ARTIKEL FRA JERNESALT - 01.01.03.

Status over året 2002

Til de muntre sider hører først og fremmest Peter Brixtofte-sagen, ikke fordi det kan være særligt sjovt for Farums skatteydere at se sig holdt for nar på så grov en måde, at det vil koste dem mange penge de næste år, men fordi det for os andre har været fantastisk at se, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre for en begavet og idérig mand som Peter Brixtofte at komme så langt ud i alkohol-misbrug, storhedsvanvid og forfølgelsesvanvid at han totalt har mistet jordforbindelsen, men alligevel formået at jonglere med tal og pengeoverførsler, så ingen har kunnet gennemskue det i tide. Flertallet er hoppet på karusellen og har fået sig nogle ordentlige gratis svingom'er af Peter Nar af Farum.

Muntert har det også været at følge de danske anklagemyndigheders seje kamp for at få Tvind-lederen Amdi Petersen anholdt i USA, udleveret til Danmark og anklaget for konkrete forsøg på bedrageri over for den danske stat med midler der skulle være gået til ren skolevirksomhed. Det sjove ligger ikke i bedrageriets fakticitet eller pengemæssige og tidsmæssige omfang, men i at den sigtede og hans medsigtede oprindeligt har været en slags idealistiske mennesker der troede på visse pædagogiske og organisatoriske ideer som vejen til ændring af det bestående kapitalistiske og magthierarkiske samfund. For de endte med at blive udspekulerede svindlere der stadig mere kynisk og konsekvent har skjult deres reelle hensigter såvel som deres organisations reelle struktur og transaktioner med samt deres personlige luksusliv bag en facade af godgørendhed, u-landshjælp og progressiv pædagogik. Motivet kan man på grund af den totale lukkethed i systemet kun gætte på, men alt peger hen mod et primitivt hævnmotiv fra den Amdi Petersen der i sin tid blev afskediget som folkeskolelærer for sit ungdomsoprør.

Muntert har formandsopgøret hos socialdemokraterne sandelig også været. Ikke fordi Poul Nyrup Rasmussens sviende valgnederlag i november 2001 nødvendigvis måtte føre til en vis selvransagelse i partiet, men fordi Nyrup stille og roligt, uden nogen form for direkte oprør, blev vraget som fornyer efter mere end et halvts års debat og et ordinært landsmøde i partiet. Ingen turde fortælle ham sandheden - og han var selv totalblind over for alle de tegn i sol og måne som alle vi andre kunne se med et halvt øje. Der skulle en venskabelig aftensamtale med en af de hidtige nærmeste støtter til for at overbevise Nyrup om, at løbet var kørt. Han smed håndklædet i ringen - og overlod det til en anden gamle støtte, Mogens Lykketoft, at sikre sig formandsposten på det ekstraordinære landsmøde - gennem metoder der måske ikke var særligt fine i kanten eller særligt åbent-demokratiske, men til gengæld vil sikre næste generation de bedste kort næste gang der skal vælges ny formand. Og det bliver sikkert allerede umiddelbart efter næste valgnederlag.

Men at den ene banemand således bliver offer for den anden er nu ikke det eneste muntre ved socialdemokraterne. Det er også deres ståen i stampe, hvad angår selve organisationen. Ingen har vel givet en mere rammende karakteristik af partiets organisation end Christine Antorini, når hun fornyligt i en kronik skrev: "Siger man socialdemokrat, ruller en frygtelig symbolverden frem for ens indre øje: Fagforeningspampere, sure kredsformænd, Arbejdernes Ligkistemagasin, tykke, inkompentente mænd, kvinder med skærende stemmer og lille indsigt, ædegilder på LO-skoler og kongresser, Arbejdersangbogen, alkohol, små ambitioner, selvtilstrækkeligehed, beton i hovedet, beton i boligbyggeriet, patos, nidkærhed, lønmodtagerkultur, Arte, Dansk Folkeferie, konservatisme, gråt, ens, smålighed, milimeterretfærdighed, firkantede regler, misundelse, fodnotepolitik, magtbrynde, borgmestervælde, mere er bedre, nepotisme".

