JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - teser2008

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.4.08.

Nye politiske teser - varm luft eller visioner?

Oppositionen ønsker samling
Mette Frederiksens teser
SF's pejlemærker
Afklaring mangler
Henvisninger

Folketingsvalget i november gik som bekendt ikke for godt for socialdemokraterne, der indkasserede det dårligste resultat siden 1926, året hvor partiets daværende leder, statminister Th. Stauning udskrev valg, fordi han ikke ville løse den økonomiske krise ved at indlade sig på de borgerlige partiers forslag om toldafgifter (Han var ligesom Zoologisk Haves store flodhest Jeppe uvillig til at gå ind i den opstillede transportkasse, således som tegneren Herluf Jensenius afbillede det i Blæksprutten samme år, jf artiklen Jeppe gik i kassen - men hvem blev taget på sengen? ).

Oppositionen havde i 2007 ikke held til at skaffe sig et flertal imod regeringen. Den nuværende partiformand, den 41-årige Helle Thorning, måtte sande at hun ikke kunne slå Anders Fogh denne gang, men til gengæld næste gang....

Meningsmålingerne har siden været et mareridt for socialdemokraterne, fordi de er gået yderligere tilbage til 20-21 %, mens Socialistisk Folkeparti er stormet frem til næsten samme niveau - fra de 13 % ved valget der allerede var en fordobling af mandattallet. Noget måtte gøres. Ofringen af partiformanden ville hverken se godt ud eller gøre nogen forskel. Københavns overborgmester, den 67-årige Ritt Bjerregaard lancerede derfor en Rød Skole der gennem nogle studiekredse eller debatmøder skulle puste liv i partiet, og den slags er aldrig nogen skade til, men initiativet blev ikke mødt med udelt begejstring inden for rækkerne. Og da Jeppe Kofod gik i en kasse der var tiltænkt yngre personer, fik partiet oven i købet en slags moral-sag at bakse med som gruppeformanden, den 51-årige Carsten Hansen med sin udtalelse om utilgivelighed forkludrede, så både han selv og partiformanden senere måtte trække i land.

Men så kom heldigvis gruppens næstformand, den 30-årige Mette Frederiksen, på banen med et forslag om "ti socialdemokratiske teser som skulle indgå i det arbejde som Socialdemokratiet nu starter i en bred alliance med alle de progressive kræfter, som ønsker en anden regering". En af teserne er bemærkelsesværdig derved at den fastslår at pligter er vigtigere end rettigheder. Umiddelbart kunne den se ud til at være et opgør med partiformandens fokusering på 29 såkaldte 'velfærdsrettigheder'. Men baglandet med flere borgmestre i spidsen accepterede Frederiksens teser som en ny start for partiet - og så måtte også Helle Thorning se glad ud. Det viser sig at ideen bag teserne kan føres tilbage til et centrum-venstre tidsskrift som nogle unge socialdemokrater har lanceret under navnet 'Vision', og hvor de bl.a. har påpeget at arbejderbevægelsen altid har betragtet både pligter og rettigheder som vigtige. At Mette Frederiksen nu siger at pligterne er vigtigere end rettighederne, behøver ikke at være andet end en sproglig understregning af deres betydning, selvom nogle protesterer mod formuleringen.

Den 10. tese er lidt speciel, fordi den endnu ikke har noget indhold, men er åben for at blive skrevet "sammen med andre der også ønsker et socialdemokratisk Danmark". Det lyder strengt taget ikke som en direkte opfordring til andre partier om et samarbejde, da man ikke på forhånd kan forvente at andre partier blot vil yde bidrag til et fælles projekt som socialdemokraterne skal have æren for. Men igen skal man ikke hænge sig i ordvalget. Både SF og de radikale har taget venligt imod udspillet.

SF har gjort dette ved at offentliggøre et forslag om 10 fælles politiske pejlemærker for centrumvenstre-partierne. Man stiller ingen ultimative krav, men erkender behovet for kompromisser. Hovedformålet er at få opstillet et klart alternativ til den siddende VOK-blok. De ti pejlemærker skal ses som "et bidrag til en konkretisering af Socialdemokraternes teser og SF's umiddelbare oplæg til en samling af oppositionen".

