INDEX FRA JERNESALT

Forudsætninger eller inspiratorer II:  Bogstav C-F

Sergiu Celibidache  (1912-96)
rumænsk dirigent. Blev tidligt leder af Berliner Filharmonikerne, men kun til 1952, da Furtwängler vendte tilbage. Har været chef for Sveriges Radiosymfoniorkester og fra 1979 for München Filharmonikerne. Har ofte dirigeret i Danmark, således ved særdeles mindeværdige koncerter med Det kgl. Kapel omkring 1960, men siden med Radiosymfoniorkestret samt Odense Symfoniorkester. - Celibidache var en yderst temperamentsfuld og kompromisløs orkesterleder, der ofte satte musikerne på hårde prøver, men i mange tilfælde kunne få dem til at yde deres bedste. Hans høreevne var formidabel, og det samme gjaldt hans evne til at få et orkester til at frembringe lige netop den klang han ønskede. Han forlangte mange prøver - og opgav at spille krævende musik, hvis han ikke fik den nødvendige prøvetid. Det ramte bl.a. en symfoni af Per Nørgaard. - Celibidache var til sin død modstander af grammofonpladeindspilninger, men heldigvis findes der mængder af radiooptagelser. Og efter hans død har familien tilladt udgivelser af nogle af disse, bl.a. hans fremragende Bruckner-fortolkninger. - Celibidache var dybt optaget af filosofi og psykologi - og underviste i mange år i musikfænomenologi. Blandt eleverne var Peter Bastian, der ofte har fortalt om inspirationen, der også kom Den Danske Blæserkvintet til gode. - Personligt oplevede jeg allerede omkring 1960 Celibidaches koncerter med Det kgl. Kapel som der hurtigt gik frasagn om. Stemningen i kapellet var rent ud sagt euforisk - indtil bruddet der skyldtes nogle hårde ord fra musikkritikeren Hans-Georg Lenz i Information. - Celibidaches force var senromantikerne og den franske impressionisme, men også ny musik som Stravinskijs. De der har hørt ham spille Ravel's 'Bolero' glemmer det næppe. Derimod var Mozart og dennes bløde moll-musik ikke hans sag.

Marc Chagall  (1887-1985)
russisk-fransk maler af jødisk herkomst.
Se artiklen:  Chagall - en enestående mytisk kunstner  (11.11.05.)

Charlie Chaplin  (1889-1977)
britisk-amerikansk skuespiller og instruktør, der slog igennem allerede i stumfilmperioden med et utal af uforlignelige og stadigt højtværdsatte komedier, hvor hans vagabond var en gennemgående figur. Fra denne periode bl.a. 'Vagabonden' (1916), 'The Kid' (Charlies plejebarn; 1921) og klassikeren 'Guldfeber' (1925). Efter lydfilmens fremkomst formåede Chaplin at videreudvikle figuren i ofte samfundskritiske værker som 'Moderne tider' (1936), 'Diktatoren' (1940) og den mere specielle 'Monsieur Verdoux' (1947). - Da han under mccarthyismens uforsonlige hetzbølge mod alle med kommunistiske sympatier blev anklaget for 'uamerikansk virksomhed' forlod han forbitret USA og bosatte sig i Schweiz. I 1972 blev han adlet af Dronning Elisabeth.

Frederic Chopin  (1810-49)
polsk komponist og pianist der stort set kun fik skrevet klavermusik, men til gengæld på dette felt udfoldede en enestående kreativitet forbundet med den allerstørste følsomhed og klangsans. Mestrede balladen, etuden, impromptu'et, nocturnen, preludiet, scherzoen og ikke mindst de polsk inspirerede former mazurkaen og polonaisen. Var på koncertrejse til Frankrig, da revolutionen brød ud i Polen i 1830 og vendte aldrig hjem. Boede fra 1831 i Paris og på Mallorca. Romantisk affære med George Sand. Regnes for Polens største komponist. - Personligt var jeg i mange år forbeholden over for Chopins musik, der forekom mig ikke så lidt dekadent. Først overværelsen i København af Jerome Robbins ballet 'Dancing at a Gathering' fra 1969 til musik af Chopin og med New York City Ballet's kompagni åbnede mine øren for den udsøgte rigdom af følelsesmæssige, ofte moll-prægede nuancer hans musik rummer.

Birgit Cullberg  (1908-1999)
svensk koreograf, der siden 1967 havde sit eget kompagni Cullberg Balletten.

Tobias Dantzig  (1884-1956)
russisk-fransk-amerikansk matematiker der er mest kendt for sin bog 'Tallet, videnskabens sprog' fra 1930 (revideret 1959; dansk udgave 1964), hvor han gennemgår talbegrebets udvikling og filosofiske problemer. Han forstod til fulde at matematik ikke er ren og skær logik, men også bygger på intuitive indsigter.

Norman Davies  (f. 1939)
britisk historiker. Studier ved Universitetet i Krakow og polsk gift. Speciale i polsk historie. Fra 1972 professor ved University of London ved skolen for slaviske og øst-eruopæiske studier. Har skrevet 'Den Hvide Ørn og den Røde Stjerne (1972) om den polsk-sovjetiske krig 1919-20, standardværket om Polens historie 'God's playground - The History of Poland' (I-II 1981), en glimrende kort udgave af Polens historie under navnet 'Heart of Europe' (1984), der alle er oversat til polsk og trykt i flere oplag siden systemskiftet. Han er højt værdsat i Polen og har modtaget flere polske ordener. - I 1996 udgav Davies en stor, suverænt fortalt Europa-historie ('Europe. A History'), der naturligvis afspejler hans store viden om østeuropæisk historie, men også opbygningsmæssigt er original og inspirerende ved at lade den kronologiske fremstilling krydre med ikke færre end 300 indskudte 'Capsules' (indkapslede specialartikler) der går på såvel personer som begreber og begivenheder.

Charles Darwin  (1809-82)
britisk naturforsker, der i 1859 udgav 'The Origin of Species by Means of Natural election' (Arternes oprindelse gennem naturlig udvælgelse), som blev grundlaget for den moderne evolutionslære, men i samtiden vakte voldsom debat, fordi den stred mod alle forestillinger om at naturens arter var skabt på én gang af en guddommelig skaber. Det var dog ikke Darwin selv, men hans kollega T.H. Huxley der var den udfarende kraft i fejden mod kirken. Hovedtesen, som ingen i dag kan anfægte med holdbare grunde, kan stadig forarge kristne fundamentalister så meget, at de forlanger Darwin bandlyst fra undervisningen i biologi. - Skønt Darwin var fritænker, blev han begravet i Westminster Abbey.

Jørgen S. Dich  (1901-75)
dansk nationaløkonom. Fra 1950 professor i økonomi ved Århus Universitet. I trediverne rådgiver for statsminister Stauning og socialminister Steincke. Han udformede efter krigen en teori for socialpolitiken - og vakte i 1972 furore med bogen om   Den herskende klasse, der påviser at den voldsomme udvidelse af den offentlige sektor har fremkaldt en ny politisk dominerende klasse af offentligt ansatte hvis opfattelse af humanitet gør særforsorgen til et kulturfænomen, det vil med andre ord sige at pædagoger, socialrådgivere, lærere og andre kommunale socialarbejdere i bedste mening er tilbøjelige til at klientgøre mennesker og dermed utilsigtet gøre det stigende antal mennesker der får hjælp i velfærdsstaten til et fast og nærmest urørligt element i kulturen. En stadigt dybt aktuel synsvinkel.

Fjodor Dostojevski  (1821-1881)
russisk forfatter.

Carl Th. Dreyer  (1889-1968)
dansk filminstruktør, der fra 1909 var journalist og 1913 blev mellemtekst- og manuskriptforfatter på Nordisk Films Kompagni (mellemtekster er de tekster der bringes i stumfilm mellem de stumme billedsekvenser og som fortæller noget om baggunden eller gengiver replikkerne)
1919 fik Dreyer chance til at lave sin første spillefilm ‘Præsidenten'. 1920 fulgte ‘Blade af Satans Bog' og ‘Præsteenken' (for Svensk Filmindustri). 1922 kom ‘Elsker hverandre' for et tysk selskab. Og 1925 ‘Mikaël' (efter Herman Bang). Samme år ‘Du skal ære din hustru' (for Palladium), der førte til engagement af et fransk produktionsselskab, hvorefter Dreyer flyttede til Paris med sin familie. Alle de nævnte film er originalt tænkt og skabt.
I 1928 lavede Dreyer for det franske selskab ‘Jeanne d'Arc's lidelse og død', der skildrer den sidste dag i 1431 i den unge Jeanne's liv og den katolske kirkes uhyggelige forhør af hende. Filmen gav instruktøren det internationale gennembrud i kraft af en suveræn brug af nærbilleder, med uforglemmelige billeder af både dommerne og Jeanne (spillet af Maria Falconetti). Filmen var også præget af Dreyers strenge krav til ægthed i enhver henseende. Falconetti måtte således ofre sit eget hår, da Jeanne blev klippet før henrettelsen. Men stumfilmen var nu passé. Dreyer blev efter talefilmens frembrud spurgt om han ikke kunne tænke sig at lave Jeanne d'Arc som talefilm, men afslog hovedrystende. Hele hans idé med filmen var tænkt i stumfilmens baner og lod sig ikke overføre.
I 1932 fik Dreyer mulighed for i Berlin at indspille sin første talefilm ‘Vampyr', der på sin vis blev hans mest personlige film, fordi han her arbejdede med en uhygge og angst der ikke skyldtes ydre årsager, men underbevidste - og som i virkeligheden gik tilbage til hans egne uforløste moderbinding (han var født uden for ægteskab og fandt aldrig hos nogen af sine plejeforældre en erstatning for den tabte moder). Arbejdet med filmen førte til en psykisk krise. Dreyer udtalte selv om den psykologiske realisme i filmen: "Tænk Dem, at vi sidder i et almindelige værelse. Pludselig får vi at vide, at der bag døren står et lig. I samme øjeblik er den stue vi sidder i forandret - hver eneste ganske dagligdags ting i den ser anderledes ud, lyset og atmosfæren har forandret sig uden at have forandret sig rent fysisk. For vi er blevet anderledes, og genstandene er som vi opfatter dem. Den virkning vil jeg ha frem i min film."
‘Vredens dag' fra 1943 udspiller sig under hekseforfølgelserne i 1600-tallet og handler dels om en proces mod en kvinde der kan helbrede med urter fra galgebakken ("Der er kraft i det onde"), dels om en ung kvinde (Lisbeth Movin) der er gift med den gamle sognepræst (Thorkild Roose) som i sin tid skånede hendes mor for døden på bålet. Den unge kvinde forelsker sig i præstens søn, men anklages af præstens mor (Sigrid Neiiendam) for at have forårsaget sin mands pludselige død.
Først i 1955 kom den næste spillefilm, ‘Ordet' efter Kaj Munks skuespil. Det var en gammel drøm der gik i opfyldelse, idet Dreyer allerede efter stykkets succes på Betty Nansen-teatret i 1932 havde henvendt sig til Munk for at få rettighederne. Men Munk havde - stor i slaget som han kunne være - svaret noget i retning af: "O.K. bare send en million!". Så det kom der ikke noget ud af dengang. Men i 1954 faldt tingene på plads, og Dreyer lod filmen indspille i Vestjylland - og på jysk, med Henrik Malberg som den grundtvigianske storbonde Mikkel Borgen og Preben Lerdorff Rye som hans gale søn Johannes der tror han er Jesus. Hjulpet af sin nieces barnlige tro gør denne til sidst underet, at genopvække den døde svigerinde. - Filmen vandt Guldløven på festivalen i Venedig.
I 1964 var der premiere på ‘Gertrud' efter roman af Hjalmar Søderberg, men den fik en ret ublid medfart hos kritikerne, så Elsa Gress måtte rykke ud med et forsvar. Psykologien i denne realistiske skildring af personernes kamp med 'kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed' var fin nok, men miljøet var meget borgerligt (med fornemt spil af Nina Pens, Bendt Rothe og Ebbe Rode) og spillet præget af Dreyers fokusering på det absolutte. "Det er denne stærke og lidenskabelige kvindes tragedie, at hun kræver det absolutte - den mand hun elsker skal kun være hendes, ellers må hun forlade ham. Dette absoluthedskrav er hendes hybris, som hun straffes for af guderne", udtalte Dreyer selv.
Han lagde største vægt på dialogen "i håbet om at være med til at skabe en ny filmtype, midt imellem den ‘rene' film og teater". Men her kiksede det for Dreyer, for han måtte tværtimod finde sig i at filmen blev bedømt som teatralsk. Faktisk er filmens dialog god, men sproget er gammeldags, og alle taler det langsomt og højtideligt - og det virkede i 1964 netop som teater. Og indtrykket blev kun understreget af brugen af indlagt poesi, digte der blev læst op mellem afsnittene.
Da Dreyer døde i 1968, blev manuskriptet til hans store Jesus-film udgivet. Den havde han drømt om at realisere i ikke mindre end 19 år, men aldrig kunnet skaffe penge til. Han stillede enorme krav til produktionen, der skulle optages i Israel, og efterlod kassevis af fotografisk materiale til filmen. I dag, hvor midlerne til finansiering af danske spillefilm er ganske betydelige, kan man kun fastslå, at Danmark, den danske stat, den danske filmbranche ikke kunne være bekendt at forholde landets på den tid eneste internationale kapacitet muligheder for at realisere sin største drøm. Det skal i denne forbindelse kun nævnes en passant, at Dreyer fra 1936 til 1942 måtte ernære sig som retsmedarbejder for BT og fra 1951 til sin død som direktør for Dagmar-biografen. Det var små sko den danske kulturstat gik i dengang.
For mig personligt var mødet med Dreyers film med til allerede fra min første overværelse af Jeanne d'Arc-filmen i 1954 at åbne mine øjne for mediets muligheder for at belyse sider af tilværelsen som hverken bogen, teatret, musikken eller malerkunsten kunne byde på og som ydermere direkte angik de dybeste eksistentielle problemer. I 1955 så jeg ‘Ordet' spillet for en fuld sal i Esbjerg - og kunne konstatere, hvor dybt filmen greb alle. Min favorit var i mange år ellers ‘Vredens dag' på grund af den smukke og romantiske skildring af forholdet mellem den unge Anne og den jævnaldrende præstesøn sat i relief af den strenge svigermoders konsekvente modarbejde og den velmenende ægtemands store og opslidende sjælekvaler i forbindelse med hekseprocessen, splittet som han var mellem troens krav og hans egen medfølelse med menneskene. Men efterhånden er ‘Vampyr' kommet til at stå som det betydeligste af Dreyers værker, fordi den ved sine sort/hvide billeder, sin klipning, personernes spil og stemme samt musikken formår at gøre den af overtro prægede handling psykologisk nærgående. Her fik Dreyer virkelig fat på arketypiske forestillinger - selvom han næppe kendte begrebet.
Af litteratur skal først og fremmest nævnes Ebbe Neergaards bog 'En filminstruktørs arbejde' (1940, udvidet udgave 1963) og Martin Drouzy's 'Carl Th. Dreyer født Nilsson' (1982) med stor vægt på Dreyers modersavn.

Peter F. Drucker  (f. 1909)
australsk født amerikansk management-teoretiker.

Albert Einstein  (1889-1968)
tysk-amerikansk fysiker af jødisk herkomst. En af det 20. århundredes allerstørste naturvidenskabsmænd. Udfoldede i 1905 hvad der er blevet kaldt en eksplosiv kreativitet, idet han offentliggjorde teorier om eksistensen af lyskvanter og forklaringen af den fotoelektriske effekt, bestemmelsen af molekylære dimensioner, de brownske bevægelser og endelig den specielle relativitetsteori. Det er i den sidste han udledte formlen E=mc² (Energien = produktet af massen og lysets hastighed i anden potens). I 1915 fulgte den almene relativitetsteori. I 1916 udgav han 'Om den specielle og almene relativitetsteori, populært forklaret'. Nobelpris 1922. Udsattes under naziregimet for en systematisk hetz ikke alene mod sin person, men også mod sine relativitetsteorier. Forlod Tyskland i 1933, og bosatte sig permanent i Princeton i USA.
Einstein deltog i alle de større fysikermøder i 1920'erne og 1930'erne, hvor bl.a. den nye kvantemekanik kom til diskussion. Men da denne anfægtede den klassiske fysiks ubetingede årsagslov, og opererede med sandsynlighed og ubestemthedsrelationer kunne Einstein aldrig - trods mange hede diskussioner med Niels Bohr - acceptere den fuldtud. Han var og forblev determinist.
Einstein var inkarneret pacifist og deltog flittigt i kampen mod såvel krig og oprustning som jødeforfølgelser. Han var - i modsætning til Bohr - et dybt musikalsk menneske.

Mats Ek  (f. 1945)
svensk koreograf; søn af Birgit Cullberg, hvis ballet-kompagni han overtog ledelsen af i 1985.

Albert Engström  (1869-1940)
svensk tegner, maler og forfatter. 1894-96 medarbejder ved vittighedsbladet Söndags-Nisse. 1896 grundlagde han selv vittighedsbladet Strix med det tyske Simplicissimus som forbillede. Som danske Storm P. en poetisk-romantisk åre ved siden af det satiriske. Den sås mest i naturskildringerne. Men i modsætning til Storm P. forblev hans altid veloplagte satire nådesløs over for ofrene, som mest var bønder, adel, officerer og præsteskabet. Selvom han var vokset op i den lille smålandske by Hult - eller måske netop derfor - var han fuld af foragt for bønder og undermålere. Og der findes fra hans tidlige ungdom på kunsthøjskolen i storbyen Göteborg et brev, hvor han midt i sin store fremmedfølelse røber en sand menneskeforagt: "Utan att räkna mig som intelligensaristokrat", skriver han, "tyckar jag att de andra, åtminstone bland kameraterne, äro kålstockar eller på sin höjd outvecklade".
Det forhindrede ham dog ikke i modsvarende at betragte borgerskabets snobberi, unatur og skabagtighed med lignende foragt. Han holdt selv på den 'intelligente naivitet', den barnlige, usnobbede opfattelse af tingene og begivenhederne, som blasertheden, snobberiet og dumheden er udelukket fra.
Engströms mest originale bidrag til humoren er 'kolingen' som dukkede op som figur i hans tegninger i slutningen af 1890'erne. Vagabonden som figur var international og kendtes især fra USA, hvor Storm P. sugede til sig under sit ophold. Engström måtte nøjes med amerikanske blade som han fik adgang til på London-rejsen i 1895. Men han formåede - som Storm P. - at give sin figur et helt igennem ægte og lokalt præg, da han i 1897 flyttede til Søder i Stockholm og kunne studere dem på gaden. Han omplantede simpelthen 'kolingen' til havnemiljøet. Og kolingens sprog blev Stockholmslang (kaldet 'kväsarslang' efter 'kväsar' lig med hvad vi kaldte en svajer). Kolingen var altså - som Helmer Lång gør opmærksom på i sin bog om 'Kolingen och hans fäder' fra 1966 - ikke bare et produkt af Engströms fantasi, men forankret i et reelt stockholmsk miljø. Og han var ikke bare inspireret af anekdoter i internationale vittighedsblade, men havde en svensk tradition at falde tilbage på.
Kolingen havde altid gode argumenter parat, som da han stillede sig op i fuldt vagabond-ornat og med hatten i hånden foran en 'filantrop'. Denne siger: Kommer De nu igen og tigger om et par sko? Hvor har De gjort af dem De fik i forrige uge? Kolingen svarer: Tilgiv en håbefuld ung mand, men jeg lå i nat sammen med en bekendt, og han vågnede før mig. - Kolingen var kendetegnet af den største uvilje mod arbejde. På en af tegningerne siger en koling til sin kammerat: Hør du, der må alligevel været noget fandens sympatisk ved mit ansigt. - Den anden: I hvilket kloakrør har du spejlet dig? - Den første: Jo, ser du, jo flere arbejdsløse der er, desto oftere bliver jeg tilbudt arbejde.
Men kolingen var også kendetegnet af den største hang til at få fat på noget at drikke. Engström kendte fra sig selv følelsen af at være ligefrem forfulgt af en tør plet i halsen. Berømt blev hans plakat fra den hårde svenske strid i 1922 om totalforbud mod alkohol: 'Kräftor Kräva Dessa Drycker' (Krebs kræver disse drikke). Og den var formentlig udslaggivende for det knebne nej! Men Engström fik også gennem kolingen hele sin galde ud mod ikke blot overklassen, men mod alle der er anderledes, herunder negre og handicappede. Bag kolingens stærkt maskuline figur spøger påviseligt Nietzsches filosofi og overmennesketeori. Men samtidig udtrykker kolingen Engströms kærlighed til det primitive og enkle. Kolingen bliver for ham 'luffaren' på humorens kongevej. Og allerede i Strix fastslog han, at "alla människor är luffare innerst i själen".
Sat i et borgerligt samfund som det svenske omkring sekelskiftet 1900 følte Engström sig nu engang som en fremmed. Også da han skrev sine memoirer i 1907: At skrive eller overhovedet ytre sig er en tåbelighed, som ene og alene retfærdiggøres af individets manglende evne til konsekvens. - Man morer sig pragtfuldt i selskab med Engström og hans tekster og tegninger, men man savner ofte den lune og overbærenhed der kendetegnede Storm P.

Erik H. Erikson  (1902-94)
tysk-amerikansk psykoanalytiker og udviklingspsykolog, der bl.a. har skrevet 'Indsigt og ansvar' om den psykoanalytiske indsigts etiske konsekvenser og 'Barnet og samfundet' om forholdet mellem Jeg'et og samfundet. Sidstnævnte har et kapitel om de otte aldre i menneskets liv, som er benyttet i afsnittet om alder i artiklen Fra tidsfordriv til engagement (serien om Livskvalitet).

Rainer Werner Fassbinder  (1945-1982)
tysk filminstruktør
se essayet: Rainer Werner Fassbinder (31.7.05.)

David Favrholdt  (f. 1931)
dansk filosof og psykolog. I 1960'erne en flittig og meget inspirerende anmelder af filosofisk og psykologisk litteratur i Information. Disputats om Wittgensteins 'Tractaus' 1964. Fra 1966 professor i filosofi ved Odense Universitet. Påvirket af Peter Zinkernagel har Favrholdt anerkendt Niels Bohr som en af vor tids største erkendelsesteoretikere, som det fremgår af bogen om Bohr 'Fysik, Bevidsthed, Liv' (1994). Har også skrevet om Lenin og om kinesisk filosofi. Har udgivet noveller og romaner - og må i det hele taget betragtes som et udpræget æstetisk menneske. I 2000 udgav han 'Æstetik og filosofi', hvori han opstillede et sæt ret snævre parametre for vurdering af kunst. - Jf. artiklen David Favrholdts æstetik  - I 1994 udgav han 'Fysik, bevidsthed, liv - studier i Niels Bohrs filosofi'. I 1999 fulgte 'Filosofisk codex' - jf. Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'  (27.8.10.). I 2005 'Spaltningen - Niels Bohr og Werner Heisenberg i videnskab og politik'. Og endelig kom i 2009 'Filosoffen Niels Bohr', en glimrende indføring der dog er behæftet med en del fordomme om religion og psykologi, som behandles særskilt i artiklen Favrholdts fordomme om religion og psykologi og Modstanden mod komplementaritetssynspunktet   (13.1.11). - Allerede gennem sine anmeldelser i Information fik Favrholdt stor betydning for undertegnedes læsning af filosofisk og psykologisk litteratur, herunder Freud og Ingemar Hedenius.

W.C. Fields  (1879-1946)
amerikansk filmkomiker

Dietrich Fischer-Dieskau  (f. 1925)
tysk lied- og operasanger

Sigmund Freud  (1856-1939)
østrigsk psykiater, grundlægger af psykoanalysen. Det var Freud der som den første opdagede love for det underbevidste, dvs at der kunne findes lovmæssigheder også for det sjæleliv der knytter sig til følelserne og alt det irrationelle, hvor man hidtil havde troet/postuleret, at der kun fandtes lovmæssigheder for det rationelle.
Freud kom med mange teorier om sagen, som ikke alle viste sig at holde stik. Først og fremmest tog han grundlæggende fejl i den antagelse – som var typisk for de muligheder hans tid gav ham – at det underbevidste stort set var identisk med det fra bevidstheden fortrængte og derfor i grunden sygeligt eller destruktivt. Han så slet ikke, at det underbevidste var en enorm stor ressource af såvel decideret fortrængt stof som stof der blot var glemt eller midlertidigt sat uden for opmærksomheden. Og han forstod på intet tidspunkt, at den sidste del var afgørende for alle mennesker, ja for al menneskelighed, den så at sige er sjælens eller åndens kerne. Værker som 'Vittigheden og dens forbindelse til det ubevidste' (1905), 'Totem og tabu' (1912) og 'Manden Moses og de monoteistiske religioner' (1939 siger mere om Freud end om emnerne.
Dette rokker dog ikke ved betydningen af hans indsats eller ved den enorme indflydelse han fik på al senere psykologisk forskning. Men det peger til gengæld mod forklaringen på den kendsgerning, at der fortsat er meget delte meninger om ham, og at den psykoanalytiske bevægelse som sådan fra starten blev meget doktrinær og følgelig gav anledning til splittelse. Tidligt gik bl.a. Jung sine helt egne veje - med sin langt dybere forståelse for sjælelivets mere irrationelle sider i positiv forstand.
Allerede i 1895 lancerede Freud begreberne primærproces og sekundærproces, i 1896 det ubevidste og det førbevidste, og i 1897 grundelementerne til teorien om ødipuskomplekset og den infantile seksualitet.
Blandt Freuds hovedværker skal nævnes: 'Drømmetydning' (1900), 'Tre afhandlinger om seksualteori' (1905), 'Det ubevidste' (1915), 'Hinsides lystprincippet (1920), 'Jeg'et og Det'et' (1923)og 'Kulturens byrde' (1930).

Wilh. Furtwängler  (1886-1954)
tysk dirigent

Bogstav A-B
Bogstav G-J
Bogstav K-M
Bogstav N-P
Bogstav R-Å