|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
REPLIK FRA JERNESALT - 20.3.10.Hvad skal vi dog med spiritualitet i erhvervslivet?"Det spirituelle er løs i erhvervslivet", lød en overskrift for nylig i avisen. Og det er jo næsten det samme som at udskrige at 'Fanden er løs' eller 'Ulven kommer'. Det lyder i hvert fald mest som en trussel. Mon ikke de fleste nemlig har på fornemmelsen at penge og erhvervsliv passer bedre til hinanden end spiritualitet og erhvervsliv. Vi hører i hvert fald hele tiden både erhvervsledere og kommenterende erhvervsjournalister samt kloge økonomer på universiteterne betone at det afgørende er hvad der står på bundlinjen i regnskaberne. Dér står nemlig om en virksomhed har overskud (sorte tal) eller underskud (røde tal). Men det må jo nok indrømmes, at regnskabsresultatet ikke spyttes ud af en maskine der på forhånd er programmeret til at følge bestemte regler slavisk og bare lade nogle producerende mennesker - i gamle dage kaldet arbejdere - knokle løs det bedste de har lært i forarbejdning af indkøbte materialer for derefter at se dem kørt ud til forbrugerne der slås om varerne og betaler den pris virksomheden forlanger. Tværtimod er en virksomhed en del af et meget følsomt og foranderligt marked, så den hele tiden er tvunget til at tilpasse sig 'interessenterne' på alle felter: investorer, kunder, konkurrenter, pengemarked, internationale aftaler og konjunkturer, arbejdsmarked, myndigheder, herunder skattevæsen, fornuftig ledelse og administration samt innovation. Og det er i denne omfattende tilpasning virksomhederne må erkende, at indtjening og gevinst ikke kommer af sig selv, men kræver en indsats langt ud over selve arbejdskraftens udnyttelse til simpel produktion. Noget skal imidlertid gøres, hvis en virksomhed ikke vil stagnere og bukke under. Og hovedstrategien er naturligvis fornyelse, helst konstant fornyelse. Dette gælder både det private erhvervsliv og nu også den offentlige sektor. Denne sidste var jo i årtierne op til 1970 eller 80 præget af et konstant stigende bureaukrati, der gjorde enhver offentlig sagsbehandler til en afskyelig skrankepave. Parkinsons berømte lov siger jo netop at "arbejdet udvider sig, indtil det udfylder den tid der er til rådighed for dets udførelse". Antallet af embedsmænd og arbejdsmængde har derfor ingen relation til hinanden. En embedsmand ønsker at forøge antallet af underordnede - og derfor skaber embedsmænd arbejde for hinanden. Medmindre der gribes ind! må man rigtignok tilføje. For det er det der sker med 'rationalisering', 'effektivisering' eller 'afbureaukratisering'. Og fornyelse eller forandring. Derfor prøver også den siddende regering med største energi at forny den offentlige sektor ved afbureaukratisering (som endda også skal være med til at redde det velfærdssamfund der umiddelbart trues af finanskrisen). Problemet er blot at den stærkt opreklamerede afbureaukratisering sættes i værk ovenfra, fra embedsmændene i ministerierne. Den medfører derfor uundgåeligt øget kontrol, hvad der igen betyder mere bureaukrati. Forslagene kan isoleret set lyde meget tilforladelige, men de skal føres ud i livet af praktikerne på kontorerne - og det går ikke glat. Den eneste klemme på dem er faktisk bevillingerne! Og det kan ingen lide. Bureaukrati må man skam også slås med i private virksomheder. Hverken i den private eller den offentlige sektor er der længere nogen vej uden om ledelser der er i stand til at motivere medarbejderne til både effektivisering og øget medansvar under hensyntagen til egen personlige udvikling - og dette kræver altsammen ikke blot en vis basal viden om psykologi og strategi, men i dag også bevidsthed om hvad der rører sig i de medarbejdere der er ansatte i den enkelte virksomhed og som denne ønsker både at udvikle og fastholde. En effektiv leder kan være 'ufølsom' i betydningen uden følsomhed for personlig kritik, men han kan ikke være blottet for forståelse for hvordan medarbejderne motiveres så både de selv og virksomheden har gavn af det.  Men hvad enten man kan lide det eller ej, så synes spiritualiteten at være blevet trend i erhvervslivet. Og derfor er det en fordel at der nu foreligger bøger der prøver at belyse problematikken nogenlunde nøgternt og kritisk. Kresten Schultz Jørgensen har anmeldt et par bøger fra Gyldendal Business om hhv. 'Ledelse og spiritualitet' og 'Ledelse med visdom', og han finder det først og fremmest vigtigt med et nuanceret billede. Det er fx ganske fint at få afdækket hvorledes 'vraggods' fra hippie-bevægelsen og new age blander sig med nyliberalisme og erhvervsledelse. Og at få fortalt at en NLP-guru som Harold Robbins får tusindvis af erhvervsledere til at danse sig i trance i Århus. NLP står for Neuro Linguistic Programmering - og angives at være et træningssystem der er udviklet af en linguist og en datalog i 1970'erne med det formål at udnytte den måde hjernen er konstrueret på, så det konstruktive får overtaget. Og mormonen Stephen Covey har åbenbart også held med at få danske erhvervsledere fra kendte firmaer til at lære hans 'syv gode vaner for højeffektive mennesker'. Altsammen effektivt nok, når det gælder at få firmaer til at betale i dyre domme for at få deres medarbejdere ud af truende sløvhed. Schultz Jørgensen kan også røbe at den anden visdomsbog om 'spirituelt baseret lederskab i virksomheder' kan berette om ledere der får deres 'indre perspektiv' til at danne grundlag for deres ydre virksomhedsliv. Men han spørger meget fornuftigt - men kønspolitisk ukorrekt - om det i virkeligheden er andet en 'damejournalistik om erhvervsledernes følelsesliv'. Han efterlyser med rette enhver nogenlunde nøgtern og dyberegående forklaring på hvad der overhovedet menes med spiritualitet. Og han gør direkte grin med en kvindelig erhvervsleder der stolt taler om sit kæmpestore 'hjælpe-gen' og en anden (med fin titel) hvis stor mål er at tjene mest muligt på kortest tid (dvs en arbejdsuge på max 20 timer). Jo, fanden er sluppet løs i manegen, hvis han bare kaldes overfladiskhed, business og smartness. Men man skal nu ikke helt se bort fra, at næsten enhver form for træning og terapi der gennemføres med en vis konsekvens kan give et skub allerede ved at rive et menneske ud af dagligdagen for en tid. For dette giver i sig selv et frirum og en fritid der betyder muligheder for at pleje sjælen, dvs få kontakt med forsømte kilder. Næsten ethvert kursus vil også blive hilst med glæde eller ligefrem begejstring af enhver medarbejder, fordi det river det ud af den daglige trummerum - og allerede derved stresser af og lader op. Firmaerne betaler. De kan trække udgiften fra i driften - og viser at de interesserer sig for deres medarbejdere. Og disse kan få en ekstra ferie. At det måske ikke altid er penge der er givet lige godt ud, er en anden snak. Jeg husker et glimrende kursus på et slotslignende sted hvor der intet var at klage over med hensyn til forplejningen, og hvor en tidligere medarbejder ene mand holdt deltagerne i ånde i halvandet døgn. Han havde startet sin egen kursus- og konsulentvirksomhed og samtidigt lanceret en management-kalender der gik som varmt brød. Og han var blændende dygtig til at formidle alle sine ideer. Han fortalte på et tidspunkt lidt om amerikaneren Thomas A. Harris og hans 'transaktionsanalyse' (der benytter begreberne Forældre (Ophav), Voksen og Barn - der svarer nogenlunde til Freuds Superego, Ego og Id) - og guruen bad os efterfølgende udfylde et skema, så vi kunne se hvor vi hørte hjemme. Det viste sig at flertallet havnede i barne-gruppen, og det undrede forsamlingen højlydt, for de fleste var højtuddannede akademikere med krævende intellektuelle opgaver. Men i virkeligheden var der intet at undre sig over, for Harris' kategori 'barn' er nemlig to forskellige ting, nemlig 'det frustrerede barn' og 'det kreative barn', og dem er der jo som navnene antyder meget stor forskel på. Det fortalte kursus-guruen bare intet om. Men jeg kunne ved gennemgang af det anvendte skema se, at hovedparten af spørgsmålene der førte til afkrydsning ved 'Barn' tydede på kreativitet. Så der var intet mærkeligt i at flertallet hørte til denne gruppe - for de levede professionelt af at være kreative i arbejdstiden! Noget helt andet er at man med den nye trend kan stille spørgsmålet om en ny virkelighed skulle være på vej. Det gjorde erhvervsfilosoffen Morten Paustian i Berlingske Tidende 21.2., og hans svar var bekræftende. Grundlæggende set vil der være tale om et paradigmeskift, hævder han, idet han påstår at virkelighedens præmisser vil blive skiftet ud. "Det afgørende skift knytter sig til vores erfaring af bevidsthedsdannelse. Mange mennesker oplever allerede i dag en form for kraft der forsyner dem med de tanker, ideer og impulser der kan forberede dem på kommende begivenheder. Det viser sig i pudsige sammenfald mellem deres egne tankeprocesser og de spontane indfald, som møder dem med kærlighed og omsorg." Paustian understreger at dette paradigmeskift ikke i første ombæring vil komme til at foregå inden for naturvidenskabens forskningsfelt. Det vil i stedet dreje sig om menneskets evne til at kunne skabe nye tanker og nye måder at tænke på. Og han er derfor på det rene med at skiftet formentlig vil blive særlig tydeligt inden for medieverdenen, sundhedsektoren, undervisning og forskningsverdenen, kunst og kulturlivet samt dele af det etablerede erhvervsliv. Og skiftet er endda ikke i egentligste forstand et skift for disse mennesker, for de kender processerne i forvejen, ja kunstnere er ofte "trænet i at bruge denne nærmest magiske evne". Men det vil ikke længe være et tabu-emne eller et emne som blot uforpligtende kan tages op i hyggesnakken ved middagsselskaber. Det vil derimod vække mange menneskers længsel efter at kunne finde deres egen plads i livet og i samfundet. Efter Paustians mening handler paradigmeskiftet om "en bevidstgørelse af menneskets udviklingspotentiale fra at være hæmmet af mekaniske årsagsforklaringer til at blive værdsat med magiske selvskabende evner". Disse magiske evner bemærkes ofte som geniets særlige kunnen, noterer Paustian. Men ikke desto mindre besidder mange danskere potentialtet til at udrette noget genialt og opsigtsvækkende.... De er blot ikke klar over det - og derfor vil det kræve et langt sejt træk på syv-otte år for at udviklingen kommer de mennesker i møde som dagligt føler sig begrænset og formgivet udefra. Og udviklingen vil efter hans mening også nok komme til at ske i bølger. Det er ganske forfriskende at læse sådanne betragtninger fra en erhvervsfilosofi, men det kan undre at Morten Paustian tilsyneladende ikke aner nogetsomhelst om at de evner han finder hos kunstnere og som han kalder 'magiske' i virkeligheden findes hos alle mennesker lige fra fødslen og ikke i deres udspring er det fjerneste 'magiske', men er simple naturlige processer i psyken som kommer af at de er primære, førsproglige processer. Først når de tillærte sekundærprocesser med alle deres sondringer og logik begynder at virke, kan de medførte processer blive ensrettet og hæmmet. Jf. artiklerne om De psykiske grundprocesser. Primærprocesserne er yderst kreative fordi de tillader fuldstændigt fri association mellem alle tilgængelige billeder og forestillinger fra såvel den personlige bevidsthed og underbevidsthed som den upersonlige bevidsthed og det kollektivt ubevidste. Alle disse forestillinger udgør en uudtømmelige inspirationskilde der er til rådighed for alle, og som kun begrænses eller udtørres med sekundærprocessernes ensretning og eventuelle totaldominans. Det ønskelige paradigmeskift er derfor på ingen måde en indførelse af noget nyt, men en genopdagelse og frigørelse af en medfødt evne og et medfødt potentiale som altid har eksisteret og gjordt sig gældende i kulturen, men som blot siden rationalismens overherredømme uheldigvis er blevet forvist til andenpladsen mere eller mindre konsekvent. Det var romantikken i begyndelsen af 1800-tallet der gjorde det første alvorlige oprør. Men siden kom de store folkelige vækkelser i midten af 1800-tallet, efterfulgt af arbejderbevægelsens oprør, kvindefrigørelsen, den seksuelle frigørelse fra 1930'erne, ungdomsoprøret i 1968 - og utallige andre mere eller mindre omfattende protestbevægelser og strømninger. Disse har ramt kulturen i sin helhed, men naturligvis dermed også med en vis forsinkelse det politiske system og erhvervslivet. Det ligger i sagens natur at Jernesalt i princippet kun kan hilse oprørene velkomne, da de på mange delpunkter har samme målsætning som Jernesalt. Men det bør understreges at det er en forudsætning for overhovedet at forstå hvad der foregår og om muligt forebygge at bevægelserne kommer på afveje i blind kamp mod indbildte vejrmøller eller i simpel business, at de aktive deltagere får fat på at det ikke er virkeligheden som sådan der skal laves om, men menneskets indstilling til den, og at der her ikke er tale om at fornægte eller afskrive fremskridt der er opnået ad rationel vej, men om at komplementere den ensidige dyrkelse af det rationelle med passende inddragelse af alt det irrationelle. For det er dette irrationelle som er 'magisk' eller 'fortryllende' i lige præcis den forstand at det er det der gør livet værd at leve og giver mening til livsopgaverne - i og med at primærprocesserne og kun disse processer giver fuld føling med de skabende energier i psyken. Der må altså siges at være brug for 'spiritualiteten' i erhvervslivet såvel som i det personlige liv og i familiesfæren, men det er ikke ligegyldigt om man opfatter spiritualiteten som et luftigt åndsfænomen af ubestemmelig art eller som et meget jordnært psykisk fænomen som kan nøje beskrives i hele sin detaljerede virkemåde. Der er nemlig ingen overnaturlige kræfter på spil, og derfor bør alle parter holde sig langt væk fra overtroiske forestillinger, ukontrollerede metoder og billige modeterapier. Og i stedet lære den gundlæggende psykologi om kreativitet, kvalitet og mening at kende. Og denne psykologi hedder den konkrete dybdepsykologi om de to slags psykiske grundprocesser og de fire psykiske fundamentalkræfter. Og den fælles begrebsramme der kan sørge for at det hele forbliver nøgternt hedder den komplementære helhedsrealisme der derfor slutteligt skal anbefales. Jan Jernewicz Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade Henvisninger: Relevante artikler på Jernesalt: Ichak Adizes Thomas A. Harris De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Veje til livskvalitet og mening - artikelserie Det musiske menneske Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys (31.5.08.) Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle? (7.3.10.) Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski Hvad vi lever på Vilh. Grønbechs kulturopgør Konrad Lorenz' kulturopgør Jernesalts 2009-filosofi Komplette indholdsfortegnelsen til Jernesalts 2009-filosofi Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Rubrikken: Replikker Forrige replik: Hvad skal vi dog med Det kongelige Teater? (18.03.10.) Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |