INDEX FRA JERNESALT

Forudsætninger eller inspiratorer IV:  Bogstav K-M

Herbert von Karajan  (1908-89)
østrigsk dirigent

Wilh. Kempff  (1895-1991)
tysk pianist

Søren Kierkegaard  (1813-55)
dansk teolog, eksistentialistisk filosof og forfatter. Sit korte liv til trods fik denne særling skrevet en lang række værker der gennemspillede religiøse, psykologiske og filosofiske temaer på en så original vis, at han regnes for en af eksistentialismens vigtigste fædre. I 'Begrebet angst' (1844) beskriver han menneskets fundamentale angst for at være et frit og selvansvarligt individ. I denne forbindelse kan fremhæves sætningen (fra 'Afsluttende uvidenskabelig efterskrift'; 1846) om at subjektiviteten er sandheden, for den betyder netop at et menneske i eksistentiel henseende ikke kan nøjes med de objektive kendsgerninger, men tværtimod altid må tage ansvaret for sine egne personlige standpunkter. Men for Kierkegaard gjaldt det ikke blot om at vælge friheden, men også at gøre 'springet', det eksistentielle valg der ikke beror på logisk ræsonneren, men på bruddet med logikken og antagelsen af paradokset eller det absurde. Troen bliver for Kierkegaard ensbetydende med tro på det absolut paradoksale i at Gud blev menneske (ved Jesus) og det evige således timeligt. Dette fattes ikke af forstanden, men er ifølge Kierkegård og mange andre teologer den kristne tros kerne. Dermed sættes kristendommen bevidst og definitivt uden for fornuftens rammer.
Kierkegaard rettede i sine sidste år stadigt skarpere angreb på den borgerlige kirke i sin tid, og angrebene fik i stigende grad følger for den danske folkekirkes udvikling - sideordnet med den modsatrettede inspiration fra Grundtvig. Udviklingen kulminerede med den tidehvervske bevægelse i 1930'erne og 40'erne, der på sin vis fortsat dominerer den teologiske debat til forskel fra den folkelige debat i Danmark. Det har reelt været med til at undergrave folkekirkens position, idet præsternes forkyndelse driver folk ud af den kirke de ikke vil slippe som medlemmer.
Intellektuelt er Kierkegaard et studium værd, fordi han beskæftiger sig med de store eksistentielle spørgsmål på en måde der tvinger til afklaring. Men set ud fra en helhedsrealistisk synsvinkel repræsenterer han en form for tro der gør det fornuftsstridige til gud og dermed afgud. Han viser derfor - modsat Grundtvig - væk fra den ægte tro, den tro der oprindeligt er barnetro, og som selvfølgelig skal omformes gennem pubertetens og ungdommens intelletuelle kritik, men aldrig må havne i intellektualisme. - Jf. afsnittet om angst i artiklen Fra Tryghed til Frihed (serien om livskvalitet).

Krzysztof Kieslowski  (1941-96)
polsk filminstruktør. Kieslowski er ikke alene en af Polens, men en af Europas største filminstruktører, når man dømmer ud fra et krav om at film skal have eksistentiel interesse og værdi. Hans produktion blev ikke så omfattende som hverken Luis Bunuels eller Ingmar Bergmans, men de bedste af hans film er på højde med deres uden på nogen måde at savne den helt personlige karakter som han selv fandt nødvendig for al kunst.
Jf. artiklerne  Filminstruktøren Krzysztof Kieslowski
'Blå'   'Hvid'   'Dekalog'

Otto Klemperer  (1885-1973)
tysk dirigent

Gidon Kremer  (f. 1947 i Riga) - lettisk violinist der bl.a. er uddannet af David Oistrakh og må regnes for en af vor tids største instrumentalister og formidlere af såvel klassisk som moderne musik. Han har koncerteret med og indspillet ikke blot de klassiske violinkoncerter og kammermusik af Vivaldi, Bach, Mozart, Beethoven, Mendelssohn, Schumann, Brahms og Tjajkofski, men også moderne værker af komponister som Alban Berg, Anton Webern, Luigi Nono, Prokofiev, Sjostakovitj, Schnittke og Gubaidulina samt Arvo Pärt. - Kremer gav sin første koncert i Vesten 1975 og har siden været en flittig og engageret gæst hos de førende orkestre. I 1981 grundlagde han en festival for kammermusik i Lockenhaus i Østrig, og i 1996 kammerorkestret Kremerata Baltica for unge musikere fra Baltikum. - Han spiller med stor intensitet og glødende tone og med særdeles bløde og rytmiske bevægelser i kroppen. Han spiller aldrig på rutinen og genoptog fx først Mozart på sine programmer, fordi Nikolaus Harnoncourt indbød ham til nyfortolkning. Han har spillet mange gange i Danmark og fik Sonnings Musikpris i 1989 ved en koncert med Bergs koncert og med et ekstranummer der stærkt dokumenterede den humoristiske side af manden. Han går gerne nye veje - også med sit kammerorkester.

Sven Møller Kristensen  (1909-91)
dansk litteraturhistoriker

Akira Kurosawa  (1910-1998)
japansk filminstruktør, en af de allerstørste filmkunstnere gennem tiderne, der navnlig er blevet internationalt kendt på grund af sine samurai-film: Rashamon/Dæmonernes port (1950), De syv samuraier (1954), Den skjulte fæstning (1958), Livvagten (1961) og Rødskæg (1965) alle med den legendariske skuespiller Toshiro Mifune i hovedrollen. Han var vestligt orienteret og lavede bl.a. flere Shakespeare-film, således Blodets trone (1957) efter 'Macbeth' og Ran (1985) efter 'Kong Lear'. - Langt over 70 år gammel sluttede han af med 'Drømme' (1990), 'Rapsody i august' (1991) og 'Madadayo' eller 'Ikke endnu' (1993), der er nærmere omtalt i essayet Kurosawas drømme, hukommelse og humor.

Tage Kaarsted  (1928-94)
dansk historiker

Aksel Larsen  (1897-1972)
dansk politiker. Oprindelig socialdemokrat, men fra 1920 kommunist og hurtigt leder af sit parti. 1925-29 på partiskole i Moskva. Folketingsmedlem fra 1932. Aktiv i modstandsbevægelsen fra juni 1941, da Sovjetunionen blev angrebet af Nazi-Tyskland. Måtte straks gå under jorden. Arresteret af tyskerne november 1942 og i august 1943 overført til Sachsenhausen i Tyskland, hvor han holdtes i streng isolation. Efter krigen minister uden portefølje i befrielsesregeringen. Kæmpesejren ved folketingsvalget i 1945 efterfulgtes af nederlag efter nederlag på grund af den stigende offentlige kritik af Sovjetunionens undertrykkende øst-politik. Efter Ungarn-krisen i 1956 blev Larsen mere og mere kritisk over for Moskva, og i 1958 blev han ekskluderet af sit gamle parti. Året efter stiftede han Socialistisk Folkeparti, der overraskende fik 10 mandater ved valget i 1960, mens DKP gled helt ud. Valget i 1966 fordoblede SF's mandattal og bragte Larsen i forhandlingsposition med Jens Otto Krag. Samarbejdsaftalen holdt kun et års tid. SF blev splittet, og Larsen døde i 1972 som en skuffet mand.
Personligt fik Aksel Larsen meget stor betydning for min politiske udvikling, idet han i min grønne ungdom (1949-57) simpelthen blev en faderfigur for mig til erstatning for den indremissionske fader jeg gjorde oprør imod fra mit 15. år. Jeg var medlem af DKP 1953-57. Men jeg var skeptisk over for SF - og meldte mig først ind i dette parti i 1966. Det skulle jeg ikke have gjort, for Larsens aftaler med Krag var efter min mening rent og skært vælgerbedrag. Og hans totale ringeagt for de unge i partiet kombineret med en stigende tro på egen ufejlbarlighed blev for meget for mig. Jeg skrev og udgav i november 1967 en bog vendt imod ham, fulgte udbryderne ud af SF og var kort tid medlem af VS. - Se iøvrigt det afslørende dokument Latterkoncilet, som Jernesalt på mystisk vis er kommet i besiddelse af.
Jeg betragter Aksel Larsen som den ubestrideligt største politiske begavelse Danmark havde i det 20. århundrede. Han havde fremragende talegaver, en eminent hukommelse og en yderst sikker taktisk fornemmelse. Var han forblevet socialdemokrat var han uden tvivl blevet partiets leder efter 2. verdenskrig. Men hans ulykke var, at han gennem alle årene i DKP gang på gang gjorde sig til talsmand for synspunkter eller handlinger han inderst inde var imod. Han gjorde det ikke for egen vindings skyld, men for sagens, og det vil indtil 1957 sige for sovjetkommunismens sag. Han havde med andre ord ikke en sikker indre etik. - Hans historie bekræfter således, at det er katastrofalt for et menneske at svigte sine egne idealer af hensyn til et parti, en isme eller en gud. Og den gør derfor dybest set hele Larsens politiske liv og skæbne til en stor tragedie.

Thøger Larsen  (1875-1928)
dansk forfatter

Hansgeorg Lenz  (1926-2011)
tysk-dansk musikkritiker som i en menneskealder var ansat på Information og her skrev fremragende og yderst kompetente, men ofte skarpe artikler om musik, komponister og musikere samt institutioner. Han var stærkt eksistentielt engageret i det han hørte og skrev - og han havde derfor en meget stor indflydelse på undertegnedes musikforståelse, ikke mindst på forståelsen af Wagner. Jf. essayet om Richard Wagner og nekrologen om Musikkritikeren Hansgeorg Lenz  (2.9.11.).

P.G. Lindhardt  (1910-1988)
dansk kirkehistoriker

Konrad Lorenz  (1903-89)
østrigsk zoolog, etolog og tværfaglig filosof. Grundlæggeren af adfærdsbiologien. Udover de rent etologiske værker skrev Lorenz de filosofiske skrifter: 'Det såkaldt onde (1963), 'Den civiliserede menneskeheds otte dødssynder (1973) og 'Nedbrydningen af det menneskelige' (1983). - Karakteriserede sig selv som 'inkarneret darwinist, professionel kausalforsker og overbevist hypotetisk realist'.
Det inspirerende for mit vedkommende er hans klare påvisning af al begejstrings sammenhæng med aggressivitetsdriften således som denne er fælles for mennesker og højerestående dyr. Aggressiviteten kan altså ikke betragtes som ond i sig selv, men har muligheder i sig for både ondt og godt. - Jf.   Konrad Lorenz' kulturopgør

Vilh. Lundstrøm  (1893-1950)
dansk maler. En mindeudstilling i Århus 1951 gjorde dybt indtryk.

Gustav Mahler  (1860-1911)
østrigsk komponist og dirigent af jødisk herkomst
Gustav Mahler forstod som kun de allerfærreste komponister at fastholde den dynamiske komplementaritet mellem tilværelsens fundamentale modsætninger og samtidigt at føre os direkte ind i skønhedens, uskyldens og velsignelsen rige. Han var om nogen komponist en mytisk skabelsesberetter. - Jf. essayet Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter.

Nils Malmros  (f. 1941)
dansk filminstruktør, hvis force altid har været den indtrængende skildring af børns og unge menneskers udvikling - menneskeligt og erotisk.
I ‘Lars Ole, 5.c' (1973) følger vi en 12-årig drengs kamp for at blive accepteret, finde lidt selvværd, og forsøge at finde ud af det med pigerne. - ‘Drenge' (1977) skildrer en dreng som 5-årig i spillet med en fætter, en storesøster og forældrene, og senere som 17-årig gymnasiast i det drilske forhold til piger og senere som student på mere sikker pigejagt med en kammerat. - ‘Kundskabens træ' (1981) handler om en hel skoleklasse fra 2. til 4. mellemskoleklasse (7. til 9. kl.) , dog med fokus på Elin der i begyndelsen er den mest modne af pigerne, men som efterhånden får problemer både læsemæssigt og socialt. Hun fryses ud af hele klassen - uden at forældrene gør sig nogen anstrengelse for at forstå årsagen. Barndommens tryghed er tabt for stedse, således som det altid går når mennesket spiser af Kundskabens træ. Jf. artiklen om   Myte, ord og billede.
I ‘Skønheden og udyret' (1983) skildres en unge pige i forholdet til et par kærester og sin far, der bliver jaloux, da han er ved at miste hende. - ‘Århus by Night' (1989) følger en ung, i flere henseender usikker århusiansk filminstruktør i hans indspilning af sin første film i samarbejde med et københavnsk filmhold af noget anden støbning end han selv. Og vi indvikles i hans forhold til den kvindelige hovedrolleindehaver, hvis kæreste insisterer på at følge optagelserne, også i de intime scener. - ‘Kærlighedens smerte' (1992) handler om pigen Kirsten i 3.g der på en lejrtur flirter voldsomt med en af sine lærere, selvom hun har en jævnaldrende kæreste. Et par år senere får hun problemer med sin pædagog-eksamen. Den tidligere lærer påtager sig at hjælpe hende, men på et tidspunkt, hvor han selv har problemer med sit parforhold. Pigen bliver gravid med en anden - og forsøger at begå selvmord, men får igen hjælp af læreren.
‘Barbara' (1997) falder lidt uden for mønsteret, idet den er en filmatisering af Jørgen-Frantz Jacobsens roman fra 1939 om den livsglade, letantændelige og forførende færøske pige der forelsker sig i stedets unge, uerfarne og naive danske præst, men ikke kan holde sig fra andre mere tiltrækkende og levende mænd. - Og 'At kende sandheden' fra 2002 handler om Nils Malmros' far, overlæge Richard Malmros (1905-2000), der var en højt respekteret neurokirurg ved Århus Kommunehospital 1941-75 og professor ved Århus Universitet 1952-75, men som livet igennem gjorde sig mange selvbebrejdelser for anvendelsen af det kræftfremkaldende stof thorotrast, der indtil 1947 brugtes som kontraststof ved røntgenfotografering af hjernebeskadigelser. Og netop disse samvittighedskvaler er den indtrængende films hovedtema. - Jf. At forfølge sandheden. - For mig personligt har Malmros' film fra starten været en utroligt fint indfølende og ægte skildring af børn og unge mennesker på deres udvkling mod at blive voksne. Jeg genkender i vid udstrækning miljøet og problemerne - og bliver direkte berørt af personskildringerne.

Nelson Mandela  (f. 1918)
sydafrikansk politiker, der fra 1960'erne ledede den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC. I 1965 idømt livsvarigt fængsel. Løsladt 1990 efter flere års hemmelige forhandlinger med de hvides leder Frederik de Klerk. 1994-99 Sydafrikas første demokratisk valgte præsident. Har personificeret en konsekvent forsoningspolitik mellem racerne.

Thomas Mann  (1875-1955)
tysk forfatter

Karl Marx  (1818-1883)
tysk socialist og samfundsforsker

Marcus Melchior  (1897-1969)
dansk-jødisk teolog og overrabiner af liberal observans. Glimrende foredragsholder og skribent.

Olivier Messiaen   (1908-92)
fransk komponist og organist

Adam Michnik  (f. 1947)
polsk dissident, forfatter og chefredaktør

Czeslav Milosz  (f. 1911)
polsk forfatter

Claude Monet  (1840-1926)
fransk maler

Wolgang Amadeus Mozart  (1756-1791)
østrigsk komponist. Vidunderbarn som pianist og allerede på koncertrejse med faderen fra 1762. Vigtige impulser fra Haydn. Men først i 1777 frigjorde han sig så meget fra faderen, at han rejste ud på egen hånd. Han vendte dog hurtigt tilbage til en meget utilfredsstillende stilling i Salzburg som organist ved ærkebiskoppens hof. Det kom til et brud i 1781. Han giftede sig med Constanze Weber - og nu fulgte både lykkelige og produktive 'gyldne år' med de store symfonier og operaer - indtil problemerne og sygdom tårnede sig op og han døde kun 35 år gammel. Fra 1782 stammer 'Bortførelsen fra Serailet', fra 1786 'Figaros Bryllup' fra 1787 'Don Giovanni', fra 1790 'Cosi fan tutte', og fra 1791 'Tryllefløjten' og 'Titus'. Samtidigt kom symfonierne 35-41, adskillige klaverkoncerter, sonater og strygekvartettet samt Requiem'et.
Mozart var og blev livet igennem en ofte respektløs og - som brevene navnlig til søsteren viser - også vulgær spasmager. Mange (heriblandt hans kones anden mand, den danske diplomat G.N. Nissen, der overtog og udgav brevene i retoucheret form) har ikke rigtigt kunne få det til at rime at denne geniale komponist, der har skrevet nogle af musikhistoriens smukkeste værker, kunne være så grov og vulgær som han vitterligt var. Men man kunne lige så godt sige, at det kun viser, at Mozart var og blev et trods al opdragelse uspoleret menneske med kontakt til alle sider af det instinktive og ubevidste i sig selv.
Mozart indførte skrækken i musikkens verden, bl.a. i den indledning til ouverturen til Don Giovanni der forskrækkede Kierkegaard i Berlin, men også tilgivelsen var en væsentlig faktor. Men som Robbins Landon gør gældende i sin bog om disse gyldne år, så var Mozart først og fremmest ambivalensens mester. Hans underfundighed kunne gå så vidt, at følelserne flere gange (som fx i Cosi fan tutte) tager en vending på 180 grader. Og netop dette gør hans behandling af tonearterne, men også af orkestreringen mere kompliceret end nogensinde. Særligt er der grund til at hæfte sig ved 'Cosi fan tutte', fordi den efter teksten er en ganske kynisk historie om kvindekønnets manglende troskab. Men Mozart får det følelsesmæssige spil vendt så det bliver særdeles tvetydigt og nuanceret og endda ender med at få tilgivelse og forsoning med.
Der er forskere der har sluttet fra Mozarts forkærlighed for moll-tonearter til formodninger om manio-depressive tendenser. Men som Landon skriver, så er tragik ikke begrænset til disse tonearter. Mozarts moll-værker rækker simpelthen langt ud over den normale udtryksskala, og han skabte her sin mest foruroligende og chokerende musik.
Der er også set en sammenhæng mellem faderens død i 1787 og det forfald der ser ud til at være sat ind samme år i Mozarts levned - således som det fx skildres i Milos Formans frie, men alligevel givende film 'Amadeus'. Mozart begyndte at drikke og fik store pengesorger, ligesom forholdet til Constance kom i krise. Og musikalsk kan man pege på at han umiddelbart efter faderens død komponerede et værk som 'Ein musikalisches Spass' der var en fuldstændig respektløs parodi på samtidens musik. I Don Giovanni har mange (inkl. Forman) i kommandantens skikkelse og hævn set afspejlingen af et faderkompleks. Landon afviser teorien. Men jeg mener ikke den er til at komme uden om, det var bare ikke et kompleks i sædvanlig freudiansk forstand. Det forholdt sig derimod snarere sådan, at Wolfgang Amadeus Mozart aldrig rigtigt var blevet voksen og fået erstattet den meget strenge faderlige autoritet med en indre, fri og personlig moralsk autoritet der kunne sikre den indre konsistens og dermed en fornuftig livsførelse. Da faderen døde, forsvandt ikke blot faderautoriteten, men al moralsk autoritet i den 31-årige komponist.
Som bekendt forringede dette på ingen måde hans evner til at skabe genial kunst, det gav snarere hans sidste værker den tragiske dimension de næppe ville have fået uden de eksistentielle problemer. Og det er i lyset af denne erkendelse man bør se og høre hans Requiem. Carl Nielsen sagde om Mozarts kirkemusik at den var uden al betydning, fordi Mozarts forhold til kirken var rent konventionelt. Og det kan i og for sig være rigtigt nok, men netop Requiem'et viser - når det vel at mærke opføres allerbedst som fx hos Bruno Walter - at den religiøse dimension er dybt forstået og tolket.
Udover fornøjelsen ved selv at spille nogle af Mozarts klaversonater har vejen til denne komponists inderste tonesprog for mit eget vedkommende gået over hans sidste symfonier (i Bruno Walters fortolkning) og operaerne. Især en opførelse i Århus 1953/54 af 'Cosi fan tutte' under Gerhard Schepelerns fremragende ledelse fik Mozarts særlige moll-trylleri til at gå op for mig, og jeg har aldrig glemt denne opførelse. Oplevelsen var så stor, at jeg gang på gang blev skuffet eller endog irriteret over andre opførelser af operaen (herunder Daniel Bohrs pjattede udgaver for Det kgl. Teater og DR), men med Jürgen Flimms herlige fortolkning på Zürcher Opera med Cecilia Bartoli under Nikolaus Harnoncourts musikalske ledelse i 1999 (sendt på 3SAT, men nu også på DVD) fik jeg endelig en udgave der var på højde med den århusianske i en fin balance mellem det vovede og det smertelige. Vigtige har også opførelser af 'Tryllefløjten' og 'Don Giovanni' været. Og det samme gælder klaverkoncerterne med solister som Edwin Fischer, Wilhelm Kempff, Daniel Barenboim og Friedrich Gulda. - Se essay'et:  Mozarts sjæl og fascinationskraft   (27.1.06.)

Edvard Munch  (1863-1944)
norsk maler og grafiker

Svend Aage Møller  (1913-??)
gymnasielærer (historie, dansk og latin); var dybt engageret i historiefaget og gjorde specielt den nyere historie spændende, fordi han førte den direkte ind i den daværende politiske diskussion. På godmodig vis drillede han mig med vinterkrigen i Finland, da han opdagede at jeg havde sympatier for Sovjetunionen. I et brev jeg fik fra ham, da jeg sendte ham min Grønbech-bog, fortalte han, at han var tidehvervsmand efter indflydelse fra en af Tidehvervs markante skikkelser i trediverne, N.J. Heje, som han havde lært at kende i statsfængslet i Vridsløse, hvor Heje var præst og Møller en kort overgang lærer.

Holger Møllgaard  (1885-1973)
dansk fysiolog med eksistensfilosofisk interesse der førte til bøgerne 'In tyrannos' og 'Hvem er jeg?' - Møllgaard var i 40 år professor ved Landbohøjskolen og forstander for forsøgslaboratoriets fysiologiske afdeling. Han betegnes som en fremragende kirurg, men var også ekspert i ernæringsfysiologi. Men han var ikke ren teoretiker. Han samarbejdede med den kooperative bevægelse og udviklede således for Arbejdernes Fællesbageri en flydende surdej til automatiseret rugbrødsfremstilling (Rutana). I sit otium kastede han sig over filosofi og religionshistorie, og det førte til de to nævnte bøger, hvor han specielt i 'In tyrannos' (Mod tyrannerne) vovede sig ud i en sammenligning mellem katolicismen og marxismen-leninismen der faldt begge parter for brystet. Han var dybt påvirket af Søren Kierkegaards filosofi og betragtede den menneskelige eksistens som "en vedvarende eksistentiel tilblivelse mod sandsynligheden", dvs som en transcenderende bevægelse der gik mod varmelærens generelle lov for udligning af energiforskelle. - Jeg havde et par gange omkring 1957 lejlighed til at høre denne originale og meget engagerede forsker og filosof udfolde sig i private diskussioner - og det var her jeg for første gang fik skabt en forståelse for den spændende forbindelse mellem termodynamikken og eksistensfilosofien.

Bogstav A-B
Bogstav C-F
Bogstav G-J
Bogstav N-P
Bogstav R-Å