En frygtelig svada. Men ikke til at stå for - for en udenforstående!

Morsomt er det også, at socialdemokraterne støt og roligt har bevæget sig derhen i indvandrer- og flygtningedebatten, hvor flertallet af danskere befinder sig, og hvor partiets eneste virkelige konkurrent, Dansk Folkeparti, har befundet sig længe. Forstummet er nu Nyrups tåbelige snak om et parti som socialdemokraterne ikke vil være i stue med. For nu kan de godt se fordelen ved at forhandle med det. Dansk Folkeparti er blevet et indflydelsesrigt parti med benene på jorden og fingeraftrykkene parate i finanslovgivningen.

Dansk Folkeparti har således på europæisk plan skilt sig markant ud fra Pim Fortuyns Liste i Holland og Frihedspartiet i Østrig, som begge i løbet af året har dummet sig gevaldigt ved at vælte en borgerlig regering de selv var blevet medlemmer af, og udelukkende på grund af interne stridigheder om strategien. Det hollandske parti, hvis succes ene og alene skyldtes den Pim Fortuyn der blev myrdet op til valget i maj, ser ud til at blive decimeret og miste sin indflydelse, mens det østrigske parti sandsynligvis får en ny chance for at vise regeringsansvarlighed. Men muntert er det altid at følge kampen mellem illusioner og realitetsans.

Tyrkiet demonstrerede en anden slags illusionisme, da den nyvalgte regering af AKP (det muslimske parti for velfærd og retfærdighed) formelig åbnede en storoffensiv mod EU forud for og under topmødet i København 12.-13.december. Regeringen i Tyrkiet, som ved en ren og skær fejltagelse er blevet kandidatland i EU, ville partout have fastsat en dato for indledningen af optagelsesforhandlingerne, selvom landet er uendeligt langt fra at opfylde blot elementære forudsætninger for optagelse, og slet ikke kan regne med overhovedet nogensinde at blive optaget, fordi det efter mange europæeres mening ganske enkelt ikke hører hjemme i Europa. Men hele den tyrkiske musik blev spillet ud - endda med den amerikanske præsidents hjælp. Offensiven gav bagslag og viste i sig selv, hvor lidt tyrkerne forstår af europæisk kultur og politik.

Russerne demonstrerede på samme tragikomiske vis deres komplette mangel på forståelse for retssystemet i Danmark og Europa, da de efter den uhyggelige tejtjenske terroraktion mod et teater i Moskva forlangte den tjetjenske vicestatsminister Zakejev, som netop var i København til tjetjensk verdenskongres, udleveret til retsforfølgelse. Han blev arresteret og varetægtsfænglet mens sagen blev undersøgt, men derefter sat på fri fod, idet beviserne for hans deltagelse i terrorhandlinger ikke var holdbare. Russerne viste deres værste sider. Putin aflyste et statsbesøg i Danmark og kom på et pressemøde med et så groft og vulgært udfald mod en journalist, som han troede kom fra Danmark, at det vil blive husket. Russerne begyndte samtidig systematisk at chikanere dansk transport af varer ved Ruslands grænser. Stormagten viste tænder som om den stadig var en Sovjetmagt. Men Sorte-Per gik videre til Storbritannien, da den løsladte Zakejev valgte at rejse til London.

Munter var også Dagens solnedgang. Det nye dagblad, der så dagens lys den 22. oktober under fremvisning af den allerstørste flothed, selvsikkerhed og sejrsvilje, fik kun to måneders levetid før pengeinvestorerne bag det måtte kapitulere. Der var ellers ikke sparet på nogetsomhelst; kontorerne var flotte og dyre, bilerne og kantinemaden det samme, lønningerne ligeledes - og papirkvaliteten fejlede heller ikke noget. Men abonnementsindtægterne fik man ikke opkrævet, og annonceindtægterne udeblev, så man efterhånden nærmest forærede de store helsidesannoncer væk, der skulle være basis for det hele. Hurtigt var der hverken midler til lønninger eller feriepenge. Bunden blev med andre ord nået på rekordtid, skønt gud og hvermand ved, at etableringen af en virksomhed af den art og det format forudsætter en kapital, der kan dække underskuddet mindst et år. Men flot var blålyset. Næsten lige så flot som påfuglehannens fjerpragt, som ifølge Tor Nørretranders kan stå som symbolet på selve den seksuelle selektions inderste hemmelighed: kunsten at skaffe sig mage gennem umage, eller rettere: skaffe sig mage ved at tage sig ud.

Glædelige fænomener i absolut ren og positiv forstand var der dog også mange af i årets løb. København fik en flot Metro fra Nørreport over Kongens Nytorv til Christianshavn og videre ud på Amager. Ganske vist med indskrænket kørsel de første måneder på grund af sikkerhedsmæssige problemer. Men de bliver løst - og flere etapper af Metroen åbnes til maj og igen til efteråret.

Komponisten Per Nørgård fyldte 70, men fyldte også mange lytteres øren med nye og gamle værker i de mange koncerter der fandt sted. Først og fremmest skal nævnes hans 6. symfoni "At the End of the Day" og hans orkesterværk "Terrains Vagues" i Thomas Dausgaards fremragende udførelse med Danmarks Radios Symfoniorkester.

På Arken åbnedes en stor og flot udstilling af Asger Jorns kunst, der i det nye år går videre til Holland og Tyskland, og som tillige med det fine katalog kaster nyt lys over denne store kunstners skabende kraft. Få kunstnere har været så kreative eller spændt så vidt som Jorn, og få er sværere at sætte på formler. Skaberglæden og generøsiteten i allerbedste forstand er umiskendelig. Alternativiteten til det borgerlige og småborgerlige liv er demonstreret markant og inspirerende.

Tegneren Klaus Albrectsen viste med en retrospektiv udstilling på Arbejdermuseet og erindringsbogen "Livstegn" fra det jyske forlag Vistoft, at også han har været mester for at skabe kritiske alternative billeder til magtens og magtudøvelsens systematiske forsøg på at rette samfundslivet og kulturen ind i dræbende ensidige og entydige baner.

Den ungarnsk forfatter Imre Kertesz fik nobelprisen i litteratur for sine få og meget specielle bøger om det at være jøde og overlevende fra Auschwitz. Kertez måtte på et tidspunkt søge lægebehandling, men blev nervøs for lægens hensigter: De har vel ikke i sinde at tage min depression fra mig? spurgte han. For det ønskede han bestemt ikke. Det var så at sige den han skrev og skriver på. Traumerne er han aldrig kommet over. Det er fortsat hans eksistentielle gåde og problem at være overlever i en verden der er så ond og uretfærdig som den er. Men denne mærkelige humor, der netop har så meget med depression og indadvendthed at gøre, bærer ham igennem. Humoren der har sin grund i den menneskelige tragedie, at vi ikke har nogen ret til at være her endsige til at hævde vore meninger som absolutte sandheder. Humoren der begunstiger selvrefleksionen og bevirker en stadig mere forfinet og kompleks underfundighed. Det er få forfattere der har fået nobelprisen for den slags.

Nils Malmros' værker hører ikke til dansk films meanstream af såkaldte dogmefilm, dvs film der med fuldt overlæg produceres på lavest mulige budgetter, og som derfor bringer glimrende alterrnativer til den alt for kostbare og publikumskrævende Hollywood-standard. Men han er immervæk en af vore mest betydelige filmskabere - helt på højde med Carl Th. Dreyer. Hans nyeste film, "At kende sandheden", handler om det moralske dilemma, som hans fader, den anerkendte århusianske neurokirurg Richard Malmros blev stillet overfor, da han i 1940erne gang på gang fik valget mellem at bruge thorotrast-stof til hjernescanning og dermed redde patienternes liv, men samtidig påføre dem en vis kræftrisiko - eller undlade at bruge stoffet og dermed faktisk give patienterne dødsstødet. Brugen af thorotrast var i enhver lægelig og juridisk henseeende forsvarlig, men moralsk set gav den Richard Malmros samvittighedskvaler. Sønnen Nils formår at genskabe dilemmaet på film på en utroligt smuk og påtrængende måde, så vi fatter dets alvor - og det sætter filmen i absolut særklasse.

