ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.2.05.

Den tredje vej til religionsanskuelse

Er medierne så bundet af den gængse opdeling mellem teologisk og ateistisk anskuelse af religionen, at de ikke kan få øje på muligheden for en tredje vej? Det er hvad man uvægerligt må spørge om efter at have set Jes Stein Pedersens samtale med religionsforskeren Tim Jensen på Deadline 2. sektion søndag den 13.2.

Samtalen var i og for sig ganske god, fordi den gav den ateistiske religionsforsker Tim Jensen gode muligheder for stille og roligt at forklare sit negative syn på religionen, og fordi studieværten konfronterede ham med en række gode modspørgsmål, så seerne for en gangs skyld følte, at diskussionen holdt sig på en fornuftig bane.

Men skjules kan det ikke, at samtalen alligevel overvejende kom til at bekræfte at medierne på deres side åbenbart kun kan forestille sig at emnet kan belyses af teologer betragtet som dogmatiske insidere eller af religionsforskere betragtet som ateistiske outsidere, og at religionsforskerne på deres side bekræfter det samme ved åbenlyst at føle sig i kamp med teologerne om opmærksomheden. Og vica versa.

En tredje vej synes enten slet ikke at foreligge, eller også reduceres den fra Jes Stein Pedersens side til et enkelt forsøg på at bringe sin tidligere gæst, idehistorikeren Hans Jørgen Schanz på banen med sine udmærkede tanker om en modernitet der er åben for metafysikken. Tanken blev prompte afvist af Tim Jensen, og ikke fulgt op af Jes Stein.

At en tredje vej, som hverken er ateistisk eller teologisk, og som hylder oplysningens og sekulariseringens modernitet uden hverken at indføre begrebet metafysik eller nedgøre religiøsiteten, men derimod inddrager den dybdepsykologiske forståelse for det irrationelle, allerede findes i gennemtænkt form som ville kunne bringe religionsdebatten videre, synes de nævnte parter uvidende om. Sandsynligvis fordi de ikke regner med at der uden for teologien og religionsvidenskaben findes andet end overtro, overspændthed og naive forestillinger.

Men det gør der faktisk, endda i en særdeles nøgtern form der kan sætte såvel overtroen som dogmatikken og den akademiske indifferens på plads. Hertil kræves først og fremmest viden om erkendelsesteori og dybdepsykologi, men også en klar eksistentiel interesse på tværs af fagene.

Men lad os først repetere nogle af parternes hovedsynspunkter, gennem journalisten Jes Stein Pedersens, teologen Palle H. Steffensens og religionsforskeren Tim Jensens ord. Det skal understreges, at der ikke er tale om en anmeldelse af den udmærkede udsendelse som sådan, men om registrering af typiske synspunkter, fordomme og klicheer.

Jes Stein Pedersen var den der som studievært lagde for med en præsentation af programmet. Og det skete med repetition af flotte klicheer der var ganske sigende for den almindelige debats postmodernistiske overfladiskhed, men til gengæld blottede for tilløb til dybdeboring.

'Gud er død' og 'Religion er opium for folket' lyder to berømte citater af hhv Nietzsche og Karl Marx. Men er Gud nu også helt død? Nej, slet ikke. For gennem de sidste ti år har interessen for religion og åndelige spørgsmål fået en renæssance i både dansk og international politik.

Danskerne går i Silvan og ikke i kirke. Men selvom man ikke går i kirke om søndagen, kan man jo godt være optaget af religiøse spørgsmål og værdier, måske i konkurrence med nydanskernes interesse for islam.

Det er straks sværere at lodde hvor dybt troen stikker hos hr. og fru Danmark. Er dét folk, der har gjort Nettos ugentlige tilbud til landets mest læste publikation, stille og roligt gået hen og blevet et religiøst folkefærd. Eller er det meste af det religiøse hurlumhej blot forbrug og underholdning i ny forklædning? Mediene holder sig i hvert fald ikke tilbage. Gud - død eller levende - har forlængst erobret den bedste sendetid. I tv, radio og medier huserer bankeånder, basunengle og skaberens gesandte for fuld musik. Præster og biskopper med hvid krave og sort kåbe er blevet moderne orakler, håndspålæggelse et emne for dokumentarudsendelser.

Den kriseramte folkekirke er blevet kaldt 'et oppegående dødsleje'. Gud er død, men han er det unægteligt på en særdeles livskraftig måde, og det er ikke svært at opfatte religion som et moderne rusmiddel. Så går Gud igen, eller har rygtet om hans død hele tiden været særdeles overdrevent?

Og kan man ikke i denne forbindelse spørge, om der ikke er for mange religionsforskere der har 'kloget sig' ud fra en såkaldt videnskabelig tilgang til det religiøse? De har slet ikke forstået at alle samfund har brug for en spiritualitet, og at det slet ikke går at have den dér tilgang hvor det hedder at det teologiske skal ned i samfundsmæssig betydning og det religionsvidenskabelige op.

For hvis vi taler om et samfunds sammenhængskraft de værdier der på en eller anden måde er limen mellem folk og institutioner, og som forbinder nutiden med fortiden og måske anlægger en kurs for fremtiden, kan man så overhovedet i et samfund som det gennemsocialdemokratiserede danske samfund, undvære det religiøse som kit?

Og når verden hænger sammen, kan vi så overhovedet forhindre at det religiøse - om vi vil eller ej - skvulper ind over landegrænserne og på en eller anden måde bliver en faktor vi er nødt til at tage meget mere alvorligt end vi har lyst til?

Pastor Palle H. Steffensens særskilte indlæg kom langt inde i udsendelsen, men tages op her, fordi det drejede sig mediernes rolle. Steffensen talte om underholdningsreligiøsiteten i medierne og henviste til udsendelser som 'Den sjette sans', 'Har vi levet før?', 'Åndernes magt?', men nævnte også de alvorlige studieværter. Interessen er ret overfladisk, den slår ikke til over for katastrofer som den i Asien. Desuden kan man tale om en stemningsreligiøsitet, hvor man lutrer sjælen med stille orgelmusik, men undgår det kristne evangelium. Den slår heller ikke til.

Og dér ser man kirkens krise. For når den slags ikke slår til, så ligger folkereligionen lige for: livet skal sikres og betrygges. Og her folder medierne sig ud, som fx i Politikens forside fornylig: 'Hvad har Gud gang i?'. Mindegudstjenesten i Domkirken for ofrene i Asien blev dækket som en celeber begivenhed. Reportagerne begyndte 1½ time før den egentlige gudstjeneste.

Kirkens krise kommer til udtryk i at man hele tiden prøver at blive synlig. Kirken understøtter pop-præsterne. Gudstjenesten bliver underholdning, en begivenhed, en event. Al alvor fejes ud. Mediepræsterne kan tælles på én hånd, men er altid parat til at udtale sig om alt. De er blevet mediedarlinge.

Synspunktet er besynderligt - og blev naturligvis også afvist af den neutrale religionsforsker. Men den afgørende indvending hørtes ikke: løsrives kristendommen fra det folkereligiøse, så er det ensbetydende med at den intellektualiseres, og i så fald kan den være spændende for folk der stimuleres af intellektuelle udfordringer, herunder Søren Kierkegårdske paradokser, men den bliver efter sagens natur uden interesse for den brede befolkning, for folket.

Hovedindlæggene kom naturligvis fra udsendelsens gæst, religionsforskeren Tim Jensen fra Syddansk Universitet.

Ifølge denne er troen på Gud resultatet af indoktrinering, og dermed mener han, at langt de fleste undersøgelser af hvordan folk holder troen og religionen i live viser, at det gør de hvis de får en uddannelse i det, dvs hvis de i hjemmet blive opdraget til det, eller hvis de kommer i kirken. Så bliver de også ved med at tro, og tror måske endnu mere. Omvendt hvis de ikke får denne sociale opdragelse ind i religionen, så ebber det hele ud.

Moderne danskere får dog i dag en anden opdragelse, nemlig gennem medierne der for øjeblikket taler ganske meget om religion. Og den måde man taler om det på er meget protestantisk kristen. Derved bliver en stor del af befolkningen indoktrineret i en ganske bestemt religion og religionsopfattelse.

Men det er, indrømmer Jensen, et meget kompliceret felt. Indoktrineringen er ikke den eneste forklaring på hvorfor folk er religiøse. Det hænger også sammen med den måde hvorpå samfundet og mennesket er indrettet. Det er muligt at det religiøse ligger et sted i måden at opfatte verden på, men det kræver altså også en socialisering for at blive ved.

Ja, det er ligefrem blevet en del af den danske protestantiske selvforståelse - som også mange præster vil skrive under på - at jo mindre man går i kirke, jo mere moden er man i sin religiøsitet. For religionen drejer sig jo ikke om ritualer, den drejer sig om næstekærlighed og etik - og måske om at omsætte det i politik, den måde man stemmer på, den måde man giver penge på til velgørende formål osv. Så jo mindre man kan se på en person at han/hun er religiøs, jo mere religiøs er han/hun måske i virkeligheden.

Hele denne danske selvforståelse af religionen har betydet, at danskerne har haft meget meget svært ved at acceptere og forstå folk som har religion på en anden måde. Vi er meget provinsielle i vores religionsopfattelse. Og når vi så får nogle ganske få hertil som praktiserer deres religion på en synlig måde, så vil det være meget nærliggende at sige: hold kæft, hvor er de fanatiske. Eller: de er vel nok gammeldags. For synligheden har vi jo lagt bag os.

Og hvis de fremmede tilmed forbinder religion med sådan noget som renhed og urenhed, så siger vi jo, som nogen præster også har sagt, at det er jo som børn der leger at jorden er giftig. - Og det er en vanskelig måde at møde andre på, når man tror på at ens egen måde at have religion på ikke bare er enestående, men også de andres langt overlegen.

Religionen kom ved disse begivenheder tilbage og viste sig at kunne flytte nogle politiske brikker, og medierne fik øje på det. Det betyder at mange mennesker, også unge mennesker, opdager at der er noget der hedder religion. Det er spændende. Hvad er det for noget?

De undersøgelser vi har af motivationen for de studerende viser, at de fleste ikke er sådan religiøst interesserede i religion når de kommer. De er intellektuelt, samfundsvidenskabeligt orienteret, og vil vide noget om hvad er det her for noget med religion. Og det hænger altså lidt sammen med den eksponering der er sket i medierne i det tilsvarende tidsrum.

Den stigende interesse - religiøst og intellektuelt - for religion, især inden for de sidste 10-15 år, hænger også sammen med hvad jeg vil kalde en øget neonationalisme eller neoromantik. En stor del af befolkningen og politikerne - ikke bare i Danmark, men rundt om i verden - bruger religion som en national eller etnisk markør i modsætning til andre. Dér har du så igen indvandrere, flygtninge, muslimer osv. Og på det punkt mener jeg at en stor del af eliten herhjemme er faldet for denne neoromantiske, neonationalistiske bølge og er begyndt så at sige at finde ind i folkekirken igen. Det er blevet en identitetsmarkør for dem.

Her kommer Dansk Folkeparti ind i billedet. En hel del folk af dem der stemmer på fx DF er marginaliserede, bange for deres jobs, bange for udviklingen, og de bruger religionen og siger: det er også de elendige muslimer, der kommer hertil, men her er vi altså kristne. Og så stemmer mange ufaglærte arbejdere også på Pia Kjærsgaard, fordi de forbinder DF med Gud på en anden måde end de forbinder ham med socialdemokratene.

Den er et tilbageslag når man kigger på de udslag interessen tager sig, når vi taler om neonationalisme. Den er også et tilbageslag set i forhold til de muligheder som humanismen har og har haft i et samfund som primært har orienteret sig i forhold til humanistiske værdier. Og politisk er det i den grad et tilbageslag at religion endnu engang er kommet på banen og forsøge at lancere sig selv i de etiske og politiske debatter.

Det er udmærket med religion på mange forskellige måder, men der er nogle problemer forbundet med det når det kobles til disse ting. Der er ingen der siger at religion burde være en privatsag. Religion er hvad mennesker gør det til. Men jeg tror vi kunne have haft gavn af at forsøge at leve lidt længere uden så megen religion. Vi har aldrig prøvet det før, hævder altså Tim Jensen.

Almindelige humanistiske filosoffer har jo i århundreder sagt at det ville blive uetisk hvis man blandede religion ind i etikken. For en hvilkensomhelst Gud vil altid på et hvilketsomhelst tidspunkt kunne komme og sige at nu er det og det rigtigt, mens det man hidtil har ment er forkert. Så derfor har filosofferne gjort moral til et fornuftsanliggende. Og den vej kunne vi have prøvet meget længere, håber også vi gør det.

Men traditionelt har en masse værdier været koblet til religionen og dermed bliver også værdiforvaltningen og etikken koblet til religionen Og så er det jo vidunderligt (kigger op mod himlen) med sådan en sidste instans i etikken der ligesom kan give et absolut mål for det hele. Og et sådant absolut mål har religionernes etik, for der er altid et eller andet skrift eller en eller anden guddom der har sagt noget som man så skal følge uanset hvad der sker i samfundet.

Her i 90erne, som man har udråbt til etikkens årti, har de religiøse organisationer herhjemme og i udlandet set deres snit til endnu engang at bringe sig selv på banen. Herhjemme har biskopperne allerede i 90erne sagt meget meget tydeligt: Kirken skal ud at være etisk linjevogter.

Sådan er det, og så bliver det jo et spørgsmål om politik, uanset hvad protestantiske kristne siger om adskillelse mellem politik og religion. For når du diskuterer etik, abort eller genteknologi, så skal der på et eller andet tidspunkt lovgives om det, det giver sig selv. Etikken fører over i politikken. Og det véd teologerne også.

Ja, det er et tilbageslag at teologien har fået så meget at sige og at den mere rationelle tilgang til de etiske spørgsmål er kommet i defensiven de senere år. Det er altså politik når de religiøse så at sige altid bemander et eller andet etisk udvalg eller en kommission der skal tilrettelægge religionsundervisningen i skolen med en eller anden teolog eller religiøs repræsentant. Hvad pokker skal de være dér for? Tror de virkelig de har mere ret til at udtale sig om værdier, værdiforvaltning og etik end andre folk? Hvorfor i alverden det?

Men det er selvfølgelig rigtigt at religion er underholdning på en anden måde end det har været tidligere. Men religion har altid været underholdning. Hvad pokker skulle folk ellers deltage i det for? I dag har vi bare et meget større udbud af underholdning og vi har andre former for underholdning det går hurtigere osv. Alt forvandles jo til underholdning - også katastrofen i Asien den blev ligefrem til en folkefest. Man kunne tale om en form for religion i den forbindelse.

Jeg synes teologer og præster har altfor meget at skulle have sagt i medierne. Men det er fordi jeg er religionsforsker; jeg er jo i konkurrence med dem Vi er ude i en kamp om hvem der skal udtaler sig om religion, hvem der skal tegne diskursen.

Og der er dog i de senere år heldigvis også nogle journalister der har fundet ud af at der findes nogle religionsforskere. Vi stiller gerne op og udtaler os i medierne, fordi vi gerne vil have tilført debatten om religion en religionsvidenskabelig, altså en outsider-synsvinkel i stedet for disse insidere som Steffensen.

De fleste religionssociologer fx Durkheim i begyndelsen af forrige århundrede var ret enige om at et hvilketsomhelst samfund måtte have et eller andet religionslignende, men ikke nødvendigvis de institutioner som var for 100 år siden, og derfor får vi sådan noget som kan hedde civilreligion eller andet. Der skal være et sæt af værdier som den enkelte kan underkaste sig for at du kan have nogle spilleregler i et samfund. Men at de behøver at være religiøse i den forstand at de skal være protestantiske eller folkekirkelige, det er jeg nu ikke sikker på.

Det afgørende når vi kigger ud i fremtiden er spørgsmål der ikke har at gøre med religion, nemlig politik og økonomi. Hvor mange krige får vi. Hvor mange katastrofer få vi. Hvordan ser det ud med de sociale økonomiske forhold forskellige steder i verden.

Klart at vi i mange år har tænkt over religion i sådan nogle klare stereotyper om det verdslige og det religiøse. Enten var man religiøs eller også var man det ikke. Men folk kan jo altså være lidt religiøse på ét tidspunkt af dagen, og slet ikke på et andet tidspunkt, og så igen når natten stunder til. Og de kan være religiøse om søndagen, og resten af ugen betyder det ikke noget for dem. Men jeg kan ikke se det har noget at gøre med modernitet elle postmodernitet. Sådan har det altid været.

Og det er også derfor at teorien om sekularisering er lidt overdreven, for man forudsætter at på et eller andet tidspunkt så var folk fandme religiøse fra kl. syv morgen og hele døgnet rundt. Sådan har det aldrig været.

Om der vil blive fundet en vaccine mod religion? - Nu er der altså nogen der mener at de er i stand til at lokalisere det religiøse gen om jeg så må sige eller placere religionen et sted i hjernen, og så kunne man altså håbe på at de opfandt vaccinen der kunne gøre det af med dette gen. Hvis ikke man kan det, så tror jeg det vigtigste stadigvæk er hvad der sker økonomisk og politisk.

Og så tror jeg medierne spiller en stor rolle. Medierne synliggør religionen og interessen for religion. Hvis medierne begynder at fokusere på økonomi og politik og ikke hele tiden taler om religion, så vil interessen falde, fordi det er medierne der er med til at skabe billedet af denne her store brusende interesse for religion.

Nok siger han, at han ikke - som præsten - foragter folkereligionen, og at han tager religionen for hvad folk gør den til. Men han lægger ikke skjul på at han personligt ikke kan fordrage religion. Han spørger hvorfor pokker der skal være teologer i etiske udvalg, selvom han erkender at etik altid har været forbundet med religion? Og han synes det er en modsætning, at der er en helvedes masse religion i USA, når landets forfatning er sekulær, men forstår ikke at adskillelsen gælder magtudøvelsen og ikke troen.

Den nye interesse for religion er i enhver henseende et tilbageslag. Den strider mod sekulariseringen og det oplyste demokrati, påstår han og begår her den samme fejl som mange andre - præster, lægfolk og politikere - at opfatte sekulariseringen som total verdsliggørelse, skønt den historisk aldrig har været andet end adskillelse mellem politisk og religiøs magt.

Religionen er 'provinsiel' og 'neonationalistisk' eller 'neoromantisk', hævder han, og viser allerede med ordvalget at hans egne begreber er udpræget normative. Han accepterer ikke, at en hvilkensomhelst religionstradition må være forbundet med den nationale tradition og følgelig med folks identitetsfølelse. Og han forstår ikke, at det 'romantiske' i religionen ligger i alt det folkereligiøse og dybt irrationelle, som selv hos de mest oplyste mennesker ligger nedenunder rationaliteten og iøvrigt er uundværligt.

Religionen påstås på den ene side at være elitær og at tiltrække folk der vil have oplevelser. De går ikke i kirke uden ved særlig anledning, men des mere moden regner de deres religiøsitet. På den anden side påstås den at appellere til de ufaglærte der stemmer på Dansk Folkeparti og som frygter marginalisering, ledighed og indvandring. At religion må have interesse for ethvert menneske der overhovedet har ringeste kontakt med det irrationelle - og det har faktisk alle mennesker - forstår han ikke.

Nøgternt konstaterer han, at 84 % af den danske befolkning fortsat er medlemmer af folkekirken, selvom de stort kun bruger den til barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Samtidig påstår han, at ritualerne betyder mindre og mindre, skønt de nævnte kirkelige handlinger netop er ritualer, som folk som flest altså under ingen omstændigheder vil undvære, fordi det altid i alle kulturer har været tradition at markere vigtige overgange i livet med riter, og at dette skyldes en ejendommelig sammenhæng mellem krop og religion.

Han hævder at det er næstekærligheden og etikken der er kommet i fokus. Og det kan han have ret i for så vidt det er hvad teologien i højere og højere grad understreger efterhånden som dogmerne anfægtes. Her er virkelig et ømt punkt, for det er åbenlyst for alle, at mange af kirkens fremmeste folk gerne vil gøre kirken til etikkens linjevogter, og vel at mærke kan mistænkes for at ønske det, fordi det er den bedste mulighed for at bevare indflydelsen, når autoriteten på det dogmatiske område glipper. Jf. Grosbøl-sagen. Men så kunne dette problem tages op hele sin sammenhæng i stedet for blot at blive betragtet isoleret.

Men først og fremmest er religion efter Tim Jensens mening et resultat af indoktrinering gennem opdragelsen i hjem og skole. Og indoktrinering kan man sandelig ikke bestride i kirkens historie. Endnu kan mange personligt huske den tvangsmæssige udenadslæren af katekismus og salmer i skolen. Men den reagerer de fleste jo negativt på, fordi indoktrinering pædagogisk set er en håbløs metode. Den virker altid mod hensigten. Så under alle omstændigheder leder betegnelsen på vildspor, når det gælder religiøsitetens store og urokkelige udbredelse.

Der er tale om to helt andre forhold af afgørende betydning. For det første selve det forhold Tim Jensen selv er inde på, at samfundet på sin vis er gennemsyret af religiøse forestillinger. De er blot ikke udelukkende - som Jensen tror - af luthersk-protestantisk art. De er tværtimod i vid udstrækning universelle, men naturligvis af historiske grunde kombineret med den stedlige, nationale religion. Men også forestillinger fra denne kan heller ikke reduceres til doktriner eller dogmer. De er i meget høj grad billedmæssige og fortællemæssige samt arketypiske forestillinger. Og sådanne kan ikke indoktrineres.

De er derimod grundlæggende spontane dannelser i det kollektivt ubevidste og glider derefter som bevidste forestillinger umærkeligt ind i sproget, litteraturen og billedkunsten. Og netop derfor er de fuldstændigt uudryddelige. Tim Jensen kan øge den intellektuelle oplysning alt det han vil, han får aldrig bugt med de arketypiske forestilllinger eller dagligsprogets almindelige betegnelser for det religiøse.

Afslørende for Tim Jensens afmagt er naturligvis også at han absolut vil give medierne skylden for den stigende interesse. Hvis medierne fokuserede på økonomi og politik i stedet for på religiøse spørgsmål, så vil interessen for disse falde, tror han. Helt bortset fra at medierne naturligvis ikke vil kunne klare sig i konkurrencen hvis de ikke beskæftiger sig med det folk vitterligt interesserer sig for, så afslører Jensens drøm sig igen som uvidenhed om det irrationelles store betydning for den menneskelige tilværelse. Denne går netop aldrig ensidigt på økonomi og politik, heller ikke - på det jævne plan - på simpelt forbrug og simpel underholdning. Der skal meget mere til.

Men underholdningsaspektet er der naturligvis, ikke i nedladende betydning som rent tidsfordriv der blot skal aflede opmærksomheden fra de besværlige økonomiske og politiske eller sociale og personlige problemer, så religionen bliver den opium for folket Marx talte om. Men derimod i bedste forstand som selve det der kan holde opmærksomheden og gejsten fangen. Religion kan netop aldrig reduceres til hverken dogmatik, etik, ritualer eller underholdning. Den skal, hvis den overhovedet vil gøre sig gældende som folkelig og national kraft, være i stand til at appellere til såvel stærke følelser som oplevelsen af noget der er større end mennesket selv, og fremfor alt til det hele menneske. Derfor vil den altid forblive en hjertesag.

I virkeligheden er det korrekt, at der er et element af religion i folkefest i forbindelse med royale bryllupper eller mindehøjtideligheder som den for flodbølgeofrene i Asien. Men det er fordi de appellerer til det allerdybeste i den menneskelige psyke. Og uden man holder fast i den kendsgerning forstår man ingen af delene.

Derfor kan det til sidst konkluderes om Tim Jensens synspunkter, at hans drøm om at kun de intellektuelle outsider-teoretikere får adgang til at kommentere religiøse og etiske spørgsmål aldrig vil blive opfyldt. Den er udtryk for en intellektualisering af religionsforskningen der i realiteten betyder at den mister følingen med religiøsitetens væsen og dermed sætter den ude af stand til at vurdere fænomenet.

Drømmen om at et folk, en nation, et samfund overhovedet kan leve uden religion er ligeså smalsporet. Og drømmen om en vaccine mod alt dette uvæsen som stammende fra et gen eller en lokalisation i hjernen afslører intet mindre end total uvidenhed om hvad sjæleliv og åndsliv - og dermed religion - overhovedet er.

Der skal helt andre boller på suppen for at få den til at smage af noget. Det ufrugtbare ved den gamle debat er at den er låst fast i gamle argumenter og gamle fronter. Hverken teologien, filosofien eller religionsvidenskaben kan give ordentlige forklaringer på religiøsitetens væsen. De kan ikke forklare hvorfor dogmatikken ødelægger mytologien, hvorfor det rationelle aldrig kan udrydde eller beherske det irrationelle, eller hvorfor eksistensen ikke kan forstås videnskabeligt.

Vejen uden om den gængse teologis, den gængse religionsvidenskabs og den gængse filosofis uformåenhed til at fatte religionens væsen, uudryddelighed og uundværlighed må gå gennem forståelsen for det irrationelle i forhold til det rationelle, forståelsen for det kollektivt ubevidste og forståelsen for etikkens relation til det psykiske.

Kort fortalt er forholdet mellem det irrationelle og det rationelle identisk med forholdet mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærpocesser. De første er af ikke-sproglig art og kendetegnet ved manglende skelnen mellem subjekt og objekt, mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid samt ved manglende logik eller rettere frie associationer helt på tværs af senere tillært logik. Følelser og tanker er ustabile, men tilgengæld ofte intense og undertiden ambivalente. De sekundære processer er kendetegnet af det modsatte og er derfor forudsætningen for opbygningen af en nøgtern realitetserkendelse og af sprog. Følelser og tanker er stabile, men til gengæld vage.

Selvom de sekundære processer opbygges systematisk gennem opvækst og oplæring, forsvinder de primære processer aldrig. Og det er heldigt, for uden dem ville livsvigtige og meningsgivende oplevelser af naturen, andre mennesker, dans, musik, fest, kult, orgasme og andre former for intens extase ikke være mulig. Og resultatet ville for de fleste menneskers vedkommende blive følelsen af tomhed eller fortvivlelse.

Via sproget er der imidlertid både på individuelt og socialt plan 'korrespondens' mellem de to former for processer. Korrespondensen til sekundærprocesser er afgørende for al realitetssans.

Oplysning og sekularisering forudsætter den systematiske opbygning af sekundærprocesserne, men kan og bør ikke føre til undertrykkelse eller fortrængning af de meningsgivende primærprocesser. Der vil i et hvilketsomhelst samfund være behov for fest, kult, riter og myter. Men der er ikke på samme måde behov for dogmer. Disse må tværtimod betragtes som led i den menneskelige magtkamp, kampen om at beherske og undertrykke andre.

Vejene til det kollektivt ubevidste er mange, og alle kender dem personligt. Det er drømmene, de frie associationer, at falde i staver, spontansang- og fløjten, nynnen, legen, festen, dansen, musikken, seksualiteten, myterne, folkeeventyrene, men også al kreativitet, herunder alle erkendelsesmæssige åbenbaringer samt naturindtryk. Fremmende for kontakten til det ubevidste er stilhed, højtid og fysiske rum der stemmer sindet til andagt - samt alle former for rusmidler. Men også mere eller mindre ekstatiske former for fest giver denne kontakt, således både store sportsbegivenheder som landskampe eller olympiader og alle former for musikudøvelse - og -oplevelse.

Der er ingen tvivl om, at netop musikoplevelsen i dag er langt de fleste menneskers kongevej til kontakten med det kollektivt ubevidste, og derfor i virkeligheden i vid udstrækning har erstattet den form for religiøsitet der er hægtet på en dogmatik som betragtes som forældet og uantagelig. Musikken gør noget særligt ved mennesker både i enkle og stille former og i sammensatte, stort opbyggede og kultiske former, og den dyrkes derfor i dag af stort set alle mennesker der ikke ligefrem er handicappede som døve.

Man forstår iøvrigt heller ikke ret meget af sådanne fænomener som den netop overståede valgkamp, hvis man intet kendskab har til de dybdepsykologiske processer, men render rundt og tror, at valgkampen kunne og burde foregå på det sagligt politiske plan. Det gør politik aldrig udelukkende.

Dagligsproget afspejler såvel kontakten med det ubevidste som opbygningen af det stadigt mere nuancerede realitetsbillede. Den første giver sproget mange vage, tvetydige og udefinerlige ord og begreber, herunder de arketypiske forestillinger. Den sidste giver sproget klarhed og præcision.

Men den eksistentielle virkelighed er ikke identisk med den ydre fysiske virkelighed. Den hele eksistentielle virkelighed er derimod den ydre fysiske virkelighed og den indre psykiske virkelighed som ligeberettigede komplementære fænomener. Eksistentielt set er helheden vort inderste jeg - og den der rummer meningen - men deltheden er vort praktiske vilkår og den der muliggør nøgtern erkendelse. Den komplementære helhedsrealisme er den samlende betegnelse for denne filosofi.

Vejen ud af fundamentalisme, religionsforagt og overtro går over indsigt i dybdepsykologien og dagligsprogets betydning. Oplysningsprojektet kan på ingen måde betragtes som afsluttet før denne indsigt er blevet almindelig udbredt.

Etikken vil i denne forbindelse kunne betragtes som udslag af kravet om indre, psykisk konsistens og således kunne frigøres fra al religiøs dogmatik.

Integrationspolitikkens mange store problemer kan ikke løses uden kendskab til al religiøsitets dybdepsykologiske væsen. Integration i et demokratisk samfund er kun mulig gennem en accept af sekulariseringen, og derfor bliver det navnlig afgørende for indvandrere med muslimsk bagggrund at få reformeret deres religion på en sådan måde at den i stigende omfang frigøres fra netop den snævre indoktrinering der er forbundet med autoritær opdragelse.

Al religion vil på samme måde som etikken kunne frigøres fra dogmatikken ved at blive betragtet som udslag af dybdepsykologiske processer. Alle mennesker er i denne ikke-dogmatiske forstand religiøse. Mennesket har adgang til det kollektivt ubevidste og får derved tilgang til en fond af spontane og meget kreative arketypiske forestillinger. Men kommer også til at stå over for noget i sit indre der er større end det viljeskontrollerede og sprogligt beherskede jeg. Al henvisning til overnaturlige fænomener er overflødig.

Man skal naturligvis ikke forvente at hverken den normative kristne teologi eller den normative ateistiske religionsvidenskab vil kunne bringes til at interessere sig for den komplementære helhedsrealisme, men medierne burde efterhånden spærre øjnene op for den, og begynde at undersøge om ikke netop den kunne bidrage til den for vort almindelige store oplysningsprojekt nødvendige oplysning.

Helhedsrealismen

Erkendelsens forudsætninger
Niels Bohrs filosofi
Komplementaritetssynspunktet generelt

Marxisme, modernitet og uforudsigelighed  (20.10.04.)
om idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz' tanker

Andre artikler om Medier

Artikel om De psykiske grundprocesser

Andre artikler om Psykologi

Det musiske menneske
om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring gennem livets faser.

Ind i musikken

Andre artikle om   Musik

Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens

Kan moral begrundes?

Andre artikler om   Etik

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Andre artikler om   Religion   og  Sekularisering

E k s i s t e n t i e l t   v æ r d i m a n i f e s t

Komplet udgave   -    Forkortet udgave    -     Sagregister