|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
FORHÅNDS-PRÆSENTATION AF E-BOG FRA fra JERNESALT - 5.11.13.Introduktion til 'Højsangen om den menneskelige eksistens'
Kort beskrivelse: 'Højsangen om den menneskelige eksistens' bliver Jernesalts afsluttende værk. Værket samler Jernesalts komplementære helhedsrealisme i en stor idéhistorisk, naturvidenskabelig og psykologisk sammenhæng der kombineres med såvel mytologisk stof som en helt personlig biografisk beretning. Samtidigt vil der indgå en række fortrolige samtaler der fører til min endelige bestemmelse af den store udfordring vort folk og samfund såvel som det enkelte individ står over for samt den 'besyngelse' af vores store umiddelbare realitet som har givet værket sin titel. De naturvidenskabelige afsnit giver udførlig gennemgang af de helt store videnskabelige nybrud med Galilei, Newton, Ørsted, Linné, Darwin, Lorenz samt Einstein, Bohr og Heisenberg - og den sker med særlig fokus på den eksistentielle side af forskernes indsats. Billedmaterialet kommer til at bestå af mere end 50 udvalgte kunstværker, bladtegninger og fotos og giver en selvstændig indfaldsvinkel til eksistensfilosofien. Materialet omfatter værker af bl.a. Blake, Chagall, Munch og Nolde, Carl-Henning Pedersen, Arne Haugen Sørensen, Oluf Høst, Asger Jorn, Per Kirkeby, Vilh. Lundstrøm, Bjørn Nørgaard og Storm P samt bladtegninger af Bo Bojesen, Klaus Albrectsen, Roald Als og Kurt Westergaard. - Filmkunstens og musikkens mestre er inddraget på tilsvarende vis. Værket er på 358 sider og en pris på 100 kr fra 2.1.15. Og den kan kun downloades via bestilling til undertegnede pĺ mail.adressen: ejvindhoej@bnewmail.dk Bogen kræver stilfærdig og grundig læsning der simpelthen ikke vil kunne klares ved skimning af nogen art. Som råd anbefales overblik gennem billedmaterialet og samtalerne om undren, køn og erotik, kunst og skabelse, frihed og faderopgør, eksistens og konsistens, immanens og transcendens samt jordens salt. Faderopgøret spiller en stor rolle og gøres - meget aktuelt - til en hovedsag for alle der ønsker psykisk og social frihed. Den personlige beretning er i kronologisk orden, periode for periode, og den er som billedmaterialet med til at tegne en livsbue fra barndom og ungdom til modne år og alderdom. I tilgift giver den en en lille beretning om et opgør med Aksel Larsen. En anden bue tegnes af døgnets rytme fra solopgang til solnedgang, og en tredje af årets rytme fra forår og midsommer til efterår og vinter. Jf. iøvrigt nedenstående indholdsfortegnelse. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' giver en samlet, helt ny og anderledes udgave af den komplementære helhedsrealisme. Den bygger på moderne erkendelsesteori (Bohr og Heisenberg), moderne biologi og dybdepsykologi (Lorenz og Erling Jacobsen) samt moderne religions- og humoropfattelse (Grønbech, Buber og Storm P). Men skal disse forskere og tænkere forstås, forudsætter det i dag at deres nytænkning sættes ind i en ramme og kontekst der er tidssvarende. Og denne kontekst leverer undertegnede som helhedsrealist i helt ny forstand, nemlig med tilføjelse af egne, originale tanker. Da jeg længe har kunnet konstatere, hvor lidt folk forstår de nævnte banebrydende forskere, vismænd og humorister (Bohr er endog både misforstået og misfortolket af fagfolk), har jeg siden nytår arbejdet på en ny fremstilling af den komplementære filosofi der direkte skal vise hvordan både det enkelte menneske og samfundet bogstaveligt talt kan og må vende bøtten og give sig til at genskabe og genfortrylle den fælles virkelighed med fuld respekt for solid natur- eller tingsvidenskab samt solid psykologi og med fuld bevidsthed om det ansvar for helheden og den indre konsistens som alene kan pege fremad og give håb for fremtiden. Fremstillingen drager ydermere kunsten, filmen, musikken og de mytologiske fortolkninger gennem tiderne ind i konteksten. Og for at det ikke skal være løgn, vil den også rumme stof af selvbiografisk art for direkte at påpege hvor nødvendigt det er med personlig og subjektiv stillingtagen i eksistensen. Her kan mennesket aldrig dække sig bag det skin af objektivitet som gængs videnskabelighed leverer. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' kan således betegnes som en idéhistorie, en erkendelsesfilosofi, en psykologi og en indføring i kunst, musik og film samt humor i ét som er kombineret med en selvbiografisk beretning og nogle samtaler med en vis indre stemme. Alt sammen sat op på en ny måde der er alt andet end akademisk. Bogens indholdsfortegnelse: Forordet - Skabelsen - Den store Makabren (Ligetis opera i Oslo) - I begyndelsen er billedet - I begyndelsen er lovsangen - I begyndelsen er kvindekønnet Fra Jerne til Viborg og Århus (årene 1934-48) - N. F. S. Grundtvigs folkelige strofer - Carl Nielsens kriseår - Frode Jakobsens vilje til fred og mening - Nazismens rødder - Eksistensens livssandheder - Martin Buber og det umiddelbare forhold - Samtale om undren og åbenhed Jødisk mytologi - Historisk kultur hos jøderne - Lovgivningens tid - Mose-lovene er grundlaget for jødedommen - Sigmund Freud og de psykiske grundprocesser - Israels konger - Salomos højsang i uddrag - Samtale om køn og erotik Ålborg, Blicher og Hempel (Årene 1948-53) - I begyndelsen er navngivning og klassificering - Charles Darwin og evolutionen - Edvard Munchs Jalousi - Lars von Triers verden - Triers Antichrist - J.F. Willumsens Naturskræk - Varmelæren, sandsynligheden og entropien - Det elektromagnetiske felt - H.C. Andersen og H.C. Ørsted - I begyndelsen er tallet - Lorenz og aggressiviteten - Anthony Storr om det aggressive menneske - Samtale om kunst og skabelse Urreligion af Otto Gelsted - Græsk mytologi besynger skabelsen - Den græske kultur forbliver ikke i umiddelbarheden Hellenismen - Vilh. Grønbechs opgør med dualismen - Menneskesønnen - Jesuslegenderne - Kristusmyterne - Den kristne kirke og teologi - Luis Bunuel' surrealistiske dogmehistorie - I begyndelsen er hedenskabet Århus II, Oksbøl og DKP (Årene 1953-57) - Mol-komponisten Mozart - Romantikkens opgør med den snævre rationalisme - Romantikkens afsporing - Filmkunstens særlige fordel - Ingmar Bergmans angst - Stalinismens fascination - Samtale om frihed og faderopgør København, SF og opgøret med Larsen (Årene 1958-1969) - I begyndelsen er dobbeltheden i virkelighedsopfattelsen - Galilei ser noget andre ikke vil se - Newton ser et æble falde - Arne Haugen ser sydens lys og nogle hænder - Goethes specielle farvelære - Per Kirkeby: Beatus-Apokalypse - Einsteins relativitetsteorier - Følsomheden for begyndelsestilstande - Nordisk mytologi (skitseret med skyldig tak til Grønbech) - Religionsskiftet i Norden - Wagner, mytologien og den erotiske rus - Triers Melancholia - Samtale om eksistens og konsistens Ægteskab og Grønbech (Årene 1969-94) - C.G. Jung og de arketypiske forestillinger - Erling Jacobsen og konsistensetikken - Fortsatte studier gennem 60'erne og 70'erne - Henning Larsen - lyset og rummet - Niels Bohr, korrespondens og komplementaritet - Kvantemekanikken og sproget - I begyndelsen er dagligsproget - Klaus Albrectsens Fortilfælde - Abuladzes georgiske 'Anger' - Gidon Kremers overtoner - Arvo Pärts enkle toner og klange - Samtale om immanens og transcendens Bypass og nyt liv (Årene 1994-2002) - Samtale om den sunde fornuft - Falske myter i nutiden - Bjørn Nørgaard genskaber verden og historien - Gobelinerne i Riddersalen på Christiansborg - Samtale om jordens salt Nyt årtusind og Jernesalt (Årene efter 2002) - Oluf Høsts Vinterhimmel - Konrad Lorenz og kulturkrisen - Carl Henning Pedersens 'Månens lys' fra 1981 - Vort tids afgørende udfordring - Min højsang i mol - Mit sidste ord - Billedfortegnelse Til orientering bringes nogle uddrag af bogen: Forordet Skabelsen Eksistensens livssandheder Falske myter i nutiden: (Historiegalskabens tyranni - Reduktionisme og tro på tegn - Forestillinger om urtid og begyndelse - Videnskabens affortryllelses-strategi - Kommunikationstrendens vildveje - Fremskridtet som afgud - Karriereræset - Juraens samfundshærgen) Skitsering af udviklingen fra 2001 og frem Vor tids afgørende udfordring Min højsang i mol Forord til bogen: Til toppen Næste I begyndelsen er forordet. Forordet bryder ingen trætte. Det forebygger aldrig misforståelser eller fejllæsninger. Forordet sættes foran en tekst der allerede findes og indfører dermed en refleksion eller middelbarhed i forhold til hvad teksten ellers giver sig ud for at berette om umiddelbarheden og dens afgørende skabelse. Hvis forordets forudgivne tekst er en højsang der besynger den menneskelige eksistens som en vedvarende skabelsesproces, kan det ikke være en del af teksten, men højst et formidlende ord der sætter sig objektivt udenfor. Forordet skal ikke desto mindre ses i lyset af resten. Der er skabt en relation mellem tekst og forord der støder umiddelbarheden. Dette kan være nødvendigt for at understrege umiddelbarhedens karakter. Formålet med forordet er det snævre at anbefale en åben læsning der i første omgang satser på det umiddelbare helhedsindtryk og overlader al middelbar analyse til senere nærlæsning. Alle detaljer i højsangen skal ses i lyset af helheden og ikke omvendt. Højsangen er en besyngelse af eksistensen, og den er som al anden sang en verden man må gå fordomsfrit ind i for at få fuld fornemmelse af dens mening. Det udelukker aldrig en efterfølgende analyse, så meget mindre som højsangen trækker på jødiske, græske, nordiske og kristne mytologier ved siden af en personlig mytologi. Højsangen er et spil mellem mange forestillingsverdener. Samtidigt trækker højsangen også udvalgte forskeres og kunstneres skaberværker ind i helheden som endnu et modspil, og endelig lyder en indre dialog mellem et jeg og et selv som bliver et tredje modspil. Alt rammes ind af et sæt billeder der givet det fjerde modspil. Musikken er et essentielt element for forståelsen, men lyder dog ikke direkte fra bogens sider. Den må søges et andet sted. Men træk vejret - og lad stå til. Du kan roligt være bange! Første kapitel: Skabelsen Til toppen Næste I begyndelsen er den umiddelbare realitet. I begyndelsen er jorden, vandet, luften og ilden, kulden og varmen. I begyndelsen er mennesket, kærligheden, erotikken og jalousien. I begyndelsen er fællesskabet, samfundet, kulten og religionen. I begyndelsen er tørsten og den orale lyst. I begyndelsen er afføringen og den anale lyst. I begyndelsen er gråden og lidelsen, smilet og latteren. I begyndelsen er lyset, mørket, øjet og farven. I begyndelsen er lyden, stilheden, øret og klangen. I begyndelsen er sangen, rytmen, dansen, billedet og kunsten. I begyndelsen er begæret og den genitale lyst. I begyndelsen er det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste. I begyndelsen er forundringen, nysgerrigheden og virketrangen. I begyndelsen er jagten, fiskeriet, jordbruget, håndværket og industrien. I begyndelsen er magtkampen, hierarkiet, krigen og erobringerne. I begyndelsen er kommunikationen, medierne og det offentlige rum. I begyndelsen er sjælen og ånden. I begyndelsen er bønnen og tilbedelsen. I begyndelsen er meningen, kvaliteten, sammenhængen og helheden. I begyndelsen er de åbne tilstande der føder tidens former. Denne skabte, umiddelbare virkelighed er udgangspunktet for alle individers og generationers senere eksistens i middelbarheden. Og den vedbliver at være grundlaget for alle menneskers tilværelse og fortrolighed og eksisterer altid kun i første person nutid. Gennem sprog, læring og tilpasning til det praktiske livs krav om færdigheder, kundskaber, virke og arbejde brydes umiddelbarheden af middelbarheden med dens distance til tingene gennem ord, begreber og sondringer. Middelbarheden giver en undersøgende og kritisk holdning til det bestående og en uomgængelig afhængighed af sproget, dets finesser og flertydighed. Følgen af den kritiske holdning er et skarpere skel mellem den enkelte iagttager og det iagttagne. Der opkommer en markant forskel mellem subjektets forhold til det nære og fortrolige på den ene side og dets forhold til det fjerne og fremmede på den anden side. Det fremmede får tings- eller genstandskarakter og bliver dermed af objektiv art. Men altid er der for det objektive forhold en sproglig afhængighed. Den middelbare virkelighedserkendelse kommer aldrig bag om sproget eller samfundet. Erkendelsen kan aldrig tilsidesætte sprogets mangetydighed der ligger i det fortsatte, bevidste eller underforståede forhold til det irrationelle. Middelbarheden kommer aldrig bag om den umiddelbare realitets grundlæggende faktum. Tværtimod er den altid afhængig af den umiddelbare realitet i eksistentiel henseende, fordi det er umiddelbarheden der rummer det uundværlige menings-, helheds- og værdiaspekt. I puberteten gør den kritiske tænkning et særligt kvantespring, dvs. et spring op på et niveau der har nye kriterier. Takket været hormonernes funktion opkommer kriser i individets bevidsthed om arten af skellet mellem subjekt og objekt - svarende til hvad der med mellemrum sker i generationernes bevidsthedsudvikling. Mere eller mindre pludseligt opdages kønnenes forskellighed og ophavets ufuldkommenhed. Naiviteten går tabt, uskylden tabes og med den ansvarsfriheden. Dette betyder altid en eksistentiel krise, der kan være af varierende styrke og længde, men for kriser gælder at de i sidste ende altid må overvindes. Genskabelsen af den eksistentielle meningsfuldhed, helhed og sammenhæng for såvel individet som samfundet må ske igen og igen hver eneste dag når solen står op og menneskene vågner af søvnens hvile - eller af krisens usikkerhed og tvivlen. Hvis mennesket skal bevare håbet og livsmodet og undgå at havne i fortvivlelse, må skabelsen ske som nyskabelse igen og igen. Og når krisen er overstået og en ny umiddelbarhed er vundet, fører nyskabelsen naturligt til lovsang og taknemmelighed. Alle myter i alle kulturer og religioner i menneskehedens historie fortæller om denne gentagne nyskabelse af verden og overvindelse af kriser, og beretningerne indgår som centrale led i fællesskabernes kult. Denne kult er en evig nyskabelse af den fælles umiddelbare verden og dens lys og varme, mening og orden. De gamle myter bliver datidige for senere generationer i den forstand at de beretter om skabelsen ved 'tidernes morgen' eller senere afgørende nyskabelser - sådan som forestillingerne herom er blevet nedfældet i slægternes fælles, mundtligt overleverede erindring og genskabt i kulten. 'Tidernes morgen' er slægternes og generationernes begyndelse, den menneskelige tids eller historiens begyndelse - og ikke det naturvidenskab og abstrakt tænkemåde forstår ved universets fysiske oprindelse. Denne fysiske oprindelse har ingen oplevet. Den er blot noget man - til særlige formål - tænker og ekstrapolerer sig til ud fra en særdeles ufuldkommen og utilstrækkelig viden. Myterne holder sig til den umiddelbare realitet som gælder eksistensen i sin helhed, og de gør sig ikke forestillinger om nogen anden realitet eller begreber om nogen slags objektivitet. Myterne kan betragtes som universelle i den forstand at nutidens mennesker ved sammenligning kan se de samme fælles træk gå igen i alle de mange forskellige religioners og kulturers forestillinger, men disse bærer også altid specifikke træk der skyldes lokale og tidsbestemte forhold. Desuden kan hvert enkelt menneske og hvert enkelt folk siges at have sin egen individuelle myte om den eksistentielle verden han eller hun eller hele folket skal blive ved at danne for at bevare sit håb. De specifikke og personlige træk gør alle myter tidsbestemte, og denne tidsbestemthed indebærer at de som hovedregel med tiden mister deres store kraft som umiddelbart inspirerende og stærkt prægende forestillinger. Derfor må de nødvendigvis fornyes, hvis de fortsat skal dække menneskets grundliggende behov for mening og sammenhæng. En simpel reproduktion af gamle ritualer og skikke er en normal og selvfølgelig ting, men vil uundgåeligt svække deres kraft i det lange løb. Som følge af udviklingen af den praktiske hverdags kundskaber, færdigheder og erkendelsesbevidsthed fremkommer en tænkning og videnskab der takket være en stigende abstraktion fra den eksistentielle fortrolighed med verden fører til nyttige og forjættende opdagelser og teknologiske fremskridt. Samtidigt fører den i de fleste kulturer der udvikler og fornyer sig også til en stigende reduktion af selve den essentielle mytiske forståelse og kult. Denne reduktion har navnlig fundet sted i den vestlige verden med dens ekstreme teknologiske udvikling. Den kan i værste fald føre til en nedvurdering af den mytiske forståelse som gør denne til en underordnet eller overflødig proces af mere eller mindre underlødig eller metafysisk art. Myterne bliver derved gjort til genstand for snæver æstetisk nydelse eller snæver intellektuel analyse, der kan give begrænsede og overfladiske glæder, men denne udvikling fører som hovedregel til en mangel på føling med og forståelse for den umiddelbare realitets selvfølgelighed og den uafladelige genskabelses nødvendighed - både på kollektivt og personligt plan. Og det er fatalt, fordi det undergraver selve sammenhængskraften i samfundet. Den mytiske forståelse lever dog fortsat ubevidst hos de fleste mennesker. Mest lever den i folkedybet, i det kollektivt ubevidste, som blot og bar reminiscens af fortidens 'mythos', det vil sige af den gennem generationer overleverede fortælling om skabelser og nyskabelser i historisk tid som blev fortrængt og erstattet af en snæver fornufts- eller bevidsthedsdyrkelse. Under den positive, eufemistiske betegnelse 'logos' blev denne ensidige og fatale fornuftdyrkelse endda ophøjet til ideal ud fra et simpelt økonomisk og teknologisk succeskriterium. Hele denne nye, skriftligt overleverede historiske beretning og skriftligt formulerede forståelse har lagt op til stadig mere analyse og kritik, og denne forskydning af virkelighedsopfattelsen til fordel for det mere og mere intellektuelle forhold til tilværelsen bevirker altid en krise for kulturen, i og med at den menneskelige eksistens dermed tingsliggøres og fremmedgøres. Ganske særligt faretruende bliver i denne henseende den systematiske benægtelse af sjælens og åndslivets faktum og betydning, som i dag helt dominerer læge- og naturvidenskaben. Den følgende højsang om den menneskelige eksistens tager til genmæle mod denne fatale forarmelse af skabelsesværket og viser vej til en tidssvarende og progressiv genopvækkelse af den simple og daglige skabelse af den varme og lyse tilværelse - personligt og kollektivt. Dermed viser den også vej til en forståelse for den afgørende dynamiske komplementaritet mellem det rationelle og det irrationelle. Genmælet sker ikke ensidigt mod bestemte rationalistiske indsnævringer af virkeligheden - sådan som hos Grundtvig i 1825 mod den kirkelære der efterhånden var havnet i intellektuel rationalisme. Det sker derimod som et bredt og helt moderne og tidssvarende, gennemtænkt og konstruktivt genmæle. Et genmæle der retter sig mod hele den tykke uvidenhed om den umiddelbare realitets psykologiske faktum og samfundsmæssige rolle, som i dag er altdominerende i nutidens politik, journalistik, videnskab, kunst og kirke, og som fører til katastrofal vildledning og afsporing af ungdommen og den almindelige befolkning. Lige som det irrationelle er komplementært til det rationelle, er den umiddelbare verden komplementær til den middelbare. Dette betyder at enhver højsang om den menneskelige eksistens vil være komplementær til en saglig og nøgtern gennemgang af middelbarhedens verden. Nærværende højsang vil derfor være komplementær til den samtidigt udgivne, opdaterede udgave af Jernesalts tidligere udgivne filosofi og begrebsramme, der bærer navnet den komplementære helhedsrealisme. Men den vil samtidigt påvise det oversete, men vigtige forhold, at også naturvidenskabens udforskning af virkeligheden og dens nye indsigter - eksistentielt forstået - er en væsentlig del af den vedvarende nyskabelse af menneskets tilværelse, selvom naturvidenskaben ikke vil være ved det. Undervejs i selve højsangen skitseres nogle af de vigtigste gamle myter fra nordisk-germansk, hellensk, jødisk og kristen kultur, ligesom hovedpunkterne i den naturvidenskabelige udvikling i Europa og Amerika siden Renæssancen ridses op. Men alt sættes ind i en større eksistentiel sammenhæng. Under et sådant projekt ligger og må ligge en personlig fortolkning af sammenstødet mellem på den ene side den eksistentielle og helhedsmæssige skabelsesforståelse og på den anden side det naive naturvidenskabelige forsøg på at forklare alt på snæver rationel vis. Det naturvidenskabelige forsøg skyldes overvejende en urokkelig tro på årsagslovens absolutte karakter, og indebærer bl.a. den nævnte illusion om at videnskaben kan slutte sig til teoretiske forklaringer på universets tilblivelse for milliarder af år siden ud fra isoleret set korrekte, men aldeles utilstrækkelige iagttagelser og årsagsforklaringer på naturens fænomener. Den slags er pseudoforklaringer og udenomssnak. Troen på at det overhovedet er muligt at komme bag om samfundet er en illusion. Højsangen fastholder at modsætningen mellem den primære og den sekundære tilværelsesbetragtning er af komplementær art og derfor aldrig bør føre til den enes udelukkelse af den anden. Ej heller bør den føre til naturvidenskabens forsøg på overflødiggørelse af det umiddelbare syn på eksistensen, men tværtimod til forståelsen for at naturvidenskab dybest set er og bliver en del af eksistensforståelsen i og med at den er afhængig af sproget. Naturvidenskaben er i sig selv en del af skaberværket der etablerer og genetablerer den umiddelbare realitet. Menneskets erkendelse af virkeligheden hænger ikke blot i dagligsproget, men også i en grundlæggende forståelse for at eksistensen altid går forud for erkendelsen. Det bliver i højsangen pointeret at eksistensforståelsen aldrig kan bero på fortidens mytiske forestillinger, uanset hvor bæredygtige disse var engang eller hvor godt nutidens mennesker prøver at sætte sig ind i disse, og eventuelt fascineres af dem. Det er aldrig holdbart for et folk at holde sig til gammel tradition, for så siver kraften ud af forestillingerne. Bæredygtig eksistensforståelse må altid være nutidig og må derfor også altid holde sig ajour med den praktiske verdens og den videnskabelige forsknings erfaringer, men dens hovedopgave er og bliver at bevare følingen med de livgivende kræfter. Denne store udfordring hører ikke op så længe der er mennesker på jorden, for mennesket vil blive ved med at opdage og erkende nye sammenhænge og lovmæssigheder, der influerer på bevidstheden om eksistensen. Hver ny ajourført og tidssvarende skabelsesmyte bliver derfor altid i sig selv et emergent fænomen der indgår i den uafladelige menneskelige refleksion. Status ved begyndelsen af det 21. århundrede er imidlertid at samfundet og kulturen i Danmark og de andre vestlige land er endt i den allerdybeste krise. Den systematiske nedvurdering af det irrationelle og sjælelige såvel som den udbredte mangel på følingen med den umiddelbare realitet, mening og sammenhæng og livskraft frembringer en kløft mellem det materielle og det åndelige der er katastrofal. Kløften opretholdes i blindhed og uvidenhed på trods af at vi ellers her ved begyndelsen af et nyt årtusinde for første gang i historien har potentiale til at overvinde den definitivt ved hjælp af en fuld forståelse af dagligsprogets, konsistensetikkens, korrespondensprincippets og komplementaritetssynspunktets fortrin og førsteret. Højsangen bliver derfor ikke blot et genmæle mod tidens uforstand, men også en påpegning af mulighederne for nybrud. Kapitlet om eksistensens livssandheder Til toppen Næste Menneskets umiddelbare erfaring er at verden bliver til hver eneste morgen når det vågner, forlader underbevidsthedens strøm af forestillinger fra det personligt og kollektivt ubevidste og med sine sanser ser og hører personerne, dyrene, planterne, tingene, vandene, jorden, himlen, skyerne, solen og stjernerne omkring sig. En ny dag er et under hver eneste gang - som det fremgår af Jakob Knudsens smukke strofer. Verden træder jo ikke frem for sanserne som en samling brokker eller en umådelig mængde tågemolekyler, men som et ordnet og sammehængende hele, hvis dele vi nok middelbart kan begynde at fiksere og undersøge nærmere, men hvis helhed er det vi umiddelbart fornemmer som en enhed af storslået art. Underet har fra tidernes morgen givet naturlig anledning til refleksionens utrættelige spørgsmål: hvorfra, hvorfor og hvortil. Se, nu stiger solen af havets skød,
Med en sådan refleksion er umiddelbarheden brudt til fordel for middelbarhedens kunstige forhold til eksistensen. Fortrolighedens nære jeg-du-relation er for kortere eller længere tid afløst af eller gået i vekselvirkning med genstandsforholdets distancerende jeg-det relation. Og dermed afsløres eksistensens grundkomplementaritet.
Mennesket har to mulige synsvinkler på tilværelsen, den subjektive og den objektive og kan veksle frit mellem dem. Den subjektive tilgang omfatter, behandler og opretholder afgørende eksistenssandheder, mens den objektive tilgang drejer sig om genstandssandheder af mere eller mindre midlertidig karakter.
Den subjektive verden befinder subjektet sig i, og den er uden sondring mellem sig selv som subjekt og den objektive verden der er uden for subjektet. Der er heller ingen sondringer mellem fortid, nutid og fremtid. Eller mellem fantasi og virkelighed. Ingen logik eller årsagslov forhindrer frie forestillinger om tankens eller ordets magt. De store magter forekommer almægtige.
Denne første og umiddelbare verden er forudsætningen for den anden og middelbare, i og med at de psykiske primærprocesser med deres mangel på sondringer i tid er før de sekundære, begrebsmæssige og sproglige der bl.a. kan stille spørgsmål til den umiddelbare og naive opfattelse.
Både eksistenssandhederne og genstandssandhederne er empiriske, men de første kan kun erfares gennem personlig og aktiv nutidig eksistens, mens de sidste kan erfares upersonligt og eksperimentelt til hver en tid man måtte ønske det. Genstands-sandhederne kan indgå i objektive beskrivelser og lovsystemer af almen art, mens eksistenssandhederne kun kan indgå i beskrivelser og lovsystemer, hvis værdi altid bliver et personligt anliggende, i og med at de aldrig kan bevises eller verificeres.
luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst. Se, da stiger solen af hav på ny, Alle dødens skygger for evig fly, O for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst! Fra tidernes morgen, fra menneskekulturens og menneskehistoriens begyndelse som et deciderert emergent fænomen i den biologiske udvikling på jordkloden har umiddelbarhedens lysende og energiladede åbenbaring af verden været vigtigere og vægtigere end middelbarhedens spørgen og analyseren, fordi den i sit væsen er umiddelbart livsbekræftende og fællesskabsbekræftende. Dette har gjort kulten med sine aktive ritualiserede genskabelsesdramaer til noget lige så selvfølgeligt som den praktiske dagligdag. De to sider af tilværelsen betinger gensidigt hinanden, men eksistentielt set er de rangordnet. Middelbarheden har samtidigt betydet systematisk samfundsmæssig ændring af menneskenes levevilkår gennem opdagelse og udnyttelse af metoder for jorddyrkning, jagt, fiskeri og håndværk og ad den vej efterhånden bevirket et vedvarende økonomisk og teknologisk fremskridt sideløbende med en udvidelse af den sproglige og erkendelsesmæssige begrebsramme og forståelsessyntese; og denne har på sin side medført markante ændringer af selve tænkemåden og forestillingsvanerne. Mennesket har gjort sig forestillinger om en begyndelse af tilværelsen, det fysiske univers, den biologiske eller naturhistoriske verden og den menneskelige eller kulturhistoriske verden samt selve tidens fænomen. Det er ikke sket på bar bund, eftersom menneskets underbevidsthed har leveret en strøm af forestillinger om skabelsen og skabelsens magter. Og både skabelsen og magterne er her ofte af overordentlig voldsom karakter, hvad bl.a. en kunstner som Michelangelo har vist. Disse universelle forestillinger går igen i kulturernes subjektive skabelsesmyter som altid fremtræder i nutidsform og tjener til genskabelse af eksistensen ved de kultiske festers ritualer, recitationer og dramaer. Deres pointe er overvindelse af de kaosmagter som truer med at nedbryde verden. Også sproget og dets stadige udvidelser kan ses som menneskets fælles spil mod forvirringens kræfter. I den babyloniske skabelsesmyte var der oprindeligt et formløst urhav med både salt og fersk vand. Der blev kamp mellem det ferske vands gud og det salte havs gud - og deraf opstod et palads, en bolig for de sejrende guder. I den nordiske mytologi var der før jordens og himlens skabelse et stort tomrum, Ginnungap, med kuldens og tågens Niflheim mod nord og den brændende hedes Muspelheim mod syd - i analogi med naturens geografiske realiteter. Men i myten var det mødet mellem isen og heden der skabte kæmpen Ymer. I flere skabelsesmyter indgår en adskillelse mellem himlen og jorden. Himlen er at betragte som gudernes bolig, jorden som menneskenes. Den senere så fatale dualisme mellem guder og menneske går altså tilbage til kulturens grundforestillinger, men var ikke dogmatiseret som en principiel eller uoverstigelige dualisme. Den hænger sammen med at urmennesket betragtede sanseforestillinger som baseret på praktisk, jordisk eller timelig erfaring, mens forestillinger om skabelsen og magterne var baseret på indre, himmelsk eller evig erfaring. Men tilværelsen var og er en helhed og en enhed. Mennesket lever i symbiose med de skabende magter og synsvinklen kan uden videre veksle fra det timelige til det evige. Såvel jødedommens som kristendommens skabelsesopfattelse har rod i den baby-lonisk-kanaanæiske skabelsesmyte, hvor skabermagterne er absolutte og suveræne, og hvor skabelsen endda sker ud af intet (creatio ex nihilio). Det ligger i sagens natur at man med sproglige formuleringer af sådanne forestillinger ikke undgår at få problemer med selve begrebernes betydning og validitet, straks refleksionen går i gang. Tænker mennesket sig en begyndelse, kan det også tænke sig noget før begyndelsen, både tidsmæssigt og substansmæssigt. Myterne om skabermagternes absolutte suverænitet og almagt, kan tjene som løsning af dette uløselige problem. Og vil man ikke anerkende denne løsning, må man drage den konklusion at mennesket uundgåeligt havner i sproglige problemer, når det reflekterer over tidens og materiens begyndelse. Eller sagt på en anden måde, mennesket som reflekterende væsen vil altid forblive afhængigt af sproget. Hverken den enkeltes enfoldige spørgen eller den systematiske videnskabs metodiske og sofistikerede udforskning af naturen og universet komme nogensinde bag om sproget og samfundet, men det bliver både den enfoldige og den lærde ved med at tro på. Allerede Kant slog fast, at mennesket ikke kan udtale sig rationelt om verden som helhed eller om tidens begyndelse. Naturvidenskaben kan kun udforske de dele af helheden vi vælger at stille spørgsmål til. Og hvad tiden angår kan den ikke defineres med ord. Selv naturvidenskabens nyeste teori - forestillingen om The Big Bang - kommer til kort, når den på basis af en lang række veldokumenterede data forestiller sig at universets begyndelse kan ses udefra og endda forsøger at gengive det i illustrationer, men dette er netop hvad mennesket ikke kan, eftersom det selv er en del af det skabte univers. Selve billedet af et Big Bang er illusion. Det bygger kun på ekstrapolationer tilbage i tiden, og de er alle ufuldstændige. Det reale i den sag er udelukkende de nutidige data vi registrerer på teleskoperne. I samme øjeblik mennesket - selv de kyndigste naturvidenskabsmænd - begynder at udtale sig om verden som helhed eller om verdens begyndelse, har det forladt objektivitetens genstandsforståelse og er havnet i den subjektivitet der tager sig af eksistenssandhederne og er ligeglad med et skel mellem subjekt og objekt. Og her gælder den snævre rationalitet ikke; her er der slet ingen grænser for forestillinger om helheden eller meningen med det hele. Kapitlet om 'Falske myter i nutiden' Til toppen Næste Historiegalskabens tyranni Reduktionisme og tro på tegn Forestillinger om urtid og begyndelse Videnskabens affortryllelses-strategi Kommunikationstrendens vildveje Fremskridtet som afgud Karriereræset Juraens samfundshærgen Falske myter er forestillinger der ligner sandheder og lokker folk med skin af klogskab og rationalitet, men som i virkeligheden er tomme og blottede for den kraft og energi der kommer fra ægte arketypiske forestillinger. Og der er mange af dem i nutiden. Historiegalskabens tyranni Til toppen Næste Den preussiske historiker Leopold von Ranke (1795-1886) var banebryderen for 1800-tallets kildekritiske historieforskning, og han erklærede programmatisk i forordet til 'Geschichte der römischen und germanischen Völker von 1494-1535', at historikerens opgave hverken var at dømme fortiden eller belære samtiden, men kun at skildre, hvordan det egentlig havde været ("wie es eigentlich gewesen"). Historikeren skulle gengive kendsgerninger lige som et spejl viser billedet af en genstand. Til den ende skulle han betjene sig af primærkilder som memoirer, dagbøger, breve, diplomatiske rapporter, øjenvidneberetninger. Andre kilder burde kun benyttes, når de med sikkerhed kunne afledes af primærkilderne eller deres autencitet på anden vis kunne dokumenteres. Denne programerklæring skulle sikre objektivitet i betydningen værdifri forskning, men den blev ifølge Erling Bjøl udsendt af en mand, der selv havde et meget fast strukturet værdisystem. Han delte tidens reaktion mod de foregående årtiers revolutionære og bonapartistisk-napoléonske udskejelser. Han var fast i sin kristne tro på, at Guds vilje manifesterede sig i historien, og at kildekritikken kun kunne afdække den. Han var desuden en konservativ preussisk patriot, der delte filosoffen Hegels dyrkelse af staten som den historiske udviklings ypperste produkt. De preussiske historikere opnåede stor prestige ved deres lærdom og kastede et skær af videnskabelighed over deres magtteorier, skønt disse ikke kunne videnskabeligt efterprøves på den måde Karl Popper forlangte: ved bevis eller modbevis. I Frankrig indførte unge historikere - Gaston Monod, Charles Seignobos, Ernest La-visse - den kildekritiske historieforskning i 1876. Den blev kaldt metodeskolen eller positivismen, og den blev på fransk grund forenet med militante republikanske og antiklerikale holdninger. Fælles for hele den kildekritiske bevægelse i Tyskland som i Frankrig var troen på, at historie var lig med kritisk kildeforskning. Historien vil, som en forsker sagde, være konstitueret når alle dokumenter er blevet opdaget, sorteret og bragt i orden. Bjerge af dokumenter blev derfor ophobet uden at blive udforsket. Tykke kildesamlinger, som siden samlede støv på bibliotekerne, blev udgivet, først i Tyskland, siden i andre lande. Men kildemetodisterne lukkede sig ikke bare inde i deres studerekamre bag dokumentdyngerne. De havde også travlt med som skolebogsforfattere at påvirke det samfund de levede i og fik hidtil uanede muligheder for en sådan påvirkning med indførelsen af den almindelige skolepligt i slutningen af 1800-tallet. Og de levede langtfra op til den objektivitet de stillede op som deres eget forskningsideal. Man indoktrinerede i Tyskland børnene til kejserdyrkelse, i Frankrig til et republikansk og antiklerikalt sindelag, i England til kongetroskab og i USA til store og rene frihedsidealer. Men den overordnede tendens var overalt den samme: en hæmningsløs chauvinisme. Det for undertegnede afgørende i hele denne dårligt kamouflerede subjektivitet er dog ikke den tidsbestemte chauvinisme, men selve den underliggende og overtroiske forestilling om et deterministisk forløb af historien som gennem de historiske levn og dokumenter ville kunne afdækkes på nøjagtig samme måde som faststoffysikerne kan afdække årsags-virkningsforholdene for faste legemers bevægelser. Determinismen har rødder i almenforestillingen om at alt har en årsag som i princippet må kunne afdækkes eller føres tilbage til forestillingen om universet som ét stort mekanisk urværk, der godt nok teoretisk kunne være skabt eller konstrueret af en udenforstående gud, men som siden blot fulgte de love 'konstruktøren' eller 'designeren' én gang for alle havde givet sit værk. Derfor troede astrologer på at de kunne slutte sig til historiens gang ud fra stjernernes beregnelige positioner, og derfor tror folk den dag i dag på horoskoper der forudsiger individernes skæbne ud fra fødselsdatoen og denne datos stjernebilleder. Det er overtro, fordi det dels er fuldstændigt ubevisligt, dels og navnlig er i modstrid med alle psykologiske, historiske, biologiske og astrofysiske kendsgerninger om forekomsten af det ene emergente fænomen efter det andet. Og det er endelig også i fundamental modstrid med selve den erkendelseteoretiske indsigt at forskerne ikke er i stand til hverken at finde eller bestemme den begyndelsestilstand hvorfra alt skulle have udviklet sig eller overhovedet at komme bag om selve det menneskelige udgangpunkt for al iagttagelse og erkendelse: livet på jorden, samfundet og sproget. Det er psykologisk set forståeligt at mennesket er interesseret i historien individuelt og samfundsmæssigt, fordi det kan afdække meget af den spændende subjektivitet i historien, men det er vanvid at fokusere i den grad på dokumentationen som man har gjort og stadig gør, netop fordi man derved overser eller undervurderer den betydning den skjulte menneskelige subjektivitet har for ethvert dokument eller levn. I arkæologien kan man eksempelvis gennem fund nå frem til ret sikre tidsbestemmelser, men aldrig lære noget om menneskers kulturliv og åndsliv medmindre der foreligger samtidige beretninger der røber subjektivitet. Den vanvittige positivistiske tro på det dokumenterbare og målelige må dybest set hænge sammen med en uvilje eller frygt mod at begive sig ind i det yderst komplekse menneskelige åndsliv, som i kraft af de psykiske grundprocesser beror på en uigennemskuelig kombination af det irrationelle og det rationelle, og som man følgelig kan fortabe sig i medmindre man har gjort sig fortrolig med det. I dette kompleks kan kun nogle få fænomener måles på naturvidenskabelig vis. De fleste kan ene og alene ses, høres og fornemmes ved den direkte, umiddelbare føling med fænomenerne - altså ved indlevelse eller indføling - og ved en sådan kommer det subjektive element uundgåeligt ind i billedet - ikke bare som en faktor der forhindrer absolut objektivitet, men tværtimod som den faktor der muliggør en inspirerende forståelse og medfølelse. Dokumentarismen og metodegalskaben virker tiltrækkende og overkommelige, fordi de kun kræver opøvelse i de sekundære processer, ordenssans og logik, men aldrig kræver den indlevelse eller indføling der kan vække til undren, åbne nye hori-sonter, give nye indsigter og befordre en sund tolerance - og derfor er udfordrende. Metodegalskaben er en falsk myte der giver tryghed i stedet for udfordring. Den sørger for at mennesket forbliver i immanensen og undgår al transcendens. Så det er godt at kunstnere bestandigt kan levere et skabende modspil som fx Hans Chr. Rylander med sin udsmykning af foyeren i Proviantgården, som man rigtigt kan gå på opdagelse i. [Billedet her udeladt] Reduktionisme og tro på tegn Tilbage Næste I selve den historiske interesse er indbygget at man ikke alene søger årsager til konstaterbare begivenheder og beslutninger, men drømmer om at kunne finde enkle begyndelsesårsager til hele den komplekse virkelighed som den historiske udvikling har medført. Man forudsætter stiltiende en deterministisk lovmæssighed der principielt udelukker tilfældighed, men naturligvis ikke faktisk ukendskab til årsagerne på hvert aktuelt tidspunkt. Men ukendskabet er kun midlertidigt, tror man. Det helt groteske udslag af denne tro ses i fysikalismen som filosofferne Neurath og Carnap udviklede inden for den logiske positivisme som også danske Jørgen Jørgensen tilhørte. Ideen var at alle meningsfulde udsagn kunne og skulle formuleres i det sprog der bruges til beskrivelse af iagttagelige fysiske genstande og aktiviteter, som alle kan iagttage, også kaldet tingssproget. Dermed skulle alle empiriske viden-skaber kunne indordnes under en enhedsvidenskab der har fysikken som grundlag og mønster. Sjæleliv blev adfærdsteori, behaviorisme, hvor alt måles på den synlige adfærd. Alle psykologiske fænomener skulle føres tilbage til legemlige fænomener, og alle legemlige til fysisk-kemiske processer af målelig art. Og det vil i realiteten sige at faststoffysikken blev gjort til målestok for selve meningsfuldheden. Men dette er selvbedrag, fordi det indebærer at kun udsagn der kan føres tilbage til det fysikalistiske sprog regnes for meningsfulde. Alle udsagn der ikke kan dette falder udenfor. Og det vil i princippet sige at alle udsagn om psykologiske og åndelige fænomener er meningsløse, selvom dagligsproget er fuldt af dem og vi forstår dem. En afart af denne overtro er semiologien der dog ikke vil føre alle fænomener tilbage til håndgribelige ting, men derimod til abstrakte tegn. Ideen kommer naturligvis fra det forhold at det faktisk er muligt for den menneskelige tanke ved abstraktionen at finde matematiske sammenhænge mellem processerne i den reale verden og bruge opdagelserne til videre udforskning. Tilsvarende forestillede man sig i sprogvidenskaben (Hjelmslev) at man måtte kunne føre alle sprogfænomener tilbage til simple urtegn der forklarer alt og giver sjælen fred for yderligere spørgsmål. I biosemiotismen (Hoffmeyer) troede man at det måtte være muligt at føre alle biologiske processer tilbage til tegn, som dog til forskel fra de rene abstrakte begreber har en højst ejendommelig virkning "ved at betyde noget"! Tegnet virker som input i sanseapparatet og "internaliseres gennem en fortolkningsproces hvis udfald ikke er entydigt bestemt af tegnets egenart", som det så smukt hedder. Her indbygges i det mindste en dynamisk proces, men i både sprogteorien og biosemiotismen er der tale om en reduktionisme der vil føre fænomenerne tilbage til enkle tegn og processer og derfor ikke vil være ved at der i den reale verden på vores specielle enklave af universet kun forekommer liv i yderst komplekse udgaver der kaster det ene emergente fænomen efter det andet af sig gennem tiden og uafladeligt skaber en uforudsigelig ny eksistens for de levende individer i det levende samfund. Den klare modsætning til sådanne reduktionsforsøg er en helhedsrealisme der fastholder en uforklarlig komplementaritet mellem energi og stof, og som for de psykiske processers vedkommende i sidste ende altid må referere til de arketypiske forestillinger der dels er enormt energiladede, dels er ubevislige og alene på rent hypotetisk vis kan ses som udslag af universelle arketyper. Disse kan aldrig efterforskes som tegn af den ene eller anden art, men alene udforskes og forstås som forestillinger der giver energi til psyken og kun kan spores i sine virkninger. Forestillinger om urtid og begyndelse Tilbage Næste En særlig mærkværdighed i den reduktioniske mani er forestillingen om universets begyndelse. Naturvidenskaben har for længst kasseret alle mytologiske forestillinger om skabelsen som den urbegivenhed der gentager sig i det uendelige og som vi alle oplever hver morgen når vi vågner op af nattesøvnen. Moderne naturvidenskab har erstattet dem med noget meget finere, nemlig en teoretisk model om universets tilblivelse engang for milliarder af år siden, hvor mennesket slet ikke var til. Den biologiske evolutionslære har definitivt fastslået at evolutionen har varet ca. fem milliarder år, og at mennesket må betragtes som det sidste led i udviklingen af liv på jorden. Og astrofysikken har tilsvarende fastslået at universet udvider sig og at dets alder kan ekstrapoleres til at være rundt regnet 15 mia år. Forudsætter man at udvidelsen har været i gang siden et tidsmæssigt nulpunkt, må man ud fra loven om energiens konstans kalkulere med en gigantisk masse der af en eller anden grund er eksploderet og dermed har sat ekspansionen i gang. Dette er ikke andet end teorier og ekstrapolationer, men alligevel taler man rask væk om The Big Bang og kommer med den ene fantasifulde illustration af dette store knald efter den anden. Vi har endda her i landet en forsker der er en eminent dygtig entertainer til at holde folk i ånde i timevis med sine teorier om knaldet og dets årsager - og har humor nok til at slutte af med at indrømme at det kunne være løgn altsammen. I modsætning til de gamle mytologiske skabelsesberetninger der genfortæller hvad vi alle selv oplever dagligt, så er de naturvidenskabelige teorier om begyndelsen fup og overtro allerede af den grund at vi mennesker er en del af universet og derfor slet ikke er i stand til at se universet udefra eller overhovedet forestille os en begyndelse. Alt hvad vi forestiller os, forestiller vi os ud fra det vi aktuelt enten iagttager i det ydre eller ser for os i det indre. Og hvad iagttagelserne om stjerner og galakser angår så er alt det vi observerer i selv de største og fineste teleskoper ikke noget der foregår for mange milliarder år siden, men tværtimod noget der sker som input på vore måleapparater i nutiden. Og derfra kan vi ud fra de nævnte forudsætninger og ekstrapolationer drage visse slutninger, som kan føre teoridannelserne videre og ikke andet. På samme måde med de mindste elementarpartikler som fx den hypotetiske Higgspartikel der i år har givet sin nu 83-årige ophavsmand Nobelprisen i fysik. Den kalder tåbelige videnskabsjournalister og andre sensationsmagere for Guds-partiklen. Men det har Higgs aldrig brudt sig om, for han er dels ateist, dels nøgtern nok til at vide at man ikke med denne partikel er ved løsningen af gåden om universets oprindelse. Man kan bygge accelleratorerne lige så lange man vil - og jo højere hastighederne bliver finde stadig nye elementarpartikler som kan fortælle om helt grundlæggende processer i universet, men universets begyndelse kommer man aldrig tilbage til. For man får aldrig løst gåden om hvordan tyngdekraften (lovene for massen) kobles sammen med kvantemekaniske fluktuationer (lovene for energi og forandring), og man kan endnu mindre fjerne mennesket som involveret del. Men koblingen som sådan ser vi for næsen af os hele tiden. Videnskabens affortryllelses-strategi Tilbage Næste De sidste århundreders kulturudvikling har været præget af de store naturvidenskabelige og teknologiske fremskridt der igen har muliggjort den økonomiske vækst. Fremskridtene har i den grad fascineret læger, ingeniører, økonomer og andre forskere samt alle praktiske brugere at flertallet af almindelige mennesker er hoppet på limpinden og har ladet sig fange af denne objektivitetsdyrkelse der forguder genstandssandheder og skubber eksistenssandheder ud som overtro eller djævelskab. Dermed opnår forskerne deres erklærede mål om at affortrylle verden. De sandheder som uanset tids- og stedsbestemte genstandssandheder gælder i eksistensen og som udtrykker fortryllelse gøres underordnede, ligegyldige eller direkte underlødige, skønt sådanne domme ikke skulle være værdiladede og mere subjektive end objektive. Det værste eksempel på afguderiets følger er hjerneforskningens held til at få almindelige mennesker, bevilgende myndigheder og lovgivende forsamlinger til at acceptere den vilkårlige bestemmelse af sjælelivet som identisk med målelige kemisk-elektroniske processer i hjernen. Det er et primitivt udslag af den mekanistisk-deterministiske overtro på at alle fænomener i verden i sidste ende kan føres tilbage til fysisk-kemiske processer, hvor ældgammel erfaring såvel som ny dybdepsykologisk erfaring ellers siger det modsatte: at sjælelivet og åndslivet overhovedet ikke kan registreres gennem fysiske apparater, men alene gennem direkte kontakt med andre menneskers subjektive sjæle i det direkte eller umiddelbare jeg-du-forhold. Lægevidenskaben og humanbiologien kan naturligvis godt måle og studere faktiske fysisk-kemiske hjerneprocesser og dermed skaffe sig viden der kan bruges i be-handling og genoprettelse af hjerneskader - til stor gavn for folk der rammes af sådanne. Men sjælelivet og åndslivet som sådant kommer man ikke nærmere ad den vej. Ingen hjerneforsker har da heller nogensinde haft held til at sige noget som helst fornuftigt om sjælelivet ud fra den foreliggende viden om fysisk-kemiske processer. At postulere noget andet er simpel åndsfornægtelse og dermed afguderi, og derfor er det såkaldte hjernedødskriterium også en dødsssynd. Hjernedødskriteriet kan bruges til at fastslå hvornår fortsat behandling af en patient er nytteløs, så man kan slukke for respiratoren, men det kan ikke bruges til at fastslå hvornår sjælen er ophørt med sit individuelle liv i en given krop, for sjælen er en dynamisk interferens mellem en individuel sjæl og en kollektiv ånd - og denne interferens hører ikke op før hjertet er holdt op med at slå og kroppen er blevet kold. Det er ældgammel, subjektiv menneskelig erfaring - og kan ikke blæses omkuld af nymodens umenneskelig objektivitet der kynisk abstraherer fra den menneskeliggørende subjektivitet. I den fulde og hele menneskelige virkelighed der omfatter både rationelt og irrationelt - og både materielt og åndeligt - er genstandssandheder afgørende for al tilpasning til den praktiske virkelighed og dens hårde fysiske genstande, men det er og bliver eksistenssandhederne der gennem de psykiske primærprocesser sikrer alle umiddelbare fornemmelser for kvalitet, værdi, mening, sammenhæng og helhed. Al intellektualisering vil uundgåeligt betyde indskydning af et mellemled mellem sjælen og omgivelserne. Den indskyder altid en genstandsgørelse der forandrer menneskets forholden sig til verden fra et umiddelbart jeg-du-forhold til et middelbart jeg-det-forhold. Og dette er på mange måder gavnligt og nødvendigt i den praktiske tilpasning, men det bliver højst skadeligt og i værste fald helt ødelæggende, hvis forskydningen bliver permanent og fastlåst. For så mister individet evnen til at skaffe sig dyb og vedvarende føling med de kræfter der giver livsviljen, livsmodet og livs-glæden. Og omgivelserne mister deres menneskelige varme. I praksis har de fleste intellektualiserede mennesker nu om dage en kattelem til den umiddelbare realitet gennem omgangen med andre mennesker, musikken, kunsten, naturoplevelsen og ikke mindst den nære familie og det seksuelle samliv med en partner. Ulykken i vores tids kulturkrise er at disse i virkeligheden eksistentielt helt afgørende forhold betragtes som underordende og mere eller mindre fritidsprægede eller luksusprægede fænomener der i det store hele må ofres på økonomiens og karrierens alter - altid til stor skade for børnene. Intellektualiseringen er i årtier taget til og bliver i årene fremover endnu mere markant i takt med den stigende akademisering af ungdommen. Der er ikke i sig selv noget ondt eller skadeligt i at ungdommen får højere og højere uddannelse, eftersom det er et naturligt led i den almindelige vækst og desuden kan gavne konkurrenceevnen. Problemet med intellektualiseringen er at den næsten altid er forbundet med en ringere føling med det irrationelle og dermed med alt der har med kvalitet, mening og sammenhæng at gøre. Og det uhyggelige er at undervisningen i alle boglige fag allerede i folkeskolen, men i særlig grad i gymnasiet gennem flere årtier støt og roligt er vippet mere og mere over på rent intellektuelle øvelser, herunder oplæring i den metodelære som gymnasielærerne selv har fået indarbejdet på universiteteterne og naivt synes er højdepunktet af lærdom. Den gør stor skade på skole- og gymnasieniveau, fordi den fx i danskfaget tager tiden fra læsningen af litteratur med henblik på en dybere forståelse af denne som eksistens-fortolkning. Jeg ville personligt aldrig have fået afgørende inspiration fra min skoletids undervisning i dansk og tysk, hvis lærerne havde brugt det meste af tiden på at docere metodeteorier. Det gør ikke sagen bedre, at undervisningen i vore dage i vid udstrækning også omfatter opgaver der kan klares alene med opslag på nettet, men ikke behøver nogen fordybelse. Forståelsen bliver derved overfladisk, og den udelukker i virkeligheden den ægte helhedsforståelse som er afgørende for at blive konfronteret med egentlige eksistentielle udfordringer. Elever der springer over al fordybelse snyder først og fremmest sig selv fra udfordringer og indsigtsmuligheder. Metodelæren, intellektualiseringen og opgaver der blot kræver dataopslag på nettet er udtryk for en tro på logik, systematik og data der er helt løsrevet fra en enhver eksistentiel dimension. De fører væk fra al føling med de energier der tæller i eksistensen, og de bliver derved afguderi. Kommunikationstrendens vildveje Tilbage Næste De såkaldt sociale medier er medier for internetbaseret kommunikation der er interaktiv og altså går begge veje. Typisk Facebook, Twitter og Youtube, og oftest på mobiltelefonen. Kommunikationen er nem, hurtig og billig, og dens store popularitet ligger uden tvivl i selve det forhold at man kan være i kontakt med andre mennesker stort set hele tiden. Og dette er der overordentligt mange mennesker der nyder, ja, mange der slet ikke kan undvære når først muligheden er der. Det har været rent ud forbløffende på få år at have oplevet hvordan rundt regnet halvdelen af befolkningen render og kører rundt på gaden, på cyklen og i bussen, toget og sågar ved rattet i egen bil og kommunikerer på livet løs med en ven, partner eller familiemedlem ude på nettet. Ofte ser de sig slet ikke for, men er helt opslugte og til stor fare for andre trafikanter. Der er næppe tvivl om at der sker en dyb tilfredsstillelse af et stort og medfødt behov som ikke tidligere har kunnet tilfredsstilles - og som derfor nu udfordrer ledere og arbejdsgivere der ønsker de ansattes traditionelle koncentration om de arbejdsopgaver de aflønnes efter. Lederne må opstille regler for brugen af internettet til private formål og bruge tid på kontrol. Værre er det dog at pædagoger og forskere allerede nu kan konstatere at forældrenes behov for evig kommunikation med andre voksne tager opmærksomheden fra børnene i bekymrende stort omfang. Der er unægteligt store fordele ved internettets muligheder, men det er ikke uden problemer at samfundet har udviklet sig hen mod at være et mere og mere selskabeligt samfund, hvor den lystbetonede, tvangfri, men konstante kommunikation med andre begrænser eller ligefrem udelukker den mere opmærksomhedskrævende og udfordrende kommunikation. Problemet er ikke at kommunikationsbehovet eller selskabeligheden i sig selv tilfredsstilles, men at andre, mere krævende og seriøse former for beskæftigelse og opmærksomhed skubbes til side eller nedprioriteres. Det betyder at underholdningen vinder over arbejdet, fordybelsen og seriøsiteten, og det kan underholdningsbranchen og de formidlende kanaler, herunder Danmarks Radio, være godt tilfredse med, men ikke kulturen forstået som en alt- og alle-omfattende helhed der skal sørge for sammenhæng, retning og konsistens. Fristelserne er blevet endnu mere mangfoldige i vore dage end for hundrede år siden - de er ikke alle sammen risikable som alkohol og stoffer, men de er lige så afhængighedsskabende og skadelige. Fremskridtet som afgud Tilbage Næste Stort set hænger alt dette nøje sammen med selve det naturvidenskabelige og teknologiske fremskridt som har givet en attraktiv økonomisk vækst der får folk til at tro at lykken ligger i de materielle goder som denne vækst kaster af sig. Der har lige siden 2. verdenskrigs nedbrydning og en ny tids opbygning været fokuseret så meget på den økonomiske vækst at velstandsstigning blev gjort synonym med velfærd. Liberale økonomer sørgede for at få gang i hjulene og skabe efterspørgsel de kunne tjene penge på. Alle politikere var stort set enige om bedre fordeling af goderne, men specielt de socialdemokratiske politikere troede at lykken lå forude hvor 'samfundskagen' virkeligt ville få vokseværk som følge af alles flid og sparsommelighed. Man genoplivede i virkeligheden fremskridstroen fra før 1. verdenskrig, hvor selv en åndsaristokrat som Georg Brandes naivt betragtede kulturudviklingen som et eksprestog der bevægede sig fremad mod bedre økonomi og lysere tider. I 1960'erne hed sig - bl.a. fra Ivar Nørgaard - at når alle havde fået dækket deres materielle behov, så skulle de rigtigt gå i lag med de fine 'åndelige sysler'. Virkeligheden var stik modsat: behovet for materielle goder steg med reklamerne for dem. Reklamebranchen blev nemlig dygtigere og dygtigere til at manipulere med folks lyster og behov - og resultatet blev masseforbrug og masseunderholdning - samt uhyggeligt manipulerbare massemennesker. I løbet af de sidste tyve år har denne udvikling vist sig at give federe og federe borgere, og til dels også dovnere og dovnere mennesker som nu må reddes ud af hele usundheden og forsumpningen med kostråd, fitness og moralske opsange i lange baner. Man taler ikke længere om en sund sjæl i en sund krop, men dyrker kroppen som en afgud der kan klare sig fortrinligt uden alt 'åndsævl' om sjæleliv. Og som altid giver et sådant afguderi penge i kassen til de økonomiske investorer der ser fidusen og oven i købet øjner muligheder for storspekulation. Folk der af den ene eller anden grund ikke kan følge med i dette ræs efter sundhed og velvære tilbydes fedtoperationer og brystimplantationer i smukke omgivelser, og endda skønhedsoperationer med skadelig botox samt piller i massevis der kan dulme nerverne og holde depressionerne nede - samt give medicinalbranchen styrtende omsætning og rige muligheder for at korrumpere lægestanden. Folk aner ikke at der er tale om manipulationer og afguderi der fører dem væk fra den indre konsistens der alene kan sikre såvel overvægten af det gode i livet på langt sigt som den fornødne ro og nøgternhed til at holde så megen afstand til reklamer og forførelsesteknikker at den enkelte kan bevare en selvstændig dømmekraft. Karriereræset Tilbage Næste Hele dette nye samfundsræs har en mærkelig dobbelteffekt. Det giver gode karrrieremuligheder for de veluddannede, flittige og ambitiøse mennesker der tager ansvaret for deres eget liv, men det giver samtidig en ulighed i samfundet som skubber de dårligst uddannede, dårligst motiverede og knapt så ambitiøse mennesker ud i arbejdsløshed, kontanthjælp og den række af faldgruber der hører hertil. Politikerne vil ikke rigtigt være ved at den frihed de fleste besynger som modsætningen til tvang, kontrol, overvågning, formynderi og planøkonomi uundgåeligt medfører ulighed i samfundet, fordi den fremmer initiativlyst, virkelyst, ansvarlighed og selvstændighed, og belønner enhver der arbejder og yder et bidrag til fællesskabet. Mens den blot lader alle andre overleve som de nu bedst kan. Da den danske samfundsmodel hidtil har haft som princip at samfundet skulle hjælpe de dårligst stillede, de socialt udsatte og de syge, handicappede, gamle og udslidte, så har der af ædle, humanistiske grunde gennem 40-50 år udviklet sig et socialsystem af mere og mere formynderisk art som har været rundhåndet med socialhjælp og kontanthjælp uden tanke for at belastningen på samfundsøkonomien kunne blive lige så stor og uheldig som undergravningen af de hjulpnes egen vilje til ansvarlighed og konsistens. Motivet har naturligvis været godgørenhed og barmhjertighed, men når denne falske form for humanisme tager overhånd, virker den mod hensigten. Overdrevent og for langvarigt formynderi forlænger infantilitet, uselvstændighed og uansvarlighed. Og det skader både de enkelte mennesker der hjælpes og samfundet der hjælper. Langt om længe har man nu indset problematikken i denne socialpolitik og er gået i gang med at rette op på den, men støder så på den store og næsten uoverstigelige vanskelighed at det er uhyre svært at få folk i arbejde, hvis de har været på støtten for længe. Folk bliver forvænte og vil ikke gå i arbejde for hvilken som helst løn. Og det gør ikke sagen bedre at den økonomiske krise bremser væksten i beskæftigelsen. Et særligt problem er indvandrerne - i og med at de har større arbejdsløshed og generelt har ringere uddannelse, fordi det kniber med sprogfærdighederne. Den nye samfundsklasse får derfor flere tabere og dermed også større fristelse til kriminalitet og foragt for det danske samfund. I værste tilfælde fristes taberne endog til islamistisk radikalisering og deltagelse i borgerkrig i muslimske lande på den islamistiske, antidemokratiske fløj. Både foragten mod de vestlige værdier og den passive udnyttelse af velfærdssamfundenes rundhåndede goder ender med et afguderi der sætter umiddelbare lyster, frustrationer og nydelsessyge over ansvarlighed for det fællesskab man er vokset op i. Karriereræset fører til et afguderi der måler eksistensen på status og position i samfundet uden større hensyntagen til den indre konsistens. Det ses først og fremmest på det voksende stress-problem. Den farlige stress er ikke den kortvarige psykiske belastning der opstår når et individ udsætter sig for en opgave der kræver det yderste - hvad enten der er tale om fysisk eller mental anstrengelse som fx en sportskonkurrence eller en eksamen. For her fremkalder stress normalt blot øget adrenalinproduktion som gavner præstationsniveauet. Det farlige kommer først med den langvarige belastning der kan give blodtryksforhøjelse, nedsat immunforsvar og nedsat fertilitet. Og dens årsag kan generelt ligge to steder: hos omgivelserne, fx en arbejdsgiver, der kræver for meget og for hurtigt eller hos individet selv der ikke formår at skaffe sig et job der passer til evner, indstilling og ønsket tempo - og dette kan igen skyldes dårlig uddannelse, dårlige valgmuligheder eller ringe viden om egne grænser. Omgivelsernes krav kan skyldes de generelle konkurrencevilkår eller de mere specifikke ambitioner om at nå højst muligt på kortest mulig tid. I økonomiske krisetider som de aktuelle vil stressniveauet stige og mange ledere være tvunget ud i en hårdhed eller kynisme de sådan set ikke ønsker, men føler uundgåelig. Og med relativt ringe fleksibilitet på arbejdsmarkedet, går dette uvægerligt ud over mange ansatte. Omvendt gælder at det er livsvigtigt for enhver arbejdstager at kende sig selv så godt at grænserne for ydeevne, ambitioner og stressrisiko er bevidste, og at man samtidigt har mod og vilje til at sige nej til opgaver der er urimeligt krævende i for lang tid. Det grelleste eksempel fra nyeste tid er den praktikant i et engelsk finansfirma der ikke turde sige nej til en daglig arbejdstid på 14 timer i månedsvis og endte med at vælge selvmordet som udvej. I de fleste situationer er fejlen på begge sider af bordet at konkurrencen, ambitionsniveauet og tempoet accepteres som eneste udvej, fordi pengene eller markedet er blevet den afgud man er nødt til at bøje sig for. Alternativet er jo lavere ambitioner, lavere aflønning og lavere status. Alternativet kræver derfor at man fuldt bevidst prioriterer andre værdier højere op, og dette vil først og fremmest sige værdien der ligger i at kunne hold afstand til markedskræfterne og statusjagten ved at fokusere mere på de såkaldt åndelige værdier, musik, kunst, naturoplevelser, familieliv og sex - og i den forbindelse også vedligeholder evnen til med tilbagevendende mellemrum at nyde stilheden og ensom-heden. Man kan under ingen omstændigheder undgå stress hvis man er bange for stilheden. Alt for mange mennesker i dag har markedet og statusjagten som afguder. Juraens samfundshærgen Tilbage Næste Orden i tingene skal der være - det er en simpel forudsætning for produktion, administration og økonomisk vækst og dyrkes derfor i alle private og offentlige virksomheder der skal holde samfundshjulene i gang og sikre den civile orden. Ingen erhvervsvirksomhed af virkeligt format har kunnet bygges op uden orden. John D. Rockefeller havde aldrig kunnet opbygge Standard Oil eller være blevet stenrig (og derefter udvise godgørenhed han rostes for) uden strengeste ordenssans - kombineret med hårdhændede forretningsmetoder. Og A.P. Møller og Mærks Mc-Kenney Møller havde heller aldrig kunne opbygge et rederi og finansimperium (med gaveuddeling til det offentlige) uden orden, sparsommelighed og ubønhørlig 'rettidig omhu'. Den offentlige statsadministration har tilsvarende ikke kunne nå et så højt niveau som i Danmark og andre vestlige lande uden veluddannede embedsmænd der kunne holde styr på tingene - uanset hvilke tåber der dannede regering. Vi har tværtimod på vore breddegrader et fortræffeligt system af loyale embedsmænd der altid kan føre forretningen videre uden hensyn til regeringernes partifarve. Systemet er ganske vist i nyeste tid blev forsøgt undergravet med indførelse af særlige rådgivere og spindoktorer for ministrene. Det ser ud til at have som direkte formål at skabe modvægt mod embedsmændenes lyst til at foreskrive nye eller svage ministre hvad de skal gøre. Men det forskyder og forplumrer den reelle magtstruktur - og måske allerværst: det undergraver fuldstændigt politikernes troværdighed. Hovedparten af alle embedsmænd og alle ledere og chefer i det private erhvervsliv er i dag jurister eller økonomer og kaldes derfor under ét djøf'er efter deres fagor-ganisation Danmarks Jurist og Økonom Forbund. Og da deres magt er voldsomt stigende og ligefrem proportional med deres stigende antal, taler man både om samfundets djøfisering og om problematikken herved. Den skyldes ikke mindst det forhold at flertallet af folketingets medlemmer efterhånden også er blevet djøf'er, og at den almindelige befolkning derfor nu må savne en folkelig modvægt mod disse akademikeres kontrol med samfundssystemet, en modvægt der på ingen måde skabes gennem ministrenes personlige magtkorrumperede rådgivere. Tager man medlemsskabet af EU i betragtning, bliver tendensen endnu tydeligere. Vi har i Bruxelles fået et gigantisk administrations- og styringsapparat der kræver tusindvis af jurister og økonomer samt sekretærer og rådgivere og som år efter år flytter suveræniteten fra de enkelte nationer til kommission og ministerråd og stiller de nationale parlamenter over for tilpasning og underordning i mængder af lovgivningsanliggender. Typisk følger størrelsen af administrationspaladserne med. Hvad der altid er et degenerationstegn og et faresignal. Både nationalt og EU-internationalt er der blevet tale om et embedsmandstyranni som er fuldt legaliseret og bærer skin af medlemsdemokrati, men som ikke desto mindre er det modsatte af ægte demokrati: decideret ufolkelighed. En ganske særlig tendens ligger i overførelsen af beføjelser til EU-domstolen og Menneskerettighedsdomstolen, fordi der igen her er tale om at overflytte suverænitet fra nationale domstole til overordnede domstole på fuldt legal vis og under dække af en universalisme der fortolkes af jurister og derfor bliver abstrakt - i modsætning til den nationale retsfølelse der bygger på mere udefinerlige fornemmelser og arketypiske forestillinger der i sidste ende har det kollektivt ubevidste som kilde. Ser man dette i det store helhedsrealistiske perspektiv er der dybest set tale om en systematisk tilbagevenden til den lovreligion som gjaldt i jødedommen (og gælder i islam), men som kristendommen gjorde op med. Lovreligionen betyder at man pukker på regler og love og mere og mere spidsfindige udlægninger af disse, at man giver borgerne rettigheder de kan pukke på og føre endeløse ankesager og klagesager på, og at man tvinger pressen ud i endeløs kontrolmani. Det går så vidt at man også giver asylsøgere og indvandrere statsborgerskaber efter objektive regler der ikke på nogen måde forudsætter at de pågældende er blevet danskere. Man bilder dem tværtimod ind at de er lige så gode danskere som folk der er født og opvokset i landet af danske forældre der taler dansk. Det er ren afgudsdyrkelse af juraen - og det sjove er at den instans der efter traditionen skulle påtale afgudsdyrkelsen, nemlig kirken, forholder sig tavs. Den er blevet humanistisk. Den sætter næstekærlighed lig med uddeling af rettigheder. Den synes at alle rettigheder skal deles ud til alle, og den er ydermere selv endt i en dogmedyrkelse der er blevet afguderi. Den fastholder dogmatisk en trosbekendelse hvis påstande er absurde og forældede. Den formår ikke længere at forsvare folkets ægte og energiladede, selvgroede arketypiske forestillinger, men er havnet i ren intellektualisme. Der er kun én udvej af al denne afgudsdyrkelse, og det er skabelsen af en ny umiddelbar realitet der beror på energiladede arketypiske forestillinger. Skitsering af udviklingen fra 2001 og frem Til toppen Næste Statminister Anders Fogh Rasmussens manglende afklaring under Muhammedsagen med hensyn til religionens rolle svarer til hans manglende afklaring med hensyn til modsætningen mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprinicppet, et spørgsmål der konkret dukkede op, da VK-regeringens liberale socialminister på given foranledning offentligt tilkendegav at frihed nu engang fører til ulighed. Hun fik omgående mundkurv på af Fogh. Socialministeren havde ellers ret i hovedsagen - og da det ydermere er et spørgsmål der jævnligt dukker op, ville det eneste rigtige naturligvis have været at føre debatten frem til fuld afklaring af selve det forhold at frihedsprincippet og lighedsprincippet er uforenelige modsætninger på det logiske plan og derfor må accepteres som blivende dynamiske faktorer på det økonomiske, sociale og politiske plan ud fra den simple betragtning at menneskene nu engang er forskellige og derfor altid vil udnytte deres frihedsrettigheder til at fremme forskellige interesser. Dette vil altid medføre ulighed, i og med at de bedst begavede når længere end de dårligste begavede, de flittige vil tjene mere end de dovne og de bedste ledere og organisatorer vil få flere til at følge sig end de dårligste. Der er intet ondt i denne forskellighed eller ulighed; den er i det store og hele til fordel for alle, fordi samfundsudviklingens dynamik tiltaler de fleste, men den giver unægteligt problemer fordi praksis viser at nogle får det for hårdt og risikerer at blive tabere. Og dét har samfundet naturligvis en forpligtelse til at gøre noget ved. Derfor har der alle dage været omsorg for de svage - og fra anden halvdel af 1800-tallet også en egentlig socialpolitik. Men det kan ikke nytte noget at bestride den grundlæggende problematik eller dens årsager. Og det vil være en illusion at tro at lighedstanken nogensinde skulle kunne vinde over frihedsprincippet. Det ville være at tro på den utopiske fuldkommenhed eller en tilbagevenden til den uskyldighed der hersker i dyreriget. Illusionen næres af mange på venstrefløjen, der også rummer flest borgere og vælgere med det en socialchef nylig har kaldt 'omsorgsgenet', men som i virkeligheden blot er det ældgamle moderinstinkt. For det er dér - i den yderst dynamiske kønsforskel - striden står og følgelig dér man aldrig bliver enige eller når frem til et endelig balance. Set fra frihedsprincippets synspunkt er friheden dybest set forbundet med ansvarlighed og transcendens. Det frie menneske er det voksne menneske der bevidst tager det fulde ansvar for sit liv og sin skæbne - og følgelig gør hvad han eller hun overhovedet kan for at sørge for overvægt af det gode i livet. Det ufrie menneske er det menneske der - ofte ubevidst - modsætter sig at blive voksen og tage ansvar. Og et samfund kan naturligvis ikke holde sammen eller overleve i længden, hvis der bliver flere af de sidste end af de første. Fogh Rasmussen gjorde sig også skyld i en total manglende afklaring af den tredje vej og dens inderste væsen. Det var den britiske sociolog Anthony Giddens der fandt på udtrykket som dækker over erkendelsen af at gammeldags klassekamp mellem arbejderklassen og borgerskabet er passé fordi flere og flere 'arbejdere' er blevet veluddannede og vellønnede funktionærer og derfor helt naturligt og ofte uden større refleksion er kommet til at tilhøre den bredere og bredere middelklasse. Denne har normer tilfælles med flertallet af det såkaldte 'borgerskab' der som hovedregel har hus og have, gode lønninger og pensioner og støtter det private erhvervsliv uden nødvendigvis selv at være aktionærer endsige spekulanter. Udviklingen har støt og roligt undergravet de gamle arbejderpartiers selvforståelse og marxistiske illusioner om at være udviklingens fortrop, og Giddens påpegede at deres fremtid ligger i at gå den tredje vej, den vej mellem gammeldags (marxistisk) socialisme og gammeldags (Adam Smithsk) liberalisme og individualisme som den ideologifjendske middelklasse foretrækker. Labour's daværende leder Tony Blair greb ideen, begravede marxismen (ved så at sige at lægge den ned ved siden af de jordiske rester af Karl Marx på Highgate Ce-metery), lagde afstand til fagbevægelsen og dens ødelæggende minestrejker (under Scargill) og vandt valget i 1997. Siden kom Blair i modvind på grund af Irak-krigen og måtte gå af til fordel for Gordon Brown der uden held forsøgte at føre Labour baglæns ved at opgive ideen om den tredje vej. Han tænkte i økonomiske baner og forstod ikke ideens dybere mening. Herhjemme var det ikke Nyrup, men Fogh der greb tanken og rejste til London med sine rådgivere for at blive orienteret. Og aldrig så snart var han blevet formand for Venstre i 1998, før han skrottede sin egen gammeldags forestilling om en minimalstat, bevidst og overlagt gik ind for den tredje vej - og vandt valget i 2001. Men Fogh Rasmussen har i realiteten kun forstået den del af Giddens idé der handler om at komme fri af klassekampen og appellere konsekvent til middelklassen ud fra selve den partistrategiske realitet at det er midterpolitik der tiltaler middelklassen. Han udnyttede strategien optimalt - og forstod også, helt ud til grænsen af det komiske, at bruge de moderne kommunikationsmetoder til at fremme sit formål. Men heller ikke han forstod den dybere idé med den tredje vej, han forstod ikke at den var et opgør med gammeldags dualistisk enten-eller tænkning og burde have ført til et klart og bevidst valg af den deciderede komplementaritet mellem friheds-princippet (liberalismen) og ligheds/tryghedsprincippet (socialismen). Hertil kom at Fogh Rasmussen havde store personlige ambitioner om en inter-national karriere og derfor sagde ja til posten som generalsekretær for Nato da denne bød sig til i kraft af det nære forhold han under Irak-krigen opbyggede til USA og præsident Bush. Og pudsigt nok har Fogh nu været generalsekretær for Nato i en periode der støt og roligt har mindsket den nuværende præsident Barack Obama og USA's betydning i både Mellemøsten og Europa. Nato er i realiteten blevet en overflødig for ikke at sige skadelig organisation i de helt nye magtbalancer der er ved at blive dannet i verdenssamfundet. Man kan ikke bebrejde en mand at han har store ambitioner, men man har lov at beklage at Anders Fogh Rasmussen ikke gjorde sit arbejde færdigt i Danmark med omstillingen til og afklaringen af den tredje vej. Han overlod regeringsledelsen og formandsposten i Venstre til finansminister Lars Løkke Rasmussen som er en udmærket politisk håndværker, men er blottet for enhver trang til filosofisk og statsfilosofisk refleksion - og bare fører partiet videre på fornemmelser og i den form han overtog det i. Inden for den sidste måneds tid, konkret oktober 2013, har Lars Løkke ydermere dokumenteret er også han er så ensidigt opsat på ambitiøse mål i inter-national retning, at han har glemt hvor han kommer fra. Lars Løkke tabte i 2009 valget til Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager, fordi vælgerne trængte til fornyelse (som det også er sket i Norge i 2013). De blev hurtigt skuffede, fordi det nye trekløver (hvor Søvndal dog blev udskiftet med Annette Vilhelmsen) viste sig at føre en politik som folk ikke kunne skelne fra borgerlig politik og som var alt andet end traditionel socialdemokratisk eller venstreorienteret. Lars Løkke stod af den grund længe flot i meningsmålingerne - ligesom Dansk Folkeparti, men han har lige så lidt som Helle Thorning, Vilhelmsen og Vestager nogen gennemtænkt, fremsynet og dybtgående filosofi eller ægte folkelig forankring i bagagen. Det er bogstaveligt talt kvinderne der har taget over - hvad der selvfølgeligt måtte komme som et eksperiment, men det betyder at vægten lægges på de gode manerer, udseendet, skinnet og spinnet samt værnet om immanensen. Det visionære, det dybtfolkelige, det grænsesprængende og det transcenderende glimrer ved sit to-tale fravær. Lars Løkke har imidlertid på få dage i oktober i år sat sin førerposition over styr med roderiet omkring sine mange og dyre flyrejser på 1. klasse som formand for Global Green Growth Institute….. Han savnede i forvejen enhver evne og vilje til at føre sit parti videre i en klar tredje vejs politik, men nu faldt han også igennem som en arrogant herre der drømmer stort og sløser med pengene fra en ny, idealistisk vækstorganisation der får store tilskud fra Danmark. Det har ændret den politiske situation i landet brat. Det systematiske vælgerbedrag fra visse partiers side falder i hak med den systematiske forførelseskunst som dyrkes med alle retoriske midler og spindoktor- metoder. Oplysningsniveauet blandt politikerne er katastrofalt lavt - og det smitter af på en befolkning der fokuserer meget ensidigt på økonomiske gevinster, rettigheder og klagemuligheder. I denne situation er der virkeligt brug for et modspil i form af en alternativ filosofi der ikke blot sætter en ny utopisk ønskeliste op i stedet for de gamle - det er jo ingen kunst - men sætter en ny og gennemtænkt helhedsfilosofi op der bryder fundamentalt med gamle fordomme og dogmer. Den skal samtidigt være fuldt realistisk og dennesidig og bygge videre på de grænsesprængende og progressive indsigter fremsynede forskere og kunstnere har erhvervet gennem tiderne, men navnlig de sidste hundrede år - og som faktisk kan samles i en konsistent form der udelukker ideologisk og deterministisk snæversyn. En sådan helhedsfilosofi præsenterede jeg i 2009 med bogen 'Jernesalts 2009-filosofi' med undertitlen "En folkebog om komplementær helhedsrealisme som tidssvarende eksistensfilosofi". Meningen med udtrykkeligt at benævne den en 2009-filosofi var at understrege dens tidsfæstethed og bebude en senere, revideret udgave. Og meningen med at kalde den en folkebog var at understrege at den - som Jernesalt iøvrigt - var konsekvent ikke-elitær og ikke-akademisk og trak på inspirationen fra de store folkelige bevægelser i 1800-tallet. Disse var karakteriseret ved den ægte føling med det kollektivt ubevidste som alene kan skabe ægte folkelig bevægelse. Bogen udgav jeg på eget forlag, fordi jeg ønskede at fremlægge den uden forsinkelse eller nytteløse diskussioner med forlæggere og konsulenter. Bogen fik en del læsere, hvoraf mange henvendte sig med kommentarer af overvejende positiv art. Men bogen blev ikke anmeldt eller omtalt i medierne, fik et begrænset salg - og blev i denne forstand en fiasko. Det økonomiske tab var dog til at bære. Det mest sigende ved de reaktioner jeg mødte fra venner og bekendte var egentlig en forbløffende mangel på evne til at læse noget der var på tværs af deres egne forestillinger. Især akademikere er låst fast i en videnskabelighed og metodebinding af snæver rationel art der i realiteten reducerer alt irrationelt til noget underordnet eller ligegyldigt, for ikke at sige i den bekvemme bås 'overtro'. Jeg måtte se i øjnene at rationalistisk indstillede mennesker simpelthen ikke fatter hverken dybdepsykologi eller kunst og religion, selvom alle mennesker uden undtagelse er født med de psykiske primærprocesser som eksistensen, sproget, kunsten og religionen bygger på i et uhyre komplekst spil med sekundærprocesserne. Det har været forbløffende gang på gang at måtte konstatere rationelle menneskers totale fortrængning af deres egen medfødte og uundværlige irrationalitet. Jeg kom også ud for borgerlige læsere der var forargede, ja chokerede over hvad jeg skrev om seksualiteten. Sex er stadig et stort tabu, skønt det er 100 år siden Freud afslørede de fatale følger af seksuel fortrængning. Slående har også været, hvor lidt såkaldt dannede mennesker med kulturelle, politiske og historiske interesser ved om moderne naturvidenskab. Det er stort set ingenting. Man går uden om den, selvom den faktisk kan pege på muligheder for brobygning mellem naturvidenskab og åndsvidenskab og opvise den ene inspirerende skabelsesfortælling efter den anden. Og helt galt ligger det med den generelle uvidenhed om moderne religionsforskning. Denne uvidenheden er så meget mere horribel på dansk grund, som den fortsat - 100 år efter Grønbechs banebrydende forskning - ikke fatter forskellen mellem gængs kirkelig, dogmebundet tradition og fri, kultisk og mytisk eksistensforståelse af førdogmatisk art. Den sidste er progressiv og nyskabende, mens den førstnævnte for længst er havnet i en tom intellektualisme der har gjort folkekirken til et museum for faderpåstande eller superego-påstande. Det stod klart at en ny udgave på et eller andet tidspunkt var nødvendig, og det er altså den der nu foreligger, dels med 'Jernesalts filosofi' som den prosaiske gennemgang af den komplementære helhedsrealisme og dens begrebsramme, dels med nærværende 'Højsang' som er en besyngende fremstilling af helhedsrealismens konsekvenser sat ind i en genresprængende ramme af mytologi, forskning, personlig beret-ning, dialog med en overpersonlig instans og dialog med en frodig billedverden. Højsangen er først kommet til som fuldbyrdende proces det sidste halve års tid - og det skyldtes ikke alene at jeg havde fået øjnene op for at religionens opdukken i menneskelivet kom med evolutionens nyskabende bevidsthedsdannelse, men også at begivenhederne i verden fik en ret ny vending med specielle begivenheder i 2008. Dette Herrens år fik vi den store globale finanskrise der stort set gav alle lande økonomisk krise og som kom til at vare meget længere end nogen troede. De førende landes normaløkonomi med nogenlunde håndterlige op- og nedture var blevet boble- og spekulationsøkonomier der på forbavsende kort tid bragte den ene bank efter den anden i overlevelseskrise. Det krævede statslige redningsaktioner i form af bank-pakker og finanspakker m.m., men førte visse lande, navnlig i Sydeuropa, på fallittens rand samtidigt med at de belastede nationalkønomierne og euro-økonomien så meget at USA og EU nærmede sig stilstand og recession. Den amerikanske centralbankchef Alan Greenspan indrømmede senere at det var en fejl fra hans side "at antage at banker og andre foretagender ville være de bedste til at beskytte deres egne værdier og aktionærerne, fordi det var i deres egen interesse at gøre det", og dette er unægteligt fra højeste side en erkendelse af en brist i Vestens kapitalistiske system og markedsøkonomi, som ingen kan sidde overhørig. Banker har i egne rækker ansatte på højt plan der plejer deres private inter-esser eller simpelthen styrer efter spænding. Man kan diskutere om de er præget af vildt overdreven grådighed, men næppe at de har fået hævet sig selv op over enhver ansvarlighed af den art der har en løbende indre dialog med fællesskabets kollektivt ubevidste som afgørende fundament. De førende spekulanter har fået spændingsmomentet som afgud. Og man skal ikke tro at løsningen simpelthen hedder mere regulering eller strengere kontrol af den art socialister og bureaukrater gerne vil have, for så bliver resultatet kun at man fjerner lysten til at investere og løbe en risiko! Vi står i den klassiske modsætning mellem friheds- og tryghedsprincippet. De liberale vil aldrig tillade at friheden forsvinder, de trygheds- og lighedselskende mennesker vil hverken acceptere ubegrænset frihed eller, når det kommer til stykket, undvære fordelene ved kapitalejernes vækstgivende frihed. Og risikoen? Ja, den kan overhovedet ikke fjernes fra udviklingen eller menneskelivet. Hertil kommer så det forhold at selve abstraktionen løber løbsk i økonomien. Allerede de simple tal er en abstraktion fra tingsverdenens solide fundament, men de er jo helt uundværlige i daglig praksis, i tænkning, videnskab og udvikling. Problemet i økonomien er blevet at spekulanter er blevet dygtigere og dygtigere til at manipulere med værdier ved at hæve abstraktionsniveauet, så værdisætningen gennem alle mulige selskabskonstruktioner mister forbindelsen med den reale verden. Den bliver efterhånden helt uigennemskuelig for menigmand, og vel at mærke kan de til sidst heller ikke længere gennemskues af spekulanterne selv. Ansvarlige banker har vist sig ikke at kunne følge med i transaktionerne eller risiciene - og til allersidst havner Sorteper hos Centralbankerne og de største landes regeringschefer. Kapitlet om 'Vor tids afgørende udfordring' Til toppen Næste Givet i den menneskelige eksistens i det nye årtusinde er at de store og alvorlige klimaproblemer vil fortsætte og sandsynligvis forværres, fordi mennesket ikke er herre over klimaet og ikke vil være i stand til at skabe international enighed og forpligtelse om hvordan problemerne eventuelt kunne løses. Givet er desuden at hovedårsagen til klimaproblemerne ikke længere kan fjernes. Den hedder den eksplosive befolkningstilvækst og vil fortsætte selv om den på lokalt plan og til en vis grad på regionalt plan vil komme under kontrol. Tilvæksten betyder yderligere rovdrift på klodens ressourcer, og selvom den til en vis grad kan afdæmpes gennem nye teknologiske landvindinger, så vil disse altid komme bagefter og altid været forbundet med øget ulighed i verdenssamfundet. Resultatet bliver misvækst, hungersnød, sygdomme og epidemier, samt flygtningstrømme, folkevandringer og krige der vil blive en voksende trussel mod de relativt veludviklede og velfungerende lande og regioner. Disse kan hjælpe de nødlidende på kort sigt, men ikke på lang sigt. De vil før eller siden komme til at stå over for et valg mellem at forsvare eller opgive deres egen frihed og suverænitet. Og det vil i sig selv medføre splittelse og konflikter. Sikkert er at den langvarige og endnu ikke afsluttede finanskrise og realøkonomikrise (recession) vil ændre verden. Den vil ændre magtbalancen i verden, den vil gøre de fattige lande endnu fattigere, og den vil påvirke klima- og miljøproblemerne negativt. Den vil give lande med dårlig og letsindig økonomi langvarige mén. For lande med sund økonomi og sund indstilling til både økonomi og velfærdssamfund vil den betyde lavere vækst og beskæftigelse i en vis periode. Men den vil også understrege behovet for at nytænke selve den naive tro på økonomisk vækst og spekulanters jongleren med abstrakte kapitalværdier for spændingens og den korte gevinsts skyld. Den vil nødvendiggøre en ny helhedsrealisme der fastholder en jordbunden og gennemskuelig økonomi i kombination med en sund og fælles etisk orientering. Dette kræver utvivlsomt som et første skridt, at bankerne fratages den risikofrihed de får via staternes sikkerhedsnet - og deres ret til at skjule deres transaktioner gennem fiktive selskabsdannelser. Og det kræver mere og dyberegående refleksion i samfundet, men også et generelt langt højere oplysningsniveau. Men det bliver et langt og sejt træk, fordi der allerede er begået alvorlige fejl og dumheder der ikke kan gøres ugjorte. For Europas vedkommende har den økonomiske krise især været en belastning for EU, fordi den har ramt de sydeuropæiske lande særligt hårdt i og med ledernes letsindighed og uansvarlighed. Det har tvunget Euro-landene til fælles hjælpeforanstaltninger der ubønhørligt har afsløret at selve Euroen har været en fejlkonstruktion. Alt for mange lande kom med i ordningen, skønt deres økonomier ikke var egnede. Det har igen låst de rige Euro-lande og navnlig Tyskland fast i en yderst forsigtig økonomisk politik der ikke har kunnet genskabe ønsket vækst. Men det har også afsløret at EU er blevet for stort. Medlemslandene er for uensartede til at de kan gå ind under samme ledelse med samme fordel som de oprindelige få lande havde. Ydermere har Europa-parlamentet i strid med den oprindelige EU-struktur udviklet sig til en magtfaktor der er blevet alt for selvhævdende og dominerende og kun skaber mere og mere kontrol, og dermed mere og mere bureaukrati og 'djøfisering'. Det er jurister og økonomer der er blevet vor tids værste samfundshersere og -ødelæggere. Den mest alvorlige brist i dansk og vesteuropæisk politik og kultur ligger på det sociale område og skyldes primært en helt uansvarlig indvandrer- og flygtningepolitik gennem et halvt århundrede. Det er bl.a. netop oplyst at der her i landet har været en rekordstor indvandring de seneste 12 måneder på 53.429 indvandrere. Det har i et par år været klart at den sociale uro er vokset markant i fx Frankrig som følge af indvandringen til de sydlige regioner, og at uroen generelt øges i hele Sydeuropa som følge af ekstraordinær stor flygtningetilstrømning fra Nordafrika. Situationen i Syrien giver også problemer i alle nabolande, herunder Tyrkiet. Uansvarligheden i indvandrer- og flygtningpolitikken ligger naturligvis ikke i selve det forhold at de fleste vesteuropæiske lande har givet adgang til arbejdsmarkedet for fremmed arbejdskraft når der har været behov for det, eller at man har tilladt fremmedarbejderne at sende overskydende penge hjem til deres familier, men at man rask væk begyndte at give de fremmede indvandrerstatus og statsborgerskab, så de forblev i landet, selvom deres arbejdsopgaver efterhånden blev løst, og at det fra starten var meningen at de kun skulle være gæstearbejdere. Tilmed gav man dem lov til helt vanvittige familiesammenføringer, der omfattede forældre og bedsteforældre, fætre og kusiner. Og det problematiske og direkte skadelige heri har ikke ligget i rimelige menneskelige hensyn, men i naiviteten, idealismen og den manglende forudseenhed med hensyn til de langsigtede sociale og kulturelle følger. Politikerne har troet at økonomien kunne bære en sådan politik, at de fremmede alle ville være indstillede på integration, og at den nationale kultur ikke kunne tage skade. Alle tre ting har vist sig ikke at holde stik. Opgørelserne af skaderne kan man naturligvis altid skændes om, for de kan faktisk slet ikke foretages eksakt, da der indgår så mange elementer i vurderingerne at det kommer fuldstændigt an på hvem der foretager dem og hvad formålet konkret måtte være. Det afgørende er derfor ikke objektive data, men de subjektive fornemmelser der bestemmer de indfødte danskeres ubevidste holdninger, og det er lige præcis her den store forskel mellem tilhængere og modstandere af åben og tolerant indvandrerpolitik kommer frem og bliver udslaggivende. Tilhængerne acceptererer simpelthen ikke de subjektive fornemmelser hos modstanderne som andet end primitive og reaktionære nationalistiske indstillinger af værste irrationelle skuffe (fordomme, fremmedhad, racisme), og modstanderne accepterer omvendt ikke tilhængernes subjektive fornemmelser som andet end verdensfjerne, abstrakte indstillinger af værste rationelle skuffe (humanisme, multikulturalisme, globalisme). I sidste ende er forskellen udtryk for en total og fatal modsætning mellem mennesker der har deres medfødte og værdifulde umiddelbarhed i behold som sjæleligt og åndeligt midtpunkt og mennesker der ikke har det, men tværtimod betragter den slags som vås og overtro. Men det er vel at mærke flertallet af jævne mennesker der har den umiddelbare realitet i behold og derfor reagerer med største skepsis mod indvandrerne, mens deres modstandere mere eller mindre tydeligt tilhører en elite der arbejder internationalt, tænker i abstrakte og teoretiske baner og følgelig sætter humanistiske ideer som menneskerettighederne over enhver naturlig, lokal og national forankring i historien og sproget. Ulykken er ikke mindst at statsborgerskab til indvandrerne giver disse en helt naiv illusion om at være fuldgyldige danskere selvom de end ikke har lært sig sproget. Det ligger i selv den elitære tænkning at sætte juridiske rettigheder over historisk og sproglig forankring. Og en kløft mellem folk og elite bliver uundgåelig. Verdenssamfundet undergår i disse år også en dyb forandring gennem forskydning af selve magtbalancen hvad angår både økonomi og militærmagt. USA mister år for år mere af sin særstatus som eneste supermagt. Kina og Indien står stærkere og stærkere, og det samme gør Brasilien, selvom disse såkaldt BRIK-land lige for tiden har vækstproblemer. Rusland er ved at genvinde sin position som stormagt efter følgerne af sovjetsystemets fallit. Men forholdet til EU og EU-landene har ikke udviklet sig så positivt som det kunne have været forventet. Jeg hører til dem der føler mig dybt forbundet med russisk kultur og folkesjæl og derfor dybt beklager at Rusland og Vesteuropa ikke er kommet hinanden nærmere i det nye årtusind. Set fra Europa er Mellemøsten fortsat den store uroplagede region der internt slås med voldsomme modsætninger af religiøs, etnisk, klanmæssig og social art og som har uhyggeligt store odds imod sig på grund af den islamistiske fundamentalisme - samt ikke at forglemme det arabiske sprogs besværligheder i forhold til de europæiske sprog med latinsk alfabet. En støt voksende middelklasse i mange arabiske lande har meget naturligt skabt håb om mere frihed, mere velfærd og højere uddannelse og oplysning. Det har alt sammen frembragt en opposition mod de gamle autoriteter som med rette er blevet kaldt 'det arabiske forår', men som mere nøgternt må kaldes 'det arabiske ungdomsoprør', fordi det først og fremmest kommer fra oprørske unge mennesker og har et stærkt præg af anarkistisk tendens. Det er også præget af megen frustration som helt elementært skyldes stor ungdomsarbejdsløshed og boligproblemer der igen skyldes voldsom tilflytning til storbyerne, der naivt opfattes som lykkebyer. Men når det foreløbigt ikke har formået at skabe varige ændringer, hænger det nøje sammen med at tålmodigheden er begrænset, at det etablerede system er en uhyre stærk sammenfiltring af kapitalmagt og ordensmagt, og at der slet ikke er sket en sekularisering der kan støtte demokratiseringen og den hermed sammenhængende kvindefrigørelse. Demokratisering og kvindefrigørelse er overalt i den arabiske og iranske verden blokeret af et klan- og familiemønster der bygger på mandens indiskutable dominans og oven i købet kan støtte sig på koranens og shariaens normer. Et systematisk 'faderopgør' er uomgængeligt, men overalt løber oprørsforsøgene ind i fundamentalismens mure - og når Egypten endeligt kom af med en diktator og gennemførte et frit valg, så valgte flertallet Det muslimske Broderskab til sejrherre, og dette erstattede blot det gamle verdslige styre med et andet magtstyre der både lod hånt om demokrati og sekularisering. Broderskabet brugte demokratiet til at komme til den magt der 'legalt' kunne fjerne demokratiet og indføre shariaen. Egypten er dermed blevet det store skræmmende eksempel på at demokrati kan misbruges, når det ikke er forbundet med skarp adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt. Broderskabet stod stærkt fordi det - som tilsvarende organisationer i regionen - har et udbygget socialt og økonomisk netværk, men efter valgsejren stilede det målbevidst efter den totale magt der er i strid med demokratiets ånd. Egyptens militærapparat - der også har afgørende økonomisk magt - var med til at afsætte den gamle diktator, men måtte gribe ind over for Broderskabets nye diktatur, og det sætter såvel forårsbevægelsen som den generelle udvikling i stå. Formelt var militærets indgreb et udemokratisk statskup, men reelt må det ses som et forsøg på at sikre den civile orden og forhindre Broderskabets islamistiske overgreb. Om det vil lykkes, er uvist, da landet nu vitterligt er dybt splittet. Aktuelt er det Syrien der er kommet i begivenhedernes centrum, fordi landet i to år har været i borgerkrig som følge af præsident Bashar al-Assads skånselsløse nedkæmpelse af det syriske forår. Det har foreløbigt kostet over 100.000 mennesker livet, lagt talløse bydele i ruiner og skabt en flygtningestrøm i landet og ud af landet som skønnes at tælle flere millioner mennesker. Og hertil komme så den uhyggelige brug i august måned af kemiske våben mod en lokal civilbefolkning som kostede flere hundrede døde - og som selvfølgligt vakte dyb forargelse i den civiliserede verden. Det blev USA's præsident Barack Obama der på supermagtens vegne måtte bebude en hurtig og målrettet militært angreb på Syriens militære enheder og in-stallationer, hvis Assad ikke afholdt sig fra at bruge de kemiske våben. Men modstanden mod et militært angreb var stor i både USA og de lande USA sædvanligvis kan regne med. Den amerikanske befolkning er træt af krige og vil ikke risikere at USA igen bliver fedtet ind i en krig i Mellemøsten der bliver dyr og langvarig. Obama blev betænkelig og fandt det pludseligt tilrådeligt at spørge kongressen - og siden har han og den amerikanske udenrigsminister - efter alt at dømme af vanvare - spillet initiativet over til præsident Putin, der hele tiden har været imod militær indgriben. USA under Obama har længe nedprioriteret Mellemøsten i sin udenrigspolitik og har nu gennem udskydelsen af et indgreb og af kongressens afgørelse afsløret sin reelle afmagt. Uanset hvad der sker de næste måneder og år, og uanset hvad præsidenten vælger at foretage sig, kan Assad foreløbig blive siddende. Taberne er den syriske befolkning, flygtningene og alle der havde håbet på en forandring. USA's afmagt beror navnlig på at udviklingen i regionen er blevet så kompliceret at der ikke længere kan trækkes blot nogenlunde klare grænser mellem diktatorernes og oppositionens magtområder, og at oppositionen indbyrdes er så splittet at man ikke entydigt kan vælge side fra demokratisk og sekulært hold. USA er ikke længere verdenssamfundets politi. USA har efter Sovjetstyrets fald faktisk været verdens eneste supermagt, men den amerikanske regering har aldrig haft hverken myndighed til eller mulighed for at gribe hurtigt og effektivt ind i en udvikling eller konflikt der truer stabiliteten og freden i verden. Og det kan nu slås fast, at USA allermindst kan optræde som moralens eller de internationale konven-tioners effektive eller sande vogter. Europa kunne vise vej i Mellemøsten, hvis de europæiske lande havde ledere der forstod hvad sagen drejede sig om, og i den forbindelse også så i øjnene at præsident Obamas retorik ikke længere kan skjule USA's afmagt og derfor gør ham uegnet til at lede den frie verden. Europa må frigøre sig fra USA's illusoriske førerskab, også ved formelt at træde ud af det forældede Nato, der var den kolde krigs organisation. Ti års konflikter i Mellemøsten har dokumenteret at ingen vej findes til frihed og demokrati i Mellemøsten uden et ungdomsoprør eller arabisk forår der bliver så bevidst og afklaret at det i sidste ende kan omstyrte diktaturet - uden at havne i ny fundamentalisme. Mellemøstens problematik er blevet mere og mere påtrængende for hele omverdenen. Gennem FN skabes illusioner om fredelige løsninger og lægges stigende pres på Israel der tillader sig effektivt værn om egne grænser og identitet. Men det er muslimernes mentalitet og målsætninger der skal ændres. Mellemøsten står fortsat midt i den håbløse og ødelæggende kamp mellem fundamentalistiske og sekulære kræfter. Regionen vil lang tid fremover være hæmmet af en lovreligion og dens fanatiske tilhængere der fremmer tendensen til fundamentalistisk tænkning. Der ingen vej uden om det seje træk der hedder sekularisering. Heller ikke for den jødiske stats vedkommende, der nok på papiret er sekulært, mem som stadig trækkes med en stor befolkningsdel der er ortodokse og bagstræberiske. Af forskellige grunde har jeg næsten hele mit bevidste liv næret varme følelser for jøderne og jødisk kultur. Jeg er opvokset med fortrolighed med jødisk mytologi, men jeg fik også ret tidligt øjnene op for jødedommens karakter af lovreligion og dermed for dybt fortidige og reaktionære træk. Men jeg har samtidig oplevet jødisk kunstnere og naturvidenskabsmænd som banebrydende mennesker der har kunnet fastholde deres erfaringer fra jødisk opvækst uden at havne i blind forkastelse eller blindt opgør. Og jeg er den dag i dag inderligt overbevist om at der aldrig kommer fred i Mellemøsten uden muslimernes ubetingede anerkendelse af den israelske stats ret til at eksistere og værne om sin identitet. Dette må ske, selvom staten Israel unægteligt kom i stand som det internationale samfunds erstatning til jøderne for det rystende tab af normale levemulighederne i Europa som vi kalder holocaust (det totale brændoffer) eller med det hebræiske navn Shoah (den store katastrofe), begreber der begge er blevet stærkt værdiladede og energiladede og i et par menneskealdre har fungeret som arketypiske forestillinger der skiller venner og fjender. Palæstinenserne blev behandlet uretfærdigt i 1947-48, ja nærmest overhørt, selv om deres fordrivelse fra områderne var et klart overgreb, både menneskeligt og juridisk. Overgrebet kan blot ikke gøres om. Og det betyder at parterne må lære at leve med det. Det har hidtil kun israelerne gjort ved at bygge et moderne land op fra grunden. Men palæstinenserne hænger fast i flertallets og ledernes had til jøderne. Håbet må være at palæstinenserne aflægger deres dybe og selvødelæggende had til jøderne, og at jøderne på en eller anden måde imødekommer de fredeligt sindede og kompromisvillige palæstinensere, så volden og terroren kan minimeres og efterhånden fjernes. Begge parter må forstå nødvendigheden af at gå ind i 'tragediens område' hvor det at have ret er hørt op. Men det er som bekendt noget man ikke gør friviligt. Denne visdom kommer - som sorgen - kun over mennesket mod dets vilje. Men begge parter har dog på stedet et fælles symbol i byen Jerusalem. Den er mere end en metropol med tre religioner og endnu flere etniciteter og kulturer. Jerusalem er også symbolet på en ny tid med en fred i Mellemøsten der betyder alle folkenes frihed og sekulære demokrati. Én udfordring overskygger dog i mine øjne alle andre fordi dens besvarelse er forudsætningen for alle andre problemers løsning. Udfordringen er at befolkningerne begynder at indse at den hidtidige fokusering på materielle og økonomiske samt magtpolitiske uenigheder, kampe og konkurrence ikke fører fremad, men må erstattes af en helhedsrealistisk og vedvarende nyskabelse af det menneskelige samfund og den menneskelige eksistens. Folkene skal igen have fat på de psykiske energier der er nødvendige for udvikling i den rigtige retning i stedet for at være uløseligt bundet til rethaveriskhed og hævngerrighed. Samtidigt skal de acceptere de grundlæggende fysiske rammer og den grundlæggende psykiske helhed, mening og sammenhæng. Med andre ord er det blevet så nødvendigt som aldrig før i historien at se at de gamle videnskabers og de gamle fortællingers fælles forsøg på at fastholde den gamle dualistiske tænkning er aldeles utidssvarende i det nye årtusinde. Det er blevet nødvendigt med et fundamentalt opgør med fædrenes tro og pukken på lov og tradition og i stedet nå frem til seriøse forsøg på at skabe en nye umiddelbar realitet. Egentligt er det underligt at det overhovedet er kommet dertil. For det første er det hundrede år siden de afgørende nye tanker og forestillinger i fysik, erkendelsesteori, psykologi og religionshistorie brød den gamle hæmmende og fatale dualismes snævre baner og med Einsteins, Bohrs, Heisenbergs, Freuds, Jungs, Vilh. Grønbechs og andres forskning betrådte nye og horisontudvidende veje. For det andet er den basale erfaring af den umiddelbare realitets afgørende rolle som meningsgivende, sammenhængsgivende og helhedsgivende i eksistensen fortsat almindelig blandt jævne mennesker, selvom den udsættes for systematisk nedvurdering eller negligering af den etablerede elites gængse vanetænkning og affortryllelses-objektivitet og derfor aldrig er blevet tilstrækkeligt bevidst. Men der er i hvert tale om én ret indlysende grund til at ingen af delene har været nok til et fundamentalt nybrud, og det er naturligvis de to verdenskrige og den europæiske kulturs opsplitning i to lige håbløse og lige ødelæggende ismer. Nazismen (og fascismen) blev definitivt overvundet som statsmagt i 1945, mens sovjetkommunismen levede videre til 1989 og bandt utroligt mange velmenende, intellektuelle menneskers tankegang, så de ikke kunne få øje på andre muligheder, heller ikke efter 1956, hvor systemet ellers blev afsløret indefra. Og den officielle videnskabelighed på universitetsplan blev ikke klog af skade, men fortsatte ufortrødent med sin fastholdelse af en ensidig materialistisk tankegang der i sidste ende vedblev at have fysikalismen som forbillede, selvom denne allerede i 1930'erne kunne definitivt skrinlægges ved hjælp af Københavnerfortolknings geniale komplementaritetsssynspunkt. Der må altså foreligge en specielt og meget stærk psykologisk binding til det materialistiske og deterministiske synspunkt som er dræbende for almindelige menneskers umiddelbare erfaring af sjælelivet og åndslivets faktiske, empiriske karakter og afgørende betydning for opretholdelsen af håb, mening, helhed og sammenhæng i den menneskelige eksistens. Og jeg er ikke i tvivl om at den ligger i problematikken omkring puberteten. Denne er nemlig på den ene side karakteriseret af selve det kulturgivende 'syndefald' der dels betyder opdagelsen af det andet køn, dels erkendelsen af forældrenes ufuldkommenhed. Opdagelsen betyder en grundlæggende forståelse for at biologien og kulturen er fundamentalt tvekønnet og dermed komplementære. Erkendelsen betyder en grundlæggende forståelse for at autoriteter og myndigheder er mennesker og som sådanne alt andet end guddommelige. De gennemskues før eller siden som historiske bestemte og dermed relative væsener. Det afstedkommer en naturlig modsætning mellem generationerne og fører ofte, men ikke nødvendigvis til deciderede faderopgør og mødreopgør. Psyken er imidlertid - som eksistentialisterne har understreget - kendetegnet af angst for friheden som sådan og viger ofte tilbage for frihedskamp. Og det betyder at individet i vid udstrækning søger erstatning for barndommens tabte formynderi og absolutte autoritet i pseudo-autoriteter, der enten kan være menneskeskikkelser der ophøjes til helte og førere eller ideer og ideologier der ophøjes til gudestatus. Specielt for drenge ses i puberteten ofte en meget stærk trang til absolutistisk tænkning gennem fastholdelse af snævre, entydige begrebsdefinitioner, snæver regelret logik og skarp enten-eller-tænkning. Selve den kønshormonalt betingede transcendens-tilbøjelighed gør sig gældende på alle punkter af mænds tænkning og adfærd, men havner i tænkningen desværre ofte i den rene absolutisme hvis ikke den relativeres af ikke-rationelle modforestillinger. Det er overvejende mænd der bliver dogmatiske og mænd der får styrket deres jeger gennem dogmatismen - og følgelige også mænd der bliver fundamentalister og mænd der søger den absolutte magt. Uvæsenet holdes i mange kulturer nogenlunde i ave af kvinderne, og det har yderligere fundet et rimeligt niveau i sekulariserede demokratier der skiller magten fra ideologierne og de urokkelige dogmer, men selv i disse samfund er det almindeligt forekommende at unge mænd har stærke præference for forenklede politiske løsninger. Det dybt beklagelige er at vor tid er stærkt præget af kvindernes manglende vilje til at fastholde en naturlig kritik af mænds tendens til jegdominans (de vil ofte hellere konkurrere med manden om dominans), men desuden også præget af en generel mangel hos begge køn på en forståelse for de psykiske mekanismer der fører til skævhederne og som ikke undgås uden indsigt i moderne dybdepsykologi og erkendelsesteori samt religionsforståelse. Den manglende forståelse ses på så helt elementære forhold som at flertallet i vore dage ikke véd at sjælelivet hverken kan forstås eller reguleres hvis det opfattes som fysisk-kemisk processer og at åndslivet ikke kan forstås hvis det ikke opfattes som et udslag af det kollektivt ubevidste. Det er forbløffende at mennesker i vore dage stoler så lidt på menneskets umiddelbare erfaring, at de tror og accepterer at lægernes hjernedødskriterium kan afgøre hvornår en sjæl er hørt op med at fungere. Og det er i det hele taget katastrofalt at nutidens mennesker er i vildrede med hvad sjæleliv og åndsliv overhovedet er. Udfordringen er derfor indlysende. Den drejer sig om at få gjort forskellen mellem den umiddelbare realitet og den middelbare realitet lysende klar for alle og at få alle til at forstå at det udelukkende er i den umiddelbare realitet eller jeg-du-forholdet at der kan etableres erfaring af den mening, helhed og sammenhæng som mennesket behøver for ikke at havne i håbløshed eller fortvivlelse. Det sker aldrig i den middelbare realitet eller jeg-det-forholdet, så spændende det iøvrigt kan være at udforske. Alle mennesker oplever dagligt den umiddelbare realitet tusindvis af gange; det sker nemlig hver eneste gang vi vågner af nattens søvn; hver eneste gang vi møder et menneske vi kender og i hvis nærhed vi blot indtræder; hver eneste gang vi giver os hen i bordets glæder i samvær med andre, eller i sang, musiceren og dans eller erotik med andre og hver eneste gang vi går i teatret, i biografen, i koncerthuset eller på en kunstudstilling eller ud i naturen og åbner for modtagelsen af indtryk uden at sætte de filtre på der heeder navne, priser, nytte eller 'smag'. De fleste véd bare ikke at disse begivenhede er at træde ind i det åbne og umiddelbare forhold - og denne uvidenhed er noget relativt nyt i kulturen. Den har at gøre med den forbandede hærgen borgerlig nyttemoral, økonomiske normer, juridiske regler og videnskabelig objektivitetsmoral har gjort sig skyldig i gennem halvandet hundrede år og som vore politikere har ophøjet til gud i primitiv fremskridtstro og misforstået humanisme. Og derfor er der ingen vej uden om en nytænkning og en ny oplysning - om man vil en kulturel revolution. Det betyder naturligvis ikke at nyttehensyn, økonomi, jura, objektivitet eller fornuft skal tilsidesættes. Det betyder derimod at det alt sammen må være underkastet den sunde fornufts skøn og dermed på den ene side sikre al praktisk nøgternhed og realitetsprøvelse gennem sekundærprocesserne, logikken og indsigten i de fysiske love, og på den anden side også det fulde ansvar for at middelbarheden med dens sekundærprocesser og logik i eksistentiel henseende er underlagt umiddelbarheden med dens primærprocesser og subjektive vurderinger. Det er nemlig kun umiddelbarheden der rummer erfaring af mening, helhed og sammenhæng. Udfordringen bliver dermed den provokerende nytænkning og holdningsændring der vender op og ned på forholdet mellem middelbarheden og umiddelbarheden og får sat umiddelbarheden over middelbarheden eller jeg-du-forholdet over jeg-det- forhol-det. Dette betyder vel at mærke ikke at sætte idealismen over materialismen eller åndeligheden over verdsligheden, eftersom begge er afhængige af hinanden. Og det betyder heller ikke at indføre et lukket dogmatisk system, en ideologi af holistisk tilsnit, men kun at erkende at helheden er vort inderste jeg som vi fødes med og aldrig kan svigte uden at tabe håb og retning og blive ofre for ismer, fremskridtstro, mode og andre vilkårlige trends. 'Min højsang i mol' Til toppen Næste Kvindefødt i 1934 i et dogmatisk og autoritært hjem midt i et frit land med et truende naziregime i syd og en truende stalinisme i øst fik jeg tidligt erfaret at livet har sine udfordringer, men også sine muligheder, glæder og sorger. Den daglige tilværelse før skolealderen med en hjemmegående mor, en søster og to brødre var i grunden tryg, men stærkt præget af en alvor og et snæversyn fra min fars side som jeg først for alvor blev vár da jeg et par uger i 1942 kom hjemmefra. Jeg kom alene på ferie på en bondegård og opdagede dér hvad varme og frihed var i smukkeste kombination med hårdt arbejde for føden og besætningens røgt og en helt selvfølgelig ansvarlighed. Underskolen var målrettet kundskabsformidling med streng disciplin, terperi og indoktrinering. Men også med enkelte lyse øjeblikke hos lærere med pædagogisk sans, overskud og åben horisont. Elleve år gammel trådte jeg ind i tragediens område på den ene måde der findes, den ufrivillige. Mit sind blev livsvarigt bøjet af med den på én gang gode og skæbnesvangre virkning der hedder modtagelighed for eftertanke, indsigt og hvad man kalder visdom. Sådanne gaver kommer - som sorgen - altid kun over et menneske mod dets vilje. Som langsom modnet menneske kom jeg relativt sent i nært forhold til det andet køn, men gennem min mor, mine mostre og kusiner samt min storesøster fik jeg vished om en fundamental anderledeshed. Den er siden blevet bekræftet, ikke mindst gennem min senere ægtefælle, min datter, svigerinder og niecer og mange kvindelige kolleger. Jeg har aldrig været i tvivl om min egen kønsorientering, og er dybt forankret i den biologiske kønsforskels store betydning for alt menneskeliv og kulturliv. Jeg betragter det såkaldte 'syndefald' som lige netop den livsvigtige hormonaludvikling der giver den bevidsthedsudvidelse i puberteten der sætter gang i selvstændigheden. Og jeg indrømmer på dette punkt min uforbeholdne begejstring for naturens indretning. Det er kvinden der giver manden fysisk liv, det er kvinden som elskerinde og samlever der giver manden livgivende fristelse og tilfredsstillelse samt det sunde modspil, det modspil der også i ægteskabet betyder afbøjning af den lineære vilje. Feminister har ondt af at mænd ser kvinden som kønsobjekt. Men det er nu engang forudsætningen for forplantning og liv - og udelukker ikke kvinden som ligeværdig partner. Ægteskabet er en af livets mest krævende udfordringer, men også en gave og et fund. Mit eget ægteskab har ikke alene budt på bordets og sengens glæder, intimitet og familieliv, men også på en fast støtte til mine projekter og en enestående respekt for mit store og særegne behov for at gå mine egne veje og forfølge mine egne mål, også hvor det har betydet ekstraordinært behov for fred og ro til den ensomme beskæftigelse det er at søge store helheder. Den umiddelbart stærkeste følgevirkning af min egen pubertet blev mit faderoprør i form af en voldsom afstandtagen til den snævre dogmatiske kristendomsforståelse min far nærede og forsvarede med største nidkærhed. Den muliggjorde ikke nogen som helst forståelse for tværgående tankegang eller nogen psykologisk indsigt i at al tænkning er historisk betinget og afhænger af yderst personlige forudsætninger. Mit konsekvente oprør har uden tvivl gjort min fars sidste år mere triste end ellers, men jeg havde intet andet valg, hvis jeg selv ville være fri og selvstændig og forme mit eget liv. Jeg måtte igennem endnu et dogmatisk system, inden jeg indså at man aldrig finder frihed i dogmatiske systemer. Psykologisk frihed kræver i sidste ende at man løsriver sig fra alle ydre og indre autoriteter, al ydre tvang og al indre fortrængning og sproglig forvirring. Intet er i mine øjne mere forkasteligt end budet om at man skal ære sin far og mor gennem ubetinget lydighed mod den fædrene overbevisning. Derimod er der sund fornuft i at ære sine børn i den betydning at man respekterer deres egenart, frihedstrang og personlige udviklingsrytme. Heller ikke på det samfundsmæssige plan er frihed og demokrati muligt uden bevidst frigørelse fra alle dogmatiske og autoritære systemer - uanset disses officielle hensigter. Frihed er ikke ensbetydende med tilbagevenden til en barnlig eller paradisisk ansvarsfrihed eller en total moralsk opløsning der på utopisk vis gør alt tilladt. Mennesket er og bliver bundet af kravet om indre konsistens. Det må altid sørge for overvægt af det gode i det lange løb. Men det skal samtidigt værne om friheden og muligheden for grænseoverskridelse og historisk emergens. Men unægtelig tager det sin tid at komme til en sådan erkendelse. Mit store held har været at blive født med to vidt forskellige sæt arveanlæg. Mit store held har været otte år gammel at opleve et ægte bondemiljø i en familie der var fast forankret i ansvaret for deres jord, besætning og ejendom samt i bevidstheden om en kristen tradition der var befriende. Mit store held har været at have en seks år ældre broder der i puberteten åbnede sig for kunst og klassisk musik og lod mig komme med ind i denne nye verden. Mit store held var i min egen pubertet at få lærere der havde vide horisonter og dyb kærlighed til videnskab og forskning, herunder deres egne fag - matematik, fysik, sprog, litteratur og historie - og som var i stand til at formidle deres viden og indsigter som åbnende og inspirerende kraft. Mit store held var sytten år gammel at komme til at læse Grønbech og få et syn for eksistens, religion og humor som totalt sprængte al den snæverhed og længsel efter en anden verden som jeg var opvokset i og som var både undertrykkende og deprimerende. Mit store held har også været at vokse op i Danmark. Jeg har nu levet to tredjedele af mit liv i hovedstadsområdet - og jeg værdsætter området og dets udvikling de senere år - men jeg er fortrolig med mange landsdele, især de jyske, og jeg ville nødigt undvære den danske natur, det danske klima, det danske lys, den danske skumring, de danske årstider. Jeg er blevet dybt fortrolig med dansk kultur, sprog og historie. Jeg kan kun tænke frit på mit modersmål. Jeg kan kun redegøre for mine inderste tanker på mit modersmål. Og selv om jeg har modtaget væsentlige inspirationer fra forskere og kunstnere som Darwin, Einstein, Heisenberg, Freud, Jung, Buber, Chagall, Blake, Nolde, Munch, Shakespeare, Ibsen, Strindberg, Bergman, Bunuel, Kieslowski, Wajda, Bach, Mozart, Beethoven, Chopin, Brahms, Mahler, Wagner, Stravinskij, Penderecki og Pärt, Balanchine og Birgit Cullberg, så er det Niels Bohr, Vilh. Grønbech, Storm P. og Erling Jacobsen samt Carl Nielsen og et væld af danske billedkunstnere der står for den afgørende inspiration, og gør det på grund af sprog og tone. Jeg var uheldig med erhvervstilpasningen og valg af politisk tilhør og måtte igennem nogle hårde år der nok gav mange gode refleksioner og nyttige erfaringer, men i sidste ende ledte mig væk fra min sande vej. Når jeg overhovedet kom igennem disse år, må det tilskrives to heldige forhold. Jeg holdt - mere eller mindre ubevidst - fast i mine afgørende erkendelser og bevidsthedsudvidelser i puberteten. Og mit cykliske sind viste sig at kunne give mig lige præcis den kolossale regenerationsevne der skulle til for at jeg i det lange løb kunne bevare den indre konsistens og langsomt nå frem til større og større afklaring. Altafgørende blev forståelsen af livshumorens og tragediens væsen. Mennesket klarer sine vilkår bedst, når det træder ind i humoren og tragediens område, hvor det at have ret taber vægt. Magtstræbet mister sit absolutte greb i dette menneske. Jeget relativiseres og giver plads til selvet eller totalpsyken Stilheden får større plads, højtiden større betydning. Sindet stemmes i mol-toneartens blødere og mere nuancerede klange. Aggressivitetsdriften ses lettere i sin dobbelthed. Den er nødvendig for overlevelsen og for udadvendtheden. Den kan være farlig, men den er ikke ond i sig selv. Den giver plads til orgasmen og triumfen og bliver kun ond og destruktiv når og hvor mennesket undertrykkes og frustreres. Seksualdriften er nært forbundet med aggressivitetsdriften. Den sørger for både slægtens videreførelse og for det store møde med det andet og anderledes køn. Dette møde giver mulighed for gode erotiske glæder. Og derfor er det tåbeligt at undertrykke denne drift. Ligegyldigt hvad formålet er. Det fører altid til frustration og ulykke. Alle lyster og behov skal ikke tilfredsstilles. Alt i eksistensen er ikke tilladt. Fædrene vil gerne have afkommet til at følge de regler der sikrer deres egen magt og autoritet. Men deres begrundelse er falsk. Moralen opløses ikke ved at moralreglerne kritiseres eller forkastes. Tværtimod er al pukken på moralregler og dermed al lovreligion af det onde. Det vi sædvanligvis kalder 'samvittigheden' er i virkelighed det af fædrene indoktrinerede superego, som er den dummeste del af et menneskes personlighed. Den holdbare etik kommer ikke af regler, pligtfølelse eller formålsfilosofi. Den kommer derimod af selve psykens indretning. Psyken stræber i frihed altid efter at bevare sin indre sammenhæng, Og dette kræver at mennesket sørger for overvægt af det gode i livet. Her hjælper faste regelsæt ikke en tøddel. Her hjælper kun skøn og vedvarende prøvelse. Og hemmeligheden bag skønnet og prøvelsen hedder selvet, totalpsyken, forsynet eller gud….. Navnene er mange og umulige at definere entydigt. Afgørende er at instansen er af kollektiv art og er større end jeget. Jeget skal og kan slet ikke underkaste sig denne instans, Men i frihed lytte og føre vedvarende samtale med den. Genopdagelsen af det kollektivt ubevidste for hundrede år siden er en af de største bedrifter i videnskabens historie, fordi denne fundamentale psykiske faktor var blevet glemt, uagtet at den er et absolut emergent fænomen i den biologiske udvikling, har været dyrket fra tidernes morgen og er en selvfølgelig realitet for ethvert barn den dag i dag. Alle kender denne realitet fra drømme og alle de andre bevidsthedsstrømme der dag og nat løber gennem sjælen uden viljens styring og kontrol og altid rummer en uendelighed af frie associationer. Realiteten kendes også fra alle myter og mytologier, fra al kult, al kunst og al musik - og fra humoren. Men rabiat videnskabstro og logisk empirisme har gjort hvad de kunne for at skyde erfaringen ned ud fra det primitive dogmatiske synspunkt at det kollektivt ubevidste ikke kan bevises eller dokumenteres. Denne ekstreme, indskrænkede og uvidenskabelige videnskabelighed stoler ikke på menneskets urgamle grunderfaring at vi siden bevidsthedens dannelse ved vor kulturs begyndelse har haft både en ydre virkelighed og en indre virkelighed, som er lige berettigede og uundværlige, men hvis tilgange er vidt forskellige. Den ydre virkelighed er sanselig og håndgribelig og er underkastet bestemte ufravigelige love som vi må indrette os efter hvis vi vil overleve. Den indre virkelighed er hverken sanselig eller håndgribelig. Den har ikke fysisk udstrækning eller påviselig fysisk sted. Den kan hverken bevises eller dokumenteres middelbart som den ydre kan. Den kan alene erfares som umiddelbar realitet i et direkte jeg-du-møde. Sådan har det altid været, sådan fungerer det i praksis den dag i dag og sådan vil det vedblive at fungere. Når to mennesker mødes, når en voksen møder et barn, eller bare når et menneske fx møder en kontaktsøgende hund eller en kat, så træder de alle uden videre ind i jeg-du-forholdet og kræver ikke bevis for hinandens sjæleliv eller indre virkelighed. Den andens sjæl og sjæleliv og dettes spil fornemmes umiddelbart Og sådan har jeg naturligvis selv alle dage kendt det. Efterhånden blev jeg også klar over at den indre virkelighed ikke blot har sine frie associationer, men også sine lovmæssigheder der gør den tilgængelig for nærmere udforskning. Alle mennesker lærer gennem daglig erfaring efterhånden mange af disse lovmæssigheder at kende. Psykologien udforsker dem efter sine mere eller mindre egnede metoder og ikke altid med åbent sind eller heldigt resultat. Og billedkunstnerne, komponisterne, digterne og historikerne erfarer dem som en selvfølge og skildrer dem efter bedste evne. Og i dag ved vi fra særligt følsomme og geniale mennesker uhyre meget og essentielt om fænomenet og dets rolle for eksistensen. Jeg har selv udforsket det, både spontant og metodisk og har naturligvis kunnet trække på andre forskeres resultater. Den vigtigste opdagelse inden for dybdepsykologiens felt er at den gængse opdeling af de psykiske fænomener i følelse og fornuft er helt utilstrækkelig. Den kan bruges i simpel menneskelig omgang, hvor det fx kan være relevant at afgøre om et menneskes vurdering er emotionel eller nøgtern, men opdelingen rækker ikke stort videre. Det altafgørende for den menneskelige psyke i eksistentiel henseende er derimod at der findes to fundamentalt forskellige måder at tænke/føle på. På den ene side findes der stærke og intense tanker og forestillinger som er ustabile, og den på anden side stabile tanker og forestillinger som er relativt svage og uden intensitet. Det er intensiteten der afgør om tanker og forestillinger skaber stærke følelser, bindinger, værdier og forpligtelser. Og sådanne er langt mere end emotioner. Men det er stabiliteten der afgør om tanker og forestillinger kan bruges systematisk til opbygning af kundskaber, logisk orden og sammenhæng og dermed til analyser, teorier og videnskab og til det praktiske livs mange sædvanlige gøremål. Det er de intensive og ustabile følelser og tanker der dominerer de psykiske primærprocesser og som giver oplevelse af mening, sammenhæng og helhed. Og det er de stabile, men relativt svage følelser og tanker der dominerer de psykiske sekundærprocesser og som giver oplevelse af orden logik og modsigelsesfrihed. Det er de sidstnævnte videnskaben bruger til udforskning af objektive eller subjektuafhængige genstandssandheder. Men de førstnævnte der ligger bag alle personlige og subjektive eksistenssandheder. De to slags måder at tænke og føle på er uforenelige. De kan ikke sammenkobles i noget logisk system Og de kan ikke foregå samtidigt. De er med Bohrs udtryk komplementære. Men mennesket er i stand til at veksle mellem de to slags tænke/føle-måder uden beslutning og uden besvær af nogen slags. Og det giver naturligvis anledning til sproglige misforståelser men også til fuldt bevidste og overlagt spil og modspil, herunder ikke mindst humor. Livet ville være ikke blot kedeligt, men uudholdeligt uden dette fine spil og modspil mellem de to slags processer. Langt de fleste mennesker værdsætter spillet, men der er også dødbidere der ikke bryder sig om det, og som er så alvorlige, nytteindstillede og ensrettede at de ligefrem bekæmper uvæsenet. Uheldigvis føler mange af disse tørvetrillere sig kaldede til at dyrke videnskab der vil rendyrke rationaliteten, skønt dette er umuligt og ville få katastrofale følger for kulturen. Videnskabsfolk af denne type har desværre fået held til at skabe en kløft i den europæiske kultur mellem det rationelle og irrationelle og ophøje det rationelle til eksistentiel sandhed. Men genstandssandhed kan være lige så nyttig den være vil i daglig praksis, den kan aldrig blive eksistenssandhed, for den mangler alle de intensive tanker og forestillinger der er subjektive og som sådanne er afgørende for de enkelte menneskers eksistens og for samfundet som helhed. Den meningsgivende brug af de intense, men ustabile tanker og forestillinger kender alle. Ulykken er at de i vore dage stort set kun forsvares af kunstnere, outsidere og særlinge. De forsvares ikke længere bevidst og systematisk fra det hold der ellers gennem hele kulturhistorien har haft det privilegium at tage vare på eksistenssandhederne med tilhørende myter og mytologier, nemlig kultens tjenere. Kirken og teologien har forrådt opgaven og er blevet kustoder på museet for de døde og forældede påstande der stammer fra fædrene, autoriteterne og de store superegoer. Disse kustoder er kommet så langt ud i kulturforagt at de postulerer en uoverstigelig kløft mellem det dennesidige og noget hinsidigt, skønt dette postulat er fuldstændigt grundløst. Det generende problem har blot været at det er komplet umuligt eksakt at påvise den forbindelse mellem ånd og stof, som langt de fleste mennesker betragter som givet. Den franske filosof Descartes prøvede at løse problemet ved at postulere at der i legemet findes en kirtel der forbinder den materielle verden med den immaterielle. Ideen havde intet på sig. Selve forsøget er latterligt. Men der findes faktisk en forbindelse der kan erfares. Det er nemlig en empirisk kendsgerning at der i hvert normalt barn tidligt dannes en genstandsbevidsthed i psyken som gør det muligt at begynde at udforske verden og tilpasse sig dens lovmæssigheder. Og dannelsen af denne genstandsbevidsthed forudsætter vel at mærke eksistensen af håndgribelige ting i den ydre verden. Så enkelt er det - men kendsgerningen er helt upåagtet, selvom den i virkeligheden én gang for alle overflødiggør alle filosofiske stridigheder om stof/ånd-spørgsmålet. Kendsgerningen har jeg gentagne gange selv påpeget uden at det er blevet bemærket, og det viser i sig selv hvor stor modstanden ubevidst er mod at opgive dualismen til fordel for synspunkter, der gør begge tilgange berettigede og nødvendige. Sagen er ellers, at komplementaritetssynspunktet blev ledsaget af et korrespondensprincip der sikrede nøgternhed og realitetsans i alle spørgsmål og situationer hvor mennesket i sin udforskning af naturen kommer til kort over for kravet om en deterministisk årsagsforklaring. Mennesket kommer uhjælpeligt til kort i atomfysikken hvor man udforsker elementarpartikler der har hastigheder der nærmer sig lysets og hvor iagttagelsen af partiklerne udelukker deterministisk årsagsforklaring. Man må klare sig med sandsynlighedsberegninger. Men forskerne reddes af korrespondensprincippet der siger at det er tilstrækkeligt for sikringen af undersøgelsens objektivitet at de apparater man bruger til sin undersøgelse følger Newtons fysik (faststoffysikken og årsagsloven). Men mennesket kommer også uhjælpeligt til kort i psykologien hvor man udforsker processer der formentlig har tilsvarende høje hastigheder, og som ydermere er utroligt komplicerede. De kan slet ikke isoleres til elementarfænomener uden at man påvirker resultatet og dermed ikke får undersøgt det man agter at undersøge. Her reddes man også af korrespondensprincippet, blot på en helt helt anden måde: Man kan ikke henvise til apparatur der følger Newtons fysik, men man kan henvise til at psykiske fænomener kun forekommer i levende væsener af kød og blod. Man må simpelthen altid forudsætte sjæleliv og åndsliv der har fundament i menneskelige legemer og fællesskaber. Man kan undersøge og beskrive bestemte psykiske fænomener, men må altid henvise til at de beror på indre, subjektive indtryk hos bestemte mennesker på bestemte tider og steder. De enkelte psykiske processer kan ikke stedfæstes i kroppen, Men udsagnene og beretningerne om dem kan altid henføres til bestemte mennesker. Det har været mit store held midtvejs i livet at få øje på disse sammenhænge og dermed også forstå at naturvidenskaben har det tilfælles med kunsten, sproget, erotikken, humoren og det ganske almindelige dagligliv og folkeliv at følingen med det kollektivt ubevidstes skabende kræfter er afgørende for helhedsoplevelsen og den indre sammenhæng. Det er samme form for skabende virksomhed vi finder i alle fag og på alle livs- eller udfoldelsesområder. Og det er samme mulighed vi finder for de store oplevelser af usædvanlig klarhed, åbenhed og frihed som vi kalder 'åbenbaringer' eller 'syner' og 'visioner'. De opleves altid som gaver der kommer udefra og ikke som noget vi selv producerer eller konstruerer med viljens og intellektets hjælp. Deres kendetegn er altid en lysende klarhed. Derfor har jeg gennem mine egne studier kunnet finde eminente eksempler på skabervirksomhed i alle grene af kulturen og derfor har jeg kunnet gennemskue både kirkelighedens og småborgerlighedens livsløgne om den banebrydende og grænsesprængende forsknings kætteri og undergravning af barndommens uskyldighed eller ødelæggelse af fædrene tro og tradition. Jeg er dybt taknemmelig for Herders banebrydende historieopfattelse, for Darwins lige så banebrydende biologiske evolutionslære, for Einsteins relativitetsteorier, for Bohrs komplementaritetssynspunkt og korrespondensprincip samt Heisenbergs sandsynlighedslære og klare syn på dagligsproget for Freuds, Jungs og Erling Jacobsens dybdepsykologi, for Konrad Lorenz kulturopgør og Grønbechs religions- og humoropfattelse. Uden deres banebrydende forskning var jeg aldrig nået frem til den komplementære helhedsrealisme eller forståelsen for at den er et emergent fænomen i biologien. Det er overflødigt at specificere den dybe inspiration fra billedkunstnere og tonekunstnere. Kun skal igen påpeges at skaberkraften kommer fra det upersonlige, det vil sige det kollektivt ubevidste, og at det altid har været mig en speciel glæde at få føling hermed. Omvendt har jeg naturligvis også tidligt fået øje for de små ånders jævne og trivielle fagudfoldelse der spænder fra det solide og nyttige håndværk til det dræbende metoderidt og åndshovmod. Og det værste er ikke en gang at den slags findes, men at de små ånder i dag bliver flere og flere og nyder både politikernes og embedsmandsapparatets store gunst. Politikerne og embedsmændene i vore dage er selv små ånder, der nok kan deres håndværk til perfektion, men er uden føling med folket og de folkelige kræfter, hvad der igen vil sige uden føling med det kollektivt ubevidste. De er jurister, økonomer, regnedrenge, eksperter, spindoktorer og bureaukrater, og de kvæler skaberevnerne i folket i en målestok der ellers kun ses i totalitære samfund. Og de har desværre fået medierne som tro følgesvende der kun tager til genmæle for spændingens eller pengenes skyld. Den manglende føling med det kollektivt ubevidste har ikke blot den i sig selv uheldige virkning at skaberevnerne i almindelighed bliver mindre end godt er, men at evnen til at skabe egentlig kulturfornyelse for første gang i Danmarkshistorien er gået fuldstændigt fløjten. Kraften fra de folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet, der fik betydning langt ind i 1900-tallet, er sporløst forsvundet - i kirken og skolen og i folkehøjskolen. Den kompakte majoritet lever til en vis grad på tradition og nostalgi og ærer skam dem der æres skal på runde dage. Men kraften er forsvundet fra folkelivet og den er forsvundet fra det politiske liv. Det betyder at den skaberkraft man gang på gang ser hos store kunstnere og forskere og som viser sig i den helt utrolige evne til gang på gang at genskabe verden, remodelere verden om man vil, er væk. Vi lever her i 2013 på en dybt forældet klassekampsfilosofi en håbløs kløft mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet, en reaktionær eller regressiv og primitiv fremskridtstro og en psykologi og erkendelsesteori der er hundrede år bagefter. Og vi lever desuden - og det er det mest fatale - på en død, museumsegnet religions- og kristendomsopfattelse der er et totalforræderi mod skabende religion og kristendom. Der er inspiration at hente i alle religioner og konfessioner, inklusive de gamle jødiske, græske, nordiske mytologier som er skitseret i det foregående og som vi undertiden kalder hedenske, fordi de afviger fra kristendommen. Og rigtigt er at kristendommen har tilført noget nyt, noget emergent nyt som aldrig har været set i historien før, nemlig et fundamentalt opgør med lovreligionen og fædrenes jeg-fixerede morallære samt en fundamentalt anderledes dødsopfattelse. Jøderne og romerne fik korsfæstet en menneskesøn som repræsenterede et åndsaspekt der var en direkte provokation mod al magttænkning. Og de fik ham slået effektivt og smertefuldt ihjel fysisk set. Men de kunne ikke slå hans ånd ihjel, for ånd er aldrig et simpelt personligt fænomen der er hjemmehørende i et bestemt fysisk legeme og derfor dør med dette legeme. Ånd er et kollektivt fænomen der ikke kan tænkes uden eksistensen af mange fysiske legemer af kød og blod, men som ikke destomindre - i analogi med det fysiske fænomen vi kalder elektromagnetismen - udgør et overpersonligt felt der besidder særlige energetiske kvaliteter. Feltet af ånd virker over lange afstande og over lange tidsrum. Ja, åndskraft kan virke i århundreder så længe der er mennesker der trækker på den. Ganske som jordens planter i kraft af 'grønhedens idé eller - mere prosaisk - fotosyntesen vågner til live hvert forår og skyder op af jorden sådan kan den kollektive åndskraft vågne til live i sine forår og genskabe naturen, folkelivet, kulturen og menneskeverdenen. Folket tænker ikke over det eller skønner ikke på det. Politikerne har tilsyneladende aldrig hørt om det. Ungdommen heller ikke, for det falder uden for pensum. Og kirken prædiker de dødes opstandelse i det næste liv, eller docerer spidsfindige teorier om det tænkte paradoks at et menneske blev gud. Men sandheden er den simple at den psykiske kraft i det kollektivt ubevidste er så stærk at den gang på gang bringer evighedens følsomme begyndelsestilstande til udbrud i konkrete historiske skikkelser, så nye guder og religioner, nye kulturer og eksistenssandheder, nye umiddelbare realiteter dukker op og skaber ny mening, ny helhed og nye sammenhænge. Det er sket utallige gange i historiens løb Og påpegningen heraf er dybest set kristendommens inderste budskab. For at forstå dette er det imidlertid helt afgørende at forstå både emergensens og transcendensens egenart. Emergensen betyder at determinismen er en livsløgn der skjuler den sandhed at der gang på gang sker store nybrud og store skabelser i historien som aldrig har været set før og aldrig kan forudses. Og transcendens betyder at mennesket siden det fik bevidstheden i nådegave af naturen til stadighed lever fremadrettet og grænsesprængende. Vor tid har mulighederne i sig for et fundamentalt og emergent nybrud der skaber kulturen på ny. Min store glæde er i denne gode anledning at kunne slutte af med at viderebringe et langt livs erfaring i nogle få sætninger: I begyndelsen er den umiddelbare realitet. I begyndelsen er det kollektivt ubevidste. I begyndelsen er åndslivet og sjælelivet. I begyndelsen er faderopgøret og ansvarligheden. I begyndelsen er følsomheden for begyndelsestilstande. I begyndelsen er emergensen og transcendensen. I begyndelsen er håbet og helheden. I begyndelsen er mødet og jeg-du-forholdet. I begyndelsen er fællesskabet og sammenhængen. I begyndelsen er kulten, stilheden og højtiden. I begyndelsen er meningen og retningen. I begyndelsen er kravet om indre konsistens. I begyndelsen er en psykisk instans der er større end jeget. I begyndelsen er den komplementære helhedsrealisme. Ejvind Riisgård November 2013 Link til oversigten over e-bøger Til toppen NB! Bogen er udgivet i ePub-format der specielt tilpasses til de forskellige læsemediers skærmstørrelse og altså kan læses ikke blot på iPad og computer, men på på iPhone. Et eksemplar af bogen bestilles ved mail til forfatteren ejvindhoej@newmail.dk, så sendes den vederlagsfrit som vedhæftet fil. Relevante artikler på Jernesalt: Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Artikler om Samfund Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |