utils prefix normal JERNESALT - radikale03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.10.08.

De Radikale i klemmen mellem idealisme og pragmatisme

Simon Emil Ammitzbøll, der har siddet i Folketinget siden februarvalget i 2005, har forladt Det radikale Venstre med et gevaldigt smæk med døren som selv Frederik den Syvende til hest på Christiansborg Slotsplads siges at være blevet forskrækket over. Og Ammitzbøll lider nu den lidet attråværdige skæbne at være løsgænger uden ringeste indflydelse.

I og for sig er folketingsmedlemmets skæbne ikke så interessant i sig selv. Han vil glide ud i glemslen som så mange andre løsgængere - om ikke før så efter næste valg. Han er blot en af mange politikere der er blevet så frustreret over at være uden lydhørhed for deres kritik i deres eget parti og partigruppe, at de ikke kan bære det, og derfor vælger at gå. Det skaffer dem naturligvis ikke på nogen måde mere indflydelse, men letter den opsparede vrede og irritation. Partiformanden og gruppen kan kun beklage 'afskalningen', der aldrig er behagelig for et lille parti med problemer og tilbagegang. Men de behøver ikke at gøre den til en stor sag. Tidligere partiformand Marianne Jelved har således været ude med kritik af sin efterfølger Margrethe Vestager i en ny interviewbog, men har straks valgt at understrege at hun ikke går i rette med Vestagers nye linje, for den blev vedtaget af partiet og Vestager valgt med henblik på at føre den igennem.

Ikke desto mindre spøger dilemmaet.


Den kun 31-årige Ammitzbøl, der er tidligere formand for Radikal Ungdom, fik ved novembervalget sidste år så mange personlige stemmer at han kunne sende den ellers markante ordfører Mads Lidegaard ud i kulden og den politiske glemsel. Han har forlængst trukket sig som kandidat og valgt en erhvervsmæssig karriere.

Ammitzbøl kritiserede forud for valget Margrethe Vestager og hendes væbner Morten Østergaard for to vidt forskellige ting, nemlig dels at de kun pegede på S som muligt alternativ til VKO, dels at de accepterede at gå med i en S-ledet regering uden at stille som forhåndsbetingelse at den 24-års regel om familiesammenføring som partiet er inderligt imod skulle røres.

Lige før Det Radikale Venstres landsmøde i weekenden 20-21. september gentog Ammitzbøl sin kritik af partiledelsen i en kronik i Berlingske Tidende og her skærpede han yderligere tonen ved direkte at kalde Margrethe Vestager for en forræder mod partiets gamle og tidligere indiskutable princip om samarbejde med alle partier i Folketinget, inkl. de borgerlige. Kronikken vakte naturligvis opmærksomhed, men kronikøren forsvandt ud af sine partifællers søgelys, idet han rejste til FN's generalforsamling i New York og blev der i tre uger. Formand Vestager kunne altså ikke indkalde Ammitzbøll til en 'kammeratlig samtale' på sit kontor, men erklærede offentligt, at hun nok skulle huske ham når han kom hjem. Det gjorde hun også. Hun havde Ammitzbøll til samtale, men dagen efter meddelte det frustrerede medlem at han forlod partiet, eftersom han ingen forståelse overhovedet havde fået fra formandens side.

Ammitzbøll har med andre ord forregnet sig godt og grundigt. Én ting er at være dybt frustreret over ikke at få sine synspunkter hørt i sit eget parti. Noget andet er at tro at det hjælper at føre kritikken frem i offentlige medier, endda i en uhørt grov tone. Det er tværtimod fuldstændigt naturligt og forudberegneligt at få noget sådant bedømt som dybt illoyalt - uanset substansen i kritikken.


Nu er Ammitzbøll imidlertid ikke den eneste frustrerede i Det radikale Venstre, hverken i folketingsgruppen eller medlemsskaren. Tværtimod er der mange der savner partiets traditionelle og gennem alle årene siden dannelsen i 1905 nærmest legendariske indflydelse, der stort set har været omvendt proportional med mandattallet. Partiet har skaffet sig indflydelse, fordi det ville have den og fordi det er muligt for et socialliberalt midterparti at få det i et dansk demokrati hvor hverken socialdemokratiet eller Venstre/Konservative har absolut flertal.

Men som bekendt skete der ved januarvalget i 2001 det helt specielle at Venstre med 56 mandater og K med 16 kunne danne mindretalsregering med et komfortabelt og fast flertal bag sig, idet Dansk Folkeparti med sine 22 mandater garanterede den. Dette betød at Det radikale Venstre for første gang i sin levetid var uden anden indflydelse end den alle partier kan skaffe sig igennem normale forhandlinger om de lovsforslag der fremsættes. Statsminister Anders Fogh Rasmussen indbød alle partier til bredt samarbejde, idet han samtidigt understregede at klassekampens tid var forbi i Danmark.

Men Dansk Folkeparti er ganske enkelt uspiseligt for Det radikale Venstre - som de dengang var for socialdemokraterne. De havde nøjagtigt samme moralistiske mening om partiet som Poul Nyrup Rasmussen udtrykte med ordene, at DF ikke var stuerene. Det samme havde socialdemokraterne lige siden Staunings dage sagt om kommunisterne, og det blev de ved med at sige om Aksel Larsens succesrige udbryderparti Socialistisk Folkeparti, indtil Jens Otte Krag på valgnatten den 22. november 1966 lynhurtigt indså at han kunne fortsætte sin mindretalsregering ved at lade det fordoblede SF danne det nødvendige parlamentariske grundlag. Han skiftede derfor det gamle socialdemokratiske standpunkt ud med sit eget - uden nogen som helst begrundelse eller indrømmelse af et principskifte. For som han sagde: "Man har et standpunkt til man tager et nyt". Denne banale, logisk uimodsigelige påstand er ganske vist udtryk for ren og skær opportunisme, men blev nærmest betragtet som den helt store politiske visdom, der ofte gentages af opportunister. Sandheden er naturligvis at man aldrig skifter et seriøst standpunkt som fx et politisk princip ud med et andet - uden i det mindste at redegøre ordentligt for grundene. Ellers er der nemlig slet ikke tale om et seriøst standpunkt. Jf. artiklen Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet.


Det radikale Venstres store problem efter 2001, blev at den daværende formand ikke nøjedes med at lade Dansk Folkeparti være stemplet som et urent parti man ikke under nogen omstændigheder kunne samarbejde med. Nej, Marianne Jelved afsvor én gang for alle Anders Fogh Rasmussen som en regeringsleder Det radikale Venstre kunne pege på. I stedet for at prøve Foghs indbydelse til bredt samarbejde af i praksis, rebede hun lige præcis det skel i dansk politik som Fogh havde erklæret for forældet. Hun kanoniserede så at sige det traditionelle skel mellem højre og venstre som hendes eget parti fra 1905 til 2001 aldrig havde accepteret som uoverstigeligt. Og hvorfor? Fordi Dansk Folkeparti var højreekstremistisk som kommunisterne i sin tid var venstreekstremistisk - og med ekstremistiske partier samarbejder gode, humanistisk indstillede demokrater naturligvis ikke. Et samarbejde med Dansk Folkeparti var i 2001 for såvel de radikale som socialdemokraterne lige så gyseligt som et samarbejde med den forleden omkomne Jürg Haiders daværende Folkeparti i Østrig var for socialdemokraterne og De Grønne dernede i 1999.

Problemet med Dansk Folkeparti var naturligvis indstillingen til indvandrerne og dermed hele udlændingepolitikken. At valget i 2001 blev som det blev, skyldtes netop at udlændingepolitiken under Nyrups socialdemokratiske eller socialdemokratisk-radikale regeringer var blevet for slap i store dele af befolkningens øjne. Det havde den faktisk været lige siden indvandringen tog fart i 1960'erne, men specielt familiesammenføringsreglerne havde bevirket en voldsom stigning af indvandrere der var vanskelige for ikke at sige umulige at integrere i det danske samfund. Men som 'humanistisk' indstillet parti lægger Det radikale Venstre mere vægt på åbenheden over for fremmede der vil til Danmark end for nødvendigheden af at integrere dem. Og indstillingen blev støt og roligt gjort til et princip, et ufravigeligt standpunkt. Og modsat Krag holdt Jelved fast i standpunktet - uanset hvad det kostede af indflydelse.

Først efter novembervalget i 2007 var frustrationen over den manglende indflydelse blevet så stor i partiet at man erkendte at strategien op til valget havde været forkert. Nok skulle man holde fast i den principielle modstand mod 24-års reglen for familiesammenføring, men ikke nægte samarbejde med socialdemokraterne på dette grundlag - og heller ikke totalt afvise et samarbejde med Venstre og Konservative. Og for logikkens skyld skiftedes Jelved ud med Vestager som formand.


Ingen af delene har imidlertid løst problemet. Partiet er gået betydeligt tilbage i meningsmålingerne - og hvad næsten værre er: SF, der fik et kanonvalg i 2007, er gået så stærkt frem at det er et samarbejde mellem S og SF der nu står som det mulige alternativ til VK-regeringen. Ydermere har S (og fagbevægelsen) åbnet sig for et samarbejde med Dansk Folkeparti i en begyndende erkendelse af at dette parti måske nok er indvandrerfjendsk, men ikke højrekstremistisk i ordets egentlige betydning. Det er først og fremmest et folkeparti der er i stand til at appellere til 'almindelige' mennesker, dvs jævne ikke-akademikere. Dette viser sig også ved at det hugger stemmer fra socialdemokraterne. Det må derfor nøgternt set betragtes som et ægte midterparti.

Holder Det radikale Venstre i denne situation fast ved sin humanisme, betyder det at det uden hensyn til sin indflydelse i praktisk politik bevarer hænderne 'rene' og end ikke risikerer at få snavs på dem. Det kalder man idealisme, men idealisme er også en form for ekstremisme, ikke til højre eller venstre, men opad i den blå luft. Og om al politisk ekstremisme gælder hvad den socialliberale amerikanske historiker H.S. Commager engang skrev, nemlig at den dybest set består i at begå selvmord. Dette kan, som historien viser, trækkes ud, men hylder man en politik der ikke vil have indflydelse på praktisk politik, så havner man før eller siden i den dybe frustration eller depression der fører direkte ud i magtesløshed og meningsløshed.

Så langt ude er Det radikale Venstre naturligvis ikke. Men det lever i det store dilemma: valget mellem den 'rene' idealisme hvor man kun kan samarbejde med dem man er enige med eller den 'snavsede' pragmatisme hvor man samarbejder med alle der kan gå ind for en rimelig og fornuftig, men selvfølgelig ufuldkommen politik der kan bakkes op af et flertal i befolkningen.

Margrethe Vestager har uden held forsøgt en slags opblødning af Marianne Jelveds konfrontatoriske linje, men den har foreløbigt ikke skaffet partiet større indflydelse eller større selvbekræftelse i baglandet. Problemet er slet ikke en ungdommelig oprører som Ammitzbøll, men en manglende gennemtænkning af de principper partiet har kørt på i udlændingepolitikken og som åbenlyst strider mod partiets gamle fundamentale princip om pragmatisk samarbejde til begge sider i folketinget og derfor også har ført partiet ud i en ørkenvandring.

Det er et åbent spørgsmål om Margrethe Vestager er den rette til at løse dilemmaet og føre partiet tilbage til den pragmatiske linje. Men hendes tid er knap, for SF er kommet stærkt ind i både mediebilledet og socialdemokraternes drømme, og det er sket i et konsekvent brud med partiets gamle ulyst og uvilje til at gå på kompromis i sager der kan give indflydelse.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)
Jelved og Kjærsgaard i Deadline  (15.3.06.)
Jelved kan ikke synke dybere  (13.3.06.)
Er de radikale blevet ekstremister?  (17.8.04.)

Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
S for skæg, selvmord eller hvad?  (28.4.06.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet

Udlændingeforliget mellem regeringen og DF  (24.9.08.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)

SF styrker påny sin position  (18.8.08)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal Opdateret d. 7.6.2011