svar på: "Man lærer at bage sine småkager selv!" - Og så er den potte ude. De viser samtidig, at lidt humor ikke er at foragte i situationen. Problemet er bare ofte, at det også er et symptom, at den humoristiske sans kan svigte, når man er deprimeret. Det væsentligste ved pensioneringen er, at man mister de udfoldelsesmuligheder og de kontakter der har været forbundet med ens job. De har givet en vis daglig tryghed og sikkerhed, foruden en daglig stimulans og udfordring, som altsammen har været med til at opretholde ens identitet og selvværd. Pludseligt er det væk. Trygheden og sikkerheden har man forhåbentlig bevaret, hvis man har økonomi og bolig i orden, men stimulansen, udfordringen, identiteten og selvværdet skal findes et andet sted. I denne situation bliver det opgaven på den ene eller anden måde at finde ud af at strukturere tiden, så den ikke flyder ud i ét med det resultat, at man begynder at kede sig uhjælpeligt. Det bliver opgaven at engagere sig på den ene eller anden måde. Man må involvere sine evner, sin opmærksomhed og sin energi så man får noget andet at bekræfte sin identitet og sit selvværd med end det job man har forladt. Og disse opgaver skal vel at mærke ikke løses i huj og hast, men i fred og ro. Man skal give sig tid til at finde ind i et engagement som passer én, som man kan holde ud i længden, og som virkeligt kan fylde tilværelsen ud. Hvad det lige præcis skal være, vil være individuelt. Mulighederne er umådelige. Og jo bedre man kender sig selv, jo lettere vil det være at finde en ny melodi. Men findes skal den. Den tredje alder Til toppen Næste afsnit Ved 'den tredje alder' må ikke slet og ret forstås alderdommen. Sagen er jo, at pensionsalderen er gået ned i de senere år, bl.a. fordi efterlønsordningen er blevet meget populær. Samtidig er den gennemsnitlige levealder gået støt og roligt op og ligger nu for mænds vedkommende helt oppe på 72,2 og for kvinders vedkommende mere end fem år højere, nemlig på 77,7. Demografisk kan alderdom defineres som den alder, hvor halvdelen af en fødselsårgang er død. Denne alder er i Danmark anno 1993 knap 75 år. Eller man taler om, at aldersgruppen 'de gamle' er den gruppe som har en forventet restlevetid på ti år. Det vil i 1993 i Danmark sige mænd over 72 og kvinder over 77 år. Dette betyder, at flere og flere over tres år får en hel del år, hvor alderen nok begynder at gøre sig gældende, men hvor de alligevel er så friske på både legeme og sjæl, at de kan få en hel del ud af tilværelsen. Det er de færreste der går lige fra afskeden med arbejdslivet til afskeden med det gode helbred, eller til afskeden med mulighederne for at få noget ud af livet, endsige til afskeden med livet selv. De fleste kan se hen til en hel del år, hvor de kan holde sig friske og aktive. De fleste kommer i en årrække til at høre til den gruppe, man kalder 'de unge ældre'. - Ordet 'ældre' er iøvrigt drilsk i vore dage. De ældre er ældre end de unge, men yngre end de gamle. Men i grundbetydningen af ordet er de ældre ældre end de gamle - for gammel bøjes nu engang: gammel - ældre - ældst!! Demente eller alvorligt psykisk syge ældre skal selvfølgelig ikke lades i stikken. Derfor er der noget der hedder 'ældrepolitik', og derfor må vi naturligvis alle sammen stille krav til politikerne om at føre en anstændig politik på dette felt. Det er bl.a. det Ældre Sagen har som målsætning. Men folk der er senile eller alvorligt psykisk syge eller af anden grund havner på plejehjem, er jo netop i den situation, at de ikke fuldtud kan tage ansvaret for sig selv. De er derfor henvist til andres omsorg og ansvar. Det er en meget trist livsafslutning disse mennesker får. Det fremgår af den såkaldte 'senilitetsspiral', der fører det normale og raske menneske gennem stadier af nedsat selvfølelse, svigtende fysik og psyke, andres negative bedømmelse, andres krav om omsorg, umyndiggørelse og tabt selvfølelse, forvirring og aggressivitet, accept af egen værdiløshed trøst i barndomsminder, håbløs senilitet til ren vegeteren og befriende død. Men det drejer sig alt i alt kun om ca. 10 % der sidst i livet havner i denne beklagelige situation. Langt langt de fleste pensionister og efterlønnere vil have mange år tilbage at leve i, hvor de både kan og vil tage ansvaret for deres eget liv. Begrebet 'tredje alder' skal man altså ikke hænge sig i. Den må accepteres som gængs betegnelse, men den er temmelig upræcis. Man kunne lige så godt tale om den syvende eller ottende alder. Det gør Erik H. Erikson, som vi har set. Hvis vi fastholder, at den tredje alder går på folk, der føler sig som 'unge ældre', så kunne vi bruge betegnelsen 'fjerde alder' om den aldersgruppe der er rigtigt gamle, dvs dem der er blevet afhængige af andres hjælp. Tid og evighed Til toppen Tiden er noget relativt. Lad os bare igen bruge Storm P. til at illustrere selve det forhold, at ordet 'tiden' bruges i forskellig betydning. Når en ældre herre går og tænker "Ak ja, tiderne skifter - som ung gik jeg med vat i skuldrene. Nu går jeg med det i ørene!", så tænker han på sin egen alder og ikke på mere omfattende 'historiske perioder'. Og hos middagsgæsten menes igen noget helt tredje med tiden, den måles simpelthen på retternes rækkefølge: Tiden går, nu er man allerede ved rejerne! Med hensyn til struktureringen af tiden er det nok klogt at være opmærksom på et specielt forhold, og det er, at det ikke tjener noget formål at begynde at strukturere tiden på en sådan måde, at alt bliver skemalagt. Det vil da være fjollet ikke at udnytte den fordel, man har som pensionist, men som man ikke havde som arbejder, funktionær eller selvstændig: at man nu har fri rådighed over sin tid. Vores samfund har nu i et par århundredrer været bygget op i effektivitetens og rationalitetens navn - med det positive resultat, at vi alle sammen har fået det materielt bedre. Men samtidig er vi blevet langt mere bundet og ophængt. Det musiske menneske i os er allerede i skoletiden blevet systematisk undertrykt eller negligeret - i et omfang vi ikke altid gør os helt klart. Og det har hævnet sig grusomt: Vi er alle sammen blevet mere eller mindre stressede. Vi er næsten alle sammen blevet dårligere og dårligere til at slappe af og give plads til eftertanke og rekreation - for slet ikke at tale om at give plads til at falde i staver, meditere eller kontakte de indre stemmer vi har i os eller de højere magter vi måske føler uden for os. Vi er blevet bange for stilheden og for mørket - og for døden. Derfor er der grund til at minde om, at tiden ikke blot har en retning, og ikke blot er noget der skal fyldes ud. Tiden har også et modstykke, nemlig tidløsheden. I gamle dage kaldte man dette modstykke til timeligheden for evigheden, og den betyder netop ikke uendelighed, men tidløshed. Evigheden kan fortolkes religiøst, som noget overjordisk. Men den kan også fortolkes mere jordnært psykologisk som: den tilstand, hvor tiden, den på ure målte tid, er suspenderet, den tilstand, hvor man simpelthen glemmer tiden. Den tilstand kender vi faktisk alle sammen - om ikke andet så fordi vi engang har været børn. Men mon ikke de fleste af os også kender den fra situationer livet igennem: situationer af glæde, forelskelse, undren eller optagethed? Den form for tid bør man aldrig forsømme at vende tilbage til, for den giver fornyet livskraft. Tiden for pensionister og efterlønnere skal nok struktureres, hvis de vil undgå hurtigt at havne i håbløs depression. Men tiden må ikke skemalægges, så der ikke bliver plads til tidløsheden, hvad enten man nu søger den i naturen, i kirken, i samværet med andre eller i ensomheden. Engstrøm har en tegning af præsten og en gamle bogholder der afslører en lidt trist måde at fordrive tiden på. Bogholderen siger: "De' bli'r lidt kedsom'ligt med de mange julehelligdage og den megen fede mad! Hva' ska' du tage dig til i eftermiddag, kære ven?" - Præsten: "Jo-e, jeg for mit vedkommende skal tage mig en lille middagslur, og så går jeg i seng!" Fritz Jørgensen har derimod indset, at søndagen bør være helliget andagt og som han kalder det "uskyldig rekreation" - så som at male kaffe. En lille pointe i den kendte tegning er personens næse. Tegningen er i virkeligheden et lille selvportræt. Fritz Jørgensen drak - og det lagde han ikke skjul på. Så det med kaffen var virkelig i hans tilfælde uskyldigt. Det uskyldige skulle i almindelighed gerne bestå i, at man bare en dag om ugen undlader at gribe ind i naturen. Det er faktisk det der ligger i begrebet sabbat: at vise naturen den respekt, at man giver den en chance for at hvile ud - samtidig med at man selv hviler ud - og kommer til sig selv. Problemet er, at færre og færre tilsyneladende forstår at hvile ud i betydningen koble helt fra, også fra den kværnende radio og det billedsprøjtende tv. - Stilheden er for mange en trussel. Uskyldigt er det også at gå på aftenskole eller andet kursus blot for at være sammen med andre. Det får den lille stride Trine sagt utvetydigt til Søren Brun, da denne bifalder, at hun har meldt sig til en aftenskole: "Det er en glimrende idé, for man får mest ud af livet, når man virkelig stræber efter noget." "Stræber!" brøler hun, "Jeg havde bare tænkt at få tiden til at gå." Altså: Strukturering skal der til, men den må ikke overdrives. Engagement er nødvendigt, men evigheden må ikke forsømmes. Jan Jernewicz Henvisninger: Afsnit II: Fra tryghed til frihed Afsnit III: Fra rutine til intensitet Eller sidste afsnit IV: Fra funktion til proces Eller læs artiklen om begrebet Livskvalitet Klik og den nye serie om livskvalitet: Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet (9.1.12.) Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet (19.1.12.) Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Oversigter over artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Oversigter over artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Oversigter over artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden Printversion |