|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
PRÆSENTATION AF E-BOG FRA fra JERNESALT - 22.2.13.Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør
Kort beskrivelse af bogen: 'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør' belyser disse to forskeres skarpe opgør med den europæiske kultur som den forelå og udartede i 1900-tallet. Den danske religionsforsker Vilh. Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89) var to af forrige århundredes største kulturpersonligheder, og de gjorde ubarmhjertigt op med den bestående europæiske kultur uden af fornægte historien eller slægtens erfaringer og uden at hengive sig til urealiserbare drømme og utopiske forestillinger om hinsidige eller dennesidige paradiser. De forstod begge nødvendigheden af at gøre op med fatale tendenser i tiden og bringe nye strukturer og tænkemåder på banen. Men de holdt sig til dennesidighedens vilkår som nu engang er accepten af de givne, men langt fra udforskede naturlove for det materielle og det åndelige, men også muligheden for emergens og muligheden for helt ny føling med de skabende kræfter der kan omforme samfundene. Forskellen mellem Grønbech og Lorenz er markant, allerede derved at den ene var ånds- og kulturforsker, mens den anden var naturforsker. Men der var ikke desto mindre store ligheder i deres hver for sig meget veludbyggede og gennemtænkte kulturopgør. For de kunne begge se det fatale i selve den kløft der gennem flere århundreders udvikling var skabt i den europæiske kultur mellem den materielle og teknologiske udvikling på den ene side og den åndelige, følelsesmæssige og erkendelsesmæssige udvikling på den anden side. Den teknologiske udvikling førte til stigende materiel og økonomisk velstand, men tenderede samtidig mod en åndelig forarmelse der ikke blot lå i tilbøjeligheden til at reducere det meningsgivende fællesskab og den meningsgivende kunst og religion til underholdning og fritidsbeskæftigelse, men først og fremmest i at flertallet helt mistede følingen med de dybest skabende kræfter, ja, overhovedet mistede enhver fornemmelse for følingens eksistens og væsen. Bogen gennemgår meget grundigt Grønbechs kulturopgør og hans forsknings- og formidlingsmetode, fordi Grønbech er hovedinspiratoren bag forfatterens egen filosofi. Grønbech skabte ud fra sine kulturhistoriske og religionshistoriske forskning en enestående dybdepsykologi der som den første i historien bragte klart lys over religionens afgørende betydning for al kultur og alt samfundsliv, men vel at mærke ikke religion i betydningen den dogmatiske teologi som kirken docerer, men religion som direkte føling med den fulde virkelighed. Lorenz' værk er særlig vigtig for forståelsen af sammenhængen mellm biologien og åndslivet. Den overvinder på sin måde den gamle fatale dualisme mellem ånd og materie som har plaget den europæiske kultur i århundreder, men allerværst siden renæssancen. Og Lorenz' store opdagelse var at afdække at det var selve den instinktive dyriske aggressivitetsdrift der lå til grund for det menneskelige åndsliv. Bogen indeholder som tillæg tillige to artikler om falske udsagn om Vilh. Grønbech i henholdsvis spørgsmålet om hans metode og forholdet til Nietzsche og kristendommen. I begge tilfælde kan påvises at den vildledende bedømmelse skyldes ukendskab til dybdepsykologi. Indholdsfortegnelse: Indledning Grønbechs kulturopgør - (side 7-29) - Indledning - Kampen for en ny sjæl - Åndsaristokratisk kultur - Dualismen mellem ånd og natur - Det hele menneske svigtes - Middelalderens folkelige kultur - Renæssancens selvdisciplin - Kampen for en ny religiøs realitet - Friedrich Nietzsche - Shelley, Wordsworth og Blake - Herder, Goethe og tysk romantik - Forskelligt syn på romantikerne - Industrialiseringens gru - Det åndelige bliver blændværk - Evolutionismens fejltagelse - Kirken taber kulturkampen - Søren Kierkegaard - Harald Høffding - Grønbechs fortsatte kulturopgør - Baggrunden for Grønbechs opgør - Kulturopgørets almengyldighed og aktualitet - Relationen til Jernesalts kulturopgør Grønbechs metode (side 30-46) - Religionshistoriens opgave - Følsomhedens nødvendighed - Faktiske begivenheder og faktiske oplevelser - Generfaring det centrale - Fremstillingens kunst og problemer Konrad Lorenz og hans kulturopgør (side 47-61) - Indledning - Aggressivitetsdriften - Begejstringen - Dødssynderne - Miljøtruslerne - Ideologisk fanatisme - Nedbrydningen af det menneskelige - Følelser og værdier en del af virkeligheden - Bagsiden af spejlet - Modviljen mod hierarkisk struktur - Fænomenet ånd - Tilfældighed og nødvendighed - Afslutning Vilhelm Grønbech - kort karakteristik (side 62-66) - Oversigt over Grønbechs levnedsløb - Grønbechs vigtigste værker Falske udsagn om Grønbechs metode (side 68-71) Falske udsagn om Grønbech, Nietzsche og kristendommen (side 72-80) Henvisninger Indledning til bogen: Ordet kulturopgør kan forstås på to måder. Kulturopgør kan dels betyde et skarpt og uforsonligt opgør med en tidsbestemt given kultur som totalt forkastes, fordi den anses for fuldstændigt og håbløst forfejlet og umulig at rette op på. Forkastelsen kan derfor indebære enten et revolutionært opgør med det bestående samfund i håbet om konstruktionen af et nyt eller en defi-nitiv opgivelse af den dennesidige tilværelse i håb om opkomsten af et hinsidigt para-dis gennem guddommelig indgriben. Dels kan kulturopgør betyde et dybt opgør med en tidsbestemt kulturs eller en given tidsånds måde at tackle tilværelsens opgaver og udfordringer på, fordi denne måde anses for overvejende eller fundamentalt forkert, uheldig eller fatal. Denne form for opgør fører hverken til fuldstændig og uforsonlig revolutionær omvæltning endsige til forkastelse af den dennesidige tilværelse som sådan, men derimod til vedvarende kamp for afgørende ændringer der kan forhindre den fatale udviklings fortsættelse og om muligt bringe udviklingen ind på et mere konstruktivt og reformvenligt spor. Den vil pege på og åbne for mulige nyskabelser der kan give kulturen sand føling med de skabende kræfter og tiltrængt bevidsthed og oplysning på et niveau der er båret af langt højere grad af refleksivitet og ansvarlighed. De fleste revolutionære bevægelser igennem verdenshistorien har tilhørt den første slags og har ofte opstillet drømme og teorier om det fuldkomne samfund der endnu aldrig har været set, men som ville dukke op af asken når de gamle og onde samfund var brudt ned. Sådanne drømme kaldes utopier - 'lande hvis sted ikke findes' - og revolutioner af denne art har ofte ført til terrorregimer. De fleste religiøse bevægelser af den slags der vender verden ryggen tilhører samme kategori af kulturopgør, men bygger på forestillingen om at det ikke er muligt at udvikle det dennesidige samfund til et ideelt eller fuldkomment samfund, eftersom det dennesidige er og bliver præget af ufuldkommenhed. Den ideale verden er bogsta-veligt talt en verden der ligger hinsides den jordiske og materielle. Den er et 'paradis', et 'himmerige' eller et 'nirvana', mens den dennesidige verden kun er en illusion. Men så findes der heldigvis også kulturkritikere der fuldtud accepterer den menne-skelige tilværelses forankring i det jordiske og materielle, men som kan se fejlene og ufuldkommenhederne og endda få øje på udviklingstendenser som vil være fatale for bevarelsen af menneskeligheden i denne jordiske tilværelse. De vil derfor pege på nødvendigheden af en tredje vej mellem den utopiske revolution og det guddomme-lige totalopgør man kalder 'dommedag' eller 'ragnarok'. De peger på en slags komple-mentaritet mellem det materielle og det idelle/åndelige der indebærer at man helt kan undgå det i sig selv definitive og katastrofale valg mellem idealisme og materialisme og i stedet sætte et konstruktivt, dynamisk, aldrig afslutteligt modspil mellem dem. Derved sikres såvel muligheden for at tilfredsstille menneskets stærke og medfødte behov for oplevelse af helhed, mening og intensitet - som tilfredsstillelsen af menne-skets lige så stærke og medfødte behov for at opdage nyt, erkende nyt og skabe nyt eller med andre ord for at gå ud over sine grænser, sprænge sine horisonter. To af forrige århundredes største kulturpersonligheder, den danske religionsforsker Vilh. Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89), hører til denne sidstnævnte kategori af ubarmhjertige kulturkritikere der har gjort op med den bestående europæiske kultur uden af fornægte historien eller slægtens erfaringer og uden at hengive sig til urealiserbare drømme og utopiske fore-stillinger om hinsidige eller dennesidige paradiser. De har begge forstået nødvendig-heden af at gøre op med fatale tendenser i tiden og bringe nye strukturer og tænke-måder på banen. Men de har holdt sig til dennesidighedens vilkår som nu engang er accepten af de givne, men langt fra udforskede naturlove for det materielle og det åndelige, men også muligheden for emergens og muligheden for helt ny føling med de skabende kræfter der kan omforme samfundene. Forskellen mellem Grønbech og Lorenz er markant, allerede derved at den ene var ånds- og kulturforsker, mens den anden var naturforsker. Men der var ikke desto mindre store ligheder i deres hver for sig meget veludbyggede og gennemtænkte kulturopgør. For de kunne begge se det fatale i selve den kløft der gennem flere århundreders udvikling var skabt i den europæiske kultur mellem den materielle og teknologiske udvikling på den ene side og den åndelige, følelsesmæssige og erkendel-sesmæssige udvikling på den anden side. Den teknologiske udviling førte til stigende materiel og økonomisk velstand, men tenderede samtidig mod en åndelig forarmelse der ikke blot lå i tilbøjeligheden til at reducere det meningsgivende fællesskab og den meningsgivende kunst og religion til underholdning og fritidsbeskæftigelse, men først og fremmest i at flertallet helt mistede følingen med de dybeste skabende kræfter, ja, overhovedet mistede enhver fornemmelse for følingens eksistens og væsen. Grønbech langede i årtier voldsomt ud efter den dominerende kristendom der i hans tid stadigt fastholdt dennesidighedens midlertidighed og ondskab og som derfor gav sig pilgrimslængslen efter det hinsidige paradis i vold. Men han blev ved med konstruktivt at påpege muligheden for nybrud og dermed nyskabelse af vor kulturs muligheder for at gro og komme frem til nye levedygtige former. Forudsætningen var hans geniale forskning og dybe indblik i den menneskelige psykologi og religion. Grønbech langede også voldsomt ud efter naturvidenskaben og evolutionismen som han beskyldte for at dyrke en sekulær paradislængsel. Den erstattede paradisets realisering gennem den naive tro på et hinsidigt liv med dets realisering gennem en målbevidst dennesidig kamp for materielt og teknologisk fremskridt. Når velstanden blot nåede op på et tilstrækkeligt højt niveau ville alle blive lykkelige, lød det. Men Grønbech forkastede tankegangen, fordi også denne verdslige fremskridtstro dybest set byggede på en kløft og en rangorden mellem det åndelige og det materielle. Lorenz på sin side så også det ensidige materielle og teknologiske fremskridt som en stor fare der måtte modvirkes inden det var for sent. Og det geniale i hans forsk-ning lå i at han gennem sin nyskabende og dybtgående udforskning af dyrenes ad-færd fik øje på at ånd var forbundet med den biologiske udvikling i og med at den i sidste ende lå i selve aggressivitetsdriften, og at aggressiviteten som sådan slet ikke var ond, men neutral og derfor hverken skulle eller kunne undertrykkes i kulturen, men tværtimod forstås som forudsætningen for åndens justerende udfoldelse. Nærværende e-bog er opdaterede udgaver af Jernesalts essays om de to personer, med tillæg af artikler om Grønbech og hans metode samt mit genmæle mod to alvorlige, men tidstypiske fejlfortolkninger af Grønbech som ligger i at man tror man kan forstå Grønbech uden om dybdepsykologien. Det skal tilføjes at Grønbechs inspirerende tanker også vil komme frem i kommende e-bøger om hhv. romantikken og humoren, og at Lorenz' synspunkter om aggressiviteten tilsvarende vil blive nær-mere behandlet i en e-bog om mennesketyper. Begge forskeres kulturopgør har været væsentlige inspirationskilder for underteg-nede, men det skal understreges at Jernesalts filosofi naturligvis ikke standser ved deres eller nogen af de andre inspiratorers afsluttede værker, men er et stykke ny og original filosofi der skal læses i sin helhed og forstås i sin uafsluttethed. NB! Bogen er udgivet i pdf-format og kan ses på computere og iPads med Microsoft-Office programmer, Adobe Readers eller Saxo Reader eller tilsvarende, men tilpasses ikke specielt til de forskellige læsemediers skærmstørrelse. Et eksemplar af bogen bestilles ved mail til forfatteren ejvindhoej@newmail.dk, så sendes den vederlagsfrit som vedhæftet fil. Henvisninger: Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |