utils prefix normal JERNESALT - jernesaltstatus05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.05.


Status over Jernesalts tredje år

Tre år er gået siden JERNESALT blev lanceret som et uafhængigt internetorgan med programerklæringen "Du kan roligt være bange!".

Formålet var både at behandle et bredt spektrum af politiske, videnskabelige og eksistentielle emner og at fastholde et sekulært håb og en sekulær tro på fremtiden ved at udbygge et konsistent helhedssyn som modstykke til al fragmentarisk kritik og analyse. Og ideen var og er at kombinere den aktuelle kommentar med dyberegående principielle eller filosofiske betragtninger.

Som for de første to års vedkommende må visse skævheder i den redaktionelle fordeling af stoffet indrømmes. Mellemøst-problematikken og EU-udvidelsen har fortsat været så centrale, at de har måttet kommenteres ofte. Og naturligvis har folketingsvalget krævet sin store del af spaltepladsen. Men overalt har der været mulighed for at vise hen til mere principielle og eksistentielle sider af emnerne.

Desværre har Polens-stoffet ligget brak på grund af manglende energioverskud, og det beklager jeg meget. Der har ikke været mulighed for at behandle den almindelige politiske udvikling og usikkerhed i Polen - eller fx den debat om fortiden som også dérnede er blevet rejst i anledning af 60 års dagen for 2. verdenskrigs ophør. Specielt interessant har det været at kunne konstatere en vis forsoning mellem general Jaruzelski og tidligere Solidaritetsleder og præsident Lech Walesa. Den ville man ellers have forsværget. - Jeg håber dog stadig at få behandlet enkelte sider af polsk kultur: Milosz og Szczypiorski fra litteraturens verden, Wajda og Kolski fra filmens og Chopin, Szymanowski, Penderecki og Górecki fra musikkens.

Andre stofområder som miljø og internet har også været noget forsømt. Til gengæld er filmstoffet kommet bedre med. Dog mangler en hovedartikel om Ingmar Bergman. Fortsat er film-stoffet og kunst-stoffet desværre ramt af de meget restriktive regler for benyttelse af billedgengivelser.



Af større artikler skal fremhæves artiklerne om Steen Steensen Blicher og H.C. Andersen samt - ikke mindst det store essay om en af det 20. århundredes største kulturpersonligheder tegneren, maleren, forfatteren og entertaineren Robert Storm Petersen som i mine øjne var mere end en humorist, nemlig et sandt humormenneske. Med dette essay har jeg fået dækket de største navne af mine afgørende personlige inspiratorer - lige bort set fra Bergman.

Desuden har jeg fået udarbejdet et systematisk værdimanifest, der nu forefindes på siderne i både en komplet og en forkortet udgave - den sidste med praktisk sagregister. Dermed har jeg så at sige rundet det filosofiske grundlag af på en sådan måde, at enhver læser der ønsker det har mulighed for at finde ud af hvad jeg mener om de vigtigste emner Jernesalt overhovedet beskæftiger sig med. Dermed er første delmål for hjemmesiden nået.

Endnu mangler humoren og religionsforståelsen at blive færdigbehandlet ligesom et delområde som filmen. Jeg vil også det næste års tid satse på at få udarbejdet et begrebsleksikon.

Fra efteråret har jeg tænkt mig at kommentere de løbende politiske og kulturelle begivenheder i kortere form end hidtil og sandsynligvis inddrage en ny medarbejder i redaktionen, dog ikke en fremmed person, men en udspaltning mere af mig selv.



Jernesalt har fortsat kunnet glæde sig over at have modtaget henvendelser fra læsere der har haft glæde af artiklerne. Det skal derfor udtrykkeligt gentages her, at alle seriøse henvendelser vil blive besvaret. Jeg har fået foreslået at lave et nyhedsbrev - og jeg overvejer stadig idéen, men må indrømme at jeg viger tilbage for at indføre tilbud der vil kræve administrativt arbejde.

Som hovedregel har læserne reageret på enkelte artikler eller stofområder, og mine svar har derfor ofte henvist til den grundliggende personlige filosofi, den komplementære helhedsrealisme. Organets idé ligger nu engang i tværfagligheden, komplementariteten og helhedssynspunktet. Gennem en artikel om holisme har jeg forsøgt at forebygge misforståelser om, at den helhedsrealisme jeg taler om er det samme som holisme. Det er den langtfra, for helhedsrealismen er i bund og grund komplementær.

Gennem en introduktionsserie til helhedsrealismen har jeg imødekommet ønsket om en indføring i denne filosofi i relativ kort form.



Til slut skal blot oplyses, at der nu ligger over 370 artikler på Jernesalt. Det kan af pladshensyn efterhånden blive nødvendigt at fjerne nogle af de ældste artikler fra organet.

Ligesom sidste år angives organets vigtigste stofområder nedenfor med link til de pågældende hovedartikler eller oversigter.

Hermed ønskes læserne fortsat god læselyst.

'Stedet som ikke er', den 2.6. 2005

Jan Jernewicz



Stofområder:

Tværfaglighed
Komplementariteten
Helhedsrealismen

Redaktion
Inspiratorer og forudsætninger
Aksiomer
Afmagtspostulater
Humor

Samfund
Eksistens
Sekularisering

Essays
Novelle
Skidt og kanel  (Jens Vrængmoses rubrik)

Kronologisk artikeloversigt
Alfabetisk artikeloversigt
Emneindex
Personindex



Øvrige henvisninger:

Status over Jernesalts sjette år - 2.6.08
Status over Jernesalts femte år - 2.6.07.
Status over Jernesalts fjerde år - 2.6.06.

Status over Jernesalts andet år  (2.6.04.)

Status over Jernesalts første år  (2.6.03.)

Programerklæring af 2.6.02.

Introduktionsserie til helhedsrealismen

Værdimanifestet komplet

Værdimanifestet i forkortet udgave



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal