utils prefix normal JERNESALT - konservative08a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.9.08.

Formandsskiftet hos de konservative

Lidt overraskende for såvel offentligheden som statsministeren valgte vicestatsminister Bendt Bendtsen i mandags at meddele at han efter en uges betænkning trak sig som formand for Det konservative Folkeparti og minister, og at han havde foreslået justitsminister Lene Espersen som sin efterfølger som formand. Tirsdag morgen fulgte partiets folketingsgruppe Bendtsens råd og valgte enstemmigt og så vidt vides uden diskussion Lene Espersen til ny partiformand. Eneste konkurrent kunne have været klimaminister Connie Hedegaard, men hun var klog nok til ikke at stille op, men tværtimod understrege at hun var garant for at der ikke på ny blev formandskamp i partiet sådan som der var i 1990'erne inden Bendtsen kom til. Tidligere trafikminister Flemming Hansen havde iøvrigt for en uge siden udgivet en bog, hvor han udtrykkeligt gjorde opmærksom på at Lene Espersen ville være det bedste valg, når Bendtsen gik. Dette fik ikke anden kommentar fra Bendtsens side end et tørt: Han skal jo sælge sin bog! Men det var nok alligevel et passende vink til partifællerne i rette tid.

Timiningen af Bendtsens afgang er nemlig særdeles god. Det konservative Folkeparti skal have landsmøde i slutningen af denne måned og opstille spidskandidat for EU-parlamentsvalget næste år. Og da Bendtsen gerne vil opstilles, kunne han ikke vente med en udmelding. Desuden er den kun 54-årige politiker, gårdejer og tidl. politimand kørt træt i den forstand at han synes det hårde ministerjob med en arbejdsuge på op mod 80 timer og mange rejser levner for lidt tid til familien.

Endelig spiller det nok ind, at Bendtsen trods sin ubestridelige dygtighed og soliditet og sin ubestridelige evne til at holde sammen på partiet ikke på nogen måde har formået at føre partiet frem i vælgertilslutning og tage konkurrencen med Venstre og Anders Fogh Rasmussen op. Bendtsen erklærer sig med fuld ret stolt af at have bragt sit parti på ret køl oven på den opslidende magtkamp mellem Per Stig Møller-fløjen og Hans Engell-fløjen, og dette har der formentligt skulle en solid mand af hans type til, men prisen har været manglen på farverigdom og dynamik. Bendtsen er aldrig kommet til at stå nær så stærkt i vælgernes bevidsthed som Anders Fogh, Pia Kjærsgaard, Hans Engell og Poul Nyrup har gjort - eller for den sags skyld som Villy Søvndal nu også gør. Partiet har vippet omkring 9-10 %, og da Lene Espersen ved sidste valg skaffede sig et ekstraordinært flot valg i Nordjylland var det lige ved at give partiet et ekstra mandat eller to. Men sådan skulle det ikke gå. Derfor er formandsskiftet også vigtigt i denne henseende.


Lene Espersen, der i syv år er kommet til at stå som en særdeles kompetent og ofte hårdtslående justitsminister - 'en skrap moster' som hun selvironisk kalder sig - er en fornyelse som partiformand og vicestatsminister. Hun repræsenterer en yngre generation, hun vil være mere synlig og 'aggresssiv' i god forstand. Og dette vil uden tvivl styrke de konservative i regeringssamarbejdet.

Hertil kommer at hun som justitsminister - i modsætning til Connie Hedegaard som først miljø- og siden klimaminister - har haft et særdeles godt forhold til Dansk Folkeparti. Hun har aldrig sået tvivl om eller undervurderet dette partis funktion som loyalt støtteparti for regeringen. Hun har også allerede bebudet at hun i den verserende sag om udlændingepolitikken vil presse på for at få en ordning med tilhørende lovændringer der kan imødekomme Dansk Folkeparti. Det bliver nu i praksis Brian Mikkelsen som ny justitsminister der skal foretage det fornødne, men Espersen er garant for at der sker noget.

Lene Espersen vil med sikkerhed af sit partis medlemmer og vælgere blive omgærdet med store forventninger om at skaffe partiet fremgang i meningsmålinger og vælgertilslutning. Men objektivt set vil det være mærkeligt om det ikke skulle lykkes - med den dynamik og pågåenhed hun er i besiddelse af. Spørgsmålet bliver kun hvor stor fremgangen bliver og i hvor høj grad den vil ske på bekostning af Venstre og Dansk Folkeparti.


Brian Mikkelsen blev som nævnt Espersens efterfølger som justitsminister, og det var ikke nogen overraskelse. Dels er han jurist, dels var det på tide at få ham væk fra kulturministerposten. Her han bestemt ikke klaret sig med bravour de seneste år. Han har tilsyneladende koncentreret sig om visse kulturinstitutioners økonomi og om forholdet mellem kulturinstitutioner og erhvervsliv, men skuffet mange af kulturlivets folk fordi han har været for uengageret i selve kulturlivets trivsel. Hans forsøg på at benytte Olympiaden i Beijing til at lægge pres på Kina med hensyn til menneskerettighederne blev slået stort op, men fusede ud i ingenting - og ligger heller ikke inden for dansk tradition. Han har aldrig været den rigtige mand på posten. Regeringen har bare ikke kunnet stille med den nogen bedre mand eller kvinde.

Nu får Carina Christensen chancen. Hun overtog fødevareministeriet efter Lars Barfod for et par år siden, og blev ved regeringsomlægningen i 2007 flyttet til transportministeriet efter Jakob Axel Nielsen, der blev sundhedsminister. Det var ikke nogen indlysende rokade, eftersom Nielsen havde været trafikordfører for sit parti og Christensen var et ubeskrevet blad på dette område. Men med sin nyudnævnelse vender hun tilbage til kulturen, eftersom hun er tidligere kulturordfører for sit parti. Om hun er den rette vil tiden vise. Hun hilses velkommen af flere repræsentanter for kulturlivet, men det er vist mest af høflighed. Ingen kan vide hvad hun vil. Men nogen revolution skal man næppe vente.

Jernesalt foreslog for nogle år siden den radikale fornyelse at sammenlægge kulturministeriet og kirkeministeriet til et 'kultusministerium' og samtidigt at gøre den dynamiske og musiske Jens Rohde til leder. Men det var der ikke lydhørhed for - og i mellemtiden har Jens Rohde forladt Christiansborg. Forslaget om et kultusministerium er stadigt aktuelt, for så vidt det musiske og kultiske i folkelig forstand undervurderes katastrofalt til stor skade for værdikampen. Men det er et felt der ikke interesserer en umusisk statsminister der helst vil have holdt religionen uden for det offentlige rum. Desuden har man slet ingen kandidat til en sådan opgave!


Lars Barfoed genindtræder i regeringen som trafikminister, og det er ham velundt. Han blev uretfærdigt behandlet i mediernes endeløse kritik af hans påståede svigt i opstramning af den fødevarekontrol i landet som aldrig bliver fuldendt. Og han valgte at gå som minister da Dansk Folkeparti til sidst truede med at vælte ham og eventuelt bringe regeringen i mindretal. Han er en solid og kompetent politiker - og vil uden tvivl gøre et godt stykke arbejde i det ministerium der har deciderede strukturreformer foran sig. Og det var godt at man ikke valgte den lette vej bare at gøre ham til Brian Mikkelsens efterfølger som kulturminister.

I Barfods tidligere sag var der tale om en en alvorlig kommunikationsbrist mellem regeringen og DF i og med at man ikke på forhånd orienterede hinanden om vigtige beslutninger der omfattede generende personspørgsmål. Relationen mellem DF og de konservative var alt andet end ideel for et stabilt regeringssamarbejde, og dette var i høj grad statsministerens egen skyld. Jernesalt konstarede dengang - jf. artiklen Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.) - at det hele bundede i konkurrencen mellem K og DF. Begge partier er absolutte forudsætninger for regeringens flertal, men det har hele vejen igennem været det mindste af partierne der har været inddraget som egentlig regeringspartner, mens det største af statsministeren bevidst holdes uden for al regeringsmagt. Dette ændres der ikke på med den nye regeringsrokade. Tværtimod, for da de konservative med Lene Espersen i spidsen får deres position styrket, kan konkurrencen gå hen at blive hårdere. Og dette lægger øget pres på statsministeren, der stadig ikke har tænkt sig at rokere rundt på Venstreministrene endsige gøre Pia Kjærsgaard til minister.

Iøvrigt er det ganske sjovt at tænke sig, at hele spillet om de konservative ministerposter nok ville have været væsentligt anderledes, hvis Gitte Seeberg og Pia Christmas-Møller stadigt havde været medlemmer af folketingsgruppen. Førstnævnte kunne have efterfulgt Lene Espersen som justitsminister, og Pia Christmas-Møller kunne være blevet ny kulturminister!


Statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstre har det ikke let lige for tiden. Ingen af Venstre-ministrene kan hamle op med chefen selv, hverken i bogstavelig eller overført betydning. Der er derfor ingen stærke ministre udadtil uden Fogh selv og ingen ordentlig debat indadtil om store principielle spørgsmål. Partiets næstformand, finansminister Lars Løkke Rasmussen står ikke stærkt som kandidat til formandsposten efter Fogh, og Birthe Rønn Hornbech har gjort en overraskende dårlig figur som integrationsminister fordi hun hverken har forstået at skære igennem med hensyn til EF-dommen eller kommunikere ordentligt med pressen og de øvrige partier. Men begge ministre er tilsyneladende urørlige. Der synes i hvert fald ikke for Fogh at være 'tid til forandring' på ministerplan. Måske vil han vente på at få afklaret spørgsmålet om en eventuel toppost på internationalt plan (det bliver i så fald som generalsekretær for Nato). Måske er han tilfreds med at oppositionen fortsat ikke er den store trussel mod regeringen.

I oppositionen er der som bekendt sket det, at SF under Villy Søvndals ledelse har forstået at placere sig så stærkt at partiet ikke længere er til at komme udenom. Socialdemokraterne har derfor indgået en aftale om integrationspolitik med SF, og Helle Thorning-Schmidt har på den netop overståede kongres i Ålborg bebudet lignende aftaler på andre områder. Men forsigtigvis har hun også udtrykkeligt sagt, at socialdemokraterne stadig håber at få de radikale med. Alt andet ville også være politisk selvmord. Men ord er ikke nok. De tre partier er enige om at ønske VK-regeringen og dets støtteparti fejet af banen. Men enige om et alternativt regeringsgrundlag er de ikke. Socialdemokratiet er fortsat langt efter fordums tilslutning. Og Helle Thorning-Schmidt står fortsat ikke synderligt stærkt som oppositionsleder i anden forstand end at konkurrenterne er borte.

Socialdemokraternes situation bør imidlertid tages op til selvstændig vurdering i lys af den nyligt overståede kongres og partiets nye 'trivselsprogram'. Men fastslås kan det forløbigt, at VK-regeringen under Fogh og Espersen kan køre uantastet videre.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
Valgets personpræferencer  (15.11.07.)
VK overlevede truslen fra NA  (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)

Foghs nye kurs  (7.12.07.)
Foghs nye regering og regeringsgrundlag  (24.11.07.)
Regeringsrokaden og Karen Jespersen  (16.9.07.)

Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
DF, konservative og erhvervsledere  (23.3.06.)
Kongekabale  (11.10.04.)
Gives der en moderne konservatisme?  (28.4.04.)
Blivende værdier?  (14.4.04.)


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal