JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - selvet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.12.04.

Selvet - sjælen - ånden

om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

'Selvet' er et vanskeligt begreb i den dynamiske - af Jung inspirerede - psykologi, fordi ordet i dagligdags sprogbrug oftest bruges i flæng med 'jeget', men betyder nærmest det modsatte. At være 'selvisk' er i gængs tale det samme som at være 'egoistisk' eller 'ego-centreret' og altså at sætte sig selv, sit eget lille jeg, i centrum af tilværelsen. Men jungiansk betyder selvet psyken som helhed, dvs såvel den individuelle del af psyken, jeget, som den kollektive del, herunder det ubevidste, instinktive eller underbevidste (men ikke det freudianske 'overjeg', den mere eller mindre autoritære samvittighed). Individuation betyder følgelig jungiansk at komme til sit hele selv.

Da det generelt gælder, at det altid er problematisk at indføre eksistentielle begreber der hverken er i overensstemmelse med gængs sprogbrug eller pretenderer at være en fagterm som fagfolk kan benytte sig af - uden at lægfolk nødvendigvis behøver at kunne følge dem - så er det betænkeligt at insistere på brugen af begrebet 'selvet' som modsætning til 'jeget'. Der er bare ikke anden udvej, og derfor bliver folk der vil tilegne sig dynamisk psykologi og forstå, hvad den overhovedet går ud på, desværre nødt til i det mindste at lære at skelne selvet og jeget fra hinanden.

Men lad det her være slået fast, at selvet i det følgende er det samme som totalpsyken.

For selvet er jeget et relativt organ, en del af helheden. For selvet er jeget derfor ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk.

Selvets horisont er videre end jegets:

Den er hele kloden og hele menneskeheden.
Tidsperspektivet er ikke 70-85 år, men omkring 3000 år.
Og selvets grundmotiver er udvikling af kærlighed og bevidsthed; bevidsthed her ikke forstået som mental eller intellektuel funktion, men snarere som noget højere eller mere omfattende i retning af overordnet indsigt eller visdom.

Selvet eller totalpsyken kommer man ikke i kontakt med via tænkning eller intellektuel analyse, men derimod gennem sådanne fænomener som drømme, bøn og meditation, herunder sådanne former for meditation som de fleste kender fra barne-årene, nemlig dette "at falde i staver" eller sidde i sine egne tanker uden at tænke på noget bestemt. Men også mere eller mindre 'mystiske' oplevelser af høj bevidsthed, kærlighed, åbenhed og ekstase viser vej. Her kan kunst og musik på deres vis være lige så vigtige som egentlige religiøse oplevelser.

Skal man mere systematisk arbejde på at opnå kontakt med selvet - og dermed "relativere jeget" eller forrykke sin indre identitet - så kan det ske ved mere dybtgående og målrettet meditation eller decideret træning i mystik.

En meget simpel forskel mellem jeget og selvet er, at mens jeget lever og gror af den kærlighed det får fra andre, så lever og gror selvet af den kærlighed det giver til andre. Kun jeget kan være egoistisk, egocentrisk eller selvisk. Selvet kan ikke være egoistisk eller selvisk. Men ordene driller unægteligt - som allerede sagt.

En anden væsentlig forskel er, at jeget hele tiden prøver at hævde sin identitet ved at pointere sin forskellighed fra andre. Jeget tager afstand fra andre, polemiserer imod andre og hævder sin ret over for andre. Det gør selvet derimod ikke.

En tredie væsentlig forskel mellem jeget og selvet er, at det er jeget, der dør, og jeget, der kan erfare eller blive bevidst om sin død og derfor jeget, der kan nære angst for døden. Selvet derimod har en sådan åben grænse udadtil - tidsmæssigt, rumligt og relationsmæssigt - at det ikke vil erfare sin død.

En følge af relativeringen af jeget og den dybere kontakt med selvet er altså dødens relativisering. Når døden frygtes så meget som den gør - og her tænkes ikke primært på frygten for de smerter der kan være forbundet med selve den fysiske dødsproces - så hænger det sammen med at vi som individuelle mennesker der er opdraget til størst mulig ansvarlighed i virkeligheden klamrer os til jeget og den identitet der ligger i jeget i kraft af opdragelse, skolegang, uddannelse og karriere.

Dødsangst er først og fremmest angst for jegets opløsning og derfor betragtes også demens og skizofreni som frygtelige skæbner for mennesket.

Men på eksistentielt plan er relativeringen af jeget i høj grad at forstå som en form for jegets død. For hele pointen er netop at slippe fri for hele den tvangsbinding til egoets interesser som den snævre identitetsskabelse medfører. Jo værre, jo mere stræbsom individet er. Ved i højere grad at få kontakt med selvet og at se verden og eksistensen med selvets øjne 'frelses' mennesket fra ego-centreringen.

Dette er dybest set hvad der ligger i Jesu forkyndelse, selvom kirken unægteligt gennem tiderne har lagt langt større vægt på frelsen fra jordelivets påståede forbandelse og begrænsning. Mennesket var en pilgrim, en fremmed i verden, og havde kun håbet om en anden, en fuldkommen verden hinsides, at leve på. Men ordet frelse kan forstås anderledes - og blev forstået anderledes af bl.a. mystikerne, der af erfaring vidste hvad det ville sige at få brudt den psykiske tvangsbinding til snævre jordiske interesser som penge, sex eller magt.

'At komme til sig selv' er at få brudt denne indre tvangsbinding og blive et frit menneske. Derved opnås samtidigt at dødens trussel relativeres. Det er kun jeget der kan dø og opleve sin død. Selvet dør ikke med jegets død.

Dette indebærer naturligvis, at enhver der har lært at skelne mellem jeget og selvet, og som er kommet i kontakt med selvet, umuligt kan acceptere hjernedødskriteriet som andet end et praktisk kriterium for, hvornår videre medicinsk behandling kan konstateres unyttig. Det kan ikke bruges til at afgøre om et menneske sjæleligt er afgået ved døden eller ej. Hertil duer kun det gode gamle hjertedødskriterium. Et menneske er sjæleligt eller åndeligt ikke død, før dets hjerte er holdt op at slå og dets krop begynder at tabe den normale legemstemperatur.

Hele tankegangen forudsætter naturligvis at man accepterer det kollektivt ubevidste som andet end teori. Hvilket igen vil sige, at man gør personlige erfaringer om det kollektivt ubevidstes faktiske virke.

Derfor må man også gøre sig klart, at der er principiel forskel mellem en naturvidenskabelig tilgang til det sjælelige eller åndelige - og så den religiøse eller eksistentielle tilgang.

Som naturvidenskaben ifølge hele sit formål er og må være indrettet, så eksisterer sjælen eller ånden slet ikke, fordi den hverken direkte eller indirekte kan måles og vejes med måleredskaber der følger den klassiske, newtonske fysiks love. Dette betyder naturligvis ikke at naturvidenskaben slet ikke kan udtale sig om de dele af det psykiske der har tæt tilknytning til sanserne, tanken og talen. Den kan tværtimod gøre god gavn ved behandling af sygdom og ulykkestilfælde, hvor hjernen er kommet til skade. Men at den kommer til kort så snart sagen drejer sig om andre dele af det psykiske, dvs alt det eksistentielle, alt som har begrebsmæssige relationer til meningen med tilværelsen. Her tæller kun personlig kontakt med disse fænomener og den personlige erfaring der beror på denne kontakt.

I virkeligheden er der i Bohrsk forstand et dybt komplementært forhold mellem den praktiske eller naturvidenskabelige tilgang til verden og den eksistentielle tilgang, således at forstå, at begge tilgange har store fordele, men umuligt kan finde sted i �n og samme proces. De må foretages på skift, vil give forskellige resultater, men må begge regnes som forudsætninger for at give et fuldstændigt billede af verden. Det praktiske bindeled mellem de to verdener er det smidige, mangetydige dagligsprog. Det er faktisk betingelsen for ikke at havne i enten fantasteri eller fagidioti at man kan holde fast i denne forbindelse via det bohrske korrespondensprincip.

For alle der vedkender sig deres personlige erfaring af det kollektivt ubevidste - via spontan meditation, drømme, kunstneriske eller religiøse oplevelser, åbenbaringer af indsigter der rækker ud over logiske slutninger samt ekstaser af alle slags - er der intet problem med at anse det åndelige som et felt af lige så stor eksistentiel realitet som det praktiske-fysiske. Tværtimod vil de fleste være af den overbevisning, at det er disse eksistentielle erfaringer alle dybest set lever på.

Nærmere præciseret må ånden betragtes som spændingsfeltet mellem jeget og selvet, dvs mellem den individuelle psyke og den kollektive. Og dette spændingsfelt er ikke noget der i det enkelte menneskes udvikling først dukker op med specielle oplevelser eller målrettet træning i specielle metoder inden for meditation og mystik. Det er noget ethvert barn fødes med og vil opleve i form af drømme samt spontan 'falden i staver'.

Alle kreative mennesker vil kende spændingsfeltet som den uudtømmelige kilde til inspiration der ligger neden under jeget og som jeget kan holde kontakt med, forudsat det ikke begynder en logisk analyse af feltet. Alle æstetisk åbne mennesker vil kende feltet som det man kommer i kontakt med gennem stor kunst og musik.

Alle mennesker der forstår, at humor er langt mere end vittigheder og practical jokes, vil fornemme, at humoren dybest set ligger tæt på tragediens område, hvor det at have ret er hørt op. De vil fornemme at netop humor er udtryk for suspension af al snæver logik og nyttemoral.

Alle religiøse mennesker vil kende spændingsfeltet som forholdet til den instans i �n selv som er større end jeget. Det vil i religiøst sprogbrug sige det evige eller guddommelige. Igen en uudtømmelige kilde til energi, inspiration, kærlighed og indsigt. Men en kilde der ikke lader sig analysere eller forklare endsige definere. Jeget får aldrig kontrollen over dette spændingsfelt. Det kan alene stå i et positivt eller negativt forhold til feltet.

Undertiden kan den åbne oplevelse af dette spændingsfelt mellem jeget og selvet medføre psykisk inflation. Jeget tager æren for selvets inspiration og bilder sig ind at være kilden til den. Resultatet kan blive psykose eller sindssyge, folk der tror de er Jesus eller Gud. I modsætning til kunstnere eller forskere der er klar over den rigtige sammenhæng, og som er ydmyge nok til at indse at de er redskaber for noget der er større end dem selv. 'Soli Deo Gloria' (Gud alene æren) skrev Johan Sebastian Bach over mange af sine værker.

Manifestationer af det kollektivt ubevidste kan også forlede folk til at tro at de har haft tidligere inkarnationer. Oplevelserne kan være genuine nok som manifestationer af dyb kontakt med det kollektivt ubevidste, og de kan i denne forstand være vigtige som terapeutiske eller udviklngsmæssige tegn, men de må ikke tages som andet end tegn.

Af samme grund kan man ikke tage såkaldt 'genvundne erindringer' som beviser på nogetsomhelst overgreb af seksuel eller anden art. Der er tale om udslag af kontakt med det kollektivt ubevidste, og disse kan igen have terapeutisk værdi ved at pege på de grundliggende psykiske problemers art, men de kan aldrig bruges som beviser i retssager.

I det hele taget gælder, at terapi og jura intet har med hinanden at gøre. Det er et sygt samfund der tillader folk eller anklagemyndigheden at føre retssag mod forældre på grundlag af 'genvundne erindringer' eller andre udslag af terapeutisk behandling. Incest er uden al tvivl en kendsgerning i mange tilfælde. Men der er heller ingen tvivl om at der på dette felt har fundet alt for mange justitsmord sted, fordi man ikke skelner mellem det individuelle og det kollektivt ubevidste.

Nu kunne man tro, at al denne snak om selvet eller sjælen og det åndelige kun er for de særligt interesserede, ja, måske kun for decideret religiøse mennesker, og dermed mener man ofte overspændte individer der har problemer med realitetssansen. Men dette er ikke tilfældet. Tværtimod har begreberne afgørende kulturel og politisk betydning. Og deres betydning synes endda betydeligt aktualiseret gennem de alvorlige eksistentielle problemer vi nationalt og globalt står overfor.

Disse problemer drejer sig - som behandlet i mange artikler på disse sider - i høj grad om sekulariseringen i forhold til såvel fundamentalistisk religion (store dele af islam og flere grene af kristendommen) som den udbredte mere eller mindre bevidst ateistiske vantro eller simple indifferens over for det religiøse. Sekulariseringen, forstået som adskillelse mellem religiøs magt og verdslig magt, er en absolut forudsætning for både demokrati og integration i sekulariserede samfund. Men den behøver ikke at indebære ligegyldighed, endsige foragt for religion og religiøse mennesker.

Da alle mennesker, uanset tro, kultur, uddannelse, erhverv og 'dannelse' til syvende og sidst lever på værdier der ikke kan videnskabeligt bevises, men alene opleves personligt og tilegnes og forsvares subjektivt, så må ligegyldighed over de store eksistentielle spørgsmål som altid har været religionernes hovedsag anses for temmelig selvmodsigende. Og denne ligegyldighed har ingen mulighed for at videreudvikle sig i den hidtidige retning uden at det vil få negative, formentlig katastrofale følger for samfundene.

Der er derfor den allerstørste grund til at betone, at sekulariseringen kun kan løse tidens største problemer, hvis det eksistentielle og religiøse bevidst og systematisk meddinddrages i det kulturelle såvel som det politiske felt.

Åndens virke i samfund og kultur må blive bevidst på en sådan måde, at alle kommer til at forstå forskellen mellem jeget og selvet, og få god og positiv kontakt med selvet. Det ligger i sagens natur, at forudsætningen herfor også er at alle kommer til at forstå forskellen mellem de psykiske primærprocesser og sekundærprocesser, da de første er 'evighedens' processer, mens de sidste er 'timelighedens' og borgernyttens processer.

Til syvende og sidst bliver det hverken det økonomisk-teknologiske fremskridt, videnskaben eller de snævre politiske visioner der vil bringe os nærmere muligheden for at løse de stadigt mere presserende indre modsætninger i den sekulariserede vesterlandske kultur i dens sammenstød med den ikke-sekulariserede islamiske kultur. Det bliver derimod visioner der formår at forbinde sig med en arketype der kan afgive fornøden energi til dens kamp for overlevelse, dvs som formår at give mening til en sådan politisk og kulturel kamp som kan hæve sig over de eksisterende modsætninger.

Da de arketypiske forestillinger hører det kollektivt ubevidste til, følger det af sig selv, at de der ønsker og håber på en løsning på vor tids politiske og kulturelle problemer må have ubesværet kontakt med det kollektivt ubevidste.

Dette vil igen sige, at forudsætningen er en mere generel relativisering af jeg'erne - eller det der også kaldes 'selvets almengørelse'.

Det lyder måske umiddelbart nærmest fantastisk at en sådan overhovedet skulle kunne ske og at den overhovedet ville kunne sprænge den herskende politiske snæverheds bånd. Men bevidsthedsudvikling er ikke noget nyt i historien. Den har før ført til spring i udviklingen af den art der kaldes emergens, at noget helt nyt opstår i historien. Oplysningstiden og den efterfølgende romantiske modreaktion er et godt eksempel. Men også de store vækkelser i det 19. århundrede bør nævnes.

En af dem der allerklarest har påpeget muligheden for selvets almengørelse som et evolutionshistorisk spring er id�historikeren og bevidsthedsforskeren Jes Bertelsen, hvis tanker på linje med Vilh. Grønbechs, Niels Bohrs, Erling Jakobsens og Konrad Lorenz' grundsynspunkter er forudsætninger for den filosofi der ligger bag Jernesalt. Bertelsen skriver i bogen 'Selvets virkelighed' bl.a., at selvet for den nuværende menneskehed er et principielt realisabelt ideal, hvori indgår en karakteristik af selvets udvidede bevidsthedsperspektiv: det globale, menneskeheden og det anderledes oplevede tidskontinuum.

Jes Bertelsen er klog nok til at tale om hypoteser, men peger samtidig på, at en udvikling af denne art kan ske ved en slags kædereaktion, det den engelske biolog Rupert Sheldrake har kaldt 'morfisk ræsonans'.

Hvorom alting er, så er de kulturelle og politiske problemer i dagens Europa og Mellemøsten så store, at der skal et historisk spring i udviklingen til for at skaffe løsningen.

Muligheden er psykologisk, kulturelt og religiøst inden for rækkevidde. Spørgsmålet bliver om politikerne kan og vil følge med - inden det bliver for sent.

Jan Jernewicz

Dette er den anden af fem artikler der introducerer Jernesalts filosofiske grundlag.

Øvrige artikler i introduktionsserien:

Politik, magt og afmagt (femte og sidste del - 30.12.04.

Arbejde, forskning og religion (28.12.04.)
som kulturens tre hovedkilder

Kristendommen pass�? (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Hvad er virkelighed? (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten

Henvisninger:

Jeget og selvet
om skellet mellem det lille, ordinære jeg og det store helheds-selv.

Selvets almengørelse ifølge Jes Bertelsen

Selvets etik ifølge Jes Bertelsen

De psykiske grundprocesser