utils prefix normal JERNESALT - israelsharon

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.1.06.

Fighteren Ariel Sharon ude af politik


- men Israel hverken i kaos eller i sikkerhedsmæssig krise

Den umiddelbare ironiske kommentar i israelsk fjernsyn til meddelelsen om at premierminister Ariel Sharon onsdag aften var blevet hasteindlagt på hospitalet var, at Israel altid har haft fysisk svage ledere. Kæmpen Sharon havde en medført hjertefejl og var med årene blevet svært overvægtig, og han fik før jul en mindre hjerneblødning. Men den 77-årige fighter har indtil da kunnet klare en arbejdsdag på 20 timer, og han demonstrerede i november måned sin fuldt intakte og utrolige kampvilje ved at forlade det Likud-parti han selv havde været med til at starte, men som nu ikke ville føje ham længere. Resolut lavede han et nyt parti der fik tilslutning fra mange ministre og menige medlemmer og også fra Arbejderpartiets afsatte formand Simon Perez. Partiet blev i meningsmålingerne omgående spået til at vinde parlamentsvalget den 28. marts.

Sharon gav partiet navnet 'Kadima' der betyder fremad - og det er ganske dækkende for ham selv som både general og premierminister. Han kender ikke til tilbageskuen, stilstand eller opgivelse, men kun til aktiv og fremadrettet strategi og politik. Ikke for ingenting har han fået tilnavnet 'bulldozeren'. Først hjerneblødningen kunne standse hans oftest kompromisløse fremstormen.

Hjerneblødningen i sidste omgang er til gengæld så alvorlig at det er givet at Sharon ikke vender tilbage til aktiv politik. Han ligger i 'kunstig koma' og respirator, er i skrivende stund (fredag formiddag) netop blevet overført til operationsbordet igen - og har efter alt at dømme lidt uoprettelig hjerneskade.


Sharons ufrivillige tilbagetræden har naturligvis skabt usikkerhed om det forestående parlamentsvalg og dermed også om Israels forestående sikkerhedspolitik. Et valg giver altid sikkerhed, da overraskelser kan ske og slutresultatet under alle omstændigheder må afventes, men når den selvskrevne vinder, den karismatiske mand med den overvældende folkelige opbakning til sin sikkerhedspolitiske linje, falder fra bliver usikkerheden selvsagt større.

I denne helt ekstraordinære situation er det ikke sandsynligt at Arbejderpartiet med sin nye formand, Amir Peretz, og hans socialpolitiske program vil tage over. Valget står efter alt at dømme mellem den tidligere premierminister og nuværende Likud-formand, Benjamin Netanyahu, og Sharons højrehånd og nu fungerende premierminister Ehud Olmert med det nye Kadima-parti som basis. Det er valget mellem en fortsættelse af Sharons linje og en betydelig stramning af sikkerhedspolitikken. Eller valget mellem en pragmatisk og realistisk politik der på intet tidspunkt svækker sikkerhedspolitikken, men dog lader en dør stå åben for fredsforhandlinger - og en hård og uforsonlig sikkerhdspolitik der smækker døren i for fredsforhandlinger og derfor kun kan føre til øget spænding og mere vold og terror fra palæstinensisk side.


Verden holder vejret. Selv palæstinenserne er splittede. Gadens folk jubler, men nøgterne politikere ser faren. Man skal til Irans præsident for at høre utilslørede ønsker om Sharons død fra en leder.

Det mærkelige er nemlig, at den - også af mange Israel-venlige bedømmere - udskældte Ariel Sharon efter sin bemærkelsesværdige ensidige tilbagetrækning af israelske bosættere og deres militære beskyttere fra Gaza kom til at stå som et håb om genoptagelse af fredsprocessen. Ikke at han personligt ville genoptage forhandlingerne med palæstinenserlederen Mahmoud Abbas (Abu Mazen), som han ikke længere stolede på og hvis position iøvrigt er stærkt truet af Hamas' forventede valgsucces. Men fordi han modsat Netanyahu og de religiøse fundamentalister på højrefløjen vitterligt bevægede sig - og altså kunne se fordele ved visse indrømmelser til modparten.

Fredsprocessen gav han ikke frem flade shekel for. Den var påtvunget ham af USA og 'kvartetten' og kunne ikke engang efter Arafats død sikre en stabil våbenhvile. En dansk ven af Sharon fra Yom Kippur-krigens tid, Dan Katznelson, fortalte i går i tv at Sharon lige ud havde sagt til ham, at fred med de arabiske ledere kunne han få i morgen, men hvad ville det hjælpe, når palæstinenserne og mange andre menige arabere ikke ville være med. De vil have Israel udslettet.

Udsagnet er naturligvis stærkt forenklet, for der er vitterligt mange almindelige palæstinensere der ønsker fred, simpelthen fordi de er trætte af volden. Men Sharons bedømmelse er i kernen sand. Den øjeblikkelige politiske situation i det palæstinensiske selvstyreområde viser med uhyggelig tydelighed, at de politiske ledere ikke har magt over de unge eller de mange militser, ja den politiske magt vil sandsynligvis ved det kommende valg forskydes til fordel for Hamas der vil fortsætte terroren.


Det er med andre ord ikke moderate, freds- og frihedselskende mennesker der regerer palæstinenserne, men den hadefulde pøbel.

Man kan give alle mulige sociale, politiske og psykologiske forklaringer på dette ukontrollable had, men sandheden er, at der ikke kommer fred mellem palæstinenserne og israelerne uden at palæstinenserne får gjort op med deres eget had og kommer videre i en decideret modnings- og demokratiseringsproces.

Den altafgørende forskel mellem israelerne og palæstinenserne er desværre fortsat, at de første for længst har hævet sig over hadet og gået opbygningens vej, mens de sidste er besatte af hadet og destruktiviteten.

Dette var Sharon på det rene med - og det byggede han sin sikkerhedspolitik på. Alt andet ville også være naivt.


Henvisninger:

Status over året 2005  (31.12.05.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)
Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)

Ceder-revolution i Libanon?  (6.3.05.)
Palæstinensernes valg  (14.1.05.)
Arafat - en saga blot  (11.11.04.)
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)
Helsingør-topmødet  (EU-udenrigsministermødet 2.9.02.)
Arafat- eller fred?  (28.6.02)

Vendepunktet i Mellemøsten  (2.6.02.)


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal