ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.8.03.

Tilbageslag i Irak

De næsten samtidige terrorangreb på en stor og vigtig olierørledning i det nordlige Irak og en stor og vigtig hovedvandledning i selve Bagdad har yderligere påvist vanskelighederne med at opbygge og sikre den infrastruktur der er selve fundamentet for normalt civilliv og normal olieproduktion i landet.

Også den episode i Basra-området, der uheldigvis kom til at koste en dansk soldat livet, viser problemets særlige karakter. Man slås ikke blot med deciderede terrorister, stammende fra Baath-partiet og Saddam Husseins republikanergarde eller fra udenlandske sympatisører, men også med gemene tyvebander der fx uden tanke på at de ødelægger områdets elforsyning kører rundt og klipper el-ledninger over for at sælge dem. Det er en ekstremt fattig befolkning der tyer til sådanne udveje. Men det skal man altså også tage højde for.

I samme åndedrag kom også henstillinger fra bl.a. udenrigsminister Per Stig Møller til navnlig USA og de europæiske regeringer om at lade FN få en mere central rolle i Iraks genopbygning. Henstillingen var især møntet på Tyskland og Frankrig - og blev gentaget på udenrigsministerens møde i Det Udenrigspolitiske Selskab den 21.8.

Fra FN lød en klar tilkendegivelse af, at organisationen ikke vil opgive sin mission i Irak. FN's generalsekretær Koffi Annan afbrød straks sin ferie i Finland for at begive sig til New York, hvor sikkerhedsrådet indkaldtes til hastemøde 20.8.

De private hjælpeorganisationer udtrykte derimod stor bekymring for den store usikkerhed i Irak - og bl.a. Dansk Røde Kors' generalsekretær Jørgen Poulsen pointerede i TV2, at situationen nu er så usikker, at det simpelthen ikke er muligt at udføre hjælpearbejde. Det modsiges dog i nogen grad af den danske chef for FN's fødevareprogram i Irak, Torben Due, der efter et par dages kaos kunne rapportere, at hjælpearbejdet er i gang igen i hele Irak, ligesom kommunikationslinjerne er det.

Men vitterligt er der tale om et alvorligt tilbageslag i bestræbelserne for at normalisere forholdene i Irak med genetableringen af den fundamentale infrastruktur, lov og orden. Umiddelbart kunne det derfor se ud til at det rigtigste ville være at skaffe mere militær til landet. Men både USA og FN siger fra.

USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld siger nej, fordi han mener, at de styrker der allerede er i landet er tilstrækkelige til at klare situationen. Og FN's generalsekretær Koffi Annan har 21.8. i forståelse med udenrigsminister Colin Powell tilkendegivet, at FN ikke agter at sende egentlige fredsbevarende styrker til Irak.

I Sikkerhedsrådet arbejdes der på en ny FN-resolution der skulle kunne bane vej for troppeforstærkninger til den eksisterende koalition med USA i spidsen, men USA har klart tilkendegivet, at man på nuværende tidspunkt ikke er interesseret i at opgive den fulde militære og civile kontrol med udviklingen i Irak. Hvad der vil ske på lidt længere sigt er naturligvis et andet spørgsmål. Her spiller omkostningerne for de amerikanske skatteydere og valgene til både præsidentembedet og kongressen afgørende ind. Hvad der igen betyder, at præsident Bush kun har få måneder til at dokumentere en afgørende forbedring af situationen i Irak.

Udenrigsminister Per Stig Møllers telefondiplomati og behjertede henstillinger til navnlig Tyskland og Frankrig om nu at revurdere situationen og yde militære bidrag til arbejdet i Irak må i denne forbindelse betegnes som mere ønsketænkning end realpolitik. Forskellige danske kommentatorer som Peter Viggo Jacobsen, Mikkel Vedby Rasmussen, Ulla Holm og Birthe Hansen har da også næsten samstemmende betvivlet Tysklands og Frankrigs villighed til at skifte holdning i sagen. Disse lande har nemlig begge kun fået bekræftet deres opfattelse af krigen mod Irak som alt for risikabel - og vil naturligvis ikke rage kastanjerne ud af ilden for amerikanerne.

Spørgsmålet om krigens legitimitet skiller fortsat parterne. USA, Storbritannien, Spanien - og Danmark - er af den opfattelse af legitimiteten findes i de tidligere FN-resolutioner. Tyskland og Frankrig mener noget andet - og kan vanskeligt komme til andet resultat uden dermed at sanktionere USA's ret til som supermagt at fortolke resolutionerne ud fra præsident Bush's doktrin om forebyggende krig. Begge parter kan siges at have ret. USA fordi man erkender en fundamentalt ny verdenssituation efter 11.9.01. Tyskland og Frankrig fordi man ikke gør.

Den store og yderst krævende opgave med at skabe fred, lov og orden i Irak hænger derfor fortsat på USA og dets allierede. Disse er alle åbne for yderligere militære bidrag til koalitionens arbejde, men er også forberedte på fortsat at måtte klare ærterne selv. Præsident Bush har da heller ikke tøvet med at erklære, at USA agter at gøre arbejdet færdigt.

I bedømmelsen af den irakiske befolknings indstilling til amerikanerne må der derfor også skelnes skarpt mellem dem der umiddelbart og på langt sigt er tabere i spillet, nemlig Saddam Husseins loyale overvejende sunnimuslimske folk i Baath-partiet og republikanergarden og på den anden side den almindelige overvejende shiitiske befolkning der umiddelbart lider under uordenen i landet - og ganske naturligt også er mere eller mindre modvillige over for amerikanernes tilstedeværelse som besættelselsesmagt - men dog på langt sigt vil vinde ved genopbygningen og civiliseringen af samfundet såvel som ved landets neutralisering i forhold til konflikten mellem palæstinenserne og israelerne.

Et særligt problem har vist sig at ligge i indstrømningen af ikke-irakiske terrorister i landet, først og fremmest det forholdvis beskedne antal fanatiske, veltrænede og veludrustede folk fra Ansar-al-Islam-organisationen der i første omgang efter krigsudbruddet blev fortrængt til grænseregionerne ved Iran, men siden er vendt tilbage. Antallet skønnedes i maj måned at være omkring 700, men skal siden være reduceret væsentligt. Der skal imidlertid ikke noget stort antal af den slags terrorister til at anrette alvorlige skader.

Der er derfor ingen tvivl om, at USA's efterretningsvæsen i Irak allerede har intensiveret jagten på disse dødsensfarlige, martyrdødssøgende terrorister. Men når hertil kommer, at der tales om tilstrømning af mange andre skruppelløse terrorister fra andre dele af Mellemøsten - palæstinensere og afghanere bl.a. - er det blevet dobbelt understreget, at USA umiddelbart er nødsaget til en betydelige intensivering af kampen mod hele det internationale netværk af terrorister der opererer i Mellemøsten.

I virkeligheden synes spillet i øjeblikket at dreje sig om, hvem der vinder det pyskologiske overtag. Chokket for araberne i hele Mellemøsten var stort, da de måtte se med egne øjne på fjernsynsskærmene, at USA på kort tid kunne vælte det officielle Saddam Hussein-regime. Men begivenhederne de sidste uger i Irak såvel som i Israel har tydeligt vist, at terroristernes kampgejst intet fejler, men at de tværtimod stadig har både vilje, midler, kræfter og organisation til fortsat kamp mod den store Satan, USA og zionismen.

Udviklingen i Israel de allersidste dage peger også på, at vi langt fra er nået til et afgørende vendepunkt i Mellemøsten. Selvmordsbomben i Israel og det efterfølgende hævndrab på Hamaslederen Ismail Abu Shanab har ikke blot sat de palæstinensiske organisationers våbenhvile i stå, men hele køreplanen for fred. Sharon er blevet bekræftet i sin fundamentale mistillid til palæstinenserne - og premierminister Abu Mazen er blevet så svækket, at det er mere end tvivlsomt om han kan udrette mere. Volden vil eskalere.

Yassir Arafat er nok fysisk isoleret i Ramallah, men stadig den der trækker i trådene og bestemmer hvad Abu Mazen kan gå med til og ikke gå med til. En kommentator som Michael Irving Jensen kan have nok så ret i, at det ikke er tillidsskabende, hvad Israelerne gør med deres hævnaktioner, hegn og besættelser, men omvendt må det også siges, at det er uholdbart for en mulig løsning af konflikten, at palæstinenserne ikke har én og kun én leder der går fuldt og helt ind for den vedtagne køreplan for fred. Det kan stadig hævdes, at en vej mod en løsning overhovedet ikke kan banes før Arafat afgår ved en naturlig død, for Abu Mazen kan ikke gennemtvinge et opgør med de militante palæstinensiske organisationer uden at det vil medføre borgerkrig. Det véd ingen bedre end Ariel Sharon - og det udnytter han fuldtud.

Præsident Bush og udenrigsminister Colin Powell kommer også her på en hård prøve for at holde parterne bare en lille smule i nærheden af håbet om fred.

Men at Irak bliver befriet for terrorister, hvad enten de stammer fra Saddam Husseins parti og garde eller fra Taliban og lignende organisationer, vil gøre en afgørende forskel i hele området. En koordinering af programmerne for en fredelig udvikling i Irak og en fredelig udvikling i den palæstinensisk-israelske konflikt ser ikke ud til at være mulig, således som Bush og Powell er gået ud fra. Arbejdet må gøres færdigt i Irak først, bl.a. fordi det sammenlignet med arbejdet i Palæstina - så mærkeligt det kan lyde oven på et så stort tilbageslag som de sidste dages terrorhandlinger har været - ikke er en fuldstændigt uoverkommelig opgave.

Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror
Tidligere artikler:

Irakkrigen ubegrundet?  (8.8.03.)
Fred og demokrati i Mellemøsten?  (23.6.03.)
FN-sanktionerne mod Irak ophævet  (24.5.03.)
Det ulykkelige Saudi-Arabien?   (16.5.03.)
Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Irakkrigens første uge  (27.3.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Afgørelsen nærmer sig  (31.1.03.)
Krig mod Saddam Hussein?  (26.1.03.)
FNs resolution mod Irak  (8.11.02.)