|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.10.09.Oluf Høst - nordisk naturpsalmist på ArkenDet udvidede og renoverede kunstmuseum Arken ved Ishøj Havn og Strandpark har frem til 31. januar 2010 en fin udstilling med titlen "Oluf Høst mellem himmel og jord" med ialt 60 værker, hvoraf godt halvdelen stammer fra Oluf Høst Museet i Gudhjem og Høst-familien. Udstillingen er repræsentativ for kunstneren, idet den viser billeder fra 1907 og til 1964, dvs. fra de tidligste naturalistiske billeder af barndomshjemmet, forældrene og ham selv samt en 'Marine' til de sene 'kosmiske' Orion-billeder, men med et fornemt udvalg af de Bognemark-billeder han især er blevet kendt for. Der er ikke lavet katalog til udstillingen, men i "formidlingsarket" med værkfortegnelse er det pointeret at Høst er mere end en bornholmermaler. Han er en 'nordisk romantiker' - og det viser sig ved at selvom hans foretrukne motiver er hentet fra Bornholm, så var det ikke udpræget de konkrete steder eller motiver der interesserede ham. "Høst var", hedder det, derimod "orienteret mod mystikken og de åndelige dimensioner i den fysiske verden - det gådefulde rum mellem himmel og jord. Gennem maleriet forsøgte han at nå bag om tingenes fysiske form for at forstå deres inderste væsen. Han ønskede med egne ord at gengive 'den tavse guddom i naturen." Og udstillingen lægger derfor "vægt på den dimension der går bag om det fysiske - det såkaldt metafysiske aspekt". Så er munden i hvert fald fuld af mystificerende udtryk, der efter undertegnedes mening peger væk fra sagens kerne der gør en fuld forståelse mulig: den fulde syntese mellem person og værk såvel som mellem det personligt bevidste og det kollektivt ubevidste.Oluf Høst (1884-1966) blev født i Svaneke som søn af en jysk herredsfuldmægtig og en bornholmsk kvinde. Efter konfirmationen bliver han dæksdreng på handelsskibe og besøger de baltiske lande, Rusland, Kina, Japan og Amerika. Om forældrene hedder det bl.a. i dagbogsoptegnelserne: "Vore forældres liv havde den skønhed som alvor forårsager - en helhed i livsførelsen." - "Min far var en original - han var nemlig oprigtig". - Men Høst må også erkende at: "Hele Ens liv er kamp mod barndomshjemmets konservatisme." 1901 kom Høst i lære som håndværksmaler i Svaneke. Bliver indkaldt til marinen i København. Og beslutter sig her for at blive kunstmaler. I 1906 går han en kort tid på Gustav Vermehrens traditionsbaserede malerskole, men blev smidt ud, da han røbede andre idealer. Der fulgte en decideret Sturm- und Drangperiode, hvor Høst ifølge Gelsted ikke vidste hvad han skulle bruge sig selv til. Han blev smaddernervøs, fik angstforestillinger og kunne ikke få rede på sin tilværelse. En kort tid gik han på Akademiet, derefter på Kunstnernes Studieskole, hvor han mødte Weie og Rude. Faderen dør i 1912, og moderen må flytte til Rønne. Der er ingen penge efter boet. Men i 1913 gifter han sig med sin studiekammerat Hedwig Wiedemann, hvis far forærer dem et hus i Dragør. I 1915 fødes sønnen Ole, og Høst selv frekventerer Harald Giersings malerskole - og her får han den indføring i moderne malerkunst han har brug for, herunder forståelsen for Cézanne. Giersing kom med uforglemmelige bemærkninger om at trænge ind i "de materielle værdier". Gennembrudsbilledet 'Marine' maler han i 1917. Men det er samværet med den svenske maler Karl Isakson i Gudhjem og på Christiansø i 1921 - og de følgende somre i Melsted mellem Gudhjem og Svaneke - som inspirerer Høst til at arbejde med farven. Isakson udløste Høsts farveglæde. Han bliver medlem af Den frie Udstilling 1922-26 og udstiller forskellige steder, også i udlandet. I 1922 påbegynder Høst sin faste rutine med at nedskrive sine optegnelser i 'logbøger'. Høst ser i 1921 den store van Gogh-udstilling i Berlin. Men også Cézanne og Chagall spiller ind. Den første for farve-form-problematikken, den sidste for det fantastiske og - 'baltiske'. - Jeg rørte ved dine billeder, van Gogh. Hellige van Gogh. - Cézanne større kosmisk følelse end van Gogh. Van Gogh befrier en mer fra hverdagen. - Cézanne puslede ikke i det tågede firdimensionale; han gik frem ad erfaringens trættende vej. - Van Gogh har mit hjerte, men en ekspressionist kan ikke danne skole. Stå på lur bag ved Cézanne. - Man bliver led og ked af de hjemlige mesterværker - jeg rejser til Hamborg for at se Chagall. - Nu har jeg brug for baltikeren Chagall, denne jødiske klovn fra min egen breddegrad . Chagall artisten som længes hjem, nordboen længes efter noget uvist, efter sig selv. I 1929 arver Høst en tantes hus i Gudhjem ved Nørresand (på bornholmsk Norresân) og han og Hedwig med børn flytter hertil og køber også nabohuset. Han bygger også stort atelier til sig selv - og et mindre til sønnen Ole. Alle bygningerne og haven op ad klipperne udgør nu Høst Museet. I begyndelsen af trediverne inviterer Høst den unge maler Sven Havsteen Mikkelsen (f. 1912) med til Tyskland. Havsteen der er plejesøn af Høsts ven polarforskeren Ejnar Mikkelsen er hvad man kalder norrøn kunstner (stærkt optaget af vestnordisk kultur og religion). Ejnar Mikkelsen overtaler Høst til at tage med til Island og Grønland, men Høst får hjemvé og rejser hjem fra Reykjavik. Den tyske forbindelse forstærkes gennem det fælles venskab med den østrigske kunstskribent Fritz Waschnitius der bl.a. skriver artikler om udstillingen af nyere dansk kunst i Berlin i 1932, hvor Høst er repræsenteret. Han får solgt et billede til National-Galleriet. Waschnitius får tilknytning til Danmarks radio og opholder sig meget i København. Høsts og Sven Havsteens venskab med Waschnitius bliver tættere - og får navnlig stor betydning for Havsteen og Høst's egen nu 18-årige søn Ole. Senere kom også forfatteren Ole Wivel og ostegrosserer Knud W. Jensen der siden etablerer 'Louisiana' i Humlebæk ind i kredsen. Jensen arrangerede Høst-udstilling i 1966. Høst stifter i disse år bekendtskab med Emil Noldes stærkt ekspressionistiske kunst, hvad der direkte kan ses på Høsts billeder fra perioden. Og da Otto Gelsted i 1934 udgiver sin lille bog om Oluf Høst sender denne et eksemplar til Nolde, der kvitterer med et dedikeret eksemplar af sin egen bog 'Das Eigenes Leben' fra 1931. Som bekendt var der i mellemtiden sket det at Hitler kom til magten i Tyskland i 1933 - og det førte i løbet af få år til nazisternes systematiske kamp mod hvad de kaldte 'Entartet Kunst'. Det gik hårdt ud over Nolde, der måtte se bl.a. den store altertavle 'Kristi Liv' og syv andre religiøse billeder udstillet til nazistisk forhånelse på en særudstilling i 1937. Og dette vel at mærke på trods af at selveste propagandaminister Goebbels egentligt satte ham højt, og at Nolde faktisk havde været på tale som formand for det tyske Kunstforbund og derfor et års tid havde været medlem af nazipartiet. Høsts billede på National-Galleriet blev sendt retur. Men det helt påfaldende er at alt dette ikke findes omtalt i Høsts utallige logbøger, som i dag er arkiveret på Det kongelige Bibliotek. Grunden er den simple at alt hvad der måtte have stået om disse vigtige år og påvirkninger er fjernet fra logbøgerne, enten ved udrivning af hele sider eller ved sletning med tusch af alle navne og bemærkninger. Og den endnu dybere grund er Høsts forsøg på at fortrænge den store tragedie i hans og den nærmeste families liv: sønnen Ole bliver under påvirkning af Waschnitius nazist og melder sig i 1943 til Østfronten, hvor han falder ved Barwenkowo i Kaukasus. Lillebroderen Niels forsøgte forgæves at tale Ole fra at rejse. I Dagbøgerne noterer Høst fx: - "Jeg døjer med at se ud ad mit ateliervindue, på den smalle sti mellem markerne kan jeg se min dreng - aldrig kommer han mer." - - "Ole, din romantiske Sturm og Drang-periode faldt lige ind i et stort verdensopgør." - Og han filosoferer over Krigens væsen: - "Kunsten for kunstens skyld, krigen for krigens skyld, men begge to forfinet barbari". - "Indrøm det irrationelles magt. Filmen i trediverne om 'Olympiaden i Berlin' [Riefenstahls] befæstede min tro på det. En af de uhyggeligste film jeg har set. Dyret sås i alle tilskuernes ansigter. At helvede senere brød løs, forundrede mig ikke spor. Det måtte komme." Oluf Høst overvandt aldrig tabet af sønnen. Han og Hedwig mindedes år efter år på juleaftendag sønnen ved at tænde levende lys foran hans atelier i haven. Og et af Bognemark-billederne - det mørkeste og mest depressive på kun 27 x 46 cm - blev malet den 16.12.43. med navnet Barwenkowo ved signaturen. Men fortrængningen gælder reelt noget mere, nemlig spørgsmålet om hvordan forståelsen af det folkelige som centralt begreb for Oluf Høst kunne føre både Ole Høst og Waschnitius definitivt på afveje - og Ole Wivel og Knud W. Jensen ud i fristelse. Det vender vi tilbage til. I 1935 erhverver Oluf Høst nemlig et husmandssted på toppen af Bokul oven for Norresân - og han giver det navnet Bognemark. Stedet bliver drevet som landbrug af et ægtepar på den betingelse af der skulle være to køer i stalden. Bognemark blev nu Høsts yndlingsmotiv - som han har malet utallige gange i al slags vejr og al slags lys. Høst malede gården fra to vinkler. Det mest kendte har længen på langs af det brede lærred og med vognporten i midten - enten som mørkt hul eller med åben dør bagud hvorfra lyset, ofte aftensolen, kunne falde ind. Det andet motiv var stuehusets gavl med længe til venstre. Dagbogsoptegnelser er mange, bl.a.: - Aftenstjernens fred. Aftenens drøm. Kunne man opnå at hvile forklaret i sit eget værk. - Skumringstid, så kommer det bløde, violette snigende og parrer sig med grågrønt. - Sommernatten gør alle ting talende silhouetter for, hvad der om dagen har fylde og form. De hvide hyldeblomster lyser. - Vinterdag. Sneen dækker alt på jord. Renhed; snavset glemt, alt lige som uden synd. - Der er smukt i Danmark fordi det blæser. - Lad mig opleve den store vinter, før min time kommer. - På Bognemark der taler jeg min egen uro til ro. - Bognemark - hellig jord for mig. Tornebusken brændte, sjæl og legeme befriedes dér. - Frostvinter. Stille og tyst som lyden af klokker. Hellig stund når jeg står på Bognemark og hører børn le i stille frostluft. Pan den store er nådig. Gelsted kan fortælle at Høst kunne lide at Odin skal have haft bopæl på Bornholm, og at Høst foretrækker at male med blikket vendt mod nord. De svenske fiskere i hans barndoms somre gav ham i det hele taget en oplevelse af tilknytning til urnordisk naturel. Jens Erik Sørensen, Århus Kunstmuseum (nu Aros), gør meget rigtigt opmærksom på at Høst i Bognemark-billederne nåede længere ind i maleriets væsen end til blot at registrere og gengive den synlige virkelighed. I disse billeder "reducerede han også afstanden mellem begreber som impressonisme og ekspressionisme - naturens indtryk blev glidende forvandlet til farvestærke udtryk". Og Sørensen påpeger ligeledes at Høst i sine tidligere billeder gør sagligt rede for bygningens fysik. Alt underordnes strukturens linier og fladespil. Selve arkitekturen er det bærende billedelement. Men efterhånden frigøres billederne fra den fysiske realitet. Dog fastholdes naturforankringen ved at bibeholde et genkendeligt element i billedet. Derimod tror jeg ikke Sørensen har ret i at man kan kalde Høst kunst for 'abstrakt ekspressionisme'. For at sikre sig at sønnen Niels bliver boende i Gudhjem er den film-interesserede Høst med til at finansiere opførelsen af Kino Gudhjem i 1944. - "Må gå i biografen for at se fx unge kvinder bevæge sig; de er deres egen kunstner". - Og han beklager sig i radiosamtale også over at han må gå i biografen for at høre en ko brøle. Høst var stærkt tiltrukket af ilden, så stærkt at han have en aftale med det lokale brandvæsen om at de ringede når de skulle rykke ud. - "Soldag. Frøhalm brændes. Ild er ens i farven op mod solen som bort fra solen, og alt i landskabet bliver så stille og lammet, og gråt som en kanin i et slangebur." - "Ildebrand: magisk atmosfære af røg, harpiks og sveden halm." - "Gårdbrand. Ild slår op med en bragende latter." - "Det er brandens magiske atmosfære og stoffet, der først og fremmest interesserer mig. Min stofglæde er en lystmorders. Ild skaber en rig stofvirkning, og man har brug for hele palettens klaviatur. Rent frådseri. Det skal meget kølige farver til for at skabe ild af svovlgult og brandgult, og farverne skal have duft af drama og medfølelse...." Høst lever ellers stille og fredeligt med sit maleri. Men må dog slås med såvel sit eget temperament som sin kones maniodepressive sygdom. I anledning af 70-års dagen arrangerer Kunstforeningen i København en retrospektiv udstilling. I 1955 bliver han æresborger i Svaneke. Og han begynder fra 1960 at male en serie billeder af stjernetegnet Orion, set fra havedøren. Han kalder selv billederne sit maleriske testamente. Men også rygeovnen og silderøgerierne bliver motiv. -"Inde i halvlyset i røgeriet: silden er fosfor, uvirkelig. Ilden stofløs, resten spøgelse." - "Sildekoner, lys og stof, jeg er sgu forelsket i de sildekoner." - Nu kommer Orion, den store spinderok, og Sirius - velkommen I klare frostnætter. - Var ikke stjernehimlen synlig, troede vi at vi var det hele og største. - Jeg så nu i nat Orion stå på sydhimmelen - det er som dagen var en snavset kælling ved sådan pludselig at lukke et vindue op til den friske, kølige, rene og utrolig stille nat - kun høres telefontrådenes syngende dirren. - Vintervår. Orion på flugt nordwest på, nu ved at synke ned i skoven på bjerget derhenne ved Grunths. Jeg stod i haven i den klare frostnat og så den blixende klart, havet lå blankt som smeltet sølv, ikke en vind. Hammerfyrene blinkede omkap, alt spejlede sig i bugten Høst får voksende problemer med helbredet og er i perioder indlagt på sygehuset. Han havde indset, at "de gamle må bære deres problemer selv". - "Jeg er bange for livet, når jeg ikke kan male mer." - "Hvordan føles det at blive gammel? For min part skamfuldhed." Han dør 82 år gammel i 1966 og begraves på Gudhjem Kirkegård i et familiegravsted han forlængst havde sikret sig. "Den sidste gode gave: en grav." Oluf Høst var til fulde klar over sit vanskelige sind og sine problematiske personlige egenskaber. Det kunne for eksempel hedde: - Jeg er ujævn. - Jeg er en sentænker. - Jeg er ikke harperomantiker. - Kontinuiteten i mit liv: skæve gevind. - Min dømmekraft for umiddelbar til at blive 'normal'. - Jeg mangler ubevidste og elegante bevægelser - tung, klodset massiv, men frasefri. - Jeg er en nøler, en vægelsindet med kamplyst, en eventyrer, der aldrig kom på færten på grund af snusfornuft. Eller er min trang til menneskeligt fællesskab det afgørende i alle mine handlinger? - Sjælsmenneske udelukkende, fuldstændig - så overvældende at blot ordet teknik gjorde mig som barn lukket og indesluttet. Men han kunne også med en vis stolthed notere disse ord: "Må jeg ha lov til at sige en pæn ting om mig selv: Jeg er ikke konfektionssyet." - Det nytter intet at jeg forsøger at være et borgerligt menneske; mit væsen kræver egen rytme. Vågn op, før det er for sent. - Jeg har været naiv alle mine dage før i tiden, så må jeg vel også være det nu - lad os håbe, det er den lykkelige naivitet. - Slette mennesker opfatter naivitet som dumhed. Naiviteten var nemlig ikke værre end at Høst kunne gennemskue det falske hos andre og i tiden. Han havde afsky for det akademiske, abstrakte og intellektuelle. Pudsig er hans association til 'Studentersangforeningen': - Jeg hører i radioen en grammofonplade "Vi er et lystigt folkefærd", sunget af Studentersangforeningen, og forstår med ét klarere, hvorfor jeg som ganske ung havde aversion mod det akademiske - aldrig havde jeg kunnet leve i så kunstig en atmosfære, så hellere til søs, sejle langt, høre den dybe havtone. - Kunstneren deler folks dyder og laster, så vær mistænksom over for det manifesterede. - Logiske konsekvenser er jeg angst for. - Virkeligheden skal erfares på kroppen. - Ingen idealisering. Vi skal have et rent direkte udtryk for menneskeånden og dens vilkår. - Sandheden findes ikke i fornuften, men pusler uden om den. Arbejdet med at søge sandheden - kunstnerisk som eksistentielt var til gengæld en sag der krævede både moral i almindelighed og god arbejdsmoral. Men også forståelse for at der er noget der kommer af sig selv - uden viljens indsats: - Amoralsk nihilisme er mig en pestilens, moralsk nihilisme noget fint. - Arbejdsprincippet må blive: billedet skal danne sig selv. - Ved at arbejde og arbejde om igen lister inspirationen og visionen sig ind i En - både hvad naturoplevelsen og materialet angår. - Jo længere jeg arbejder, des stærkere har jeg den fornemmelse at det bliver gjort for mig. - Gå tilbage til en primitiv, produktiv tilstand, til urmenneskets og barnets geniale dilettantisme. Generelt er der hos Høst tale om en ganske bestemt vekslen mellem den daglige dont og naturen og om et bestemt forhold til det at male: - Ophøjet ro mellem dagliglivet og naturens væsen. - En overvejet og fornuftig fremgangsmåde kræves, men ens intime lidenskaber skal sive derigennem. Tonaliteten så korrekt, at billedet inderst bliver en fuldstændig sammenhæng, skønt hver ting skal bekræftes. - At male er at komme i et for-sig-selv-forhold til tilværelsen. Ikke at male billeder til en udstilling. - Min drøm er en kunst, romantisk, fantastisk, imnponerende ved et ydmygt umiddelbart, primitivt anlæg i modsætning til al barok og virtuositet. Det siger næsten sig selv, at Oluf Høst er umulig at placere i de gængse kategorier for stilarter og ismer. Han er fuldstændig fremmed for impressionismen og kubismen, men kan heller ikke regnes for ekspressionist, selvom han sætter både van Gogh og Nolde højt - og i en kort periode maler billeder som Noldes. Det er slet ikke de stærke farve han vil havde frem, men nok de intense, men det er også noget andet. Og kolorist er han slet ikke. Han noterer i sin dagbog en morsom bemærkning om at "djævelens genialitet er at lade som han ikke eksisterer. Men jeg har luret ham. Han er kolorist". Sammenligner man Høst med andre kunstnere kan man fx sagtens se nogle påvirkninger i bestemte perioder. Men Giersings konturer bliver aldrig Høst's sag. Tværtimod forsvinder konturerne mere og mere. Isaksons klare farver erstattes af fine og bløde mellemtoner af overvejende blålig karakter. Jens Søndergaard, som Høst på et tidspunkt besøgte i Bovbjerg og som var lige så landskabeligt bestemt som Høst selv, brugte livet igennem både stærke farver og stærke konturer i sine malerier. De kan for øjeblikket ses på en udstilling på Kastrupgaard, så man tydeligt kan konstatere den markante forskel. Og hvad Sven Havsteen Mikkelsen angår er det givet at han var under stærk indflydelse af Høst og dennes 'mystiske' dimension, men hos Havsteen var der en helt anden tyngde og stoflighed i billederne. Man føler - med Mikael Wivels udtryk - at man som betragter har fast grund under fødderne. Havsteen personligt havde også i modsætning til Høst en kolossal pondus i sin skikkelse. Og han malede på Færøerne tunge, mørke fjelde, hvor Høst på Bornholm foretrak sneen i al slags lys. Stofligheden var aldrig til at tage fejl af hos nogen af dem, den var helt central for dem, men den angik to vidt forskellige sider af det materielle. Skulle man finde en slags parallel til den mere og mere fremtrædende kosmiske dimension i Høst billeder, kunne man måske pege på den sene Carl-Henning Pedersen. Men til gengæld må det så også fremhæves at den hos Høst forbliver forankret i en nordisk, ja bornholmsk virkelighed, hvor den hos Pedersen er universel. Her ligner Høst først og fremmest Emil Nolde. For dem begge var det ifølge Jens Henrik Sandberg vigtigt at bo og arbejde på stedet, at være omgivet af det fællesskab, den kultur eller den stemning (bedre: atmosfære) hhv. Marsken og Bornholm kunne give dem. Otto Gelsted kommer sagen nærmere når han gør gældende at malere af Høsts type ikke kan slå sig til tåls med at gengive et realistisk naturindtryk eller en smuk farveklang - de vil skabe et optisk kraftfelt der svarer til sindets spændingsforhold. "Bag lysets syvfarvede slør aner maleren en indre kraft som han kan identificere sig med." Blot er vi endnu ikke nået ind til kernen. Høst selv har mange notater om sit maleri og om formens og farvens problem: - Himmelfarven bag ens ryg i rummet skal med på hvad jeg ser med mine øjne; så fyldes billedet med stor, dyb klang. - Sensuelle farver: en smertelig farve, en uudholdelig gul, skimrende grønviolet. - Døde farver: isblåt - kontra okker. Man kan blive fange i en gul farve. - Farven skal holde på sin ret over for naturmotivet. Abstrakt oplevelse af naturmotivet giver farven i billedet en symbolsk magt. - Et billede skal have en farve, så man drages ind i det, og det lukker sig om En. - Herligheden ved lyset på en plovfure. - En farve til sne, til kulde. En farve til hav, til salt. - Man skal male så blåt, at man kan drukne i det. - Oplevelser kan blive så intense ved farve og lyset, at man kalder det mystik. - Tålmodigt må man opmærksomt analysere farvernes sammenhæng i naturen for at have midler til at tolke dybere realitet. Men det fremgår også tydeligt at bevidst artisteri byder ham imod: - Formproblemer kan man hellige sig helt og drive dem op til høj artistisk skønhed, når man er kynisk over for alt andet menneskeligt. - Hvor smagen hersker, er der intet virkelighedsforhold farverne imellem. - Et maleri skal kunne skræmme ved sin ægthed; smag er ikke nok. - Skønhed: at blive vækket af virkeligheden. - Billeder sejrer bestandig over spidsfindigheder. - Jeg ønsker en livsbetragtning som en helhed, der indbefatter alle tilsyneladende modsætninger. Derfor må han udbryde: "Jeg gir fanden i hele kunstforvirringen - jeg er naturpsalmist". Men det må fastholdes at han er naturpsalmist af en ganske bestemt art der vil sikre den lokale hjemmehørighed, den dybtfornemmede nordiske eller baltiske forankring og den kosmiske dimension - i en helhed der indbefatter alle modsætninger. Om hjemmehørigheden skriver Høst: - Man er kun sig selv hjemme. - Hjem skal holdes sammen af arbejdets moral. - Når huset sover: timen for sjælen. - Hyggeduften - hav og tran, sild og røg og duften fra den varme klippe, små krydrede planter på dens ryg. - En flues summen i en stille stue minder om stilheden på sommerdage i ens første mennesketid, ja langt ned gennem tiden. - Giv mig kostaldens ro, giv mig vindens læ bag en halmstak, giv mig stormen, bruset i gårdens pil. - Højlyngens ro og stilhed. - Det er roen; ro og atter ro; den ro der er ved at være ude i naturen, hvor ligefrem en lyd der høres fjerntfra giver ro; man går ned i sit eget dyb. - Jeg bliver i Gudhjem og falder på knæ af taknemmelighed. Gå ned på Norresâns havn en vintermorgen stå og se Røsen, de svorte og hvide gårde på højt land, Havet hvisler og brummer. Den kosmiske dimension fremgår allerede af de citerede udsagn om Orion-stjernebilledet. Men det nordiske eller baltiske hænger sammen med det folkelige og fortjener særlig opmærksomhed. Høst kan bl.a. tale om 'sit baltiske sind' og notere: - To temaer for mig - den østlige sjæl og den vestlige tanke. - Nordisk er nordisk. Franskmænd kan ikke begribe hvad vi ikke kan forklare - endnu. - Jeg kan ikke undvære almuen - naturens ensomhed og tavse venskab, - Ægte folketone fra en afkrog kan erobre verden. - Styrke og inderlighed. På Bognemark - den højtliggende - indsuger jeg Norden. Men selve det folkelige får en længere bemærkning: "Folkekulturen, der brød frem efter Grundtvig, hørte jeg ikke godt om i min barndom eller senere, hvor jeg kom hen, i de københavnske, intellektuelle cirkler. Altid har jeg længtes efter den poetiske folkekultur, lige fra jeg som lille sad på bukken af den loktervaun [lægtervogn] på landture og hørte far sige: Derhenne bor en af de såkaldte frisindede." Igen tages der afstand til intellektualismen samtidigt med at der røbes nyfigenhed over for de frisindede der nok i bornholmsk sammenhæng skal ses i kontrast til de mange snæversynede og sekteriske missionsbevægelser der huserede på den tid - og som bl.a. religionshistorikeren, bornholmeren Vilh. Grønbech har berørt. Grønbechs store værk om 'Vor folkeæt i oldtiden' (1909-12) blev faktisk læst grundigt af Høst - og flere af Grønbechs værker blev oversat til tysk af Waschnitius! Også Sven Havsteen og Ole Wivel blev optaget af Grønbech. Sandberg påpeger at Høst ligesom Nolde så sin baggrund som en del af en større nordisk natur og kultur. Og at han ligefrem taler om sin 'nordiske mission'. I 1933 noterer Høst ganske kort: "Grundtvig, Bjørnson og Nolde er ligeløbsmennesker", og Sandberg forklarer at 'ligeløbsmennesker' er personer for hvem der er overensstemmelse mellem det åndelige og det materielle - hvad man med en moderne glose også kunne kalde komplementaritet. Samme år skriver Høst med reference til historiken Poul Nørlund: "Dansk folkekarakter har [snarere] været præget af en dyb oprindelighed end evne til tilpasning". Og han tilføjer: "Rembrandt barndommens hjem, hans fars mølle, lå ved den gamle Rhin...... Blicher boede på den jydske hede. Bornholm et grønt minde." - Et andet notat 1935 lyder: "Hamsun, Munch typer på nordisk sind. Deres struktur viser skæbnen. Giotto, Rembrandt, viser handling. Jeg ser mod nord. Jeg længes efter det nordiske menneske" Sandberg understreger at netop Bognemark var indbegrebet af Bornholm og Norden for Høst. I 1939 skriver Høst således: "Du skal altid færdes i naturen så vidt muligt i alle døgnets tider ellers dør min sjæl og håndværker duer jeg ikke til. kl. 2 nat - jeg ligger og hører den dirrende sang i telefontråden, ude venter natten, det lyder som en kæmpestor polargræshoppe. Og så lister mine tanker blødt rundt blandt gårde og huse her på Bornholm i gengivelse af Chagall, Munch, Millet, van Gogh, Rembrandt, Byzantinerne, lister rundt i Norden." Sandberg konkluderer, at Høst ikke var tilbageskuende, han søgte nok inspirationen i den ældre kunst, men ønskede som moderne kunstner at give sin samtid oplevelsen af de store sammenhænge han så i sin tid. De sammenhænge også Emil Nolde så. Men hvordan er dette muligt? Hvordan kan man være på én gang tilbageskuende og fremadrettet, forankret i sin kultur og moderne, og have komplementært ligeløb mellem det åndelige og det materielle? Ja, gå bag om tingene for at forstå deres inderste væsen? - Det forudsætter i hvert fald ikke at man giver sig metafysikken i vold, tværtimod skal man holde sig fri af metafysikken og dens underforståede referencer til noget overnaturligt - og det gjorde Høst. For han var tro mod både jorden og himlen. Han levede i både timeligheden og evigheden. Og det kan den der har fuld føling med det kollektivt ubevidste. Det kollektivt ubevidste er et dybdepsykologisk begreb der forekommer de fleste mennesker uforståeligt, fremmedartet eller måske endda mystificerende. Men som alt andet i dybdepsykologien kan det beskrives i ganske nøgterne vendinger der stedse refererer til psykiske fænomener og erfaringer, men nødvendigvis må gøre dette med specifikke begreber, fordi de gængse begreber ikke slår til. Det kollektivt ubevidste kan for forståelsens skyld bedst ses i analogi med elektromagnetismen i fysikken. En sådan analogi beviser absolut intet, men gør kun fænomenet lettere forståeligt - ligesom sammenligningen mellem de tre andre psykiske fundamentalkræfter og de fysiske fundamentalkræfter. 'Det kollektivt ubevidste' er den brede betegnelse på det principielt udefinerlige og videnskabeligt umålelige, men lokalt bestemte felt mellem menneskelige kollektivers energier. Det kollektivt ubevidste manifesterer sig i menneskets privatliv, samfunds- og kulturliv gennem de såkaldt arketypiske forestillinger, dvs. spontane forestillinger af overvejende billedmæssig art som ligger uden for viljens kontrol og som i en vis udstrækning er af universel karakter, men dog som regel kombineres med individuelle eller lokale forestillinger af spontan art. Forestillingerne kan ikke dekonstrueres eller reduceres til ganske bestemte, lokaliserbare eller definerbare kilder, årsager eller elementer. De kan derimod analytisk grupperes i arketyper eller forestillingsmønstre der går igen i alle kulturer og religioner til alle tider og i vid udstrækning er blevet konkretiseret i fænomener og skikkelser af den art myterne og folkeventyrene skildrer og beskriver. De konkrete forestillinger er det kollektivt ubevidstes manifestationer, hvorimod de tilgrundliggende strukturer, mønstre, matricer eller arketyper er hypotetiske størrelser som den intellektuelle analyse med fordel kan anvende i behandlingen af manifestationerne. Fordelen ligger som ved al generalisation og klassificering i at overskueligheden øges og dermed også forståelsen for mangfoldigheden eller diversiteten. Det er afgørende for en forståelse af det kollektivt ubevidste og dets enorme indflydelse på det menneskelige åndsliv gennem alle tider at få fat på at det repræsenterer en kollektiv psykisk energi - og altså ikke noget materielt eller måleligt. Derfor kan man ikke erfare det i empirisk forstand uden at få direkte føling med denne kollektive energi. Og det var dette forhold man først blev fuldt bevidst om i den historiske periode for to hundrede år siden der var reaktion på den indsnævrende rationalisme, nemlig romantikken. Romantikken kom i sin stærke reaktion mod det rationelle i vidt omfang til at repræsentere det poetiske og fantastiske. Deraf fx begrebet 'poesiens blå blomst', og den havnede ofte i den rene æsteticisme, løsrevet fra den sociale og politiske virkelighed. Derfor kom ordet romantisk naturligvis til generelt at stå for det poetisk-fantastiske og urealistiske. Men kendsgerningen er at alle mennesker dybest set er romantikere i den ganske bestemte betydning at de er født med direkte, men ubevidste føling med den kollektive psykiske energi. Og det er denne føling der medfører al kreativitet, al inspiration, al spontansang, al humor, al religion og også al livsmening. I Oluf Høsts tilfælde er det meget tydeligt at han havde denne grundliggende romantiske føling med den kollektive og kreative psykiske energi og trak på den hele livet. Men han var netop ikke 'harperomantiker', men et særdeles jordbundet mennesket der var forankret i en historisk, nordisk-kulturel og bornholmsk-landskabelig virkelighed. Dette betød at han - ligesom den russiske maler Marc Chagall eller den estiske komponist Arvo Pärt - kunne blive ved at trække på alle arketypiske forestillinger fra den kultur de var forankret i, men samtidigt være moderne og fremadrettet. Han havnede aldrig i tilbageskuende nostalgi. Når det folkelige kommer af det kollektivt ubevidste - i al sin lokale bestemmelse - så gælder også at det aldrig kan patenteres eller monopoliseres politisk, religiøst eller ideologisk. Sker der forsøg herpå, vil resultatet uvægerligt blive falskhed og misbrug. Det var præcis hvad der skete med den nazistiske såvel med den sovjetkommunistiske ideologi. Og det gik grueligt galt med alle de unge mennesker der så noget ideelt og idealistisk i at tilslutte sig de folkelige fællesskaber, men havnede i ensrettede massebevægelser der førte aggressionskrig mod andre folkeslag - der trak dem ned i den store destruktive tragedie i første halvdel af 1900-tallet. Det blev netop Fritz Waschnitius's og Ole Høsts skæbne at tilslutte sig den falske nazistiske og racebetonede fortolkning af det folkelige og 'Das Volk' - og det blev en fristelse som Ole Wivel og Knud W. Jensen først i sidste øjeblik undveg. Oluf Høst måtte leve med sønnens dybe tragedie, men han var på intet tidspunkt selv i farezonen for at blive revet med. Han var alt for sund, alt for naiv i bedste forstand og alt for forankret i den jordgroede og konstruktivt skabende folkelighed til at han kunne forføres. Oluf Høst falder som sagt uden for de gængse betegnelser for stilarter og ismer, og det skyldtes at han brugte alle de tilgængelige midler han havde brug for, men aldrig stillede sig objektivt eller artistisk uden for sit værk. Der var sammenfald mellem motiv, værk og person i sjælden høj grad. Og dette skyldes hans overordnede etiske indstilling til det at male. At male var for ham at komme i et "for-sig-selv-forhold til tilværelsen". Han bevarede ydmygheden over for opgaven og noget højerestående. Han kaldte rammende sig selv for naturpsalmist - og det vil jo netop sige en hymnisk besynger af den gudsskabte natur og virkelighed, som han havde direkte føling med. Han prøvede aldrig at stille sig uden for denne natur, hvad der i princippet også er umuligt, men noget mange mennesker ikke destomindre tror de er i stand til. Resultatet bliver i sådanne tilfælde kun overmod eller hybris - eller tomt artisteri. Høst kan i virkeligheden også betegnes som en ikonmaler - i den forstand at han betragtede det kunstneriske arbejde som en skabende handling hvor egoet trådte til side for noget større i besyngelsen af naturen. Værket omfattede kun nogle få tilfælde af egentlige religiøse motiver - flere er heldigvis med på Arkens udstilling. Og Høsts opfattelse af den almindelige kristendom var ikke just positiv. Det turde være karakteristk for ham at han fortæller at han en gang var til julegudstjeneste, men kom til at sidde lige under prædikestolen. Så hver gang han måtte rejse sig fik han en træudskæring i nakken! Men værket som helhed er og bliver Oluf Høsts store religiøse eller helhedsrealistiske besyngelse af den gudsskabte natur. Jan Jernewicz Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk Under titlen: Bjørn Nørgaard - Olaf Høst - Arne Haugen - Johan Th. Lundbye. 
Henvisninger: Links til: Arken Oluf Høst Museet, Gudhjem Litteratur: Oluf Høst Museet. (1998) - mange gengivelser af malerier og tegninger og et væld af fotos fra Høst liv og museets etablering. Desuden en biografi og stort udvalg af Høsts dagbogsoptegnelser. Oluf Høst: Fra min logbog. Dagbogsoptegnelser i udvalg. (Fischer. 1954) Oluf Høst: Fra Orion til Gudhjem (Hans Reitzel. 1967) Jørgen Nielsen: Oluf Høst 1971 - med gengivelse af skitser og breve samt 24 fornemt udførte plancher af udvalgte malerier. (Privattryk af Frederiksberg Bogtrykkeri. 1971. ) Jens Henrik Sandberg: Himmel og jord - Emil Nolde, Oluf Høst og det nordiske. (Oluf Høst Museet. 2004) Oluf Høst, Skitser på Gudhjems Museum. (Christian Ejlers' Forlag. 1998.) Oluf Høst. Udstillingskatalog. (Bornholms Kunstmuseum m.fl. 1994) Oluf Høsts Bognemark. (Aarhus Kunstmuseums Forlag. 1986.) Helge Ernst: Bornholmermalerne. (Herluf Stokholms Forlag. 1984) Otto Gelsted: Oluf Høst. (Rasmus Naver. 1934) Film: Oluf Høst - Bornholms store maler. (Rasmus Nielsen TV-produktion. 1994) Helge Ernst og Rolf Rønne: Oluf Høst - en maler og hans miljø (Minerva Film. 1964) Relevante artikler på Jernesalt: De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski Vilh. Grønbech Vilh. Grønbechs kulturopgør Blicher mellem drøm og virkelighed Arvo Pärt og hans enestående musik (23.9.09.) Chagall - en enestående mytisk kunstner (11.11.05.) Carl-Henning Pedersens univers (22.11.03.) Johan Th. Lundbye - Den tænksomme og skrivende kunstner (21.7.08.) L.A. Ring mellem de to virkeligheder (14.12.06.) Per Kirkeby på Louisiana (3.11.08.) William Blake's univers (Essay - 05.02.03-) Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi En alternativ, helhedsrealistisk æstetik Kunst og kult (Jernesalts 2009-filosofi) Kunsten og musikken (Værdimanifestet) Artikler om Samfund Artikler om Kunst Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |