utils prefix normal JERNESALT - skattereform09b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.2.09.

Regeringens skatteudspil

Tre uger efter skattekomissionens forslag til ny skattereform kom VK-regeringen i går med sit udspil der helt som forventet tager udgangspunkt i skattekommissionens gennemarbejdede udkast, men helt og holdent må stå for regeringens egen regning som oplæg til de sonderinger og forhandlinger med partierne der indledes allerede i dag.


I hovedtrækkene går regeringens udspil ud på at topskattegrænsen fra 1. januar 2010 hæves med 36.000 til 388.000 kr. og at topskattesatsen sænkes fra 15,0 til 13,5 %.

Mellemskatten på 6 % afskaffes helt, mens bundskattegrænsen nedsættes med 0,5 % til 4,76 %. Personfradraget hæves med 1000 kr. og beskæftigelsesfradraget hæves til 7 %, dog maksimalt 22.300 kr. Bundskatten lægges gradvis sammen med sundhedsbidragene til én skat i 2019.

Værdien af fradrag for renteudgifter over 50.000 pr. person (altså 100.000 for ægtefæller) nedsættes fra 33 til 25 %, men over flere år, begyndende med 2012.

Værdien af ligningsmæssige fradrag som befordring, a-kasse og fagforening nedsættes fra 33 til 25 %, og på samme måde over flere år fra og med 2012. Der skæres i frynsegoder og tilskud til erhvervslivet. Og der lægges loft over fradrag for indbetalinger til ratepension på 250.000 kr. Alt i alt flyttes der 26 mia kroner fra indkomstbeskatningen til afgifter (mod skattekommissionens forelåede 35 mia)

Finansieringen sker primært gennem højere afgifter på vand, el og varme for både private og virksomheder - samt højere afgifter på tobak, slik, chokolade, fedt og sukkerholdig sodavand.

Men skattereformen er skruet sådan sammen at den er underfinansieret i 2010 og 11 for at stimulere økonomien (ved siden af fremskyndelse af fx trafikinvesteringer), men den er fuldt finansieret over hele perioden frem til 2019.


Et springende punkt har hele tiden været spørgsmålet om boligejernes rentefradrag. Regeringen har gang på gang lovet boligejerne at de ikke ville blive berørt at en skattereform på en sådan måde at de ikke skulle kunne sove om natten. Boligejerne er da også de sidste en borgerlig regering vil stå sig ved at genere. De udgør stort set halvdelen af befolkningen - og er i kraft af gamle, indarbejdede skattefordele blevet nærmest urørlige som skattegruppe. Regeringen har da også valgt at fastholde den gældende fastfrysning af kommunernes grundskyld, men dog at nedsætte fradragsretten for renteudgifter fra 33 til 25 % for udgifter over 50.000 pr. person. Det rammer kun de rigeste, og der er endda indbygget en kompensationsordning for de skatteydere der måtte komme i klemme og totalt set miste penge på reformen gennem de lavere fradrag.

Landets boligejere kan altså fortsat sove roligt om natten, medmindre de har købt huse de ikke kan betale ydelser på. Det er ikke skatteministeriet der driver dem fra hus og hjem. Boligejerne er stadig et fredet folkefærd her i landet. Og det vil nogen måske beklage set ud fra et overordnet, socialt, marxistisk eller georgistisk synspunkt. Men det skal huskes at det har været en meget væsentligt del af dansk velfærdspolitik lige siden midten af 1960'erne at stimulere almindelige lønmodtagere til at købe eget hus. Socialdemokraterne blev i 1973 netop splittet på dette spørgsmål ved Erhard Jakobsens oprør. Og boligbeskatningen er stadig et afgørende skel i dansk politik.


På pressemødet i Statsministeriet lagde statsministeren ikke skjul på at regeringen ønsker skattereformen færdigforhandlet og vedtaget hurtigt, hvilket helt konkret vil sige i løbet af få dage. Derfor er regeringens udspil lige så gennemarbejdet som skattekommissionens udkast, og derfor gives der nok muligheder for justeringer ud fra de ønsker de forskellige partier måtte have. Men hovedpunkterne og hovedsigtet ligger fast. Regeringen åbner ikke op for langvarige forhandlinger der for at sikre bredest mulig tilslutning ville risikere at ende med udvanding af forslaget, endsige radikale ændringer. Partierne må afgøre med sig selv om de ønsker at medvirke til et pragmatisk forlig - et konsensus - på de givne betingelser - eller om de foretrækker at stå udenfor. Da regeringsudspillet på forhånd er afstemt med Dansk Folkeparti, er det givet at dette parti vil få indflydelse på justeringerne og gå med i et forlig, men også at socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og De radikale bliver tvunget til at vælge om de vil sluge nogle kameler og gå med i en langtrækkende skattereform eller holde den sociale fane højt og bruge modstand mod regeringens forslag til fortsat modstand mod regeringen som sådan.

Det prekære spørgsmål i den forbindelse er ikke om alle detaljer kan accepteres eller finjusteres tilstrækkeligt, men at regeringen har stillet som ultimativt krav at skattestoppet fra 2001 fortsætter i hele den periode på ti år skattereformen kommer til at gælde som hovedprincip, dvs helt frem til 2019. Regeringen har begrundet dette ultimatum med at det ville være inkonsekvent og meningsløst at gennemføre en skattereform der nedsætter beskatningen af arbejdsindkomster ganske betragteligt mod forhøjelse af forbrugsafgifter m.v uden at give befolkningen garanti for at skattetrykket som helhed forbliver uændret i den periode reformen skal gælde. Dette kan man dårligt bebrejde regeringen, men det generer naturligvis de dele af oppositionen der forbinder en udvikling af velfærdssamfundet med en udvidelse af den offentlige sektor og et stigende skattetryk.

Statsministeren har altså en klar pointe i at fastslå at de partier der ikke kan acceptere skattestoppet, må have bagtanker om at øge skattetrykket, når de kommer til magten. Og dermed hentyder han nok mest til SF, men socialdemokraterne slår sig også i tøjret. De véd af bitter erfaring at de ikke skal føre valgkamp på en ophævelse af skattestoppet, men omvendt ønsker de altså ikke de politiske muligheder snævret ind, hvis de selv skulle tage over.


Det er givet at socialdemokraterne frygter at SF bliver for stærkt, og at denne frygt afgør om de vil være med i et skatteforlig eller ej. Det er helt selvfølgeligt at både S og SF har meldt ud at de finder regeringens udspil socialt skævt. Det gør Dansk Folkeparti også. Men forskellen er at DF vil gøre hvad de kan for at få udspillet justeret, og kan regne med regeringens velvilje hertil. Mens navnlig socialdemokraterne vil blive tvunget til at renoncere på kravene, hvis de vil være med.

Der er næppe tvivl om at dele af socialdemokratiet ønsker at komme med i et skatteforlig, mens andre hellere vil satse på det snævre samarbejde med SF som har til hovedformål at understrege et alternativ til den siddende regering. Valg kommer der imidlertid hverken i forbindelse med skattereformen eller i det hele taget inden for de næste to år.


Regeringen er på grund af den økonomiske krise og især den stigende ledighed under konstant pres for at gøre mere end den faktisk gør for at stimulere økonomien her og nu. Men den holder kortene tæt til kroppen - og ønsker den bedst mulige timing af alle potentielle skridt som eventuelt skal virkeliggøres hen ad vejen.

Skattereformen vil give borgerne og virksomhederne en vis tryghed i form af viden om de skatteregler der skal gælde de næste år. Nøjagtigt hvad virkningerne af reformen på landets økonomi som helhed vil blive, er der derimod ingen der i dag kan forudsige, lige så lidt som det kan forudsiges hvad de alternative forslag vil betyde. Men de næste to år vil flertallet af borgerne i det mindste få flere penge til rådighed med den foreliggende plan - og derfor vil regeringen såvel som Dansk Folkeparti alt andet lige have en fordel af at trække valget helt frem til 2011.

Det er naturligvis frustrerende for både socialdemokraterne eller SF at skulle være uden indflydelse i et par år endnu, og derfor er det ikke ligegyldigt for nogen af dem om de træffer en kortsigtet beslutning om skattereformen. Politikens kommentator Peter Mogensen, der ikke lægger skjul på sin præference for Helle Thorning-Schmidt, har i dagens udgave af avisen tilkendegivet at de to partier vil stå sig bedst ved at gå med i et forlig. Men i skrivende stund ligger det klart, at de to partier holder sammen og har meldt ud at de på grund af det ultimative krav om accept af skattestoppet ikke vil deltage i videre forhandlinger med regeringen. Også de radikale har meldt fra.

Helle Thorning-Schmidt kalder det ærgerligt at finansminister Lars Løkke Rasmussen ikke har lavet et bedre forarbejde. Og SF's formand Villy Søvndal kan ikke finde anden forklaring på regeringens holdning end den, at den er blevet grebet af panisk angst over det tætte samarbejde mellem S og SF. Begge synes at glemme at det kan være en fordel for regeringen at S så klart vælger side, skønt befolkningen ønsker et bredt forlig, og at det næppe er tilfældigt at Lars Løkke i god forståelse med Dansk Folkeparti kører VK-regeringens hidtidige hovedsynspunkter videre. Resultatet bliver efter al sandsynlighed et kompromis som befolkningen kan være tilfreds med trods dets ufuldkommenhed, og som regeringen derfor også trygt kan gå til valg på om et par år.

Det bliver i givet fald den økonomiske udvikling generelt og ikke mindst de specifikt eksistentielle synspunkter på udviklingen af det danske velfærdssamfund der bliver afgørende for regeringens skæbne til den tid. Panik kan man kun kalde denne situation hvis man er fuldstændigt fokuseret på et hurtigt valg.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Link til Regeringens Forårspakke 2.0


Relevante artikler på Jernesalt:

Smal skattereform en realitet  (2.3.09.)

Skattereform nu eller aldrig?  (4.2.09.)
Bankpakke II  (27.1.09.)
Finansloven 2009 på plads med DF's fingeraftryk  (11.11.08.)
Finansloven 2008 i hus med DF og NA  (6.3.08.)
Finanslov og rettidig omhu?  (30.8.07.)
VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)

Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)
Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)

VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?  (3.4.07.)


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal