utils prefix normal
JERNESALT - Grundprocesserne
BASIS-ARTIKEL FRA JERNESALT
DE PSYKISKE GRUNDPROCESSER
En af dybdepsykologiens vigtigste opdagelser er ifølge Erling Jacobsen, at organiseringen af følelser er meget nært forbundet med organiseringen af tankerne. Der er ikke én måde at føle på og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på, den ene er primærprocessen, hvor følelserne og tankerne er ustabile, og den anden er sekundærprocessen, hvor de er stabile.
At tanker og følelser er stabile i sekundærprocessen betyder, at der er knyttet stabile følelsestoner eller følelseskvaliteter til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem. Denne evne til stabil binding af følelsestoner er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget, herunder de logiske konstanter.
Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Hvorimod primærprocessen er indrettet sådan, at man ubetinget og øjeblikkeligt søger tilfredsstillelse af opståede behov, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften.
Evnen til at kunne holde pinagtige følelser og tanker borte fra bevidstheden, altså fortrængningen, beror også på evnen til at danne stabile følelsesbindinger.
Summarisk gælder for primærprocessen følgende:
Følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften.
Følelserne er forskydelige.
En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen)
To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske.
Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning)
Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne.
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet
(en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde).
Der er ofte ambivalens over for samme genstand.
For sekundærprocessen gælder:
Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande,
og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen.
Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan prioriteres).
Sproget opnår præcision:
Objekter kan identificeres, klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres,
og de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.
Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, fremtiden fantasikarakter.
Der er skel mellem jeget og omgivelserne.
Fortrængning er mulig.
Der kan ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen
og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den.
I situationer, hvor vi tænker præcist og logisk råder sekundærprocessen, og den er uforenelig med følelsesintensitet. Korrekt logisk tænkning er hævet over personlige følelser. Hvor vi derimod har intense følelser, er det primærprocessen der råder, og her kniber det med den logiske nøjagtighed.
Denne fundamentale modsætning mellem præcision og følelsesintensitet ses i alle mulige forhold mellem mennesker. Eksempelvis virker en benægtelse ikke i en følelsesbetonet situation. En trussel virker stærkest, når den er uspecificeret. Reklamens magt beror på, at den appellerer til følelserne og bl.a. flittigt spiller på pars pro toto-reglen og fortætningen (næsten alle produkter søges identificeret med unge, smukke og glade mennesker og med sol og sommer). Demagogien spiller på de samme strenge, men kan fx også udnytte selvmodsigelsernes ophidsende virkning.
Også humoren spiller på sammensmeltningen af begreber eller på ordenes tvetydighed. Specielt ironien benytter sig af primærprocessens lov om, at en ting betyder det samme som sin modsætning. Og for al humor, reklame og demagogi gælder jo iøvrigt, at den umiddelbare følelsesvirkning kvæles af analyse.
Kunst og musik har deres store force i, at de kan meddele sig til os på en følelsesladet, ofte intens måde, men uden præcision, uden eksakt tankeindhold og uden brug af de logiske konstanter. Surrealistisk kunst kan bevidst spille på ophævelsen af naturlovene, som fx tyngdekraften. Og musikken kan bevidst tilstræbe ophævelse af rumtiden, som fx i Richard Wagners "Tristan og Isolde", hvor de elskende orgastisk forenes i en musik der ophæver deres individuelle identitet. Wagners verden var i modsætning til Johan Sebastian Bachs tydeligt inddelt i "jeg" og "du", og hans musik tilstræber ophævelsen af denne dualitet. Bachs musik får derimod sit religiøse præg ved at foregå i en universel verden. Han havde mystiske oplevelser og skrev i vid udstrækning på disse - og derfor til Guds ære.
Også religionen berører vore dybeste følelser og gør det ofte i og med, at sekundærprocessen suspenderes. Jesu lignelser appellerer i højere grad til os end moralsk opbyggende taler. Mystikernes mål var at forene sig med det guddommelige i en radikal ophævelse af enhver form for normal jegbevidsthed. Men også paradokset kan benyttes til en systematisk suspension af intellektet og opnåelse af stor følelsesintensitet. For Søren Kierkegaard var kristendommens store selvmodsigelse, at Gud (det evige) blev menneske (timeligt), et middel til at ophæve den logiske tænkning og åbne vejen for en følelsesmæssig oplevelse af så stor intensitet, at den måtte gentages i det uendelige.
For alle skabende aktiviteter - hvad enten der er tale om litteratur, billedkunst, musik, videnskab eller anden art - gælder, at der er tale om en kombination af primær- og sekundærprocessen. Hvis vi var tvunget til altid at holde os i samme tanke-eller forestillingsbane, og således forblive i sekundærprocessen, indtil den var gjort færdig, ville vi aldrig kunne udvide området for vor erkendelse. Men hvis vi slet ikke havde evner til at holde os inden for en bestemt tankebane eller matrice, ville al tænkning ende i skizofrent kaos.
Der skal med andre ord være samarbejde mellem primær- og sekundærprocesserne, hvis der skal skabes nyt. For at kunne glide ud i frie associationer må man benytte sig af primærprocessens evne til at se forbindelser mellem ting der kun har et enkelt område tilfælles. Men skal det hele til sidst samles i et sammenhængende kunstværk eller videnskabeligt produkt, må der sekundærproces, præcision og konsekvens til.
Også i politik ses forskellen mellem de to processers anvendelse klart. Den ensidige læggen vægt på sekundærprocessen og den retliniede tænkning fører let til kontrol og ensretning, således som det ses i autoritære samfundssystemer, der netop kvæler al opposition, men samtidig al kreativitet og fornyelse. Omvendt kan en ensidig hældning til primærprocessen føre til fanatisme og fundamentalisme, der dels udelukker og kriminaliserer modforestillinger dels vil have sine krav opfyldt ubetinget, øjeblikkeligt og med alle midler. Al ekstremisme appellerer til intense følelser og ensidige standpunkter og udelukker dialog med og respekt for andres synspunkter.
Politiske partier der hylder forenklede paroler og teorier med følelsesmæssig appel er låst fast i deres positioner og kommer i vanskeligheder, hvis de eventuelt begiver sig ind i realpolitikken og dens nuancerede synspunkter, dens vilje til at nå resultater og villighed til at indgå kompromiser. Det sås tydeligt med SF, hvis ledelse i spørgsmålet om Edinburgh-aftalen indgik i det såkaldt "nationale kompromis", fordi de stort set fik deres krav opfyldt, men som fik problemer med baglandet, der fastholdt de forudgivne dogmatiske standpunkter.
Til daglig har vi også brug for at opretholde et skarpt skel mellem fantasi og virkelighed, og dette skel forudsætter sekundærprocessen. I tilpasningen til verdenen er det nødvendigt ved sprogets hjælp at skelne mellem de indre, åndelige processer, der er principielt reversible (kan gøres om) og de ydre, materielle eller håndgribelige ting, der følger ganske bestemte love og gør vore handlinger irreversible.
Her har de skizofrene problemer, og deres fejlforstyrrelser kan ifølge Jacobsen føres tilbage til en enkelt central defekt: nedsat evne til stabile følelsesbindinger. Sekundærprocessen bryder sammen med det resultat, at intense følelser oversvømmer organismen, logikken suspenderes, tidsfornemmelsen bliver usikker, skellet mellem fantasi og virkelighed og mellem jeget og omgivelserne bryder sammen. Og endelig optræder der ambivalens, pinagtig modstrid mellem samtidige, men uforenelige følelser over for en og samme genstand eller person.
Fobier hænger også sammen med svigtende sekundærproces. Angstreaktionen er oprindelig opstået automatisk og uden sprogets hjælp, som når fx brændt barn automatisk lærer at sky ilden. Men denne indlæringsform er karakteriseret af manglende nuancering, hvorfor tilpasningen til verden omkring vedkommende bliver grov, hvis ikke andre erfaringer og sekundærprocessen retter op på den.
Spirituel udvikling og erfaring er ligesom kreativiteten et spørgsmål om midlertidigt at kunne suspendere sekundærprocessen og frigøre primærprocessen, men det sker jo netop vilkårligt og på det voksne menneskes niveau, og ikke på spædbarnets, vel at mærke hvis den sker ansvarligt og med gradvis forberedelse. Risikoen for at havne i psykose i stedet for i den højere bevidsthed er til stede, hvis sekundærprocessen ikke udvikles og forfines i takt med den spirituelle træning, og hvis der i det hele taget ikke sørges for balance i personligheden.
Tages der vare på denne balance og udvikles sekundærprocessen som den skal, så er der derimod tale om en mulighed for udvikling der ikke alene giver sublime oplevelser, men som også forandrer personligheden på en sådan måde, at der opnås dyb overensstemmelse mellem personens erkendelse og etik.
Jan Jernewicz
NB! Jernesalts hovedartiklerne psykologi er nu udgivet samlet som e-bog hos:
Saxo.com.dk
Under titlen: Eksistens-psykologi for 21. århundrede.
|
|
|
