utils prefix normal JERNESALT - Afghan04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.12.09.

USA's nye strategi i Afghanistan

Efter flere måneders tøven har USA's præsident langt om længe offentliggjort sin nye strategi for krigen i Afghanistan. Det skete i en halv time lang tale på Militærakademiet i West Point, N.Y., i tirsdags, og den var meget omhyggeligt udarbejdet og viste igen Barack Obama som en stor retoriker. Han formåede at sige det der skulle siges på en måde der på den ene side viste hans beslutsomhed, men på den anden side også hans skyldige hensyntagen til de mange mennesker i og uden for USA som er bekymrede for udviklingen i Afghanistan, men dog mener opgaven skal gøres færdig.

Obama indledte sin tale med en opridsning at den begivenhed der førte til USA's og Natos krig i Afghanistan, nemlig det skelsættende terrorangreb på New York 9.11. 2001, og han slog fast at der her var tale om et terrorangreb der var nøje planlagt og trænet langt væk fra USA, og at det ikke mindst var det der skiller Afghanistan-krigen fra Vietnam-krigen.

Obama afsluttede sin tale med en stærk og fornem understregning af de værdier amerikanerne står for og fortsat vil kæmpe for, nemlig menneskerettigheder, frihed, demokrati og menneskelig værdighed. Men hovedindholdet var naturligvis den nye strategi for den krig der nu har varet i otte år og som har kostet USA (og de allierede) mange menneskeliv og uhyre store pengesummer. Krigen er i begge henseender blevet for dyr - og det gør ikke sagen bedre, at USA siden 2003 også har ført en kostbar krig i Irak og for et år siden blev ramt af en voldsom finanskrise, der i sig selv gør enhver forøgelse af militærudgifterne problematiske.


Obama har været i et stort dilemma, som af nogle er blevet kaldt et valg mellem pest og kolera, men som mere seriøst er et valg mellem at lade stå til eller udtænke og følge en strategi der kan gøre en forskel i krigen her og nu og på længere sigt tillade tilbagetrækning af de amerikanske tropper uden at projektet falder til jorden. Obama har tøvet længe med en afgørelse, for længe vil nogle sige. Men det afspejler hans vanskelighed. Han gav under valgkampen i 2008 løfter om tilbagetrækning af de amerikanske tropper i både Irak og Afghanistan inden næste præsidentvalg i 2012. Men han har siden måttet erkende at opgaven slet ikke er så let endda.

Det har været en tung beslutning for ham at skulle sende flere soldater til Afghanistan, således som den øverstkommanderende general Stanley McChrystal længe har krævet (bl.a. under det korte møde med præsidenten på Air Force One i Københavns Lufthavn i oktober), men der har ikke været nogen vej udenom, hvis krigslykken skulle vendes. Det har skuffet mange af Obamas tilhængere, herunder filmmanden Michael Moore, der nu har kvitteret ved at kalde Obama for en krigspræsident. I samme bane ligger det, at det tyske tidsskrift Der Spiegel i en overskrift kalder den kommende modtager af Nobels fredspris for en 'Krigsnobelprismodtager'. Begejstringen for hans tale blandt de kadetter og officerer der hørte talen i Eisenhower-teatret i West Point var da også langt fra standarden under præsidentes valgkamp sidste år.


Obamas nye Afghanistan-strategi er tredelt:

1) De amerikanske styrker i Afghanistan forøges i begyndelsen af 2010 med yderligere 30.000 mand (helst suppleret med 5-10.000 mand extra fra andre Nato-lande), således at Taleban kan slås tilbage fra de områder de har vundet det sidste års tid. Forstærkningen skal forblive mindst 18 måneder i Afghanistan, men derefter skulle situationen gerne være ændret, så en gradvis tilbagetrækning kan begynde fra juli 2011.

2) Indsatsen for uddannelse af afghanske militær- og politienheder skal øges, så den afghanske hær i stigende grad bliver i stand til at overtage sikkerhedsopgaverne i landet og forhindre Talebans magtovertagelse.

3) Partnerskabet med Pakistan udbygges, således at bekæmpelsen af Al-Qaeda i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan effektiviseres - og terroristers overtagelse af atomvåbenkapaciteten desuden forhindres.

Formålet med strategien er at forhindre Taleban og Al Qaeda i at overtage magten i landet og påny skabe træningslejre for internationale terrorister. Men den afghanske regering i Kabul skal samtidigt gøre alvor af at bekæmpe korruptionen i landet, så befolkningen i stigende grad kan overtage ansvaret for deres eget land.

Resultatet af den forøgede indsats på flere felter skulle gerne vise sig så hurtigt, at USA kan begynde tilbagetrækningen af sine tropper til det stipulerede tidspunkt om halvandet år. Men tilbagetrækningen forudsætter klart at Afghanistans egen regering bliver i stand til at overtage ansvaret for sikkerheden.


Man kan med rette spørge om Obamas nye strategi er en egentligt exit-strategi. For faktum er at der som nævnt kun sættes dato på den begyndende tilbagetrækning i juli 2011 - og dette vel at mærke uden nøjagtig angivelse af antal og med understregning af at forudsætningen er at den afghanske regering selv kan tage over. Og hvad angår drømmen om at USA er ude af Afghanistan inden næste præsidentvalg i slutningen af november 2012, så er en fortolkning åben - eller som JyllandsPostens udenrigsredaktør Jette Elbæk Maressa formulerer: kattelemmen er tilpas stor til fortolkning.

Allerede derfor kan man her i landet spare sig en altfor ophidset debat om en exit-strategi. Oppositionen ønsker en fast dato for dansk tilbagetrækning, men regeringen hævder med rette at en sådan ikke kan gives, da alt afhænger af udviklingen i Afghanistan. Men for Danmark gælder nøjagtigt det samme som for USA og de andre allierede, at ingen ønsker at blive en dag længere end nødvendigt. Sagen er blot at ingen er i Afghanistan for deres fornøjelses skyld, men for at bekæmpe internationale terrorister og deres hjælpere. Og det er ikke en kamp der kan betragtes som afsluttet på nogt tidspunkt.

Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden jubler naturligvis over præsident Obamas tale, for han ser den som oplæg til en helt ny terrorbekæmpelse, der ikke bygges op om store krige, men om hjemlig sikkerhed, efterretningsvirksomhed og samarbejde med andre. Han har jo hele tiden været principiel modstander af bekæmpelse af terrorister med krig. Og er overbevist om at der næppe vil være nævneværdige vestlige kampstyrker i Afghanistan efter præsidentvalget i 2012. Men han ser stort på at terroristerne fører krig mod USA og Vesten - både militært og ideologisk. Og han ser stort på at krig mod terrorister altid vil blive en asymmetrisk krig, der stiller helt anderledes og store krav til strategi og taktik end konventionel krig.

Det er derfor fornuftigt af præsident Obama at understrege at Afghanistan-krigen ikke kan sammenlignes med Vietnam-krigen, for vietnameserne lavede aldrig terror-aktioner i Vesten. Dette er en fundamental forskel.


En vigtig årsag til at såvel krigen i Irak som krigen i Afghanistan gav langt flere problemer end ventet, er nu engang at begge krige i lange perioder er blevet ført for dårligt og ineffektivt (og i Irak med katastrofale fejl i både fangebehandlingen og genopbygningen). Det har betydet at begge krige er trukket ud så længe at de lokale befolkninger i vid udstrækning har vendt sig mod de vestlige tropper og dermed er blevet lette ofre for fanatikernes hvervekampagner.

Det er der blevet rettet op på i Irak, og det bør der naturligvis rettes op på i Afghanistan. Og det er præcis hvad Obama lægger op til. Men målet er fortsat det dobbelte at ødelægge terroristerne muligheder for at opretholde træningslejre for deres folk og at hjælpe den lokale befolkning med at opbygge en infrastruktur og en social og politisk civilorden der giver dem større frihed, uddannelse, ligestilling og medbestemmelse.

Disse to sider af sagen kan ikke skilles ad. Og derfor kan det fortsat hævdes, at de politikere og kommentatorer der anser militær bekæmpelse af internationale terrorister i lande som Irak, Afghanistan, Pakistan og Iran for umulig på grund af de muslimske befolkningers egenartede kultur, undervurderer såvel den internationale terrorismes destruktive karakter som de almindelige muslimers ønsker om frihed og fremskridt.

I sidste ende er vestligt demokrati ikke muligt uden vidtgående sekularisering, og derfor vil det indtil videre være illusorisk at tro at muslimske lande kan demokratiseres i fuldt vestligt omfang. Demokratiseringens vej er alle steder en lang vej og sej kamp. Det har den også været i Vesten selvom betingelserne her har været relativt gunstige i kraft af oplysningsniveauet. Det udelukker blot ikke at gradvis demokratisering er mulig i og med at der sikres civil orden (uden for megen korruption) ved siden af en nødvendig oplysning og uddannelse.

Vesten er forpligtet til at hjælpe demokratiet på vej alle steder i verden hvor der er mulighed for at skabe det - og dette er Vesten både for sin egen sikkerheds skyld og for solidariteten med medmenneskene andre steder i verden.


Den nye amerikanske strategi lægger umiddelbart et kolossalt pres på den afghanske præsident Karzai og hans regering i Kabul, fordi han ikke kommer uden om at effektivisere både kampen mod korruptionen og uddannelsen af de afghanske sikkerhedsstyrker på overordentlig kort tid. Han kan ikke længere være i tvivl om at løbetiden for hans indsats er blevet meget kort og at han ikke kan fortsætte med at køre sit eget løb uden at det vil få konsekvenser meget snart.

Presset på den pakistanske regering i Islamabad er også blevet væsentligt forøget. Landet har i længere tid været præget af et øget antal velgennemførte terroraktioner der i sig selv kræver kraftigere forholdsregler. Men det ligger også klart at grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan ikke fortsat kan vedblive at være fristed for Al-Qaeda.

Endelig øges presset naturligvis direkte på Taleban og Al-Qaeda, og et sådant pres vil begge grupperinger automatisk besvare umiddelbart med flere og voldsommere terroraktioner. Derfor er det givet at de næste 18 måneder bliver afgørende for krigens udfald, ja, at det formentligt bliver nødvendigt for den vestlige alliance at vende krigslykken allerede i løbet af nogle få måneder - bl.a. i den Helmand-provins hvor danskerne befinder sig og har for store problemer.

Med udsigten til denne nødvendighed er Barrack Obamas tøven forståelig. Men til gengæld må hans nye beslutsomhed tages som udtryk for at hele hans stab må have endevendt problemstillingen og fundet frem til en løsning de anser for holdbar.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Præsident Obamas tale 1.12.09. Det Hvide Hus
USA: State Department
Natos generalsekretær
Danske udenrigsministerium


Relevante artikler på Jernesalt:

Afghanistans krise efter pseudo-valget  (31.10.09.)
Afghanistan, Danmark og Nato  (5.12.07.)
Afghanistan-sagens substans og misbrug  (28.1.07.)

Iran-krisen fortsætter på ubestemt tid  (30.6.09.)
Iran - et præstestyre i dyb krise  (20.6.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)

Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)
Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk?  (5.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)


Artikler om Mellemøsten
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal