utils prefix normal JERNESALT - malmros02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.3.09.

Kærestesorger før og nu - om Nils Malmros' nye film

Indledning
Handlingen
Personerne
Eksistensproblemet
Kunstværket
Henvisninger


Indledning    Til toppen  Næste

Nils Malmros nye film 'Kærestesorger' er endnu en manifestation af instruktørens fortsatte bundethed af det erindringsstof der er knyttet til hans barndom og ungdom og som han som ingen anden mestrer at skildre på en så psykologisk tro og eksistentielt vedkommende måde at det bliver eviggyldigt.

'Kærestesorger' kan ses som en slags fortsættelse af 'Kundskabens træ' fra 1981, idet den skildrer en gruppe skoleelever i deres forhold til hinanden og forældrene. Men mens gruppen i 'Kundskabens træ' gik i folkeskolen og skildredes over to år, så følger kærestesorger en gruppe gymnasieelever over fulde tre år. Det er første gang i filmhistorien dette sker - og det er faktisk blevet utroligt spændende i sig selv at følge alle hovedpersonerne i deres reelle modningsproces gennem tre år, selvom det altsammen sættes ind i den fiktive ramme der hedder Malmros' egen historie. Drengene i filmen blive mænd, og pigerne kvinder på disse tre år, og det er blevet en oplevelse at følge det så tæt i så koncentreret udgave. Men naturligvis er ingen af de skildrede personer blevet færdige som mennesker.

En anden forskel mellem de to film er at handlingen ikke foregår i Malmros' hjemby Århus, men er flyttet til Viborg og denne bys fornemme katedralskole og smukke omgivelser.

En tredje væsentlig forskel er at at der i 'Kundskabens træ' fandt en særdeles grov mobning sted mod en af pigerne (Elin) der simpelthen blev frosset ud og gik ned på det. I 'Kærestesorger' er vi kommet op på gymnasieplanet, hvor den slags ikke finder sted. Konflikterne forsvinder ikke, men udfolder sig på et andet plan, nemlig dels det seksualmoralske (angsten for uønsket graviditet), dels det indre psykiske, om man vil følelsernes plan. Malmros gennemlever med sine egne ord 'de forvirrede følelser' han havde i disse år. Gymnasieeleverne har ikke blot ved at spise af kundskabens træ opdaget det andets køns eksistens, anderledeshed og fascination, men opdager også at hormonerne spiller dem et puds ved at gøre de romantiske følelser til en alvorlig sag. Der er ikke alene noget der hedder forelskelse, men også noget der hedder ulykkelig forelskelse og jalousi.


Handlingen    Til toppen  Næste

Handlingen skrider kronologisk frem fra efteråret 1961, hvor hovedpersonerne er begyndt i 1.g på katedralskolen. Jonas går på matematisk linje, Agnete i ny-sproglig. Men de danser med hinanden til en fest til lyden af god gammeldags jazz-musik. Det var jo før Beattles-musikken slog igennem. Jonas får Agnete med ind på et værelse og begynder her at knappe hendes bluse og bh op, men må skuffet konstatere at hun er fladbarmet. Han 'reddes' ud af situationen ved råb udenfor på altanen. Klassekammeraten Toke er klatret op på husets stejle teglstenstag for at nyde udsigten ud over byen. Vi er tæt på Viborg domkirke og helt oppe på niveau med det øverste af de to tårne. Der er den allersmukkeste udsigt ud over tårnene, husene, lysene og stjernehimlen. Toke kommer helskindet ned og fortæller begejstret om udsigten.

Jonas og Agnete begynder at komme sammen, går ture sammen og præsenteres for hinandens familier. Agnete tager Jonas med op til en forfatter som hun vil interviewe til skolebladet om hans nye roman. Hun og forfatteren diskuterer Ibsen og Proust og udsagn som 'Evigt ejes kun det tabte'. Agnete mener at der er forskel på det at elske og det at være forelsket. Forelskelse er egoisme, mens det at elske er altruisme. Fik du den? spørger forfatteren den lyttende Jonas.

Jonas' far er overlæge på Statshospitalet, mens Agnetes far er dommer i landsretten. Der hersker disharmoni i Agnetes hjem, men harmoni i Jonas'. Men Agnetes far er stolt af sin dygtige datter og læser somme tider hendes stile. Hun har netop skrevet en hun skal op at aflevere hos den nye, unge dansklærer, selvom hun er en dag forsinket. Jonas følger med. Læreren, kaldet HP, bemærker hendes skråskrift og spørger om hun er kejthåndet. Nej, men betyder det noget? - Nej, svarer HP, men en psykolog ville måske sige at der er tale om lidt tilbageholdenhed. Er du sådan? - Nej, det synes hun ikke. Hun har da en kæreste.

Jonas' forældre har overskud til at give husly for skilsmissedrengen Birger der er blevet smidt ud af sin skole, men optaget på katedralskolen. Han og Jonas er meget forskellige, men kommer godt ud af det sammen. Birger kan dog ikke få sine penge til at slå til, men kommer i gæld til Toke.

Agnete fortæller Jonas, at hun faktisk kender hans far fra tidligere, nemlig fra en episode da hun var 8 år, hvor hendes far og mor var kommet op at skændes og de havde tilkaldt Jonas' far. Hvorfor vidste hun ikke rigtigt. Jonas tager hjem og spørger sin far, der sidder og spiller skak med Birger, om han kender Agnetes far, men svaret er nej.

Over for Jonas røber Agnete sin jalousi mod storesøsteren Helene, som moderen foretrækker frem for hende selv. Agnete fordømmer også moderen for hendes holdning til den ældste datter der som 16-årig blev gravid og dermed kastede skam over familien. Andre menneskers syn på familien optog moderen mere end hensynet til døtrene, forklarer Agnete.


Hos en af lærerne er der opbyggeligt møde for klassen. Lærer Boysen fortæller om oplevelserne på kollegiet i sin studietid med pigebesøg. Nogle af pigerne bliver forargede over hvad han fortæller, men han holder på at det er i overensstemmelse med kristendommen at nyde livet. Seancen afsluttes med et fælles Fadervor, hvor dog nogle af drengene er forlegne og tilbageholdende - og specielt Toke er helt tavs. Boysen bebrejder Toke at han holder sig udenfor, men denne forsvarer sig med at han ikke kan bede til én han ikke tror på.

Tokes pige kommer til at skylde ham penge, nemlig en krone - og dem kræver han pludseligt tilbage. Agnete må bede Jonas gribe ind for sin venindes skyld, men Toke holder på sit. Det er ikke beløbets størrelse, men princippet der tæller for ham. Han morer sig på sit værelse med at skyde pile mod en målskive, men kommer ved et uheld til at ramme en legetøjsmodel af en tysk tank. Han er stærkt optaget af 2. verdenskrig. Efterfølgende kommer det på en bar til et skænderi mellem Toke og pigen, men pludseligt bliver det også for meget for Toke at Birger ved baren bestiller en guldøl på Tokes regning. Nyt skænderi.

Jonas opsøger Agnete, der er sengeliggende. Han forsøger med alt tøjet på at komme ned under dynen til hende, men hun er afvisende.

Da det bliver forår, føler Jonas trang til at tage sig en cykeltur (til de smukke Dollerup bakker), men Agnete bebrejder ham at han ikke tog hende med. Ja, men, engang imellem har man bare lyst til at være sig selv, forsvarer han sig. Det forstår hun sådan set godt, men hun har længe haft på fornemmelsen at hun ikke betød så meget for ham og vil nu - til Jonas' store overraskelse - have en pause i forholdet. Hun beder ham simpelthen gå.


Jonas og Birger holder nogle feriedage ved Vestkysten sammen med Jonas' forældre der har sommerhus derovre. De to store drenge boltrer sig i brændingen og går ture langs stranden om natten. De udveksler deres erfaringer med piger - og spiller kort med overlæge-parret.

Efter sommerferien flytter Birger på kollegiet - hjulpet af Agnete. Jonas bliver passet op af Agnetes veninde der gør ham opmærksom på at Agnete savner ham og gerne vil have ham tilbage. Jonas forstår det ikke rigtigt og gør opmærksom på at han ikke elsker Agnete. Den besked går videre til Agnete, der dog ikke vil opgive ham.

I Minerva-klubben på katedralskolen holdes der litterære aftener med oplæsning af digte, herunder indsendte anonyme digte af eleverne selv. Oplæsningen sker højtideligt fra katederet i biblioteket, men de mindst interesserede blandt tilhørerne, herunder Jonas, kan ikke lade være med at sidde og grine ad det hele.

Agnete får Jonas med sig hjem - og er nu ikke bleg for at selv at give bolden op. Hun trækker kjolen op over hovedet og viser ham sine bare bryster der nu er blevet runde. Hun lader ham betragte sig med et både stolt og spændt udtryk i ansigtet. Hun iagttager hans reaktion med stor tilfredshed og smil på læberne.


En anden gang sidder hun med ham i sofaen i stuen, da forældrene kommer hjem. Moderen bliver synligt sur, mens faderen blot kommer ind og spørger til deres befindende.

Da Jonas ved en senere lejlighed er sammen med Agnete, dennes storesøster og hendes forlovede, bliver hun jaloux over at Jonas tager en dans med søsteren. Hun går ind i spisestuen og begynder demonstrativt at tage af bordet.

I klassen bliver Toke på et tidspunkt af en lærerinde bedt om at tage sine solbriller af. Han gør det kun modvilligt. Jonas bemærker at han sidder og skriver i en dagbog.

En aften er Jonas og Birger på våd tur med Toke, men vil have ham bugseret hjem, fordi han har fået for meget at drikke. Han reagerer ved at heile og højlydt afsynge 'Die Fahne Hoch'. Faderen - den tidligere modstandsmand - kommer ud og tager Toke i kraven og spørger hvad fanden han bilder sig ind.

Ved et besøg hos Agnete opdager Jonas at der ligger en dagbog på hendes bord der ligner Tokes. Da hun smutter ud for at tage telefonen ude på gangen - netop et opkald fra Toke - kigger han i bogen og spørger straks hvad det skal betyde. Hun siger at hun og Toke udveksler filosofiske tanker. Andet ligger der ikke i det. Men Jonas er også blevet klar over at Agneta er begyndt at komme sammen med Henrik fra 1.g.

Ved en fest hos en skolekammerat, hvis forældre er ude at rejse, må Agnete opleve at Jonas snakker i enrum med en anden pige. Agnete undskylder afbrydelsen. Hun er overrasket, men bevarer den flinke piges facade. Birger går i enrum med en anden pige.

Agnete skal til møde i Minerva-klubben, hvor HP vil diskutere med dem. Hun vil ikke have Jonas med. Men han dukker op alligevel og ser at Agnete sidder ved siden af Henrik og holder ham i hånden. Da Henrik opdager at Jonas kigger på dem, tager han hånden til sig. Agnete bliver vred over at Jonas er dukket op.


I en fysiktime afbrydes et forsøg ved at Birgers pige (Lena) kommer ind og siger at rektor ønsker at tale med Birger. Lidt efter pakker Birger sine ting i klassen. Han skal forlade skolen, fordi Lena er blevet gravid. Da Jonas fortæller historien til sine forældre, bliver faderen opbragt over at de unge mennesker åbenbar ikke har lært noget om prævention, men bagefter konstaterer Jonas, at faderen har været hos rektor og overtalt denne til at lade Birger forblive i skolen under hensyntagen til hans sociale situation. Der er dog ikke tale om at den gravide pige kan få lov at blive.

Et stykke tid efter besøger Jonas og en kammerat Lena og Biger på fødeklinikken. Lena har fået en pige - og Birger er stolt og tager situationen i stiv arm.

Jonas er på visit hos Agnete - og ser en større flyttevogn. Det er den musikglade og klaverspillende landsretsdommer der får leveret et nyt Steinway-flygel, skønt familien havde et flygel i forvejen. Men Steinway er kongen af alle flygler. Hans kone er sur, for de har slet ikke råd til det nye. Det kommer til skænderi, hvor dommeren ophidset får sagt til sine kone at nærighed er hendes svaghed.

Jonas må igen konstatere at Agnete har forbindelse med Toke - og han bliver jaloux. Han følger efter Agnete til kollegiet, hvor han udefra iagttager hendes samtale med Toke. Da hun af Toke bliver gjort opmærksom på at Jonas står udenfor, kommer hun ud til ham og bebrejder ham hans opførsel. Hun vil ikke findes sig i at blive presset.

Agnetes far er blevet optaget af Hamlet. Han har læst en ny bog om Shakespeares stykke og har fundet ud af at ingen har forstået det. For det er i virkeligheden slet ikke Claudius der har myrdet Hamlets far. Dommeren tilbyder Minerva et foredrag - og her udbreder han sig vidt og bredt om sine teorier, så tiden overskrides. Flere forlader lokalet under det to-timer lange foredrag, men det må til sidst afbrydes, fordi inspektøren kommer forbi og peger på uret.

De ældste klasser kører i bus til Århus Teater for at se Hamlet. Jonas lægger mærke til at Agnete følges med Toke - men går hen til billetlugen og får refunderet billetterne. De vil hellere på 'Svalegangen' for at se Beckets stykke om 'Krapps båndoptagelser'. Jonas bliver sur. Inde i salen ser han at Agnetes far overværer stykket - og hele tiden sidder og gør notater. I bussen bliver Agnete overrasket over at faderen har været i teatret.


Jonas oplever at den ellers stærke Agnete i et svagt øjeblik må græde ud ved HP's skuldre på kollegiet. Jonas kan åbenlyst ikke greje hendes problemer.

Omvendt oplever han også at hun frivilligt smider tøjet, bortset fra trusserne, og kaster sig oven på ham på sengen. Ved en anden lejlighed røber hun imidlertid at hun har været i seng med Toke - og at hans præservativ var gået i stykker så hun længe var bange for at hun var blevet gravid. Men det var hun heldigvis ikke. Men Jonas er rystet over begivenheden - og tror at Toke må have voldtaget hende. Men det afviser hun. Hun var selv ude om det. Men det betød ikke at hun havde valgt Toke frem for Jonas.

Jonas får dog lejlighed til at kigge i Tokes dagbogsnotater - og konstaterer bemærkninge som 'En vis herre fedter for lærerne ved at give dem ret' og "En vis herre undlader at bruge deodorant, så jeg må sidde yderst på stolen ved siden af ham'. Det er jo ren tilsvining, hævder Jonas. Men Agnete mener ikke det er så slemt.

Hjemme hos Agnete er der problemer. Hun har ringet til Jonas og bedt ham komme. Faderen har låst sig inde i sit arbejdsværelse og sidder og skriver på maskine. Han vil ikke forstyrres. Ude fra terassen kan Agnete og Jonas se at han skriver navnene på personerne fra Hamlet op direkte på tapetet, men trækker gardinerne for, da han opdager dem.

De får ringet efter Jonas' far, der forgæves prøver at overtale dommeren til at lukke op. Der er kun den udvej at ringe til politimesteren og bede politiet komme og skaffe sig adgang. Det viser sig at dommeren allerede er blevet suspenderet fra landsretten, fordi han har blandet sig i nævningenes afgørelse i en retssag. Han bliver nu sendt til psykiatrisk behandling.

Flere uger senere kommer han hjem - rolig og afdæmpet, af sin medicin. Han undskylder sin adfærd over for Jonas. Agnete falder ham om halsen. Ved aftensmaden stråler Agnetes mor sejrssikkert. Nu skal alt blive godt. Agneta forbander hende langt væk over for Jonas. Nu har hun fået magten i huset.


På den sidste almindelige skoledag laver de afgående klasser traditionen tro fest og ballade ved bl.a. at gå rundt og drille lærerne med fx at give dem papnæser på. Og der deles karameller ud til de andre klasser. Jonas må konstatere at Agnete holder sig til sine veninder, men fortsat også bytter dagbog med Toke. Jonas har for sit eget vedkommende fundet en sød pige blandt 1.g'erne.

Til eksamen klarer Jonas sig som forventet pænt. Birger er imidlertid nervøs for sidste fag. Han skal have mindst 6 i matematik. Boysen kommer ud til ham med studenterhuen i hånden - og spørger: Du kan vel klare dig med et 6-tal. 8! svarer Birger. Skal du have 8 for at bestå? Det var ikke så godt. - 7 så!, lyder det fra Birger.... Nej, jeg kan bestå med 6. - Og det blev det så.

En høj rank herre kommer til og spørger efter Toke. Det er hans far der vil ønske tillykke. Men Toke var oppe allerede om formiddagen - og sidder nu i toget til København på vej til sin mor. Faderen er klar over at han er blevet taget ved næsen, men ønsker de øvrige tillykke.

Agnetes far er blevet definitivt afskediget som landsdommer - og har begået selvmord ved at 'gå i Nørresø'.


Ved translokationsfesten på katedralskolen er stemningen høj blandt de smokingklædte og kjoleklædte studenter og studiner med lærere. Der synges flerstemmigt og skåles. Jonas opdager at Agnete sidder ved siden af HP og har hans arm om skulderen.

Efter middagen går Jonas hen til Agnete og HP. Sidstnævnte vil hente noget mere vin, og Agnete får fortalt Jonas, at hun er blevet forlovet med HP. Han ønsker dem tillykke. Men han er synligt rystet.


Personerne    Til toppen  Næste

Som nævnt følger vi alle personer over tre år - og får dermed et godt indblik i de unge menneskers udviklingsforløb. Alle spiller fremragende - og følger helt og holdent Malmros' instruktion, så alt bliver ægte og helt efter Malmros' hoved. Bl.a. er det bemærkelsesværdigt at Finn Nørbygård som den 'religiøse' matematiklærer Boysen formår at holde sig fuldstændigt inden for det naturlige og overbevisende.

Birger (spillet af Jacob Grosen Pedersen) er den vidtløftige og 'frække' gymnasiast, der blev smidt ud af sin gamle skole og nær ryger ud af katedralskolen. Hans forældre er skilt; han har boet hos sin mor, men flytter ind hos Jonas. Han har nemt ved at få piger. Men understreger at han ikke vil giftes før han bliver 37. Han tager det dog afslappet da han må gifte sig med Lena.

Toke (Jesper Svane) bor hos sin fraskilte far, den tidligere modstandsmand. Han reagerer mod faderens opdragelse og normer ved at nære stor interesse for nazismen og bl.a. heile provokerende. Han har en voldsom diskussion med Jonas om Hitler og Goebbels. Han har også et par voldsomme diskussioner med sin pige der skylder ham én sølle krone og med Birger der skylder ham 10,50, men alligevel tillader sig at bestille guldøl i baren. Han holder blot på sine principper. Han bærer solbriller i klassen, men må tage dem af efter krav fra lærerinden. Han bærer også solbriller ved festen i forlystelsesanlægget 'Borgvold', hvor han sidder på en bænk alene med Agnete. Og han snyder sin far med eksamenstidspunktet og rejser over til sin mor i København inden faderen får lejlighed til at ønske ham tillykke.

Agnetes far, landsretsdommeren (Søren Pilmark), har tidligere været behandlet for sin maniodepressive sygdom, som nu er ved at bryde frem igen. Den maniske periode indebærer at han flotter sig ved at købe et nyt Steinway-flygel, skønt familien har et flygel i forvejen. Desuden kaster han sig over studiet af Hamlet - og især over en afhandling der hævder at alle har misforstået stykket. Dommeren får lokket Jonas til at tage ham som taler i Minerva. Hans foredrag strækker sig over et par timer. Dommeren tager også ind til Århus teater for at overvære samme forestilling som eleverne skal se. Han bliver suspenderet fra embedet, fordi han blander sig i nævningenes afgørelse. Hjemme forskanser han sig - så familien må tilkalde Jonas' far, overlægen, der må tilkalde politiet. Han ender som nævnt i Nørresø.

Agnetas mor (Ida Dwinger) er frigiditeten selv.


Jonas er opvokset i et harmonisk hjem med en fornuftig og ligevægtig overlægefar (Kristan Halken) og en lige så fornuftig mor (Andrea Vagn Jensen). Begge venlige og imødekommende mennesker.

Jonas selv (Thomas Ernst) er harmonisk, udadvendt og vellidt, passer sine lektier, men er ikke stræbsom. Han går på matematisk linje og interesserer sig hverken for litteratur eller filosofi. Han spiller gerne kort (som forældrene og Birger).

Jonas er splittet mellem Agnete og den uforpligtende seksualitet. Han kan lide pigen, men har ikke dyb føling med hendes psyke eller interesser. Han bliver jaloux når andre løber med hende, men tillader sig selv at dyrke andre selvom det gør hende jaloux. Det sluttelige resultat af hendes modning - forlovelsen med HP - overrasker ham og gør ham nedtrykt, men han vil uden tvivl overleve - som hun. Den historie får vi imidlertid ikke. Den er delvis Malmros' egen. Malmros har fortalt, at virkelighedens Agnete der forsmåede ham blev ved at rumstere i hans sjæl i mere end ti år. - Han spilles aldeles overbevisende af Thomas Ernst. Han er den sikre og vellidte person der styrer igennem gymnasieårene uden større slinger i valsen, hvad angår lektioner, men som har problemer med pigerne. Forelskelserne blev halvhjertede, som Malmros selv fortæller, og som han forklarer med frygten for at binde sig for resten af livet.


Agnete er opvokset i et dybt uharmonisk hjem med en maniodepressiv far og en frigid mor. Hun lider ikke mindst under moderens surhed, nærighed og frigiditet. Men hun er også jaloux på sin storesøster Helene, som er moderens foretrukne. Hun skulle have været en dreng hvis faderen skulle have haft sit ønske opfyldt, men hun er dog blevet hans stolthed. Hun er meget ambitiøs og meget interesseret i litteratur og filosofi. Hun skriver stile til ug og diskuterer filosofi med både sine lærer HP og romanforfatteren Arne Vium. Hun må karakteriseres som en stille og tænksom pige, der på intet tidspunkt vover sig ud i fri seksualitet, men dog efterhånden giver sine kærester visse friheder - uden selv at lægge så meget i det. Hun er dybt præget af moderens holdning til den skam en uønsket graviditet dengang var for borgerskabets piger. Vi er jo tilbage i tiden før den frie abort.

Lidt efter lidt giver hun Jonas lov til nærmere fysisk kontakt, men hun holder fortsat afstand - og vil frem for alt ikke så tæt på nogen af partnerne at hun bliver bundet. Dette er for så vidt samme holdning som Jonas selv har, men forskellen er at hun så at sige har flere forhold løbende samtidigt - blot på forskelligt plan, uden at hverken hun selv eller Jonas kan finde ud af hvordan denne forskydning egentlig sker.

Hun vil ikke presses og ikke bindes, men har synligt behov for mandens styrke. Hun har behov for Jonas' trøst, da han kommer tilbage til hende. Men også for HP's trøst da hun er kommet i klemme mellem Jonas og Toke. Og endelig har hun brug for faderens trøst, da denne vender hjem fra hospitalet. Men ellers er hun den tilbageholdende der ikke kan finde ud af hvem hun egentlig skal vælge.

En overgang prøver hun den yngre Henrik, men det får Jonas forpurret ved at møde op til litteraturaften hos HP. Hun har tæt forbindelse til Toke, men nok mest af medlidenhed. Hun har ikke besøg af ham. Og havner nærmest tilfældigt i sengen hos ham. Men hendes medlidenhed med ham eller hendes ikke-seksuelle kærlighed til ham er ikke tilstrækkelig til at bryde hans is. Han mobbes ikke direkte ud af sine klassekammerater som Elin i 'Kundskabens træ', men han isolerer sig selv i kraft af sit uforsonlige had til alle blødere værdier og den tilhørende principfasthed der nærmest kammer helt over i fundamentalisme. Han kommer uden for såvel almindelig pædagogisk rækkevidde som Agnetes medfølelse med ham. På bænken i 'Borgvold' sidder de to ret op og ned ved siden af hinanden, men er sjæleligt uendeligt langt fra hinanden og langt fra deres kammerater.

Agnete filosoferer meget over forelskelsens natur og kommer til det resultat at forelskelse er egoisme, hvorimod kærlighed er altruisme. Hun kommer til den erfaring at man først opdager man er rigtigt forelsket når man bliver ulykkeligt forelsket. Dette er Malmros' egen konklusion, der hænger nøje sammen med den opfattelse at forelskelse er en form for ubevidst besættelse der først bliver bevidst den dag den forelskede bliver forsmået.


Agnetes tilbageholdenhed skal delvis ses i forbindelse med forældrenes problemer. Og med den generelle vanskelighed i 1960'ere: pigernes angst for uønsket graviditet. Men den skal også ses som tegn på hendes selvstændighed. Hun ønsker frihed der kan forenes med venskab (inklusiv platonisk venskab), men vil undgå bindende seksualitet. Hun ender ganske vist med at binde sig til lærervikaren HP, der har litterær og filosofisk interesse fælles med hende og som også har røbet nogen psykologisk indsigt. Hendes videre udvikling må vi gætte os til, herunder også hvor fri af sine forældres traumer hun ender med at blive. Hendes valg ser ikke ufornuftigt ud, for det følger da reglen om at lige børn leger bedst. Jonas var trods sine ubestridelige kvaliteter lidt for forskellig fra hende.

Men fuldt overblik over sin problematik og situation får hun ikke. Det ville vel også være for meget forlangt, når hverken hendes personlige eller tidens psykologi omfatter kendskabet til dybdepsykologien. Det ser ud til at Malmros heller ikke ønsker at gå dybdepsykologisk til værks. Dybdepsykologien står for de allerfleste som en ensidig metode til at afdække regulære traumer - og ikke til i bredere forstand at forstå eksistensens almindelige vilkår.

Dette forhindrer imidlertid ikke Malmros i at skildre den faktiske problematik på dybtgående måde. Eller at få personerne til at udlevere hans erindrede forhåbninger og frustrationer. Simone Tang er ingen undtagelse fra Malmros' række af amatører der har levet fuldstændigt op til hans store forventninger og evner for personinstruktion. Han har åbent erkendt at det har været ikke så lidt af en gambling ved castingen at udvælge personer på 15 år som skulle kunne udvikle sig nogenlunde som ønsket over ikke mindre end tre år. Simone Tang var faktisk hun 14 da hun blev udtaget - og hun har på alle måder vist sig ideel i rollen. Hun er faktisk blevet pigen der udvikler sig til kvinde på tre år. Og hun formår til fulde at vise den ejendommelige blanding af selvstændighed der udspiller sig på flere planer så en harmonisk Jonas kun kunne blive forvirret - og til det sidste holdt i dyb undren.


Eksistensproblemet    Til toppen  Næste

'Kærestesorger' handler dybest set om den universelle 'syndefaldsmyte'.

I modsætning til 'Kundskabens træ' hentydes der slet ikke til myten i selve titlen, men det er dog samme historie - blot flyttet fra den spæde start i 14-15-års alderen til det afgørende uskyldighedstab i 16-19-års alderen.

Den inderste problematik i syndefaldsmyten er ikke - som det almindeligvis antages - den seksualmoralske, der angår den uro i sjælene som opdagelsen af det andet køn indebærer og som derfor gennem tiderne af alle forældregenerationer er blevet anset som en direkte trussel mod den gældende familie- og samfundsmoral. Nej, det inderste er den højst ejendommelige kombination af kønsbevidsthedens fremkomst i og med fremkomsten af behovet for oprør mod forældreautoriteterne. Begge dele er absolut nødvendige for det enkelte menneskes og den enkelte generations frigørelse og selvstændiggørelse. Og de to ting er dybest set ikke til at skille fra hinanden. Det enkelte menneske bliver først frit og selvstændigt i samme øjeblik det kan gennemskue illusionen om forældrenes almægtighed og seksualneutralitet.

Resultatet af dette uskyldighedstab er på den ene side friheden og den usikkerhed eller angst der følger af friheden, og på den anden side den følelsesmæssige omvæltning der hedder 'pubertet' og 'romantik'. Det er ikke alene det andet køn der opdages og bliver en fascination og fristelse. Det er også hele verden og alle den uudtømmelige muligheder.


Pubertetstiden er med andre ord altid mere end kærestesorger - og derfor er det ikke så mærkeligt at en hvilken som helst konkret skildring af de seksuelle problemer i snævreste forstand i denne periode altid vil være forbundet med andre problemer af bredere eksistentiel art. Derfor er det ikke så mærkeligt at såvel Jonas som Agnete i Malmros' film dybest set styres af andre hensyn end de rent erotiske, hensyn som hverken de selv eller andre umiddelbart kan gennemskue.

I Jonas' tilfælde er det oplagt at han trods den ulykkelige kærlighed i slutningen af gymnasietiden går videre ud i 'livet' med mere eller mindre afklarede målsætninger om en uddannelse og en karriere som han nok skal indfri på den ene eller den anden måde - ved siden af seksuallivet. Og i Agnetes tilfælde er det oplagt at hun trods sit valg af fast partner og fravalg af alle andre har ladet sig styre af forestillinger om en selvstændighed af en eller anden art der muligvis er forbundet med uddannelsesplaner og karriere (det får vi ikke noget at vide om, men da den fiktive person er bygget over en faktisk, må Malmros vide besked), men under alle omstændigheder virker ægte - og vil kunne indfris hvis hun bliver bevidst om sine intentioner og holder fast på sit krav om selvstændighed.

Filmens Agnete kan som så mange andre ikke rigtigt finde ud af den afgørende forskel mellem forelskelse og kærlighed, men tyer til sondringen mellem egoisme og altruisme (der normalt oversættes ved næstekærlighed, men etymologisk blot betyder kærlighed til en anden eller andre til forskel fra en selv). Denne sondring er der selvfølgelig mening i, men afgørende turde være noget dybere, nemlig at ethvert menneske i sig har både et 'jeg' og et 'selv', og at jeget lever af den kærlighed det modtager, mens selvet lever af den kærlighed det giver - jf. artiklen om Jeget og Selvet. Den første funktion bliver til egoisme, hvis selvet ikke fungerer samtidigt, men der er jo ikke noget ondt eller umoralsk i at modtage kærlighed. Tværtimod må det siges at være absolut nødvendigt for at blive et blot nogenlunde sundt og velfungerende individ. Funktionen bliver først til en problematisk 'egoisme' når den ikke er i stand til at give plads til selvets kærlighed, dvs ikke opvejes af selvets langt større virkelighedssans.


Ser man på puberteten ud fra den helhedsrealistiske synsvinkel, da vil man ikke reducere den følelsesmæssige bevidsthedsudvidelse til den rene sanseligheds tvivlsomme opdukken, men vil tværtimod se den som den store romantiske helhedsfornemmelses opdukken. Det er hele verden der bliver større for én. Det er hele eksistensen der pludselig erkendes som et frihedens og mulighedernes land der ikke forhindrer realitetssans eller ansvarlighed, men hæver alt op på et langt højere, emergent niveau end den uskyldige barndoms. Det er netop derfor alle mennesker med fuld ret kan siges at være romantiske på bunden. For de har alle været romantikere i puberteten - og den romantiske helhedsfornemmnelse der dér dukker op er igen ikke kommet ud af den blå luft, men er en genopvækken af de allerdybeste instinktive lag i psyken, de lag som også kan beskrives som de psykiske primærprocesser. Jf. artiklen om Romantikken.

Derfor er en konflikt i den enkelte sjæl uundgåelig, medmindre individet undgår et dualistisk enten-eller valg mellem det romantiske og det realistiske. Det 'romantiske' betyder dybest set ikke blot det følelsesmæssige eller sentimentale (i filmen også kaldet det 'patetiske'), men en helhedsrealistisk føling med den fulde og ubeskårne virkelighed. Den betyder - som de første romantikere omkring år 1800 er vidnesbyrdet om - føling med det kollektivt ubevidste og dermed også følingen med alt det i tilværelsen der giver 'mening' uden at kunne forklares rationelt. Det er så at sige følingen der er identisk med 'meningen', fordi den er ensbetydende med den direkte kontakt med den umiddelbar energigivende realitet i eksistensen.

Realitetssansen i nøgtern og rationel forstand trækker derimod på de sekundære psykiske processer og de tilhørende sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fantasi og virkelighed, og mellem fortid, nutid og fremtid m.m. Den indebærer opdyrkning af det rationelle, herunder det praktiske såvel som det videnskabelige - og derfor er det almindeligt at intellektuelle mennesker kommer i vanskeligheder fordi de tror at det irrationelle skal trænges mest muligt i baggrunden. Det er der absolut ingen grund til. For det irrationelle og det rationelle er komplementære størrelser. De er begge nødvendige, selvom de er logisk uforenelige. - Jf. iøvrigt afsnittet om seksualitet i kapitlet om 'Mennesket' fra 'Jernesalts 2009-filosofi'


Kunstværket    Til toppen  Næste

Ikke mange unge i puberteten eller den umiddelbart følgende uddannelsesperiode forstår dette. Det er jo desværre ikke engang almen oplysning, selvom det er en viden der har været tilgængelig i snart 100 år. Derfor vil problemerne for de unge skulle gennemleves generation efter generation - og derfor er det af allerstøsrste værdi at der er kunstnere som Nils Malmros der formår at skildre tiden og sorgerne på overbevisende måde.

Nils Malmros er først og fremmest kendetegnet af en fabelagtig hukommelse for alle de enkeltheder der har formet hans eget stille, sårbare og undrende menneske. Hans portrætter af børn og unge er fornem filmskildring. Og der er ikke tale om en tilbageskuende nostalgi endsige eskapisme, men om en levendegørelse af et stadigt aktivt og kreativt erindringsstof.

I et nyt interview med Steffen Moestrup på DK4 fortæller Malmros at det gamle bibelske forbud mod afgudsbilleder har spillet en vis rolle for ham. Malmros har jo netop haft særlige evner og særlige behov for så at sige at fiksere fortiden ved hjælp af filmmediet. Men han har været klar over faren: de fikserede billeder skulle ikke dyrkes som afguder der forhindrer et liv i nutiden - og det har de da heller ikke gjort i hans liv.


Det afgørende for Malmros synes at være evnen og viljen til at skildre børns og unges undren og sårbarhed i og med at fremmane de undertiden forvirrede, men under alle omstændigheder sammensatte følelser som netop er så karakteristiske for undrende og sårbare mennesker. Det forstod den franske filmmester François Truffaut når han var bedst - bl.a. i den 'Jules og Jim' som har været dybt inspirerende for Malmros. Men det forstod også Mozart. Han var om nogen de sammensatte følelsers tonesætter - og sammensatte følelser sættes bedst i tone i moll. Det vil man også kunne høre hos Malmros.

Musikken spiller en central rolle i hans film. Det er således karakteristisk at vi i alle dansescenerne i 'Kærestesorger' hører blød jazz-musik, og at disse scener kommer til at stå i bevidst kontrast til stille og smukke interiører og eksteriører hvor der gøres brug af enkel og klar klassisk musik, fx når dommeren spiller klaver - eller Jonas cykler i bakkerne eller går tur med Agnete i skoven. Musikken understøtter her billedsiden, der går over i ro og klarhed samt smukke, bløde farver. Det er stemningsskildring på film når den er allerbedst - og den slags kræver både en dygtig fotograf (Jan Weincke) og en dygtig komponist (Gunnar Møller Pedersen).

I personskildringen får vi også nærbilleder af både Jonas og Agnete der kommer bag deres facader og viser deres indre liv, deres egentlige sjæleliv. Især må fremhæves flere af nærbillederne af Agnete, der på skift viser hendes undren eller hendes sødeste pige/kvindevæsen. Vi får hende også et par gange i modlys der er med til at give stemning. Malmros er en mester i disse finesser - og han har fået de unge amatørskuespillere til at yde et levende spil der fuldstændigt svarer til hans intentioner.


Man kan spørge om en film om kærestesorger i en så fjern fortid som 1960'erne har nogetsomhelst at sige nutidens unge. Man kunne lige så godt spørge om Salingers 'Forbandede ungdom' (der er med i filmen) eller Rifbjergs 'Den kroniske uskyld' og Scherfigs 'Det forsømte forår' og filmatiseringerne af dem har noget at sige. Svaret er ubetinget ja, for grundproblemerne er evigt tilbagevendende - og de konkrete skildringer vil altid i kraft af deres kvaliteter kunne lægge op til ny forståelse og erkendelse. Malmros's nyeste film burde også kunne lægge op til en ny forståelse for at den gamle psykologi er utilstrækkelig til en fuld forståelse for syndefaldets art og afgørende betydning.

For mit eget vedkommende gælder at Malmros' film altid ved sine barndoms- og ungdomsskildringer rammer noget dybt eksistentielt der får både eget eringsdringsstof og egne refleksioner aktiveret. Og så gør det jo heller ikke noget at Kærestesorger oven i købet foregår i min barndomsby med lokaliteter jeg kender.

Men de nye levende og fornemme portrætter af Jonas og Agnete er og bliver det centrale.

Jan Jernewicz


PS. Der foreligger allerede en del tv-interviews med Nils Malmros, men der er nu bebudet en dokumentarfilm der går bag om optagelserne af 'Kærestesorger'. Den skulle blive vist på tv den 12. april.


Henvisninger:    Til toppen

Links:

Website for Kærestesorger
At forfølge sandheden


Litteratur og tv-interviews:

"At kende sandheden", redigeret af Ulrich Breuning og John Mogensen (Fiskers Forlag) - filmmanuskriptet til 'At forfølge sandheden' med 12 artikler om filmen, overlæge Malmros, thorotrast-sagerne og byerne Esbjerg og Århus m.v.
Filmtidsskriftet 'Ekko' (nr. 35, nov. 2006) med 'Nils Malmros - tema om barndommens store kronikør' med interview ved Bo Green Jensen og bidrag af Klaus Rifbjerg, Lars von Trier, Line Arlien-Søborg, Farshad Kholgi m.fl. samt oversigt over Malmros' film
Nils Malmros-portræt ved Steffen Moestrup, DK4, 2009
Nils Malmros om 'Skønheden og udyret', DR, 1997

Nils Malmros' film:

1968: En mærkelig kærlighed.
1973: Lars Ole, 5c.
1977: Drenge.
1978: Kammersjuk.
1981: Kundskabens træ.
1983: Skønheden og udyret.
1989: Århus by night.
1992: Kærlighedens smerte.
1997: Barbara (efter Jørgen Frantz-Jacobsens roman)
2002: At kende sandheden.


Relevante artikler på Jernesalt:

'At forfølge sandheden'  (Nils Malmros-film)

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden

Mennesket  (kapitel af 'Jernesalts 2009-filosofi' med længere afsnit om seksualiteten)

Familie og skilsmisse  (28.7.08.)
Køn, identitet, partnervalg og humor
Film og forførelse

Overgangsriter og 'syndefald'
'Syndefaldet': Myte, ord og billede
'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'
Det sanselige eller generøse menneske om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders
Tilfældet Jørgen Leth  (9.10.05.)


Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal