utils prefix normal JERNESALT - livetogvirkelighed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.7.07.

Livet og virkeligheden

Livet et mysterium som elementær kendsgerning
Biologi og fysik
Evolutionen
Samfundslivet
Eksistensen
Henvisninger


Livet et mysterium som elementær kendsgerning    Til toppen  Næste

Liv er ifølge Niels Bohr en elementær kendsgerning, dvs en kendsgerning det ikke er muligt at reducere til noget enklere. Det samme gælder fundamentale fænomener som bevidstheden, sproget og samfundet.

Dette betyder naturligvis ikke at der ikke kan gives gode og brugbare beskrivelser af fænomenerne, eller at der ikke kan opstilles en række betingelser for deres opståen og funktion, men at det er umuligt at forklare dem til bunds - og altså tidsspilde at forsøge på det.

Liv er en så kompleks størrelse, at den ikke alene bliver studeret i naturvidenskaben, men også i human- og socialvidenskaberne samt eksistensfilosofien. Liv betegner ikke alene en modsætning til den døde natur, men som Claus Emmecke fastslår i Encyklopædien også psykologiske og kulturelle processer der har dynamisk helhedspræg og som forudsætter liv i biologisk forstand.

Liv har derfor alle dage været betragtet som et mysterium der har givet anledning til mange religiøse forestillinger, filosofiske spekulationer, naturvidenskabelige teorier og - et utal af mere eller mindre lommefilosofiske og humoristiske betragtninger. Det sidste er ikke helt ligegyldigt i denne sammenhæng, fordi de med al ønskelig tydelighed viser at fænomenet er uhyre mangetydigt og netop som helt elementær kendsgerning unddrager sig eksakt definition og forklaring. Eller med andre ord at fænomenet om noget hører hjemme under dagligsprogets flertydighed.


Seneca mente, at det at leve var at kæmpe. Grundtvig fik det til: Kæmpe vi må i den løbende tid, livet herneden er strid. Cicero fandt derimod at det at leve var at tænke. Og det svarer næsten til Descartes påstand mange hundrede år senere "Jeg tænker, altså er jeg". Schopenhauer lancerede udtrykket 'viljen til livet', og det genfindes på en måde i Olof Palmes opfattelse: Politik er at ville. Ludvig Holstein mente at liv er at gro, og det bekræftes i Nordahls Griegs strofer: Vi véd, at ånd er evig, og liv vil altid gro. Den danske ordsprogssamler Edvard Mau kan citeres for visdomsordene: Mødes og skilles er livets gang. Mens Henrik Ibsen som bekendt svor til bekendelsen: At leve er - krig med trolde i hjertets og hjernens hvælv. At digte - det er at holde dommedag over sig selv.

Fra næsten samme tid har vi talemåden 'Livet er ikke lutter lagkage'. Samuel Butler mente at livet blot er en langvarig måde at blive træt på. Jonathan Svift betragtede livet som en tragedie, i hvilken vi en tid sidder som tilskuere og derpå spiller vor rolle. Jean de la Bruyère var delvis enig: livet er en tragedie for dem der føler, men en komedie for dem der tænker. Heraf kan formentlig sluttes, at det er klogest at holde sig til tænkningen! Det gjorde Niels Bohr, og han kom til det resultat at vi både er tilskuere og skuespillere i dramaet.

Allerede Salmernes bog slog fast at livet er en jammerdal. Men hedengangne Aktuelts mangeårige spasmager Otto Ludwig tilføjede trøstende: .... men nævn et alternativ der er mere lystigt. Det var også ham der sagde, at "Hvis der er et liv efter dette, bliver det nok også ad helvede til". Og så er vi tilbage til pessimismen, eller rettere til den fingerede pessimisme.

Storm P. har et utal af 'fluer' om emnet. Den kendteste er nok: Livet er som en barneskjorte, kort og beskidt. Men en anden lyder: Ak ja, livet er svært - men matematik er sværere. En tredje: Livet er en gåde, og løsningen står på bagsiden. Variationerne er mange: Livet er en karussel, når man har kørt nogle omgange, må man betale - og så ta'r man en tur til. Eller: Livet er en raket, der farer op og efterlader en pind - som familien kan slås om. - Men Storm P havde en vidunderlig evne til at sætte dette meget alvorlige emne i et perspektiv der totalt undergravede al højtidelighed: To ting er af stor betydning her i livet - en bestemt karakter - og lidt natron efter måltiderne, kunne han sige. Eller Livet er herligt - men intet er dog som et stort velskænket glas øl!

Og dermed turde vi være beredte på alvoren!


Biologi og fysik    Til toppen   Næste

Naturvidenskaben er nemlig ikke til at spøge med, for dens ideal er og bliver fysikken, dvs udforskningen af de faste ting vi kan tage og føle på, for dem er vi af psykologiske grunde ikke i tvivl om eksisterer - jf. artiklen Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken  (26.6.07.). Ifølge Claus Emmecke opfatter biologien som eksperimentel naturvidenskab derfor som udgangspunkt liv som noget rent materielt og empirisk. Men da det er temmelig svært at se bort fra at det vi opfatter som levende har visse egenskaber eller funktioner som adskiller sig fra det døde stof, så bliver også biologien nødt til at inddrage funktionelle forklaringer for at forstå hvad der sker.

En overgang forsøgte man sig med vitalistiske forklaringer, dvs teorier der opererede med en eller anden slags indbygget hensigtsmæssighed i de levende organismer. I nyere tid forekommer teorier om intelligent design som forudsætning for liv og udvikling, men det er spekulation. Fast står imidlertid at liv på jorden er kendetegnet ved udvikling, dvs en eller anden tendens til at gå ud over sine egne grænser. Den darwinistiske udviklingslære fastslog en evolution fra meget primitive levende væsener til hele raden af fisk, fugle, pattedyr og mennesker vi kender i dag.

Darwins samtidige, filosoffen Herbert Spencer, så udviklingen som en universel tendens mod større kompleksitet og heterogenitet. I den såkaldt organicistiske biologi betones netop organismernes kompleksitet og selvstændighed i forhold til simple naturprocesser.


Emmecke gennemgår i Encyklopædien nogle vigtige paradigmer for den biologiske videnskab. Det dominerende er det 'neodarwinistiske' der forstår liv som evolution gennem naturlig selektion af en samling enheder der bærer den genetiske information. Det 'autopoietiske paradigme' opfatter liv som den organisation der opretholder sig selv, mens den 'biosemiotiske' fokuserer på de biologiske systemer som tegnsystemer. Men der findes også teorier om åbne systemer af mere eller mindre kaotisk art (kaos her forstået som følsomhed over for begyndelsestilstandene). Liv defineres fx som 'autonome agenter' eller som 'komplekse dissipative strukturer på kanten af kaos'. Ordet 'dissipativ' er i denne sammenhæng indført af Prigogine og betyder spredende eller ødslende og går på levende organismers evne til at formere sig uden hensyn til overlevelsesmuligheder på længere sigt. Som eksempel kunne nævnes torskens ødselhed med hensyn til spredning af rogn i havet; kun et lille fåtal af æggene bliver befrugtede.

Med hensyn til spørgsmålet om livets opståen forestillede man sig før evolutionslæren en 'spontan genese', men efterfølgende forstod man at komplekst liv forudsætter en lang kæde af processer. Men som Emmecke understreger, så er det ikke nok at påvise oprindelse af livets simple byggesten (herunder vand og temperaturer omkring 37 grader), for det forklarer ikke igangsætningen af livsprocesserne som sådanne. Det er fortsat en gåde hvordan dannelse af makromolekyler er foregået.

Liv må derfor biologisk set betragtes som levende organismer der realiserer visse processer. Liv er en egenskab på cellens systemniveau og opefter og kræver et samspil af mange forskellige stoffer. Liv er altså med Emmeckes ord defineret funktionelt, processuelt og organisatorisk, men ikke entydigt stofspecifikt.


I naturfilosofien har man siden Aristoteles skelnet mellem livløs materie og 'liv det har et formål' - ligesom almindelige mennesker altid har gjort - men dualisten Descartes forkastede selve begrebet liv som et uvidenskabeligt blandingsbegreb og satte dermed i realiteten netop det for livsprocesserne særligt karakteristiske uden for videnskabens regi. Senere dukkede som nævnt vitalismen op, men her er problemet at man nok som udgangspunkt kan konstatere en eller anden form for hensigtsmæssighed i livsprocesserne, men ikke kan forklare den. Det forholder sig derfor stadigvæk sådan at begrebet liv splitter biologerne i en strengt naturvidenskabelig (læs materialistisk) fortolkning og en mere normativ forståelse. Da man ikke kan give nogen forklaring på vitaliteten, hensigtsmæssigheden eller normativiteten er der i nyere biologi en tendens til at betragte liv som et emergent fænomen, noget principielt nyt der dukkede op i udviklingen uden at man kan forklare hvorfor.

Fysikeren Niels Bohr, hvis far var biolog, og som derfor fra barnsben var fortrolig med uforeneligheden af modsætningen mellem vitalitiske og materialistiske synspunkter, valgte også at betragte liv som en elementær kendsgerning, men foreslog også at man kunne se komplementært på modsætningen, dvs måtte fastholde de to synspunkters logiske uforenelighed, men samtidigt begges berettigelse og nytteværdi for den videre udforskning.

Karakteristisk for alt liv er at det har sin tid. Liv står i modsætning til den døde natur, men selve modsætningen mellem liv og død er som Emmeche påpeger en grundlæggende eksistentiel dimension i den menneskelige tilværelse. Levende organismer er kendetegnet af forandring, vækst og udvikling, hvorunder der sker stofskifte og energiforbrugende processer, men som altså også ophører på et eller andet tidspunkt. Her kommer entropibegrebet ind i billedet, fordi liv kan karakteriseres ved at det modsat den døde natur udvikler sig 'imod sandsynligheden', dvs gennem sit energiforbrug (der i sidste ende beror på solenergien) gror og skaber stadigt mere komplekse former, mens den døde natur gør det modsatte og tenderer mod kaos. Den russisk-belgiske kemiker Ilya Prigogine talte om at livets udvikling dermed gik imod termodynammikens generelle lov og altså tenderede imod uligevægt. En dansk biolog som Holger Møllgaard, der også var optaget af 'varmelærens anden hovedsætning', gjorde i sin tid i bogen 'In tyrannos' tilsvarende gældende at det karakteristiske for liv og ganske særligt det menneskelige liv var 'en vedvarende eksistentiel tilblivelse imod sandsynligheden'. Han lagde dermed op til en kulturforståelse der brød med den gængse materialistiske og marxistiske opfattelse.

Det mest ejendommelige i rent biologisk forstand ved liv er og bliver dog, at liv er langt mere bundet til tiden end de livløse ting. Det synes som om liv og død hører sammen på netop den måde at alt individuelt liv som entropi-ædende fænomen er stærkt tidsbegrænset og har en relativ kort cyklus med begyndelse, opvækst, kulmination, aldring eller forfald og uundgåelig afslutning af definitiv karakter.


Evolutionen    Til toppen   Næste

På det store artsmæssige plan betyder livets tilsyneladende universelle tendens mod stadig større kompleksitet at livet over en lang periode på 3,8 mia år har udviklet sig fra primitive former som amøber til pattedyr og senere først og fremmest mennesker der efterhånden har underlagt sig hele jordkloden. Resultatet er i sidste ende - vor tid - blevet en kolossal befolkningstilvækst, men samtidig udryddelse af mange arter.

Karakteristik for udviklingen er hvad Darwin kaldte den naturlige selektion, hvilket vil sige den uregulerede, ikke-villede selektion. Denne selektion er overvejende passiv. Der er ikke tale om at arterne udrydder hinanden gennem aktiv kamp, men om at de arter der får mest afkom som følge af de bedste levevilkår fortrænger andre og i denne forstand vinder kampen.

For de højere arters vedkommende og ganske særligt for pattedyrene, herunder menneskene, spiller seksualiteten en stor rolle. Gennem orgasmen gives der individerne en meget stor gevinst ved formeringen, som derfor ikke forsømmes. I menneskekulturen er der dog med opfindelsen af nye præventive midler skabt ubegrænset mulighed for nydelse af seksuallivet uden ringeste hensyn til forplantningen. Dette medfører igen den ejendommelighed ved livet at forplantningen reguleres af økonomiske muligheder i begrænsende retning. Jo mere velstillet og oplyst en befolkning er, og jo mere velstillet den vil være, jo færre børn vil den få. Det kunne teoretisk være en fordel for det totale miljø, men giver indtil videre store skævheder i det globale udviklingsforløb, fordi de fattigste og mindst oplyste får for mange børn i forhold til de levevilkår de har - med sygdomme og overdødelighed til følge.


En anden ejendommelighed ved evolutionen er at der på et tidspunkt sker dannelse af et bevidsthedsliv hos de højst udviklede arter. Forudsætningen er ganske klart udviklingen af et komplekst nervesystem med rygmarv og specificerede hjernefunktioner, men igen kan det fastslås, at selvom vi kan opregne de fysiske og kemiske betingelser, kan vi ikke give en endelig forklaring på fænomenets opståen. Også bevidstheden må betragtes som en elementær kendsgerning af emergent art i udviklingen.

For menneskets vedkommende indebærer bevidsthedsdannelse mulighed for sprogdannelse (udover hvad andre dyr har af primitivt tegn- og lydsprog) og kommunikation mellem individerne via sproget. Igen kan forudsætningerne konstateres og beskrives i stadigt finere detaljeringsgrad, men en forklaring kan ikke gives. Også det menneskelige sprog er en elementær kendsgerning af emergent art i udviklingen.

Karakteristik for den menneskelige bevidsthed og det menneskelige sprog er endeligt skabelsen af et sjæleliv og et åndsliv. Via sproget er mennesket i stand til i langt højere grad end andre højerestående dyr at fastholde erindringen om tidligere begivenheder og forestillingerne om fremtidige muligheder. Desuden kan der udveksles detaljerede introspektive iagttagelser og erfaringer med andre, ligesom der kan iagttages drømmevirksomhed. Mennesket får et rigt sjæleliv med rige forestillinger om såvel fortid som fremtid og med en uhyre kreativ underbevidsthed der vedblivende giver spontane input til den aktuelt iagttagende, vågne bevidsthed.


Men dette sjæle- og åndsliv er også karakteriseret ved former for 'højere bevidsthed', dvs bevidstformer eller -tilstande der ikke blot er præget af sansning, føling og tænkning i almindelig forstand, men også af føling med fænomener der er af overpersonlig og undertiden ekstatisk art. Der er vel at mærke ikke tale om fænomener som kun mennesker oplever, men også om fænomener som andre højerestående dyr oplever under særlige betingelser. Orgasmen er et af dem og viser jo netop at det er udbredt til alle højerestående dyr.

Biologen og filosoffen Konrad Lorenz sætter det i nøje sammenhæng med selve den grundlæggende dyriske aggressivitetsdrift. Den udløses refleksagtigt i situationer der kræver kamp-indsats for individuelle eller sociale interesser. Og den fører i sagens natur ofte til voldelig eller direkte destruktiv adfærd. Den ledsages objektivt af forhøjet tonus i hele den tværstribede muskulatur, stram legemsholdning, løftet hoved samt rejsning af hårene på ryggen. Men subjektivt ledsages den af oplevelsen af en 'hellig' gysen ned ad ryggen, en løftelse ud over hverdagens bindinger, en nedvurdering af alle forhindringer samt suspension af fornuftsmæssige overvejelser (dvs af de sekundære psykiske grundprocesser). Lorenz kalder denne begejstring et af menneskenes ægte instinkter (ordet begejstring kommer af tysk 'Geist', der betyder ånd), og han pointerer at denne overordentligt befriende oplevelse er en næsten uimodståelig fristelse, når den tilbydes. Det har demagoger alle dage forstået at udnytte. Fristelsen ligger også bag alle unge menneskers lyst til fest og 'drukture' ud over det almindelige - jf. den aktuelle debat om visse rejseselskabers arrangerede drukture til Bulgarien. Men den ligger skam også bag alle former for religiøs, politisk eller kunstnerisk 'løftelse' og er følgelig forudsætningen for at et fællesskab af politisk eller religiøs art kan få energi til særlige kraftanstrengelser. Og dette gælder vel at mærke ikke blot de negative eller destruktive, men også de positive og konstruktive. Uden at den instinktive begejstring vækkes, vil et folk aldrig kunne få energi til at nå op på et højere udviklingsniveau.

Hertil kommer forekomsten af det kollektivt ubevidste, dvs af en ubevidst kommunikation mellem individerne inden for det store kollektiv, der dels dannes af gruppekollektiver, sprogkollektiver, nationskollektiver samt troskollektiver, dels af hele det universelle kollektiv, menneskeheden som sådan. Disse kollektiver afgiver fælles forestillinger inden for en større eller mindre gruppe - og for menneskehedens vedkommende forestillinger af universel art, herunder de såkaldt arketypiske forestillinger. Dette muliggør påvirkninger mennesker imellem der langt overstiger hvad der sker i dyreverdenen både tidsmæssigt og afstandsmæssig. Intet er som dybe arketypiske forestillinger egnet til at vække den ovennævnte begejstring for folkelig bevægelse. Ja, en sådan kan overhovedet ikke ske uden føling med arketypiske forestillinger

Altsammen er det forudsætningen for næste trin i evolutionen, dannelsen af et egentligt samfundsliv.


Samfundslivet    Til toppen   Næste

Ligesom selve livet og fænomenerne sprog og bevidsthed er samfundslivet en elementær kendsgerning vi ikke kan give en forklaring på. Forskningen kommer aldrig bag om samfundet, pointerede religionshistoriken Vilh. Grønbech, og dermed mente han, at vores forskning altid forudsætter vort eget sprog.

Fra dyreriget kendes former for socialt fællesskab der kan sammenlignes med samfund, fx myrers og biers fællesskab på primitivt niveau eller fuglekoloniers og hjorteflokkes fællesskaber på noget højere niveau. Men rådet 'Gak til myren og blive vis' er et meget dårligt råd for os, fordi myresamfundet er et slavesamfund der er fuldstændigt blottet for alt det mennesket sætter pris på så som en vis individuel frihed, en høj grad af kreativitet og en kompleksitet og nogle udviklingsmuligheder som er uden fortilfælde.

Samfundslivet er kendetegnet af en uhyre mangfoldighed gennem tiderne der har ført til mange vidt forskellige kulturer og religioner - og inden for disse en rigdom på variationer på alle felter. Gang på gang sker der emergente fænomener i form af nye opdagelser, nye idéer og nye livsformer, som etnologer, antropologer og religionsforskere kan forske i og beskrive. Men i det store perspektiv synes der også at være sket en udvikling i en bestemt retning, kendetegnet bl.a. af befolkningstilvæksten, urbaniseringen og den teknologiske udvikling. Alt for stillestående og lukkede samfund har ikke store overlevelsesmuligheder i en åben verden, selvom de som det gamle Kina har haft held til at lukke sig inde og holde andre ude gennem århundreder. Før eller siden vil lukkede samfund bukke under for udviklingen, hvis de ikke formår at tilpasse sig tidens krav.

Kulturer er derfor opstået og kulturer er bukket under. Det samme gælder religioner. Guder opstår og guder forgår. Men kulturernes gang er ikke cyklisk, men lineær. Der sker en eller anden form for fremskridt, hvad der er blevet ganske særligt tydeligt i nyere tid. Udviklingen bevæger sig på en eller anden måde i en bestemt, men langtfra gennemskuelig retning. Vi har fået en historie der ikke blot er en evig gentagelse af et gammelt mønster, men er en udvikling i en bestemt retning gennem forskellige trin, endda i et stadigt hastigere tempo, der i sig selv er ved at blive problematisk.


Mange af de underliggende processer er af mere eller mindre spontan og tilfældig art. Samfundslivet og historien er i vid udstrækning præget af tilfældighed, der bl.a. ligger i den lov om utilsigtede virkninger, som historikeren Paul Johnson har formuleret, og som siger at alle politiske handlinger i verden ud over de tilsigtede virkninger altid også vil have nogle utilsigtede. Det skyldes at de politisk agerende personer på grund af samfundets store kompleksitet aldrig vil være i stand til at kunne overskue alle virkninger af deres beslutninger. Man kan fra det 20. århundrede nævne såvel Stalins som Hitlers store dramatiske beslutninger, eller - uden sammenligning iøvrigt - fra dette århundrede Georg W. Bush's beslutning om Irak-krigen.

Karakteristisk for mennesket er i denne forbindelse også muligheden for oprør mod det bestående. Oprørene kan være rent magtpolitiske og blot have til formål ved kup at skubbe uønskede regenter fra magten for selv at komme til. Men de kan også være bredere idealistiske og have til formål at fjerne tyranner eller andre der står i vejen for fremskridt eller frihed. Luther gjorde i sin tid oprør mod pavedømmet. Franskmændene i 1789 mod enevælden. Socialisterne siden flere steder mod overklassen og borgerskabet. Nelson Mandela mod apartheidstyret i Sydafrika og så fremdeles.

Oprør kan også være ungdomsoprør og i denne forstand være en ung generations kamp for selvstændighed og imod en mere eller mindre forstokket ældregeneration. Det første ungdomsoprør i verden hedder 'syndefaldet' og var i mytologisk forstand rettet mod selve den guddommelige skaber, det 'faderlige ophav', som ville bevare de første mennesker i uskyldens tilstand. Men takket været den menneskelige bevidstheds egenart var dette umuligt. De første mennesker spiste af kundskabens træ og blev på en og samme gang bevidste om deres kønskarakter og deres mulighed for at påtage sig et personligt ansvar for deres liv. Oprøret gentager sig generation for generation, ja individ for individ gennem hele historien. Med syndefaldet begyndte og begynder kulturen.

Det karakteristiske ved evolutionen når vi når frem til menneskets situation er altså at den når et trin hvor dens højeste livsform bliver bevidst om muligheden for at gribe bevidst ind i udviklingen. Det medfører for det første et ansvar som ikke kendes i det lavere dyreliv, for det andet en mulighed for at vælge katastrofale løsninger på opdukkede problemer. Ansvarligheden som sådan er ikke i sig selv nogen etik, men en simpel biologisk kendsgerning. Men den må nødvendigvis resultere i en etik eller nogle etiske overvejelser om hvilke veje der er gode for samfundsudviklingen, og hvilke der er dårlige.

Den tredje følge af bevidstheden om muligheden for at gribe ind i udviklingen er det personlige ansvar for eksistensen.


Eksistensen    Til toppen   Næste

Eksistentielt set er den grundlæggende dimension - som Emmecke påpeger - modstillingen af liv og død. Livet kan følgelig ikke betragtes alene ud fra en værdifri, naturvidenskabelig betragtning, men må også belyses ud fra humanistiske, etiske og religiøse forestillinger. Og i denne forbindelse kommer betragtninger om meningen med tilværelsen ind på linje med opfattelser af 'det gode liv', 'lykken' eller 'livskvalitet', foruden livsformer og moderne 'livsstile'.

Antikken opererede med en dydsetik, men dyd var vel at mærke ikke så snævert et begreb som i senere moralisters mund, hvor fordømmelsen af det ikke-dydige ligger lige på tungen. Ved dyd forstod de gamle grækere en stræben efter fuldkommenhed som dækkede både adfærden og erkendelsen, ja, inddrog begrebet om det skønne - og altså kan siges i en vis forstand at være en gammel form for helhedsrealisme.

En senere tids humanister betragter også livet som normativt i ganske verdslig forstand. Liv er fuld udfoldelse af menneskets potentialer for et kulturelt righoldigt liv. Det bliver også til talen om 'selvrealisering' eller 'mennesket i centrum', udtryk der positivt betegner nødvendigheden af for den enkelte at bruge sit liv på en fornuftig måde frem for bare at følge med strømmen eller springe over hvor gærdet er lavest. Men negativt kan begreberne ses som udtryk for tendensen til at fremme egeninteresserne på bekostning af fællesskabets interesser. Og dermed havner vi i konflikten mellem friheden og fællesskabet, eller mellem den individuelle frihed og det samfundsmæssige hensyn. Liberalister betoner friheden (under ansvar), mens socialister betoner fællesskabet, ligheden og solidariteten. Regeringens netop bebudede genoptagelse af værdikampen gennem en kraftig understregning af det personlige ansvar, må tages som udtryk for nødvendigheden af at gøre op med en tiltagende ansvarsløshed i tiden. Det er dog stadigvæk sjældent at man forstår modsætningerne som komplementære, selvom de i høj grad er det. Jf. artiklen om komplementariteten mellem individ og samfund.


Meningen med tilværelsen er ikke givet fra naturens hånd, den er helt og holdent et subjektivt fænomen der ikke kan begrundes ad videnskabelig vej, men må findes af hvert enkelt menneske som en personlig sag der indebærer ansvar for eget liv og egen 'lykke'. Undertiden hævdes det at meningen er givet med religionerne og derfor kan findes i de religiøse skrifter, og at den følgelig er en trossag, dvs en dogmatisk sag, men det er psykologisk set en misforståelse for den mening der forhindrer fortvivlelse kommer ikke fra dogmatiske postulater, men fra en dyb erfaring af en mening med det hele. Men helt ude fra det blå kommer en sådan nu ikke.

For sagen er at vi alle fødes ind i en meningsfuld sfære med forældre der føler omsorg for os og som har såvel et sprog som et fællesskab - og på vore breddegrader endog en stabil civil orden - som grundlag. Sådan har det, lige bortset fra det sidste punkt, været fra tidernes morgen - og det eneste spørgsmål man i den forbindelse kan stille er derfor kun, hvor de første menneskers mening da kom fra. Da vi ikke har skriftlige vidnesbyrd af nogen art om disse første mennesker må vi ty til myterne, og de siger samstemmende at meningen var der i og med bevidstheden og det bevidste forhold til guderne eller de guddommelige kræfter. Dette betyder ikke at myterne beviser meningens eller gudernes fakticitet, men at vi sprogligt ikke kan skille bevidsthedens opdukken, meningen med tilværelsen og tilstedeværelsen af de arketypiske forestillinger vi kalder guder fra hinanden. Bag om myterne kommer vi aldrig. Bag om sproget kommer vi heller aldrig. Og bag om samfundet heller ikke.

I puberteten sker der - som syndefaldsmyten påpeger med største vægt - et midlertidigt tab af meningen med tilværelsen i og med oprøret mod forældre og hjem. Tabet medfører en eksistentiel krise der kun kan løses i og med at de unge mennesker genfinder eller genskaber deres egen mening med tilværelsen. Sker det ikke, kan de havne i dyb fortvivlelse og i værste fald komme ud på selvmordets rand. Meningen skal genskabes, men den vil som hovedregel ikke blive en simpel overtagelse af forældrenes. Den kan tværtimod sagtens være forenelig med en dyb afstandtagen fra forældrenes synspunkter, hvis disse fx forekommer reaktionære eller tyranniske.


Når individet gennem 'syndefaldet' først er blevet ansvarligt for sin egen skæbne og påtager sig det fulde ansvar for sit liv, bliver det aktuelt at lave livsprojekter der kan sikre kvaliteten af ens liv fremover bedst muligt. I denne forbindelse er det nyttigt at forstå at livet netop har sin cyklus der betyder at udviklingen også på individuelt plan må fortsætte ud over sine egne grænser, altså med et fint ord 'transcendere', for på et eller andet tidspunkt at kulminere. Og dette vil i praksis sige at nå et stadium med familie, børn og erhvervsmæssig karriere samt fritidsinteresser der forhindrer kedsomheden i at brede sig.

Som nærmere påpeget i artikelserien om Livskvalitet er det her ret afgørende at bygge på engagement fremfor på tidsfordriv, på frihed fremfor på tryghed og på intensitet fremfor på rutine. Eksistentialister som Sartre og Simone de Beauvoir pointerede vigtigheden af transcendens fremfor immanens, dvs at det var vigtigt at overskride sine egne grænser fremfor til stadighed at være tilfreds med det man har opnået eller fået forærende. Det betyder naturligvis ikke at det er skadeligt eller etisk uforsvarligt at nyde tilværelsen eller ind mellem slappe af, tværtimod er det klogt gennem passende hvile og stilhed at sørge for kontakt med de uudtømmelige kreative kilder. Men det fremmer ikke livskvaliteten kun at søge den umiddelbare sansenydelse eller at forfalde til ren og skær rutine. Der kan være lige så stor ensidighed i rutinen som i livsstilsdyrkelsens jag efter nydelser.

Den spydige polske humorist Stanislaw Jerzy Lec har meget rammende sagt, at mange mennesker lever med en så forbløffende rutine, at man skulle tro de havde levet før, og en sådan rutine tager han altså afstand fra. En af metoderne til at undgå rutinen er at holde gang i projekter, således som madame Beauvoir udtrykkeligt anbefalede. Det kræver at man engagerer sig og tager det fulde ansvar for sit liv. Og dette vil igen forhindre at man går i stå. I stedet for vedbliver man at gå ud over sine egne grænser - og dermed sørger man også for den vedvarende eksistentielle tilblivelse imod sandsynligheden som Holger Møllgaard anbefalede.


Problemet er unægteligt, at aldringen altid sætter ind og før eller siden standser alle projekter. I allersidste ende er døden vis, og den sætter en stopper for alt, i visse tilfælde endog for det sidste anbefalelsesværdige projekt: at prøve at bevare værdigheden. Vi har kun livet til låns. Vi er her kun på træk, som Blicher sang. Vi er af samme stof som drømmene, fastslog allerede Shakespeare i 'Stormen', og han fortsatte: Vort korte liv omfattes af et blund.

Det er som bekendt en tanke der støder mange, ja skræmmer nogle, fordi det er temmelig utilfredsstillende at det hele skal sluttes af inden med man så at sige er færdig med sin opgave eller sine projekter. En flittig mand som Palle Lauring fandt det direkte harmeligt. Og mange vænner sig aldrig til tanken.

Det er naturligvis fuldt forståeligt at ingen ønsker at dø i utide, og også at mange er bange for døden, både den fysiske dødsproces og den psykiske afslutning. Den første er der som hovedregel midler imod i form af smertestillende medicin. Den anden har der alle dage været det middel imod der hedder troen på et liv efter døden, enten i form af en paradisisk tilstand for de gode og helvede for de mindre gode eller reinkarnation i det uendelige. Færre og færre tror på disse fænomener som er projektioner af den paradisiske tilstand i moders skød, men af gode grunde er uefterforskelige. Men der er også en tredje udvej, nemlig den fulde forståelse af at den psykiske afslutning primært er en afsked med det individuelle jeg man har gået og bygget op over et langt liv. Og dette jeg kan enhver lære at slippe ved at 'relativisere jeget' som det hedder i dybdepsykologien, det vil sige at følge en individuationsproces der flytter det psykiske centrum fra den snævre jegidentitet til den langt videre totalpsyke. Jf. artiklen Jeget og selvet.

For overhovedet at forstå denne mulighed må man gøre sig klart, at sjælen ikke er et rent individuelt fænomen der udelukkende skyldes personlige hjerneprocesser, men er et samspil mellem denne individuelle faktor (om man vil mentaliteten) og de ubevidste processer som i overvejende grad skyldes det kollektivt ubevidste - og dermed alle de processer man under ét kalder 'ånden'.


I denne forbindelse bør det nævnes, at det næppe er et fremskridt i vores eksistentielle forståelse, at det efterhånden i højere og højere grad betragtes som et fælles mål for den højtudviklede verden at levealderen skal forlænges mest muligt for alle - som om høj alder er ensbetydende med livkvalitet. For det er en illusion.

Vigtigt er det også at forstå at livet som sådant, det vil sige alt biologisk liv på jorden, som allerede påpeget netop til forskel fra det døde stof er snævert bundet til tiden. Det synes at forholde sig sådan, at betingelsen for komplekst liv med indbyggede mål, hensigter og mening er selve dødens ofte bratte afbrydelse af alle projekter, dvs selve den relative kortvarighed af den enkeltes eksistens.


Dette er en højst ejendommelig egenskab ved livet, men også en egenskab der direkte appellerer til den menneskelige humor. Der kan næppe nævnes et fænomen eller et forhold ved virkeligheden som stiller alle vore specifikke projekter i et så skarpt perspektiv som netop visheden om deres bratte afslutning. Kan man se med humor på dette fænomen, bekræftes Martin Bubers opfattelse at humor er troens, dvs livsmodets, fosterbroder, for så undergraves bekymringen for hvad det hele skal ende med. Ja, man kan i denne humor forstå den dybere betydning af evangeliets ord om, at den som vil frelse sit liv, skal miste det, men den der tør slippe det, vil frelse det.

Humor forstået på denne måde vil være at betragte som endnu et emergent fænomen i livets udvikling, en ny elementær kendsgerning, der er med til at bestemme virkeligheden som uudtømmelig i sin rigdom.

Storm P.'s humor er eksemplet over alle, som når han lader en ældre herre filosofere: - Egentlig er jeg i besiddelse af et vist lune, men jeg har aldrig haft brug for det i min stilling. - Men en anden fastslår: Jeg har haft det vidunderligt i min tid - takket være en svag karakter!

De lader til at more Dem over alting!
siger en mand bebrejdende til en anden, der svarer:
- Ja, er det ikke vanvittigt, det behøves jo slet ikke!

'Jeg synes ikke, det er morsomt', kunne man hævde.
Men man risikerer en replik som følgende:
'Det glæder mig, ellers havde det ikke været morsomt.'

Jan Jernewicz


Denne artikel er den fjerde i serien om virkeligheden. De øvrige er:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Samlet oversigt


Henvisninger:    Til toppen

Litteratur:

Claus Emmecke: Livet. Artikel i Encyklopædien.
Konrad Lorenz: Det såkaldt onde. (Schultz. 1965)
Holger Møllgaard: In tyrannos. (Gyldendal. 1958)
Storm P.: Fluer. (forskellige udgaver)
T. Vogel-Jørgensen: Bevingede ord. (Gad)


Relevante artikler på Jernesalt:

Storm P.
Niels Bohr
Konrad Lorenz
Det kollektivt ubevidste
Vilh. Grønbech
Paul Johnson
'Syndefaldet'
Selvrealisering
Komplementariteten mellem individ og samfund
Livskvalitet
Jeget og selvet
Martin Buber
Humor og tragedie


Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Humor
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal