|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
REPLIK FRA JERNESALT - 24.3.10.Er alt virkeligt liv møde?Som konkluderet i den forrige 'replik' kræves der forståelse for meningsfuldhed og åbenhed for at gøre møder til virkelige møder, forstået som møder der skaber liv. Vi skelner allesammen umiddelbart mellem formelle møder der er præget af høflighed og korrekthed og så uformelle møder der er personlige og varierede. Men man kunne lige så godt skelne mellem afstand og nærhed, idet de høflige møder netop er karakteriseret ved den afstand der kommer af at parterne enten ikke kender hinanden eller også har en upersonlig, faglig, forretningsmæssig eller tilfældig og måske også midlertidig forbindelse, hvorimod parterne ved personlige møder kommer tættere på hinanden, fordi de kender hinanden, eventuelt er i familie med hinanden eller er kolleger, og endnu tættere hvis de også i dybere forstand - følelsesmæssigt eller eksistentielt - står hinanden så nær at der ikke behøves formaliteter af nogen art for at få en samtale i gang. Man fortsætter så at sige samtalen dér hvor man slap sidst man var sammen. Det gælder typisk i familien og på arbejdspladsen. Hvis man nu spørger hvad der sprogligt karakteriserer forskellen mellem afstand og nærhed ved mødet mellem mennesket, kunne man påpege, at den hænger nøje sammen brugen af de personlige pronominer. De mennesker man kender godt siger man du til - og ikke De til, og man bruger fornavn og ikke efternavn, ligesom man har 'lagt bort titlerne' som de siger på svensk. Alt dette er naturligvis tydeligere på sprog som tysk og fransk der fortsat bruger tiltaleformen 'De' (altså 'Sie' og 'Vous') som vi også gjorde her i landet før ungdomsoprøret, men nu kun gør over for personer der er særligt højt på strå, fx de kongelige, eller som man ønsker at vise særlig respekt. Folk der er kommet lidt op i årene kan fx af og til opleve ekspedienter sige høfligt 'De' til dem. Tanken er oprindeligt udformet af den jødiske filosof Martin Buber i bogen 'Jeg og du', hvor det understreges at mennesket ikke er noget i sig selv, ja, end ikke har et jeg, uden at stå i forhold til noget uden for sig selv. Menneskets verden er enten en forholdets verden eller en erfaringens verden, og efter Bubers mening er der to forskellige 'grundord' eller basale ordpar til at udtrykke disse to verdener. Grundordet 'Jeg-Du' skaber forholdets verden og udsiges med hele ens væsen: man går ind i et forhold. Grundordet Jeg-Det eller Jeg-Hun/Han udtrykker derimod en erfaringens verden: man taler om ting, genstande eller personer (i tredje person) - og forbliver på afstand af dem. Verden lader sig altså ifølge Buber nok erfare, men det kommer den ikke nærmere ved. Tværtimod skaber erfaring uundgåeligt afstand. Nærhed kommer kun ved det umiddelbare forhold til noget andet, som udtales med grundordet 'Jeg-Du', mens det middelbare genstandsagtige forhold udtrykkes med grundordet 'Jeg-Det'. Men dette skal ikke forstås sådan, at forholdets verden udelukkende er et forhold til andre mennesker. Den omfatter også forholdet til såvel naturen som det Buber kalder de åndelige 'væsenheder', således at der er tale om tre livssfærer. Livet med menneskene der er åbenbart og betjener sig af sproget. Livet med naturen der er mere dunkelt og ligger under sprogets tærskel. Og livet med det åndelige der også er ret dunkelt og til at begynde med sprogløst, men som skaber sproget. Erfaringsverdenen er derimod af objektiv karakter. Den kan udtrykkes ved lovmæssigheder, ja matematik. Den kan klassificeres, artsbestemmes, analyseres osv. Men der er ingen gensidighed. For i det øjeblik man får et fortroligt og nært forhold til naturen omkring én, træder man ind i det subjektive forhold til den. Der er som det vil fremgå reelt tale om to forskellige måder at opfatte verden og eksistensen på. De udelukker hinanden som samtidige fænomener, men kan udmærket veksle. Og de er begge uundværlige. Buber selv kalder verden tvefoldig, men han kunne lige så vel have kaldt de to eksistentielle tilgange til verden for komplementære. Det afgørende er at træder man ind i et forhold til et andet menneske, til naturen eller til det åndelige, så er man uden for den kølige erfaring og siger du. Træder man ud af forholdet, så vender man straks tilbage til erfaringen og kan sige 'det' eller 'han' eller 'hun' om det objektivt erfarede fænomen.  Forholdet til Du'et er som sagt umiddelbart. Der står intet begrebsligt, ingen fantasi og ingen forudviden, hensigt, begær eller begæring imellem Jeg'et og Du'et. Dette er hvad alle oplever i forholdet til et spædbarn, og hvad spædbarnet oplever i forhold til moderen. Og det er hvad ethvert forelsket menneske oplever i forholdet til den anden. Ethvert middel bliver en hindring; enhver bevidsthed ødelægger umiddelbarheden, enhver analyse af situationen gør den umulig. Og heraf kommer det at Buber pointerer at alt virkeligt liv er møde, og at mødet så at sige sker af nåde. Det er ikke noget man kan søge eller skaffe sig ved nogen bevidst metode. Men man skal selvfølgelig være åben for det. Alle mennesker oplever livet igennem forskellen mellem det formelle, mere eller mindre faglige eller forretningsmæsige forhold til et andet menneske, og så det nære. Man kan være gode kolleger og komme godt ud af det med hinanden på sin arbejdsplads uden at være nære venner eller fortrolige - og pludseligt, uden at ville det, kan man være så heldig at havne i en fortrolig samtale og opdage at man kommer tæt på hinanden, forstår hinanden på en dybere måde end den rent faglige eller kollegiale. Men dette dybe møde er jo ikke forbeholdt mødet mellem mennesker. Det finder som nævnt også sted i mødet med naturen og de åndelige fænomener, og her bør det fremhæves at det sidste ikke mindst gælder musik, kunst, film, teater og litteratur. Også her har de fleste mennesker oplevet at man kan drages så langt ind i oplevelsen at den normale nøgternhed som kræves i dagligdagen suspenderes, så man glemmer tid og sted. Det kan endda ofte forene folk i en stor fælles oplevelse som det eksempelvis sker i al kult. Men i vore dage sker det oftest ved store musikoplevelser. Møde i denne dybe forstand står i klar modsætning til den overfladiske underholdning som vælter ud af tv og radio eller den overfladiske konversation som finder sted fx ved et middagsselskab eller en reception - og som kan være værdifuld på et andet plan, ved at man kan opleve simpel kontakt uden at der bliver krævet noget særligt af én. Mennesket er et socialt væsen og har behov for kontakt med andre mennesker. Derfor er de nye netværk via internet, facebook, email, sms og twitter blevet så populære. Men man skal ikke lade sig snyde af kontakten. Den er overfladisk. Og folk der praler med at de har flere tusind 'venner' på facebook - praler i virkeligheden kun af selve overfladiskheden. For intet menneske har tusind venner. Det er en total misforståelse at tale om venskab i denne forbindelse. Den store kontrast til det ægte og åbne møde der betyder virkeligt liv ligger i de former for kommunikation der direkte har til hensigt at skabe afstand, det gælder polemik og skænderi. I begge tilfælde er der tale om at man understreger alt det der skiller parterne, hævder sin egen ret og rethaveriskhed og bestrider eller latterliggør den andens meninger. 90 % af alle debatindlæg og læserbreve i aviserne har denne karakter. Og efter sigende står det endnu værre til med de beskeder der udveksles som sms eller på facebook, hvor der slet ingen kontrol findes. Her er det som bekendt muligt at rundsende deciderede hadebreve om hinanden. Man kan undre sig over at denne modbydelige sport har grebet så meget om sig som den åbenbart har. Men dybdepsykologisk set er grunden tydeligt at jeget i allersnævreste forstand skal forstærkes mest muligt, og det sker bedst på andres bekostning, især hvis der kommer uenighed, brud, jalousi og skuffelse ind i billedet. Alternativet hedder at 'relativisere jeget', hvad der igen vil sige at se og erkende sin begrænsning, indse at man ikke nødvendigvis har ret, men at den anden part også kan have ret - og at der i mange tilfælde slet ikke kun er èn opfattelse der er den rigtige. Ved denne relativisering af jeget træder man med Martin Bubers udtryk ind i tragediens område, der netop er karakteriseret ved at ingen har ret. Men det er noget den enkelte først selv skal erkende gennem en længere relativiseringsproces.
Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade Henvisninger: Relevante artikler på Jernesalt: Martin Buber Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Ydmyghed og jeg-relativisering Jeg-relativisering, historie og kristendom Tværfagligt identitetsseminar (29.1.08.) Selvrealiseringens idé og psykologi Humor og virkelighed Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') Latter, morskab og humor Rubrikken: Replikker Forrige replik: Trænger dansk mødekultur til en opstrammer? (23.3.10.) Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |