utils prefix normal
JERNESALT - boess
ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.9.06.
Böss' vægtige forsvar for nationen
afdækker behovet for helhedsrealistisk nyvurdering
Glimrende problemgennemgang
Globaliseringens udfordring
Nationalstatens udvikling
Den liberale nationalstats fortrin
Nationalfølelsens fænomenologi
Böss' konklusioner og provokationer
Helhedsrealismens nyvurdering af nationen
Henvisninger
Glimrende problemgennemgang Til toppen Næste
Historikeren og samfundsforskeren Michael Böss har med sit værk 'Forsvar for nationen. Nationalstaten under globaliseringen' leveret et både provokerende, personligt debatoplæg om nationalitetsproblemet og en tiltrængt gennemgang af de mange synspunkter og teorier om emnet som forefindes. Og han har løst begge dele fremragende. Han drager det personlige ind så det stærkt underbygger hans hovedsynspunkt at nationsbegrebet må forbindes med ægte nationalfølelse hvis det skal kunne gen-tilegnes i vor moderne tid med dens globale udfordringer. Og han fører os sikkert gennem den filosofiske, videnskabelige og politiske strid om begreberne som har pågået i århundreder - navnlig i Europa og Amerika - så læseren sættes i stand til at selv at vurdere tankernes relevans for nutiden.
Bogen må betegnes som et 'must' for enhver dansker der ønsker at forstå spændingen mellem på den ene side en levende, men også ekskluderende nationalfølelse der opretholdes gennem pointeret historisk bevidsthed og på den anden side en abstrakt, men inkluderende kosmopolitisme eller globalisme der bevidst fravælger eller reducerer al historisk fortælling, erfaring og betingethed.
Böss selv tager klart afstand fra begge yderligheder og foreslår i stedet en nøgtern og afbalanceret diskurs om og gen-tilegnelse af nationen, dvs en vedvarende kritisk nyfortolkning af det gamle nationsbegreb i lyset af de omstændigheder vi lever under i dag, idet han samtidigt vover at gøre nationen til et decideret normativt begreb.
Hans hovedtese er ganske enkelt at nationsbegrebet også i en globaliseret verden vil være det mest hensigtsmæssige middel til fremme af borgernes personlige, sociale, materielle og politiske interesser, og at nationalstaten er den statsform som bedst sikrer borgernes mest fundamentale behov, nemlig et liv i frihed og sikkerhed. Til tesen hører også at et system af samarbejdende nationalstater er en forudsætning for international stabilitet og fred i verden. Han understreger, at nationsbegrebet dog, hvis nationalstaten ellers fortsat skal kunne opfylde sine formål, må gen-tilegnes på en sådan måde at alle borgere i det multietniske samfund får mulighed for at opleve sig som ligestillede medlemmer af nationen.
Böss er bredt fagligt funderet og har skaffet sig erfaring og selvsyn på mange rejser til USA, Canada, Australien, Balkan og Irland. Og han understreger at hans projekt nødvendigvis må være tværfagligt på grund af nationalbegrebets historiske karakter og filosofiske kompleksitet. Han trækker på en bred vifte af videnskabelige discipliner fra historie, sociologi, psykologi og etnologi til politisk teori og filosofi. Og han er til fulde klar over at hele debatten om nationalstaten og hele den krise som nationalstaten er havnet i som følge af de sidste årtiers store indvandring, navnlig af muslimer, har lidt under den dominerende tendens til alment at nedvurdere nationsbegrebet som følge af nationalismens udskejelser i første halvdel af det 20. århundrede. Men nedvurderingen er også en følge af tendensen i akademiske kredse til at se bort fra begreberne nation og stat som uvidenskabelige eller irrationelle begreber og i stedet fokusere på håndterlige størrelse som politisk adfærd, juridiske rettigheder og abstrakte principper. Eksempelvis er debatten om overholdelsen af konventionerne om menneskerettighederne i stigende grad blevet præget af juristeri eller 'domstolsaktivisme'. Opmærksomheden er forskudt fra fællesskabets tarv til individets rettigheder - til stor skade for fællesskabet.
Det skal ikke her forties, at undertegnede har én særdeles alvorlig indvending mod Böss og hans argumentation, nemlig at han som de fleste andre samfundsforskere har et stærkt begrænset kendskab til for ikke at sige en klar uvilje mod dybdepsykologi og derfor ikke er i stand til overhovedet at komme neden under nationalfølelsens karakter af 'føleri' eller anden form for mangel på fornuft. Det giver sig fx udslag i ufuldkommen forståelse af Grundtvig og Herder og i en uheldig accept af bevidsthedsfænomener som konstruktioner - eller det giver sig udslag i manglende indsigt i hvordan erkendelse overhovedet kan være etisk bindende. Da Böss samtidigt jævnligt stiller modstridende begreber op som komplementære, men ikke har gjort sig fordelen ved et gennemført komplementaritetssynspunkt klart, vil dette essay slutte med en påpegning af at den komplementære helhedsrealisme vil kunne levere en bedre løsningsmodel på en gen-tilegnelse af nationen end Böss' egen kosmopolitiske patriotisme.
Udfordringerne fra globaliseringen, indvandringen og juraen
Til toppen Næste
Globaliseringen
Michael Böss må naturligvis som alle andre nøgternt konstatere at den vestlige nationalstat befinder sig midt i en tilpasningsproces i forhold til globaliseringen, dvs i forhold til selve den kendsgerning at verden siden 1980'erne er blevet mere åben. Informationer kan udveksles lynhurtigt og næsten helt frit over hele verden, men også varerne og arbejdskraften bevæger sig friere og friere over grænserne og udfordrer derfor nationalstaternes egenart og stabilitet.
Der er flere teorier om denne globalisering - jf fx også artiklen Er globaliseringen et gode eller et onde?. De optimistiske globalister af nyliberal observans er overbeviste om at udviklingen vil føre til større livskvalitet og højere levestandard samt en mere fredelig verden - og at nationalstaten til sidst bliver overflødig. De pessimistiske globalister af socialistisk observans forudsiger større ulighed og ufred i verden. Mens de moderate forudser at stadigt flere dele af samfundslivet (industripolitikken, fordelingspolitikken og selve markedspolitikken) vil blive underlagt markedsmekanismerne. Den enkelte stat vil være tvunget til at afgive en vis suverænitet til internationale organer som fx EU, men nationalstaterne som sådanne vil bestå og vil fortsat have afgørende betydning.
De sidste, inkl. Böss, er også overbeviste om at det kun er for en overfladisk betragtning at globaliseringen fører til kulturel homogenisering, mens andre som fx den britiske sociolog Anthony Giddens mener, at traditionerne uundgåeligt kommer til at spille en stadig mindre rolle efterhånden som industrisamfundet afløses af det globale videnssamfund.
En indflydelsesrig kulturpersonlighed som den tyske filosof Jürgen Habermas blev allerede skeptisk over for nationalstatsbegrebet da han gennem 1990'erne iagttog globaliseringens demografiske følger i Europa, dvs den stigende indvandring i Tyskland og andre vesteuropæiske lande, for den gjorde samfundene multikulturelle. Han er stadig overbevist om at demokratiske og konstitutionelle stater er bedre udstyret end andre til at håndtere hele denne pluralisering. Men så længe disse stater bevarer en national karakter lader det sig ikke gøre, for praktiseren af en national egenart gør selv en demokratisk stat til et eksklusivt projekt, hævdede han dengang og påpegede dermed i hvert fald et centralt problem.
Indvandringen
Der er heller ingen tvivl om at den stigende indvandring er den globaliseringsfaktor der tidligst og stærkest udfordrer nationalstaten. Den er umiddelfart en fordel så længe den tilbyder en eftertragtet arbejdskraft, men den bliver i stigende grad et problem i det omfang den belaster de sociale systemer og truer den kulturelle enhed. Alt for mange arbejdsløse og alt for mange kriminelle blandt indvandrerne giver desintegration og truer samfundets sammenhæng. Det samme gør ghettodannelser og parallelsamfund.
Men når det kommer til spørgsmålet om hvordan vi generelt skal forholde os til indvandrerne, deler vandene sig mellem dem der lægger vægt på nationale, kulturelle og religiøse værdier og dem der ikke gør det. De første kan ifølge Böss acceptere pluralismen og diversiteten som sådan, dvs mange forskellige etniciteter og subkulturer ved siden af hinanden, men de forudsætter den nationale grundkultur og enhed og stiller derfor ubetinget krav om integration. De forlanger ikke 'assimilation', dvs de fremmedes fuldstændige inkorporation i den nationale kultur og deraf følgende opgivelse af deres egen, men de håber i sidste ende på 'akkulturation', dvs at de fremmede gradvis over flere generationer tilegner sig den dominerende nationale kultur og kun bevarer visse, underordnede tilknytningspunkter til deres oprindelige kultur - sådan som vi bl.a. kender det fra danske indvandrere til USA der bliver fuldgode dansk-amerikanere, taler amerikansk, lever amerikansk, betragter sig som amerikanere, men dog vedligeholder forbindelsen til deres rod (som Böss påviser ofte på helt illusorisk plan).
De nyliberale globalister og de radikale multikulturalister ser vore afgørende værdier som universelle og kosmopolitiske og betragter følgelig alle specifikke nationale eller kulturelle værdier som underordnede, ligegyldige eller ligefrem skadelige for tilpasningen. Det at være dansk er for dem ikke et spørgsmål om at hylde bestemte kulturelle (endsige religiøse) værdier, men alene et spørgsmål om at besidde en række juridiske borgerrettigheder og at være underkastet nogle for alle danske statsborgere gældende, klart definerede forpligtelser over for den danske stat.
Mellem disse fløje, der naturligvis har blødere varianter, foregår en kulturkamp der også skiller de politiske partier. Der har dog i Danmark efterhånden udviklet sig en ret bred enighed om en sådan stramning af indvandrerpolitikken, at indvandringen er blevet begrænset og kravene til indvandrernes integration øget og præciseret. Der synes altså i praksis at være en vis konsensus om at indvandringen kan blive så uforholdsmæssig stor og integrationen så uforholdsmæssig ringe, at det truer samfundets sammenhængskraft, hvilket trods alt indikerer at der også fortsat er en ganske betydelig konsensus om nationalitetsbegrebets mening og relevans.
Det største problem ved integrationen er immervæk at der er indvandrere der ikke vil integreres, fordi de inderligt afskyr alle vestlige, liberale værdier, og åbenlyst får støtte hertil af visse af deres etniske og religiøse vejledere, nemlig dem der ser Vesten som en fjende af muslimsk religion og kultur - og som fx ufravigeligt holder Sharia-loven op som eneste gyldige ideal. For set i dette perspektiv bliver kløften mellem indfødte danskere og indvandrede danskere til en modsætning mellem ikke-sekulariserede muslimer og sekulariserede danskere som igen - og dette er det uhyggelige og katastrofale - bliver et led i den store internationale kamp mellem islamismen og den frie verden. Dette er en problematik Böss ikke rigtigt ser i øjnene, men som i sidste ende kan være afgørende for den stilling man tager til nationsbegrebet. Anholdelsen tirsdag den 5. august af unge indvandrere fra Vollsmose der mistænkes for terrorplanlægning her i landet afslører den store fare der er forbundet med at have indvandrere iblandt os der på trods af deres danske statsborgerskab betragter sig som fjender af det danske demokrati og de danske værdier.
Rettighedsforkæmperne
Udfordringen til nationalstaten kommer dog også fra en helt tredie kant, nemlig jurister og andre intellektuelle der ser menneskerettighederne som det bærende for frie og demokratiske samfund og derfor også som alt afgørende for samfundsudviklingen. Der er naturligvis her tale om en stærk bekendelse til den side af den europæiske oplysningstradition som gjorde individets rettigheder i forhold til statsmagten til det centrale i den politiske og eksistentielle kamp. Ja, man kan trække tråde helt tilbage til renæssancen der jo netop var kendetegnet af at flytte fokus fra fællesskabet til det enkelte menneske, væk fra alle autoriteter.
Men som Böss kan fortælle, så er den europæiske oplysning i virkeligheden ikke en, men flere traditioner eller projekter, først og fremmest en fransk tradition over for en engelsk/amerikansk. Den franske førte til den vigtige og inspirerende 'Erklæringen om Menneskerettigheder' (1789), men også til revolution og opgør med både monarki og kirke, men den endte - hvad jeg må påpege - som bekendt med Robespierre's terrorvælde og Napoleons kejserdømme. Det abstrakte menneskesyn og den rendyrkede universalisme i den franske tradition findes ifølge Böss ikke i andre traditioner, specielt ikke i den britiske. Her møder man i stedet et mere pragmatisk syn på fornuften, mennesket, samfundet og historien. Og Böss understreger, at det er på grund af den britiske oplysnings sans for dialektikken mellem universelle principper og historiske erfaringer at vi i dag har noget værdifuldt at lære af oplysningen og ikke mindst oplysningens liberale filosofi. Heri kan man kun give ham ret.
Kendsgerningen er desværre bare at det abstrakte menneskesyn og den rendyrkede universalisme har fået kolossal udbredelse i de seneste årtier - i takt med nedbrydelsen af de autoritære og totalitære systemer og ikke mindst kampen mod den racemæssige undertrykkelse i verden. Det positive i denne udvikling er selvfølgelig afskaffelse af ufrihed, censur, undertrykkelse og diskrimination. Men det negative er dels nye ufriheder og undertrykkelsesmekanismer, dels selve forskydningen fra samfundshensynet til individhensynet og den hermed følgende undergravning af forståelsen for fællesskabet som en overordnet og helt nødvendig ramme for individets sikkerhed og udfoldelse.
Særligt tydelig har udviklingen været i USA hvor de sortes fuldt forståelige og berettigede kamp for ligeberettigelse med de hvide førte til hvad man har kaldt en 'rettighedsrevolution'. Det lykkedes den militante og anti-integrationistiske del af borgerrettighedsbevægelsen, herunder Black Power, at få indført positiv særbehandling (affirmitve action) af først de sorte, siden af indianere og asiater samt den i dag mest iøjnefaldende gruppe af hispanics (spansktalende fra Mellemamerika). Ja, selv kvinderne kom med i særbehandlingen, ikke som race, men som 'sårbart mindretal', et nyt værdiladet ord i vokabulariet der skulle flytte grænser!
Og ikke nok med det, selve integrationskravet blev tolket som undertrykkelse, nemlig som en fortsættelse af tidligere tiders 'koloniale undertrykkelse'. Og kravet om 'politisk korrekthed' kom til at betyde at enhver form for kritik af en kulturel praksis eller forestilling kunne tolkes som sårende for folk. En forsker har rammende kaldt den politiske korrektheds repræsentanter for 'vor tids inkvisitorer'. Kobledes forbudet mod at fornærme etniske eller andre mindretal sammen med kravet om 'historisk retfærdighed', var vejen banet for en ekstrem grad af selvcensur. En åben, kritisk dialog i det offentlige rum blev vanskeligere og vanskeligere. Alt sammen i virkeligheden til stor skade for den sociale integration. Derfor ikke underligt at det har god mening med Arthur Schlesinger at tale om 'Amerikas Splittelse', om en kløft i USA der deler befolkningen i to adskilte dele.
Ulykken for Europa er at den amerikanske rettighedstankegang, som Helle Porsdam har påpeget, er ved at vinde indpas også i Danmark. Det betyder at sociale og økonomiske rettigheder bliver rettigheder man kan gå til domstolene med. Og hun forudser at det samme efterhånden vil ske med kulturelle rettigheder - jf Tørklædesagen. En anden forsker taler om 'juridisk aktivisme', en dansk professor endog om en 'domstolsaktivisme' som svækker folkestyret. Hele miseren hænger bl.a. sammen med at vi har fået et stærkt internationalt specialistmiljø, at Menneskerettighedsdomstolen benytter sig af det såkaldte 'dynamiske fortolkningsprincip', der fortolker lovene i lyset af nutidens problemstillinger, og at der er en tendens til at forbinde forestillingen om rettigheder med selve begrebet kultur.
Men også den ellers så højt besungne tolerance havner i et alvorligt dilemma. Den bliver brugt af de multikulturelle globalister og intellektuelle jura-aktivister til at forhindre et effektivt forsvar af demokratiet. Samfundet skal partout være så absolut tolerant, at det ikke får muligheder for at bremse individers undergravning af den demokratiske tolerance. Mange forstår slet ikke at tolerance forudsætter intolerance over for intolerance.
Summa summarum er - med Böss' ord - at individuelle hensyn er blevet styrket i forhold til hensynet til fællesskabet.
Nationalstatens udvikling Til toppen Næste
Men inden det kom så vidt, havde nationalstaten udviklet sig støt og roligt gennem århundreder fra stænderstaten over den absolutistiske fyrstestat til den moderne parlamentariske stat, der enten kunne være en republik eller et konstitutionelt monarki. Böss forklarer at den moderne europæiske stat var et resultat af kongernes evne til at udøve deres magt på en selvstændig måde i forhold til den hidtil 'universelle', men i virkeligheden absolutistiske kirke. Men vigtige faktorer var også den gryende kapitalisme - samt krigen som fænomen, dvs den militære mobilisering og de imperiale erobringer, som fyrsten skaffede sig folkelig opbakning til.
Hertil kommer at begrebet folk hænger nøje sammen med den moderne stats konsolidering derved at der dannedes en ny relation mellem staten og befolkningen så at sige gennem subjektiviseringen (den personlige tilegnelse) af forestillingen om fædrelandet. Fælles kultur og sprog, statsbygning, militær mobilisering og organiseret religion fik afgørende betydning for dannelsen af de større etniske samfund i Europa. Ordet 'nation' fik betydningen et suverænt og frit folk der bestod af individer som oplever sig som medlemmer af et historisk fællesskab.
Her spillede den romantiske kultur- og nationsfilosofi ind - bl.a. gennem Herder -fordi den var en reaktion på oplysningstidens alt for snævre rationalisme. Herder opfattede kulturen partikularistisk, dvs hvert folk havde sin særegne kultur, og denne var vel at mærke et unikt produkt af et folks bevidste og ubevidste forståelse af dets egne historiske erfaringer inden for et naturligt miljø. Mennesket var i bund og grund et historisk væsen. Og kulturen var så at sige groet frem af historien som en plante af mulden (det man kalder organismetænkningen). I Danmark blev Grundtvig den store fortaler og originale besynger af denne folkelige kultur.
Men den passede også glimrende til den liberale filosofi. Friheden realiseres inden for et fællesskab af forskelligartede individer. Og dette fællesskab er ikke nogen ensartet størrelse, men bl.a. ifølge en forsker som Robert Bellah en helhed der bliver til på grundlag af hvad hver især bidrager med ud fra sine personlige egenskaber og evner.
Man skulle måske tilføje at helheden bliver til på en måde der ikke kan gennemskues fuldstændigt. Det er i hvert fald ikke en rational konstruktion eller en rationel samfundspagt. Staten er ikke som serviceinstitution. Gensidigheden mellem stat og borger er ikke et kontraktforhold, men snarere et grundlæggende tillidsforhold der betyder skabelse af mange sociale netværk på kryds og tværs i samfundet. Almenviljen er ikke som Rousseau forestillede sig nationens vilje, men folkets eller kollektivets. Fællesskabet stikker dybere end logikken og fornuften med sine abstrakte begreber og principper kan lodde.
Grundlæggende er der naturligvis en logisk modsætning mellem de vestlige liberale og pluralistiske demokratiers to hovedprincipper: friheden og ligheden. Men begge principper har universel tiltrækningskraft, og derfor kan Francis Fukuyama have ret i at det liberale demokrati som ideal ikke kan forbedres, og at det derfor i denne forstand betegner slutstenen i menneskets ideologiske evolution. Han taler derfor provokerende om 'Historiens afslutning', og det er naturligvis en overdrivelse eller en tilsnigelse. For hverken den lille historie, nationernes og epokernes historie, eller den store historie, evolutionen, er slut. Tværtimod vil de fortsætte - ikke på trods af de nævnte ideologiske modsætninger eller principper, men i kraft af dem. De er nemlig ud fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt at betragte som principielt uforenelige på logisk plan og udgør derfor i praksis en konstant spænding som igen afgiver selve dynamikken til udvikling.
En anden politisk filosof, amerikaneren John Rawls - efter Böss' mening den største politiske filosof i det 20. årh. - har vovet at gøre retfærdigheden til et normativt princip, dvs en etisk grundregel som skal gøres gældende for hele samfundet. Retfærdigheden er en pligt som prioriterer det rette over det gode. Heri adskiller Rawls sig fra bl.a. den engelske utilitarist John Stuart Mill der satte den menneskelige lykke op som mål for politikken. Rawls ligestiller frihedsprincippet og lighedsprincippet (uden dog at antage komplementaritetssynspunktet), men alt på et abstrakt plan.
Heroverfor betoner kommunitaristerne meget stærkt betydningen af at borgerne i en nation har en følelse af at høre til i fællesskabet (eng. community). Begrebet er ifølge Böss et af de mest centrale i moderne samfundsvidenskab, men han lægger ikke skjul på at det er stærkt værdiladet. Der ligger allerede i ordet en klar skepsis over for den individualistiske tankegang, som kendetegner såvel den gamle liberalisme som nyliberalismen, men ikke den liberalisme som fx Anders Fogh Rasmussen - mere eller mindre inspireret af Labours Tony Blair og tankerne om den tredje vej - er fortaler for.
Den liberale nationalstats fortrin Til toppen Næste
Trods alle trusler imod nationalstaten, trods alle statskundskabsfolks vægring mod overhovedet at tage ordet i deres mund og trods alle forudsigelser om dens snarlige endeligt må det nøgternt konstateres at den består og endda fremdeles virker temmelig sejlivet. Böss påpeger at sejheden ligger i flere ting, herunder den institutionelle kontinuitet, den terroritoriale bundethed, den sociale inklusivitet, beskyttelsen der ligger i tildeling af borgerskab og - ikke mindst - evnen til at få en befolkning til at opfatte sig som en nation og et folk.
Men Böss rammer nok sømmet på hovedet når han specielt fremhæver det faktum at nationalstaten er et diskursivt fænomen, der ganske enkelt forudsættes i al praktisk politik. Böss fremhæver også allerede i sit forord at det selvsamme gælder globaliseringen. Den er også et diskursivt fænomen. Og det er derfor i lige så høj grad globaliseringsdiskursen som selve globaliseringstendenserne der står bag forandringen i samfundet, økonomien og det kulturelle miljø. En vigtig pointe, fordi det peger på selve samtalen, drøftelsen og den åbne, altid igangværende debat som helt central for såvel forandringsprocessen som muligheden for at holde sammen på såvel tankerne som nationen.
Böss definerer den moderne stat som 'en politisk-institutionel, multifunktionel organisation som nyder lovbaseret suverænitet og udøver autoritet gennem, permanente institutioner inden for et givet terrorium', men han tilføjer at den politiske styren i den moderne stat sker i et samspil mellem offentlige og private institutioner og gennem netværk på flere niveauer, nationale såvel som internationale. Fagfolk taler derfor i stedet for politisk styring eller regeringsførelse om 'governance'. Dette udtryk nuancerer efter Böss' mening spørgsmålet om statens rolle i samfundet og lukker især op for den altafgørende gensidighed mellem staten og civilsamfundet. - Nu er ord jo taknemmelige til brug for definitioner, men man kan ikke definere sig ud af noget problem. Prøver man på det, vil man oftest se at også de nye definitioner efterhånden får deres betydning forskudt. 'Governance' er i mine øjne kun interessant fordi det kommer af samme ord som Norbert Wieners 'kybenetik' - og altså kan understrege at sagen drejer sig om styringsprocesser - og at disse igen er umådeligt komplekse.
Kompleksiteten kommer ikke mindst af at vi i samfundsudviklingen og den politiske ledelse har at gøre med nationer, dvs et fænomen der dybest set hverken er produkter af abstrakte principper og teorier eller af statsmagten, men af det civile samfund og folket. Nationen er med Böss' ord hverken en ren kulturel eller en rent politisk størrelse. Det er et symbol 'der giver mening til alle vore forestillinger om staten, demokratiet og samfundslivet'. Fænomenets karakter af at være et symbol gør det i høj grad til et bevidsthedsfænomen, men det betyder ikke at det er en illusion, for vor bevidsthedsfænomener er også virkelige. Men det betyder - med mine ord - at det har med vores 'indre liv' at gøre.
Desværre afstår Böss fra at gå ind i en dybere udredning af hvad dette egentligt indebærer. Der er nemlig stor forskel på om et symbol blot er en formel repræsentation af en given ting (fx et logo eller et matematisk symbol], eller om det har en reel funktion som etisk udslaggivende forbindelse mellem ord og handlingsmønster, men det vender vi tilbage til.
Her skal det foreløbigt slås fast, at Michael Böss er i stand til i sin bogs fjerde afsnit på godt 120 sider systematisk at afvise såvel fagfolks som politikeres og kulturaktivisters forsøg på at løbe den liberale nationalstat over ende med argumenter og teorier, herunder flere af dem der allerede er omtalt. Han kan anføre et væld af gode belæg for at fastholde den liberale nationalstat som det bedste alternativ til udemokratiske systemer.
Ifølge den amerikanske filosof Richard Dagger hænger den personlige autonomi og individets rettigheder sammen med forpligtelsen over for andre. Ifølge Brian Barry er det ndøvendigt at underbygge det juridiske statsborgerskab med en forestilling om medborgerskab. Den australske sociolog Bryan S. Turner definerer det kulturelle borgerskab som besiddelse af 'de sociale praktikker som gør en borger i stand til at deltage fuldt ud i den nationale kultur'. Kollektiv nationalitet er en selvforståelse der opstår i dialektikken mellem civilsafmund og staten, derfor er det vigtigt at der findes et fælles offentligt rum, hvori denne nationalitet kan blive dannet.
Eksistensen af et fælles offentligt rum er i virkeligheden også afgørende for sikringen af mindretallene. Ifølge den amerikanske politolog Jean Cohen er kun en stærk stat og stærke offentlige institutioner i stand til at garantere at alle parter i samfundet, deriblandt medlemmer af mindretal, nyder respekt for deres særlige identitet og er i stand til at deltage i den politiske proces på en ligelig og retfærdig måde. Böss erklærer sig helt enig heri og tilføjer at den ideelle republik derfor er en demokratisk retsstat som henter sin styrke og legitimitet i et frit samarbejdende og loyalt civilsamfund med en dialogisk livsform.
Böss må afvise den radikale multikulturalisme. Den har bl.a. tendens til at forveksle etnicitet med nationalitet - og specielt i USA at gøre sig til fortaler for etnisk separatisme og direkte lægge en fælles 'amerikanskhed' for had. Men som fx en politiker som tidl. vice-udenrigsminister Diana Ravitch har understreget så er partikularismen og dens ekstremt deterministiske kultursyn ødelæggende for den sociale integration. Ja, Böss lægger ikke skjul på, at selve begrebet samfund blandt de radikale multikulturalister synes at miste sin betydning af fællesskab.
Böss har noget mere til overs for tanken om den post-etniske nationalstat, fordi
han på den ene side accepterer at også etnisk identitet er en 'forestillet' identitet der har med kollektiv selvforståelse at gøre. Den er mangetydig, kompleks, heterogen og dynamisk, men for indvandreres vedkommende også tidsbegrænset. Derfor må han med den amerikanske historiker David Holliger på den anden side acceptere, at indvandrernes etniske identitet efterhånden skifter orientering, så den med den villede tilpasning og den sluttelige integration blive mere fremadrettet end tilbagerettet. Går det godt for integrationsprocessen, vil en multietnisk nation ad åre blive en 'post-etnisk' eller 'trans-etnisk' nation.
Det må dog stå klart for alle, at vi langtfra er nået dertil endnu. Slet ikke det dybt splittede USA, eller det tolerante Canada der har en større procentdel af førstegenerationsindvandrere end noget andet land i verden og som under premierminister Pierre Trudeau (1968-79 og 1980-84) gjorde multikulturalismen til en statsideologi, men som reelt har så store problemer med integrationen, at Böss mener det canadiske samfund ligefrem har foreløbighedens karakter. I Storbritannien har de senere års terrortrussel nu gjort det nødvendigt at tale åbent om 'britiske værdier' som betingelse for sammenhæng. Og i Danmark har vi tilsvarende brug for at understrege danske værdier, hvis vi skal bestå som fri og demokratisk nation der vil være i stand til at integrere indvandrere. Problemerne løber ingen af nationeren fra, uanset hvor godt begreberne bliver forklaret og forstået på teoretisk eller intellektuelt plan. Det udslagggivende ligger på et dybere plan.
Franskmanden Alexis de Tocqueville, der allerede i 1835-40 leverede en bemærkelsesværdig beskrivelse af det amerikanske folkestyre, fandt det karakteristisk for den medborgerlige aktivitet i det civile samfund at den skabte den form for hjertevarme der var nødvendig for at gøre demokratiet funktionsdueligt. Tocqueville var ifølge Böss overbevist om at et samfund ikke kunne eksistere alene på grundlag af et politisk system og et sæt love. Der skulle en fælles sum af værdier, erindringer og forestillinger til, herunder altså 'hjertevaner', og med dem mente han de ubevidste følelser og holdninger som styrer et menneskes adfærd. Bedre kan det egentlig ikke siges, at den liberale nationalstat aldrig kan bestemmes som en rent rationel konstruktion, men altid har et dybt element af noget irrationelt eller som Böss - under henvisning til John Stuart Mill - lidt snævrere kalder det noget anti-perfektionistisk.
Da statsbureakratiet imidlertid i dag har næsten uendelige muligheder for at regulere, beskatte og overvåge borgerne er denne liberale nationalstat under konstant pres - selv fra borgerlige partiers og regeringers side (hvad der også kan konstateres for Danmarks vedkommende under VK-regeringen og den alt for perfektionistiske statsminister!). Derfor har Böss bestemt ret i at også den liberale nationalstats idé må gen-tilegnes, hvis den skal opretholdes. Men han viger selv tilbage fra at påpege nødvendigheden af at få nationalfølelsen forstået på en sådan måde, at den ikke reduceres til føleri eller sværmeri endsige noget der kan misbruges til nationalisme eller chauvinisme.
Nationalfølelsens fænomenologi Til toppen Næste
En engelsk geograf ved navn E. Relph påpegede allerede i en bog i 1976 stedets betydning for ethvert menneske. Det at være menneske, skrev han, er 'at leve i en verden som er fyldt med betydningsfulde steder: For at være et menneske må man kende sit eget sted'. Böss tilslutter sig og understreger, at forholdet til vort naturlige og geografiske livsgrundlag udgør et essentielt aspekt af både den individuelle og kollektive nationalitet.
Böss belyser synspunktet med en personlig beretning om sin tilknytning til bestemte steder i Jylland, men også gennem andres fortolkninger af hedens natur, bl.a. som den findes i Blichers værker. Og han gør opmærksom på at selve ordet humanitet etymologisk er beslægtet med det latinske ord for jord, humus. At være menneske indebærer derfor også at have fornemmelse for den jord eller det sted vi bebor. Men når han trækker et udsagn fra en bestemt forsker frem om at stedsoplevelsen kommer før den abstrakte rumerkendelse, så er vi ude på det teoretiske overdrev, ligesom når han anfører at kulturgeografer længe har brugt udtrykket 'stedsans' til at angive at steder er betydningsfulde for os, fordi de er forbundet med bestemte følelser og oplevelser knyttet til disse steder. Det først er underordnet, eftersom alle abstrakte erkendelser i tid kommer før konkrete oplevelser og erfaringer. Og det sidste kan kun forvirre begreberne eftersom 'stedsans' i almindeligt sprogbrug betyder god evne til at orientere sig i det fysiske og geografiske rum.
Det bærende ved en persons tilknytning til et sted er den fundamentale følelser af at være hjemme på stedet. Og heraf kommer det selvfølgeligt at ens hjemstavn og ens barndomshjem for langt de fleste mennesker altid vil have en særlig affektionsværdi og associationskraft, ligegyldigt hvor i verden man senere havner og hvor kosmopolitisk man eventuelt går hen og bliver i kraft af rejser, studier, omflytninger og karriereforløb. Selv en kosmopolitisk indstillet mand som Piet Hein vendte tilbage til sine steder. Han havde ellers - inspireret af Norbert Wiener - den indstilling at et menneske dybest set kun bestod af koder og derfor i princippet kunnet sendes til et andet sted per telegraf. Generelt er det kosmopolitismens store svaghed, at den prøver at negligere rodfæstetheden mest muligt - og fx i den aktuelle debat om København som metropol at postulere, at det er provinsielt overhovedet at lade sig repræsentere ved sin nationalitet (Olafur Eliasson).
Men sandheden er jo at vi ikke er abstrakte væsener, men yderst konkrete væsener af kød og blod, hjerne og hjerte, nerveceller og sjæl. Og at sjælen er lige så uhåndgribelig, udefinerlig og ubeviselig som nationen. De fleste oplever imidlertid både sjælen og nationen eller folket som umiddelbare realiteter - og derfor er alle forsøg på reduktionisme af fænomenerne håbløst naive og skadelige, fordi de gør det umuligt at forstå den vægt disse fænomener har i de enkelte mennesker såvel som i kollektivet.
For dog at drage fænomenerne ind i en videnskabeligt håndterlig virkelighed omskriver eller omdefinerer man dem ofte en smule. Böss gør således nationen til et 'symbol' hvorigennem individer i fællesskab udtrykker deres overbevisning om at deres personlige og kollektive frihed og sikkerhed varetages bedst, hvis de styrer deres eget samfund. Og han tilslutter sig Georg Sørensens model for nationen i den moderne stat, hvor der skelnes mellem det civile fælles og 'det forestillede fællesskab' (egtl. community of sentiment), idet Böss gør gældende at modellen viser 'hvad det betyder at nationalfølelse ret beset ikke kun er en følelse, men også en bevidsthed om at tilhøre et fællesskab'. Og det tilføjes for fuldstændighedens skyld at tilhørsforholdet er af personlig, social og politisk værdi.
Der er bestemt meget rigtigt i betragtningen, men det karakteristiske er, at bevidstheden opfattes som alt det der kan redegøres rationelt for. Det ubevidste og underbevidste ses der bort fra - og derfor har hverken Sørensen eller Böss fat på det centrale, det Tocqueville, Herder og Grundtvig på hver sin måde forbandt med det hjertelige og ubevidste, og som dybest set er et udslag af det kollektivt ubevidste. Det er derfor det er umiddelbar realitet. Vi kan sagtens ræsonnere over det, sætte det på begreber, formler og symboler, ja gøre det til genstand for diskurs. Men grundlæggende er det forud for al analyse og teoretiseren, ja endog forud for sproget. Og derfor er det ikke noget der kan skiftes ud som man skifter skjorte, noget der kan manipuleres frit med - eller noget der kan fjernes fra et menneskes sjæleliv gennem opdragelse, civilisering, censur, tvang og undertrykkelse. Det er følgelig heller ikke noget der forsvinder fra en indvandrers sjæl fordi han kommer til et nyt land og eventuelt godvilligt prøver at lære et nyt sprog, nye sæder, ny politisk kultur og ny historisk fortælling eller kontekst.
Men at gå uden om fænomenet 'det kollektivt ubevidste' er ikke alene uvidenskabeligt, men også eksistentielt uholdbart, fordi det forhindrer enhver dybere forståelse af sjælelige eller åndelige fænomenerr så som etisk forpligtende nationalfølelse eller etisk forpligtende religiøsitet.
Det er en udbredt vane blandt både læg og lærd at benytte sig af skellet mellem fornuft og følelse til at nedvurdere følelserne, idet man tror at følelser per definition er ufornuftige, og at al oplysning, kultur og civilisation beror på styrkelse af fornuften og svækkelse af følelsen. Men alle undersøgelser af de psykiske grundprocesser viser noget helt andet, nemlig at det afgørende skel ikke går mellem følelser og fornuft, men mellem intense og ustabile tanker og følelser (de primære processer) på den ene side og stabile, men ikke-intense tanker og følelser (de sekundære processer) på den anden side. Al nøgternhed, sund fornuft, faglig viden, videnskab og politik hviler hovedsageligt på sekundærprocesserne. Men al kvalitet, mening, fylde, lykke, ekstase og mystiske oplevelser afhænger til syvende og sidst af primærprocesserne. Uden disse processers intense karakter ingen menings- eller lykkegivende højdepunkter i livet overhovedet.
Hertil kommer imidlertid at der for al erkendelses vedkommende må skelnes mellem på den ene side overfladisk sanseregistrerende erkendelse af den art der giver æstetiske oplevelser og på den anden side dyberegående erfaring af den art der får følger for et menneskes handlingsmønster og livsforståelse og eventuelt også kan få religiøse konsekvenser (åbenbaringer og omvendelser af forskellig art), ja, endog videnskabelige (pludselig intuitiv indsigt i helt nye sammenhænge). De første kan friste til handlinger der i hvert fald i længden kan blive til store skade for individet (det man under ét kunne kalde udskejelser). Men i de fleste tilfælde er de relativt harmløse og uskyldige. De dyberegående erfaringer er imidlertid afgørende for et menneskes indre konsistens, ja bestemmer om et menneske er i stand til at leve op til kravet om indre konsistens, dvs til det krav om overvægt af det gode i livet som vi hver især af psykologiske grunde ikke kan sidde overhørig. Genuin nationalfølelse såvel som genuin religiøs erfaring hører til den sidste kategori - og derfor er der intet mærkeligt i at de betyder så meget, eller at ensidigt rationelle, abstrakte og kosmopolitiske argumenter i de fleste tilfælde preller af på folk med sådanne følelser og erfaringer.
Når den amerikanske filosof David Miller derfor i 1995 bestemmer nationaliteten som et fænomen med fem dimensioner, nemlig en psykologisk, en historisk, en politisk, en territorial og en kulturel, så rammer han noget meget centralt, men når han taler om at den psykologiske side er en 'tro på at der findes et nationalt fællesskab som er etisk forpligtende', så viser det at han ikke forstår at sammenhængen mellem fællesskabsfølelsen og den etiske forpligtelse kan være så dyb og samtidigt umiddelbart virkende, at det er vildledende overhovedet at bruge betegnelsen tro. Det er tværtimod en så dyb erfaring, at det er mere rammende med Vilh. Grønbech at tale om troskab mod virkeligheden i højeste potens. Man kan slet ikke løbe fra den uden at fornægte selve sin identitet og indre konsistens.
Derfor giver det mening med Joshua Searl-White at tale om at det enkelte menneske bruger nationaliteten som kilde til selvtillid. Men det gør det til gengæld vanskeligt med Böss at gøre begrebet nation til et normativt begreb. Normen, moralen eller etikken er
så at sige indbygget i selve fænomenet før der overhovedet kommer sprog på det.
Böss' konklusioner og provokationer Til toppen Næste
For god ordens skyld skal Michael Böss' egne konklusioner her lige repeteres i hovedtrækkene, inden enkelte af hans mere provokerende udsagn trækkes frem til kritik - og essayet afrundes med en kort påpegning af den komplementære helhedsrealismes bud på en nyvurdering af begrebet nation.
Det er for Böss indlysende at nationen er et historisk fælleskab, men også at den er et diskursivt fænomen som til stadighed er underkastet såvel forandringens som debattens og kritikens love. Nationalitetens egentlige formål er for ham at borgerne er fælles om en politisk kultur og om de fortællinger og symboler som skaber og fastholder den politiske kultur og dermed samfundet som et værdifællesskab. Det er endvidere for ham afgørende at fastholde, at såvel identiten og erkendelsen som hele den menneskelige tilværelse har dialektikkens karakter, og at der altid er større eller mindre spændinger mellem modernitet og tradition, mellem individet og fælleskabet og mellem det partikulære (det lokalt gældende) og det universelle (det allesteds gældende).
Böss gør sig til talsmand for en 'kosmopolitisk patriotisme' som hævder at vejen til global bevidsthed må gå gennem national stedsans og rodfæstethed, og han viser hermed sin store forståelse for den store betydning af nationalfølelsen i bedste forstand, men også at han på sin vis tør fastholde en grundlæggende komplementaritet. Men når han hævder at den kosmopolitiske overbevisning må være rodfæstet, så undergraver han i realiteten den afgørende komplementaritet, for denne opløser ikke modsætningsforholdet, men fastholder tværtimod spændingsforholdet. Det er absolut ikke logisk indlysende at kosmopolitismen må være rodfæstet. Det er tværtimod en subjektiv opfattelse eller en normangivelse. Og det er fint nok, men det er ikke uproblematisk. Derfor skal man være ved det subjektive.
Det ideelle samfund er for Böss et fælleskab af samarbejde og ligeværdige borgere, siger han, men når han vil have borgernes frihed, liv, lykke og ejendom garanteret af en stat som de selv har skabt og styret, så kommer han nok lidt for langt ud i den gængse akademiske mode med at betragte virkeligheden som en konstruktion af den rationelle menneskelige bevidsthed. Det er virkeligheden ikke, for det er samfundet heller ikke. Selve ordet samfund siger faktisk at det er et fællesskab vi er fundet sammen om på en eller anden måde der afspejler at det ubevidste har været og til stadighed er med i spillet.
Unægteligt er det et fint træk ved hans bog at han åbent går ind for en gen-tilegnelse af nationsbegrebet, og også respektabelt at han normativt-teoretisk definerer et sådan gen-tilegnet nationsbegreb ganske entydigt, nemlig på følgende måde: Det er et symbol på et fælleskab der eksisterer i kraft af borgernes bevidsthed om at de tilhører et historisk samfund, at de har et fælles hjemland, at de deler grundlæggende politiske værdier og mål, at de regerer sig selv på grundlag af fælles og retfærdige love, og at de besidder et eller flere sprog, hvorigennem de kan kommunikere indbyrdes og artikulere deres behov for frihed i sikkerhed. Men provokationerne kommer.
Hverken etnisk eller religiøs identitet må efter Böss' mening stå i vejen for national identitet. Staten som sådan må være post-etnisk. Det er offentlighedens opgave at støtte opfostring (som han kalder det med et gammelt ord der dækker både opdragelse og oplæring) til anerkendte nationaliteter inden for Det Danske Rige, dvs til danskere, færinger, grønlændere og medlemmer af det tyske mindretal, der alle af historiske grunde hører med til riget. Men det er ikke en offentlig opgave at opfostre til en særlig etnisk identitet. Men realiteten er, at Böss ønsker den danske nation defineret som et bredt, pluralistisk 'folkehjem' dvs som en nation hvori der er plads til alle der ønsker at være danskere!
Nationen skal altså frem for alt være inkluderende, og derfor langer han naturligvis ud mod Dansk Folkeparti i almindelighed og Søren Krarup og Jesper Langballe i særdeleshed. Men samtidigt hævder han at etnisk og religiøs identitet ligefrem kan blive en vej til national identitet, hvis bl.a. de etniske religiøse ledere så det som deres ansvar at medvirke til at integrere medlemmerne af deres egne grupper. Dette er isoleret set svært at bestride - og det kan heldigvis konstateres at der findes ledere der lever op til dette ideal, men problemet er jo netop at der er nogle der ikke gør det, men som godt hjulpet af islamister uden for landets grænser faktisk trækker den anden vej, desintegrationens og i visse tilfælde endog obstruktionens og terrorismens vej. Jævnfør den helt aktuelle sag om en mulig terrorist-celle i Vollsmose med tråde til franske imamer.
Her hjælper smukke ord om dialog, åbenhed og tolerance ikke det fjerneste, og derfor må det siges, at det af såvel historiske som psykologiske grunde ikke går totalt at adskille det etniske fra det nationale - og iøvrigt heller ikke det religiøse fra det nationale. Tværtimod er det et klart ideologisk standpunkt, dvs et intellektuelt fremfor pragmatisk standpunkt at skille tingene ad på denne måde. Og det er også klart i strid med sund fornuft.
Böss undervurderer truslen fra islamismen og har også som fagmand en relativt beskeden viden om den islamiske verden. Hans iøvrigt imponerende række af referencer fra forskning, samtaler og rejser går helt overvejende på den vestlige verden. Det er i denne forbindelse bemærkelsesværdigt at han entydigt tager afstand fra Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne og statsministerens efterfølgende håndtering af sagen, idet han accepterer at tegningerne har været sårende for muslimerne - og derfor ikke burde have været bragt. Dermed bøjer Böss sig i realiteten for den fra USA's borgerrettighedskamp kommende tendens til at kræve absolut beskyttelse af 'sårbare' grupper, på trods af at de sårbare i dette tilfælde ikke er et mindretal, men et i hele Mellemøsten klart dominerende flertal der ovenikøbet har stærke bevægelser der kæmper for Sharia-lovens diktatur og eksport. Det må på denne baggrund klart siges, at det er en falliterklæring for den frie vestlige verden at give køb på ytringsfriheden. Jv. artikelserien om Muhammed-krisen.
Men Böss undervurderer eller fejlvurderer også religionen som sådan, idet han - uden at sige det ligeud - synes at dele statsministerens opfattelse af at religion ikke hører hjemme i det offentlige rum. Han gør udtrykkeligt opmærksom på at det var karakteristisk for den britiske og amerikanske oplysningstradition at religionen og den religiøse følelse (som netop understregede betydningen af menneskets moralske adfærd) blev anset for at være allieret med fornuften. Og han gør også opmærksom på at det forhold at hengivelsen til nationen i oplysningstiden gerne blev udtrykt i religiøse vendinger hang sammen med religionens faldende betydning som samfundets samlende kraft. Men han forstår dybest set ikke at de religiøse følelser og etiske forestillinger ligesom det mytisk-religiøse sprog uanset al religiøs strid om dogmer er aldeles uomgængelige, fordi de stikker dybere i sjælene. Problemet er ikke religion, men dogmatik, fundamentalisme og fanatisme.
Den manglende forståelse har til følge, at Böss lige så lidt som statsministeren kan få øje på de enorme potentialer der ligger i religion som ikke-dogmatisk fænomen i henseende til at give sammenhængskraft til nationen og folket. Set ud fra helhedsrealismens synspunkt vil det simpelthen ikke være muligt at give ny styrke til sammenhængskraften uden om religionen.
Disse indvendinger skal dog på ingen måde fordunkle den overordnede positive bedømmelse af Michael Böss' spændende og grundige forsvar for nationen. Med sine sag- og navneregistre og litteraturhenvisninger er værket også blevet en nyttig håndbog i emnet. Men indvendingerne gør det nødvendigt at pege på en anden mulighed for gen-tilegnelse af eller rettere nyvurdering af nationsbegrebet.
Helhedsrealismens nyvurdering af nationen
Til toppen
Næste
Den komplementære helhedsrealisme lægger afgørende vægt på selve komplementaritetsssynpunktet, fordi dette indebærer at påviselige modsætninger i samfundet og eksistensen ikke ophæves, men forstås som logiske og derfor omgåelige på den måde at begge sider af sagen respekteres som selvstændige og hver på sin måde nyttige. Det vil i praksis sige, at man ophæver den destruktive og forstandsforheksende duale tænkning. Man stilles ikke over for et definitivt valg mellem frihed og lighed (tryghed), men vænner sig til at betragte begge som berettigede og gavnlige, hvorfor man veksler imellem dem uden at ophæve spændingen mellem dem, den spænding der giver dynamikken. Tilsvarende med liberismen og socialismen der i outrerede udgaver fører til ekstremisme og i værste fald totalitarisme.
Mange af de modsætninger som Michael Böss behandler i sit værk er netop af en komplementær art, og det ville derfor være en fordel at benytte komplementaritetssynspunktet bevidst og systematisk. Så undgår man ikke alene de to nævnte modsætningsopstillinger, men også enten-eller-valget mellem det partikulære og det universelle eller mellem det kosmopolitiske og det nationale, ja selve modsætningen mellem det nationale og det globale. Modsætningerne er der på det logiske plan, men al fornuftig og pragmatisk modernitet anser begge sider af fænomenerne som gode og nyttige på hver sin måde.
Også det personlige og det kollektive, eller det individuelle og fællesskabet, er komplementære modsætninger, som altid vil give spænding i såvel eksistensen som i kulturen. Men her vil helhedsrealismen ud fra dybdepsykologien påpege den ejendommelighed, at oplevelsen af det meningsfulde og helhedsgivende ligger i det kollektivt ubevidste - og som sådant også er det allerdybeste i individets sjæleliv, fordi det i tid kommer før sekundærprocesserne med deres stabile forbindelser og sproglige muligheder.
Helhedsrealismen undergraver også enhver form for reduktionisme af sjælelige eller åndelige fænomener og bruger komplementaritetsssynspunktet til at fremhæve den grundlæggende eksistentielle modsætning mellem det materielle og det ideelle eller mellem det timelige og det evige/universelle så man undgår den ødelæggende absolutistiske strid mellem dem og i stedet ser dem som nyttige vekslingsmuligheder mellem de psykiske grundprocesser.
Helhedsrealismen forstår ud fra disse processer nationalfølelsen og forankringen i det hjemlige som givet på forhånd. Men den forstår også religionens værdi for samfundet og den samfundsmæssige eller kulturelle sammenhæng. Vel at mærke gælder dette dog religionen som mytisk, før-dogmatisk fænomen. Religionerne som dogmatiske og konfessionelle fænomener har i historiens forløb haft deres store betydning for folkenes, kulturernes og i sidste ende også nationernes dannelse, men de er netop efterhånden blevet en bremse for udviklingen og en fare for kulturernes beståen gennem deres pukken på dogmerne og deres kamp om magten. Derfor var sekulariseringen, oplysningstidens løsrivelse fra den kirkelige autoritet, en nødvendighed. Et ægte demokrati er ikke muligt uden at den politiske magt helt og holdent er af verdslig art, vælges og kontrolleres af verdslige, folkelige instanser.
Religionen som dybt kollektivt ubevidst og ikke-dogmatisk fænomen kan slet ikke fjernes fra hverken det personlige eller det offentlige rum. Religion er og forbliver for altid et både personligt (individuelt) og kollektivt (fælles) anliggende. Sekulariseringen går derfor for vidt, hvis den vil drive religionen ud af det offentlige rum og dermed ud af det civile samfunds livgivende diskurs. Religion i bedste forstand er et enormt potentiale for en fuldtdækkende eksistensforståelse. Men den er samtidig den eneste dimension i tilværelsen der fuldt ud kan sikre både sammenhængen i kulturen og åbenheden ud til det universelle i betydning de for alle gældende grundforestillinger om det gode, det skønne og det sande, de forestillinger man i dybdepsykologien under ét kalder de arketypiske forestillinger.
Man kan altså sagtens - som Michael Böss på prisværdig vis gør det - opstille gode rationelle grunde for at se nationen som et gode eller et gavnligt symbol også i moderne tider med deres globaliseringstendenser. Men til syvende og sidste stikker det nationale, det kulturelle og det samfundsmæssige dybt ned i det kollektivt ubevidste. Derfor er det helhedsrealistisk set umuligt at forestille sig at sammenhængskraften i vort samfund vil kunne få sin tabte styrke tilbage uden at samfundet, kulturen, nationen og folket lærer at trække på energierne fra de arketypiske forestillinger. Dette indebærer også accept af at fællesskabet - stik modsat renæssancens opfattelse - må være overordnet det enkelte menneske, eller at det enkelte menneske simpelthen skylder fællesskabet sin eksistens.
I denne erkendelse ligger både en forståelse for den danske nations og den danske kulturs særlige, historiske betingede værdier som en forståelse for at vi det lange perspektiv kan være på vej mod større enheder eller helheder. Helhedsrealismen er helt åben for forestillingen om fred og forsoning mellem kristendom, jødedom, islam og ateismen.
Jan Jernewicz
Henvisninger: Til toppen
Er globaliseringen et gode eller et onde?
Går integration kun den ene vej?
Introduktions til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Den etiske konsistens
Selvet - sjælen - ånden
Værdimanifestet - forkortet udgave
Essays:
Peter Høegs hørelse, længsel og humor
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Selvrealiseringens idé og psykologi
Mozarts sjæl og fascinationskraft
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner
Humormennesket Storm P.
Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr
Blicher mellem drøm og virkelighed
Latter, morskab og humor
Etik og eksistens
Jes Bertelsens biografi i korte træk
Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens verdensbillede
William Blake's univers
Konrad Lorenz' kulturopgør
Grønbechs metode
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Nietzsches sjæl
Peter Zinkernagels filosofi
Vurdering af det 20. århundrede
Rubrikken Samfund
Rubrikken Etik
Rubrikken Psykologi
Rubrikken Eksistens
Rubrikken Religion
Rubrikken Sekularisering
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|