JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - erkforuds01

BASISARTIKEL FRA JERNESALT

Erkendelsens forudsætninger

Det faste holdepunkt
Stabile virkningskvanter
Stabile følelseskvanter
Genstandsbevidsthed
Skellet mellem ting og følelser
Skellet mellem virkelighed, fantasi og mulighed
Sproget og dets dimensioner
Tidens dimensioner
Rummets dimensioner
Skellet mellem subjekt og objekt
Abstraktion og intuition
Eksistens og erkendelse
Afslutning
Navneregister

01 Det faste holdepunkt Til toppen Næste afsnit

Som Jeppe på Bjerget i Holbergs komedie kan man knibe sig i armen for at finde ud af om man drømmer eller er vågen.

Forudsat at man umuligt kan drømme, at man kniber sig i armen for at besvare spørgsmålet, er metoden probat nok til at afgøre, om man er nøgtern nok til at erkende realiteterne, selvom de i den givne stund måske er ekstraordinære.

Jeppe kunne ikke begribe, hvordan han var havnet i baronens seng, men vænnede sig efterhånden - naiv som han var - til situationen og tog endda de efterfølgende, ret så utrolige begivenheder i stiv arm, ja med stigende overmod. Men da han senere vågnede op af sin rus på møddingen - reverenter talt med en lort i hånden - blev ubegribeligheden mere påtrængende. Men den kunne endnu afvises ved en frodig ønsketænknings hjælp. I den sidste ende var kun Nille og hendes krabask helt overbevisende virkelighedskriterier for Jeppe.

Mindre risikabelt synes det at være at ræsonnere sig logisk stringent til sin eksistens, således som René Descartes gjorde med sit 'Cogito ergo sum!' ( 'jeg tænker, altså er jeg'). Spørgsmålet her melder sig dog, om man kan være sikker på, at der eksisterer andet i verden end ens egen bevidsthed - og det spørgsmål kan der laves subtil filosofi for viderekomne på (Berkeley og idealismen, der i yderste konsekvens fører til solipsisme).

Praktiske naturer vil skære igennem og sige, at selve spørgsmålets stillelse forudsætter dels et sprog, der igen forudsætter andre mennesker og et samfund, dels et legeme, der har både sanser, bevidsthed og sprogevne.

Den nutidige konklusion hos en filosof som Peter Zinkernagel, der er inspiret af både Niels Bohr og den angelsachsiske sprogfilosofi, er derfor såre simpel: I praksis har vi som sikkert grundlag, at den ydre omverden eksisterer uafhængigt af den menneskelige bevidsthed, fordi vi slet ikke kan tale om den ikke-fysiske verden uden at forudsætte eksistensen af fysiske genstande.

Det drejer sig ifølge Zinkernagel ikke om at slutte fra den ikke-fysiske verden til den fysiske eller omvendt, men om at indse, at vi hverken kan tale om psykologiske eller fysiske iagttagelser uden at forudsætte eksistensen af fysiske genstande

Det er altså muligt at finde ud af om man drømmer og fantaserer eller om man er vågen og nøgtern, fordi man på én og samme tid har en krop og en bevidsthed.

Den solipsistiske fejltagelse ligger i, at man i subtil ræsonneren abstraherer fra både kroppens og sprogets faktum - på trods af, at man i selve ræsonnementet bruger sproget, herunder også de personlige stedord, der - hvis de ellers skal tillægges nogensomhelst mening - henviser til fysiske, håndgribelige kroppe.

Vil man undgå den solipsistiske fejltagelse, ser det ud til, at man må følge Zinkernagels tre sprogregler:

1) Elementære tingsbetegnelser og betegnelser for handlemuligheder kan ikke anvendes uafhængigt af hinanden.

2) Psykologiske udtryk kan ikke anvendes uafhængigt af de personlige stedord.

3) De personlige stedord kan ikke anvendes uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed af tingsbetegnelser.

Følges disse regler, kan man ikke slutte fra, 'jeg tænker' til 'altså er jeg', og ej heller, som foreslået af en velmenende historiker, slutte fra 'jeg er ikke alene' til ' derfor er jeg'; nej, man må tage det hele med og sige: 'Jeg har krop, bevidsthed, sprog og medmennesker; altså er jeg.'

(Jf. essayet om Peter Zinkernagels filosofi).

02 Stabile virkningskvanter Til toppen Næste afsnit

Tilsyneladende rokkede atomteorien fra dens afgørende gennembrud i årene omkring 1913-17 ved dagligdagens mest solide erfaring: troen på de håndgribelige tings ubestridelige stabilitet. For den beskrev jo alle stoffer som bestående af atomer, der langt fra at være udelelige, som navnet ellers udsiger, er delelige, idet de består af en positivt ladet kerne og en eller flere negativt ladede elektroner, der på en eller anden måde kredser om kernen i visse baner; men som altså også på en aller anden måde giver plads for en slags tomrum, selvom de efter almindelig elektromagnetisk og termodynamisk erfaring ikke burde gøre det. Tværtimod burde kernen og elektronerne falde sammen, udligne energiforskellen og fjerne tomrummet.

På et møde omkring 1917 skal en førende dansk ingeniør have indvendt imod Niels Bohr, at den nye teori ikke kunne være rigtig, for når han byggede broer, så var de faste og stabile, fordi stofferne han brugte var faste og stabile. Men Bohr kunne hertil svare, at de faste stoffers stabilitet var en følge af de faste baner, som elektronerne ifølge atomteorien har om atomkernerne, og som beror på det såkaldte virkningskvantum.

Dette havde Max Planck opdaget, målt eksakt og navngivet allerede ved århundredskiftet 1900, og det betragtes som en naturkonstant, en af de få absolutte konstanter i et ellers relativt univers.

Virkningskvantet siger, at de forskellige atomers elektroner ikke kan befinde sig i alle mulige stationære baner, men kun i visse og for de forskellige atomer bestemte, karakteristiske baner. De kan ved påvirkning eller for radioaktive grundstoffers vedkommende ved henfald skifte bane, og derved afgives et registrerbart signal, men det sker i såkaldte kvantespring: der er ingen mellemtilstande mellem de stationære baner. Og det er i sig selv bemærkelsesværdigt for det vil sige, at vi i atomfysikken for første gang uafviseligt er stødt på principiel diskontinuitet i naturen, et fænomen, det er utroligt svært for den menneskelige tanke at acceptere, eftersom det åbenbart er tryggest for os at befinde os under kontinuitetens lov, udtrykt ved "Natura non facit saltus" (naturen gør ikke spring).

Fra dagligdagens erfaring er vi vant til at regne med kontinuitet alle vegne: i længdemål, tid, temperatur, lys osv. En vejlængde er et kontinuum af små længder uden afbrydelse. Tiden er et ubrudt kontinuum af små forløbs-enheder. Temperaturen er et kontinuum fra det absolutte frysepunkt på minus 273 graders Celsius og op. Farvespektret er et kontinuum af glidende overgange fra ultarødt (varmestråling ved bølgelængder på 8/10000 mm eller mere) til ultraviolet (solforbrænding ved bølgelængder på 4/10000 mm eller mindre), ligesom tonerækken er et kontinuum af glidende overgange fra dyb infralyd på under 20 Hz (svingninger pr. sekund) til høj ultralyd på over 20.000 Hz.

Men i kvantefysikken gælder hverken kontinuiteten eller reversibiliteten. Og præcis de på virkningskvantet beroende stationære tilstande er grunden til, at ikke alt flyder, men at de faste stoffer faktisk er stabile under normale dagligdags forhold på jordkloden, så vi ikke blot kan bygge bl.a. broer og huse, men i det hele taget opretholde vore kroppe, skaffe os mad og tøj, lave redskaber, tænke og tale osv. samt fastholde en 'mening' med det hele og en konsistent opfattelse af både naturen og den eksistentielle mening.

En anden aldeles afgørende forudsætning i naturen for den menneskelige erkendelse er det forhold, at hastigheden af de signaler der indgår i al sansning er så små i forhold til lysets hastighed , at det er muligt for os at adskille tid, rum og stof. Hvis signalernes hastighed nærmede sig lysets hastighed på omkring 300.000 km i sekundet, ville dette ikke være muligt. Årsagsloven ville miste sin mening og hele vor erkendelse og vort praktiske liv ville umuliggøres. Og her ligger forklaringen på, at også alle vore forestillinger om universets begyndelse bryder sammen: længders og tidsintervallers afstande er så små - en Planck-tid på ca. '10 i minus 43 sekunder' og en Planck-længde på ca. '10 i minus 33 meter' - at tyngdekraften må beskrives kvantemekanisk, og det har fysikken ikke noget redskab til. Og det er vel at mærke ikke et forhold som den teknologiske udvikling eventuelt kunne råde bod på, for vi støder på principielle erkendelsesmæssige grænser, så snart vi har med kvantefænomener at gøre.

Det er og forbliver en betingelse for objektiv menneskelig naturerkendelse, at målingerne af objekterne eller målingerne af vekselvirkningerne mellem objekterne og måleapparaturet i sidste ende kan ske med den klassiske fysiks måleapparatur, og det vil igen sige, at fysikerne én gang for alle må resignere med hensyn til måling af individuelle signaler, der nærmer sig lysets hastighed.

En uddybning af afsnittet findes bl.a. i artilen Fysikken og virkeligheden.

03 Stabile "følelseskvanter" Til toppen Næste afsnit

Psykologisk set er der endnu en forudsætning for vores erkendelse, vort sprog og vort samfund, nemlig vores evne til at knytte stabile "følelseskvanter" eller "følelsestoner" til tingene.

Ved "følelseskvanter" forstås her småbitte følelsesdele, som knytter bånd mellem sansning og ting eller mellem tanke og ting. Der er ikke - som vi er tilbøjelige til at tro - én måde at føle på og en anden måde at tænke, men to måder at "tænke/føle" på. Begge er karakteriseret ved den ejendommelighed, at dyr og mennesker kan identificere ting og levende væsener uden for sig selv - og mennesket siden billeder, tanker og emotioner inde i sig selv - ved hjælp af en grundlæggende form for accept eller rejektion (godkendelse hhv. afvisning), altså en yderst svag, men aldeles afgørende følelsesmæssig aktivitet - også når det gælder navne, begreber og tørre tal.

Et barn eller en dyreunge ville ikke kunne udvikle sig til et normalt fungerende individ uden denne evne til fra allertidligste færd i verden at kunne opbygge en på disse svage accept/rejekt-følelseskvanter hvilende korrelation mellem de ydre ting og det der sker i kroppen - i sanserne, i hjernen og i bevidstheden - så det efterhånden bliver i stand til at genkende tingene, herunder de levende væsener det har med at gøre - og gøre sig forestillinger om dem.

Hjernefysiologien, der siden 1980'erne har været inde i en rivende udvikling, har afdækket, at aktiviteterne i hjernen sker i den såkaldte grå substans, i hjernecellerne og deres forlængelser: dendritterne, der leder impulser til cellekroppen, og aksonerne, der leder impulser bort fra cellekroppen og kan blive meget lange, helt op til en meter. Til sammen udgør de et uhyre komplekst netværk af forbindelser, der vel at mærke er basis for såvel sanse- og sprogdata som bevidsthed og underbevidsthed. Netværket udgør med 100 mia hjerneceller med hver 80 tusinde nervetråde et astronomisk højt antal kombinationsmuligheder, faktisk et tal der skal være større end det samlede antal atomer i hele universet.

Men en afdækning af og forklaring på koblingen mellem de kemisk-elektriske processer og bevidsthedens processer kan hjerneforskningen ikke give, og vil den vel at mærke principielt aldrig kunne give, da man selvsagt ikke objektivt (udefra) kan undersøge en bevidsthed hvis hele særkende er, at den forholder sig til sig selv (introspektion eller selvransagelse) og endda herunder i vid udstrækning er et spil mellem bevidst, ubevidst og underbevidst.

Det selvrefererende, indre syn, der analogien til trods intet har med sansning at gøre, er en så afgørende funktion ved bevidstheden, at man ikke kan se bort fra den uden at forråde selve essensen i fænomenet. Ser man i konkret forskning bort fra det selvrefererende, og det gør praktisk hjerneforskning, så undersøger man slet ikke bevidsthedslivet, men de fysisk-kemisk sanse- og hjerneprocesser. Eller sagt med andre ord: Der er og vil altid kun være én vej til udforskning af bevidsthedslivet, og det er den principielt introspektive, dvs den der foregår på nøjagtigt samme energiniveau som bevidsthedsprocesserne.

Det er en rimelig antagelse, ja, vel den overhovedet den eneste plausible antagelse - som Niels Bohr og andre atomfysikere har delt - at gå ud fra, at følelses- og bevidsthedslivet i sidste ende udfolder sig på kvantemekanisk niveau, og altså omfatter overførsel af signaler der i hastighed går langt ud over, hvad der kan måles med nogensomhelst slags fysisk apparatur uden at selve målingen påvirker objektet. Og det betyder, at der er sat de selvsamme principielle grænser for forskningens muligheder for at afsløre følelses- og bevidsthedslivets sidste hemmeligheder som gør sig gældende i kvantemekanikken.

Forskningen kan ikke afsløre forløbet af de enkelte elementarpartiklers bane og impuls samtidigt, men alene den statistiske fordeling af dem, således at forstå, at forskningen ikke kan afdække processerne ned i mindste detalje på sædvanlig deterministisk vis, dvs. ud fra den newtonske fysiks årsags-, tids- og rumbegreber, men er henvist til at registrere og måle på store antal i afsluttede og irreversible forløb, altså på statistisk vis.

Men bevidsthedslivet er nu engang ikke af statistisk art, men tværtimod netop utroligt præcist i sine detaljer og i sin evne til introspektivt at fokusere på og gå nærmere ind på detaljerne - samtidigt med at overblikket bevares. Nok kan man eksempelvis ved hjernescanning statistisk aflæse, i hvilke områder af hjernen forskellige aktiviteter som høren, seen og talen foregår - hvad der har stor praktisk værdi for analyser af årsager til svigt på disse felter og derfor af uvurderlig værdi for behandling af sådanne svigt - men det er en illusion at tro, at man derved kommer en forståelse af bevidsthedslivet nærmere. Og desværre er der endnu mange forskere der nærer denne illusion.

Men når koblingen mellem de kemisk-elektriske processer og bevidstheden nu ikke kan afdækkes, hvorfor da en analogi mellem fysikkens virkningskvanter og psykologiens følelseskvanter. Er det ikke utidig domesticering, upassende hjemliggørelse eller ligefrem misbrug af fremmedartet stof, at overføre begreber fra fysik til psykologi ?

Analogier beviser intet, men de kan undertiden gøre en forståelse af vanskeligt stof lettere, og de kan fremfor alt pege på principielle forhold som man ellers ikke ville kunne anskueliggøre. De har iøvrigt været brugt alle dage indenfor alle fag og discipliner. Fysikken har lånt praktisk talt alle sine grundbegreber fra andre videnskaber og har brugt analogier med fænomener fra andre erfaringsområder, og det omvendte har naturligvis være lige så formålstjenligt - i didaktisk-pædagogisk henseende - og dermed tilladeligt og fuldt forsvarligt - så længe man holder sig formålet klart.

Desuden gælder, at sproget simpelthen mangler et bedre ord, for det vi her taler om, nemlig en slags 'mindste virkning' for den psykiske energi, der knytter bånd mellem bevidsthedens billeder og begreber på den ene side og det der er genstand for disse billeder og processer på den anden.

Pointen i med Erling Jacobsen at tale om 'følelseskvanter' i forbindelse med erkendelsen er ikke at postulere nogensomhelst afdækning af koblingen mellem følelse/tanker og hjernefysiologiske kvanteprocesser - den betragtes tværtimod som allerede understreget som principielt udelukket - men at pege på det karakteristiske og praktisk afgørende forhold i tænkning og føling, betragtet som ét og samme fænomen, at der som i kvantefysikken findes stabile og ustabile tænkeføle-fænomener på lavest tænkeligt plan i tænkning og føling, som må bero på en slags 'mindste virkning' a la Plancks konstant for atomerne.

Den væsentligste forskel mellem de stabile og de ustabile fænomener ligger i at stabile tanke/føle-fænomener er forholdsvis svage, mens de ustabile er forholdsvis stærke eller intense. Faktisk gælder loven: at jo mere intens en følelse/tanke er, jo mere ustabil vil den være. Og omvendt: jo mere stabil, jo svagere.

Og som i fysikken gælder, at det er de svage kræfter vi bygger de solide konstruktioner med, mens store energier er forbundet med ustabilitet, som så til gengæld har andre fordele eller værdier. En orgasme, en raseriudladning eller en pludselig spontan begejstring for et stykke musik eller for et brag af et mål i en fodboldslandskamp varer ikke længe, hvorimod en forholdsvis svag følelse af stille arbejdsglæde, naturglæde eller kærlighed kan holde timer, dage eller år. En forholdsvis svag og nøgtern tankemæssig erkendelse af betydningen af sprogets gloser og disses konnotationer kan, når de først er tilegnet, fastholdes i årevis, ja livet igennem, med eller uden uddybning og justering. Heldigvis; for ellers var der intet sprog og ingen kultur.

Skizofrene har netop problemer med stabiliteten af følelseskvanterne og blander derfor forestillinger sammen på en så uheldig måde, at det går ud over realitetsprøvelsen.

I beruset tilstand (spiritus, stoffer) eller ved forgiftning, bedøvelse o.lign. eller under orgasme, 'ekstase' (hvor man 'går ud af sig selv') eller 'entusiasme' (hvor man 'går op i gud') samt ved højere bevidsthed eller den mystiske 'gnosis' (gudsskuen) er et menneske ikke nøgtern i sædvanlig betydning. Det kan derfor ikke under selve tilstanden tage realistisk stilling til nogetsomhelst, men kan naturligvis i de fleste tilfælde bagefter komme tilbage til det normale bevidsthedsniveau og udtale sig i forholdsvis nøgterne vendinger om oplevelsen.

Al nøgtern erkendelse beror på de svage, men stabile følelseskvanters korrelationer og netværk. Al videnskab kan i denne henseende betragtes som systematisk opbygning af stabile følelseskvanter gennem nøgtern erkendelse.

Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser og De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)

04 Genstandsbevidsthed Til toppen Næste afsnit

Tilsammen giver fysikkens og psykologiens virkningskvanter den stabilitet i den ydre og den indre verden, som muliggør en stabilt bundet og empirisk registrerbar korrelation mellem ting og bevidsthed og dermed udbygning af den såkaldte genstandsbevidsthed, hvorunder bevidstheden om egen krop hører.

Denne genstandsbevidsthed er af ikke-sproglig art og fælles for dyr og mennesker. Det er således underforstået, at sprog og bevidsthed ikke er det samme, idet bevidstheden også opererer instrumentelt med syns-, høre-, føle-, lugte- og andre sanseindtryk, helt uafhængigt af ord.

Det må nødvendigvis forholde sig sådan for dyrenes vedkommende, da de ellers ikke ville være i stand til at orientere sig. Fra tidligste færd begynder dyreunger gradvist at registrere og holde styr på forskelle i omgivelser og fx kende forskel på moderen og andre artsfæller, forskel på advarsels- og bifaldssignaler fra moderen, forskel på artsfæller og andre dyr, forskel på ting og dyr, forskel på bløde ting og hårde ting, på spiseligt og uspiseligt, varmt og koldt osv.

For menneskets vedkommende sætter genstandsbevistheden ind længe før sprogtilegnelsen. Enhver der har oplevet et spædbarns spændende udvikling på nært hold vil vide, at barnet meget hurtigt vender sig efter varm hud, lidt senere efter lyde; senere endnu kan det fiksere genstande og på et vist tidspunkt klart genkende ting eller personer.

Genkendelsen af personer, der vil barnet det godt, sker som bekendt med et smil, og det første smil er tegnet på normal psykisk udvikling og betragtes derfor altid af omgivelserne som et godt varsel - foruden en umiddelbar glæde. Dario Fo har berettet, at man, hvor han kommer fra, har tillagt et barns første smil omkring 40 dages alderen særlig vægt som selve tegnet på den egentlige personligheds eller individualitets dannelse. Væsentlig er i hvert fald, at genkendelsens og den gensidige kontakts store glæde - som smilet er udtryk for - er noget fundamentalt for den menneskelige psyke. Bl.a. derfor er smilets eventuelle forsvinden fra et menneskeliv på et senere stadium meget ildevarslende. Det forekommer ved forskellige former for psykiske lidelser som depression og demens. Og naturligvis også som konsekvens af fysiske lidelser som frivillig eller ufrivillig udsultning og underernæring (anorexi, hungersnød, koncentrationslejrophold), der netop som regel medfører depressive psykiske tilstande.

Med genstandsbevidstheden, genkendelsens og den gensidige kontakts bevidsthed og fryd begynder et menneskets psykiske udvikling for alvor.

05 Skellet mellem ting og følelser Til toppen Næste afsnit

Det ligger i grundantagelsen om de psykologiske følelseskvanter, at al erkendelse dybest set har en følelsesmæssig kvalitet, således at forstå, at enhver elementær erkendelse af forhold i den ydre eller den indre verden, der kan medføre permanente spor i erindringen eller bevidstheden, forudsætter en eller anden form for aktivering af en "mindste virkning" i psyken af enten accept eller rejektion af det der er genstand for opmærksomheden eller sansningen. Der skal en vis interesse eller tiltrækning til for at erkende et objekt som noget acceptabelt - som fx for spædbarnets vedkommende tiltrækningen af moderens varme og bløde bryst - eller et vist ubehag for at erkende et objekt som uønsket eller ligefrem truende - som fx altfor varmt eller altfor koldt vand, bedømt i relation til kropstemperaturen.

Men hurtigt udvikler denne spæde og ret unuancerede erkendelse sig via en mere systematisk opbygning af korrelationer mellem objekter og bevidsthed sig gennem erfaringen til en stadig mere nuanceret erkendelse af omverdenen, Og en vigtig sondring er her først forskellen mellem livløse ting og levende ting. De første kan være af meget forskellige art - hårde/bløde, store/små, mobile/immobile osv - og de små, bløde og mobile ting er ganske naturligt mest interessante og mest overkommeligt sansbare, men de er ikke så overraskende eller fascinerende som de levende tingester.

En kattekilling synes, at alt der bevæger sig er spændende, men den lærer hurtigt, at et vissent blad som vinden fører hen over fliserne ikke er nær så interessant som et garnnøgle på gulvtæppet, som den kan skubbe til og få til at trille. Enhver der har leget med en kattekilling vil vide, at den synes en hånd der flytter sig med sine "løbende" fingre hen over et tæppe er særdeles interessant som fangstobjekt. Og killingen skelner vel at mærke uden videre mellem leg og alvor, for den sætter hverken de skarpe tænder eller de skarpe kløer i fingrene under legen, som den ville gøre, hvis fangstobjektet var en lille mus.

Men dernæst kommer, at kattekillingen, hundehvalpen eller spædbarnet tilmed uden vanskelighed registrerer den voksne artsfælles følelser og følelsesspektrum, og således efterhånden og med stigende nuancering gennem praktisk erfaring lærer at bedømme om den voksne i den konkrete situation er venlig og glad eller det modsatte.

Fra allerførste færd skelnes der ikke mellem ting og følelser, for udslaggivende er følelsen i sin totalitet: total accept står overfor total rejektion. Spædbarnet der lægges til moderens bryst for at få sund og varm næring, måske lige efter at have fået skiftet ble, vil psykisk opleve en totalfølelse af velvære, der så at sige, fordi den er så elementær og fundamental i sin totalitet, bliver prototypen på velvære resten af livet. Det tæller med at situationen normalt vil være præget af fred og ro samt behagelig varme, og at moderen normalt vil flyde over med søde ord til sit barn.

Situationen er derfor i sin helhed et klart dementi af psykologen Abraham Maslows såkaldte behovspyramide, som tillægger de fysiske behov første prioritet, de tryghedsmæssige anden, de sociale tredje, de emotionelle fjerde og de eksistentielle sidste prioritet. For i den nævnte totalsituation dækkes alle behov sideordnet og uadskilleligt.

Der vil hos mennesket også være tilbøjelig til fra tidligste færd at tillægge ting følelsesmæssige kvaliteter som de efter naturvidenskabens tilstræbte abstraktion eller "idealisation" ikke har, således at barnet både i leg og alvor tillægger fx en sten eller et bord en slags vilje og hensigt. Derfor opfattes det som stenens skyld, hvis barnet falder over den, eller bordets hvis barnet ramler ind i det og slår sig. Helt konkret kan denne projicering give sig udslag i, at barnet sparker eller slår igen. Det kan en voksen såmænd også finde på i hidsighed - men normalt nøjes man med at bande stygt, hvis man fx rammer fingeren med hammeren. Nøgternt set er det ikke hammerens skyld! I projiceringen har vi det dybdepsykologiske grundlag for den animistiske opfattelse af naturen, som kendetegner naturfolkene: Alt er besjælet.

Sondringen mellem livløse og levende ting og mellem ting og følelser er et vigtigt led i den videre psykiske udvikling. Især sondringen mellem ting og følelser er afgørende for en stadig mere nuanceret opfattelse af verden, af såvel omverdenen som den indre verden.

06 Skellet virkelighed/fantasi/mulighed Til toppen Næste afsnit

Jeppe på Bjerget havde en så frodig fantasi, at det kneb for ham at skelne virkelighed fra fantasi og ønsketænkning. Men dette skel er ikke mindre vigtigt for realitetsprøvelsen end skellet mellem ting og følelser, og dets udvikling synes at være nært forbundet med dette.

Barnet eller dyreungen kan nok i fantasien lege, at klodsen, garnnøglet eller stenen er et levende væsen, der har sin egen vilje. Og det lidt større barn kan tale med dukken og derved øve både taleudtrykkenes og adfærdsnormernes kunst. Men det kan normalt sagtens skelne, ja bevæge sig temmeligt frit mellem legens åbne fantasiverden og realiteternes mere lovbundne alvorsvirkelighed. For det vil gang på gang erfare, at den sidste sætter ret snævre grænser for handlemulighederne, hvis ubehageligheder skal undgås.

For det barn der får lov til at lege frit i passende tid dagligt og således får dækket sit behov for fri kreativitet og som iøvrigt får dækket sit behov for kærlighed, opmærksomhed og stimulation, vil det normalt ikke blive et problem parallelt hermed at lære den reale voksenverdens beskaffenhed og lovbundethed nærmere at kende, så det efterhånden opbygger solide og stabile erfaringer om kendsgerninger og ubestridelige forbindelser mellem ting, sansning, sprog og vilje. Kun det barn der nægtes både kærligheden og muligheden for leg og stimulerende oplevelse, vil være fristet til at trække sig tilbage til sin egen indre verden, hvor alle behov frit kan dækkes i rigeligt mål.

Men overalt, hvor de naturlige behov for kærlighed, frihed og oplevelse - eller for livsnødvendige ting som føde, varme, hvile og tryghed - ikke dækkes, træder ønsketænkningen i funktion. Ikke blot barnet, der nægtes leg og kærlighed, men også den voksne, der savner de livsnødvendige ting vil kompensere med fantasiens hjælp. Koncentrationslejrfangen drømmer om mad. Isolationsfangen om samvær med andre. Den handicappede om fuld førlighed eller sanseevne. Den seksuelt frustrerede - hvad enten vi taler om påtvungen cølibat, frivillig puritanisme eller ægteskabelig udtørring - drømmer om fri kønslig og erotisk udfoldelse. Det karrierebesatte erhvervsmenneske fantaserer om frihed til at lave, hvad han vil, når han vil. Det stressede menneske tænker på ferie og orlov. Den undertrykte ønsker sig frihed, den ydmygede hævn og oprejsning, den miskendte anerkendelse osv. osv.

Men ønsketænkningen har det med at afsløre sig som selvbedrag, som når konen med æggene dagdrømte sig til den triumf der kunne give hende passende lejlighed til at knejse med nakken: pludseligt røg kurven med æggene på jorden - og hele drømmeprojektet brast.

H.C. Andersen var en mester i med største humor at skildre menneskers placering mellem fantasi og virkelighed, ligesom den tyske romantiker E.T.A. Hoffmann eller den russiske "romantiske realist" Nikolaj Gogol.

Ønsketænkningens betydning er trods alle illusioner evident, for det er i den der er bevaret et håb om forandring - og uden håb er livet ikke et menneskeliv. Det gælder personligt som kollektivt. Derfor vil der altid opstå politiske utopier eller religiøse fuldkommenheds-forestillinger. Opgaven er overalt at kunne skelne mellem realistiske og urealistiske muligheder, og at kunne sætte kræfter ind på at realisere realiserbare og for den enkelte eller fælleskabet også på langt sigt gavnlige muligheder, hvilket i praksis oftest vil sige overkommelige planer - og resignere med hensyn til det ikke-realiserbare, eller i det mindste tålmodigt vente indtil tiden for dets realisation eventuelt måtte komme.

Selve skellet mellem virkelighed og mulighed er essentielt for den menneskelige tænkning og eksistens, for hvis muligheden ikke fandtes i virkeligheden var vi låst definitivt fast i en ubønhørlig determinisme: én gang sat i vej ville vi bevæge os som planeterne om solen i en forudberegnelig bane - således som ikke alene calvinisterne med deres religiøse prædestinationstanke tror, men også alle astrologer med deres tro på, at stjernernes konstellation i et menneskets fødselsøjeblik bestemmer dets skæbne. Astrologerne bliver ved at tro på dette, selvom det er påvist, at stjernernes konstellation i virkeligheden er anderledes end den formodedes at være på det tidspunkt, hvor deres verdensbillede blev grundlagt.

Men grundfejlen i begge former for overtro er, at vi ikke kender og aldrig vil komme til at kende begyndelsestilstanden blot tilnærmelsesvist for det system eller den sammenhæng vi lever i, og at vi heller ikke kan afdække mere end en lille brøkdel af de efterfølgende årsagskæder.

Emergens er derfor et faktum i såvel kosmologi og biologi som psykologi og historie. Den erfaringsmæssige "substans" i verden - og jeg taler ikke spekulativt-ontologisk om "das Ding an sich", men om det generelle, for alle mennesker fælles psyko-fysiske grundlag for al sansning og tolkning gennem tiderne - er en komplementær historisk virkelighed med indbyggede muligheder.

Når en mulighed realiseres irreversibelt og bliver til aktuel realitet forsvinder andre muligheder, men nye dukker op. Jo mere kompleks den del af virkeligheden vi betragter er, jo flere muligheder vil der være i den. Sandsynligvis hænger dette uløseligt sammen med det forhold, at universet ekspanderer, og at energien uafladeligt er under omformning, men det essentielle er, at vi både på grund af naturens kompleksitet og på grund af kvantemekanikkens egenart er afskåret fra at afdække alle årsagsforløb og derfor eksistentielt er og for altid vil forblive i den situation at måtte betragte tilværelsen som en mulighedernes verden i lige så høj grad som en realiteternes.

Heller ikke den videnskabelige tænknings og forsknings udvikling kan forudberegnes. Derfor er der stadig brug for originalitet og grænsesprængende fantasi for at komme videre til stadig mere omfattende, hensigtsmæssige og fremadrettede begrebsrammer. Fantasiens opgave er i forskningen - som i kunsten - at gøre sig forestillinger om nye måder og områder at indhøste erfaringer på og nye måder at indordne resultaterne og fortolkningerne på i stadig mere omfattende, konsistente begrebsrammer.

Men det er under alle omstændigheder og for alle mennesker til alle tider en væsentlig del af selve realitetsprøvelsen at kunne indse og fastholde forskellen mellem virkelighed og mulighed ved hjælp af de svage, men stabile følelseskvanter.

07 Sproget og dets dimensioner Til toppen Næste afsnit

Det siger sig selv, at den menneskelige sprogevne er forudsætningen for såvel en bevidst konstatering af det principielle skel mellem virkelighed og mulighed som den konkrete og nuancerede sondring i den komplekse praksis. Dyrene kan uden sprogets hjælp skelne mellem leg og alvor, og i visse situationer være bevidste om flere valgmuligheder for deres handling, men først den menneskelige sprogevne tillader den nuancerede forståelse og formulering af mere omfattende teorier eller mere langsigtede planer ved fantasiens hjælp.

Sproget er en elementær kendsgerning i menneskehedens udvikling, som livet er det i den biologiske udvikling. Det er ikke muligt for forskningen af forklare fænomenet i betydningen afdække alle de årsagskæder der har ført til fænomenets opståen og som ikke ville have kunnet givet noget andet resultat. Naturen har også her "gjort" et spring, eller rettere (for naturen er jo ikke et handlende subjekt): i naturen er der "sket" et spring, et "kvantespring" - om man ellers vil tillade en didaktisk analogi om denne diskontinuitet. Pludseligt er bevidsthedsniveauet kommet op på et energi- og kompleksifikationsniveau, hvor den udtalelige tanke bliver en realitet - og en egentlig samfundsdannelse samtidigt finder sted.

Resultatet bliver en total omvæltning i den biologiske udvikling: Historien begynder og dermed det der i mytologierne hedder "skabelsen"; lyset skilles fra mørket; kosmos eller orden fra kaos eller uorden.

Og dette skete vel at mærke ikke for 10 eller 15 milliarder år siden - eller hvor længe man nu i den naturvidenskabelige spekulation prøver at føre "The Big Bang" tilbage, men for kun 20 eller 30 tusinde år siden. Myterne opstod som tydning eller forklaring af denne eksistentielt afgørende skabelse og ikke som naturvidenskabelige forklaring, for naturvidenskab - videnskab om naturen, bevidst løsrevet fra eksistentiel tydning - fandtes ganske enkelt ikke dengang. Den er et moderne fænomen, der ikke går længere tilbage end til Aristoteles.

For det enkelte menneske er historiens begyndelse en lige så revolutionerende begivenhed, der naturligvis har hjernefysiologiske forudsætninger i form af dendritters og aksoners stadig mere komplekse netværk, og som følgelig har sproglig stimulering fra miljøet - primært moderen - som absolut nødvendig betingelse. Uafladeligt hører et barn lige fra fødslen det talte sprog omkring sig og får det på en eller anden, i sidste ende uafdækkelig måde forbundet med det der sker omkring det.

Bemærkelsesværdigt er det, at selvom enhver oplevelsessituation er en helhed der omfatter såvel kvantitative som kvalitative fænomener, så bliver det tingsbetegnelserne der læres først, selvfølgeligt ikke uden følelseskvalitet (det er ugørligt), men dog i stigende grad udskilt fra de kvalitative træk - i kraft af sekundærprocessernes svage tænke/føle-kvanter.

I den bibelske skabelsesberetning, der rummer dyb sandhed om forholdet, var det da også dyrene og planterne, der først blev navngivet. Ikke så underligt, for disse stabilt formede og livsvigtige ting er nemmere at fixere for både sanseapparat og bevidsthed end relationer og kvaliteter. Og her ligger den naturlige forklaring på, at tingene, løsrevet fra de komplekse og energiladede relationer automatisk opfattes som de grundlæggende realiteter, og derfor sågar af visse positivistiske filosoffer i abstraheren fra alle videregående erfaringer er blevet ophøjet til ærkerealiteterne, skønt de blot, som tidligere skitseret, er den objektivt mest stabile basis for den sproglige fortolkning af omverdenen.

Sproget har mange dimensioner. Man taler om de semiologiske, pragmatiske, fænomenologiske og hermeneutiske dimensioner.

Den semiologiske drejer sig om sprogets strukturelle natur, sproget opfattet lingvistisk/naturvidenskabeligt som en abstrakt selvstændig størrelse for sig, spekulativt løsrevet fra alt andet. Den pragmatiske forbinder sproget med handling og dermed med såvel den psykologiske som samfundsmæssige praksis. Den fænomenologiske angår forholdet mellem sprog og den sammenhæng som mennesket ikke kan undgå at lægge i omverdenen opfattet som totaliteter. Og endelig angår den hermeneutiske dimension forholdet mellem sprog og fortolkning af tilværelsen i videste forstand, dvs omfattende også den utopiske eller "evige", religiøse synsvinkel. De tre sidstnævnte dimensioner er eksistensvidenskabelige dimensioner.

I sprogfilosofien har det været på mode at tale om forskellige sprogspil, således at forstå at sproget bruges forskelligt til forskellige formål.

Det rent deskriptive eller beskrivende sprog, som er det mest nøgterne og entydige sprogspil og derfor det der rendyrkes i videnskaben - og bruges i denne artikel - er et helt andet end det digteriske sprogspil, der har til formål at skabe genklang i sindet for billeder og følelser der går ud over det logisk-rationelle. Det erotiske og humoristiske sprog spiller på alle de strenge af underfundighed, tiltrækning, overraskelse, smil og latter som tilværelsen også byder på.

Det politiske sprog er magtkampens sprog, der på den ene side må forholde sig til prosaiske ting som økonomi og jura, men på den anden side - både i et demokrati og et diktatur - må appellere til folks følelser, deres forventninger til en lys og bedre fremtid overfor deres frygt og aversion mod indbildte eller reelle trusler. Her har manipulation og forførelseskunst gode udfoldelsesmuligheder.

Det religiøse og etiske sprog vil minde om værdier og ansvar, der går ud over snævre personlige og kortsigtede interesser, og pege på et større fælles ansvar for helheden og håbet om en bedre fremtid.

Men basis for alle dimensioner og spil på alle tungemål er det smidige og bøjelige, rige og komplekse dagligsprog - det sprog der holder samfundet sammen, og som med Norbert Wierners på én gang smukke og rammende udtryk er "vort fælles sprog mod forvirringens kræfter". Karakteristisk for dette basale sprog er dets tvetydighed og dets korrelation med både tingene og den menneskelige bevidsthed, en korrelation der betyder, at dets vigtigste ord - som fx tid, rum, energi, liv, håb, bevidsthed, sjæl og ånd - unddrager sig sproglig definition. Forsøg på definition af disse ord vil indebære brug af ord der forudsætter de nævnte ords betydning. Eksempelvis kan vi opfatte ordet tid som en strøm, men ordet strøm omfatter allerede forestillingen om noget der bevæger sig i tid. Men betydningen af disse ord er vi ikke desto mindre ikke i tvivl om som voksne. Vi lærer dem som børn og unge i og med at vi gør vore erfaringer i dagligdagen og får påpeget ordenes sammenhæng med disse erfaringer.

Ordenes betydning i dagligsproget er mangetydig og vag, men bemærkelsesværdigt nok er det dette forhold der, som påpeget af Werner Heisenberg, giver dagligsproget dets store stabilitet. Jo mere dagligsproget forsøges præciseret til entydighed, som på den ene side i den idealiserede eksakthed i naturvidenskabeligt sprog (klarest i matematikken) eller på den anden side i brutal politisk eller religiøs ensretning, "korrekthed" og ortodoksi, jo mere rokkes stabiliteten. Dette er den allervigtigste grund til at fastholde det ukontrollable dagligsprog som basis for al eksistentiel tale og forståelse.

Uddybning af afsnittet om sproget og dets dimensioner findes i artiklen Sproget og virkeligheden.

08 Tidens dimensioner Til toppen Næste afsnit

Tiden kan som sagt ikke defineres, men sprogligt indlæres begrebet ved hjælp af ord som 'før', 'nu' og 'efter', eller 'i går', 'i dag' og 'i morgen' med tilhørende afledninger og sammensætninger samt ved hjælp af udsagnsordenes tidsbøjning.

Forudsætningen for disse begrebers og bøjningers betydning ligger i selve det faktum, at tiden har en retning, og denne retning er ikke tilfældig, men givet med universets indretning. Tidens pil er nemlig naturvidenskabeligt set bestemt af universets ekspansion og entropiens lov.

Universets ekspansion blev først erkendt i 1929 af amerikaneren Edwin Hubble ud fra rødforskydningen i spektrene for lyset fra fjerne stjerner. Erkendelsen måtte uundgåeligt føre til den baglæns ekstrapolation, at universet må have haft en begyndelse, hvor det var presset sammen til en uendelig lille størrelse med en modsvarende uendelig stor energiladning, idet man naturligvis i dette ræsonnement går ud fra loven om energiens konstans og den af Einstein formulerede ligning om energiens ækvivalens med massen: E=mc2, hvor m er massen og c lysets hastighed.

Man drager så den slutning, at det hele må være begyndt med "The Big Bang" for 10-15 mia år siden, men her kommer man i svare vanskeligheder, fordi den absolutte begyndelse, defineret som tiden 0, er fuldstændig meningsløs i fysikken. Der er med andre ord tale om spekulation eller leg med begreber, som selv i allerheldigste fald kun vil kunne føre til nye slutningsmuligheder og hypoteser, men ingen praktisk betydning har eller får - og som endog ligger langt uden for anskuelighedens rammer. Selve universets ekspansion er dog både et faktum og en faktor.

Entropien har ligeledes stor praktisk betydning, og den blev erkendt indenfor termodynamikken i sidste halvdel af 1900-tallet. Den er et eksakt matematisk udtryk for tendens til øget uorden og er klarest formuleret i varmelærens anden hovedsætning, der i Gamows popularisering siger, at en varmestrøms naturlige retning er fra varme til kolde områder, eller at energiomsætningens naturlige retning er fra mekanisk energi til varmeenergi. Begge regler kender vi særdeles vel fra dagligdagen. Varmer vi en kedel koldt vand op på komfuret, omsættes mekanisk energi i løbet af en vis tid til varmeenergi. Lader vi derefter kedlen stå, afkøles vandet igen ved at afgive varme til den omgivende luft, indtil vand og luft har samme temperatur. I begge tilfælde er processerne irreversible: Den bundne mekaniske energi omsættes til varmeenergi og denne varme "forsvinder" i en statistisk gennemsnitstemperatur og kan ikke ledes tilbage til den bundne form.

Med universets ekspansion og entropien er tidens pil givet af naturen.

Psykologisk opleves tiden som et forløb eller en strøm, der kan anskueliggøres med et liniestykke. Fra et givet punkt kan vi i tidens retning bevæge os til et nyt punkt og i samme retning til endnu et, og således får vi et 'før', et 'nu' og et 'efter', der stedse forskydes i tidens retning med nuet som midtpunktet.

Nutiden er den tid vi netop befinder os i, og hvor vore handlinger endnu ikke er eller føles afsluttede. Tidsrummet kan naturligvis opfattes forskelligt alt efter målestokken. I historisk sammenhæng er nutiden en periode på flere årtier. I dagligdagen er den dagen i dag eller indeværende måned, og i en situation af stor følelsesmæsig intensitet er nuet det helt korte øjeblik, der dårligt kan måles. Det opleves nærmest som tidens forsvinden eller rettere som tidsfornemmelsens forsvinden (for uret går jo!).

Verbernes nutidsform udtykker såvel det der sker lige nu, som det der plejer at ske. På visse sprog som polsk og hebræisk skelnes der ligefrem mellem disse to aspekter af nutid; det første kaldes i grammatikken "afsluttet tid" (perfektum), det andet "uafsluttet tid" (imperfektum); og der findes på sådanne sprog forskellige ord for hvert aspekt af samme handling, og følgelig ordpar for alle handlingsverber.

Fortiden er den forgangne tid: dagen i går og i forgårs, forrige år eller flere år tilbage. Fortiden har psykologisk set erindringskarakter: det er alt det der er sket, men som kan huskes mere eller mindre tydeligt af individet, familien eller historikerne, og som er uafvendeligt.

Verbernes datidsform kan være simpel datid (præteritum: jeg skrev) eller på visse sprog som dansk, førnutid (perfektum: jeg har lige skrevet) eller førdatid (plusquamperfektum: jeg havde netop skrevet).

Fremtiden derimod har fantasikarakter. Den er endnu ikke begyndt og har derfor mulighederne i sig. Den kan planlægges mere eller mindre bevidst og mere eller mindre fornuftigt. Men den kommer under alle omstændigheder - med sine bekræftelser eller overraskelser, sine glæder eller sorger, sejre eller nederlag, hvile eller udfordringer.

Verbernes fremtidsform (futurum) udtrykkes på dansk og mange andre sprog dels med nutidsformen (hvor fremtidsaspektet da vil fremgå af konteksten eller omstændighederne: jeg gør det i morgen) eller ved hjælp af hjælpeverbet ville i nutid (jeg vil gøre det om en uge). Nutidsformens dobbelttydning kan Storm P spille på i sine "fluer": "Vi bliver gamle, Olsen". - "Ja, det vil tiden vise.". Den første sætning er ment som nutid, men opfattes som fremtid.

Ville er også et modalverbum, og modalverberne kunne, måtte, skulle, ville og burde er specielle, men særdeles nyttige ord til at udtrykke finere nuancer i sproget netop hvad angår muligheder, evner, vilje og pligt til at gøre noget (jeg ville gøre det om jeg kunne og måtte). Her kommer også konjunktiven ind i billedet som udtryksmulighed.

I det små kan man ud fra tidligere erfaringer forudberegne virkningen af ens valgmuligheder og følgelig vælge sådanne der sikrest fører til det ønskede resultat.

I det store historiske forløb kan vi, hvis vi ellers vil, lære af erfaringerne gennem bevidst beskæftigelse med den kulturelle og politiske udvikling, som historikerne belyser. Men da ikke alle årsagskæder er afdækkelige, kan fremtiden ikke forudsiges med særlig stor sandsynlighed. Visse tendenser kan være så stærke, at deres virkninger i nogen udstrækning kan forudsiges et stykke tid fremover, men nye tendenser dukker hele tiden op og gør derfor emergens uundgåelig: noget helt nyt, uventet og uforudsigeligt dukker op med mellemrum.

Og da ydermere ikke alle mennesker er lige interesserede i at afdække de mulige årsagskæder som ligger bag fortidens fejl, svigt og katastrofer, fx verdenskrigene eller nazismens og stalinismens umenneskelighed i 1900-tallet, så lærer de nye generationer ikke alt det der faktisk kunne læres af historien. Ungdommen har til alle tider været tilbøjelig til at tro, at den altid kan begynde på en frisk, og har derfor ofte aversion imod fokusering på fortiden; det kan ligefrem være en væsentlig del af det regelmæssigt tilbagevendende ungdomsoprør. Men også de ældre generationer kan have deres grunde til ikke at beskæftige sig med fortiden, fx traumer eller skyldfølelse. Ofte vil fortidens fejl derfor blive gentaget, men naturligvis forklædt i den nye tids dragt. Det er ikke begivenhederne som sådanne der gentages, men nogle underliggende tendenser eller strukturer der kan gå igen.

Tidens dimensioner er under alle omstændigheder uundværlige i menneskets orientering, hvad enten vi taler om dagligdagen eller om historien, om det enkelte menneskes eller fællesskabets forhold. At de i vid udstrækning er knyttet til verbernes bøjning viser handlemulighedernes store vægt i dagligsproget, og opvejer således den ensidige fokusering på tingene, som indlæring af navne og tingsbetegnelser ellers tydede på. Dermed peges faktisk også indirekte på positivismens begrænsning.

En uddybning af afsnittet om tiden findes i artiklen Tiden og virkeligheden.

09 Rummets dimensioner Til toppen Næste afsnit

Heller ikke rummets dimensioner kan defineres. Deres mening indlæres gennem påpegning i forbindelse med sanseerfaringer og ved hjælp af ord som op/ned, for/bag, til siden, højre/venstre og nær/fjern med tilhørende synonymer, afledninger og sammensætninger.

Basis er igen de indbyrdes relationer mellem de fysisk håndgribelige eller på anden vis sanselige og stabile genstande. Oppe kan være oppe på armen, oppe i luften, oppe på loftet, oppe på 3. etage, oppe på taget eller oppe på bjerget. Nede kan være nede på gulvet eller jorden, nede i dalen, nede i kælderen, eller nede i vandet. Foran os har vi det vi kan se - eller det der ligger på den anden side af den væg, det hus eller den skov vi har næsen vendt imod - eller helt bag horisonten. Det der er umiddelbart foran os kan vi se direkte i øjnene - også i overført betydning, hvis der er tale om en fare eller udfordring. Bagved os har vi det vi vender ryggen til - både i bogstavelig og overført forstand. Da vi ikke har øjne i nakken, kan der komme overraskelser bagfra, fx deciderede bagholdsangreb.

Til siden har vi så det der hverken er bag os eller foran os, men som vi kan vende os imod, hvis der sker noget interessant. At den ene side er venstre og den anden højre er et mysterium for børn, og kan volde indlæringsvanskeligheder. Der er jo ingen hjælp at hente i sproglige forklaringer, for hvordan fx forklare, at den ene hånd er venstrehånd og den anden højrehånd? De er jo symmetrisk ens. Men det hjælper selvfølglig, at de fleste efterhånden foretrækkker at bruge den ene hånd til flere gøremål end den anden. Ordet 'højre' komme da også af et gammelt ord for bekvem eller ret; højre hånd var 'den bekvemme hånd' eller 'den rette hånd'; jvf. at 'right' på engelsk, 'recht' på tysk, 'droit' på fransk og 'prawo' på polsk betyder både højre og ret. Når man kan mærke sit eget hjerte er der dog også en rettesnor.

Selv en hund kan som bekendt hurtigt lære at give pote med højre pote og kun med den, skønt poterne er ens, så indlæringen er blot en tilvænning eller en træningssag. At man politisk taler om venstrefløj og højrefløj har som bekendt sin historiske forklaring i tilfældig placering i visse parlamenter, selvom der naturligvis er nogle på venstrefløjen der mener, at det har med hjertets placering at gøre.

Nær/fjern indlæres ved den tid det tager at komme hen til tingene, og reglen er her, at jo mindre en kendt ting ser ud i synsfeltet end man véd den er 'i sig selv' eller tæt på, jo længere væk er den. Selv en jumbojet bliver en prik på himlen, når den kommer langt nok væk. Og da lyden i modsætning til lyset kun forplanter sig gennem materien - primært gennem luften (æteren), men også gennem væsker og faste stoffer (vandrør i etageejendomme fx), så er den en sanseligt konstaterbar tid om at nå frem, og følgelig kan afstand også bedømmes på lyde man kender. Jo svagere lyden er, jo længere væk. Og jo længere tid der går mellem et synligt signal som fx et lyn og dets tilhørende lydsignal, tordenskraldet, jo længere væk er kilden, eftersom lydens hastighed er meget mindre end lysets, ca. 1 millon gange mindre.

Alle de nævnte rumdimensioner har overførte betydninger. Lyden kan ikke alene have forskellig kraft eller volumen (målt i svingningsbredde), men også forskellige tonehøjde eller frekvens, målt i svingninger pr. sekund. Og af en eller anden grund, så oplever vi - uden videre - kraftige toner som højere end svage toner (Tal højt, så jeg kan høre dig!), og toner med høje svingningstal som rumligt højere end toner med lave svingningstal. Derfor falder det naturligt at angive en melodis falden og stigen med faldende og stigende håndbevægelser og naturligt at skrive de højeste toner øverst i nodesystemet og de laveste nederst, men meget akavet at gøre det modsatte.

Normalt forstår vi uden videre, hvilken betydning af ordene høj og lav der tænkes på i en given sammenhæng. Og vi er derfor også på det rene med, at det er meningsløst - eller udtryk for humor - at spørge om et tordenskrald kan være højere end Rundetårn.

I meditation taler man om bevidsthedsmæssigt højere og lavere energiniveauer og forbinder uden videre høje niveauer med en bevidsthedsmæssigt opstigning i rumlig henseende. Folk der betragter meditation med skepsis eller direkte aversion, fatter ikke sammenhængen og gør derfor grin med den, men enhver der har erfaring i meditation betragter sprogbrugen som indlysende rigtig. Den svarer naturligvis til, at himlen er ovenover os, mens jorden er neden under os. Det hedder da også i liturgisk sprog "Opløft eders hjerter til Herren" (Sursum corda) og ikke 'nedsænk'.

Musik bevæger sig også dynamisk i et indre psykisk rum, analogt med det ydre. En symfonisk sats kan umiddelbart give associationer til et storslået fredfyldt landskab med vid horisont og høj himmel eller til indelukkethed i dybe kløfter mellem høje og voldsomme fjelde. Og vi taler her ikke om såkaldt programmusik, der intentionalt forsøger at skildre sådanne landskaber direkte og specifikt, men om den almindelige association musik kan give og som også kan benyttes af musikere og dirigenter til indlevelse, beskrivelse og fortolkning. Men naturligvis gives der bevidst modernistisk musik, der direkte undsiger den slags umiddelbare associationsmuligheder som værende 'romantiske' og irrelevante for 'ren musik'. Det gør komponisterne så ved omhyggeligt og systematisk at negligere ethvert musikalsk virkemiddel som melodiers og klanges organiske falden og stigning i tonehøjde og volumen. Resultatet bliver punktualistisk, en teoretisk konstrueret, "følelsesfri" musik, der dog kan have en vis interesse af andre grunde.

I kunsten udnyttes rumdimensionerne ikke blot i den deciderede rumkunst (skulptur og installationer), men også i illusionsskabelsen på flademaleriet, dels i form af perspektivisering, dels i form af udnyttelse af figurers størrelsesforhold og farvers påtrængenhed eller mangel på samme. Også her findes der naturligvis modernistisk kunst, der bevidst undsiger illusionen: maleriet er og bør ikke opfattes som andet end en flade med linier og farveklatter. Resultatet bliver abstrakt kunst.

De overførte betydninger peger klart på det forhold, at den indre verden nok har sit modsvar i den ydre, men ikke destomindre er et selvstændigt "rum", der ikke kan forklares nærmere, men må tages til efterretning som et bevidsthedsmæssigt faktum. Det afhænger ikke af sproget eller de psykiske sekundærprocesser, men derimod af primærprocesserne og kan derfor være forbundet med høj grad af intensitet og klarhed - ligesom skønhedsindtryk fra den sanselige verden. Men naturligvis kan nogle mennesker efterhånden lære at beskrive dem sprogligt, endda nøgternt, præcist og entydigt for mennesker med samme erfaringsgrundlag.

En uddybning af afsnittet om rummet findes i artiklen Rummet og virkeligheden.

10 Skellet mellem subjekt og objekt Til toppen Næste afsnit

Uden at tænke over det vil ethvert barn - og iøvrigt også enhver dyreunge inden for de højerestående dyrearter - på et ret tidligt tidspunkt begynde at skelne mellem sig selv og omgivelserne. De psykiske primærprocessers totalopfattelse, der udelukker ethvert skel af denne art og dermed udelukker eksempelvis skellet mellem spædbarnet og moderen - de opfattes tværtimod som ét - afløses af sekundærprocessernes på de svagere, men stabile tænke/føle-kvanter beroende opbygninger af sondringen på det ene område efter det andet. Det giver sig konkret udslag i, at barnet/ungen bliver et villende, ønskende, stræbende og handlende individ, der begynder sin aktive udforskning af omgivelserne og sit indgreb i dem.

Nøjagtigt samtidig sker åndsdannelsen i barnet/ungen: Det indre bevidste, ikke-sproglige rum opstår som subjektivt-introspektivt konstaterbart, men naturvidenskabeligt ikke-registrerbart fænomen. Det er forholdet eller "afstanden" mellem primær- og sekundærprocesserne, der frembringer fænomenet. Det findes altså hos dyrene ligesåvel som hos menneskene, og hos ungerne/spædbørnene lige så vel som hos voksne, men naturligvis er det først sproget, der give mennesket den helt specielle mulighed for at gøre sig klart, hvad der nærmere sker.

Men det er vigtigt at forstå, at bevidstheden, sjælen eller ånden i sig selv er af ikke-sproglig art og omfatter både det vi i daglig tale kalder bevidsthed og som dækker det vi netop nu har i skarp fokus, og det vi forstår ved det underbevidste, og som i denne sammenhæng kan opfattes som det der ligger til rådighed for bevidstheden, men som bare ikke for tiden er i fokus eller in mente. Bevidstheden er med andre ord det indre subjektive vidne til såvel det vi sanser og tænker, som det der iøvrigt foregår i ånden, og som også foregår når bevidstheden sover.

Skellet mellem subjekt og objekt bliver skærpet betydeligt, når menneskeungen lærer at bruge ordet 'jeg' om sig selv, og altså for alvor begynde at opfatte sig som værende sig fuldt bevidst som et tænkende, følende, villende og handlende subjekt. For når det kommer så langt mangedobles jegets kraft og muligheder, og samtidig dannes den egentlige ansvarsfølelse.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at nogle tænkere, bl.a. sprogforskeren Otto Jespersen, udnævner denne begivenhed til individets eller personlighedens egentlige dannelse, for der sker igen et kvantespring i den ellers overvejende kontinuerlige udviklig; jf. Dario Fo's opfattelse af det første smils betydning (afsnittet om genstandsbevidstheden).

Det er karakteristisk for springet, at der er betydelig indre modstand imod det. Ordet 'jeg' er det sidste af de personlige stedord barnet lærer. Det er åbenlyst forbundet med overvindelse at skulle tage det i munden første gang, og dette giver sig udslag i, at ordet længst muligt undgås ved omskrivninger eller udeladelser. Barnet begynder med at pege på de ting det vil have, derefter at nævne navnet på dem. Så at sige 'vil have' dit eller dat. Derefter at bruge eget navn (proprium) i stedet for jeg: Oskar siger 'Oskar vil have'. Først til allersidst overvindes blufærdighedstærsklen med et 'Jeg vil have'.

Undertiden udlægges denne sprogerobring som udslag af eller tegn på bevidstgørelsen af menneskets medfødte egoisme. Man kan endog komme ud for den opfattelse eller rettere den marxistiske overtro, at vi her ser oprindelsen til den påståede rod til alle onder: den private ejendomsret! Men det er en total misopfattelse af forholdet. Det der grundlægges er tværtimod den menneskelige ansvarlighed. I og med at barnet ved hjælp af ordet 'jeg' begynder at meddele klart, hvad det vil, kan, må, skal og bør, bliver det sat ind i en større eksistentiel ramme af muligheder, vilje, ønsker og pligter. Dermed og først dermed grundlægges dets ansvarlighed.

Dette får opdragelsesmæssige konsekvenser, for hidtil har opdragelsen i realiteten kun kunnet bestå i at "dressere" barnet til at begribe, hvad omgivelserne ønsker og accepterer og ikke ønsker. Og det sker principielt på samme pavlovske måde som dressur af en hundehvalp: ved at belønne og rose den ønskede adfærd og straffe eller påtale den uønskede. Kloge og pædagogisk forstående forældre og hundeejere undgår helt straf og bruger alene ros, belønning og påtale. Det kommer man længst med. Men resultatet bliver under alle omstændigheder en indarbejdelse af et sæt betingede reflekser, der ikke har nogetsomhelst med moralsk ansvarlighed at gøre.

Først med den sproglige erobring af ordet 'jeg' og modalverberne fremkommer ansvarligheden og dermed muligheden for en nuanceret opfattelse af moralske regler og hensyn. Men det er naturligvis først ved den hormonalt betingede pubertetsmodning senere i livet, at den psykiske udvikling gør kvantespringet helt op til den voksne ansvarlighed, som også af samfundet betragtes som juridisk bindende. Senere følger yderligere kvantespring i denne udvikling.

I sin roman 'Bliktrommen' giver Günter Grass en enestående detaljeret og fascinerende fremstilling af et opvoksende menneskes problemer med jeg-bevidstheden. Oskar Matzerath fra Dantzig er fortælleren, men veksler igennem hele den over 30 år lange romantid mellem at skrive 'jeg' og 'Oskar' om sig selv.

På sin 3-års fødselsdag faldt han på grund af faderens uforsigtighed ned af en stejl kældertrappe og besluttede som protest mod de voksne at indstille sin vækst. Han blev altå dværg med hvad deraf følger af særbehandling og manglende anerkendelse fra omgivelserne. Men han skaffede sig med sin bliktromme og en stemmekraft han kunne splintre glas med en på andres angst byggende respekt for sin person. Og den udnyttede han durkdrevent som kunstnerisk begavet outsider. Først ved sin fars begravelse efter krigen besluttede han at indstille sin protest, lade sin bliktromme begrave med faderen og genoptage sin vækst. Derved påtog han sig endeligt ansvaret for såvel sin fortid som sin fremtid. Han lod tvivlen mellem skal/skal-ikke bag sig og kunne nu sige: "Jeg skal", "jeg kan", "jeg vil".

Skellet mellem subjekt og objekt er afgørende for udviklingen af individets nøgternhed og realitetssans.

I første omgang er det grundlaget for det skarpe skel mellem den indre og den ydre verden. Den indre verden af tanker, følelser, billeder, erindringer og fantasier er forskellig fra menneske til menneske. Den har en vis privat karakter i den forstand, at den enkelte kan have den for sig selv ("tanker er toldfri"), men dog ikke mere end at følelser og stemninger (til forskel fra tanker) som regel er aflæselige for andre. Den ydre håndgribelige verden har vi derimod fælles med andre, forudsat at vi er ved "vores fulde fem", og den er dermed den praktiske forudsætning for samlivet med andre. Det er den nøgterne, nogenlunde korrekte og gennem erfaringerne justerbare opfattelse af den ydre verden, herunder andre menneskers gøren og laden, der primært bestemmer et menneskes realitetssans.

Men i anden omgang er det skarpe skel også grundlag for en nøgtern og nuanceret opfattelse af den indre verden. Og det er derfor misvisende uden videre at opfatte ordet 'subjektivt' som ensbetydende med vilkårlig. Den eventuelle vilkårlighed er nemlig et resultat af manglende nøgternhed i subjektets opfattelse af den indre verden, dvs i manglende udvikling af sekundærprocesser i subjektiviteten.

Poul Martin Møller har i "En dansk students eventyr" en herlig skildring af en yderste logisk-teoretisk, upraktisk og pedantisk herre, der under et jagtselskab som han er aldeles uegnet til at deltage i, så upraktisk som han er, ved et uheld havner i en mose. Han synker og synker, men giver sig stille og roligt til at filosofere over, hvad han kan gøre i denne katastrofale situation, og hurtigt forvilder han sig ud i endeløse spekulationer over sit eget tænkende subjekt. Et sådant er jo ejendommeligt derved, at det er muligt for det at forsøge at opfatte sig selv som objekt. Men det nye subjekt kan også opfattes som objekt for et tredje subjekt, og dette for et fjerde og så fremdeles i det uendelige. Tankerækken blever aldrig færdig. Licentiaten, som han kaldtes, blev det heller ikke - og sank følgelig dybere og dybere i moradset. Hvad der var hans 'egentlige jeg' fandt han aldrig ud af - og når man ikke kan finde ud af det, så hænger man virkelig på den.

Sagen er i grunden meget enkel. Et menneske har kun ét eneste subjekt eller 'jeg' Og det er det der bruges i enhver situation til bevidstgørelse af et ydre eller indre objekt. Forestiller dette subjekt sig nu, at det har sig selv som genstand, så sker der ikke det, at det faktisk får sig selv som genstand, men derimod, at det forrige subjekt gøres til genstand for det nutidige subjektive vidne. Forestiller man sig én gang til det nutidige subjekt som objekt er det allerede blevet fortidigt - og rækken af fortidige subjekter kan ganske rigtigt blive endeløs, hvis processen ikke suspenderes.

Denne suspension i form af en beslutning er en intuitiv proces, der slet ikke er det subjektive vidnes sag, men et indbrud i sagen, der naturligvis samtidigt flytter vidnets aktuelle fokusering. Forløbet illustrerer glimrende Bohrs komplementaritetssynspunkt, og han brugte det selv flittigt. Beslutning og overvejelse er komplementære til hinanden, fordi de udelukker hinanden som samtidige processer. (Jf. artiklerne om Komplementariteten).

Men skal der frembringes og opretholdes en nøgtern og nuanceret opfattelse af den indre verden er det ret vigtigt at undgå at havne i endeløse overvejelser om subjektet og dets væsen. Subjektet er i sin ubetingede aktuelle nutidighed netop af en sådan art, at det ikke kan gøres til genstand for sin egen iagttagelse, men alene bruges som vidne til og registrator af, hvad der iøvrigt sker i bevidstheden eller sjælen. Kun i én henseende kan det subjektive vidne tilsyneladende gøres til en slags genstand for sig selv, og det er i dyb meditation, hvor strømmen af tanker, følelser og billeder standses, så den indre psykiske energi derved får lov til at blive akkumuleret og arbejde sig op til et indre lys. Men reelt er vidnet også her i funktion som vidne til den ejendommelige proces. Blot sker standsningen af bevidsthedsstrømmen teknisk ved, at subjektet prøver at gøre sig selv til objekt.

Disse mere subtile sondringer viser, at bevidstheden aldeles ikke kan gøres til ét subjektivt eller vilkårligt fedt. Og det er heldigt, for hvis ikke de subtile sondringer og teknikker var mulige, ville alle mennesker ikke blot være forskellige personligheder i forhold til hinanden, men totalt fremmedgjorte idioter over for hinanden. Det græske ord 'idiot' betyder netop ikke intellektuelt eller forstandsmæssigt dum, men 'privatmenneske', et mennesker der lever i sit helt eget indre rum, uden normal kontakt med andre mennesker. Men normale mennesker har heldigvis kontakt med andre, fordi de ikke blot har en fælles ydre objektiv verden, men også en indre objektiv verden af tanker følelser, billeder og underbevidste processer, som i vid udstrækning kan meddeles i det fælles sprog og vel at mærke også forstås tilnærmelsesvist korrekt af andre. Dette skyldes selvfølgeligt, at selvom den enkelte tanke og følelse er personligt farvet og har personlige konnotationer eller associationer, så er den genkendelig for andre, fordi disse andre har samme slags følelser og oplevelser

Den nøgterne registrering og beskrivelse af disse subjektive fænomener beror derfor på evnen til at gøre det indre vidne opmærksom på nuancerne i fænomenere, bl.a. gennem udveksling af erfaringer med andre.

Det er vigtigt at fastholde, at der er principiel forskel mellem opbygningen af nøgterne introspektive forestillinger og opbygningen af nøgterne extrospektive forestillinger, for hvis denne forskel ikke fastholdes, havner man i forveksling af indre og ydre forestillinger; man forveksler til eksempel fantasi med virkelighed eller personlig sandhed med fælles sandhed. Man må tværtimod gøre sig de særlige vanskeligheder klart, som opbygning af nøgtern introspektiv erkendelse støder på, og nære ekstra stor skepsis over for umiddelbare forestillinger eller slutninger.

Denne sunde skepsis bør altid føre til største omhu med sammenligning af forestillinger med tilsvarende forestillinger hos andre mennesker. Og kriteriet er overalt praksis: forestillingernes korrespondens og konsistens med daglig erfaring i bredeste forstand.

Alt fælles sjæleliv og åndsliv beror på disse nøgterne registreringer, beskrivelser og udvekslinger. Og det samme gør al psykologi, historie, litteraturhistorie, kunsthistorie og religionshistorie m.v. Al humanistisk eller eksistentiel videnskab har subjektive oplevelser og erfaringer som genstand, og de kan kun forstås indefra, men de kan alle gøres tilgængelige for intersubjektiv forskning, beskrivelse og fortolkning i kraft af den nøgternhed, hvormed de forstås og behandles.

Objektivitet i behandlingen af disse fænomener består altså ikke i - som mange humanister desværre tror - at gøre dem til genstand for naturvidenskabelig analyse, eftersom dette er principielt umuligt. Men derimod i at tilstræbe nøgtern registrering og beskrivelse af dem i så entydigt sprog som muligt. Beskrivelserne af dem vil i så fald kunne forstås tilnærmelsesvist korrekt af andre, som har personligt kendskab til den samme slags oplevelser eller erfaring, men vil naturligvis være uforståelige for folk der savner dette personlige kendskab - eller måske overikøbet regner disse under ét for fantasi eller spekulation.

Objektivitet afhænger ikke af muligheden for at gøre fænomener til genstand for naturvidenskabelig metode endsige matematisk beskrivelse - heller ikke i naturvidenskaben - men derimod af muligheden for nøgtern registrering og entydig beskrivelse af fælles oplevelser og erfaringer. Også her er dagligsproget uundværligt.

En uddybning af identitetsproblemtatikken findes i artiklen Identitetens fænomen.

11 Abstraktion og intuition Til toppen Næste afsnit

Om menneskets forhold til naturen har matematikeren Tobias Dantzig rammende sagt, at det kun ved hjælp af tal og form har været muligt for mennesket at fatte universets natur. Hele vor opfattelse af civilisationens indviklede struktur er bygget på vort sprog og vor regning. At acceptere en metafysisk verden som eksisterende uafhængigt af vor bevidsthed er lige så værdiløst som at acceptere vore sansers nøgne virkelighed som ærkerealiteten. Vor opfattelse af verden hviler på udtryksmidlet et sprog, som på sin side kræver en organiseret udveksling af indtryk som atter forudsætter samfundsorganisation.

Rum- og tidsbegreberne i al deres anskuelighed har vi allerede været inde på. Men tallets funktion er ikke mindre væsentlig og har da også fascineret tænkere fra tidligste tid. Og naturligvis har især de hele tal, ordnet i rækkefølge som ordinaltal, været omgærdet af undren og mystik.

Umiddelbart skulle man tro, at alle tal var 'lige gode' - sådan 'demokratisk set'. Men det viser sig jo bl.a., at der er forskel på lige tal og ulige tal, og at der i rækken af ulige tal dukker tal op der ikke kan deles med andre tal, de såkaldte primtal. Og for at det hele ikke skal være løgn, dukker disse primtal op helt uperiodisk, så man end ikke matematisk kan beregne sig til dem. Denne kendsgerning har i vore dage fået den praktiske betydning, at primtallene kan bruges i sikkerhedskoder i computersammenhæng: Der findes ingen metode til at bryde en sådan kode, men alene slumpetræf, og da store primtal opløftet til potenser bliver astronomisk store, bliver sikkerheden meget høj.

De hele tal eller forhold mellem hele tal går på mærkelig måde igen i naturen, bl.a. i musikken. Intervallerne mellem de rene toner kan udtrykkes ved simple talforhold: en oktav som 1:2, en terts som 4:5, en kvint som 2:3; en dur-treklang altså som 4:5:6. Hvad enhver let kan måle sig til på klaverstrengenes længde. Øret er således indrettet, at sådanne konsonante samklange lyder behagelige - i modsætning til dissonante klange. Det forledte de gamle grækere til at tro, at der fandtes en slags sfærernes musik: velklang mellem de sfærer man (vilkårligt) inddelte himmelrummet i.

Opfattelsen gik igen et par tusinde år senere i astronomen Johannes Keplers værk om "Verdens harmoni" ("Harmonicus Mundi"), hvor planeterne tildeltes hver sin melodi. Platon fremlagde i en af sine dialoger en rent spekulativ atomlære fortolket som en struktur af simple geometriske forhold. Moderne atomfysik har afsløret, at de forskellige grundstoffers atomvægte udgør hele multipla af brintatomets atomvægt, således at der har kunnet udarbejdes et periodisk system for grundstofferne.

Generelt er naturvidenskabsmændene altså forledt til den tro, at al struktur i verden kan føres tilbage til simple talforhold. Endnu i 1800-tallet kunne en førende tysk matematiker udbryde: "Gud skabte de hele tal; resten er menneskeværk."

Gang på gang bliver de bekræftet i troen; gang på gang bliver de dermed også bekræftet i matematikkens fantastiske evne til som redskab for tanken at kunne give det enklest mulige billede af verden, men gang på gang drager de desværre også for vidtgående slutninger af tallenes muligheder. De ser ikke altid begrænsningerne - og de forstår ofte slet ikke, at hele den biologiske og kulturelle udvikling i al sin emergens ikke kan forstås reduktionistisk, men kun i sin kompleksitet og udvikling.

Pythagoræerne var så overbeviste om de hele tals fundamentale rolle i universets opbygning, at det kom som et chok for dem at opdage, at forholdet mellem diagonalen og siderne i et kvadrat ikke kunne udtrykkes med hele tal, men kun ved et "irrationalt tal", nemlig kvadratroden af 2 (= 1,4142...). Det hævdes, at den matematiker der først indså dette, begik selvmord: hans verdensbillede brød totalt sammen - og dét er nu engang ikke sådan at komme til rette med.

Opfindelsen af nullet revolutionerede regnekunsten og matematikken. Dantzig kalder opfindelsen eller opdagelsen for "ikke en belønning for flittig forsken, men en gave fra den blinde tilfældighed". Og rigtigt er det, at det er et spring, en diskontinuitet, i udviklingen at hitte på et symbol for ingenting. Det muliggjorde bl.a. regning med negative tal, for i det øjeblik man fik et nulpunkt på tallinien, kunne talrækken ikke blot fortsætte i det uendelige ved at lægge 1 til hele tiden, men også til modsatte side ved at trække 1 fra hele tiden. Vi kunne således også udtrykke gæld talmæssigt mere præcist i forhold til formue end før. Gæld er jo, som den altid gældstyngede digter Steen Steensen Blicher et sted skriver, et ejendommeligt og ofte yderst generende fænomen: den betyder mindre end ingenting - og dog mærkes den!

Senere kom som bekendt endnu flere mærkelige størrelser ind i matematikken. Udover de irrationale tal fik vi de transcendente tal som p, der udtrykker forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter, og det imaginære tal som i, der er lig med kvadratroden af minus 1. Symbolet p afslører, at spørgsmålet om cirklens kvadratur er uløseligt. Man kan kun få et tilnærmelsesvist korrekt tal (3,1416...), og dette er fuldt tilstrækkeligt i praksis. Men det tal, der ganget med sig selv giver minus 1, findes ganske enkelt ikke og er i den forstand uden for det anskueliges rammer.

Ikke destomindre lykkedes det i 1797 Caspar Wessel (broder til Johan Herman) og i 1831 Karl Gauss at give størrelsen mening pr. definition ved at sætte det ind i et koordinatsystem, hvis vandrette x-akse er den almindelige tallinie med et nulpunkt og negative og positive tal på hver side. Da kvadratroden af minus 1 opløftet til 2. potens giver minus 1 og opløftet til 4. potens giver plus 1, anbragte de lyse hoveder disse størrelser på x-aksen, kvadratroden af minus 1 på den vinkelrette y-akses positive vektor og størrelsen i 3. potens på samme akses negative vektor, samtidig med at de indførte reglen, at man multiplicerer i med sig selv ved at dreje tallets vektor 90 grader mod uret. Gauss foreslog, at man kaldte størrelsen 'lateral' i stedet for imaginær, da den jo nu var meningsfuld, men blot 'sideordnet' den almindelige tallinie!

Det lyder som ren leg eller ren talmystik, men brugen af dette imaginære tal og dets forbindelser med reelle tal er uundværlige redskaber i såvel praktisk kvantemekanik som praktisk bølgemekanik. Det indgår desuden i Stephan Hawkings spekulative leg med universets "begyndelse i tid", idet Hawking her indfører begrebet 'imaginær tid' som en 'tid der står vinkelret på den reale tid'. Ingen kan forbinde nogetsomhelst konkret med ideen, men matematisk er denne 'laterale tid' mulig - omend matematikken synes drevet helt ud i det absurde. Jf. artiklen om Hawkings univers.

Matematikken tog et vældigt spring op ad, da man indførte regler for regning med uendelige små størrelser og differenser, den såkaldte differential- og integralregning, under ét kaldet infinitesimalregning. For uendelige størrelser kan slet ikke undværes i matematikken til formulering af generelle udsagn, men de driller gevaldigt, fordi de kun eksisterer i fantasien. Ingen har nogensinde set eller målt en uendelig længde, en uendelig masse eller en uendelig tid. Derfor stod de gamle grækere også magtesløse over for Zenons paradokser, bl.a. historien om Achilleus og skildpadden.

Achilleus var datidens Carl Lewis, men Zenon beviste, at denne hurtigløber aldrig ville kunne indhente en skildpadde, der fik et forspring, for når der var gået en vis tid, var afstanden ganske vist halveret, og lidt efter halveret én gang til, og sådan ville det fortsætte - i det uendelige......! Afstanden mellem Achilleus og skildpadden ville blive mindre og mindre, ja forsvindende lille, men den ville aldrig nogensinde forsvinde helt, hvor meget den gode løber ellers anstrengte sig. Soleklart og logisk absolut uimodsigeligt.

Men Leibniz indførte i 1675 blot den definition, at summen af rækken af uendelige små størrelser, der bliver mindre og mindre, simpelthen er lig med 1 - og problemet var løst, praktisk vel at mærke, for selvfølgelig er det et trick således pr. definition at gøre en uendelige række til en endelig. Men sådan er matematik: man definerer sig ud af de praktiske problemer og overvinder således den abstrakte uendeligheds (eller andre paradoksers) 'forheksning af den menneskelige forstand', uden at man opgiver selve begrebet uendelighed.

Den abstrakte karakter af matematikken fremgår også af elementær geometri, hvor et punkt defineres som en prik uden udstrækning og en linie som en længde uden bredde, men da sådanne fænomener er temmelige usynlige for øjet, angiver vi dem på papiret med hhv. en blyantsprik med en vis udstrækning og en blyantsstreg med en vis bredde (begge har iøvrigt også en vis tykkelse på papiret og er således i realiteten tredimensionale!). Men reglerne i geometrien går på de helt ideelle fænomener. Fra første skoletime i geometri i 6. eller 7. klasse vænnes vi systematisk til at skelne mellem det vi ser på papiret eller tavlen og de bagved liggende "ideelle" fænomener og lovmæssigheder.

I virkeligheden fremgår matematikkens abstrakte karakter allerede af talbegrebet. For et talord kan forbindes med en konkret ting som to æbler eller fem pund kartofler, men talordene uden nærmere angivelse er abstrakte størrelser der kan anvendes til rent logiske operationer. De udgør det der i logikkens teori hedder "klassen af alle klasser". Og det vil sige, at vi allerede i selve talbegrebet har fået fastlagt sprogets tvetydighed: talordene kan bruges konkret i forbindelse med håndgribelige ting og abstrakt-logisk, uafhængigt af den synlige verden. Derfor lykkedes det ikke Bertrand Russell og A.N. Whitehead gennem deres ekstreme formalisme og konsekvente brug af præcis symbolik i deres store værk om "Principia mathematica" fra trediverne at udelukke sprogets indbyggede tvetydigheder - som det ellers var intentionen.

Matematikkens kolossale udvikling i naturvidenskaben forledte mange forskere - bl.a. en fremragende matematiker som David Hilbert - til at tro, at den hvilede i sig selv og altså ikke var afhængig af noget uden for sig selv. Men her påviste en anden lysende begavelse, Kurt Gödel, til stor overraskelse for alle, at ikke alle sande sætninger i et konsistent teoretisk system er bevisbare (Gødels uafgørbarhedsteorem), eller som det også kan formuleres: mængden af bevisbare sætninger er en delmængde af alle sande sætninger .

Og heldigt nok. For dermed bekræftedes det, at såvel talbegrebet som matematikken som sådan nøjagtigt ligesom begreberne rum og tid ikke handler om naturen selv eller om fornuften selv, men om relationen mellem menneskelig fornuft og den øvrige del af naturen.

Den matematiske generalisation, der forlængst har bragt matematikken ud over anskuelighedens rammer, har netop demonstreret sin fulde anvendelighed og tilpasningspotentiale som bindeled og forståelsesled mellem fornuften og naturen og dermed også den for mennesket yderst heldige indretning af naturen, der ligger i at den har en struktur der passer som hånd i handske til struktureringsmulighederne for den menneskelige hjerne og tænkning.

Forholdet bør ses i den biologiske udviklings store perspektiv: Mennesket synes at have vundet den biologiske selektionsproces netop fordi den menneskelige hjerne har vist en så formidabel formbarhed, at den har kunnet udvikle et sprog og en matematik, der på uforklarlig, men særdeles effektiv vis synes løbende at kunne bringes til at svare stadigt mere hensigtsmæssigt til strukturen af naturen uden for hjernerne!

Spørgsmålet om den menneskelige evne til abstraktion og generalisation har imidlertid endnu et vidtrækkende perspektiv, nemlig menneskeåndens iboende intuitive evne til at se "bag om tingene".

Så langt tilbage i kulturhistorien som skriftlige kilder fortæller om menneskers overvejelser over naturen og tilværelsen, kan vi følge ikke blot isolerede tilfælde af forestillinger om kræfter bag foreteelserne, men ligefrem mængder af samlede og sammenhængende udtryk i myter og sagn af sådanne forestillinger. Gåden i tilværelsen har ikke i nær så høj grad været de konkrete ting i de nærmeste omgivelser, - dem var man jo tværtimod fortrolige med fra dagligdagens solide erfaring - som de dynamiske kræfter bag disse ting. Og for alle sådanne kræfters vedkommende gælder, at man har givet dem symbolske navne og betegnelser, lige fra gude- og heltenavne til mere abstrakte betegnelser som elementer, atomer eller magter.

Sideordnet med det praktiske og yderst nyttigt betonede og yderst detaillerede kendskab til dagligdagens ting og lokaliteter har mennesket fra tidernes, dvs historiens morgen haft yderst detaillerede forestillinger om noget bagved fænomenerne, det der i langt senere platonisk sprogbrug kom til at hedde "ideerne" og i endnu senere naturvidenskabelige sprogbrug "kræfter" og "felter" som fx tyngdekraften og elektromagnetiske felter, eller den svage vekselvirkning og den stærke vekselvirkning.

Sprogforskeren Louis Hjelmslev, søn af en matematiker, skrev i 1943, at forudsætningen for at konstituere en lingvistik er en sprogteori, der gennem et udelukkende formalt forudsætningssystem søger sprogets specifikke strukturer i en konstans, der ikke er forankret i en uden for sproget liggende "virkelighed". Lingvistikken er m.a.o. her gjort rent formalistisk-naturvidenskabelig og samtidig "idealistisk" ved at operere med en "konstans", der er totalt uafhængig af den sanselige virkelighed. Men det er altså også teori for ikke at sige spekulation.

Den amerikanske sprogforsker Noam Chomsky har i nyere tid tilsvarende udformet en lingvistik som giver en helt igennem formaliseret beskrivelse af de generelle sproglige strukturer og disses muligheder for den næsten ubegrænsede transformation og variation der kan konstateres på alle sprog (den generative lingvistisk eller transformationsgrammatik). Forudsætningen for strukturerne ligger i et påstået medfødt universelt sproganlæg for alle naturlige sprog, fikseret og lokaliseret i hjernen.

Men hjernefysiologisk er påstanden uden belæg og sprogpsykologisk forfejlet. For hjernens enorme dynamik og plasticitet skyldes netop, at dens celler ikke er bundet til en specifik egenskab som fx sprog. Hjernen organiseres eller modelleres livet igennem af nye erfaringer, af nye iagttagelser, nye indsigter og nye refleksioner. Sprogets udvikling foregår ikke isoleret i en lukket hjernekasse, og resultatet kan ikke føres deterministisk tilbage til strukturer eller principper, men afhænger af det yderst komplekse og uforudsigelige samspil med bevidstheden på den ene side og omverdenen, inklusive medmenneskene og det fælles sprog, på den anden.

Et helt specielt udslag af evnen til dobbeltbetragtning af verdens fænomener finder man i Goethes farvelære, der i modsætning til den naturvidenskabelige, newtonske spektralopfattelse, inddrager menneskets psykiske opfattelse af farvernes sansekvaliteter i et beskrivelsessystem, baseret på omhyggelige studier. Der kan teoretisk bygges bro mellem de to betragtninger via en subtil fortolkning af den gule farve, som i lysmæssig henseende, men ikke sansemæssigt er en 'blanding' af rødt og grønt lys (det røde lys 'ophæver' blåheden i grønt). Men i almindelighed vil man betragte de to opfattelser som diametralt modstående i videnskabelig henseeende - eventuelt som komplementære - og lade Goethes farvelære gå ind under rubrikken eksistensvidenskab.

Forskellen mellem sådanne forskellige betragtningsmåder ligger ikke primært i abstraktionsniveauet eller bevisligheden/ubevisligheden af de hypotetiske antagelser, fx er kraftpartikler for gravitionskraften (gravitonen) eller for den stærke vekselvirkning (gluonen) ikke eksperimentelt eftervist og altså fortsat hypotetiske størrelser. Forskellen ligger i deres praktiske funktion: de moderne begreber er simplere og i formel, matematisk henseende mere præcise, og de er i stand til at indordne flere forskelligartede og på erfaringer baserede iagttagelser i et modsigelsesfrit og konsistens system for nøje afgrænsede områder end de gamle kunne.

Platon var den første til ud fra sådanne intuitive forestillinger at skabe en decideret idealistisk filosofi, og hans tænkning fik derigennem kolossale følger i den europæiske kulturhistorie helt op til renæssancen og den moderne naturvidenskabs frembrud. Via nyplatonismen kom det til at indgå i kristendommens verdensopfattelse, at den sanselige verden ikke var den egentlige, det var derimod ideernes verden, som man i kristendommen kunne identificere med den himmelske verden, som ydermere henlagdes til et liv for de særligt udvalgte efter døden.

Platons tankegang er derfor en overvejelse værd. Den findes bl.a. formuleret i den berømte lignelse om fangerne i hulen: En gruppe fanger sidder bundne i en hule med øjnene rettet imod en væg, hvorpå de kan se deres egne skygger, som skyldes det lys der kommer ind fra en åbning bag dem, men de kan ikke se hinanden. De vil derfor alle tro, at skyggerne på væggen er virkeligheden. Men en af dem bliver befriet og kommer ud i dagens lys - og sandheden går op for ham.

En smuk lignelse om den sande erkendelses lys, men unægtelig også i enhver henseende en tilsnigelse.

For det første vil fanger i en virkelig situation have en eller anden fortid, der ville sikre dem en eller anden forhåndsviden om tingenes rette sammenhæng. For det andet ville de ikke kunne slutte nogetsomhelst om situationen, hverken før eller efter frigørelsen, uden et sprog, der allerede ved sin realitet modbeviser konklusionen. Og for det tredje - og det er det altafgørende - er det helt urimeligt at sammenligne menneskets almindelige situation i en normal hverdag med fangers i en hule. Uanset historisk periode og uanset social status vil mennesker i praksis altid opleve en bredere virkelighed, og de vil følgelig ikke være logisk tvunget til at antage en så gennemfalsk og tænkt skyggeopfattelse, som Platons tænkte fanger.

Det helt normale udgangspunkt for alle overvejelser ville være, at mennesket vokser op i en verden, hvor dagslys veksler med nattemørke, hvor tingene og medmenneskene kan sanses fuldtud og hvor både sprog og samfund er elementære kendsgerninger. Der er følgelig ingen tvingende grund til at forveksle skygger med levende mennesker eller det normale dagslys med et indre sandhedens lys. Tværtimod. Dagligdagen og dagligsproget vil være den naturlige basis for alle nøgterne slutninger vedrørende specielle erkendelsesområder, og udgør altså hvad der ifølge Zinkernagels regler må gøres til et ufravigeligt kriterium, hvis realitetssansen skal bevares intakt. Jf. artiklen om Zinkernagels filosofi.

Platons idealisme gjorde ligesom Buddhas lære den almindelige sanseverden til et bedrag eller en illusion, og den stimulerede derfor uundgåeligt en længsel eller higen efter frelse fra dette bedrag. At sådanne frelsesideer gennem tiderne har fået den succes de vitterligt har haft, vidner i allerhøjeste grad om de indre ideers iboende kraft; ganske som kristendommens paradislængsel, og ganske som politiske ideologier i nyere tid - fx socialismen og nationalsocialismen i 1900-tallet - vidner om ideernes fortsatte enorme fascinationskraft på mennesker, der af den ene eller anden grund er utilfredse med deres eller menneskets generelle lod.

De idealistiske utopiers fejlslutninger skyldes altid despekten for og uafklaretheden med hensyn til den daglige erfarings rolle i menneskelivet som eneste mulige naturlige udgangspunkt for praksisrelateret realitetsprøvelse og for eventuel kamp for en forbedring af levevilkårene inden for mulighedernes grænse.

Vejen ud af fejlslutningen hedder ikke den rene materialismes eller den rene positivismes gøren tingene og sanseerfaringerne til absolutte målestokke for virkeligheden, for i begge tilfælde fornægtes bevidsthedens og sprogets afgørende og uomgængelig rolle i al iagttagelse, måling og fortolkning af verden som delobjekt og af eksistensen som helhedsobjekt. Fornægtelsen vil også ramme den idémæssige evne til at gøre nøgterne forestillinger om lovmæssigheder bag de tilfældige fænomener og nøgterne forestillinger om fremtidsmuligheder for samfundet, menneskeheden og individet.

Idealismens og materialismen faldgruber undgås kun ved accept af både tingene/sanseerfaringerne og bevidstheden/sproget, således som der er lagt op til her i redegørelsen for den komplementære helhedsrealisme.

Den daglige erfaring er - til forskel fra såvel den rent idealistiske som den rent materialistiske erfaring - baseret på en anerkendelse af såvel virkelighedens dobbeltvæsen med de indbyggede dynamiske muligheder som bevidsthedens mulighed for efter behov at skifte fokus fra den ydre synlige verden til den indre usynlige samt sprogets evne til at tale nøgternt og entydigt om hele denne komplementære og komplekse realitet.

12 Eksistens og erkendelse Til toppen Til afslutningen

Det mest iøjnefaldende træk ved den vestlige kulturs udvikling i de seneste århundreder er dens evne til ekspansion i kraft af teknologisk overlegenhed og politisk overmod og "overvilje".

Den teknologiske overlegenhed bygger i enhver henseende på den moderne naturvidenskab der for alvor begyndte i 1600-tallet med Galilei og Newton, og som fuldbyrdedes i 1900-tallets første årtier med relativitetsteorien og kvantemekanikken.

Praktiske resultater af denne naturvidenskabelige revolution har været umådeligt store: Dampkraft, el-kraft og atomkraft; tog, bil, fly, satelitter og rumstationer; telefon, radio, fjernsyn og computer. Og de har totalt ændret menneskets hverdag og skabt en produktion, et forbrug og en kommunikation uden sidestykke i historien.

Den vestlige naturvidenskab, teknologi og livsstil har med andre ord haft en sådan kvantitativt målelig succes, at selve denne succes er blevet hovedmålestokken for udviklingen. Og da måleenheden er penge, har det naturligvis været et problem, at pengenes værdi kunne skifte helt tilfældigt med konjunkturerne og noget så irrationelt som valutaspekulationer. Derfor er der i vore dage ihærdige bestræbelser på at skabe stabile valutaer. Stabiliteten på dette ømfindtlige område er omtrent gået hen og blevet selve kriteriet for civilisation, altså selve den moderne pengereligions helligste ko.

Men menneskeligt set har omkostningerne for denne udvikling været store. Uhyggeligt store. For samtidig med fremskridtene kom en gigantisk befolkningseksplosion, en gigantisk naturforurening og en gigantisk krigsødelæggelse - helt uden fortilfælde. Og som følgesvende til disse beklagelig fænomener kom yderligere en voldsom stigning i sygdomme (epidemier, hjerte- og kræfttilfælde), narkomani (fra øl og spiritus over hash til hårde stoffer), kriminalitet (fra udbredt butikstyveri til rå og hjerteløse overfald på sagesløse), social nød (fra simpel fattigdom til håbløs elendighed), almindelig værdirelativisme eller værdiusikkerhed, samt psykisk og politisk ustabilitet kloden over.

Den kvantitative succes synes fremkommet som resultat af stigende abstraktion fra de kvalitative eller humane, etiske og religiøse aspekter. Og det er i virkeligheden ikke så underligt, for hele denne abstraktion ligger som bevidst princip i forudsætningen for det hele: den naturvidenskabelige metode.

Det er en ubestridelige kendsgerning, at den naturvidenskabelige metodes effektivitet skyldes dens klare erkendelse af, at det er muligt at opnå dybere indsigt i den materielle verdens egenskaber og lovmæssigheder ved at undersøge fysiske genstande som enkeltobjekter, isolerede fra såvel deres naturlige sammenhænge med omverdenen som deres kulturelle sammenhænge i relation til mennesket, sproget og samfundet. Galilei fandt lovene for almindelige fysiske legemers fald, og Newton lovene for accelleration og gravitation ved at eksperimentere med disse legemer og gøre iagttagelser om planeterne bevægelser uden hensyn til praktiske formål eller etisk-religiøse værdier. Disse ville Galilei gerne have set bort fra, men den kirkelige dogmatik i hans Italien udelukkede en forskning der alene søgte den objektive sandhed - om den nu var bekvem eller ej. Her var Newton bedre stillet i England. Hvad det første punkt angår, stod det klart for ham, at den objektive sandhed om tingene måtte være helt uafhængig af nyttehensyn. Der var tale om det vi siden har kaldt grundforskning, til forskel fra anvendt forskning eller strategisk forskning.

Men det er også en ubestridelig kendsgerning, at den nøjagtighed naturvidenskaben således opnåede, blev vundet på bekostning af bredden i begrebernes anvendelse. Jo nøjagtigere man definerede begreberne og udtrykte lovene i matematisk form, jo mere begrænsedes det videnskabelige sprogs anvendelsesmuligheder. Eller sagt på en anden måde: Som følge af den moderne naturvidenskab blev sproget effektivt og systematisk spaltet i på den ene side et bredt og altomfattende, men relativt vagt sprog som almindelige dødelige bruger til både hverdag, fest og højtid, og på den anden side et eksakt naturvidenskabeligt sprog, som kun dækker specielle områder af tilværelsen, og som stort set kun forstås af specialuddannede fagfolk (selvom det principielt er tilgængeligt for alle).

Ganske vist - og det er bestemt ikke uvæsentligt - kunne man i den nye naturvidenskab formulere helt generelle naturlove som fx tyngdeloven, dvs love som, indtil andet bevises, er universelle og altså gælder for alle ensartede fænomener overalt i universet. Men det sprog man brugte til formuleringerne af disse love, kunne ikke bruges til formuleringer af lovmæssigheder på andre områder.

Dette opdagede man imidlertid først længe efter. Det har man faktisk først erkendt med relativitetsteorien og kvantemekanikken.

Den mekaniske fysik, som blev resultatet af Galilei og navnlig Newtons banebrydende forskning og ofte kaldes den newtonske mekanik eller den klassiske fysisk, blev ganske naturligt betragtet som den absolutte sandhed om naturen. Elektromagnetismen og termodynamikken angreb på visse fronter den stolte bygning, men ikke mere end at det lykkedes at fortolke de nyopdagede fænomener så de passede ind i den gamle begrebsramme.

Først relativitetsteorien anfægtede for alvor Newtons opfattelse af rum og tid som absolutte, af hinanden totalt uafhængige størrelser, idet Einstein kunne vise, at rum og tid er relative begreber, der for fysiske fænomener i stor, kosmologisk skala, ikke kan anvendes nøjagtigt uden henvisning til iagttagelsessystemet. Når de kan anvendes uden denne henvisning over for hverdagens fysiske fænomener, ligger det i, at afvigelserne da er så små at de ingen praktisk betydning har. Eksempelvis er vinkelsummen af en trekant efter Euklids geometri 180 grader, og det holder stik på jordkloden, men ikke ude i det "krumme univers", hvor stjernernes masse afbøjer lyset. Men selv relativitetsteorien kan fortolkes som en slags udvidelse af den klassiske fysik ved at afvigelserne betragtes som grænsetilfælde.

Først med kvantemekanikken sker den fuldstændige omstrukturering af den gamle begrebsramme. Virkningskvantet indfører en naturkonstant i fysikken der bryder totalt med den gamle fysiks ubetingede kontinuitetsopfattelse. Og umuligheden af at kunne afgøre om de empirisk konstaterbare elektron-fænomener dybest set er partikler eller bølgepakker brød totalt med den gamle fysiks ubetingede årsagslov, hvor enhver virkning kunne lokaliseres nøjagtigt i tid og rum samtidigt. Man måtte altså erkende, dels at der findes diskontinuitet i universet, dels at der findes fænomener der unddrager sig eksakt årsags-virkning-beskrivelse ned til mindste detalje.

Diskontinuiteten i universet udelukker ikke, men betinger tværtimod stabiliteten i dagligdagens fysiske verden samtidig med at den åbner for muligheder, dynamik og emergens.

Årsagslovens begrænsede anvendelighed udelukker ikke eksakt beregning og forudsigelse af atomare processer inden for en vis sandsynlighedsmargen, der er fuldt tilstrækkelige til praktisk brug (man kan til eksempel ikke præcist beregne virkningen af en atombombesprængning, men beregne virkningen af atomspaltning i atomkraftværker tilstrækkeligt præcist til at den kan kontrolleres). Men årsagslovens begrænsning giver samtidig netop det spillerum for mulighederne som var et problem i den newtonske fysiks stive begrebsramme, betragtet ud fra hverdagens utallige banale eksempler på ikke alene uforudsigeligheden af mange slags processer (fx vejret, økonomien, det enkelte menneskes og hele menneskehedens livsskæbne eller historie), men også erfaringerne af den menneskelige viljes vidtgående frihed og dermed menneskets ansvarlighedsmulighed.

Begge opdagelser var alvorlige anslag mod materialismen, positivismen og deres arvtager, den logiske empirisme, som ellers var kommet til den urokkelige overbevisning, at de sanselige ting var de mest sikre empiriske kendsgerninger der fandtes, og at al logisk-rationel videnskab derfor måtte bygge på disse kendsgerninger, kombineret med naturlovene og den formelle logiks sandhedsbegreb og slutningsregler, hvis den da ville have prædikat af seriøsitet og objektivitet.

Men nu - i årene fra 1925 til ca. 1935 - blev det klart for de førende naturvidenskabsmænd, at den positivistiske tro byggede på forhastede og forenklede axiomer og konklusioner. Der rejstes i kvantefysikken ingen tvivl om sansedataenens afgørende betydning for nøgtern erkendelse, og ingen tvivl om naturlovenes sandhedsværdi eller den formelle logisk regler. Tværtimod blev disse ting betragtet som en uundværlig del af den praktiske omgængelse med den almindelige sansbare fysiske verden. Men man indså, at der var områder af naturen og tilværelsen, hvor den newtonske mekanik med dens rum-, tids- og årsagsbegreber ikke var anvendelig, og man indså, at den klassiske fysik slet ikke kunne danne nogen absolut mono-basis for metodikken i alle andre grene af videnskaben, således ikke i biologien og medicinen, og slet ikke på hele det humanistiske område.

Atomfysikerne - med Københavnerskolen omkring Bohr, Pauli og Heisenberg i spidsen - indså at naturvidenskaben ikke er videnskaben om naturen "an sich", men om naturen udsat for vore spørgsmål, iagttagelser, eksperimenter og fortolkninger. Der gives ingen absolut objektivitet, eftersom der ikke gives et arkimedisk punkt uden for naturen eller universet, hvorfra vi kan betragte naturen som en genstand, der er totalt adskilt fra os som betragtere og fortolkere. Vi er en del af den natur vi betragter, og naturvidenskab er derfor forholdet mellem den iagttagende og den iagttagne del af naturen. Eller som det også flittigt blev udtrykt, generelt om menneskets situation i tilværelsen: Vi er både aktører og tilskuere i naturens eller livets drama. - Jf artiklen om Københavnerskolen.

Dette betyder dog på ingen måde, at rationel, systematisk, metodisk, empirisk og logisk videnskab er umuliggjort, men at objektivitetsbegrebet har måttet omdefineres. Objektivitet er ikke længere den totalt udenforståendes totalt kvalitets-abstraherende, forskansede betragtning af en given isoleret genstand, men en intersubjektiv, på én gang nærgående og nøgtern betragtning af verden med henblik på registrering af så præcise kendsgerninger og sammenhænge som muligt og så entydig kommunikation herom som mulig - altsammen som led i et storstilet erkendelsesprojekt der til stadighed forrykker skillelinjen mellem den iagttagende og den iagttagne del af verden.

Så længe videnskaben holder sig til undersøgelse af faste legemer, hvis kvantitative egenskaber kan registres med øjnene eller med apparater der følger den klassiske fysiks love, kan den i praksis se bort fra det indgreb som en iagttagelse egentlig er, men jo længerre væk fra de faste legemer videnskaben kommer, jo vigtigere er det for objektivitetens skyld at tage højde for iagttagelsesituationens indvirken på observationerne og fortolkningerne.

Og når videnskaben kommer frem til områder af tilværelsen, hvor bevidsthedsprocesserne er afgørende for de valgte undersøgelses-fænomeners frie udfoldelse og udvikling, dvs hele den eksistentielle sfære: psykologi, sociologi, historie, æstetik, etik og religion - så er forholdet endda så subtilt, at objektivitet i den klassiske fysiks forstand ikke blot er umulig, men meningsløs. I denne sfære er nøgtern iagttagelse, beskrivelse og fortolkning slet ikke mulig uden subjekternes introspektion og meddelelser til hinanden om deres iagttagelser. Nøgternheden, seriøsiteten og troværdigheden må afgøres på helt anden vis end i fysikken.

Men ejendommeligt nok har humanvidenskaben generelt endnu ikke 75-80 år efter den moderne fysiks store gennembrud taget konsekvensen af kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske indsigt. Den fastholder i vid udstrækning, i hvert fald i teorien, en forældet positivistisk indstilling - og resultatet bliver let en pseudovidenskab der hverken fortjener navn af videnskab eller humanisme, men snarere er et akademisk selvbedrag. Den forekommer at være en underlig berøringsangst pseudo-objektivisme, der mere bliver metoderytteri og institut-indavl end indfølende og grænsesprængende forskning, og den formuleres i en begrebsramme der mere er et indforstået frimurersprog end et frit almensprog.

Forskere af denne skole foretrækker at forblive i sikkerhed som udenforstående i deres selvbyggede beskyttelsesrum end vove sig ud i forståelsens åbne sfære, hvor et ægte møde kan finde sted, og hvor følgelig påvirkning er uundgåelig. Resultatet bliver en forskning der ingen nævneværdig indflydelse får på folkelivet, kulturlivet eller vore fremtidsudsigter i bredeste forstand. Med andre ord: åndløshed.

Naturligvis er der en forklaring på denne falske humanismes utilsigtede forræderi mod humanismen. Og det er troen på, at alle årsager kan definitivt afdækkes, at de før eller siden vil blive definitivt afdækket, og at denne afdækning er al videnskabs fornemste mål, ja eneste sande eksistensberettigelse. Bagved denne tro ligger til syvende og sidst den absolutte determinisme og dermed troen på, at når blot alle årsager bliver afdækkede, så kan alle fremtidige begivenheder forudsiges med samme absolutte sikkerhed som planetbevægelserne, og da, og først da, er verden blevet rationel fra inderst til yderst og dermed befriet for irrationalitetens og ubestemthedens svøbe.

Jagten på en absolut sikker viden om naturens og livets inderste hemmeligheder har i vore dage antaget neurotiske dimensioner og forledt de bevilgende myndigheder til vanvittige milliardinvesteringer i prestigeprojekter inden for såvel rumforskning som elementarpartikelforskning, skønt det for længst burde være erkendt, at en sådan absolut viden aldrig vil blive fundet, og at den heller ikke ville kunne bruges til belysning af menneskets aktuelle eksistentielle og fremtidsrettede situation eller det ansvar der naturligt følger med en åben erkendelse af denne situation.

Naturvidenskaben må gerne være foran i henseende til udvidelsen af den menneskelige erkendelse, men sjælen bør kunne følge med, hvis sundheden og helheden skal kunne bevares.

Nu var det allerede påfaldende at fremragende naturvidenskabsmænd i første halvdel af 1900-tallet som Albert Einstein og Erwin Schrödinger aldrig kunne acceptere kvantemekanikken som en fuldstændig teori, men kun som en midlertidig praktisk løsning. De fastholdt, at fysikforskningen først havde nået sit endelige mål, den dag årsagsloven kom til at gælde ubetinget også for de atomare processer. Einstein var fast overbevist om, at "Gud ikke rafler", som han udtrykte det, dvs at universet ikke styres efter sandsynlighedslove, men efter strengt deterministiske principper. Han var med andre ord overbevist om en absolut, ja endda absolut matematisk orden i naturen.

Heisenberg fortæller i sine erindringer om et seminar i efteråret 1926, altså tiden omkring de afgørende erkendelser, med deltagelse af bl.a. hans gamle lærer Sommerfeld. De ældre herrer følte det som en enorm lettelse, at Schrödinger kunne forelægge et tilsyneladende alternativ til den kvantemekaniske fortolkning og Heisenbergs egne endnu ikke endeligt formulerede ubestemthedsrelationer. Det viste sig hurtigt, at alternativet ikke holdt stik, ja Schrödinger selv kunne siden forelægge et fuldstændigt bevis for, at hans bølgemekanik nøje svarede til den matematiske formalisme i kvantemekanikken. 'Ubestemtheden' kom man ikke uden om. Komplementariteten af de to opfattelser kom man ikke uden om.

Og hvad virkningskvantets ophavsmand, Max Planck, angår, så vedblev han - som det troende menneske han var i gammeldags forstand - at tro på, at selvom mennesket ikke kunne se, hvad der foregår i tid og rum, når de atomare processer går for sig under forsøgene, så måtte Gud kunne se det, for han ser jo alt!

Endnu i 1982 var det en bitter pille at sluge for den amerikanske forsker J.S. Bell, at Bohrs kvantefilosofi og Heisenbergs principielle ubestemhedsrelationer blev eksperimentelt bekræftet i den franske forsker Alain Aspects subtile forsøg, og gyldigheden af den einsteinske "lokalrealisme" eller dagligdagsrealisme således definitivt afkræftet, hvad angår opfattelsen af elektronprocesser.

Så den deterministiske tro stikker dybt i menneskets sjæl på trods af al oplysning, og den stikker desværre også dybt i mangen forskersjæl trods de katastrofale følger troen har for kulturlivet.

For ret beset er troen på determinismen en fornægtelse af alt hvad der hedder mulighed, dynamik og emergens i naturen og dermed også en fornægtelse af liv, bevidsthed, ånd og humor som kendsgerninger i tilværelsen som en virkelighedstro forskning ikke kan komme uden om eller bag om. Og troens konsekvens kan ikke blive andet end at de for eksistensen mest afgørende områder af tilværelsen i vid udstrækning holdes uden for seriøs og nøgtern videnskabelig behandling - og overlades til fantasiens frie kræfter med det uundgåelige kulturelle resultat, at det irrationelle i tilværelsen stødes uden for samfundets anerkendte og etablerede mekanismer som uønskede og farlige. Det bliver det irrationelle ikke udryddet ved, det bliver det tværtimod forstærket og dæmoniseret ved. Blandt andet blomstrer alternative anskuelser uden korrespondens med dagligdagens erfaring og sprog frit som ukrudt på marker der ikke opdyrkes. De kan isoleret betragtet være smukke, men ukrudt kan som bekendt brede sig så stærkt, at det kvæler vækstmulighederne for ønskede og livsnødvendige planter, herunder ikke mindste den etiske og religiøse ansvarligheds planter.

Der er derfor også grund til at pege på, at førende naturvidenskabsmænd gennem tiderne selv har vist høj etisk og religiøs ansvarlighed og understreget forskningens betydning for den fælles helhed. Derved har de markeret sig som klare kritikere og modstandere af den type forskere og embedsmænd, der blæser på alt hensyn til helheden, de højeste værdier og det lange sigt i udviklingen for at få fred til enten at gøre deres forbandede pligt, pålagt dem af autoriteter de uden videre bøjer sig for, eller forfølge deres egne snævre økonomiske eller erkendelsesmæssige interesser.

Alle kender og fordømmer vi Eichmann-embedsmanden, der effektivt udførte administrativt arbejde for Hitler i udryddelsen af jøder uden at kere sig om de enkelte menneskeskæbner. Og vi kender og fordømmer den moderne, smarte pengespekulant og selskabstømmer, der intet andet formål har med sine investeringer og transaktioner end at skaffe sig hurtigst mulige og højest mulige gevinster uden hensyn til omkostningerne for andre.

Heldigvis er der da også i dag stor forståelse for og vilje til, at det internationale samfund må prøve, om muligt i respekt for de enkelte nationers suverænitet, at sikre overholdelsen af menneskerettigheder overalt hvor de trues af magtviljens hensynløshed. Menneskerettigheder er netop ikke noget der kan defineres af de enkelte magthavere eller nationer vilkårligt ud fra egen forhistorie og ideologisk sigte, men noget der må forstås universelt fremadrettet som ønskværdig mulighed for alle, overalt og uden undtagelse.

Ligeledes er der på vore breddegrader stor forståelse for, at enhver erhvervsvirksomhed og erhvervsleder ikke blot har ansvar for investorers og aktionærers udbytte, men for en bred gruppe af interessenter, kunder såvel som leverandører, medarbejderne såvel som det omgivende samfund, inkl. miljøet. Der arbejdes derfor i dag i mange virksomheder seriøst med såkaldte etiske regnskaber, der netop skal gøre rede for andet end de rent økonomiske eller kvantitativt målelige dispositioner.

Men forskningen, og navnlig de humanistiske videnskaber halter sørgeligt bagefter. Så langt bagefter, at det er på tide at spørge, om ikke det efterhånden bliver nødvendigt for kulturens skyld at indføre etisk redegørelsespligt for al forskning, dvs. en pligt til offentligt at redegøre ikke blot for de kvantitative resultater i forskningen, endsige deres snævre erhvervsmæssige eller økonomiske nytteværdi, men kvalitativt for forskningens langsigtede mål i dens placering som del af den natur og den eksistens, som vi har fælles interesse i at værne om.

Forskningen ville på denne måde være tvunget til helt bevidst at se sig selv som en del af det store fællesskab, hvis langsigtede mål naturligt må være at forøge menneskehedens og menneskekulturens muligheder for at overleve alle farer og risici og således kunne bevare det håb om en fremtid, som kendetegner alt liv. Forskningen ville ikke længere kunne leve uanfægtet i sit elfenbenstårn. Den ville med andre ord for alvor blive selvkritisk og selvjusterende ikke blot på egne vegne, men på samfundets og kulturens vegne. Forskningen ville blive primus motor i et nødvendigt og vedvarende eksistentielt kultur-selvopgør.

Indførte man en sådan etisk redegørelsespligt for al forskning ville universiteterne igen kunne blive det de oprindeligt var tænkt som og som ligger i navnet: centre for udforskning af naturen og tilværelsen forstået som en sammenhængende helhed. Den vildtgroende opsplitning i isolerede, næsten autonome forskningsdiscipliner, der naturligvis er en uundgåelig følge af den rent praktiske opgavefordeling, men bliver negativ og destruktiv, når den ender i krig og konkurrence om prestige og ressourcetildeling, ville i langt højere grad kunne afløses af et tværfagligt samarbejde omkring fælles og for hele samfundet og kulturen centrale langsigtede mål.

Videnskaben kunne dermed genvinde sin tabte funktion som kulturens åndedræt, som Vilhelm Grønbech i sin tid kaldte det i en tale om "Videnskabens stilling i folkelivet". For når videnskaben sygner, sagde han, så indsnævres sjælen, og virkningen vil spores ned i folkets materielle liv. Forskningen er jo, som han også sagde, en af kulturens vigtigste kilder - på linje med arbejdet og religionen.

Niels Bohr satte liv lig med håb, for han indså meget tidligt, at levende væsener - i modsætning til døde stoffer - ikke blot er simple produkter af fortiden og deterministiske faktorer eller principper, men i lige så høj grad bestemt af en uforudsigelig fremadrettethed, der skaber muligheder for både materielt fremskridt og åndelig rigdom. Han så i selve den videnskabelige forskning en stadig fremadskridende bevægelse hen imod det han kaldte "kundskabens enhed", og det ville i hans mund ikke sige en påtvungen dogmatisk enhed af den art man kender i den skolastiske katolicisme, den sovjetkommunistiske og nazistiske ideologi eller den militante logiske empirisme, men en fri åndelig enhed, fremkommet ved stadig dybere erkendelse af naturens love og kræfter og en stadig større harmoni mellem de kræfter i både naturen og kulturen, som betinger dynamikken, og som ikke mindst i menneskesjælen bæres af en dyb undren over naturens indretning, mangfoldighed og hensigtsmæssighed.

Werner Heisenberg, der i modsætning til Bohr, men i lighed med Einstein var dybt musikalsk, og bl.a. derfor havde en langt større forståelse end Bohr for det vage, tvetydige, men smidige dagligsprogs uundværlighed som udtryk for den menneskelige ånds dybe, umiddelbare kontakt med virkeligheden i sin fulde bredde, vender flere gange tilbage til en oplevelse han havde som ganske ung student i München. Han havde på et slot overværet et større diskusionsmøde for unge mennesker om filosofiske anliggender, men følte sig mismodig over resultatet. Men i en pause hørte han fra en balkon i slotsgården tonerne af Bachs berømte d-moll chaconne for soloviolin og hans mismod forsvandt, for gennem musikken så han "forbindelsen til den midte i tilværelsen" han følte var gået tabt under den forvirrende debat, men som for ham var betingelsen for eksistentiel orientering og dermed også grundlaget for hans forskning.

Hos alle tre, Grønbech, Bohr og Heisenberg, er der således udtrykt en tanke om, at vi lever under et større ansvar end den snævre materielle, økonomiske, magtpolitiske eller videnskabspolitiske interesse, der fokuseres ensidigt på, når succes er målestokken.

Selve erkendelsen var for alle tre en naturlig del af og en naturlig tjener for den menneskelige eksistens i bredeste forstand og ikke omvendt.

En Uddybning af afsnittet om eksistens og erkendelse findes bl.a. i artikelserien om Etik og eksistens.

Afslutning Til toppen Til navneregister

I samme ånd og perspektiv er JERNESALT tænkt og skrevet.

Organets grundsyn er, at

det er erkendelsen der er en del af vort fælles eksistensprojekt
og altså ikke eksistensen der er en del af erkendelsesprojektet.

Forskningen må være forpligtet på at søge sandheden og kun den, og skal således ikke spændes for et eller andet bestemt, snævert afgrænset eksistensprojekt af økonomisk, politisk, ideologisk eller religiøs art. Men sandheden svæver nu engang ikke frit i rummet uden for rammerne af den menneskelige eksistens, og det vil sige, at sandheden aldrig kan defineres hverken rent formelt i forhold til logikkens regler eller rent empirisk i forhold til allerede fastslåede og kvantitativt målelige kendsgerninger, men altid også må ses i sammenhæng med menneskets fremtidsmuligheder i bredeste og mest langsigtede forstand, dvs i sammenhæng med begrebet ånd.

Der kan aldrig hersker tvivl om, at to og to er fire, eller om at jorden bevæger sig rundt om solen, at lysets hastighed er ca. 300.000 km i sekundet, eller at bøger brænder ved 451 graders Fahrenheit. Men når talen er om eksistentielle spørgsmål, dvs æstetiske, religiøse og etiske, herunder politiske emner, så bliver sandheden et spørgsmål om fremadrettet handling, dvs om hvilke indgreb i de eksisterende kendsgerninger eller den foreliggende kulturelle og samfundsmæssige status quo der er gavnlige og konstruktive på længere sigt og under de højeste værdiers synsvinkel.

Og her vil en vis usikkerhed nødvendigvis altid gøre sig gældende, når fremtiden ikke kan forudsiges på simpel deterministisk vis, og når værdierne selv ikke ligger urokkeligt fast som absolutte dogmer fra fortiden, men i højere grad er anede pejlemærker på vejen frem og som sådanne endda forskydes med bevægelsen og derfor altid vil være uden for håndgribelighedens, definerbarhedens og manipulerbarhedens rækkevidde.

Kriteriet for eksistentiel sandhed i denne udvidede begrebsramme bliver derfor et spørgsmål om konsistens i forhold til menneskets, sprogets, samfundets og kulturens overlevelse, mangfoldighed, værdighed og frihed på allerlængste sigt.

Dette vil findes nærmere belyst i artiklerne på hjemmesiden efterhånden som de fremlægges, men det ligger i sagens natur, at det er umuligt at forstå den filosofiske begrebsramme, der her foreligges, hvis man ser bort fra helheden og det store perspektiv.

En musikalsk grundindstilling er ikke det værste udgangspunkt for tilegnelsen, for en gennemgang af den komplementære helhedsrealisme skal læses med sans for "forbindelsen til midten", og gerne også med undren over for såvel naturen som vekselvirkningen mellem naturen og bevidstheden, hvis den overhovedet skal fattes i sin art. En dyb fornemmelse for selve kompleksiteten, sammenhængen og fremadrettetheden - og dermed humoren - i tilværelsen vil være den allerbedste forudsætning.

Jan Jernewicz

En indledning til ovenstående basisartikel findes her.

Essayet Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' (27.8.10.) kan betragtes som et væsentlig udvidelse af ovennævnte artikel.

Navneregister til 'Erkendelsens forudsætninger Til toppen

Aspect, Alain, fysiker
Andersen, H.C., forfatter
Bell, J.S., fysiker
Blicher, Steen Steensen, digter
Bohr, Niels, fysiker
Buddha
Chomsky, Noam, sprogforsker
Dantzig, Tobias, matematiker
Descartes, Réné, filosof
Einstein, Albert, fysiker
Fo, Dario, forfatter og teatermand
Galilei, Galileo, fysiker
Gamow, George, fysiker
Gauss, Karl, matematiker
Goethe, Johann Wolfgang, digter
Gogol, Nikolaj, forfatter
Gödel, Kurt, matematiker
Grass, Günter, forfatter
Grønbech, Vilhelm, religionshistoriker
Hawking, Stephan, fysiker
Heisenberg, Werner, fysiker
Hilbert, David, matematiker
Hjelmslev, Louis, sprogforsker
Hoffmann, E.T.A., digter
Hubble, Edwin, fysiker
Jespersen, Otto, sprogforsker
Kepler, Johannes, fysiker
Leibniz, G.W., filosof
Møller, Poul Martin, digter og filosof
Newton, Isaac, fysiker
Planck, Max, fysiker
Platon, filosof
Russell, Bertrand, filosof
Schrödinger, Erwin, fysiker
Storm Petersen, Robert, maler, tegner, forfatter
Wessel, Caspar, landmåler og matematiker
Whitehead, A.N., matematiker
Zinkernagel, Peter, filosof

Link til artikelserien om Menneskets virkelighedsopfattelse med følgende afsnit:

Fysikken og virkeligheden
Tiden og virkeligheden
Rummet og virkeligheden
Livet og virkeligheden
Ånd og virkelighed
Sproget og virkeligheden
Humor og virkelighed

Til toppen Til forsiden PrintVersion

utils postfix clean

utils postfix normal Opdateret d. 27.8.2010