Men ak, de radikale har omgående stukket en kæp i hjulet ved med Morten Østergaards ord at påpege at der "ikke er for to gram økonomisk ansvarlighed i SF's forslag". Han undrer sig desuden over at SF for tredje gang på kort tid præsenterer de radikale for et oplæg til samarbejde via pressen - i stedet for at henvende sig direkte og personligt. Og dermed udstilles faktisk den gamle, solide splittelse i oppositionen: De radikale vil 1) ikke betragtes som et venstreorienteret parti, de vil 2) ikke have fælles valgprogram med S og SF, og de vil 3) ikke sidde i regering med SF. Og det gør naturligvis ikke sagen det fjerneste lettere for de radikale, at SF tordner frem i meningsmålingerne, mens socialdemokraterne går tilbage. Flere SF'erne som Ole Sohn og Anne Baastrup har ganske vist været ude med en melding om at man ikke ønsker at tage førertrøjen fra socialdemokraterne, men en af partiets borgmestre i København vil intet love, hvis SF ved næste kommunalvalg bliver større end socialdemokraterne.

Mette Frederiksens teser

Teser og pejlemærker eller ej, der er opbrud på fløjen uden for VKO, en fløj man ikke længere må kalde venstrefløjen, og som S og SF derfor som noget nyt kalder 'centrumvenstre'. Det tilfredsstiller ikke de radikale der som gammelt midterparti er kommet i klemme mellem de to blokke de selv definerer som fløje der fører den blokpolitik de radikale ikke vil være med til. Så hellere stå uden for indflydelse, synes de at mene, men det må man heller ikke sige. Så konklusionen kunne let blive, at teser og pejlemærker er temmelig ligegyldige, for det er personer der betyder noget. Men lad os alligevel et kort øjeblik give ideerne en chance.

Mette Frederiksens teser i den helt korte form er følgende:

1: Det enkelte menneskes frihed står over alt andet
2: Pligter er vigtigere end rettigheder
3: Hvis vi afskaffer fattigdom, bliver hele samfundet rigere
4: Velfærden skal hellere være fælles end privat
5: Der skal tjenes flere penge i Danmark
6: Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv
7: Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug
8: Danskerne skal først og fremmest være borgere - ikke kun forbrugere
9: Verden har behov for mere politik - ikke mindre

Hertil kommer en tiende der har karakter af en hensigtserklæring.

Som det ses slår Frederiksens teser på ene side fast, at "det enkelte menneskes frihed står over alt andet", men siger dernæst, at "pligter er vigtigere end rettigheder", og det hænger jo ikke rigtigt sammen. At pligter er vigtigere end rettigheder, kan være en nødvendig korrektion til den af Helle Thorning udbredte forestilling om en uendelig række af velfærdsrettigheder, men bruges også til understregning af, at individets frihed er betinget af ansvaret for fællesskabet. Ingen skal sætte sig ud over fællesskabet, alle skal tværtimod yde til dette. Derimod kan friheden ifølge Frederiksen ikke reduceres til spørgsmålet om frit valg af den ene eller anden velfærdsydelse, idet hun altså mere end antyder at dette skulle være den siddende regerings politik, skønt Anders Fogh meget udtrykkeligt skelner mellem frihedsrettigheder og fordringsrettigheder og regner sig som liberal på grund af betoningen af de første. Men den vigtigste frihedskamp i dag er efter Frederiksens mening at bekæmpe den negative sociale arv, så der bliver reel frihed for det enkelte menneske. Derfor siges det også under tese 3 at såvel fattigdom som stigende ulighed er uacceptabel i et moderne velfærdssamfund, idet hele samfundet bliver rigere, hvis vi afskaffer fattigdom. Disse tre teser lyder slet ikke ufornuftige i en socialdemokrats mund, men er alligevel klare eksempler på at de trænger til en konkretisering og gennemtænkning. Man aner igen en vis modsætning til Venstres liberale tankegang, men savner som hos Venstre en afklaring af forholdet mellem frihedsprincippet og ligheds- eller trygheds-princippet, nemlig en fuld forståelse for at disse to principper dybest set er komplementære og derfor begge uundværlige dynamiske faktorer i samfundsudviklingen. Men alene det at de nu af en socialdemokrat bringes på banen nærmest sideordnede viser fuld respekt for det forhold, at vi efterhånden alle forstår politik som midterpolitik.

Frederiksen forsvarer naturligvis også velfærden og velfærdsstaten. Velfærden skal hellere være fælles end privat, hævder tese 4, mens tese 6 understreger at velfærdsstaten som sådan ikke er et mål i sig selv, men et middel, og som sådant står for det dynamiske og foranderlige. Problemet kommer, når tese 5 slår fast, at der skal tjenes flere penge i Danmark, bl.a. ved at flere animeres til at blive iværksættere, for dette betyder reelt at der skal være såvel private som offentlige fordele ved den økonomiske vækst. Det er ikke en selvfølge at den offentlige sektor skal udvides og udvides i kraft af den økonomiske vækst, for dette ville udelukkende være en fordel for borgerne i retning af at kunne få bedre service. Det koster skattekroner - og kan ændre balancen mellem privat og offentlig sektor på en måde der bremser væksten, og lige præcis derfor er der uenighed mellem borgerne om spørgsmålet.

Men Mette Frederiksen synes at mene, at det er den moralske indstilling der kan løse dette problem. Danskerne skal først og fremmest være borgere - ikke kun forbrugere, hedder det i tese 8, og dermed understreges bl.a. at en faktor som tillid er med til at holde samfundet sammen i modsætning til en ren forbrugsmentalitet. Og dette kan der være meget rigtigt i, men for det første kræver også sådanne synspunkter konkretisering, for det andet er de led i den værdikamp der allerede foregår. Blandt andet derfor forekommer tese 9 temmelig svag, når den siger at verden har behov for mere politik og ikke mindre politik. For alt afhænger af hvad der lægges i begrebet politik. Både globaliseringen og konflikterne i verden øger behovet for fredelige og demokratiske løsninger, der igen næsten uundgåeligt indebærer 'mere politik', men da politik både kan betyde magtkamp og id�udvikling, nytter det ikke at tro at man automatisk skaber mere udvikling i demokratisk retning ved at få mere politik i uspecificeret stand. Tværtimod er det en forudsætning for at politikken bliver fredelig, demokratisk og dynamisk, at den ikke bliver professionaliseret til fordel for de magtorienterede levebrødspolitikere. Den folkelige faktor må tages i betragtning - og den kan ikke uden videre gøres synonym med 'politik'.

Indvendingerne kan synes smålige, eftersom man altid kan finde mangler i en skitsering, men sagen er jo, at det fortsat ikke er nogen kunst at fremlægge valgprogrammer, partiprogrammer eller teser, ideer og tanker i løs vægt. Det er gennemarbejdningen af dem til en på �n gang realistisk, dybdeborende og inspirende vision eller utopi der kan bane vej for ændringer i samfundsudviklingen på længere sigt. Og her kan Mette Frederiksens forslag ikke siges at være mere end et ærlig ment forsøg på at få socialdemokratiet og oppositionen rettet op. Dette er tiltrængt, og det skal i denne forbindelse ikke lastes hende at hun er relativt ung, eftersom det ofte er fra unge mennesker de friske ideer kommer. Men ligefrem at påstå at Mette Frederiksen med sine teser er blevet 'voksen', således som Politikens kommentator Peter Mogensen gør, er måske at vildlede.

Mette Frederiksen er meget ung, og teserne viser at hun er så ung, at det kniber med både konkretiseringen og gennemtænkningen. En gennemlæsning af teserne med hendes egne kommentarer, således som de forefindes på partiets hjemmeside, giver det indtryk, at der slet ikke synes at være system i ideerne. Det bedste man kan sige om teserne er at de lægger op til konkretisering og gennemarbejdning, men netop derfor gør de ikke Mette Frederiksen mere voksen end hun var i forvejen. Hun har uden tvivl placeret sig stærkere i partiets ledelse, men hun har ikke fra den ene dag til den anden løftet sig op i en højere politisk vægtklasse. Og det turde faktisk være mere pondus der er brug for af de politiske ledere i dag.

SF's pejlemærker

Derfor er det på sin vis skuffende, at reaktionen fra SF's side nok er glæde over Mette Frederiksens teser og hendes efterlysning af et fælles oppositionsprojekt, men derudover blot opstillingen af en række pejlemærker, der �t for �t er en kommentering til hendes teser og ikke en frisk nyformulering af hvad der er behov for.

SF's ti pejlemærker - i meget sammentrængt form - er følgende: