ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.4.04.

Truer kaos nu Irak?

Den nye bølge af uro og oprør mod amerikanerne startede i den sunnimuslimske by Fallujah den 2.4. og kostede fire amerikanske sikkerhedsvagter en forsmædelig død. Efter at være blevet dræbt ved et bagholdsangreb blev de slæbt gennem gaderne og to af dem til sidst hængt op i jernbuerne over en bro. Og altsammen blev filmet og udsendt på arabisk fjernsyn. Det irakiske politi på stedet kunne eller ville ikke gribe ind. Man frygtede de ophidsede sunnimuslimers reaktion, forstod til en vis grad deres ophidselse og frustration - og de lokale stammeledere nøjedes efter rådslagning med amerikanerne med at erklære, at mængdens handlinger var i strid med islamisk tro.

Allerede den 4. april opfordrede den unge shiapræst Muqtada al-Sadre sine tilhængere til ligefrem at terrorisere de amerikanske styrker. Det skete efter at amerikanerne i sidste uge forbød hans avis og arresterede hans nærmeste rådgiver. "Jeg opfordrer jer ikke til at gribe til demonstrationer, men til at bruge andre virkemidler i jeres områder", sagde al-Sadr. Han er leder af en af de mest berygtede militser i Irak, Imam Mehdi-militsen; han er modstander af ethvert samarbejde med USA og tilhænger af en islamisk republik. Hans milits skønnedes indtil forleden kun at have et par tusinde medlemmer, men tallet er formentlig på få dage fordoblet flere gange - og den har indtaget hele bydelen Sadr City (et fattigkvarter opkaldt efter Muqtadas fader, der blev myrdet af Saddam Hussein). Al-Sadr har med sine tilhængere forskanset sig i bydelens moské, der er shiiternes helligste moské i hele Irak.

Amerikanerne erklærede omgående, at de ville angribe Mehdis-hæren for at tilintetgøre den. Og desuden at de ville arrestere al-Sadr. Men det er lettere sagt end gjort. For nok er amerikanerne så godt udrustet, at de til hver en tid vil kunne nedkæmpe en irakisk milits i åben kamp, men oprørene er jo netop ikke åbne kampe. Og når oprørerne direkte forskanser sig i og omkring deres helligste moské, så kan amerikanerne ikke bare sætte det store skyts ind mod dem. Det ville i givet fald få uoverskuelige konsekvenser, fordi det ville rejse en endnu større bølge af had blandt endnu flere almindelige irakere - og iøvrigt også rundt omkring i verden.

Efterfølgende bredte oprøret sig til byerne Ramadi, Kerbala, Najaf, Diwaniyah, Nasiriyah, Kut, Amara og Basra. Og flere af disse byer kom ud af koalitionsstyrkernes kontrol. Enkelte byer som Kut skal dog være tilbageerobret. I Kerbala dræbte polakkerne lederen af det lokale Mehdi-kontor.

Også gidseltagning indgår i oprørernes strategi. Tre japanere og nogle sydkoreanere er taget til fange af Mujahedeen-brigader og udstillet for åben tv-skærm med kniv på struben. Gidseltagerne truer med at brænde disse i enhver henseende uskyldige nødhjælpsarbejdere levende, hvis japanerne ikke trækker deres tropper ud af Irak i løbet af få dage. Gidseltagning er altid modbydelig, men her har vi set den i sin værste form.

Alt i alt viser begivenhederne, at hadet til amerikanerne i store dele af den irakiske befolkning er så enormt, at det til hver en tid kan kanaliseres hen, lige nøjagtigt hvor de mest fanatiske religiøse ledere af al-Sadrs slags vil have det. Der er reelt tale om hensynsløs demagogisk udnyttelse af fattige folks frustrationer, og den sker under sædvanligt islamistisk dække af religiøs tro. Ja, det er ikke for meget sagt, at der er tale om pøbeloptøjer som kynisk ledes af imamer der i det ydre ser værdige og fromme ud, men - ligesom Khomeinei i Iran - dybest set styres af et grænseløst had.

Fanatikerne vil hellere dø martyrdøden og føre deres land ud i en tilintetgørende borgerkrig end gå ind i et samarbejde med de øvrige grupperinger i det irakiske folk og satse på en suverænitet der anerkender elementære demokratiske principper om religionsfrihed og beskyttelse af mindretallenes rettigheder. Det værste ved denne situation er, at de fornuftige og moderate irakere der findes i stort tal i landet, og som ser hen til en fredelig opbygning af deres eget land, har meget små chancer for at mane folk til besindighed. Den hidtil moderate, men noget vaklende ayatollah al-Sistani, der modstræbende har accepteret Iraks nye forfatning, ser ud til at tøve med at gå åbenlyst imod al-Sadr. Og det kan betyde borgerkrig. Der er derfor fortsat kun ét at gøre for koalitionsstyrkerne - og det er at holde stand mod oprørerne.

Om det så er dagbladet Politiken, så blev det i lederen den 7.4. slået fast, at det politiske dødvande og den militære tilspidsning i Irak ikke primært er USA's, men irakernes eget problem. Al-Sadrs milits og oprørstrang vil kun skabe yderligere uro og forhale den amerikanske exit, som al-Sadr hævder at ville fremtvinge, hedder det. Og det understreges at irakerne er ilde stedt, hvis terrorister og oprørere går sammen. Det er derfor ifølge lederskribenten på høje tid, at den arabiske verden tager højlydt og aktivt afstand fra volden og støtter en fredelig udvikling og en rolig overdragelse af magten fra USA til et demokratisk irakisk system.

Man aner Anders Jerichows holdning og forhåbninger bag ordene. Men savner endnu tilkendegivelser i den nævnte retning fra de arabiske ledere. Måske holder de vejret, for uhyre meget er på spil for dem selv, hvis tingene løber løbsk i Irak. Så meget desto mere må det slås fast, at der allermindst er brug for svækkelse af koalitionen.

Tværtimod ville det være at foretrække, at koalitionsstyrkerne blev forstærket eller aflastet af enheder fra Nato, således som Colin Powell har bedt om. Dette modsætter Tyskland og Frankrig sig foreløbigt. Men det kan dog komme på tale som en egentlig FN-styrke, eventuelt allerede fra 1.7. Indtil da er det fortsat USA-koalitionen der må trække det store læs.

Dette er naturligvis ikke ligefrem populært hjemme i staterne, så meget mindre som de amerikanske tabstal de sidste dage har været relativt store. Men trods alt er demokraternes præsidentkandidat, John F. Kerry, realistisk nok til ikke at kræve de amerikanske tropper hjem. Vinder han præsidentvalget til november, vil han heller ikke kunne tillade sig at opfylde et sådan løfte. Han vil tværtimod arve alle Mellemøst-problemerne og vil være tvunget til at finde sin løsning på dem, hvis han vil kassere George W. Bush's. Hverken den internationale terrorisme, konflikten mellem Israel og palæstinenserne eller det demokratiske underskud i regionen vil forsvinde af sig selv.

Men det ligner Kerrys ven og store støtte, senator Edward Kennedy, godt nok at han som led i valgkampen nu postulerer, at Irak er blevet et nyt Vietnam for præsident Bush. Det holder blot ikke, for tabstallene er slet ikke i samme størrelsesorden. Og engagementet er ikke så fuldstændigt håbløst og misforstået i fejlvurderingen af fjenden. For i Irak ville man gerne af med Saddam Hussein - og kom det. Et flertal vil også gerne have en demokratisk udvikling - og vil kunne få det hvis viljen og tålmodigheden holder til det, og hjælpen udefra ikke pludseligt holder op. Og endelig er der i Irak tale om et indgreb i en region der ikke kunne have bevaret status quo, selvom USA intet havde foretaget sig i Irak.

Man skal i denne forbindelse heller ikke overse, at udviklingen i Irak på trods af de øjeblikkelige risici for kaotiske tilstande - og endda for borgerkrig, hvis alt kommer ud af kontrol - i store træk går den rigtige vej, når det gælder infrastruktur, beskæftigelse, levestandard, suverænitet og demokratisering. Det er og bliver usikkerheden der er det store problem - og vil være det lige til terroren mindskes væsentligt. Og dette bliver en hård og sej kamp, bl.a. fordi mængden af våben og sprængstof blandt de illegale militser er kolossal.

Som eksempel på fremskridtet og forhåbninger til fremtiden kan nævnes at der ifølge Weekendavisens korrespondent, Pernille Bramming, er betydelige forventninger blandt de intellektuelle i byen Basra. De betragter ikke de udenlandske styrker som besættere, men som befriere og ønsker såvel demokratisering som gode kontakter med Vesten.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde for nylig i en kronik i Jyllands-Posten situationen op ved at pege på, at håb ikke er nok i politik. Opgaven for ansvarlige politikere er også at forholde sig til risikoen og at være forberedte på det værst tænkelige.

Det er hans og regeringens faste overbevisning, at grundlaget for beslutningen om at deltage i Irak var i orden - og at beslutningen var rigtig. Grundlaget var bl.a., at Irak under Saddam Hussein ikke ville samarbejde med FN, at Irak udgjorde en trussel mod den internationale fred og sikkerhed ifølge FN's sikkerhedsråds resolution 1441 fra november 2002, og at den militære aktion mod Irak var klart forankret i FN.

Statsministeren tilføjede, at vi må gøre os klart, at det internationale trusselsbillede er ændret. Terror og spredning af masseødelæggelsesvåben udgør i dag de to mest alvorlige trusler mod vor sikkerhed. Og det afgørende i denne nye situationen er, at vi erkender den og sætter os i stand til at håndtere den. At vi handler med fasthed og konsekvens. Vi svigter efter statsministerens mening vores ansvar, hvis vi skyder ubehagelige, men nødvendige beslutninger fra os.

Dette perspektiv er historisk - og bør ingensinde glemmes i vurderingen af Irak-krigen og hvad denne medfører af problemer, tab af menneskeliv, ødelæggelser af materielle ting og frygt.

Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)

Irak: Førte Irak-krigen til fred, demokrati, stabilitet?  (3.4.04.)
Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?  (16.3.04.)
Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror  (3.3.04.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Død over Saddam Hussein?  (25.12.03.)
Saddam Hussein fanget  (15.12.03.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)