utils prefix normal JERNESALT - mellemoest11d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.11.11.

Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold?

Det begyndte i Tunesien hvor diktoren siden 1987 Ben Ali blev tvunget fra magten den 14. januar, og hvor valget den 23. oktober til en ny grundlovgivende forsamling blev vundet af lederen af det muslimske renæssanceparti Ennahda.

Det skød op i Egypten i januar og kulminerede - efter mange dages møder og demonstrationer på Tahrirpladsen eller Frihedspladsen i Kairo - foreløbigt den 11. februar med at den enevældige præsident Mubarak trådte tilbage efter næsten 30 år ved magten. Hans 75-årige øverstbefalende for den egyptiske hær og leder af det militære råd, forsvarsminister Hussein Tantawi overtog statsapparatet og lovede valg til en grundlovgivende forsamling den 28. november, altså nu på mandag, hvad der slet ikke har kunnet stille demonstranterne tilfredse.

Det forplantede sig til Libyen, hvor den spraglede og udspekulerede, men hårdhændede og kyniske oberst Gaddafi forsvarede sig så hensynsløst at FN's sikkerhedsråd greb ind og lod Nato støtte oprørerne, hvoraf nogle til sidst fik fat i diktatoren og dræbte ham. Overgangsregeringen, der tidligt blev oprettet i Benghazi med en tidligere minister som leder, appellerede til orden og besindighed og prøver nu at lede landet frem til valg og samarbejde mellem de konkurrerende magtgrupper.

Yemen blev ramt af voldsomme protester mod præsident Abdullah Saleh, der også har siddet årtier ved magten. Han blev ved med at stille sin afgang i udsigt, men forsatte undertrykkelsen. Først i går - onsdag den 23.11. - gjorde han efter pres fra andre arabiske lande, herunder Golfstaterne, alvor af sit løfte. Den forhadte mand begav sig til Saudi-Arabiens hovedstad for at underskrive en erklæring om at overlade magten til sin vicepræsident - forud for det forestående valg.

I Saudi-Arabien selv sker der ingen forandring. Kongen sidder fast på tronen, men følger opmærksomt med i hvad der foregår omkring ham. Han frygter uden tvivl at foråret rammer hans eget regime og forsøger derfor en slags balancegang i regionen.

Og i Syrien har der nu i måneder været demonstrationer i såvel hovedstaden som andre storbyer mod den enevældige magthaver Bashar al-Assad der i 2000 overtog magten efter sin far Hafez al-Assad. Denne havde magten fra 1969 og undertrykte i hele sin regeringsperiode al opposition så effektivt at han gjorde Syrien til det mest stabile land i hele Mellemøsten. Bashar al-Assad bruger uden skrupler samme metoder, men har på få uger gjort udlandet så bekymret at selv Den Arabiske Liga har valgt at suspendere ham fra medlemsskab indtil han ændrer kurs. Det er formentlig allerede for sent. Hans militær og sikkerhedsfolk skønnes i år at have dræbt omkring 3700 mennesker, men oprørerne lader sig imidlertid ikke kue, selvom enhver demonstrant risikerer at blive skudt eller banket ihjel af politistyrkerne. Presset på præsidenten vokser. Oppositionen bliver stadig bedre organiseret og har tilsyneladende en del officerer og militærenheder med sig. Lederen af Nationalrådet i eksil bebuder et officielt program for magtovertagelse. Selv Rusland har ytret bekymring for egentlig borgerkrig. Der kommer dog ikke - som i Libyen - militær intervention udefra, for situationen i Syrien er alt for kompleks til fx et flyveforbud fra FN og Nato der kunne give oprørsstyrker beskyttelse. Men ikke mange eksperter giver Bashar al-Assad mange chancer for at overleve mere end nogle måneder eller et halvt år.


Alt i alt har det arabiske forår og hele det folkelige håb om forandring og fri udfoldelse vist sig uhyre omfattende og overraskende stærkt som momentum og inspiration. Det har givet muslimer i hele regionen håb om frihed og samtidigt givet verden udenom håb om at se en uhyggelig politisk og social stilstand i kombination med en ulyksalig kanalisering af den letantændelige folkelige energi til had mod vestlige værdier afløst af en sundere og mere konstruktiv vilje til forandring. Saudi-Arabien er undtagelsen der står helt i stampe i sin royale konservatisme. Den palæstinensiske ledelse adskiller sig også ved at have indladt sig på appeller til flertallet i FN's generalforsamling om en statsanerkendelse der ikke bygger på en fremtidssikret fredsaftale med Israel. Og det ikke-arabiske, persiske Iran er i fuld gang med under dække af fredshensigter at udvikle en atombombe der både vil true Israels eksistens og magtbalancen i regionen.

Problemet er diktatorernes hårdnakkede forsøg på at slå oppositionen ned eller frustrere den med tilsagn om reformer der ikke bliver til noget. Derved sættes oprørerne på en hård prøve. For de skal opvise både fornøden udholdenhed og tålmodighed og samtidigt nødvendig kløgt. Problemet ses allertydeligst i Egypten i disse dage. Landets militærjunta med marskal Tantawi i spidsen erklærer sig villig til at gå af, når valget er overstået. Men uroen på Tahrirpladsen fortsætter og giver så blodige sammenstød mellem ordensmagt og demonstranter at valgets afholdelse er blevet usikker. Der er blevet skudt med skarpt mod demonstranterne - og tales om ialt mindst 37 dræbte på få dage. Indenrigsministeren har allerede foreslået valget udskudt. Men sker det kan situationen let komme helt ud af kontrol. Og styrets nylige undskyldning for drab på demonstranter hjælper næppe.

Der er med andre ord langt fra den glade, euforiske og meget smittende stemning der kendetegnede folkemøderne på Tahrirpladsen i februar. I dag er det vrede og frustration der hersker. Tålmodigheden er ved at være brugt op. Demonstranterne vil nu af med den ordensmagt der alene ville være i stand til at opretholde normal ro og orden, men som dels tilhører det gamle regime og dets stærke økonomiske interesser, dels ikke kan komme demonstranterne imøde på en måde der kunne sikre en fredelig og velorganiseret vej til forandring.

Grundproblemet er klassisk: Frihedstrangen og -oprøret løber panden mod en mur af velorganiseret magt der reelt ikke er villig til at underkaste sig civil politisk kontrol. Oprørere og demonstranter frustreres derfor mere og mere og falder for fristelsen til stadigt mere voldelige, men ineffektive metoder der relatvit nemt kan slås ned med militærapparatets barskeste metoder. Demonstranterne på Tahrirpladsen kan næppe længere siges at repræsentere folket i bred forstand. Mange almindelige borgere der prøver at passe deres daglige dont er ikke fri for at ønske sig tilbage til Mubaraks dage, hvor der i det mindste var ro på gaderne.

Valget i næste uge kan gå i fisk, fordi det dels kan blive for farligt at stå i kø ved valgstederne, dels kan blive alt andet end fair sag og altså slet ikke slutte med et rimeligt repræsentativt (demokratisk) resultat. Specielt ungdommens nye partier truer med boykot af valget. Det øger kun risikoen for at islamisterne og militæret kan vinde.


Ungdommen er normalt altid mere utålmodig end gennemsnittet - og de har også generelt større tilbøjelighed til at gribe til voldelige metoder der kan true den elementære civile orden der er basis for frie valg. De kan naturligvis begrunde den primitive voldsanvendelse (stenkast, benzinbomber og hærværk) med militærets hårde nedkæmpning af demonstrationerne. Men den er alligevel medvirkende til at modsætningerne forøges, således at militærapparatet låser sig fast i en urokkelig forsvarsposition omkring den bestående magtstruktur. Og volden øger afstanden til såvel småborgerne (de handlende) som den veluddannede elite der ønsker en fredelig udvikling mod demokrati og iøvrigt har det så godt at de har overskud til at diskutere fremtiden.

Et af slagordene fra aktivistisk side går på at det er Gud og generalerne der står i vejen for demokratiet. Og da det er ubestrideligt at fuldt demokrati betyder sekulariseret demokrati hvor al militær magt er under civil politisk kontrol, er der meget om påstanden. Den er blot alt for forenklet og tager hverken højde for at religionen betyder meget for de fleste muslimer (ikke kun for deciderede islamister), og at en politisk kontroleret civil orden ikke kan være effektiv uden en legal ordensmagt der har midler og myndighed til at skride ind mod uorden og vold.

Problemet med religionen er at muslimerne som sådanne er flasket op med den grundopfattelse at religion og politik hører sammen i den forstand at al lovgivning, administration og ret bør være i overensstemmelse med de religiøse forskrifter der står i Koranen eller Shariaen. Nøjagtigt det samme har været tilfældet med sammenhængen mellem den verdslige magt og kristendommen i europæisk historie helt op til oplysningstiden der banede vej for demokratiet. Sekulariseringen blev lidt efter lidt gennemført, således at kirken som sådan blev adskilt fra den verdslige magt. Og det førte igen til den udbredte misforståelse at religion og politik skal være principielt adskilt - således som fx tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kraftigt pointerede under Muhammedkrisen. Fejlen i ræsonnementet ligger i den manglende sondring mellem religion og præsteskab.

Den kirkelige magt i form af fx præstestyre er absolut uforenelig med demokrati, men religion som åndelig faktor kan under ingen omstændigheder holdes uden for nogen del af menneske- eller samfundslivet. Den skal tværtimod altid kunne belyse og vejlede verdslige anliggender, men det må aldrig blive en dikterende magtfaktor. Når misforståelsen er så udbredt på vore breddegrader som den er, skyldes det naturligvis at de fleste mennesker fortsat forbinder religion med præster og kirkelig virksomhed og vil have sig frabedt at de særligt religiøse mennesker (ofte kaldet de 'hellige' eller 'troende') blander sig i deres liv. De forstår ikke at alle mennesker dybest set er religiøse i den forstand at de stort set alle går ud fra at mennesket ikke frit kan bestemme alting efter eget hovede, men må tage hensyn til overordnede faktorer - uanset hvor svære eller umulige disse er at bestemme præcist. Det er denne form for oprindelig og i virkeligheden biologisk udsprunget religion der ligger i Jernesalts udogmatiske filosofi, den komplementære helhedsrealisme.

For flertallet af muslimer i muslimske lande er den bevidsthedsmæssige forbindelse mellem det verdslige liv og den åndelige faktor som ligger i islam ikke brudt, da dette flertal er praktiserende muslimer. I det omfang demokrati i vestlig forstand ønskes indført i deres egne lande, må det nødvendigvis indebære et opgør med gammel praksis hvor præster, imamer og ayatollaher til stadighed blander sig i det politiske, sociale og moralske liv på en dogmatisk og visse steder decideret diktatorisk måde (hvor de har hals- og håndsret over afvigere og kritikere). Det er derfor temmelig indlysende at meget demokratisk hungrende unge aktivister med største skelen til friheden i vestlige lande ikke alene ønsker alle former for præstestyre udelukket, men også er yderst betænkelige ved fx Det muslimske Broderskabs store rolle i Egypten. Broderskabet stiller jo op til valget og har endda store chancer for at blive det største parti. Det går principielt ind for sharialovgivning og tager sig derfor udemokratisk ud. Men det er blot ikke på nuværende tidspunkt i udviklingen til at komme udenom, fordi det er særdeles velorganiseret, har et umådeligt fintmasket socialt netværk og samtidig en lang erfaring i at være i opposition til de verdslige (militære) magthavere.


Og hvad militæret angår, skal det hverken glemmes at militæret i Egypten og flere andre muslimske lande er umådeligt tæt knyttet til den verdslige og ikke mindst økonomiske magt som reelt har kontrolleret store dele af samfundslivet, eller overses at det samtidigt har sikret en stabilitet som på den ene side nok - som det var hensigten - har garanteret den fortsatte konservatisme, men på den anden side også har givet en elementær orden i samfundslivet som almindelige mennesker (ikke mindst de handlende småborgere) har haft gavn af og været trygge ved - sålænge de ikke nærede drømme om vidtgående forandringer. Stabiliteten har også indtil for ganske nylig været en ubetinget fordel for vestmagterne, som derfor i vid udstrækning har støttet de reaktionære regimer.

Et organ som Det militære råd i Egypten kan ikke bedømmes som andet end et levn fra fortiden (Nassers, Sadats og Mubaraks tid) og en mand som general Tantawi, der blev udnævnt af Mubarak, ikke som andet end en reaktionær klods om landet, der forhindrer udvikling. Han sørgede for at få Mubarak ekspederet væk fra magten, han var også klog nok til at afgive løfter om valg og ny grundlov. Men han har ikke arbejdet alvorligt for det sidste - og hans tid er derfor omme. Bliver der i næste uge gennemført det planlagte valg til en grundlovgivende forsamling, giver det islamisterne og andre velorganiserede grupper store chancer for at sætte sig på magten - og på en eller anden måde skabe forudsætninger for videre forandringer.

Men hvis den mest revolutionære del af den aktivistiske ungdom boykotter valget og insisterer på en helt ny samfundsorden, fordi de i deres utopisk-anarkistiske forestillinger slet ikke vil acceptere en civil orden der har rygdækning i en decideret ordensmagt, så kan det gå grueligt galt. Det kan nemlig ende i en permanent uro eller ligefrem revolutionær tilstand, som ikke fører til noget konstruktivt, men derimod i værste fald risikerer at ende med tilbageskridt til ukontrolleret militærmagt eller ukontrolleret præstestyre. Og det vil igen sige at det arabiske forår i Egyptens tilfælde foreløbigt vil ende blindt.

Det er naturligvis ikke ensbetydende med at det arabiske forår generelt er løbet ud i ørkensandet. Dertil er de skabende frihedskræfter for stærke, men demokratiet kan let blive udskudt, hvis oprørere og demonstranter ikke i tide forstår at det først kommer i stand gennem et langt og sejt træk der reducerer volden og fremmer dialog og civil orden. Den arabiske ungdom er uden tvivl inspireret af den vestlige verdens levevis, frihed og velfærd, men den er som al ungdom kortsynet og utålmodig. Den er derfor ikke tilstrækkeligt opmærksom på hvor lang tid det tager at indføre sekulært demokrati. Men det vigtigste er at processen er kommet i gang og næppe kan standses. Set i det lys må den vestlige verdens reaktion på terrorangrebet på USA 11.9.01. betragtes som centralt og fortjenstfuldt.

Jan Jernewicz


Henvisninger:


Relevante artikler på Jernesalt:

Gaddafi er død, men Libyen står tilbage med store problemer  (21.10.11.)
Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)
Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal