utils prefix normal JERNESALT - familien02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.7.08.

Familie og skilsmisse

At tiderne skifter, og vi med dem, er ikke nogen ny erkendelse, men at forandring er blevet den naturlige tilstand er i hvert fald en kendsgerning der rammer de fleste moderne mennesker i den udviklede del af det kulturelle og politiske fællesskab. At denne del er udviklet betyder netop at den satser på forandring eller fremskridt som det kaldes og altså betragter forandring som en værdi i sig selv. Vi lever ikke længere på immanensens vane- og rutineprægede tryghed, men i transcendensens frihed og åbenhed i evig søgen efter nye horisonter, erfaringer og oplevelser - jf. artikelserien om Veje til livskvalitet og mening. Og dette rykker overordentligt meget ved tingenes og relationernes sociale levetid.

I en bog om 'Familie og børn i en opbrudstid' skriver Lars Dencik at "ting, varer, teknologier, trends, produkter, produktionsmetoder, spisevaner, uddannelsessystem, opdragelsesidealer og familiemønster, ja, alt får en kortere social levetid. I et kapitel om denne familieforstyrrende moderniseringsproces betegner han familien som et 'intimitetsreservat', og det illustrerer ganske godt den moderne families sårbarhed. Bag det permanente opbrud ligger med medforfatteren Per Schultz Jørgensens ord "en personlig frisættelse og individualisering og en selvkredsende fornemmelse af usikkerhed". Han henviser til sociologen Anthony Giddens og andre 'modernitetsteoretikere' der taler om en "ontologisk utryghed" der modsvares af behovet for sikkerhed.

Men som Schultz Jørgensen påpeger, så er forudsætningen for det moderne, åbne familiemønster dels en velfærdsstat der giver pasningsmuligheder for børn i et omfang der ikke er set før, dels noget så fint som en individualistisk etos der betoner selvrealisering og ligestilling.


Velfærdsstaten skal der ikke siges så meget om her, da den på vore breddegrader efterhånden betragtes som så selvfølgelig, at intet parti kommer godt fra at ville afskaffe den. Den hænger nøje sammen med den økonomiske vækst og kvindernes frigørelse. Den er så at sige blevet fremskridtets mest moderne statsform, men afslører med sine konsekvenser også at fremskridtet ikke er et indiskutabelt gode, selvom dets modsætning, tilbageskridtet, ubetinget må betragtes som et onde.

Problemet med fremskridtet ligger i den nævnte individualistiske etos der er en selvforstærkende følge af udviklingen. Den stadigt stærkere fremhævelse af selvrealiseringen og ligestillingen er en udfordring for fællesskabet og trygheden der simpelthen øger den enkeltes såvel som fællesskabets sårbarhed og risiko for opløsning.

Per Schultz Jørgensen og hans medforfattere er ikke i tvivl om at familien som sådan er vendt stærkt tilbage. Det ses af det faldende antal skilsmisser og det stigende antal vielser. Og det kan forklares med den yngre generations oprør mod forældregenerationen (68'erne) og dennes fejltagelse med den åbne familie og de mange brudte forhold. Men også den nævnte ontologiske utryghed skaber behov for tryghed og dermed fastere familierammer.


Hele udviklingen omkring familien, dens formål, sårbarhed og holdbarhed er ikke så mærkelig endda, for de to familiegrupper der tidligere talmæssigt var de største repræsentanter for kernefamilien, nemlig gruppen af lønarbejdere og gruppen af selvstændigt erhvervsdrivende er forlængst i størrelse overgået af den såkaldte 'karrierefamilie', den veluddanende og relativt vellønnede gruppe af funktionærer og embedsmænd der mentalt og økonomisk har overskud såvel som fagligt incitament til eksperimenterende og grænsesprængende adfærd. De er ikke i så høj grad som lønarbejdere og selvstændige i traditionel forstand økonomisk afhængige af familiens beståen, men er friere stillet, omend de også lettere bliver ofre for stress. Det indebærer at bindemidlet i parforholdet dermed forskydes fra det praktiske og økomiske fællesskab til den gensidige accept af de mere private følelser, dvs kærlighedens og intimitetens betydning.

Parrene i den moderne verden finder som hovedregel hinanden gennem forelskelsen i modsætning til parrene i mere 'konservative' eller 'primitive' samfund hvor hensynet til familieinteresser, familieære og familiestatus er afgørende. Alt andet lige taber forelskelsen imidlertid som hovedregel noget af intensiteten med årene - det ligger i intensitetens karakter - hvad der sætter parforholdet på prøve i den forstand at familielivet domineres mere og mere af rutinen omkring de praktiske funktioner og ikke mindst omkring pasningen af børnene. Der er intet i vejen for at familielivet fortsat kan være fyldt med glæder, fester, forandringer, spænding, udforskning og dermed intensitet - herunder opdagelse af nye sider ved partneren - men det kræver i almindelighed at parterne er indstillet på dem og giver afkald på former for udforskning og intensitet som direkte truer familiens sammenhold. Her spiller den individualistiske etos med den vægt på selvrealiseringen i allerhøjeste grad ind.


"Selvrealisering, personlig udvikling og selvudvikling er blevet nøgleord der er kommet til at spille en vigtig rolle for det vestlige menneskes forståelse af sig selv", forklarer Svend Brinkmann og Cecilie Eriksen problemstillingen i en tidligere kritiseret bog om 'Selvrealisering' jf. artiklen Selvrealiseringens idé og psykologi. Begrebet 'selvrealisering' kan defineres som kunsten at bringe sine fulde menneskelige muligheder til udfoldelse såvel fysisk som socialt. Ordet stammer fra den amerikanske psykolog Abraham Maslows eksistenspsykologi og er dermed et nøgleord i den antiautoritære og progressive humanistiske psykologi som samme Maslow var fremtrædende eksponent for.

Det typiske senmoderne menneske er med Carsten René ords ganske selvoptaget. Det er optaget af sine muligheder for at få et godt og lykkeligt liv, for sin personlige historie, sin unikke identitet, sine grænser og dybeste ønsker, sine livsprojekter, sin fysiske og psykologiske sundhed og ikke mindst sine talenter og potentialer. Ja, betoningen af 'selvet' eller rettere egoet bliver så markant, at det selvrealiserende menneske ifølge Nina Østby ligefrem kan sammenlignes med en psykopat, dvs er kendetegnet af egocentrisme, storhedsideer, lav frustrations- og aggressionstærskel, impulsivitet, manglende realistisk langtidsplanlægning, hensynløs ligegyldighed for egen og andres sikkerhed, manglende empati og manglende evne til langvarige forhold, ja, uansvarlighed og manglende hensyn til sociale normer og forpligtelser.

Dybest set er der her tale om en æstetisering af eksistensen af netop den art den franske filosof Michel Foucault var talsmand for. Han plæderede for teknikker for individuelt herredømme eller 'selvteknologier', dvs redskaber hvormed mennesker handler i forhold til sig selv og skaber, omskaber og kultiverer sig selv om subjekt på bestemte, individuelle måder hinsides universelle nødvendigheder. Ethvert menneske er en kulturel og social konstruktion, ja et kunstværk. Al etik forsvinder i denne individualistiske 'etos'.


Og det samme er tilfælder hos antipsykiateren David Cooper der i 1960'erne postulerede intet mindre end familiens død, idet han var overbevist om, at det er den borgerlige familiestruktur, der er værst i henseende til at filtrere størstedelen af individets oplevelser og amputere dets handlinger for ægte og generøs spontanitet. Den borgerlige familiestruktur har ifølge Cooper tendens til 1) sammenklæbning af mennesker så de enkelte medlemmers autonomi forhindres, 2) udformning af bestemte roller til sine medlemmer så de ikke selv får lov at vælge identitet, 3) udstyring af børnene med overflødige sociale kontrolmekanismer, så de ikke lærer, hvordan de skal overleve samfundet, men hvordan de skal underkaste sig samfundet, og endelig 4) indpodning af tabuer, herunder ikke mindst tabuet mod at opleve sin egen ensomhed, at gå i sit lønkammer. Tryghed bliver derfor ensbetydende med en fuldstændig og til stadighed forstærket bekræftelse af familien, og derfor bliver det at være et familiemenneske igen ensbetydende med at være en kedelig person!

Logisk konsekvent anbefalede Cooper derfor en destrukturering af familien, der ville give børnene fuldstændig fri adgang til at omgås voksne mennesker udover deres biologiske forældrepar, så de altså så at sige fik mulighed for at få flere fædre og mødre, eller rettere så 'far' og 'mor' erstattes af 'fædren' og 'mødren'.

Som påvist i artiklen om Familien er død! Familien leve! så er den afgørende indvending mod Cooper at han - ligesom mange andre af 60'ernes politiserende filosoffer og psykologer - så fuldstændigt bort fra fænomenet realitetsprøvelse og derfor kom til en forkert slutning.


Realitetsprøvelsen, som alle børn og unge skal igennem, består nemlig ikke i at acceptere en given historisk betinget virkelighed, givne forældre, en given familiestruktur, et givet samfundssystem og kulturharmoni eller eventuelt kultursplittelse som en guddommeligt indstiftet, af fædrene overleveret, urokkelig supervirkelighed. Den består derimod i gennem personlig erfaring at lære de konkrete grænser for på den ene side ens egen formåen og villen, og på den anden side de faktiske omgivelsers føjelighed og formbarhed.

At tro at fantasien altid kan komme til magten, eller at drømme altid kan blive virkelige, eller at ønsker altid kan opfyldes og at man altid og i alle henseender skulle kunne få sine lyster og umiddelbare vilje opfyldt, er en naiv og dybt skadelig illusion. Illusion blev nærmest politisk målsætning i den venstreorienterede, 'pædagogiske' del af ungdomsoprøret, men den kan kun medføre desillusionering hos de mange, som ikke i tide gennemskuer den og derfor ikke i tide får prøvet deres realitetssans. Det var der mange 68'ere der måtte sande, og endnu flere af deres børn der gennemskuede.

Men fortsat er det en del af senmodernismens eller postmodernismens livsløgn at tro at virkeligheden er et individualistisk tag-selv-bord hvis retter kan nydes efter rent æstetiske selvrealiseringsprincipper. For selv om den moderne generation har flere muligheder end tidligere generationer, så er den ikke hævet over realitetsprincippet eller den hertil svarende konsistensetiks fordringer. Tværtimod gælder at selve ideen om selvrealisering fører på afveje, hvis individet holder sig til en psykologi der ikke skelner mellem jeget (egoet) og selvet. Det er faktisk selvbedrag, fordi det fører til netop den egocentrisme, storhedsforestilling, lave frustrations- og aggressionstærskel, den impulsivitet og hensynløse ligegyldighed for egen og andres sikkerhed, manglende empati og manglende evne til langvarige forhold, ja, uansvarlighed og manglende hensyn til sociale normer og forpligtelser, som ifølge ovennævnte kilde kendetegner psykopatien. Alt bedømmes ud fra egoets stærke umiddelbare og selvhævdende interesser.


Her kommer skilsmisserne ind i billedet, fordi de ofte er udtryk for manglende evne og vilje til at få kernefamilien til at fungere på en sådan måde at familielivet ikke ender i dræbende kedsommelighed. Skilsmisser skyldes naturligvis oftest erotiske fristelser og utilfredsstillende seksualliv, og erotikken er ingen fuldstændigt herre over. En decideret passion kan ikke bare ignoreres. Men omvendt gælder at den dræbende kedsommelighed i det jævne familieliv ikke alene kan undgås, men bør undgås, ikke blot fordi den kan blive en trussel mod selve den familiære tryghed som de fleste foretrækker og som er den normale grund til overhovedet at indlade sig på et forpligtende ægteskab, men fordi den grundliggende strider mod det krav om overvægt af det gode i livet som er formuleret i konsistensetikken og har psykens krav om indre konsistens som grundlag

Tilsyneladende strider ønsket om tryghed i familien mod ønsket om frihed fra familien til at gøre hvad man lyster på samme måde som ønsket om tryghed i samfundet tilsyneladende strider mod ønsket om frihed fra samfundsmæssige forpligtelser. Men komplementaritetssynspunktet kommer ud over den logiske modsætning ved at påpege begge princippers berettigelse og fordele. Ønsket om frihed kan acceptere begrænsninger i det omfang den ønskede tryghed kræver, forudsat at friheden til at tilfredsstille egoets lyster og behov kanaliseres ind i baner der aldrig opfattes som undertrykkende, endsige ødelæggende for livsudfoldelsen, dvs ind i de baner Cooper opponerede imod og som i vid udstrækning gjaldt den lukkede, småborgerlige familie.

Dette betyder imidlertid igen at ønsket om 'selvrealisering' ikke udarter til en selvoptagethed og egocentrering af den art der med Carsten Renés ovenfor nævnte udtryk fokuserer entydigt på mulighederne for at få et godt og lykkeligt liv, på den personlige historie, den unikke identitet, den fysiske og psykologiske sundhed og ikke mindst fokuserer på talenter, potentialer og livsprojekter.

Specielt skal 'mulighederne for at få et godt og lykkeligt liv' tages med lidt forsigtighed eller måske bedre med lidt humor. For hvad er et lykkeligt liv? Det turde være et spørgsmål der kan gives lige så mange svar på som der er mennesker, for det afhænger af det subjektive valg af mål for livet. Derfor er det meningsløst at lave statistik på spørgsmålet og eksempelvis via rundspørge komme til det resultat at danskerne skulle være mere lykkelige end andre folk. Det er det rene vrøvl. Alle folk og alle enkeltpersoner kan få et lykkeligt liv, hvis de vil og forstår opgaven rigtigt. For den består ikke i at rende rundt i en konstant lykkefølelse eller en konstant uvidenhed om livets alvor og eksistensens forpligtelser, men snarere i at acceptere både alvoren og betingelserne og forstå kunsten at glemme sig selv (glemme egoet). Og her er humoren ikke uden betydning.


Selvforglemmelse betyder som bekendt at bevidstheden slipper sin kontrol med jeget eller egoet - og dette sker ofte spontant som en simpel følge af koncentration om noget andet end jeget. Det kan være koncentration om et stykke arbejde, om kunstnerisk skaben eller om leg og fest, men det kan også være koncentration om ægte samtale (den givende eksistentielle samtale), om ægte erotik (forspillet) og seksualitet (orgasmen) - eller om noget mere specifikt som koncentration om religiøs kult, musikalsk eller dramatisk kult, sport på højt plan eller meditationstræning (der paradoksalt nok kan foregå effektivt som bevidsthedskoncentration om bevidstheden).

Fælles for disse former for koncentration er at den på de psykiske sekundærprocesser beroende kontrol med hvad jeget foretager sig, tænker og føler suspenderes således at de psykiske primærprocesser tager over, hvad der igen betyder at alle skel mellem subjektet og omgivelserne, og mellem fortid, nutid og fremtid falder bort og 'selvets' eller 'totalpsykens' funktioner kommer til at dominere med deres lys og klarhed, intensitet og fylde. Dette er igen en følelse eller rettere en blanding af følelse og erkendelse der bagefter opfattes som 'lykke' eller 'mening' og følgelig kommer til at stå som noget meget attraktivt. På kunstig vis kan oplevelsen fremkaldes gennem euforiserende stoffer, hvad der gør dem til en stor og farlig fristelse. For ulykken ved dem er at deres brug støt og roligt ødelægger mulighederne for et sundt og konstruktivt liv i sekundærprocessernes nøgterne dagligdag.

Humoren kommer ind i billedet, fordi den store humor i modsætning til den lille, mere eller mindre aggressive satire og ironi netop er kendetegnet af et sammenstød mellem primærprocesser og sekundærprocesser eller mellem selvets og jegets processer som fremkalder sund og varm latter. Selvet kan så at sige se jegets begrænsninger og fejl.


Selvforglemmelsen er af største værdi for al eksistens - og har dermed også betydning for familielivet og forsøgene på at give familielivet det indhold som på den ene side forebygger kedsomhed og forhindrer repression og på den anden side giver overraskelsen og humoren såvel som tolerancen og tilgivelsen en chance.

Skilsmissernes antal er gået ned over flere år og er ikke foruroligende højt. De er ikke generelt en trussel mod kernefamiliens eksistens og muligheder, men snarere tegn på en manglende forståelse for disse muligheder og den indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet i stedet for overvægt af det egocentriske og selvoptagne.

Det stabile familieliv behøver ikke - som Per Schultz Jørgensen synes at mene - at blive en håbløs drøm eller længsel, endsige en myte. For det er foreneligt med det krav om mening og intensitet som uden tvivl er menneskets dybeste behov. Blot kræver det en slags modenhed, en accept af kravet om indre konsistens og dermed en accept af at livet aldrig i længden kan leves som et rent æstetisk foretagende.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Litteratur:

Lars Dencik, Per Schultz Jørgensen, Dion Sommer: Familie og børn i en opbrudstid. (Hans Reitzel. 2008)
David G. Cooper: Familien er død.


Relevante artikler på Jernesalt:

Familien er død! Familien leve!
Køn, identitet, partnervalg og humor
Film og forførelse
Ole Chr. Madsens en film om manderolle, faderkompleks og parforhold
Hvorfor skal hekse på bålet?

Veje til livskvalitet og mening - artikelserie
Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.

Selvrealiseringens idé og psykologi
Selvet - sjælen - ånden
Lykke og velstand er to ting
Er der en mening med tilværelsen?
Humor og tragedie
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal