ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.2.05.

Fogh Rasmussen II

Regeringsomdannelsen blev ikke stor. Men givet var at der skulle findes ny familieminister efter Henriette Kjær, at den siddende kirkeminister næppe kunne bevare sin post efter at være blevet vraget af vælgerne, og at den siddende undervisningsministers taburet også var i fare på grund af for ringe personlig gennemslagskraft.

Naturligvis har en minister så krævende arbejdsopgaver, at det i de fleste tilfælde vil være nødvendigt at overlade privatøkonomien til andre. Og normalt kan ministeren så vælge at lade ægtefællen klare ærterne eller overlade dem til en revisor eller en bank. Det specielle ved Henriette Kjærs situation har været at samleveren gennem mange år har været kendt for mildest talt dårlige og risikable dispositioner, og parret iøvrigt for ekstravagance ud over alle grænser. Og disse to ting i forening burde have rokket så meget ved ministerens tillid til samleveren som økonom, at hun burde have insisteret på at overlade administrationen til neutral tredjepart. Kun blind forelskelse - måske tilsat gammeldags kønsrollemønster - kan forklare ministerens mangel på nøgternhed i disse spørgsmål.

Når hertil kommer at samleveren ikke er en hvemsomhelst, men tværtimod en meget begavet og idérig mand der i årevis har dokumenteret to vidt forskellige særpræg side om side, nemlig fremragende spindoktor-evner og komplet mangel på økonomisk sans, så burde alarmklokkerne været gået i gang forlængst.

Det for de politisk interessede borgere mest interessante ved sagen er det lys den kaster over forholdene i Det Konservative Folkeparti i Hans Engells tid, nøjagtigt de forhold der er skildret i bogen 'Kongekabale' og filmen af samme navn - jf. artiklen Kongekabale. Den intrigante spindoktor begge steder hedder Peter Schou, men han er kalkeret over Erik Skov Pedersen. Og han er den fuldstændigt kyniske partistrateg der intet middel skyer for at nå sine og partiformandens mål - uanset hvad det koster af sammenhold i partiet indadtil og vælgertilslutning udadtil. Hans strategi er spindoktoriet når det er værst. Han er med andre ord prototypen på den katastrofale spindoktor.

At Erik Skov Pedersen så som privatmand er et rart og børnevenligt - men efterhånden også lidt sky - menneske er i denne forbindelse underordnet. Hans spil kostede partiet dyrt og skaffede ham mange fjender i og uden for partiet. Det har Henriette Kjær måttet bøde for, selvom det kunne have været undgået, og selvom hun personligt ikke har været involveret. Sagen kom frem på et for hende ved første øjekast uheldigt tidspunkt, men ville være kommet frem under alle omstændigheder - og blot kostet flere tårer senere. Hun burde derfor have afholdt sig fra at antyde at historien var 'plantet' af gamle fjender. Får en journalist først færten af en sådan sag, så kører den ubarmhjertigt.

Ny Venstre-minister blev den meget unge Rikke Hvilshøj, der har været sit partis finansordfører og ligestillingsordfører, og har otte års erfaring i kommunalpolitik som medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse. Hun gjorde sig tidligt bemærket som hård kritiker af Anders Fogh Rasmussens midtersøgende kurs såvel som af skattestoppet. Men hun har ikke været med i Søren Pind-kredsens tese-drilleri mod Fogh. Hun har for længst rettet sig ind og får som ny integrationsminister samme mundkurv på som alle andre ministre - foruden naturligvis det hårde arbejde med at løse de mange og store integrationsproblemer.

Ud fra det gamle kønsrollemønster kunne det måske være nærliggende at spørge, hvorfor Hvilshøj ikke blev familieminister og Barfod integrationsminister. Men for det første gælder det gamle kønsrollemønster ikke i regeringen, for det andet kan der for Venstres vedkommende i høj grad være en idé med at lade integrationspolitikken forblive under partiets kontrol. Venstres politik er på dette område langt fra fuldført, men med Rikke Hvilshøj som minister kan der sikres kontinuitet. Og området skal iøvrigt fremover ses i klarere sammenhæng med undervisningsministeriets arbejde.

Hertil kommer, at hun virker umådeligt tør og juridisk. Hun har argumenterne i orden og hun kan lire lektierne af fuldstændigt tonløst, men hun savner umiddelbarhed og varme. Og det trækker voldsomt ned i vore dages mediefixerede politik. Hun fik da heller ikke ligefrem strålende tal i den personlige stemmeafgivning ved valget. Hun forblev minister, men måtte - skuffende - nøjes med at overtage den del af Haarders ministerium der hedder Udviklingsministeriet og som har samme departementschef som Udenrigsministeriet.

Fergo føler sig uretfærdigt behandlet, ja, ligefrem mobbet og forfulgt af pressen. Og det er da også påfaldende så dårlig presse hun har haft. Men det hjælper ikke en minister at klage over pressen, tværtimod, for det er en kendsgerning at mediernes magt er større end nogensinde, og at ingen politiker i længden kan klare sig uden at acceptere dette forhold - og så prøve at få det bedste ud af det.

Desuden kan Tove Fergo ikke løbe fra at hun al god vilje og klar folkekirkelig linje til trods har haft nogle sager hun ikke burde have haft, herunder forsøget på at bremse den nye salmebog, det anstrengte forhold til landets biskopper og den pludselige fyring af Henrik Gade Jensen som rådgiver, da dennes tilknytning til bl.a. Den Danske Forenings blad 'Danskeren' blev udbasuneret for folket af Information. Jf. artiklen Er en pressesekretær blot en pressesekretær?.

Det positive er at hun har skabt debat i de kirkelige kredse om folkekirkens stilling. Det negative er at denne debat ikke rigtigt har sat sig spor uden for folkekirken. Og dette er næppe tilfældigt, for Fergo er her hæmmet af den tidehvervske grundindstilling hun deler med fætrene Krarup og Langballe (og nævnte Henrik Gade). Den er meget gennemtænkt og bestemt respektabel, men den peger ikke fremad. Det er i det hele taget ikke heldigt, at en præst er kirkeminister i dette land, for det indsnævrer synsfeltet alt for meget.

Haarder havde selv på forhånd ytret ønske om at få nye udfordringer og har ikke lagt skjul på at det har været hårdt at være udsat for den efter hans mening oftest helt urimelige kritik af hans og regeringens indvandrer- og integrations-politik. Man kan blot genopfriske Det radikale Venstres til stupiditet grænsende beskidte citatmisbrug i deres valgvideo for at forstå Haarders glæde over at slippe for mere af den slags. Jf. artiklen Radikal manipulation med Haarders ord.

Men Haarders indsats og indstilling har været nødvendig for at få regeringens linje gjort fuldstændig klar og få standset de værste misbrug af fremmed spekulation i dansk velfærd og godgørenhed. Hvad der står tilbage er den hårde indsats for at få de mange indvandrere og efterkommere af indvandrere ordentligt integreret i det danske samfund gennem arbejde og sprogtilegnelse.

Indvandrernes sociale problemer hænger uløseligt sammen med deres sprogproblemer. Endnu kommer mange indvandrerbørn i skole uden at kunne tale ordentligt dansk. Men helt katastrofalt er det, at uhyggeligt mange af dem går ud af skolen som funktionelle analfabeter. Det er der selvfølgeligt også danske børn der gør, for danskundervisningen har generelt vist sig at være for dårlig i folkeskolen. Men over for indvandrerbørnene er der brug for særlig indsats, for ellers dømmes de til at blive sociale tabere.

Den danske folkeskole kan kritiseres for mange andre ting, ikke mindst i undervisningen i matematik og naturfag samt historie. Derfor er det berettiget at fokusere mere på fagligheden og herunder også på en testning af eleverne fra begyndelsen. Testningen er der modstand mod - og vil der i sagens natur altid være problemer med - men det skal fastholdes at den netop ikke skal bruges til klassificering af lærere eller skoler, men som pædagogisk redskab til evaluering af om eleverne og skolerne når de mål for undervisningen der er fastsat.

I virkeligheden får Bertel Haarder i allerhøjeste grad brug for at få denne grundindstilling med ind i de kommende års integrationspolitik for skolernes og højskolernes vedkommende. Oplysningen er ikke for danskere blot, men også for de indvandrerbørn der skal integreres i det danske samfund.

På samme måde kunne man sige om kirkeministerens kommende politik, at den burde adskille sig fra forgængerens ved i langt højere grad at fokusere på den brede og stigende religiøse interesse i landet, herunder naturligvis også de muslimske indvandrerbørns specielle interesser og problemer.

Jernesalts forslag om oprettelse af et kultusministerium til afløsning af det gamle kirkeministerium og kulturministerium (Klik) kom ikke til debat i offentligheden. Tiden er måske heller ikke moden. Kulturministeriet forblev også under den konservative Brian Mikkelsens vinger. Men det er i det mindste blevet én og samme minister der nu sidder på kirkeministeriet og undervisningsministeriet, hvorunder både folkeskolens og højskolernes bidrag til integrationen ligger. Så mulighederne for større linjer i de kommende års politik er skam til stede.

Personligt er Bertel Haarder kendt for sin energi og idérigdom, men tidligere også nærmest berygtet for sin vidtløftighed og egenrådighed. Men humoren og selvironien fejler ikke noget, så da han forleden efter tolvs års fravær påny overtog undervisningsministeriet var det med nogle velvalgte bemærkninger om, at han var blevet klogere, ja endog blidere, med årene. Ja, han talte om, at han havde været på tolvs års 'genopdragelsesrejse' til Europa, Europaministeriet og Integrationsministeriet.

De kommende år vil vise, hvor meget personen Bertel Haarder har udviklet sig, og hvor meget det kommer til at betyde for udviklingen i undervisnings- og kirkeministerierne. Men det er næppe for meget sagt - som det har lydt fra flere kommentatorers side - at det er i disse ministerier regeringens primære værdikamp kommer til at ligge de næste fire år.

Regeringsgrundlaget var ikke særligt overraskende i forhold til de to partiers løfter under valgkampen. Det var angiveligt det mest udførlige der endnu er set (over 80 sider), men er og bliver jo kun et katalog over de initiativer regeringen vil tage de næste år. Påstande fra oppositionens side om at grundlaget ikke er tilstrækkeligt konkretiseret er både rigtigt og forkert. Forkert for så vidt som alle relevante og vigtige punkter er nævnt, men rigtigt for så vidt punkterne ikke er udmøntet i konkrete lovforslag med angivelse af finansiering led for led. Det er imidlertid en urimelig indvending. Den går igen gang på gang, når en ny regering fremlægger sit grundlag - uanset partifarve - men hører ingen steder hjemme. For udmøntning sker altid først via det konkrete lovgivningsarbejde.

Flere partier var på forhånd inviteret til drøftelse af udspillet, men uden at de fik mulighed for at sætte deres fingeraftryk på papiret. Dette gjaldt også Dansk Folkeparti der ellers havde understreget vigtigheden heraf. Men Pia Kjærsgaard bøjede sig for sædvanen: det er regeringspartierne og disse alene der udarbejder regeringsgrundlaget.

Målene for den kommende valgperiode er nedfældet ministerium for ministerium. De konservative har fået nævnt, at der tilstræbes skattelettelser, hvis der bliver økonomisk råderum for det. Det er begge regeringspartier faktisk enige om. De konservative fik også udtrykkeligt nævnt, at der bliver flere dansktimer i 1.-3. klasse, flere timer i historie for 4.-5. klasse, obligatorisk børnehaveklasse, obligatorisk afgangprøve i 9. klasse samt obligatoriske nationale test i læsning, matematik, naturfag og engelsk. Dette er der naturligvis også enighed om mellem de to partier.

Målsætningen for ungdomsuddannelserne frem til 2010 er at mindst 85 % af en årgang skal gennemføre en uddannelse, og at mindst 50 % skal gennemføre en videregående uddannelse. Der skal skabes flere praktikpladser, og mesterlæren skal gennemføres.

For børnefamiliernes vedkommende bliver sænkningen af takstlofterne for børnepasning sat i kraft 1.1.06. for de 0-3-årige, men først 1.1.07. for de 3-6-årige. Og først fra 1.1.08. forhøjes børnechecken.

For beskæftigelsens vedkommende fastholdes valgløfternes primære målsætning: 25000 indvandrere flere skal i arbejde.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen betonede valgløfterne om flere penge til forskningen. "Vi skal investere i mere viden, og vi skal blive bedre til at omsætte denne nye viden til arbejdspladser". Visioner skal udmøntes i et globaliseringsråd, som statsministeren selv vil stå i spidsen for.

Og så skal kommunalreformen naturligvis gennemføres, hvorimod velfærdsreformer skal afvente Velfærdskommissionens udspil.

Men medierne kan jo kaste sig over hvad de vil, når et sådant regeringsgrundlag fremlægges. Det ændrer ikke ved balancen i papiret.

Visionerne fejler ikke noget og er i fuld overensstemmelse med de to partiers programmer. Målene er faktisk ambitiøse. Og satsningen ligger fortsat på uddannelse, forskning og iværksætteri som basis for fortsat vækst og velfærd. Nu bliver prøven om regeringen kan omsætte visionerne til praksis.

Men også værdierne er klart blevet fremhævet i regeringsgrundlaget, og ikke mindst i placeringen af Bertel Haarder som ny kirke- og undervisningsminister. Det fjerner dem fra kulturministerens uheldige drejning af debatten. Men fjerner heldigvis ikke debatten selv. Den er mere nødvendig end nogensinde.

Statsministeriets hjemmeside
med link til ministerliste og biografier
samt regeringsgrundlag

Tidligere artikler om valget:

Opret et kultusministerium!   (14.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)
Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
Radikal manipulation med Haarders ord  (31.1.05.)
Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
Deadline under lavmålet - i interviews med Fogh og Lykketoft
Valget i medierne (løbende serie)
Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)

Artikler om Anders Fogh Rasmussen:

Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)