Alvor har der og er der også i årets store udenrigspolitiske spørgsmål: kampen mod den internationale terrorisme, konflikten i Mellemøsten, konflikten med Irak og truslen generelt fra en islamisk verden, der for visse dominerende deles vedkommende på fundamentalistisk vis kobler deres had til vesten og de vestlige værdier sammen med deres dogmatiske tro på egne religiøse sandheder.

Verden blev vitterligt forandret ved terrorangrebet den 11. september 2001 på USA, fordi det gik op for den vestlige verden, hvor dybt mange muslimers had til Vesten egentlig er, og hvor sårbar det moderne vestlige samfund egentlig er for hensynsløse terroristers kyniske anslag. USA vågnede bogstaveligt op fra sin drøm om isolationisme og indifference over for omverdenens problemer, og alle vågnede vi op fra vore illusioner om muslimerne som overvejende normale mennesker med normale ønsker om at leve i fred og fordragelighed med andre i respekt for andres værdier, kultur og religion. Den muslimske fundamentalisme og terrorisme har dermed også ramt muslimerne selv, for tendensen - den psykologiske mekanisme - i sådanne konfliktsituationer vil altid være, at de angrebne dømmer modstanderen over én kam. Man undlader det nødvendige, nøgterne skel mellem muslimer der er ekstremister og muslimer der er tolerante og fredelige. Det vil desværre komme til at gælde mange, mange år frem i tiden - og der er derfor ingen grund til at tro på, at forholdet mellem den muslimske og den ikke-muslimske verden vil blive normaliseret foreløbig.

Det vil konflikten i Mellemøsten blive dagligt bevis for. De meningsløse terroranslag fra fundamentalistisk muslimsk side mod civile israelere vil fortsætte. Den forståelige, men ukloge fortsættelse af den israelske besættelse og undertrykkelse af palæstinsiske områder vil fortsætte. Arafat vil blive siddende endnu nogle år. Sharon formentlige blive genvalgt som premierminister - og ulykkerne vil ingen ende tage.

Meget kommer dog til at afhænge af udviklingen i konflikten med Saddam Hussien og hans Irak. FN har vedtaget en klar resolution om krav til våbeninspektionen i Irak og afvæbningen af Irak, men Saddam Hussein spiller fortsat kispus med våbeninspektørerne og Sikkerhedsrådet. Der er store huller i den rapport irakerne på forlangende af FN har udarbejdet om sin ødelæggelse af de farlige, nukleare, kemiske og biologiske våben. Der er påstande om overflytning af vigtigt udstyr og vigtige lagre til Syrien. USA har ikke lagt skjul på sin utilfredshed med tingenes tilstand og gør åbenlyst klar til militært angreb på Irak ved slutningen af januar måned 2003. Men Koffi Annan og de arabiske lande advarer mod en krig. Og USA's normale støtter i den vestlige alliance er - med Storbritannien som eneste undtagelse - yderst betænkelige ved udsigtern til en krig. Specielt Tyskland melder fra af grunde, der tager sig påfaldende pacifistiske ud, dvs af ren og skær konfliktskyhed. Gerhard Schröder vandt valget på sin stilling. Men det har kostet ham USA's tillid.

Men dilemmaet består. Hvad enten USA med FN's billigelse angriber Irak eller ej, så medfører det risiko for udvikling af store konflikter i den allernærmeste fremtid. Umiddelbart kan man undgå en krig, der vil give Irak påskud for destruktiv ødelæggelse af sine olieanlæg med katastrofale følger for resten af verden. På lidt længere sigt - blot fem til ti år - risikerer man, at Irak igen fremstiller og bruger masseødelæggelsesvåben som vil destabilisere hele området og specielt true Israel. Håb om en fredelig politisk aftale med Saddam Hussein, der også vil kunne indebære ophævelse af sanktionerne mod Irak og dermed en normalisering af hele den irakiske økonomi, er det umuligt at få øje på.

USA står i denne situation med nøglen til en afgørelse. Der er uenighed i bedømmelser af USA' målsætning. For der har længe været ret entydige tegn på, at det primære mål for USA var fjernelsen af Saddam Hussein og erhvervelsen af kontrollen over den irakiske olieproduktion. Men det er efterhånden blevet klart, at i hvert fald den amerikanske udenrigsminister Colin Powel kun ønsker krig mod Irak, hvis FN's sikkerhedsråd slutter op om den. Han håber altså til det sidste på en politisk løsning. Men USA har i sin magt som eneste supermagt i verden at kunne træffe sin beslutning hen over hovedet på FN, den arabiske verden og de vestlige alliancepartnere, hvis det endeligt gælder. Tvivl om USA's meget bastante fokusering på kampen mod den internationale terrorisme er der intet grundlag for. Verdenssituationen er følgelig i allerhøjeste grad usikker, og verdensordenen følgelig i allerhøjeste grad under forandringens lov.

På denne baggrund er det ubetinget glædeligt at året 2002 politisk sluttede med aftalen på topmødet i København om optagelse af otte østeuropæiske lande plus Malta og Cypern i EU. Aftalen var svær at få halet i land, ikke mindst på grund af Polens ret stejle krav og alt for opskruede forventninger, men det danske formandskab klarede opgaven med bravour.

Resultatet er det mest glædelige storpolitiske resultat overhovedet siden anden verdenskrig. Sårene efter denne krig og den ulyksalige Yalta-aftale i 1945 er endeligt blevet lægt. Den kolde krig endeligt ophørt. Jerntæppet og Berlin-muren endeligt afmonteret. De østeuropæiske lande endeligt vendt tilbage til det Europa de hører til.

På den hjemlige front har VK-regeringen under Anders Fogh Rasmussen haft sine begynderproblemer, men formandskabet i EU har givet statsministeren betydelig prestige. Regeringen kan nu ånde lettet op oven på anstrengelserne - og for alvor tage fat på de problemer som skal tegne regeringens mål og formåen frem til næste valg. En af de store opgaver angår stadig EU, nemlig den nye forfatning for EU og de danske forbehold. Alt tyder på folkeafstemninger herom i 2004. Men skatteproblemet trænger sig også på - foruden hele gennemslagskraften af den ideologi der kan vise forskellen mellem en socialdemokratisk og en borgerlig regering. Højre/venstre-skellet er passé, har Anders Fogg Rasmussen dekreteret. Men han skylder endnu at vise hvad borgerlig, frihedsbetonet, ansvarlighedsbetonet og uformynderisk politik vil sige til forskel fra den lighedsbetonede og statsformynderiske som den gamle regering førte. Måske vil statministeren røbe lidt herom i sin nytårstale i aften.

Alvor kommer det ikke til at skorte på i det nye år. Kampen mod terrorismen og Irak- og Mellemøsten-konflikten er ikke ene om tegne trusselsbilledet. Også verdensøkonomien, globaliseringens problemer, kløften mellem rige og fattige lande er store udfordringer.

Peter Nar af Farum
Endelig gik han, Nyrup
Mordet på en karismatiker
Valget i Østrig
Tyrkisk storoffensiv
Russerne er dumme
Putins grovheder
Dagblad for dagen?
Per Nørgårds musikalske univers
Jorn på Arken
Livstegn fra Klaus Albrectsen
Kaddish for Kertész
Humor og tragedie
At forfølge sandheden
Den 11. september
Den historiske EU-udvidelse
Den 13. december 2002