utils prefix normal JERNESALT - sohn05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.11.11.

Ole Sohns fortrængninger nok engang

Som fastslået i artiklen Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer  (8.11.11.) kan Sohns faktiske formandsskab for det alt andet end demokratiske DKP i årene 1987-91 ikke betragtes som nogen sikkerhedsrisiko ved hans nye rolle som vækst- og erhvervsminister i S-R-SF-regeringen. Det kan betegnes som gådefuldt eller uforståeligt at han fortsatte som formand helt til Sovjetunionens og sovjetkommunismens definitive sammenbrud i 1991 og bl.a. hyldede Erich Honecker kort tid før dennes fald, men intet tyder på at han som DKP-formand har foretaget sig nogetsomhelst der i dag - tyve år efter - vil kunne udnyttes af det russiske statsapparat til at presse ham til særlig hensyntagen eller særlige ydelser i nutidig politik. Ingen har da heller påstået noget sådant, og der er simpelthen svært at forestille sig hvad slags klemme der overhovedet kunne være tale om. Og når han er blevet udnævnt til minister af Helle Thorning-Schmidt kan man gå ud fra at han heller ikke af PET er blevet klassificeret som nogen risiko for landet.

Når Sohns forhold alligevel bliver ved med at være et emne der optager medierne og offentligheden i så høj grad at det får SF's formand, udenrigsminister Villy Søvndal til at indrømme at sagen skader den i forvejen i såvel personsager som alment omdømme sårbare regering, så kan det sagtens stemples som decideret hetz fra borgerlig side, ført an af Jyllands-Posten og dette dagblads lidenskabelige og moralistisk indstillede koldkrigs-historikere.

Godt hjulpet af Berlingske og Politiken har Jyllands-Posten forkuseret på Ole Sohns involvering i de betydelige, ja for partiet vitale pengeoverførsler fra Kreml til DKP, som er et faktum som forlængst er beskrevet i bogform af Morten Thing og som Sohn aldrig har bestridt. Men i den aktuelle behandling af sagen har man kunnet udnytte at Sohn har givet det udseende at af han endnu som DKP-formand skulle have forsøgt aktivt at komme ud af den økonomiske uafhængighed af Kreml, mens andre der var involveret i sagen, herunder den daværende sovjetiske pengeformidler, efterretningsagenten Sergei Serebriakov og den daværende Land og Folk-korrespondent i Moskva og senere historiker Kurt Jacobsen, har kunnet komme med oplysninger der tegner et noget andet billede.

Det har ført til at Ole Sohn har ændret forklaring, idet han har forsøgt at fortolke den manglende præcision i sine egne oplysninger som en sammenblanding af faktiske forhold og senere refleksioner over forløbet. Dette har så igen ført til de i sådanne tilfælde næsten automatiske beskyldninger om løgn eller - lidt mere nuanceret - forsøg på først at komme frem med sandheden drypvist og efterhånden som nye, modstridende oplysninger bliver fremlagt.

I Deadline på DR 2 søndag aften 27.11. fastholdt Weekendavisens Ruslands-ekspert Anna Libak at det graverende i Ole Sohns tilfælde netop er at han har løjet, for dette kommer ingen politiker i længden godt fra, viser erfaringen. Hun nævnte selv Per Stig Møllers benægtelse af sin gamle spritkørsel. Andre har nævnt den socialdemokratiske formand Svend Aukens påhit i en afsluttende valgdebat om hvad den daværende norske udenrigsminister skulle have fortalt ham (det kom til at koste Auken formandsskabet i partiet). Ingen af disse sager kan dog måle sig med den amerikanske præsident Bill Clintons lodrette mened i en offentlige høring om sit seksuelle forhold til en vis praktikant i Det Hvide Hus.

Men uanset hvor graverende sagen er, så vil en letsindig omgang med sandheden eller en benægtelse af en sandhed uundgåeligt have følger for vurderingen af en persons troværdighed. Spørgsmålet i Sohns tilfælde er imidlertid ikke om han har talt direkte usandt om en faktisk og entydig kendsgerning der ligger tyve år tilbage i tiden, men om han husker rigtigt om sin egen subjektive og personlige forholden sig til kendgerningen så langt tilbage i tiden - og dette er noget andet.

Her har det åbenlyst vist sig at Ole Sohn husker forkert og gør det på en sådan måde at man roligt kan konkludere at den gode mand ikke har styr på præcist hvad der under hans formandskab i DKP skete i forhold til magthaverne i Kreml, og at han heller ikke på noget tidspunkt efter sin udmeldelse af DKP har gjort nogetsomhelst forsøg på led for led at gøre sig bevidst om hvad der objektivt skete og hvad der subjektivt var hans egen refleksion og vurdering. Og det er dette der er hans store brøde og problem og som i sidste ende kan ende med at fælde ham som minister, hvis den politiske belastning for regeringen bliver for stor.


Her på siderne har vi hele tiden påpeget at 'Ole Sohn-syndromet' ikke drejer sig om objektivt løgnagtige udtalelser om det ene eller det andet, men ganske enkelt om en fundamental ulyst til at komme på det rene med egne subjektive refleksioner om noget så vigtigt som grundliggende etiske og ideologiske principper og holdninger. Ulysten til at beskæftige sig med sådanne essentielle ting er udbredt blandt både politikere og almindelige mennesker. Og det skyldes simpelthen manglende erkendelsesteoretisk og psykologisk viden og indsigt. Undertegnede har derfor kaldt syndromet for APESE-syndromet: Angsten for Psykisk og Eksistentiel Selv-Erkendelse. Dermed understreges at der ikke er tale om simpel ulyst, men om dyb angst: folk frygter virkeligt dybt i sjælen at de risikerer at tabe ethvert moralsk og politisk eller religiøst fodfæste hvis de først begynder at granske deres egne motiver og principper, og denne frygt har de for så vidt ganske god grund til for dermed undergraves al absolut tro på principperne. Disse bliver 'relativiserede', og resultatet af dette opfattes af mange som ren holdningsløshed - og dér ønsker selvsagt ingen normale mennesker at ende, allermindst politiske ledere. Et af de bedste eksempler i dansk politik er SF's stifter, den tidligere mægtige formand for DKP, Aksel Larsen. Han røbede efter bruddet med DKP i 1958 netop at hans største frygt var at havne i en holdningsmæssig relativisme af den art man også kalder ren opportunisme.

I søndagens Deadline var historikeren Peter Øvig Knudsen den eneste der klart fastholdt at Ole Sohns store fejl netop har været at han kryber uden om den nødvendige selverkendelse, og dette kunne Øvig tillade sig at hævde så meget bedre, som han dels selv i sin grønne ungdom var fundamentalistisk kommunist, dels tidligt havde gennenmskuet sine egne fejltagelser og endeligt skrevet det store grundige værk om Blekingegadebanden og dennes systematiske forblændelse og vedholdende naive tro på den revolutionære vej til det fuldkomne samfund. Øvigs synspunkt er meget klart: Ét er at være naiv og forblændet i sin ungdom, noget helt andet at vedblive med at være det, når alle vidnesbyrd fra den store reale verden dokumenterer at det man tror på er illusioner. For Ole Sohns vedkommende gælder specifikt at han sad i DKPs centralkomite fra 1981 til 1991, og altså kæmpede for det gamle kommunistiske systems sag (herunder DDR) længe efter at det sovjetiske parti havde fået en generalsekretær der havde indset at der ikke var nogen vej uden om at gå nye veje. Sohn har taget afstand fra sovjetregimets undertrykkelse - og skrevet en glimrende bog om den danske kommunist og til allersidste åndedrag troende stalinist Arne Munch-Petersens tragiske skæbne i KGB-fængslet i Moskva (og Aksel Larsens fortielse af denne). Men han har aldrig givet nogensomhelst redegørelse for sin egen holdning til det der skete mens han var formand for DKP.

Det vil fremgå at jeg ikke et sekund er i tvivl om årsagen: Ole Sohn er ude af stand til at holde styr på sin egen indre udvikling, for han er blottet for såvel erkendelsesmæssig (filosofisk) som psykologisk nysgerrighed.


Dette er han langtfra ene om i denne verden eller i vort ellers forholdsvis veludviklede land der sætter oplysningen så højt. Det er tværtimod det mest normale. Uvidenheden om erkendelsesteori og psykologi, navnlig dybdepsykologi, er tyk i dette land på trods af at behovet for viden og indsigt bliver større og større hver eneste dag - og det hænger naturligvis sammen med på den ene side de humanistiske videnskabers kapitulation over for naturvidenskabelige principper og metoder og på den anden side den nævnte, hermed sammenhængende, men ubegrundede frygt for at havne i relativistisk holdningsløshed så snart man slipper det absolutte håndtag i fysiske og økonomiske kendsgerninger og begiver sig ned i psyken med alle dens fortolkningsmuligheder. 'Ubegrundet frygt', ja, for psyken - og dermed alle de eksistentielle, æstetiske, moralske og religiøse dimensioner i tilværelsen - er principielt lige så lovbunden og beskrivelig som materien og pengene. Den kræver blot sin egen begrebsramme og sin egen empiri.

Resultatet af uvidenheden er imidlertid at mange mennesker som individer betragtet ikke er i stand til at se udvejen af deres eksistentielle problemer, og at samfundet som sådant ikke er i stand til at finde vej ud af større kriser af den art vi gennemlever i disse år og som er af en sådan art at de ikke kan reduceres til økonomiske, produktionsmæssige, sociale eller demografiske, endsige juridiske problemer, men er yderst komplekse og dybt forbundne med psykiske og eksistentielle forhold. Når ingen ledere har den fornødne indsigt til at lede samfundsudviklingen ind i mere langtidsholdbare og bæredygtige baner, så forfalder politikere og deres spindoktorer som vi gang på gang kan se til at koncentrere sig om blot at profilere sig så godt at de kan vinde næste valg. Men sejren kan de ikke bruge til andet end at tale uden om problemerne og hovedansvaret. Livsløgnene og illusionerne får lov at bestå i alle lejre og på alle fløje. Herhjemme har vi således fået en ny regering til afløsning af den gamle VK-regering. Det betyder da nogle småændringer, men ikke nogen løsning der batter noget, ikke engang nogen vilje til og indsigt i at forfølge den tredje vej på en afklaret og fuldt bevidst måde: vejen mellem tryghedsprincippet og frihedsprincippet. Det eneste man kan håbe på er at vælgerne hen ad vejen bliver lidt klogere og får gang i en påkrævet selverkendelse. Den er ingen steder mere påkrævet end hos venstrefløjen, hvis repræsentant i Deadline 27.11. var overbevist om at man skulle overlade Sohn-sagen til historikerne og iøvrigt se at komme videre. Men det er lige præcis den filosofi man aldrig kommer videre på i erkendelsesprocessen.

Det er muligt at regeringen og regeringspartierne får held til at forhindre eller bremse erkendelsen, eller sløre behovet mest muligt med udenomssnak og smil. Det løser blot ikke de store problemer i vores velfærdssamfund eller i den europæiske kriseøkonomi.

Det er også muligt at Ole Sohn kan blive siddende som vækst- og erhvervsminister. Den gode mand er i hvert fald ikke nogen sikkerhedsrisiko. Men det er langt fra sikkert at statsminister Helle Thorning-Schmidt kan blive ved med at fastholde at hun ikke kan kommentere sagen, fordi den er en personsag. Og det er heller ikke sikkert at den meget trængte SF-formand Villy Søvndal kan nøjes med generelt at fastslå at det er bedst for alle parter at den fulde sandhed om Ole Sohns fortid kommer frem i fuldt lys.

For det er jo ikke Sohns viden eller manglende viden om pengetransaktioner mellem DKP og Kreml der er interessant, men derimod hans selverkendelsesproces på vejen fra fundamentalist til demokrat eller mangel på samme. Og her har Søvndal da et personligt ansvar, fordi han har godkendt Sohn som sin nærmeste medarbejder gennem mange år og til sidst som minister - uden på noget tidspunkt at have forlangt en redegørelse fra Sohn om baggrunden for dennes holdningsskifte. Grunden kan man kun gisne om, men min konklusion er efterhånden blevet, at heller ikke Villy Søvndal har den fjerneste lyst til at reflektere dybere over sine holdninger og principper. Dem betragter han nærmest som givne. Og derfor kommer man ikke uden om hans medansvar for miseren i partiet.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Link til SF's hjemmeside


Relevante artikler på Jernesalt:

Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer  (8.11.11.)
Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (10.4.08.)
Jagten på 'de røde lejesvende' i DR  (5.10.10.)

Aksel Larsen
Jens Otto Krag og standpunkterne
Latterkoncilet

Blekingegadebanden - - en farlig, men håbløs, moralsk og politisk afsporing
Blekingegadebandens syge idealisme- om andet bind af Peter Øvig Knudsens dokumentariske værk

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne vejledende principper for det sekulariserede samfund)

Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi   (16.4.06.)
Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal