utils prefix normal
JERNESALT - ungdomshus03
ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.1.07.
Er der gang i et mini-ungdomsoprør?
De aktivister der har besat Ungdomshuset på Jagtvej og som nægter at forlade det frivilligt og allerede i praksis har vist at de vil sætte sig imod politiets rydning med meget voldelige midler, er ikke ene om at være aktive forkæmpere for at det offentlige stiller gratis ungdomshuse til rådighed for dem. Der er heldigvis også aktivister der benytter fredelige metoder, omend også de indlader sig på ulovlige besættelser af ejendomme der står tomme.
Spørgsmålet er om de er så mange at man kan betegne det som et lille ungdomsoprør - eller hvad der ellers er på spil.
godt en uge siden besatte en større gruppe af disse unge aktivister et tomt hus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter, og samtidigt demonstrerede de for flere gratis ungdomshuse med gratis el, vand og varme. Og de bebudede yderligere besættelser.
Mandag den 15. ryddede politiet det besatte hus på Dortheavej - og det gik heldigvis meget fredeligt til. Ingen brosten mod politiet og ingen hætter for besætternes ansigter. Besætterne forlod huset fredeligt og syngende - og blev ført til Politigården fredeligt og syngende. Herfra blev de hurtigt løsladt efter den rutinemæssige politiundersøgelse. Alle måtte opgive navn og adresse og vil få bøder for ulovlig besættelse af fremmed ejendom.
De får vist nok også an anmærkning i straffeattesten, men forældre til de unge tog det altsammen roligt. De havde selv været på samme aktive hold da de var unge, og de havde gjort deres erfaringer, men ikke fortrudt noget. Det var vigtigt for alle unge at være engageret i samfundets forhold, lød det bl.a.
Set på baggrund af optøjerne på Jagtvej og nærmeste omegn for en måned siden kan det nye aktivist-tilfælde kun betegnes som en positiv udvikling i sig selv. Afståelsen fra vold og maskering er meget afgørende.
Men selvfølgelig er der ingensomhelst garanti for at de autonome i Ungdomshuset vil tage ved lære af de nye aktivister. Tværtimod må der stadig regnes med voldsom ballade den dag Ungdomshuset skal ryddes til fordel for Faderhusets ejere.
Alligevel er der grund til at lægge mærke til udviklingen. For den viser først og fremmest at den aktivistiske ungdomsprotest mod det etablerede system er bredere end man hidtil har fået indtrykket af, ja, at den er blevet så bred at det vil være helt urimeligt og fejlagtigt at kæmme alle aktivister over én og samme kam som voldsmænd og psykopater.
Voldsmændene er der desværre. Og det er desværre dem der forhindrer en fredelig løsning på den fortvivlede og forkludrede sag om Ungdomshuset på Jagtvej. Her er politiet nødt til med Fogedrettens inappellable kendelse i inderlommen at tage hårdt og effektivt fat på besætterne for den civile ordens skyld. Så må de autonome pibe det de kan og vil. De er selv ude om de tæv de eventuelt får.
Med de fredelige aktivister andre steder forholder det sig imidlertid anderledes. For her er øjensynligt tale om et behov for alternative fristeder der psykologisk set er forståeligt, men blot set fra det etablerede samfunds side er urealistisk til det naive.
Det er en selvfølgelig opgave for det offentlige at tilbyde børn og unge udfoldelsesmuligheder i form at sportsbaner, hobbyrum, musik-, teater- og undervisningslokaler i et passende omfang. Men det er ikke en offentlig opgave at forære enhver gruppe unge mennesker ejendomme til fri afbenyttelse og med fri opvarmning, el og vand. De unge må også selv betale for noget af det - og de har i dag råd til det. Eller kan få hjælp fra fonde!
Christiania er skoleeksemplet på at det giver problemer i årtier at tillade en gruppe besættere at tilegne sig rådighed over offentlige eller private ejendomme uden forpligtende aftaler om betaling for såvel lejemål som vedligeholdelse og forbrug af offentlige ressourcer. Der kom noget positivt ud af det, for så vidt et flertal kan se det rimelige i at et rigt og frit samfund for variationens og rummelighedens skyld giver plads til visse alternative bofællesskaber, men der må være en kant for hvor meget voksne veluddannede mennesker skal have lov til i det lange løb at nasse på samfundet uanset hvor meget de kommer til at tjene. På længere sigt bliver en vis 'normalisering' nødvendig.
Nutidens aktivister i de vestlige samfund er materielt set langt bedre stillet end aktivisterne var i forældregenerationen. Langt flere unge får gymnasial uddannelse og efterfølgende videreuddannelse på højere læreanstalter. De får god økonomisk uddannelsesstøtte og mange kollegier stillet til rådighed. Deres forbrug er blevet enormt, men deres følelse af forpligtelse over for det etablerede samfund synes tilsvarende lavt, ja, næsten omvendt proportionalt med forbruget. Men generelt får de udbredt støtte til deres alternative aktiviteter og livsstil fra deres forældre, dvs den generation der var ungdomsoprørere i 1970'erne og 1980'erne.
Det centrale i hele dette spil er dels at 'syndefaldet' er det samme som det altid har været, dels at pubertetstiden begynder tidligere end før og ungdomstiden varer meget længere end før.
'Syndefaldet' er selve den proces der indebærer at ethvert individ i og med kønsmodningen begynder at frigøre sig fra forældreautoriteterne og at blive selvstændige mennesker med egen familie, eget job og egne meninger. Sådan har det været lige siden menneskets urtid. Den vidunderlige myte om syndefaldet skildrer fænomenet som slægtens fald fra uskylden til skylden eller ansvarligheden. Men ethvert individ undergår samme udvikling.
I vore dage bliver langt de fleste unge som regel boende hjemme længe efter det 14. år, men efter endt gymnasium flytter de hjemmefra, får egen bolig, gennemfører en uddannelse, får siden et job og som hovedregel også egen familie. Hele processen tager i vore dage ofte 18-20 år, regnet fra 12-års alderen. Og det betyder med andre ord at de unges fuldgyldige integration i det etablerede samfund tager meget længere tid end førhen og derfor også giver flere kontroverser undervejs, dels mellem børn og forældre, dels mellem de unge og samfundet. Dette er ganske enkelt vilkårene, når samfundet bliver så komplekst, rigt og frit som de vestlige samfund er blevet.
Da forældregenerationen ofte selv har været ungdomsoprørere i sin tid, har den selvsagt stor forståelse for de unges situation - men denne forståelse bevirker igen at politikerne og myndighederne ikke uden videre kan handle som de finder rationelt. De blive nødt til at forstå hvad der foregår - og tilpasse deres politik til den nye situation. Om ikke andet, så fordi de er afhængige af genvalg og ofte kun kan genvælges, hvis de viser den fornødne forståelse for de unge. Dette ser vi klart i København og landets andre store byer.
Dette betyder ikke at politikerne skal give efter for ethvert krav fra de aktivistiske unges side, for som sagen om Ungdomshuset på Jagtvej har vist så er der også i dag en del af aktivisterne der ikke skyer selv den værste vold og som i denne henseende ikke viger tilbage fra at alliere sig med kampfæller i udenlandske storbyer som fx de østberlinske områder med helt andre sociale problemer. Dermed allierer de sig i realiteten med kræfter der i vid udstrækning må betegnes som kriminelle og antidemokratiske.
Man kan trække en parallel mellem det gamle ungdomsoprørs sympati for Baader-Meinhof-gruppens psykopatiske terrorisme eller sympati og støtte til den palæstinensiske terrorisme (tænk fx på Blekingegade-banden) og det nye oprørs sympati for enhver antiamerikansk og anti-israelsk terror, inklusiv den antisekulære islamistiske. Mange intellektuelle på venstrefløjen nærer disse sympatier og går dermed i Sartres lidet anbefalelsesværdige fodspor. Men generelt må alligevel fastholdes, at det nye oprør adskiller sig væsentligt fra det gamle ved ikke at stå for et tvingende nødvendigt opgør med en forstokket autoritetstro og -hævdelse.
Det aktuelle oprør mod det etablerede samfund fra visse aktivisters side er altså trods bredden ikke et egentligt ungdomsoprør, men et forlænget 'syndefald' der skal have sin tid, fordi ungdomstiden nu engang er blevet forlænget, men fortsat skal ende med de unges fuldgyldige integration i det etablerede, men frie og fleksible samfund.
Vold kan under ingen omstændigheder accepteres som middel i denne kamp eller integration. For samfundets frihed og fleksibilitet forudsætter en grundliggende civil orden. Det er måske svært for mange unge at forstå dette, bl.a. fordi alt for mange mennesker i forældregenerationen desværre fik for vane at give samfundet skylden for alle ulykker, men det er ikke desto mindre nødvendigt for det etablerede samfund at holde fast i den civile orden og pointere at samfundet som sådant dybest set er helligt.
Samfundssystemerne er historisk betingede og er underkastet foranderlighedens love, men fællesskabet som sådant er evigt og må accepteres som sådant.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Dramatisk punktum for Ungdomshuset som alternativ (2.3.07.)
Ungdomshuset og Tåbelighedernes Hus (17.12.06.)
Ungdomshuset, Faderhuset og Tragediens Hus (30.11.06.)
Intellektualismens dilemma (Sund fornuft 6.3.03.)
Myte, ord og billede (13.7.02. - om syndefaldsmyten)
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Se også Værdimanifestet
og specielt afsnittet om Samfundet som fundamental værdi
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|