utils prefix normal
forlag - 2009forord
FORORD TIL BOGEN 'JERNESALTS 2009-FILOSOF'
Forord
Den store finansielle og økonomiske krise i efteråret 2008 har med ét slag gjort den aktuelle nutid til et tidehverv.
Begivenheden markerer en fundamental vending i den økonomiske, miljømæssige, politiske og kulturelle udvikling for hele kloden, men den stiller også krav om en helt ny tidssvarende filosofi der er i stand til endeligt at løfte den 200 år gamle europæiske oplysningsidé og rationalisme op over den katastrofale forsømmelse af de irrationelle dimensioners afgørende betydning for udviklingen.
Den komplementære helhedsrealisme 2009 er en sådan ny eksistensfilosofi der som den første nogensinde fører de to afgørende europæiske kulturtråde fra årene omkring 1800 frem til en samlet erkendelsesmæssig, etisk og religiøs forståelsesramme baseret på ganske bestemte, helt fundamentale nyerkendelser i det 20. århundrede. Den er alment tilgængelig, men kræver gode læsefærdigheder og -vaner.
Komplementariteten ligger i accepten af såvel den rationelle som den irrationelle tilgang til tilværelsen - selvom de er logisk uforenelige. Udgangspunktet er den kendsgerning at mennesket på den ene side intuitivt ser virkeligheden som en meningsgivende helhed, men på den anden side nødvendigvis må forholde sig nøgternt, kritisk og praktisk-realistisk til den daglige tilværelse i al dens opdelthed.
Den komplementære helhedsrealisme har siden 2.2. 2002 været filosofien bag det tværfaglige internetorgan 'Jernesalt' som i de forløbne år har bragt erkendelsesmæssige, psykologiske og samfundsorienterede grundartikler såvel som løbende kommentarer og analyser af politiske og kulturelle begivenheder. Men det var netop fra starten tanken at runde af med en samlet, konsistent, men stadig åben filosofi.
Baggrunden for den foreliggende 2009-filosofi er 60 års studium af bestemte, særligt inspirerende forfattere, kunstnere og filosoffer hvis navne fremgår af listen over inspiratorer bagest i bogen. De allervigtigste er atomfysikeren Niels Bohr (komplementaritetssynspunktet), religionshistorikeren Vilh. Grønbech (virkelighedsforståelsen og dybdepsykologien), psykiateren Erling Jacobsen (konsistenstikken og dybdepsykologien), etologen og filosoffen Konrad Lorenz (aggressivitetsforståelsen), idehistorikeren og bevidsthedsforskeren Jes Bertelsen (forståelsen af helhedssynspunktets almengørelse) samt humormennesket Robert Storm Petersen (dansk humor).
Hertil kommer 75 års broget livserfaring samt en gennem årene systematisk opdyrket intuitiv begavelse og åbenhed over for ny erfaring.
Tidspunktet for offentliggørelsen af filosofien i bogform er en simpel følge af at arbejdet nu er gjort færdigt. Angivelsen af årstallet i titlen tjener blot det formål at understrege tidsbetingetheden.
Forfatteren er autodidakt og dermed uden nogen form for autorisation. Men dette har dybest set været en afgørende forudsætning for nytænkningen. En snæver fagligt-metodisk og af autoriteterne blåstemplet tilgang til og udførelse af projektet ville aldrig kunne have banet vej for en tænkning der bryder med faglig snæverhed og systematisk officiel negligering af de irrationelle aspekter af tilværelsen.
Pseudonymiteten er valgt fordi forfatterens person er underordnet. Der er ingen simpel biografisk forklaring på filosofien, men naturligvis en lang række forudsætninger.
Formen undgår med fuldt overlæg og få undtagelser bred argumentation og kildehenvisning. Begge dele vil i nogen udstrækning kunne findes på internetorganets artikler. Men det skal pointeres, at den forelagte filosofi ikke har til hensigt at bevise nogetsomhelst, og at den ikke kan forstås ud fra detaljen, men kun ud fra helheden. Den er et stykke helhedslitteratur.
Det er forfatterens håb at læseren under sig selv den fornødne tid og ro til fordomsfri læsning. Den dybeste indsigt nås kun i åben stilhed der giver fornøden tid til undren. Uden undren ingen ny erkendelse. Accepteres dette, kan læseren roligt være bange for at læse videre. Inspirerende bøger nøjes man ikke med at læse. Dem lever man med i passende tid - derfor er selve bogformen nødvendig. Saltets kraft viser sig først i det lange løb.
Jan Jernewicz
Link til Indholdsfortegnelsen
Link til Begreber og aksiomer
Link til Krisen ved årsskiftet 2008/09
Link til Eksistensen
Link til Verdensbilledet
Link til Livet
Link til Mennesket
Link til Sproget
Link til Samfundet
Link til Overordnede politiske parametre
Link til Udfordringen
Link til Helhedsrealismens advarsler
Link til Helhedsrealismens anbefalinger
Link til Efterskrift
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|