utils prefix normal JERNESALT - labour10a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.09.10.

Labour forlader den tredje vej

Lidt overraskende blev den 40-årige Ed Miliband ny formand for det britiske arbejderparti på den ekstraordinære kongres der fandt sted i lørdags og som var nødvendiggjort af Gordon Browns store valgnederlag i maj måned. Ed Miliband slog storebroderen David Miliband der var udenrigsminister i Browns korte regeringstid - med en ganske lille margen på 1,30 procent (50,65 mod 49,35) i fjerde runde.

Det overraskende ligger i at David Miliband længe blev anset som storfavorit på grund af sin langvarige erfaring som minister, sidst som respekteret udenrigsminister fra 2007 til 2010. Det var dog et handicap at han var den forkætrede Tony Blairs 'opfindelse'. Men Ed viste større gennemslagskraft i debatterne og halede støt og roligt ind på broderen. Han er heller ikke uerfaren, da han var rådgiver for Gordon Brown i dennes tid som succesfuld finansminister og desuden var energiminister fra oktober 2008 til juni i år. Og han vandt kampen fordi fagbevægelsen støttede ham. Efter sejren erklærede Ed Miliband: "Jeg er stolt af både Tony Blair og Gordon Brown, men vi tabte valget. Min besked til vælgerne er følgende: Jeg ved, vi mistede jeres tillid, men i dag har en ny generation overtaget Labour. Vi forstår, at vi skal ændre os. Jeg har fattet det."

Det er i sig selv helt usædvanligt, at magtkampen i partiet har stået mellem to lige begavede og lige veluddannede brødre som ligner hinanden ganske meget og deler mange synspunkter. Men den yngre Ed har virket friskere og mere energisk - og så er han altså ikke belastet af et forhold til Tony Blair som særligt den britiske fagbevægelse (The Union) har haft et horn i siden på, fordi han med fuld musik valgte at bryde med den gamle marxistiske tradition i partiet som fagbevægelsen stod for.


Man taler om at Ed Miliband er "rødere" end sin broder eller i højere grad hælder mod Gordon Browns "arbejderklasseversion af partiet", og det påpeges også at selve partikongressen i sin baggrundsdekoration var vendt tilbage til "Labour Classic" med smældende rødt. Men den nyvalgte formand lovede naturligvis at forene partiet og inspirere vælgerne med partiets visioner om fremtiden. "Jeg anerkender at det ikke vil være let at vinde vælgernes tillid tilbage, men mit lederskab er fokuseret på at Labour skal tjene landet, ikke for at få magten, men for at gøre Storbritannien til et mere fair land".

Et problem er det dog at David Miliband er blevet desavouret. De to brødre har forsøgt at skelne mellem magtkampen og familieforholdet. Ed henvendte da også nogle forsonende og anerkendende ord direkte til David i sejrstalen, men denne har endnu ikke røbet hvad han vil med sit liv. Han overvejer situationen - og da det er ret sandsynligt at han ikke får udsigt til nogen ministerpost de første fire år, kan han meget vel foretrække at forlade politik fremfor at sidde på bageste bænk i parlamentet. Og dette vil umiddelbart svække Ed. - [David Miliband har onsdag den 29.9.10. tilkendegivet at han forlader politik.]


Partiet går en vanskelig tid i møde. Den nye britiske regering har bebudet store offentlige besparelser for at rette økonomien op, og fagbevægelsen har automatisk reageret med strejketrusler. Men der er længe til valget. Koalitionsregeringen mellem de konservative og de liberale tager skraldet med besparelserne straks - og vil for deres egen skyld uden tvivl stå sammen til valgperioden udløber. Ingen véd hvad der derefter vil ske.

Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at de forrige tider i politik er forbi - i Storbritannien som i Tyskland og de skandinaviske velfærdssamfund. Uanset hvad fagbevægelsen tror og mener, så er den sociale lagdeling i dag væsentlig anderledes end i den gamle klassekamps dage. Middelklassen er blevet meget større, arbejdsstyrken meget bedre uddannet, og lønmodtagerne ikke nær så stærkt knyttede til fagforeningerne som tidligere. Og endelig er vælgerne heller ikke længere bundet af faste partiforhold.

Dette betyder at alle partier der vil stræbe efter magten og størst mulig indflydelse, må appellere til mobile midtervælgere. Og det var præcis dette Tony Blair indså og tog konsekvensen af, da han skabte 'The New Labour' og førte partiet ind på 'Den tredje vej', vejen mellem markedsøkonomi og social solidaritet. Ændringen førte til hans store valgsejr i 1997 og genvalg i 2001 og 2005. Og Tony Blairs nye vej blev herhjemme inspiration for Venstres formand Anders Fogh Rasmussen der vandt sine valg i 2001 og 2005 på samme strategi.

Det var i realiteten også kun tilslutningen til Georg W. Bushs kontroversielle krig mod Irak i 2003 der efterhånden svækkede Blair (men ikke Fogh på samme måde), så han i 2008 ret modvilligt blev tvunget til at overlade roret til finansminister Gordon Brown, som han inderst inde ikke havde noget til overs for. Det blev en total fejlvurdering af partiet at gøre Brown til partileder og dermed også premierminister. Men dét indså man først, da det store valgnederlag var en kendsgerning.


I realiteten er der i engelsk politik ingen vej tilbage til tiden før Tony Blair. Så opgaven for den nye leder turde være at holde tungen lige i munden, undlade at falde for gamle drømme fra fagbevægelsens side og i stedet rette blikket fast mod den unge generation af midtervælgere. Om Ed Miliband formår dette efter at have vundet over David Miliband er et åbent spørgsmål.

Åbent er det derimod ikke, at de øvrige socialdemokratiske partier i Nord- og Vesteuropa står i nøjagtigt samme dilemma: de kan ikke bygge alene på fagbevægelserne. I Tyskland er socialdemokratiet SPD voldsomt trængt af både De grønne og Die Linke. En enkelt meningsmåling har gjort De grønne næsten lige så store. I Sverige er 'sosserne' voldsomt trængt af Miljøpartiet der ved det netop overståede valg gik frem - ligesom Moderaterna og Sverigesdemokraterne. Og i Danmark er det som bekendt Socialistisk Folkeparti der løber med hovedparten af de vælgere der forbliver på venstrefløjen, men ikke vil stemme på socialdemokraterne.

Grunden er ligetil. Velfærdssamfundene er ikke længere deciderede klassesamfund, og vælgerne er derfor ikke længere snævert bundet af gamle klassekampsforestillinger.

Flertallet ønsker en midterpolitik der i mere ideologisk forstand kun kan være en slags kompromis mellem en liberal markedsøkonomi og en social tryghedspolitik der i grunden strider mod hinanden. Ingen af de eksisterende partier forstår imidlertid at man kan overvinde den logiske eller om man vil teoretiske modsætning mellem dem ved at bruge komplementaritetssynspunktet. Derved vil man opnå at tilgodese både frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet og således bevare en frugtbar og dynamisk modsætning uden at vælge side på dogmatisk eller absolutistisk vis. Men dette kræver både en vis filosofisk indsigt og et stort politisk mod.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

The Labour Party
The Independent
The Observer
The Guardian


Relevante artikler på Jernesalt:

Efterfølgende artikler i serien om den tredje vej:
Lars løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Liberal alliance blokerer den tredje vej  (28.9.10.)


Øvrige relevante artikler:

Storbritanniens nye redningspakke Cameron/Clegg  (14.5.10.)
Blair står ved sin Irak-politik  (31.1.10.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)

Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger, Anders  (3.12.04.)
Fogh Rasmussens visioner, Anders  (30.11.04.)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Komplementaritetssynspunktet
Komplementaritetssynsunktet generelt


Artikler om EU
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal