utils prefix normal JERNESALT - sende32muham

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.3.08.

Muhammed uden humor
- islam en religion uden humor

Debatten om Muhammedtegningerne i 2005 og afsløringen i år af fanatiske islamisters mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard, den efterfølgende genoptrykning af tegningerne i mange medier samt protester fra muslimer i indland og udland har vist at sagen stikker dybere end som så. Den bliver ligesom Salman Rushdie-sagen og Ayaan Hirsi Ali-sagen aldrig glemt af de hadefulde og fanatiske islamister, og der bliver følgelig aldrig fred og frugtbart samarbejde, endsige forsoning mellem muslimer og sekulære vestlige demokrater før den hadefulde islamistiske fanatisme er blevet afløst over en bred front af en moderat og relativiseret form for islam, hvilket igen dybest set vil sige af en islam der får øjnene op for humorens og tragediens betydning for kulturudviklingen.

Pessimister vil sige, at dette aldrig vil ske, fordi islam - i modsætning til den kristendomsfarvede, men sekulære vestlige religions- og samfundsindstilling - grundlæggende er en religion uden humor og relativisering. Og dette er meget svært at bestride, hvis man bedømmer islam og andre religioner ud fra dogmatiske eller teologiske synspunkter. Men hæver man sig over sådanne snævre synspunkter og ser helhedsrealistisk på sagen, så kan en udvikling hen mod relativisering aldrig udelukkes, for hemmeligheden her er at det dybdepsykologisk set er muligt at forskyde al personlig og kollektiv identitet fra det snævre jegs faste grænser og normer til den overordnede totalpsykes langt større horisont og åbne fortolkninger. Problemet er naturligvis at dogmatikerne, fundamentalisterne og fanatikerne i alle lejre slet intet aner om disse forhold og muligheder, og at heller ikke opinionsdannere og politiske ledere i den vestlige verden - trods deres såkaldte oplysning - er så fortrolige med denne viden og erfaring at de bruger den i praksis.

Derfor er problematikken tilsyneladende låst fast. Fanatikerne fortsætter deres hadefulde protester og forsøg på direkte undergravning af det vestlige demokrati. Og demokratiets forkæmpere er splittet mellem et nej til alle forsøg på at underminere ytringsfriheden og et nej til konfrontation med undergraverne. De sidste forsvarer principielt ytringsfriheden, men går reelt undergravernes ærinde ved at give efter for deres pression og slå til lyd for forståelse og accept af religiøse følelsers ukrænkelighed.

Demokratiets forkæmpere gør sig ikke klart, at sagen om Muhammed-tegninger ikke kan reduceres til en sag om ytringsfrihed specielt, men handler om åndsfriheden generelt, og derfor under ingen omstændigheder kan løses ved nogen form for eftergivenhed over for kræfter der ikke aner hvad åndsfrihed er, men tværtimod tror at ytringsfriheden ikke kan gælde når religiøse følelser kommer ind i billedet.


Det er nødvendigt lige at holde fast i nogle kendsgerninger om sagens forløb.

Politiets Efterretningstjeneste afslørede tre fanatiske muslimers konkrete planer om mord på tegneren Kurt Westergaard der er manden bag tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen. Afsløringen førte af hensyn til beskyttelse af politiets viden og metoder ikke til nogen retssag mod de afslørede personer, men til administrativ udvisning af to af de tre personer. Medierne genoptrykker tegningerne i solidaritet med tegneren og Jyllands-Posten. Protester begynder i både indland og udland. Hizb-ut-Tahrir arrangerer stor demonstration i København med deltagelse af flere imamer samt talsmanden for Islamisk Trossamfund. I skolernes vinterferie benytter ballademagere blandt de sociale tabere sig af chancen for medieomtale ved hærværk og afbrænding af skoler. I Gaza, Pakistan og ikke mindst Sudan er der voldsomme demonstrationer mod Danmark, der efterlader indtrykket af gemytternes store påvirkelighed og religiøse lederes store demagogi. Irans ambassadør i Danmark opfordrer landet til at indføre love der forbyder at såre muslimer. "Ytringsfrihed er ikke det samme som retten til at fornærme", siger han. I børneprogrammet 'Morgendagens pinonerer' på palæstinensisk tv opfordrer en store lyserød kanin og en pige i rødt tøj til at boykotte alle danske varer og dræbe danskere, hvis tegningerne genoptrykkes. Redaktøren påstår efterfølgende at det var en 'smutter', men sandheden er at arabisk tv generelt opfordrer indvandrerbørn til had mod danske værdier, og at arabisk tv i vid udstrækning ses af indvandrerfamilier i Danmark med arabisk baggrund.

Forældre til børn i en børnehave i Århus går i panik og får den kommunale forvaltning til at fyre tegneren Kurt Westergaards kone som er vikar i børnehaven. Det når at komme ud i alle medier inden sagen bliver standset af rådmand Louise Gade. Det viser sig endvidere at alle mennesker her i landet der tilfældigvis hedder Kurt Westergaard får trusler på livet via deres internetforbindelser. Den svenske tegner der for nylig lavede en tegning af profeten modtager stadig trusler. En hollandsk tegner der ikke vil holde sig tilbage med satiriske tegninger af profeten eller 'Al-Jazeera-Geden der spreder Nyheder' i form af Hamas-, Taliban- og Al-Qaeda-gylle er også blevet truet på livet og fortsætter derfor sin virksomhed under pseudonymet Gregorius Neckschot (Gregorius efter navnet på den pave der indførte inkvisitionen. Neckschot betyder nakkeskud). I Berlin bliver en kunstudstilling midlertidigt lukket på grund af trusler mod en dansk kunster der bl.a. har lavet et billede af 'Den dumme Sten', hvortil hentydes til den hellige Kaba-sten i Mekka, der fungerer som muslimske pilgrimmes største afgudsbillede. Og fremtidsforskeren Adjiedj Bakas må generelt konstatere, at der bliver flere og flere eksempler på selvcensur i Europa. "De fleste professionelle komikere i Europa udøver selvcensur i dag, når det gælder jokes om Islam og muslimer, og det kommer til at ske mere og mere i fremtiden", udtaler han til TV2.


Reaktionerne på genoptrykningen af tegningerne, protesterne mod dem og den stigende selvcensur er værd at lægge mærke til. FN's nuværende generalsekretær udtaler sig imod tegningerne, ligesom som den daværende gjorde i 2005/06. Paven fordømmer krænkelser af religiøse følelser. Danske medier fastholder ytringsfriheden og retten til at genoptrykke tegningerne. Mejerigiganten Arla Foods mærker den nye boykot af danske varer og meddeler at produktionen af hvid ost (tidligere feta-ost) til de arabiske lande blive skåret ned, men undlader omhyggeligt at kommentere sagens substans. Til gengæld udtrykker forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen klar fordømmelse af Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne i 2005 ud fra den betragtning af den slags ikke fremmer bestræbelserne på at skabe bedre vilkår for ytringsfriheden i Mellemøsten.

Til gengæld har Socialistisk Folkepartis formand Villy Søvndal været ude med en påfaldende klar afstandtagen til de herboende muslimer der deltog i Hizb-ut-Tahrirs demonstration. Han bad dem utvetydigt om at gå ad helvede til - og rejse hjem til de lande de kommer fra, hvis de ikke kan tåle ytringsfriheden her i landet. Men ikke nok med det. Han har trukket sin gamle afstandtagen til Jyllands-Posten tilbage og erklærer nu at det simpelthen var nødvendigt at bringe tegningerne i 2005. Han har desuden beklaget sin optræden på tv-kanalen Al-Jazeera i januar 2006, hvor han kaldte offentliggørelsen af tegningerne en dårlig idé. Søvndal er med andre ord blevet klogere, men har ikke undgået den sædvanlige sang om populisme når et menneske skifter mening, den kommer fra såvel Pia Kjærsgaard som Uffe Ellemann. Også Naser Khader undrer sig, men erklærer sig dog glad for at Søvndal nu har bevæget sig.

Man har selvfølgelig lov til at have forskellige meninger om Villy Søvndals nu klare linje og grundene til den. Man kommer næppe uden om, at klarheden styrker hans selvtillid, eller at den øgede selvtillid er med til at gøre ham til den nye frontfigur på den ikke borgerlige fløj i dansk politik. Både medieomtalen og meningsmålingerne den sidste tid har vist, at han har taget têten fra Helle Thorning Schmidt, hvis position blandt socialdemokaterne nu nærmer sig det kritiske. Men bortset fra dette, så viser også Søvndals glædelige selvtillid, at klarheden mere kommer af entydighed end af dybere forståelse for hvad Muhammed-sagen egentlig drejer sig om. Og det gør ikke sagen bedre at den manglende forståelse også ses af statsministerens gentagelse af at han helst ser religionen holdt uden for det offentlige rum eller af at debattørerne på DR1 Debat-program om sagen overhovedet ikke kan blive enige om hvad man skal stille op med religionen i spørgsmålet om at få muslimer i ind- og udland til at acceptere det sekulære demokrati.


Men for at sige det ligeud: drømmen om at holde religionen ude af det offentlige rum er ikke blot en illusion i ethvert land med stor muslimsk indvandring, den er også en tåbelighed i selv det mest oplyste, vestlige, sekulære demokrati. Illusionen ligger i at det er dybdepsykologisk komplet umuligt at få folk til at skille deres kulturelle og politiske forestillinger fra deres allerdybeste eksistentielle forestillinger. Tåbeligheden ligger i at det sekulære demokrati som vi efterhånden har fået opbygget med møje og besvær i de vestlige lande og håber efterhånden også vil blive indført i det muslimske lande slet ikke er uforeneligt med religiøse forestillinger i almindelighed, men alene med religiøse forestillinger af snæver dogmatisk eller fundamentalistisk art.

Det altafgørende for en for alle parter på langt sigt tålelig og konstruktiv løsning er derfor at forstå at adskillelsen mellem religion og politik alene angår det magtpolitiske aspekt: den politisk magt skal holdes strengt adskilt fra enhver religiøs magt eller stræben efter magt, hvad der igen vil sige, at enhver form for præstestyre (kalifat eller hvad man vil kalde det) er uantagelig, ligesom enhver politisk ideologi der legitimerer sig med henvisning til religiøse dogmer, forestillinger, tekster eller traditioner er uantagelig.

Men dernæst er det afgørende at alle - muslimer såvel som ikke-muslimer - lærer at forstå hvordan det er muligt at adskille religion fra politik i magtpolitisk henseende uden at adskille religion fra samfundslivet iøvrigt, dvs hvordan det er muligt at lade religiøse forestillinger bevare deres grundliggende inspirationskraft som eksistentielle eller åndelige faktorer uden at risikere at de ender som magtpolitiske faktorer.

I denne forbindelse er det vigtigt at holde sig den historiske kendsgerning for øje, at i hvert fald de i vor verden (Middelhavslandene) tre væsentligste religioner, nemlig jødedom, kristendom og islam, alle har haft en tendens til i perioder at lade det åndelige og det magtpolitiske gå op i en højere enhed og derved så at sige gøre religionen til en politisk ideologi. Det er naturligvis ikke tilfældigt, men skyldes historiske årsager, ja, man kan roligt sige en udviklingsmæssig nødvendighed. Fænomenet har indebåret stærke og undertiden katastrofale tendenser til dominans og krig mod 'de andre' som simpelthen pr. dogmatisk automatik er blevet defineret som vantro dødsfjender. Men for alle tre religioner gælder også, at andre muligheder har gjort sig gældende både fortolkningsmæssigt og praktisk/pragmatisk. Problemet er at man ikke har gjort sig tilstrækkeligt klart hvori den afgørende forskel ligger.


Dette kan bl.a. ses af en udmærket kronik som formanden og næstformanden for Demokratiske Muslimer i Danmark, Moustapha Kassem og Akmal Safwat, havde i Politiken den 8.2.08. Her påviste de den historiske kontekst der bevirkede at araberne i sin tid valgte herskere der både ledede folket politisk og religiøst, ligesom de forklarede at dannelsen af en decideret politisk-ideologisk islam hang sammen med kampen mod kolonialismen og den dertil hørende antivestlige indstilling. De afviste dernæst principielt enhver politisk ideologi som er baseret på en religion, idet de anser en sådan for uforenelig med demokrati og modernisme, og de plæderede omvendt for en sekulær islam der holder religion og politik adskilt. De er ikke begejstrede for Tariq Ramadans pragmatiske euro-islam, fordi den kun accepterer og tilpasser sig realiteterne i Vesteuropa, men går uden om de grundlæggende problemer i Mellemøsten. De går selv ind for en radikal sekulær islam, idet de tror på at "man sagtens kan være en god muslim, trofast mod de islamiske værdier og loyal over for den islamiske sjæl og på samme tid tro på demokrati, menneskerettigheder og ligestilling".

Al ære og respekt for det projekt Demokratiske Muslimer står for, men så let som det anførte 'sagtens' angiver, er det nu heller ikke. Og grunden er ikke teologisk, men psykologisk. Det er rigtigt - som de understreger - at islam er en religion og ikke et politisk system eller en politisk ideologi. Og det er et historisk faktum at islam ikke kun foreligger i én og samme fortolkning. Men som de selv indrømmer er det også et faktum, at profeten Muhammed både var en religiøs og en politisk leder. De gør gældende at det var en historisk tilfældighed og ikke et resultat af islamiske doktriner, idet der ingen politiske principper er at finde i Koranen.

Men dette forhold er nu ikke nok til at gøre profetens ledelsessystem til en tilfældighed. For sagen er jo, at det afspejler en despotisk indstilling i tiden, og at det efterfølgende blev af kolossal, ja, skæbnesvanger betydning hvad Muhammed skabte af sædvane (hadith) blandt muslimer. Hele denne tradition er grundlæggende dybt præget af en retfærdighedsopfattelse og -følelse som senere islamfortolkere har haft uhyre svært ved at hæve sig over og den dag i dag ikke formår at forholde sig til på en kritisk måde der virkelig rokker ved dens fundament. Og dette skal vel at mærke ikke ses som et isoleret fænomen der så at sige bare kunne gøres til muslimernes egen sag. Det må ses i relation til at såvel jøder som kristne i århundreder har bevæget sig i helt anden retning, og at specielt kristendommen lige fra sin oprindelse flere hundrede år før islam har hvilet på at være et bevidst opgør med lovreligionen som sådan. Der er intet tilsvarende princip og ingen tilsvarende praksis i islam, og derfor er det alt andet end let for muslimer i vore dage at opbygge en sekulær form for religion der afskriver magtaspektet, men bibeholder åndsaspektet, således som det har været muligt i den vestlige verden.


Problemet kan efter min mening kun forstås dybdepsykologisk. For det ligger i, at de lovreligiøse mennesker klamrer sig til loven og retfærdigheden og er fuldstændigt overbevist om at de kun kan være fuldgyldige medlemmer af deres religiøse fællesskab ved til punkt og prikke at overholde fællesskabets regler og normer - således som disse foreligger i deres hellige skrifter. Der hersker uden tvivl en grundlæggende tendens hos alle mennesker gennem alle tider til at sammenkoble religion og moral - og dermed også religion og politik, men det ligger i sagens natur, at al lovreligion i særlig grad tenderer mod dogmatik og fundamentalisme og altså udelukker relativisering og humor.

Det er typisk for fundamentalistisk indstillede mennesker at de uden videre går ud fra at relativisering af deres dogmer og forestillinger må være ensbetydende med en undergravning af forestillingerne, ja, nærmest må sættes lig med en decideret moralsk opløsning eller en nihilistisk opfattelse der gør alt tilladeligt. De forstår ikke, at en relativisering gælder det snævre jegs opfattelse af identitetsbærende normer til fordel for totalpsykens langt mere åbne identitet hvor det at have ret er hørt op til fordel for skønnet, det lange sigt og forståelsen for at ingen sidder inde med den endegyldige sandhed. Denne bredere og rummeligere forståelse undergraver ikke skellet mellem ondt og godt, men bevirker blot at der tillades en margen for fejl og fejlskøn, som igen kan udtrykkes ved at sige at der åbnes for humoren.

Humor er dybest set ikke blot et spørgsmål om at kunne se det komiske i mere eller mindre latterlige fænomener, men om at kunne forstå såvel det komiske som det tragiske i selve tilværelsen, nemlig selve usikkerheden og tilfældigheden i det der sker og det mennesker tror og gør. Humor i denne større betydning udelukker al fanatisme og fundamentalisme. Men omvendt gælder også at al fanatisme og fundamentalisme er kendetegnet ved at udelukke humoren. Det er præcis fundamentalismens allerværste fejl, og det er derfor også den fanatiske islamismes værste fejl.

Derfor bliver det af afgørende betydning for udviklingen af islam og skabelsen af en fredelig og konstruktiv relation mellem muslimer og sekulære vestlige mennesker at humoren accepteres på begge sider, hvad der igen vil sige, at også muslimer lærer at acceptere at de religiøse forestillinger aldrig er urørlige eller ukrænkelige, men tværtimod kun frigøres fra deres forbandede tendens til at blive redskaber for snæversynets moralisme og retfærdighedstrang.

Set i dette perspektiv er sagen om Muhammed-tegningerne i virkeligheden ikke et spørgsmål om ytringsfrihed alene, men i allerhøjste grad et spørgsmål om en for demokratiet og modernismen livsnødvendig åndsfrihed. Og derfor skal ingen være så naive at de forestiller sig at man kan fremme demokratiets sag ved at give efter for muslimers krav om ubetinget respekt for deres religiøse forestillinger eller helligdomme. Der er kun én vej til ægte demokrati, og det er sekulariseringens vej der igen indebærer den fulde forståelse for humorens frihed.

Peer Sendemand


Henvisninger:

Peer Sendemands rubrik: Klik

De muslimske undergravere af demokratiet   (20.2.08.)
Forledt og afsporet muslimsk ungdom  (18.2.08.)
Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)

Oversigt over Jernesalts artikler om Muhammedsagen

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Ydmyghed og jeg-relativisering
Jeg-relativisering, historie og kristendom

Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal