utils prefix normal JERNESALT - tredjevej01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.7.12.

'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens

Da Jernesalt - som ofte understreget - i politik går principielt ind for 'den tredje vej' i betydningen komplementaritetens dynamiske vej mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet, der definitivt tager afsked med den gamle klassekamp og den forældede højre/venstre-opdeling, er det efterhånden på tide at forklare sagen nærmere i en særskilt artikelserie. Begrebet blev i 1997-98 lanceret af den britiske sociolog Anthony Giddens som led i den fornyelse af det britiske arbejderparti Labour som Tony Blair påtog sig ansvaret for og som førte til etableringen af New Labour, men det blev faktisk også overtaget af Venstre i Danmark efter partiets valgnederlag samme år - og førte derefter Anders Fogh Rasmussen frem til en overbevisende valgsejr i 2001, og derfor er det også på sin plads at trække de relevante tråde hertil og prøve at få styr på det tilsyneladende selvmodsigende forhold at både et socialistisk og et liberalistisk parti kan vælge den tredje vej som løsning.

I den første artikel sættes fokus på Anthony Giddens bog fra 1998 'Den tredje vej' med undertitlens tydelige afgrænsning 'Socialdemokratismens fornyelse'. Formålet med bogen var at konkretisere en bestemt politisk vision som modsætning til den herskende nyliberalisme og give substans til de begreber som de socialdemokratiske politikere verden over benyttede sig af i den igangværende fornyelsesdebat. Bogen fortjener stadig opmærksomhed, men må også siges i mange henseender at være blevet løbet over ende af udviklingen - i og med at socialdemokratismen trods store anstrengelser, behændige valgkampagner og visse bemærkelsesværdige valgsejre slet ikke blev grundlæggende fornyet, men tværtimod i dag er endt i en dyb krise der synes uoprettelig. Den beror nemlig på en forandring i de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forhold som retorik, spindokteri og valgkampagner kommer fuldstændigt til kort overfor.

Danmark er det allerbedste eksempel på ændringen, fordi det nok lykkedes socialdemokraterne i september 2011 at erobre regeringsmagten sammen med Socialistisk Folkeparti og Det radikale Venstre og med det ekstremistiske Enhedslisten som parlamentarisk sikkerhedsnet, men til gengæld måtte indkassere en overraskende stor og helt uhørt hurtig mistillid fra vælgernes side. Meningsmålingerne har givet både socialdemokraterne og SF en konstant nedtur der giver dem berettiget frygt for fremtiden og som synes at indikere at begge partier er gået fuldstændigt fejl af situationen ved at falde i armene på hinanden i den tro at den moderne tids midtervælgeres hedeste ønske skulle være den forbrødning mellem socialdemokrater og folkesocialister som de sidstnævnte har drømt om siden Aksel Larsens dage i 1958, men som er uden reel værdi i dag. Resultatet er nemlig, som alle kan se, blevet at den ene del af de to partiers vælgere er gået over til det mere eller mindre revolutionsdrømmende Enhedslisten, mens den anden halvdel i skuffelse er gået tilbage til den realpolitiske 'blå blok'. Dermed må socialdemokratismen som sådan siges at være bukket definitivt under for udviklingen der endegyldigt har sluppet klassekampen og troen på samfundets styring gennem en udvidet offentlig sektor, men omvendt har gjort velfærdssamfundets fremtid og videreudvikling på et ansvarligt økonomisk grundlag og med et progressivt socialt og kulturelt sigte til et alment projekt for det store flertal af midtervælgere.


Mange har vist troet at velfærdssamfundets oprettelse og udvikling skulle være et socialdemokratisk projekt - Erik Meier Carlsen har ligefrem spurgt om danskerne i virkeligheden alle er socialdemokrater i hjertet - og socialdemokraterne herhjemme (og i Sverige) har forgæves forsøgt at tage patent på både velfærdssamfundet og den gode politiske vilje. Dette hænger utvivlsomt sammen med at socialdemokraterne her i landet lige siden begyndelsen af Staunings storhedstid i 1929 sammen med de radikale har haft regeringsmagten meget længere tid end de borgerlige, og at dette 'system' først for alvor blev brudt med VK-regeringen i 2001. Men man glemmer at velfærdssamfundet er et efterkrigsfænomen, der beroede på generel økonomisk vækst baseret på amerikansk Marshalhjælp og de tyske kristdemokrater Konrad Adenauers og Ludwig Erhards 'Wirtschaftswunder'. I Storbritannien var det godt nok Labours Clement Attlee der som premierminister 1945-51 genrejste økonomien og skabte den nye form for velfærd, men det var nationaløkonomen William Beveridge der med sin rapport fra 1942 om 'Socialforsikring og anden bistand' var selve arkitekten bag reformerne, og han var liberal og havde fået sine grundliggende ideer ved studier i Tyskland i 1908 af Bismarcks socialreformer!

Men rigtigt er naturligvis at Stauning og nærmeste efterfølgere bør have æren for de største fremskridt i Danmark, men til gengæld hører det med til historien at den op til 1973 var betinget af en nogenlunde stabil arbejderklasse med en stabil og fleksibel 'dansk model for arbejdsmarkedet, og at lige præcis disse forhold stille og roligt ændrede sig markant de følgende 30 år. Ændringen tog hverken Anker Jørgensen, Svend Auken eller Poul Nyrop Rasmussen højde for. De tog ligesom SF fejl af de mobile midtervælger af foragtelige parcelhusejere, og helt galt gik det med den manglende integration af de mange indvandrere. De borgerlige fejlvurderede skam også i vid udstrækning tingene - og derfor var det endnu i 2007 og 2009 ikke håbløst for socialdemokraterne at drømme om et comeback. Til gengæld blev det fatalt for dem at måtte opleve det med en dame ved roret der var smuk og kunne føre sig helt efter bogen, men manglede substans. Med de seneste ugers nykker hos Enhedslisten kan alle i dag se at projektet er dødsdømt.

Labour skilte sig først af med den mediefokuserede Tony Blair uden at det førte partiet under Gordon Brown til valgsejr, og hans efterfølger som partileder gjorde kort proces med Giddens ideer om den tredje vej. Og i Danmark slog de aldrig rod i socialdemokratiet. Det gjorde de derimod hos Anders Fogh, der tog tanken om minimalstaten definitivt af bordet. Og derfor er det i dag partiet Venstre der trods stor mangel på afklaring om ideologien har de største chancer for at føre landet frem til et nyt stadium i udviklingen væk fra klassekamp og socialdemokratisme og frem mod den tredje vej - eller hvad man nu vil kalde den moderne og progressive midtervej mellem liberalisme og socialisme. Det vil de efterfølgende artikler handle om. Men først til Anthony Giddens.


Giddens lægger på intet tidspunkt skjul på at hans formål med bogen fra 1998 var at bidrage til den aktuelle debat i mange lande om socialdemokratismens fremtid som var blevet helt nødvendig efter marxismens endelige spillen fallit, de meget dybtgående sociale, økonomiske og teknologiske forandringer der har presset på udviklingen og ikke mindst selve opløsningen af den "velfærdskonsensus" der havde domineret de industrialiserede lande helt op til slutningen af 1970'erne. Men hvad alternativet var og om det i det hele taget ville lykkes socialdemokratismen at overleve som selvstændig politisk filosofi, var mindre indlysende. Det ville i hvert fald efter socialismens død og Sovjetkommunismens sammenbrud kun være muligt, hvis socialdemokraterne var indstillet på at tage deres traditionelle synspunkter op til en langt grundligere overvejelse end flertallet hidtil har gjort. Der var altså brug for en tredje vej. Og Giddens bestemmer den nærmest automatisk som vejen midt mellem den gamle socialdemokratisme og den fra 1979 til 1998 gældende Thatcherske nyliberalisme.

Giddens sætter de to systemer skematisk over for hinanden på denne måde:


Thatcherisme eller nyliberalisme (det nye højre)

Begrænset statslig indblanding
Selvstyrende civilsamfund
Markedsfundamentalisme
Moralsk autoritær holdning kombineret med stærk økonomisk individualisme
Arbejdsmarkedet klarer sig selv ligesom andre sektorer
Accept af ulighed
Traditionel nationalisme
Velfærdsstat som sikkerhedsnet
Lineær moderniseringsproces
Ringe økologisk bevidsthed
Den internationale orden forstås ud fra den internationale politisk realismeteori (det internationale system betragtes som en anarkisk tilstand, hvor staterne interagerer som billardkugler).


Klassisk socialdemokratisme (det gamle venstre):

Udbredt statslig intervention i det sociale og økonomiske liv
Staten styrer det civile samfund
Kollektivisme
Den keynesianske model (efterspørgselsregulering plus korporativisme)
Begrænset råderum for markedskræfterne, dvs blandingsøkonomi eller markedsregulering via statslig intervention
Fuld beskæftigelse
Stærk lighedsfilosofi
Veludbygget velfærdsstat, der beskytter borgerne fra vugge til grav
Lineær moderniseringsproces
Ringe økologisk bevidsthed
Internationalisme, forankret i en bipolær verden (det frie Vesten over for den kommunistiske verden)

Som det vil fremgå var 'lineær moderniseringsproces' og 'ringe økologisk bevidsthed' fælles for begge.


Fortalerne for den gamle socialdemokratisme mente at den frie markedskapitalisme, som nyliberalisterne med Reagan og Thatcher stod i spidsen for i 1980'erne, skabte mange af de problemer Marx havde peget på, men troede at de kunne afbødes eller overvindes ved at staten regulerede markedskræfterne. Staten er forpligtet til at sørge for de offentlige goder, som markedet ikke kan tilvejebringe eller i hvert fald kun delvist. En betydelig indblanding fra regeringens side i økonomien og også andre sektorer af samfundet er normalt og ønskeligt, eftersom den offentlige myndighed i et demokratisk samfund er udtryk for den kollektive vilje. Kollektive beslutningstiltag, der involverer regeringen, erhvervslivet og fagforeningerne, erstatter delvis markedsmekanismerne. Nationalisering blev et vigtigt element i den engelske blandingsøkonomi efter krigen. Større lighed skulle skabes gennem forskellige udligningsordninger, fx en progressiv beskatning der tager fra de rige og giver til de fattige.

Helt frem til tilbagegangen i slutningen af 1970'erne havde socialdemokratismen overalt fulgt en linær model, når det gjaldt moderniseringen af samfundet. 'Socialismens vej' blev betragtet som og beskrevet som en kulmination på en lang evolutionær udvikling af borgerrettigheder. Velfærdssystemet ville udvikle sig yderligere i takt med den økonomiske fremgang, således at de sociale rettigheder i stigende grad blev udviklet.


Den gamle socialdemokratisme har en række sociale kendetegn som den keynesianske velfærdsmodel tog for givet og som alle siden er gået i opløsning:
Et socialt system og især en familieform hvor manden tjente pengene og konen var husmor og mor - en struktur der entydigt hvilede på forudsætningen om fuld beskæftigelse.
Et homogent arbejdsmarked hvor mænd truet af arbejdsløshed fortrinsvis var håndens arbejdere.
Overvejende masseproduktion i samfundskøkonomiens basissektor - med stabile, men utaknemmelige arbejdsforhold for mange i arbejdsstyrken.
En elitær stat med små grupper af eksperter med samfundsmæssigt overblik i det statslige bureaukrati der førte kontrol med finans- og pengepolitikken.
Nationale økonomier der primært opererede inden for egne suveræne grænser.

Men velfærdsstaten i denne ærke-socialdemokratiske udgave skabte allerede i 1990'erne næsten lige så mange problemer som den løste. Og med ændringerne i vælgermønstrene har også det klassemæssige tilhørsforhold der tidligere styrede stemmeafgivningen og den politiske tilknytning ændret sig dramatisk på baggrund af den voldsomme reduktion af den traditionelle arbejderklasse og kvindernes massive indtog på arbejdsmarkedet. Med stigende levestandard har værdier der har med økonomisk udvikling og vækst at gøre mindre betydning end tidligere. I denne vanskelige situation er det nødvendigt at nå frem til et klart billede af udviklingen i verden og i samfundet.

Og til dette formål opstiller og analyserer Giddens fem dilemmaer som socialdemokraterne (og alle andre partier) bliver nødt til at forholde sig til, nemlig Globalisering - Individualisme - Venstre/højre - Politisk handlen - Økologiske problemer. Og de skal ikke gennenmgås i detaljer her. Men det skal nævnes, at Giddens påpeger at kollektivisme blev et af de mest fremtrædende træk som adskilte socialdemokratismen fra konservatismen, men også at velfærdsinstitutionerne med kollektivismen som grundlag netop har været med til at frigøre individerne fra nogle af bindingerne til fortiden. Derfor må der i dag findes en ny balance mellem individuelt og kollektivt ansvar.


Det overordnede mål med den tredje vejs politik bør ifølge Giddens være "at hjælpe borgerne med at finde vej i vor tids vigtigste revolutioner: globaliseringen, forandringerne i det personlige liv og vore forhold til naturen." Og det lyder næsten banalt som noget alle partier kan tilslutte sig. Og det samme gælder at den tredje vejs politik også bør forholde sig positivt til globaliseringen - omend fænomenet ikke skal ses i snæver markedsøkonomisk perspektiv. Socialdemokraterne må også, betones det, udfordre den økonomiske og kulturelle protektionisme.

Med socialismens død som økonomisk teori er en af de store skillelinjer mellem venstre og højre forsvundet. Socialdemokraterne har derfor grund til nu at se med friske øjne på det politiske centrum. De skal ikke bare gå mod centrum af overvejende opportunistiske grunde. Tanken om den aktive midte bør tværtimod tages alvorligt. Men de skal også forstå at termen centrum-venstre ikke er en uskyldig etiket. Centrum er ikke substansløs. Giddens undlader i den forbindelse ikke at understrege at en fornyet socialdemokratisme nødvendigvis må befinde sig til 'venstre for midten', fordi social retfærdighed og emancipatorisk politik fortsat står centralt.

Den tredje vejs politik bør bevare fokus på social retfærdighed og samtidig anerkende at antallet af spørgsmål der unddrager sig venstre/højre-modstillingen er større end tidligere. Og så følger ellers et par bemækrninger der er værd at hæfte sig ved, fordi de er netop aldrig ses i komplementaritetssynspunktets klare lys.

Lighed og individuel frihed kan komme i konflikt med hinanden, hedder det uimodsigeligt, men graden af lighed øger som regel også mængden af de frihedsgoder der står til den enkeltes rådighed. Og for socialdemokrater bør frihed være lig med handlings-autonomi, der igen kræver inddragelse af det bredere sociale fællesskab. I og med at kollektivismen er opgivet, må den tredje vejs politik være åben over for nye forbindelser mellem individet og fællesskabet - en nyformulering af rettigheder og pligter. Som et overordnet motto for denne nye politik kunne man foreslå: ingen rettigheder uden ansvar. Dette bør gælde som etisk princip ikke blot for modtagere af sociale ydelser, men alle i samfundet.

Ud fra disse formuleringer kan det tydeligt ses, hvor yngre danske socialdemokrater som bl.a. Mette Frederiksen har deres gode ideer fra. De er reelt kommet væk fra traditionel socialdemokratisk socialpolitik og over i en moderne forståelse for nye forbindelser mellem individ og fællesskab - baseret på etiske principper. Men stadig ses at man i virkeligheden går uden om det dybeste problem i sagen ved blot at henholde sig til det uimodsigelige at lighed og individuel frihed kan komme i konflikt med hinanden. Giddens tager ikke fat på den grundlæggende uforenelighed mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet som på den ene side altid vil give udfordringer og dynamik (hvad der er positivt), men på den anden side ikke kan afbalanceres på en eller anden nem og bekvem måde der helt undgå at udfordre fællesskabet. Sagen er at menneskets frihedstrang for de flestes vedkommende er stærkere end ligheds- og tryghedstrangen, hvorfor vi altid i alle samfund finder udfoldelsestrang, initiativlyst, kreativitet, engagement og ansvarlighed samt grænseoverskridelse og transcendens der medfører en mængde problemer med hensyn til social og økonomisk ulighed, overbefolkning, ressourceknaphed og forurening, men også afstedkommer den vækst vi ønsker og som kaster velstand af sig.


Idet Giddens ret banalt understreger at den tredje vej vil "fremme en politik til gavn for hele samfundet" (hvilket politisk program vil ikke påstå det samme), opstiller han en skematisk eller stikordsagtig oversigt over den tredje vejs program.

Særligt vigtigt er hans bud på en ny type blandingsøkonomi der ikke blot rummer en stor offentlig sektor ved siden af den private, men "baserer sig på synergieffekten mellem den offentlige og private sektor", idet den udnytter markedets dynamik, blot hele tiden med almenhedens interesse i tankerne. Den omfatter en afvejning mellem regulering og deregulering på såvel et transnationalt som et nationalt og lokalt niveau - samt en balance mellem de økonomiske og ikke-økonomiske områder af samfundslivet.

En sådan dynamisk økonomi vil være karakteriseret ved et stort antal nye virksomheder og mange konkurser. Disse stadige forandringer kan nemlig ikke forenes med et samfund hvor indgroede vaner dominerer, heller ikke hvis de er skabt af velfærdssystemet. For overhovedet at udvikle et samfund med ansvarlige risikotagere inden for staten, erhvervslivet og arbejdsmarkedet bliver socialdemokraterne derfor nødt til at vende op og ned på forholdet mellem velfærdsstatens vægtning af risiko kontra sikkerhed, og det turde være nye toner fra den kant. Mennesket har nok brug for beskyttelse, når tingene går skævt, hedder det, men de har også brug for materiel og moralsk ballast til at komme igennem vigtige overgangsfaser i deres liv.

Det er i det hele taget, forstår man, nødvendigt nøje at gennemtænke spørgsmålet om lighed, for ligheden kan som tidligere nævnt komme i konflikt med individets frihed, og det nytter ifølge Giddens ikke at foregøgle nogle at lighed, pluralisme og økonomisk udvikling altid går op i en højere enhed. Da den stigende ulighed skyldes strukturelle forandringer, er den ikke let at bekæmpe. Socialdemokraterne bør imidlertid ikke acceptere at stor ulighed er forudsætningen for økonomisk fremgang, eller at ulighed på nogen måde skulle være uundgåelig. De bør, understreger Giddens med udsøgt formulering, "opgive fortidens undertiden maniske optagethed af ulighed" og samtidig begynde at overveje, hvad lighed egentlig er. Lighed bør nemlig bidrage til mangfoldighed, og ikke stå i vejen herfor. - Og det en fornuftig betragtning, men trods alt også meget abstrakt. Problemerne opstår som regel først når sådanne principper skal konkretiseres til praktisk brug.

Omfordeling som sådan bør efter Giddens' mening ikke stryges af socialdemokratismens dagsorden. Men de aktuelle diskussioner blandt socialdemokrater har med rette lagt vægten på "omfordeling af muligheder". Udviklingen af de menneskelige ressourcer bør så vidt muligt træde i stedet for gammeldags omfordeling, "når skaden er sket", underforstået: når uligheden faktisk er indtruffet. Også her hører man nye toner i forhold til traditionel socialdemokratisme.


Giddens tager udtrykkeligt afstand fra den nyliberale model om 'meritokrati', hvilket mere konkret vil sige den model for lighed der drejer sig om lige ret for alle mht muligheder (men som egentlig betyder de intelligente og højtuddannedes styreform). Synspunktet holder ikke vand, siger han. Et udpræget meritokratisk samfund ville (1) skabe voldsomme forskelle med hensyn til hvad den enkelte kunne opnå, hvilket igen ville true den sociale balance. Det ville også (2) medføre udbredt deklassering, medmindre der samtidig skete en strukturel forandring i fordelingen af job, der pr. definition kun kan være midlertidig. Mange ville blive nødt til at bevæge sig ned ad samfundsstigen for at andre kunne komme op. Men en udbredt mobilitet nedad i samfundet kan forrykke den sociale balance og skabe fremmedgørelse blandt dem der rammes. Deklassering i stor målestok ville blive lige så truende for den sociale balance som eksistensen af en stærkt utilfreds klasse af udstødte mennesker. Et udbredt rendyrket meritokratisk samfund er (3) desuden selvmodsigende. Slutresultatet ville blive mere ulighed.

Hvad betyder lighed da, bliver spørgsmålet naturligvis. Og Giddens svarer at den tredje vejs nye politikker definerer lighed som inklusion og ulighed som eksklusion

Inklusion refererer i bred forstand til medborgerskab, til de civile og politiske rettigheder og pligter, som alle medlemmer af et samfund bør have, ikke kun formelt, men som noget reelt for den enkelte. Det refererer også til muligheder og deltagelse i den offentlige sfære. I et samfund hvor arbejde er alfa og omega for individets selvforståelse og levestandard, er adgangen til arbejde en væsentlig forudsætning for at skabe en ordentlig tilværelse. Uddannelse er en anden.

Eksklusion har to mærkbare former i vore dages samfund: Udelukkelsen af mennesker på bunden af samfundet, og udelukkelse på toppen. Udelukkelse på bunden af samfundet afskærer den ramte borger fra hovedparten af de muligheder samfundet kan tilbyde. Udelukkelse på toppen er derimod frivillig og er en slags "elitens oprør": dele af de mere velbjærgede grupper trækker sig tilbage fra de offentlige institutioner og vælger at leve afskåret fra resten af samfundet. Privilegerede grupper begynder at bosætte sig i afskærmede områder og trække sig ud af den offentlige undervisning og det offentlige sundhedssystem.

Med rette understreger Giddens at inklusion og eksklusion er blevet vigtige begreber, når man skal analysere og forholde sig til ulighed som følge af de forandringer der påvirker klassestrukturen i de industrialiserede lande. Men det må samtidigt tilføjes at denne nyttige begrebsbestemmelse fjerner opmærksomheden fra lighedsprincippets radikale modsætning til frihedsprincippet. Men hans grundsyn er nu engang at kun et velfærdssystem der kommer størstedelen af befolkningen til gode kan skabe en fælles medborgerlig moral.

Det er derfor meget vigtigt - for den tredje vej - at hjælpe voksne uden basale færdigheder eller kvalifikationer med at tilegne sig dem, og at hjælpe folk hvis kvalifikationer er forældede med at ajourføre dem. Uddannelse og træning er derfor blevet det nye kodeord for socialdemokratiske politikere, hvad vi som bekendt også forlængst har erfaret på vores hjemlige baner. Men Giddens er klog nok til at se at forestillingen om at uddannelse kan mindske forskellene mere direkte, må betragtes med nogen skepsis. Uddannelse har nemlig en tendens til at afspejle større økonomiske forskelle, siger han lige ud, og det er jo i grunden at slå sig selv for munden. Det siger sig selv at folk med god begavelse og gode evner samt god social baggrund - alt andet lige - får bedre og højere uddannelse end andre, kommer højere op i samfundet og dermed øger uligheden i samfundet. Det kan ikke være anderledes, med mindre man helt afskaffer uddannelse, og derfor er det en illusion at tro at uligheden nogensinde kan kommes til livs i et samfund der giver friheden det store spillerum flertallet ønsker.


Giddens lægger ikke skjul på at den store stigning i udgifterne til sociale ydelser under hele velfærdssamfundets udvikling er en af hovedkilderne til angrebene på velfærdssystemet fra nyliberalisternes side; de betragter forløbet som en voldsom udvikling af en decideret velfærdsafhængighed, og vi kan i dag tilføje, at det er nyliberalisterne ikke ene om. Det mener flere og flere midtervælgere - uden at de kan regnes for liberalister eller nyliberalister. Og det er nu i 2012 såmænd også flere og flere socialdemokrater begyndt at mene, fordi der ikke længere er råd til at holde overførselsindkomsterne på det niveau de har i dag, hvis velfærdssamfundet som sådant skal overleve de næste ti eller tyve år.

Giddens citerer en svensk forsker der generelt gør gældende at jo højere de sociale ydelser er, desto større vil tilskyndelsen til såvel moralsk risikotagning som bedrageri være. Dette betyder at folk helt bevidst drager fordele af de muligheder der byder sig for. Eksempelvis kan dagpenge bruges som skjold mod arbejdsmarkedet. Giddens nævner også at når sociale ydelser én gang har vundet fodfæste, så lever de deres eget liv, uanset om de lever op til de oprindelige formål eller ej. Forventningerne fastlåses, og interessegrupperne forskanser sig.

Derfor kan velfærdssamfundet ikke bare køre uændret videre i de gamle spor. Der er brug for reformer, "for velfærdssystemet må nødvendgivis være lige så dynamisk og lydhørt over for bredere sociale udviklingstendenser som en hvilken som helst anden statslig sektor". Velfærdsstaten skal i det hele taget ses som et risiko-fællesskab - snarere end et ressource-fællesskab. Den er imidlertid ikke skabt til at hamle op med de nye typer risici som dem der fx vedrører teknologiske forandringer, social eksklusion eller det stigende antal familier med kun en forælder. Velfærdsreformer bør derfor tage højde for de tidligere nævnte forhold vedr. risici: effektiv risikostyring (individuel eller kollektiv) betyder ikke kun at man begrænser eller beskytter sig mod risikostyring, men også at man udnytter de positive eller dynamiske sider af risiko-situationerne og bakker risikotagning op. Aktiv risikotagning er ikke blot noget der hører iværksætterkulturen til, men også lønmodtagerne. - Igen kan man kun sige: nye toner fra socialdemokratiske front. Men gode og progressive toner.

Det fører Giddens frem til ideen om positiv velfærd, i stedet for den negative velfærd som blot og bar gav bistand mod nød og elendighed (sådan som Beveridge tilrådede). Positiv velfærd er den form for velfærd som de enkelte individer og andre instanser ud over statsmagten bidrager til - og som formår at skabe velstand. Velfærd er med andre ord ikke grundlæggende et økonomisk begreb, men et psykisk begreb der har med trivsel at gøre. Giddens siger udtrykkeligt at økonomisk hjælp og bistand alene i realiteten aldrig kan skabe velfærd. Velfærdsinstitutionerne bør derfor beskæftige sig med tilvejebringelse af såvel psykologiske som økonomiske goder. Og den røde tråd i dette er investering i menneskelig kapital, hvor det overhovedet kan lade sig gøre - frem for at yde direkte økonomisk hjælp. Velfærdsstaten bør erstattes med en stat der optræder som social investor ved at operere inden for rammerne af et positivt velfærdssamfund.


I et særskilt kapitel kommer Giddens ind på strategier for sådanne sociale investeringer, og analyserer nærmere problemerne om pension til ældre og arbejdsløsheden. Hvad det første angår gør han gældende at alderdom bør betragtes som en af de nye risikofaktorer der optræder i gammel forklædning. Tidligere var det at blive gammel en mere passiv tilstand. I et aktivt, refleksivt samfund derimod er alderdom blevet en væsentlig mere åben proces, fysisk og psykisk. Det at blive ældre indebærer mindst lige så mange muligheder som problemer, individuelt og samfundsmæssigt. At blive ældre et af de tydeligste eksempler på velfærdsafhængighed. Det antyder arbejdsudygtighed - og fører for mange mennesker til tab af selvværd. Men vi skal frem til at opgive en bestemt pensionsalder og til at betragte ældre mennesker som en ressource frem for et problem.

Hvad arbejdsløsheden angår - og den er i dag på grund af den globale finanskrise et større problem end i 1998 - påpeger Giddens at stor arbejdsløshed netop er et eksklusionsfænomen, fordi den er forbundet med høj understøttelse uden tidsmæsig begrænsning samt et dårligt uddannelsesniveau i den nedre ende af arbejdsmarkedet. [Det gælder ikke helt på samme måde i dag]. Men slår man ind på den tredje vej er løsningen ikke en gennemgribende deregulering. Understøttelsen skal derimod så vidt muligt rettes mod investeringer i menneskelig kapital. Generelt gælder at de sociale støtteordninger som virker demoraliserende, bør ændres, så de rummer flere udfordringer og stimulerer til en mere risikovillig holdning - om muligt gennem opmuntring, men om nødvendigt gennem lovgivning. - Blandt andet skal mobiliteten på arbejdsmarkedet fremmes.

Men Giddens så også i øjnene at det ikke er sandsynligt at alle de strategier han foreslår kan vende udviklingen til fuld beskæftigelse i traditionel forstand. Mængden af permanente fuldtidsjob er nemlig faldende i de vestlige økonomier. Ingen kan overhovedet vide om den globale kapitalisme i fremtiden kan skabe tilstrækkeligt med arbejde eller ej. Og en aktiv omfordeling af arbejde er ikke givetvis mulig uden negative konsekvenser. Generelt må gælde, at udgifterne til velfærd, forstået som positiv velfærd, ikke fremover udelukkende må genereres og fordeles af staten, men af staten i samarbejde med andre instanser, herunder erhvervslivet. I det positive velfærdssamfund ændrer kontrakten mellem individer og staten sig, da autonomi og udvikling af selvet - der er forudsætningen for en styrkelse af den individuelle ansvarlighed - kommer i højsædet. Velfærd i denne grundlæggende betydning vedrører såvel de rige som de fattige.


I et sidste kapitel behandler Anthony Giddens problemerne i den globale tidsalder og fremhæver specielt at socialdemokraterne bør tildele nationalstaten en ny rolle i den kosmopolitiske verden. Den fremvoksende globale orden kan ikke opretholdes som et rendyrket "frit marked". De frie markedskræfter splitter lige så meget som de forener: en verden bestående af tusind bystater af den art nogle har forudset ville blive ustabil og farlig. Det er vigtigt at forsvare nationalstatens rolle som en stabiliserende faktor, et bolværk mod fortsat fragmentering. Men identitet og tilhørsforhold kan meget vel have tendens til at virke splittende.

Han efterlyser - ikke overraskende - en mere kosmopolitisk udgave af nationalitetsbegrebet til at holde de destruktive tendenser i ave. En sådan kosmopolitisk indstilling er både årsag til og betinget af at der ikke længere føres krig i stor målestok mellem nationalstaterne. Den stærke stat må nødvendigvis indebære noget andet i dag end tidligere, nemlig at være "en nation der stoler på sig selv til at acceptere de nye begrænsninger i suveræniteten".

Men han understreger udtrykkeligt at national identitet er en ægte kilde til personlig identitet, idet nationer er etiske samfund, hvor de involverede føler sig særlig forpligtet over for andre medlemmer, men ikke altid over for andre udenfor. Nationen skaber desuden grundlag for selvbestemmelse. Nationer er ikke frivillige sammenslutninger, men samfund hvor de fleste mennesker er født, lever og dør, således at de er forbundet med deres medborgere i et skæbnefællesskab.

Giddens går principielt ind for multikulturalisme, men indrømmer at indvandringen er et af vor tids største problemer. Han mener imidlertid at kosmopolitisme og multikulturalisme smelter sammen i dette spørgsmål. En kosmopolitisk holdning er en nødvendig forudsætning for et multikulturelt samfund i den globale tidsalder. Kosmopolitisk nationalisme er den eneste form for nationalisme der stemmer overens med denne nye orden. Og det er da muligt, men løser nu ikke problemerne. Slet ikke det afgørende aspekt at national identitet er afgørende for personlig identitet.

Hvad EU angår konstaterer Giddens nøgternt, at EU har fået stigende indflydelse på borgernes liv, men også at EU samtidigt har mistet opbakning i offentligheden.

Markedsfundamentalismen på verdensplan ser Giddens som det mest påtrængende problem i verdensøkonomien overhovedet i kølvandet på krisen i Mexico i 1994 (hans bog er jo skrevet i 1998, længe før den globale finanskrise 2007). Markedsfundamentalismen er på tilbagetog i den hjemlige politik på grund af dens indskrænkede og modsigelsesfulde natur. Ikke desto mindre fortsætter den med at dominere på et globalt plan. Han er naiv nok til at foreslå at man alvorligt overvejer at danne et Økonomisk Sikkerhedsråd i FN-regi. Men ser dog først og fremmest i problematikken en reel parallel mellem eksklusion inden for nationer og regioner og eksklusion på det globale plan. Stigende velstand for mange efterlader andre i en marginaliseret og fastlåst situation, konstaterer han nøgternt. Nøjagtigt som på nationalt plan. Friheden synes at stå i en langt mere ubrydelig modsætning til ligheds/tryghedsprincippet end Giddens vil se i øjnene.

Det virker derfor også temmelig tyndt at Giddens i den yderst kortfattede konklusion nøjes med at slå fast, at han med sin bog bog har "forsøgt at vise at en vægtig dagsorden er ved at vokse frem af de socialdemokratiske debatter, en dagsorden hvortil Storbritannien har en masse at bidrage". Og det er da muligt, men sandheden er som bekendt at Gordon Brown tabte parlamentsvalget i 2010 til David Cameron, og at hans efterfølger som Labour-leder Ed Milliband på kongressen kort efter skrinlagde "den tredje vej".


Konklusion

Det allersjoveste ved Anthony Giddens bog fra 1998 er og bliver at den som dedikeret oplæg til fornyelse af socialdemokratismen ikke alene blev overhalet af udviklingen og underkendt af Labour som vejen frem, men kunne inspirere Venstres partiformand Anders Fogh Rasmussen til at skrinlægge alle ideer om den liberalistiske minimalstat og føre partiet ind på netop den midtervej som hverken er liberalistisk eller socialistisk. Den tredje vej er passende for langt de fleste moderne midtervælgere der ikke giver noget for klassekampen og ikke tror på velfærdsstaten i gammel socialdemokratisk udgave, men derimod ser en udbygning og omstrukturering af velfærdsssamfundet som et ret selvfølgeligt mål, idet de skelner mellem velfærdssamfund og velfærdsstat. Det vender vi tilbage til i en særskilt artikel, men det skal nævnes at sociologen Henrik Dahl på en studietur med socialdemokratiske partifæller i 1997 fik det klare svar fra Tony Blairs rådgivere i Downing Street 10, at den tredje vej ikke alene var en mulighed for Labour og socialdemokrater, men også for borgerlige. Det kom blot an på at slå til og komme først!

Udsagnet bekræfter det indtryk man får ved læsning af Giddens bog i dag. Den indeholder mange gode og fornuftige forslag og ideer som alle partier på midten af det politiske spektrum med fordel kan tage op, omend med lidt forskellig vægtning. For gode ideer og fornuft har ingen patent på, men det er nødvendigt at være på forkant med problemerne og udfordringerne. Og dette var Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen begge ud fra hver sit udgangspunkt i 1998, men ikke Poul Nyrop Rasmussen, Gordon Brown eller Ed Milliband, og heller ikke Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen i dag.

Nye tanker og ideer var nødvendige i 1998, og Giddens overvejelser førte - sammen med andre forhold, mediestrategi ikke at forglemme - vitterligt Labour til Tony Blairs valgsejr og omformningen af partiet til New Labour, som det vil blive gennemgået i en følgende artikel. Tankerne var progressive, men i vid udstrækning også så almene - om man vil banale - at de kunne bruges af andre partier og faktisk også blev det. Det skete som anført for Venstres vedkommende da Anders Fogh Rasmussen og hans nærmeste rådgivere tog ideerne op. Det behandles i en tredie artikel. Men da hverken Venstre eller Socialdemokraterne i dag interesser sig synderligt for ideerne, og specielt ikke forstår at den tredje vej er endnu mere dybdegående, langsigtet og progressiv end Giddens nogensinde selv har forestillet sig, så er der brug for en artikel der behandler denne side af sagen.


Særligt interessante forekommer Giddens' tanker om inclusion og eksklusion at være, fordi de tilføjer en fastlåst begrebsramme om bistand og socialhjælp nye og nyttige dimensioner som det vil være vanskeligt at se bort fra i kommende debatter. Det bliver vigtigt at fastholde at såvel ældre mennesker, indvandrere og arbejdsløse som de udstødte på bunden af samfundet og de frivilligt isolerede i toppen bør ses i lyset af inclusionsnøglen eller -lygten, fordi det generelt er afgørende at holde så vidt muligt alle borgere inden for fællesskabets rammer med dets etiske forpligtelser og følelse af samhørighed. Det svarer fuldstændigt til målet for den konsistensetik som Jernesalt plæderer for. Sondringen kan endvidere bruges med fordel i international politik, herunder bistandshjælp og støtte til demokratisering.

Problemet er at Anthony Giddens slet ikke ser den grundliggende modsætning og principielle uforenelighed mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet i øjnene og derfor heller ikke årsagen til de gamle socialistiske og liberalistiske ideologiers forældelse. Sætter man sig imidlertid først ind i de to modsætningers principielle uforenelighed, vil man opdage at de ligesom andre modsætningspar som individ/samfund, fornuft/følelse eller retfærdighed/barmhjertighed har det på samme måde som den modsætning man i tyverne og trediverne fandt i atomfysikken med modsætningen mellem iagttagelsen og beskrivelsen af elementarfænomenernes partikel-karakter og impuls-karakter. Beskrev man den ene side af fænomener eksakt, var det umuligt at beskrive den anden side eksakt, men begge beskrivelser var nyttige og de var begge nødvendige for den fulde beskrivelse. Man måtte opgive at vælge mellem beskrivelserne ud fra en gammeldags dualistisk enten-eller-tænkning - og i stedet på Niels Bohrs geniale forslag vælge komplementaritetssynpunktet.

Frihedsprincippet og trygheds/lighedsprincippet er komplementære i den forstand at det er komplet umuligt at forene dem i nogen syntese, hvor hele den logiske modsætning som ligger i vores dualistiske begrebsopstilling forsvinder som dug for dagen. Begge principper skal derfor forblive selvstændige i al deres modsætningsfuldhed. De er begge nyttige, berettigede og nødvendige for den dynamiske helhed. Og man kan i den konkrete situation vælge mellem synspunkterne, og er ofte nødt til at vælge, men så skal man for helhedens skyld altid huske den anden side af sagen - og aldrig se bort fra modsætningerne. Der vil altid være konflikt, udfordringer og problemer i modsætningen, og det er, som Giddens udtrykkeligt fremhævede, en illusion at foregøgle folk at modsætningerne kan gå op i en højere enhed ud fra den gamle naive model der siger tese - antitese - syntese. Konflikterne vil bestå - og det er lige præcis det der giver samfundsudviklingen al sin dynamik. Men det er komplementaritetssynspunktet, og det alene, der giver den begrebsramme der passer til modsætningen og dynamikken. Det går derfor uundgåeligt galt for hele den tredje vejs idé, hvis man ikke kobler den på komplementaritetssynpunktet. Og derfor er det fatalt for den politiske udvikling i dag at skrotte den tredje vejs politik - sådan som man har gjort i både Storbritannien og Danmark.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Litteratur:

Anthony Giddens: Den tredje vej. Socialdemokratismens fornyelse. (Reitzel. 1999)
Henrik Dahl: Spildte kræfter - Hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt.
(Gyldendal. 2011).


Relevante artikler på Jernesalt:

'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
Den tredje vej og Labours nye formand  (27.9.10.)
Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen  (29.9.10.)
Den tredje vej og Liberal Alliance  (28.9.10.)

Komplementaritetssynspunktet
Komplementaritets-aksiomet
Er den komplementære helhedsrealisme harmoniserende?  (5.4.10.)
Komplementariteten mellem individ og samfund
Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen
Komplementariteten mellem sjæl og legeme
komplementaritetsfilosofien (Niels Bohrs)
Komplementaritetssynspunktet, modstanden mod  (13.1.11)

En tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?
Den tredje vej til religionsanskuelse


Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)
Den herskende klasse efter 1970
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)


Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)

Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
S for skæg, selvmord eller hvad?  (28.4.06.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
'Det Røde Kabinet' eller 'Latterkoncilet'


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal