ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.11.04.

Anders Fogh Rasmussens visioner

Indledning
Mål og strategi
Sammenhængskraften
Mellemøsten
Irak-krigen
Visionen
Stærk manifestation
Ytringsfriheden
Integrationen
Religion og politik
Sekulariseringen
Det forestående valg
Henvisninger

Det var en veloplagt formand for Venstre der søndag den 21.11. gik på talerstolen på Venstres landsmøde for at redegøre for sine mål og visioner.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen talte i en time og tyve minutter direkte henvendt til sine partifæller, uden talerstol og uden manuskript, og - i skjorteærmer. Noget tilsvarende har Venstre ikke oplevet før, noget tilsvarende har hidtil været meget sjældent i Danmark.

Ganske vist kunne en syrlig kommentator i et af de regeringsfjendtlige dagblade konstatere, at en sådan tale fik socialdemokraterne også på deres landsmøde for et par måneder siden. Men dér var det rigtignok ikke partiformanden der holdt den, men den detroniserede partiformand, fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der ligesom Anders Fogh Rasmussen har skelet til moderne udenlandsk valgkamp. Hans tale vakte berettiget bifald, men må have været en blandet fornøjelse at lytte til for den Mogens Lykketoft der ikke fik tilnærmelsesvist samme bifald, og som har problemer med at holde modet oppe hos sine partifæller. Lykketoft får heller ikke ligefrem en flatterende behandling i årets Blæksprutten eller Svikmøllen.

Endnu var meningsmålingerne dengang relativt gode for socialdemokraterne, men i den sidste tid er billedet som bekendt vendt så meget, at det forventes at Fogh Rasmussen udnytter situationen til at udskrive valg i begyndelsen af det nye år.

Han har særdeles gode chancer for at genvinde regeringsmagten, og kan også udnytte den opståede splittelse mellem socialdemokraterne og de radikale om bl.a. skattepolitik og udlændingepolitik.

Anders Fogh Rasmussen trak mål og strategi klart op for den kommende valgkamp.

Vi skal skabe en ny velfærdsvision, hed det. Til den tryghed, der er knyttet til det danske velfærdssystem med gode sociale ydelser, god arbejdsløshedsunderstøttelse og gratis behandling på sygehusene, skal vi tilføje en ny dimension. Nemlig, den tryghed, der ligger i, at vi bliver bedre til at skabe arbejdspladser. Bliver bedre til at få nye ideer. Bliver bedre i det hele taget til at udnytte vores muligheder.

For det første skal Danmark gøres til et idérigt samfund. Nye idéer er den første forudsætning for at skabe vækst og arbejdspladser.

For det andet skal Danmark gøres til et førende iværksættersamfund. "Vi skal være bedre til at få nye idéer omsat til produktion. Vi skal være bedre til at etablere produktion og arbejdspladser på basis af de nye idéer."

For det tredje skal Danmark gøres til en uddannelsesmæssig frontløber ved bl.a. at give voksen- og efteruddannelsen i Danmark et massivt løft.

Danmark skal endelig for det fjerde være den mest konkurrencedygtige økonomi i verden.

Hvor De Konservative i deres nye slogan taler om 'Mod til at skabe sammenhæng', dér understreger Anders Fogh Rasmussen, hvor vigtig sammenhængskraften i et samfund er. Den er forudsætningen for et stærkt samfund med en stærk konkurrenceevne. Der må derfor ikke være for stor økonomisk og social ulighed. Og det skal være muligt at bryde den negative sociale arv.

Men til sammenhængskraften og fællesskabet i samfundet hører også værdifællesskabet. Ytringsfrihed, ligeret for kvinder og mænd samt adskillelse af politik og religion er grundværdier, som vores samfund bygger på og også skal bygge på i fremtiden.

Værdipolitikken skal også lægges til grund for Danmarks udenrigspolitik. I de arabiske lande lever befolkninger under usle forhold og er politisk undertrykte. Her ligger kimen til megen ustabilitet i verden. Et vigtigt element i kampen mod terror er at få roden rykket op. Her er Mellemøsten et vigtigt sted, hvor vi må gøre en indsats for at fremme reformer, demokrati, frihed og skabe stabilitet. Vi har brug for et stærkere partnerskab med landene i Mellemøsten for at fremme demokrati.

Forudsætningen for at få fremskridt er at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne. I ufreden ligger en af hovedkilderne til, at der kan rekrutteres terrorister i verden i dag. Derfor må vi give det topprioritet at få skabt en varig og holdbar fred mellem Israel og palæstinenserne.

Palæstinenserne og de andre arabiske lande må garantere Israel ret til at eksistere inden for sikre grænser. Terroren må stoppe. Palæstinenserne må vælge en ledelse der bekender sig til demokrati og menneskerettigheder. Israel må på sin side også aktivt bidrage til at der bliver skabt en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat og stoppe bosættelserne på palæstinensisk område.

Om Irak-krigen og de delte meninger om den, sagde statsministeren, at det nu drejer sig om at se fremad. ".... uanset om der i fortiden har været forskellige opfattelser om grundlaget og rimeligheden i det her, så hjælper det ikke det irakiske folk, at man bliver ved med at grave bagud. "

De danske soldater bliver ikke i Irak en eneste dag længere, end det er højst nødvendigt. Men statsministeren følte sig også nødt til at sige, at det ikke er terroristerne der skal bestemme, hvornår vi skal trække os ud af Irak.

Sammenfattende så statsministeren Danmarks position og Danmarks udvikling ind i det 21. århundrede under helt komplementære begreber: Fornyelse og fællesskab.

Visionen er: "At vi sætter os ambitiøse mål. At vi udvikler en ny velfærdsvision, hvor vi forstærker og udvikler trygheden i det danske samfund, ved at vi gør os mere egnede til at omstille os til nye situationer. At vi udvikler Danmark til at være en førende vidensøkonomi i den moderne verden ved at gennemføre et storstilet forsknings og udviklingsprogram, et storstilet iværksætterprogram og et storstilet uddannelsesprogram, og ved at gøre Danmark til verdens mest konkurrencedygtige økonomi. Men samtidigt sikre, at det er et samfund i fremdrift, hvor alle også er med. Et samfund med en sammenhængskraft, hvor vi sikrer, at også de svageste får en chance."

Men, lod partiformanden sine medlemmer forstå: "Hele dette store projekt er ikke noget, vi løser fra den ene dag til den næste. Det er ikke noget, der kan eller skal gennemføres som en liberal revolution. Det er en gradvis proces, hvor vi hver dag kan tage et nyt skridt fremad. Venstre vil gerne stå i spidsen for denne fornyelse af det danske samfund. Venstre har de bedste forudsætninger for at gøre det. "

Anders Fogh Rasmussen erklærede sig parat til at påtage sig ansvaret for at forny det danske samfund i den skildrede retning. "Hvis I også er parate til at være med i den opgave, så lad os gå sammen ud til den danske befolkning og sige: Venstre er parat til at stå i spidsen for en sådan fornyelse af det danske samfund. Og så ved I, at det bli’r til noget."

Men den sidste bemærkning lancerede partiformanden partiets nye valgslogan. Det lød unægteligt lidt tamt som afslutning på en flot tale, og kan på ingen måde siges at være så rammende som sloganet fra sidste valg: Tid til forandring. Det smager mere af effektivitet end af fremtidsvision.

Men alt i alt må det siges, at talen som helhed var en stærk manifestation af Anders Fogh Rasmussens nye visioner for udviklingen af det danske samfund. At beskylde ham for at mangle visioner er på denne baggrund intet andet end letsindig omgang med begreberne. Eller med andre ord partipropaganda.

Talen var såvel i form som substans langt fra de taler Fogh Rasmussen selv eller tidligere formænd holdt for år tilbage. Der er virkelig sket noget i mandens egen udvikling.

Talen var også langt fra mange venstrefolks traditionelle opfattelse af hvad der er liberal politik. Blandt andet lagde formanden ikke skjul på, at man også i Venstre må vænne sig til at få "et mere afslappet forhold til samarbejde mellem det offentlige og private." Han forklarede, at dette også for ham havde været en udvikling at måtte vænne sig til. "Jeg er vokset op i den tradition, at bare det var privat, så var det godt." Så enkelt er det ikke mere.

I det hele taget var det påfaldende så mange gange Anders Fogh Rasmussen kunne tale for nødvendigheden af at lade tilsyneladende modsatte politiske mål - som vilje til forandring og tryghed, samspil mellem offentligt og privat, velfærd og dynamik eller fastholden ved danske værdier og samtidig integration af indvandrere - være sideordnede som hver for sig berettigede målsætninger.

Reelt var der tale om at betragte dem som komplementære størrelser, uden at ordet dog på noget tidspunkt kom over Fogh Rasmussens læber. Det havde måske på nuværende tidspunkt heller ikke tjent noget pædagogisk formål. Men givet er, at hvis der er noget traditionelle Venstre-folk, men naturligvis især de ensidigt liberalistiske af dem, har vanskeligt ved, så er det at tænke i komplementære baner. Lige så givet turde det være, at det er hvad de får brug for, hvis de virkelig vil forstå, hvad deres formand er i færd med.

Men talens indhold blev altsammen accepteret - endda med stort og langvarigt bifald. Partifæller der i den forløbne tid har efterlyst en klarere liberal profil, fx. Søren Pind og kredsen omkring de ti liberale teser, fik ikke deres ønsker opfyldt, og får det heller ikke i Fogh Rasmussens tid! De stod og står her over for en partiformand der ikke vil give køb på sine egne visioner eller sin egen strategi, men tværtimod målrettet styrer mod at vinde næste valg i kraft af netop disse mere afbalancerede ideer.

Socialdemokraterne påstår, at Fogh har taget mange af sine ideer fra dem, men de glemmer, at hele velfærdstanken ikke er en socialdemokratisk idé, men en grundlæggende idé i alle mennesker og derfor umulig at gå imod. De glemmer iøvrigt også at hverken Venstre som sådan eller den nuværende partiformand nogensinde har udvist social uansvarlighed. Venstrefolk taler tværtimod altid om frihed under ansvar. Men de vægter naturligvis frihedsidealet anderledes end socialdemokraterne.

Derfor kan man heller ikke ramme Venstre med den ellers ofte fremførte spydighed, at partiet ikke længere er så liberalt at det gør noget. For sandheden er, at Fogh personligt for længst har gjort op med den rene liberalisme og er blevet mere pragmatisk og konsensussøgende. Endnu er han ikke på filosofisk niveau kommet så vidt at han taler om komplementaritet, men det kunne man faktisk gøre på flere punkter. Men unægteligt med tilføjelsen, at friheden trods alt stadig vægtes som vigtigere end lighed og tryghed. Så der er fortsat forskel på partierne i dansk midterpolitik.

Som det fremgår af artiklen fra 21.11. så blev Venstres frihedspris i år givet til Ayaan Hirsi Ali, der var manuskriptforfatter bag Theo van Goghs kontroversielle film 'Submission'. Dette var der et længere afsnit om i statsministerens tale.

Med direkte adresse til de kredse af indvandrere der vil have ytringsfriheden begrænset, så film af denne kritiske slags eller lignende for muslimer stødende film og kunstværker kan forbydes, slog Anders Fogh Rasmussen utvetydigt fast, at ytringsfrihed er en fælles værdi, og at den er absolut inden for de rammer, som loven sætter.

"Er der nogen, som overskrider lovens rammer for ytringsfrihed, er det en sag for domstolene og ikke en sag for selvtægt." - Vi forlanger, fortsatte han, "at hvis man vil bo i det danske samfund, så må man respektere og anerkende grundværdierne: Ytringsfrihed, ligeret for kvinder og mænd, adskillelsen af politik og religion. "

Statsministeren kom i den forbindelse ind på kritikken af at han til mødet i dag tirsdag den 30.11. om mulighederne for at forbedre integrationen i Danmark ikke havde indkaldte imamer, men kun 'verdslige' muslimer. Det udlægges som om han slet ikke vil i dialog med alle muslimer i Danmark.

Men her springer kæden af, sagde Fogh Rasmussen, for "Jeg har ikke indkaldt til et religiøst møde".

Her måtte han holde en pause, for der blev grinet og klappet. Ordet religiøs er selv i Venstre-kredse synonymt med noget snævert personligt af mere eller mindre overspændt eller inderlig art, som fx en indremissionsk indstilling. Rodfæstetheden er heller ikke i Venstre hvad den har været. Partiet er i dag mestendels et parti af byfolk.

Fortsættelsen lød da også: "Jeg er ikke religiøs leder. Jeg er politisk leder. Jeg ønsker at holde politik og religion adskilt. Jeg ønsker at have en dialog på Marienborg, om hvordan vi kan skabe en bedre situation for de indvandrere, der gerne vil yde et bidrag til det danske samfund. Jeg har ikke spurgt de inviterede, hvad de tror på. Jeg ved ikke, om de er muslimer eller kristne, eller noget helt tredje. For det er ikke mit ærinde. Mit ærinde er at tale om integration. "

Og så kom den bemærkelsesværdige passus: "Integration er uafhængig af religion. Hvis man ikke vil forstå det, så har man ikke forstået kernen i det danske samfund."

Anders Fogh Rasmussen er her særdeles klar i sine udtalelser, og de er fuldt forståelige ud fra hans personlige opfattelse af religion og politik. Men de er ikke destomindre uholdbare, og han vil før eller siden blive nødt til at indse deres uholdbarhed hvis han ellers vil gøre sig håb om at løse de nævnte problemer. Jo før det sker, jo bedre.

Integration er nemlig ikke så totalt uafhængig af religion som han tror, og det har den ganske simple årsag, at enhver religiøs opfattelse der afskyer det vi her i landet forstår ved sekularisering, vil spærre totalt for integration i ethvert samfund der som det danske er gennemsekulariseret.

Vil man forstå kernen i det danske samfund, så er det rigtignok en hovedbetingelse for fuld integration, at alle mennesker - uanset tro - accepterer adskillelsen af religion og politik. Dét har Anders Fogh Rasmussen ret i. Men vil man forstå kernen i mange muslimers problemer med integrationen, så er det desværre netop deres store psykologiske vanskeligheder med at acceptere adskillelsen. Og den er større, jo større religiøsiteten er, fordi den konkrete religiøsitet desværre i mange tilfælde er bygget op på autoritær og mandschauvinistisk måde.

Både integration i demokratiske samfund og demokratiet som sådant forudsætter adskillelse mellem religiøs magt og politisk magt. Men det er ikke noget der kommer af sig selv - eller blot ved en rask beslutning. Det har krævet årtiers kamp og tilvænning i de europæiske lande at nå så vidt. Og det er noget som også vil kræve lang kamp og tilvænning blandt muslimerne både her i Europa og i Mellemøsten, og både blandt læg og lærd. Derfor kommer ingen uden om at gå i dialog med muslimerne om fortolkningen af islam.

Der er ikke - og må aldrig blive - tale om, at der skal kræves en bestemt tro af folk der vil integreres, endsige for muslimernes vedkommende en afsværgelse af den islamiske tro de møder med. Men der må kræves en sekularisering af troen, således at forstå at hele det politiske magtaspekt af troen eller trosfortolkningen glider ud til fordel for en accept af magtudøvelsens verdsliggørelse.

(Jf. iøvrigt artiklen Sekulariseringen må opdateres).

Problemet er ikke alene stærkt aktualiseret af den igangværende debat om ytringsfrihedens eventuelle grænser i forhold til religiøse størrelser som de hellige skrifter (biblen og koranen), men også af den stigende religiøse interesse, fordi denne indebærer ønsket om på en eller anden måde at kunne forbinde religiøs tro med eksistentiel vurdering på alle tilværelsens områder, herunder moralens, kunstens og politikkens.

Det er i stigende grad blevet nødvendigt at forstå, at selvom magten skal (for)blive verdslig, så er det muligt at lade eksistensen som helhed - herunder politikken - forblive religiøs i den overordnede betydning af ordet, at der i al menneskelig vurdering kan indgå et højere perspektiv end den rent praktiske, økonomiske eller magtmæssige - uden at det på nogen måde fører til absolutistiske eller fundamentalistiske krav.

Netop her kræver en løsning af tidens problemer nye kriterier og visioner. Og netop her må statsminister Anders Fogh Rasmussens udsyn siges at være begrænset i kraft af hans egen hidtidige personlige udvikling.

Han adskiller sig bestemt ikke på dette punkt fra flertallet af politikere i dag, men til gengæld kan det fastslås at han trods bevidst fokusering på værdierne heller ikke gør nogen forskel på dette punkt. Og det kan meget vel blive udslaggivende på længere sigt, og måske før han tror, næppe i førstkommende valgkamp i 2005, men sandsynligvis allerede ved den nærmest følgende.

Det er derfor fint, at der nu er mulighed for at kunne kigge Anders Fogh Rasmussen nærmere i kortene på grundlag af Anne Sofie Kraghs fortræffelige biografi 'Fogh - Historien om en statsminister'. Men det kræver en særskilt artikel, der følger om et par dage. Jf. Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger.

Her skal blot til sidst slås fast, at statsminister Anders Fogh Rasmussen med sin tale på Venstres landsmøde både har givet os sine klare visioner for udviklingen i Danmark de nærmeste år og demonstreret en sikkerhed og veloplagthed det vil blive endda meget svært for hans modkandidater at hamle op med.

For alle tre førende oppositionspartier - socialdemokraterne, de radikale og folkesocialisterne - gælder at partilederne uanset deres ubestridelige dygtighed må siges at være uden større gennemslagskraft. Næppe nogen af dem vil kunne tåle at sidde en valgperiode mere i gold opposition.

Derimod er Venstre såvel som De Konservative og Dansk Folkeparti inde i en god gænge, hvad der nu også ses af meningsmålingerne. En valgsejr er aldrig i hus, før de sidste stemmer er talt op. Der skal fortsat kæmpes om hver eneste stemme. Men da der også vil blive kæmpet, skal det gå meget galt, hvis ikke det ender med sejr.

Spørgsmålet bør allerede nu lyde: Anser Venstres formand en tredje regeringsperiode for ønskelig eller ligefrem nødvendig for at nå sine mål - og vil han i givet fald formå at udvikle sig således på personligt plan, at ønsket kan realiseres ved at han trækker både sine partimedlemmer og vælgerne med i den rigtige retning?

Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
- men endnu ikke tidssvarende afklaring af den grundliggende filosofi

Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)
Fogh's rokade  (3.8.04.)
Artikel om åbningstalen 2003

Læs også artiklerne om
komplementariteten mellem liberalismen og socialismen Klik
og mellem individualsynspunktet og samfundssynspunktet Klik
samt artiklen om   Helhedsrealismen

Se endvidere den forkortede udgave af  Værdimanifestet