ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.12.04.

Kristendommen passé?

Der tales for tiden om stor og stigende religiøs interesse i almindelighed, men samtidigt om dalende medlemstal for folkekirken og de folkekirkelige organisationer som KFUM, KFUK, FDF og andre kristelige spejderorganisationer. De gamle falder fra, og færre unge søger til. Medlemsskabet af folkekirken er dog stadigt så stort, at betegnelsen 'folkekirke' er fuldt berettiget. Der lægges måske ikke længere så stor vægt på medlemsskabet, men melde sig ud gør de færreste. Og hvad angår andre europæiske lande eller lande som de syd- og nordamerikanske og store dele af Afrika står katolicismen fortsat stærkt.

Alligevel er det berettiget at spørge om kristendommen er ved at være passé eller utidssvarende, dvs om den trods vanemæssig tilknytning fra flertallets side og den træge udmeldelse fra folk der ikke længere føler større tilknytning må siges efterhånden at have mistet sin reelle indflydelse på kulturlivet og kulturudviklingen, så den overvejende er blevet en regulær privatsag.

Ganske vist har den aktuelt opnået en vis status og opmærksomhed som en art bolværk mod truslen fra den militante islamisme, som den rene ateisme eller religiøse indifferens efter sagens natur aldrig kan give. Men det behøver jo ikke være andet end et forbigående fænomen.

Ifølge Weekendavisen 23.12. kan der også konstateres en slags 'kulturkamp' inden for folkekirken, nemlig en kamp mellem på den ene side repræsentanter for de uskyldige kristne, dvs de døbte lægfolk der holder på det almindelige præstedømme, kan undvære biskopperne og iøvrigt vil have lov at blive i folkekirken uden at rende i dens bygninger i tide og utide, og på den anden side de 'karrierekristne', dvs folk som vil have styrket det elitære element i kirken, biskopperne. Kirkeministeren holder med de første og er derved på linje med præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. Disse holder på de gode gamle værdier og er reelt imod en fornyelse af kirken. Men de andre tror åbenbart på en styrkelse af kirken gennem en styrkelse af biskoppernes myndighed.

Tilbage står imidlertid fortsat grundspørgsmålet om kristendommen har eller igen kan få en afgørende stilling i folkelivet og kulturudviklingen - hinsides en sådan overfladisk intern magtkamp. Besvarelsen af dette spørgsmål kræver naturligvis at vi ser på kristendommens indhold, essens, organisation og eventuelle fornyelsespotentiale.

Tværtimod hævder kristendommen med apostlen Paulus' ord at mennesket retfærdiggøres ved troen alene, og ikke ved sine gerninger. Denne påstand er så at sige kernen i den paulinske lære, som ikke desto mindre voldte ophavsmanden store teoretiske kvaler. Han havde faktisk meget vanskeligt ved at begrunde, at folk alligevel skulle leve efter 'loven', dvs de gamle moralske normer som er givet med De Ti Bud.

Der kan derfor være grund til at se på problemet med de friske, ikke-teologiske øjne som en mand som den engelske digter og kunstner William Blake (1757-1827) havde, og som fik ham til i en sammenligning mellem Jesus og Sokrates at sige, at "hvis sand kristendom bestod i moral, hed verdens frelser Sokrates, men frelserens navn er nu engang Jesus."

Hvorfor? Fordi Jesus var oprøreren. Han var lidenskabens mand, der brød alle budene. Det var evighedens ånd der drev ham; han hævdede lidenskabens frihed, det umiddelbare over for tvang og forskrifter. Han var den fuldkomne dyd, der handlede af indre umiddelbar drift og ikke efter regler. En sådan revolution kan ikke kaldes frem ved eftertanke og besindelse; det er livets krav om alt - og intet mindre end alt - som tvinger frelseren ud over sig selv. Hvorimod de retfærdige lever i angst for døden og derfor er fyldt med angst for livet; deres liv er ikke andet end én uafbrudt død. (Den ejendommelige tegning og tekst i ét 'Laocoön' (1820) og andre tekster; her gengivet frit efter Grønbech)

Eller man kan gå vejen over den gren af psykoanalysen der hedder transaktionsanalyse og som i den amerikanske terapeut Thomas A. Harris' udlægning indebærer at arvesynden må anses for det første 'spil' i menneskets liv, den første kæde af ensartede, fordægtige transaktioner som fører til det klart aftegnede og forudsigelige resultat, at mennesket render rundt med følelsen af at være en synder, en fordømt.

At undslippe denne dom, at blive accepteret uden betingelse, regner Harris for kernen i den religiøse oplevelse. Jesus og hans åbenhed og medlidenhed er derfor for Harris et vigtigt historisk eksempel på den ikke fordømmende indstilling. Jesus sagde: du er god nok som du er - med alle dine fejl, mangler og begrænsninger. Dine synder er dig tilgivet. Din tro har frelst dig.

Kirken derimod er efter Harris' mening nærmest et museum for den fordømmende 'forældre-indstilling', ja mange såkaldt religiøse mennesker er i virkeligheden 'forældre-styrede', dvs styret af den indre autoritet, det 'overjeg', som grundlagdes i dem gennem streng opdragelse.

'Din tro har frelst dig', betyder ikke at din overbevisning om kristendommens senere tilkomne dogmatiske sandheder (som de for eksempel foreligger i Trosbekendelsen eller Luthers katekismus) frelser dig, men derimod, at du frelses gennem selve den tilgivelsesakt eller nåde, hvor det meddeles dig, at du er god nok som du er.

'Frygt ikke' eller 'Vær ikke bekymrede' var da også hovedbudskaber i Jesu forkyndelse til de mennesker han mødte.

Tro i hans mund var ensbetydende med enfold, umiddelbar, ikke-intellektuel, barnlig tillid til andre mennesker, til livet, forsynet eller skæbnen.

'Guds rige' var derfor barnets rige, enfoldens rige. Og derfor kunne Jesus underfundigt sige, at "uden at I bliver som børn på ny, kommer I ingenlunde ind i Himmeriges rige". - Teologisk set naturligvis en påstand der ikke alene kan, men sandelig også gennem tiderne er blevet fortolket meget forskelligt. Som bekendt var den helt uforståelig for en mand som Nikodemus, fordi han opfattede ordene bogstaveligt og troede at man skulle gå i moders liv igen og fødes påny for at komme i Guds rige.

Men dybdepsykologisk set er påstanden let forståelig, fordi den ganske enkelt betyder at man kun kommer i evighedens rige, hvis man er i stand til at suspendere timelighedens eller borgerlighedens logik og dermed alt det der systematisk er blevet opbygget gennem opdragelse, oplæring, uddannelse og erhverv gennem de psykiske sekundærprocesser med disses skelnen mellem subjekt og objekt, dit og mit, fortid, nutid, fremtid, fantasi og virkelighed m.m.

Men der ligger en klar radikalisering i budskabet fra Jesus, fordi han ligesom de fleste af sine fæller levede i hvad de troede var 'de sidste tider', dvs med forventning om en dommedag, der ville tilintetgøre det gamle samfund og skabe et nyt. Derfor kunne han opfordre sine disciple til at forlade erhverv, familie og ejendom for at følge ham selv. Men dette tidsbestemte kan man faktisk se bort fra - uden at hovedpointen går tabt.

Lignelsen om den fortabte søn fortæller om faderen der var så glad for at få sin fordrukne og forhutlede søn tilbage, at han slagtede fedekalven - til stor fortrydelse for sin anden søn, stræberen og det pæne og dydige menneske.

Lignelsen om det store gæstebud er en anden glimrende illustration. En mand som ville holde et stort festmåltid sendte sin tjener ud for at indbyde folk. Men de havde den ene undskyldning efter den anden. En havde netop købt jord, en anden giftet sig osv. Til sidst måtte manden bede sin tjener om at invitere gadens folk for at få gæster. Gilde skulle der være, og gilde blev der.

Om lignelserne gælder generelt at de grundlæggende er udtryk for en humor der totalt sprænger al snæversynet, farisæisk moral og småborgerlig bedømmelse af hvad der er rigtigt og forkert, dydigt og forkasteligt.

Det er ikke for meget sagt, at med Jesus kom humoren i virkeligheden tilbage til religionen, hvor den havde været fra tidernes morgen, som det kan ses at myterne fra alle dele af kloden, men hvor den som hovedregel forsvinder, så snart teologerne, de intellektuelle, tager over og begynder at lave systematisk teori om sagen, det de kalder 'dogmatik'. Sådan var det gået med jødedommen på Jesu tid, dvs med den dominerende farisæiske jødedom der lagde hele vægten på loven og lovens opfyldelse.

Men det skal tilføjes, at sådan er ikke al jødedom, den har tværtimod gennem andre tider været præget af en eminent udfoldelse af underfundighed og vis humor, bl.a. i den østeuropæiske gren, der hedder chassidismen, og som filosoffen Martin Buber voksede op i. Humor er uadskillelig fra jødedommen.

Omvendt gælder desværre, at humoren med profeten Muhammed forsvandt fra de ikke-jødiske araberes religion. Det lider de af den dag i dag. Humoren er en katastrofal mangelvare i islam.

Bjergprædikenen har andre formuleringer for nogenlunde det samme, men kærlighedsbudskabet gør altså ikke Jesus til humanist eller kristendommen til humanisme! Der er stadig en pointe i William Blakes sammenligning mellem Jesus og Sokrates som det er vanskeligt at komme udenom: kristendom er ikke morallære.

Men som enhver anden religion eller i det hele taget åndelig eller ideologisk bevægelse så måtte den tidlige kristendom nødvendigvis organisere sig for overhovedet at holde sammen på tilhængerne og påbegynde en udbredelse af læren.

Lokale menigheder blev grundstammen i det nye kristne fællesskab. Apostlene, der var praktiske, helt uuddannede mennesker, var omrejsende missionærer der kunne opmuntre, belære og formane menighederne. Først efterhånden udviklede der sig et egentligt præsteskab og en egentlig teologi.

Men aldrig så snart var dette sket, før stridigheder om den rette fortolkning begyndte og hurtigt skabte splittelser og hinanden bekæmpende retninger inden for kirken.

Det er overflødigt at minde om den katolske kirkes etablering og indbyrdes spektakler eller dens udvikling hen mod det der kaldes højskolastikken og kulminerede med Thomas Aquinas usædvanligt klare og stringente tænkning. Denne udvikling betød strenge definitioner på hvad der var ret tro med tilhørende inkvisition og ekskommunikation af kættere - eller det der var værre.

Denne reformation var en revolution, der løsrev de nordeuropæiske kirker fra pavens overherredømme, men dog ikke forhindrede egne former for krav om ret tro og forfølgelse af kættere.

Den gamle historie gentog sig. Kirken var og forblev en organisation der fortsat havde betydelig magt. Og al magt korrumperer. Både den katolske og den lutherske kirke kender til magtmisbrug der strider fundamentalt med forkyndelsen hos Jesus, men i vid udstrækning kunne hente sin argumentation hos Paulus. Her tænkes på hans ord om at kvinder skal tie i forsamlinger, og på hans ord om at man skal adlyde øvrigheden.

Når hertil kommer at den katolske kirkes præster slet ikke kan leve op til idealet om cølibat, men i vid udstrækning dyrker sex uden for det ægteskab de er udelukket fra som præster, ja, endog forgriber sig på børn de har til konfirmandundervisning eller altertjeneste, så bekræfter det altsammen kun at kirken forfalder i samme grad og takt som den bliver mere magt end ånd.

Jesus forkyndte 'Guds Rige', men det var kirken der kom, er det vittigt blevet sagt. Men ikke alle synes det er vittigt.

Udover de nævnte essentielle træk i forkyndelsen og selve den usædvanlige myndighed hvormed Jesus talte må nævnes tre ting som betegner emergens af største betydning.

Jesus påstod at han var Guds søn, altså at han var en inkarnation af det guddommelige.

Han var ganske vist søn af Josef og Maria, og kaldte sig også 'Menneskesønnen'. Men som bekendt skabtes stærke og livskraftige folkelige legender om hans meget specielle undfangelse ved Helligånden, om jomfrufødslen eller Marias ubesmittede undfangelse. Var Jesus 'Guds søn', så var han i hvert fald ikke avlet på normal seksuel måde. Det synes som om man under alle omstændigheder ville redde hans guddommelighed ved at fastholde både noget overnaturligt og noget absolut ikke-seksuelt. Hele den katolske Maria-dyrkelse vidner om menneskers store angst for det seksuelle. Men også om opfindsomheden når det gælder at begrunde det tilsyneladende paradoksale i noget overnaturligt.

Skræller man dette lag af myten, står det centrale tilbage, at selve Jesu provokerende og for samtiden dybt forargelige påstand om at være Guds søn ikke på nogen måde behøver at være i strid med sund fornuft eller naturens ellers temmelig ubestikkelige lovmæssighed. Det emergente var, at det guddommelige for første gang i historien blev placeret på jorden og i menneskelivet. Påstanden er totalt meningsløs set ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt, og den blev følgelig af Søren Kierkegård bedømt som kristendommens fundamentale paradoks.

Men ser man komplementært på sagen, så er hverken Gud, Guds rige, Evigheden eller Ånden et naturvidenskabeligt fænomen der kan underkastes objektive målinger eller analyser, men et eksistentielt fænomen der beror på de universelle arketypiske forestillinger som ligger uden for den menneskelige bevidstheds og dermed også den analytiske tankes område og kontrol. Én gang bragt ind i verden, gør de sig gældende på tværs af menneskets forstandskontrol.

Den dybe og radikale indsigt i påstanden forstås derfor bedst med dybdepsykologiske begreber.

Den anden afgørende emergens er korsfæstelsen eller rettere det eklatante nederlag Jesus led til sidst i sit liv, da han som Guds søn måtte lide den tort at blive hånet og ydmyget og til sidst hængt op på et kors som en gemen forbryder - uden at kunne redde sig selv. Det var efter datidens almindelige forestillinger om den guddommelige magt et klart bevis for at Jesus hverken kunne være 'Jødernes konge', som Pilatus skrev på korset, eller Gud.

Det emergente ligger i, at det her for første gang i historien blev tilkendegivet at Guds magt kan fortolkes som en magt der ligger milevidt fra evnen til at bryde naturlovene og gøre mirakler eller forhindre fjendernes overgreb. Den kan teologisk spidsfindigt, dvs ved hjælp af søgte paradokser, fortolkes som Guds afmagt (Søe), men det er at gå uden om pointen: Guds magt har intet at gøre med den magt mennesker kan besidde eller med den almagt de drømmer om allerede fra barnsben. Den har helt andre mål og veje.

Hvad så dette egentlig var, blev klart med det tredje emergente fænomen, opstandelsens fænomen, der igen ikke bør tages som noget overnaturligt, et brud på naturlovene, men som et psykisk faktum. Den døde Jesus genopstod i sindene hos dem der havde fulgt ham - og vel at mærke på en måde der var utroligt kraftgivende og livsbestemmende. Verdenshistorien blev fra den dag af anderledes.

Men igen må det nøgternt konstateres, at evangeliernes forfattere og de senere kirkelige teologer fastholdt mirakeltroen - og gjorde et stort nummer ud af den tomme grav og evangeliernes skildring af et efterfølgende møde mellem den genopstandne Jesus og nogle af diciplene. Blandt disse disciple var også den tvivlende Thomas, der fik lejlighed til at mærke naglegabene på Jesus krop. Han ville have beviser og afslørede sig faktisk derigennem som dybt vantro i Jesu øjne!

Senere indgik troen på 'kødets opstandelse' som bekendt som led i trosbekendelsen, hvor den har holdt sig siden og givet anledning til stigende tvivl og diskussion. Men stadigvæk lyder det ved enhver jordpåkastelse i folkekirkens regi, at "Af jord er du kommet; til jord skal du atter blive; og at jord skal du igen opstå."

Det sidste led bliver genstand for mange fortolkninger. 'Kødets opstandelse', siges det, skal heller ikke tages bogstaveligt. P.G. Lindhardt vakte som bekendt for 50 år siden furore med sin påstand om, at et liv efter døden sandelig ikke er noget mennesket har krav på.

Igen kan man dybdepsykologisk skære igennem og sige, at begreberne 'kødets opstandelse' og 'af jord skal du igen opstå' mere er udtryk for overtro og hedenskab end for kristendom. Ethvert menneske der dør vil genopstå i sindet hos dem der kendte det - og i den forstand leve videre i evigt liv. Jordpåkastelsens sidste led burde derfor lyde: "I vore hjerter vil du igen opstå".

Oplysning og sekularisering kræver ubetinget ret til analyse og kritik af alle overleverede dogmer og ritualer med udlugning af formuleringer der er blevet utidssvarende.

Men omvendt gælder, at myterne og herunder de mytedannende emergente begivenheder i historien uanset al videnskabelig analyse og almen tvivl eller forkastelse vil stå deres prøve, fordi de er billeder eller arketypiske forestillinger der primært lever i det kollektivt ubevidste - uden for den menneskelige tankes kontrol.

Gang på gang er det på disse sider hævdet, at syndefaldsmyten er helt central for forståelsen af menneskets kulturudvikling. Det var de første menneskers overtrædelse af forbudet mod at spise af kundskabens træ der satte gang i den kæde af erkendelse der har medført både menneskets frihed og dets ansvarlighed for egen skæbne.

Sekulariseringen kræver i dag et nyt syndefald, nemlig den fulde forståelse for, at mennesket ikke eksistentielt kan leve på naturvidenskab eller intellektuel analyse, men kun på kontakt med det kollektivt ubevidste.

Moralen er heller ikke på nogen måde overflødig som kompensation for den sikkerhed der ligger i dyrenes instinktive adfærd, men gik tabt med erhvervelsen af erkendelsen og friheden. Vi er nødt til at have normer, love og regler for hvad der må anses for tilladt og ikke tilladt. Men netop det fortsatte syndefald, forskyder nødvendigvis grænserne for det tilladte og især det forbudte. Til gengæld øges også ansvarligheden.

Og hvad den gamle forestilling om en retfærdiggørelse gennem gerninger angår, så gælder, at den naturligvis ikke kan opretholdes som en retfærdiggørelse gennem en simpel opfyldelse af borgerpligter og almen sømmelighed, endsige gennem overholdelse af Moselovens eller andre bud. Men kravet om etisk konsistens består.

Etisk konsistens vil sige, at enhver på indre psykisk plan er forpligtet til at sørge for overvægt af det gode i sit liv, da enhver anden bevidst strategi eller ubevidst drift vil betyde undergravning af mulighederne for at modtage kærlighed. Og dét er der ingen der ønsker eller kan leve med.

Kontakten med 'selvet' og det kollektivt ubevidste må have sin store plads i ethvert menneskeliv, og tiden må være inde til at udviklingen kommer over i den fase der kan kaldes 'selvets almengørelse'.

Her kan kristendommen vise sig af allerstørste betydning, fordi selve Kristus-skikkelsen kan give næring til den afgørende proces. Kristus-skikkelsen som arketypisk forestilling er fortsat i stand til at give energi til ikke alene enkelte menneskers personlige udviklingsproces, men også til den europæiske kulturs udviklingsproces, ja sandsynligvis til en udviklingsproces af endnu videre omfang.

Overrabiner Marcus Melchior (1897-1969) forestillede sig engang for mange år siden at FN muligvis kunne blive opfyldelse af de jødiske forhåbninger om Messias' komme. Det har forlængst vist sig at være en kæmpeillusion. Også FN blev en korrumperet magtorganisation. Men det grundlæggende i Melchiors forestilling var, at Messias slet ikke behøvede at være en person, men altså kunne være en organisation eller en tilstand i verdensudviklingen.

Jøderne drømmer stadig om Messias' komme, og de kristne om Kristi genkomst. Deres drømme kan sagtens være rene illusioner. Der er ud fra dybdepsykologiske bevidsthedsforestillinger absolut ingen rimelig grund til at tro, at Messias vil komme - eller Kristus vil komme igen - som personlig skikkelse.

Derimod er det muligt og relevant at forestille sig en udvikling hen mod selvets almengørelse der vil kunne skabe helt nye relationer mellem jøder, muslimer, kristne og andre, dvs en forsoning der nådigt - uden vor fortjeneste - fjerner det stærke og livstruende gensidige had og den hermed forbundne indre inkonsistens vi ser i dag.

Hele tanken kan måske forekomme fuldstændig fantastisk, navnlig når den øjeblikkelige situation i Irak og det øvrige Mellemøsten tages i betragtning. Men det er vigtigt at fastholde komplementariteten i eksistensen også når det gælder den store politiske og kulturelle udvikling.

Det er ikke magten og dennes sædvanlige virkemidler alene der bestemmer udviklingen. Det gør også ånden.

Denne artikel er den tredje af fem som trækker Jernesalts filosofiske grundlag op.

Tidligere er bragt:

Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten

Efterfølgende kommer:

Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
som kulturens tre hovedkilder

samt artiklen Politik, magt og afmagt  (30.12.04.)

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.) Syndefaldet

Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Mytologi  (Afdogmatisering - 2.8.02)

Konsistens-etikkens Ti Bud
et forsøg på at modernisere Moselovens gamle Ti Bud så de kommer til at svare til det sekulariserede samfunds etiske behov

Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens,
opfattet helhedsrealistisk som alt menneskeligt fra privatliv til samfundsliv, fra ansvar for eget liv til ansvaret for helheden.

Det fromme menneske
om uskyld, hellighed og jomfruelighed.

Vilh. Grønbechs kulturopgør

Værdimanifestet i forkortet udgave  (med register)

Værdimanifest i komplet udgave
med nærmere specifikation af indhold under de enkelte afsnit.